|
| d.II,b.2,s.499 |
Jesu Veninder.
O Vee! o vee! O Verdens Jammer!
O Qvindesorg, hvad kan du Andet,
end vride Hænder og forbande?
Jesu Disciple.
Tys! Derfor tør den rase fri.
Men vi? men vi?
O, hvis vi sørged, som os lysted,
da snarlig brysted
sig Golgath og med vore Liig.
Jesu Veninder.
Men Mandens Sorg den burde flamme,
som røde Løve, mod
selv Himmelen,
der turde vække den,
der sover vel som Freden, men vaager kun i Blod.
Ha usle, usle Jesu Venner, der
bag eders Mesters Liigtog snige jer
med blege Neb!
Hvi med et mandigt Greb
befrie I ei? Ha ere I vel Mænd?
O, havde vi saasandt kun Arme
og Mandehærde, som vi have Barme!
Men Qvinder ere vi.
Ha, derfor taale
de Mordere, vi skraale!
De vide, at vi tie, naar Alting er forbi.
Jesu Disciple.
De røbe os . . O vee, de røbe.!
Jesu Veninder.
O tappre, tappre Jesu Venner,
hvor ere I?
I blege Fjæs eders Mod I svøbe!
I eders Mester ikke mere kjende.
Han døer -- o evig, evig Skam!
|
| d.II,b.2,s.500 |
Paa Golgatha de myrde ham!
Snart er det forbi, forbi, forbi!
I Salems Døttre, græder ei for mig! . .
Jesu Veninder.
Ja havde Qvinden noget Stærkere
end Graad? -- O elskte Mester! . .
Jesus.
. . Men over Eder selv og eders Børn!
Thi Dage skulle komme, da de ville
til Bjergene sige: falder over os!
til Høiene raabe: skjuler os! skjuler os!
Thi, gjøre disse Døgnets Seierherrer
saa med det grønne Træ, hvor ville de
da handle med det Tørre?
Jesu Veninder.
I Disciple,
han mener Eder.
Jesus.
Ja, det er min Sorg!
Hvis Frygt ei naged mig for Disse, da
med Jubel hilste jeg mit Golgatha,
som Ordets Sædjord, Frelsens sikkre Borg!
Præster.
Gaa, Jesus, med Korset, din Vandringsstav!
Se her er Golgath din høie Grav!
Nu stige vi op,
at krandse dens Top
med Roser af Frelserens Blod.
Jesu Veninder.
(stige op paa Heien med Jesus)
Hans Venner græde ved dens Fod . .
O nei -- de flye! O evindelig Skam!
|
| d.II,b.2,s.501 |
O redder! Forbandede! bæve I nu?
Nu? nu? O! o! Paa Golgath de myrde ham.
Bæve I, tie I af Sorg eller Skræk
nu, nu, da de rive ham væk,
de rasende, syndige Præster,
væk, væk for at sønderrive jer Mester?
O skynder jer, stærke Mænd!
Ha, river ham ned igjen
af Korset! . En Qvindes Forbandelse kan
udblæse al Marv af dig, Mand!
De nagle ham -- o! De nagle ham -- ak!
I lytte til dette Timeslag?
O skynd dog! -- Forbi! forbi! forbi!
(ile op paa Heien)
Jesus paa Korset. De tvende Stimænd korsfæstede ved hans Side. Jesus Disciple, Moder og Ven-
inder. Præster, Krigsmænd, Folk om Korset. -- Messias og Aander ovenover.
Præster.
Triumph! Triumph! i alle Præsters Navn!
Triumph! i alle Kongers Navn!
Triumph! Triumph! i alle Herskeres Navn!
Stemmer.
Triumph! i alle Djævles Navn!
Messias og Aanderne.
Triumph! i Jesu Navn, for Jord og Himmel!
Disciplene.
Ha! Nu, nu frygte vi ei, -- o vee --
da vi hans Hjerteblods Farve see!
ja, nu, da hans Bloddryp vi tælle og sanke,
vi tælle ei meer vore Hjerters Banken!
|
| d.II,b.2,s.502 |
Messias.
Ha, Phun i Abiriel, Damp i Solens Lys,
du var det, som bølged
i Præsternes Jubel; du var det, som gøgled
i Jesu bedrøvede Gys.
O Du, hvis Tanke er Tvivl,
Forvirring Viisdom, og Synder Daad,
snart henveires du,
og ene gjenstraaler Abiriels Ild:
i Morderens Hu
som Angerens Graad:
i disse fortvivlete Hjerter
som Haab og Tilgivelses Smiil.
Præster.
Triumph! Nu Offret er bragt!
I Skjændsel svøbt,
i Smerte døbt,
er Offret for Altrene, Offret for Thronerne
paa Golgatha, Dødens Altardisk, lagt.
Seiren er vunden!
Den Verdensbefrier er bunden
til Korset -- den vældige Scepter-vaand,
der løftedes end
i Præstehaand
selv op over Drotten, vor kronede Svend,
og over Nationerne!
Triumph! i alle Tempelherskeres Navn!
Triumph! i alle Thronherskeres Navn!
Triumph! Triumph! i alle Herskeres Navn!
Den Aande, som rysted Templer igrund
-- tys! -- bortdunster nu
i Gys og Suk.
Ha, Guddom Messias, er du
fornedret til Folkenes Synde-buk?
Tør Korsets Nagle
i Frelserens Hjertes Bloddraaber sagle?
|
| d.II,b.2,s.503 |
Nei, sandelig, du est ophøjet til Sky,
til Golgathas giftige Sky.
Hør, Israel tigger sit Liv:
"du Blod-kobberslange, ak Helse os giv!
ophøie'de Messias, ak Frelse os giv!
lad Himlen, du loved,
frembryde paany!
forvandl til en Sol dette tornede Hoved!
Thi vi -- o vok! o vee! --
den nye Morgen, den Himmel, du svoer
(somom din pralende Tunge var
dens Lucifer klar)
at bringe den gamle, den sukkende Jord,
maae indsvunden see
til en blegnende Sky paa din Mund.
. . Vi Orme-kryb, vi
tør sværge dig, Stjerne, den er forbi!"
-- Triumph! Triumph! i alle Præsters Navn!
Den Angst er forbi!
Nu Altrene brænde
saa høit som før.
I Offerets Røg, der svider og fanges
og føles med Hænder,
men ei i en luftig usynlig Anger,
hvadheller i Vemods Lummren
seer Mennesket nu sit Syndeslør,
med Ro, som før.
-- Triumph! i alle Kongers Navn!
Nu kronede Isse er ene fri.
Med hviftende Purpurving, Scepterneb tør
de udsuge Folkenes Slumren,
i Ro, som før.
-- Triumph! Triumph! i alle Herskeres Navn!
i alle Templers og Throners Navn: Triumph!
Stemmer.
Vee! Vee! i alle Offres Navn!
Vee! i alle Trælles Navn!
Vee! Vee! Vee! i Nationernes Navn!
|
| d.II,b.2,s.504 |
Messias.
Midtimellem Vee og Triumph er Forsoning.
Midtimellem Diademet, Fryds og Stoltheds gyldne Favn,
og Tornkrandsen, Smertens og Ydmygheds Kroning,
er rolige, blotte Isse,
der bøier sig for Korset,
og beder om Forsoning i Jesu dyre Navn.
Stemmer.
Hvad taler du
o Hjerte, om Forsoning nu? o nu?
Hvi gjorde vi dog Dette?
Hvad have vi gjort! Hvad have vi gjort!
Stemmer.
Forsilde at spørge!
forsilde at sørge!
Kom! Terninger kaste os Sorgerne bort.
Stemmer.
Vee! vee! han lider ei med Rette.
Stemmer.
Vi glemme vore Synder,
de Dagenes dyngede Synder
for denne ene Synd.
Messias.
Forsoningen begynder;
thi Angren har begyndt.
Jesu Veninder.
Ja, gid eders blodige Hænder
til Fakler sig tænde,
der dryppende Angestens Blod,
det svovlblege blaae,
med Sviden belyse
hver Rædselens Vraae,
hver Hjerterod,
|
| d.II,b.2,s.505 |
den hylende Vraa i det Dyb,
der, hulet af Jesu Smertensdryp
ved Korsets Fod,
opslugede nu eders Anger! -- Ha
ved selve Tropæen I gyse?
I zitre og fryse
med Haanden i Frelserens lunkne Blod?
Og Vi med brændende Hjerte
omfavne vor kolde, gysfulde Smerte?
O ja, vi bede, vi haabe, vi vide,
at snart skal vor Mester ei lide;
men ile til Seiren herfra, herfra!
Hvi frydes I ikke, saalænge I have
den Seir, Eder Præsterne gave?
O, skynder jer! feirer dog Seiren!
Den varer ei længe: den varer kun til
det martrede Hjerte stander stil.
Hvi blegne I meer end vi?
-- Ha, Syndens Jubels Henveiren!
Ha, Syndens Jubels Forbi!
Stemmer.
O Vee os, Syndere! Vee!
Jesu Veninder.
Hvi klynke I Vee! ?
Ha, end er Golgatha eders Tropæ!
Hvi, slaae I det Bryst,
der nyligen raabte med vilden Lyst:
"Han døe! han døe, den Israels Drot,
med Korset til Scepter og Golgath til Slot! ?"
O bi til han døer -- forband dig da, Røst!
og led i Fortvivlelsens Hyl efter Trøst!
Messias.
Tilgivelsen rækker Fortvivlelsen den,
som da bliver Haab i Vemod igjen.
|
| d.II,b.2,s.506 |
Mennesker.
Vi vide, at ene det samme Hjerte,
vi gjennembored med Staal og Smerte,
kan give os -- o, det kan ei; thi
han er jo et Adams Barn, som vi.
Jesu Veninder.
O Ruelse, kiger du ind i dig Selv?
Du seer i hans dødblege Kind dit Billed?
din egen Graad i hans Blod nedtrilled?
Hvad byder du vel,
for nu, som Vi, som Vi, at see
i Frelserens dødblege Kind
en stjernehvid Engleving?
O! snart den folder sig ud,
og svæver paa Mordernes Skyer af Vee
til Seirens Himle, til Fredens Himle, til Gud?
Mennesker.
Vi arme Syndere, vi vide kun,
en Synder kan selv ei sin Synd forgjette;
men, ene denne samme Mund,
vi tvang i Smerte at forstumme,
vort Liv vor Død, vor Frelse rummer.
Tilgav han Dette,
-- den Blod-synd, vi mod ham forbrød --
da al vor Synd vil Gud udslette:
da Gud os Selv Forsoning bød.
Jesus.
Tilgiv dem, Fader! -- Ei de vide, Hvad de gjøre.
Johannes.
O hørte du, Frelserens første Ord
paa Korset tilgav, og forsonte dig, Jord?
Jesu Moder.
Ak, kan du, dræbte Uskyld, tilgive,
da mister din Moe'r en guddommelig Søn.
|
| d.II,b.2,s.507 |
Messias.
O Jordens Jesus, ei ilive
var du saa høi og reen og skjøn,
som nu i denne Stund,
da du -- o Guddoms-kjærlighed! --
med blodløst Hjertes døende Mund,
tilsmiled dine Bødler Fred.
Johannes.
O hørte du, Frelserens første Ord
paa Korset tilgav, og forsonte dig, Jord?
Jesus.
Min Moder, se der er din Sønnearm!
Johannes, se der er din Moderbarm!
Johannes og Jesu Moder.
(omfavnende hinanden)
Vi Jesu Arveskifte fik.
O, Kjærlighed, naar er Du arm?
Disciplene.
O, hørte du, Frelserens første Ord
paa Korset tilgav og forsonte dig, Jord?
Mennesker.
(nedknælende om Korset)
Vi hørte, vi hørte den Tornekronte,
den blødende, døende Frelser, forsonte
bodfærdige Hjerte med Gud, med sig Selv.
Den Angrende bæver ei mer for sin Sjel.
Disciplene.
I Jordens Lænkeqvalte,
I syndefulde Millioner,
til Eder Jesus talte,
for Alle en Forsoner.
Han Israel tilgav
en tidseldækket tidlig Grav.
Men -- visende i Sig,
|
| d.II,b.2,s.508 |
at Adams Afkom har endnu
sin Høiheds Præg, Guddommen liig,
og Aanderang med Aandehu --
Han Jordens hele Menneskehed,
der haded' alt, og ringeagted, med
et knuget Slavesind, sin Sjel,
udsoned med sig Selv.
Se, Arvesynden, dette Skrækkebilled,
som Præsten tegned
i Barnets Hjerte, og Gud tilegned
(som, satte Godheds Gud til Blomstens Herre
en Djævel, og i Stjerner Djævle spærred?)
-- se Det nedtrilled, hvert et Træk nedtrilled
i Jesu Bloddryp, og det dunsted væk!
Din Lavhed, Menneskehed, fra Urolds Tid,
i Thronens, Altrets Voldherskere Du saae
(dog selv i Syndens tøileløse Iid
en Funke af Aandens Høihed laae)
Men gjensku nu dig Selv: din Høihed, længst i Oldet
forsvunden, har sig foldet
i Jesus atter ud, saa reen,
som da den straalede om Adams Been!
Ei klarere Guds Billede du faaer,
end det, der her paa Korset staaer.
Ei klarere fremstraaler Gud hernede,
end i den Sjæl der døer af Kjærlighed.
I Jesus Christ, o frelste Menneskehed,
du Gud tilbede!
Thi Jesu Dyd er Afglands af den samme
Alhellighedens Flamme,
der var fra Begyndelsen, tændte i Ødet, og tænder
evindelig Verdnernes Rækker,
for i den lyse Stjerne-hær at have
som Vrimler hvide Uskylds-Hænder,
der jublende sig ud
af Ødet strække,
at takke og at tage Algodheds Gaver
af Almagts Gud.
I Jesus Christ, o Menneskehed,
|
| d.II,b.2,s.509 |
din egen Høihed da tilbed!
Thi Jesus er Dyd . . O Dyd, du lærte
at være skjønnest, naar du leed.
O Dyd, naar er du meer ophøiet,
end med et sønderrevet Hjerte,
med Blod, ei Graad i Øjet?
end paa dit Smerteskors?
Vi alle, vi Syndere alle, vi Alle
fik Jesu Arv: hans Tilgivelse. O,
hvi kan blot Bodfærdige troe?
Selv dydigste Menneske angre jo maa,
thi Jesum det ei, som det burde, kan naae.
Hvi først, naar han falder,
vil Synderen Frelser, Forsoner dig kalde?
O da er du Dommer. Men, reiser han sig,
som Frelser du kommer, Alnaaden med dig.
. . Han falder, han famler, han vil
sig reise; men finder
i Sig kun Forbrydelsers Minder,
saa vege som Siv, saa skjøre som Smiil,
at læne sig til.
Han leder, han beder: "o Gud,
send Englene ud:
din Engel i Støvet sin Vinge har brudt!
O Gud, kom selv:
Det gjælder dit eget Billed: en Sjel!
O tænd mig en Stjerne paa Himlen igjen!
Der, der maa jeg eie en Ven!"
Han løfter sit Øje mod Himlen, han seer
Forsoneren der.
Du synes at have dit Kors til Spær
paa himmelske Throne, Forsoner, -- o
en særlig Vemod nu ryster hans Sjel
ved Frelseren at skue saa liig ham Selv.
. . Han famler, han finder en Stie af dit Blod.
Han reiser sig op ved din Thrones Fod,
og læner sig der ved sin Troe.
|
| d.II,b.2,s.510 |
Aander.
Abiriels-Ohebiels Hylle:
det Adamsblod, der Aanden omskyller,
sin brogede Ild,
sit brændende Farvespil
opdunster i
det Aandens rene Klarsyn, og gjør
den til Phantasie,
som før.
Messias.
Ei Himlen dømme
den fromme Angrens Tro og Haab,
ei fromme Svages Drømme,
ei Støvets Hjerters Raab,
om dunkelt sig en dunkel Trang
deri udsang.
O Aandekrands, straalende om Jorden,
Abiriels-Ohebiels Orden!
I Roserne, Jesu første Børn
af Korsets Tjørn
blodglødende, paradiis-duftende plukke,
sig Sandheds Straalblikke dukke,
er indelukket, er sjunken ned
Forsoningens Hemmelighed:
-- hver Kamp for Dyden i Menneskehjerte
er Jesu Moder i Fødselssmerte:
hver Dydens Tanke, i Hu fremskjød,
en Frelser er i Pjalter fød:
hver Dyd betvungen
en Frelser haanet og gjennemstungen:
et feirende Offeralter hver Last;
men Angeren, se, en Forsoner selv,
til Menneskets Sjel
med blinkende Taarer naglet fast!
I Angrens Graad
al Brøden svinder,
som Jesu Sorg i hans Blod henrinder.
Men Menneskets Sjel -- o da
|
| d.II,b.2,s.511 |
Abiriel i sin Styrke flammer! --
sin Villie, sin Aandevinge strammer:
da Angeren hensynker bag
dens kraftige Daad: dens Vingeslag.
. . . O da, naar den seer,
at Angeren selve ei evig er,
at Aanden har Kraft til at hæve sig fra
den Nat, den udaandede selv om sin Daad,
og gav til Stjerner sin Graad,
til seraphlyse Himle . . O da,
naar Støvet sin frelsende Høihed naaer:
naar Adam i Taarer forstaaer,
at Aanden forsoner, udsoner sig Selv . .
. . o da er Menneskets Sjel
selv Frelseren her, det Øieblik,
fra Golgatha han til Himlen gik:
da salige Aander i Dødens Stund
opfanged hans Aand paa den blege Mund,
mens Jordens forvirrede Skrig
i det ene Øre (i samme Secund
det lukkede sig)
hendøer, mens det Andet opfyldes
med Himlenes Hilsen, Forklaredes Hyldest.
Saa fatter, saa reent som Englene selv,
i Støvet Abiriel
Forsoningens, Frelsens Evangel.
Saa er det Abiriel troer.
Saa reneste Abiriel, Jesu Sjel,
i Alle indstraaler igjennem hans Ord,
og spreder den Phuniel-Skygge, der end
Abiriel følger:
(I gøglende Former,
snart frem den sig bølger
som tusmørke Tvivl,
snart frem den sig ormer
i Sværmerens Smiil.)
Men, se, den visner med Støvet hen;
og reen Abiriel, sand og klar,
af Blodet, Cajahels Livsensdaab,
|
| d.II,b.2,s.512 |
opstiger blandt Himlenes Englehob,
hvor før han var.
Disciplene.
Af Kjærlighed han lod
for Sandheds Sag sit Hjerteblod.
Vi ikke tale da? Vi bæve for hans Stie?
O Vi se meer, end I i dette Blod!
For Os bekræfted han, for Hver han soned.
-- O dette er det Glædesbud,
som gjennem Jesu Vunder toned
til Os og Eder ud.
Mennesker.
Af Kjærlighed Han lod
for Sandheds Skyld sit Hjerteblod?
Hvi skulle Vi da offre meer?
Nei, Uskylds-offer, du det Sidste er.
Præster.
Det sidste Offer? Ha, trælkede Slægter,
til Offerrækker I selv jer indvie!
Det sidste Offer er sidste Jesu Forfægter.
Da mættet, forsonet vil Alteret tie.
I Præsters Chor
det flammer da ene igjen,
som Vredens Tunge, imellem Dynger af Been,
vidtover en øde, men helligere Jord.
Mennesker.
En Oxekrop skulde -- ha, Præst,
os mulmhyller meer ei din Offerfest! --
tilbrøle Mennesket: synd nu fort!
Din Synd imod ham i mit Blod randt bort. ?
Jesus.
Min Gud! min Gud! Du skulde mig forlade! ?
|
| d.II,b.2,s.513 |
Præster.
I paa en Synder haabe, Daarer,
hvis Sjel alt Djævle have fat;
thi meer paa Gud han tør ei haabe.
Vi hørte jo hans vilde Raaben,
af Tænders Gnidslen gjennemskaaren:
"min Gud! hvi har du mig forladt?"
Disciplene.
Nei! se, Han hylled sit Ord
i et døende Smiil.
Den sidste Tvivl
om Frelsens Seir i hans Suk bortfoer.
Præster.
Seir ?
(afsides)
Ha, Spaadom, sandsagde du?
Vi Navn maae da skifte, ei Magt, ei Hu!
(høit)
Ha, sære Vanvid, hvad Seier, naar
i Kjæmperens Hjerte Staalet staaer!
O dumme Trælle, Seir, naar end,
som Oldets Piller, de Jordens Bedste,
Aljordens Vise og Drotter og Præster
staae ubetvungne igjen?
Stig ned af Korset! Da Jordens Præster
og Jordens Herskere troe dig, Mester!
Disciplene.
Messias i Krybbe, i Pjaltelagen,
af fattige Hyrders Hilsen modtagen,
Messias paa Graasteensbolster besku!
Du Kronte, du Rige
os Arme da sige,
hvor høit vel i Himmelen skattes du!
Anden korsfæstede Stimand.
Ja, ret! stig ned af dit Kors!
og frels dig selv og Os!
|
| d.II,b.2,s.514 |
Som Jordens Konger og Præster
skal Morder og Røver da troe dig, Mester.
Første korsfæstede Stimand.
Ak, frygter du ei Gud endnu?
Vi lide kun vor Ret -- men Denne?
O vee, han faaer en Synders Ende,
skjøndt end han heel sin Uskyld har,
som dengang Barn jeg Synder var.
O Herre, fromme,
naar i dit Rige du mon komme,
o, kom den arme Esau da ihu!
Jesus.
Til Himlen skal du mig idag ledsage.
Mennesker.
O, Grav, din sorte Læbe
ei tør os kalde Dødelige meer.
Vort Dødssuk er et Bliv.
Tyrannen kan ei længer dræbe.
I pine; Pinslen er kun Fødselsveer
for nyt og bedre Liv.
I Hjertet Fred
Forsoneren fra Korset dryppede ned;
igjennem hans det hellige sande Ord
Gud selv gaaer frem med Straale-spor.
Og nu ifra sin Grav
de friske Levende
for Døden bævende
Udødelighed han gav.
I Hjertet Fred,
(som Cherubimers Gjærde om
vor Videns Helligdom:
om Gud og om Udødelighed)
Hans Smertens-kamp os gav.
-- O Menneske, hvad er du vorden?
Ei Mere Englen veed.
O Jesus Messias, nu er
din Rigdom udtømmet paa Jorden?
|
| d.II,b.2,s.515 |
Messias.
Ja Himlene eje ei Meer.
Jesus.
Det er fuldbragt!
Jesu Veninder.
O Jesus! Jesus døer!
Disciplene.
Hans Smerte ender.
Hans Fryd begynder, og hans Sorg fuldender.
Ja "Smerte-ende" er nu Dødens Navn.
Ja "Fred" er Navnet paa de stille Kræfter,
der røre sig i Gravens dybe Skjød.
Messias.
Alt Engelens Ving fra hans visnende Haand,
straalfjedret, med Morgenens Kraft, sig spænder.
Med Tankens Iil,
gjenvender Aanden til
sin Hjemmestavn.
I dine Hænder
min Fader, anbefaler jeg min Aand.
Messias og Aanderne.
I Hviftet af sit sidste Ord
udglittrer Jesu Aand -- ha, se,
hvor den opstraaler reen
fra mulmede Korses dødmørke Been,
mod rolige Himle mod Aanders Chor
fra bævende, blodige Jord.
Stemmer.
O Jesus! O rædsomme Nød!
O Jesus, vor Frelser er død!
|
| d.II,b.2,s.516 |
Jesu Veninder.
Vee! vee! Ei død! Ei død! Vor Ven,
du aabne dit Øje igjen!
Disciplene.
Han hævede sin Røst;
og, som et Blomster visnet,
sank tornet Hoved paa hans Bryst,
og Øiet brast, da Hjertet isned.
Mennesker.
Vee -- Jesus, vor Frelser er død.
(knæle ned)
Messias og Aander.
Se, Mennesket stirrer end paa
hans brustne Hjerte, nu Mulden graa.
Det stirrer forvildet
sig blind paa Korsets døde Billed.
Vi Saliges Chor,
vi favne, vi skue,
vi hilse, o Jesus, som frelste en Jord,
din levende Aand:
Ohebiels milde Regnbu-ild,
Abiriels høje Lue,
isammenbrændende i samme Salighed.
Jesu Aand.
O, Straaler for Torne? Lys til Blod?
En bævrende Fryd er min Hjerterod.
Messias og Aander.
Hør, Jesus, Himlenes Hil!
Se, himmelske Brødre omstimle
dig, hilsende, frydende sig
i din Salighed!
Se, Dette er Englenes Kjærlighed.
|
| d.II,b.2,s.517 |
Se, Jesus, maalløse Himle
din Faders Hænder!
O, Jesus, du hisset i Blod og Smerte,
ja Alle histnede, laae nær hans Hjerte!
Thi Himlene, se, Guds Hænder i Dybet
nedgribe, og opløfte Blomsten og Krybet!
Se, Verdnerne selv over Englene pege,
liig straalende Fingre, paa Guddommens egen
ufattelige Høihed: den Gaade
ei Aandernes Skarpsind kan raade.
Jesu Aand.
I Dødens Stund
i Himlen jeg tænkte mig . . Tanken bar
gjennem mørknende Kjød mig Selv saa klar,
at end jeg i Flugten belivned
med Glimt af et Smiil den blegnede Mund,
skjøndt bag mig alt Hjertet hang dødt og stivnet.
Et Dødssuk -- o Florvinge, neppe du hvifted
paa Læben, før om du til Straaler skifted! --
hidhvirvlede mig med Lysglimtets Hast,
saa Øinene bag mig brast,
som spiled for stærkt jeg min Vinge der.
. . O se den er
bedækket med Øine: dens mindste Duun
et Øje, der skuer til Solens Bund!
Jeg er hvor jeg tænker mig hen.
Jeg tænkte, og Tanken udklang i Bøn:
"o aabned Gud Fader mig Himmelen!"
Og, se, blandt utallige Aander, men Alle
mig lige, jeg kom!
Messias.
Ja alle du Brødre maa kalde.
I Dødsstunden fælder en Sjel sin Dom.
Sig Himlene bøje
nedover den Dydiges bristende Øje.
Hvo Helved paa Dødsleiet seer,
ham bier ei Salighed her.
|
| d.II,b.2,s.518 |
Se, Jesus, den talløse Aandernes Hær
omstraalende Jorden, liig Glorie-skjær
sorgbøiede Isse,
de hilse dig, Disse
i Salighed luende . .
Aander.
Salige maae
dig Jesus tilbede, det Tempel beskuende,
du reiste i Muld: det, vi byggede paa.
Jesu Aand.
O himmelske Frænder, jeg kjender Eder.
Hist du Confutse, du Sokrates heder.
Ah, Menou og Moses, Zerduscht og La,
Osiris og Hermes -- ah Plato -- Alle,
som Jesus maa Lærere kalde,
hos eders Discipel paa Golgatha?
Johannes? du min Elskte, fri
for din Melancholie?
Ah, Cain, med Panden stjerneblank,
i Abels Arme sank!
Se Helte-moderen fra Herskerens Luehal,
den Heltenes Heltinde omstraalet
af Sønnernes hellige Tal,
som af Syvstjernens deilige Krands,
skjøndt hisset saa sorte i Baalet!
Ned kaster den herlige Ring en Glands
paa en irrende, skummel Gestalt,
der engang Antiochus den Straalende var kaldt.
O Retfærds Miskundelighed! Moderen har
en Herlighed med Sønnernes syvfoldig klar!
Ja hver af disse betvang eet Menneske kun;
men meer end et Menneske, en Moder, syvgange Hun.
O, Aandens vældige Kraft! selv De,
hvem Jordens Aldre forbande,
ei ryste længer af Jordens Vee.
I Frelsen -- o Salighed! Frelsen ved mig,
de øine, at Jamren, de saaed,
sin Fylde, sin Ende har naaet.
|
| d.II,b.2,s.519 |
Messias.
Ja, førstegang jublende blande
de mellem de Salige sig.
Jesu Aand.
Se Disse, de Blege, der bævrende flye! .
Dem Nagene jage som vildvingde Skyer.
Herodes, du
vel bedre, end under Israels Krone,
om Brønden Mødrenes Jammers-tone
vel hører endnu?
Messias.
Din Høiheds Skue, o Jesus, er
den eneste Fryd de nyde her.
Saa onde ei, som ulykkelige,
fordi de onde i Støvet vare,
de ere da.
De jamrede over Golgatha;
dog høiest fordi de sig Selv maae sige,
at, svøbte i Muld, som før,
med Præsternes Skare,
de vilde opløftet den blodige Stør.
De haabe -- O Jesus Messias,
og oven Korset der er at frelse!
Jesu Aand.
Du blege Aand,
med matte Ving for Morderhaand,
som flammede i Støvet for at dræbe,
ja Du der haanede med dødblaa Læbe,
Du ogsaa i Forsoningen fik Deel.
Ak nei, du eier den dog ei endnu:
Thi brænder hevnsyg Nid ei i din Sjel,
for du din Broder, Morder og som du,
sin Frelser følge seer med spæde Glands,
og flette sig ind i Frydfuldes Krands.
(Ah, Esau, mindes du dig hvad
jeg lovede, da du paa Korset bad?)
|
| d.II,b.2,s.520 |
Ja, Aand, han angrede dernede: -- der
er Angren dobbelt værd mod her.
Messias.
O, Jesus Messias, paa Jord,
som Himmelens Aander, reen og stor,
i Jordens Himmel,
i Jordens Aandevrimmel,
Du er den Største.
Aander.
Ja Jesus du er
den anden Messias; thi Denne her,
-- Abiriels og Ohebiels første --
Han frelste den Klode,
hvor forhen, før Jorden fremgled, vi boede.
O Du er herlig, som Han:
Du frelste, som Han.
Jesu Aand.
O dybe Aandens Syn!
Histnede Øjet selv var mørkt som Skyen,
her Lys, her Lyn
er Øjets Bryn
-- hvad er du selv da Aandens Øje,
der Dybene gjennemlysner og speider det Høje?
Min Sjels Kilde jeg seer
først rindende ud, i Evigheds fjerneste Fjerne,
af et Guddommens Skjød, af en Stjerne:
som Draaber to af forskjelligt Skjær
den udrandt der:
-- saa flydende jevnsides begge hen
i voxende Fart gjennem Himmelen:
tilsammen nedsprudlende saa,
da Jorden, det Taagedryp graa,
i første Morgenrød laae,
at herske en Verden, og adle den, ved
(som Boe for en Aandevrimmel)
at gjøre et Dyb til en Himmel:
|
| d.II,b.2,s.521 |
-- saa, Dette sig salig-bevidst,
med øget Herlighed
opstraalende atter tilsidst.
O seer, I Aander, vi høine
os liig, en Stjerneflod af Øjne,
der Menneskets Færd, vore Brødres beskue.
Præster.
Hvi tie vi? Jesus, vor Fiende, er død!
Stemmer.
Ja, Jesus, vor Frelser, er død!
Disciplene.
Ei Smerten os længer for Korset nedkue!
Vor Frelser vi ei i det Døde kan skue.
Hvi knæle for Liget, den slukkede Kjerte?
Forherliget luer
Han selv i vort Hjerte!
(De Knælende reise sig)
Præster.
Hvi skrækkes vi? Fienden er død!
En Soldat.
(gjennemborer Ligets Side)
Ja Cæsar sværger i dette Stød,
der slog hans Hjerte, saa Blod og Vand udflød,
at Jesus af Nazreth er død!
Præster.
Jubler, jubler! det fremmede Lys
i Templernes hellige Mulm er slukt;
hin fremmede Røst i Templernes hellige Tys
den evige Død har lukt.
Ha, Vanvittige, bygge I end
paa dette smuldrende Leer?
Troe I, Galilæeren kommer igjen?
han er ei, og bliver ei meer!
(Pludseligt Mørke indhyller Alle)
|
| d.II,b.2,s.522 |
Stemmer.
Vee tyder Mulmet: forbi er vort Haab;
men Mulmet vender tilbage
fra Trældoms og Løgnens Dage?
En romersk Høvedsmand.
Se, Himmelen aander sin Kummer ud,
og Skyerne fyldes med Jammersraab!
Ja, Han, som vi dræbte, var vist
en Skyldfri, en Christ,
en Gud!
Disciplene.
O Overtroes Natøie, Hvad du seer,
ei Lyset, men Nattens Veirblus er.
Præster.
Nu, Altre, indhyller Jorden i Røg!
Kun Sceptre Slægterne skimte
igjennem at glimte,
som Gnister der ud fra Baalene føg!
Nu jubler, Baal! nu hviner, Spær,
som før i sløve Trælles Hær!
Ufrelse, Ufrelse, nu, som før,
fornægter du dig, naar Frelseren døer?
-- Ha, hviner og jubler i Altrenes Navn,
i Thronernes Navn:
Triu --
(Lummert Mulm omdamper Alt)
Ha, døer nu Frelsens Dag?
O jubler I modige Præster,
i Alternes Navn,
til hvem eders Sjele
(som Kroppen til Thronen) er stavnsbundne Trælle:
Triu --
(Jorden bæver. Torden, Lyn)
Ha døer, nu Frelsens Dag?
Sit svulmende Enkeblik -- se, skjøndt blindet
af Sorg, det blinked! --
nu Natten kaster
paa Præsters djærve Foretag.
|
| d.II,b.2,s.523 |
Ha, skulde et Veir
formørke vor herlige Seir?
Lad Mulmet qvæle den jamrende Hob!
Vi splitte det ad med Seiersraab:
Triu --
(Jorden bæver)
Ha underdanig er Jorden!
Den bæver under vor Fod.
Stemmer.
Men ruller og denne Torden
henunder eders Fod?
Præster.
Ha, djærve Israels Præster,
vort Baal skal Lynene sløve,
vort Seiersraab Tordenen døve;
Triu --
(Jorden bæver. Tordenskrald. Røvernes Kors styrte-om)
Ha, Rædsel! Offret bragt er
Mørkets Magter;
og de hyle efter Fleer.
Stemmer.
Dagen sortner; Solen graaner;
Lyn, som Strømme Blod, nedrisle;
Dybet sluger dem og brister; Ild udhvisler.
Visne Sol, dig Mørket haaner;
thi nu flammer Dybet jo.
Præster.
Himlen vil ei Korset see,
Jorden ei det bære -- Vee!
Vi i Dybet styrte da
med Korset og med Golgatha!
Stemmer.
Usle Seierherrer bæve
I for Elementers blinde Vrede;
men for Himlens ei?
|
| d.II,b.2,s.524 |
Stemmer.
Se, paa den Illværksdag
Himlens lyse Tag
sig forvandler til en huul,
marmortung og sort som Muld
Sarkophag!
Lyn, som sultne Ormeklynge
hugge, bide, hvæse, slynge
sig om Jorden, levende
der begravet.
Luften Mulmen;
Fraade Havet;
Jorden Ulmen;
som udgnistred, opspyed, udhvæste Scheol.
Bjerget gaber, Sletten ryster;
Golgath, som i vilden Smerte,
bæver, hæver sig og kryster
Korset op mod Skye,
som om Jesu brustne Hjerte
det til Himlen vilde flye.
Præster.
Vee! Lynets Øiekast, saa vrede,
fra sorte Himmel
i Golgaths Stimmel,
kun efter vore Hov'der lede.
Vi flye! vi flye!
Stemmer.
Hvor flye? hvor Lye?
i en brændende Skye?
paa en bølgende Jord?
Hvor flye I? Hvor?
Præster.
Intet trøster; Alt forskrækker.
Alting truer; Intet dækker.
|
| FORRIGE |