|
| d.II,b.2,s.447 |
med Haan mod Offrets Helgd (thi du benægted,
mod alle Jordens Præster, at i Offer
er Menneske-Frelse) og mod Templet fyldt!
Ja, siig, er dette ei din vrange Lære?
Forbanded du ei Folkets Præster? skjændte
de salvede Konger? førte Folket vild,
ved dig at nævne deres Haab: Messias?
Bekjend, du Synder!
Jesus.
Jeg lærte frit for Verden. Adspørg Folket,
hvis du har glemt, hvad jeg i Templet sagde.
Er det et Svar til Israels Høipræst, du?
Jesus.
Beviis mig Løgn; hvis Sandhed jeg har sagt,
hvi slog du da?
Judas.
Ha, var ei dette Slag
nok til at kaste Ydmyghedens Kaabe
af dig, Messias? Alt jeg tvivler . .
Ypperstepræsten.
Naar Blomsten er afkappet, hvi da staae
igjen de magre Blade?
Hvo ere disse Svage, du forførte?
De Dømte, som dig fulgte? Dem du kalder
din Lærlingskare, pryglede Messias?
Hvo din Discipelskare, nævn os!
Jesus.
Verden.
|
| d.II,b.2,s.448 |
Jomeer jeg seer paa dig -- ja, sandelig,
du er dog Een af dem . . ja --
Petrus.
Ondt mig ramme,
hvis jeg dette Menneske -- Mon denne Jesus
du taler om? -- har kjendt!
Trælen.
Dit Maal dog røber,
du er en Galilæer. Det ligner Hanens,
som svarte, da du talte.
(Jesus seer vemodig paa Petrus)
Petrus.
O -- min Frelser!
O Blik! o vaade Lyn!
(gaaer ud hulkende)
Ypperstepræsten.
(til 2den Stimand)
Frem, Mand! Du har et ærligt Øje -- Frem!
Det slaaer ei Feil, at du har været mellem
de Tusinder, som hørte Jesum. Tal!
Vor Retfærd dig at vidne vil tillade.
Anden Stimand.
Jeg sværger, at jeg hørte Denne der,
som putter Slag i Lommen, sige høit:
at han Jerusalems Tempel, som det staaer der
med Kuppler, Grundmuur og Pillarer --
det Tempel vore stærke Fædre bygged
et halvt Aarhundred paa -- nedbryde vilde
(ja tænk engang!) og gjenopreise i
tre Dage. Hvor jeg loe, skjøndt Sligt var Haan.
|
| d.II,b.2,s.449 |
Ypperstepræsten.
Ja, blodig Haan!
(til Jesus)
Du svarer Intet?
Første Stimand.
Jeg sværger: sandelig det Vidne lyver!
Jeg hørte disse Ord af Jesus, men
han pegte paa sit Legem sigende:
"en Guddoms Tempel!" Forresten veed jeg kun,
at denne Vise . .
Ypperstepræsten.
Nok!
(afsides)
Før disse bort!
De skulle døe med ham. Det klæder godt,
at hænge denne nye Tiders Digter
(som hver en usel Digter) op imellem
to ikkestemte Harper. Trin nu frem,
Du rene Ni-chor.
Ni Helbredede.
Ja vi vide Alle,
at denne Jesus os ifra Spedalskhed
har renset, hvilket, da ei nogen Læge,
ei nogen Præst formaaed det, vel maatte
ved Djævlens Kunster skee.
Præster.
I have Ret!
En Helbredet.
Jeg var med disse Ni den Tiende;
men Dette veed jeg, at han bad til Gud
(og det gjør Djævlen ei) før han helbreded.
Præster.
To Øren imod Atten? Vogt dig!
Ypperstepræsten.
Isandhed -- dette Alt er Smaating mod
det Hovedspørgsmaal, Selv han maa besvare:
Er du Messias? Svar!
|
| d.II,b.2,s.450 |
Jesus.
Om "Ja" jeg svared,
I troe dog ei; thi I Messias haabe ei,
der maa en Ende sætte eders grændseløse
Voldherredømme over Sjelene.
Præster.
Fordømte! .
Trællene.
(slaae ham, spytte paa ham, holde for hans Øine.)
Spaa os, hvem dig slog, Messias!
Hvem slog dig nu?
Nu veed jeg ikke, om
jeg en Uskyldig eller en Bedrager
forraadede; thi ei Messias er han.
Dog -- vee! jeg mindes ei han gjorde Ondt.
Præster.
De kalde dig Messias. Er du da
Guds Søn? Vi dig besværge, at du siger os det,
at vi dig kunne ære.
Jesus.
Ja, blandt Eder,
isandhed Gud vor Faders Eneste.
Ypperstepræsten.
(sønderriver sine Klæder)
I have hørt det: denne Usle har
bespottet Gud. Hvad have vi da længer
Beviis behov?
Præster.
Nei! Alle dømme vi
dig, Jesus ifra Nazreth, skyldig Døden!
|
| d.II,b.2,s.451 |
Ypperstepræsten.
Pilatus laaner os sit Sværd.
Judas.
(trænger sig frem)
Til Døden?
I Romerens Haand? I rase! Ei til Døden?
Præster.
End her, du, som din Herre os forraadte?
Vi sagde jo, du længer ei behøvtes.
Judas.
Til Døden? Vee mig -- jeg har syndet!
(vender Ansigtet bort fra Jesus)
Messias, o min stakkels Herre -- O!
De skulde til det Yderste dig drive?
O, til det Yderste! ?
Præster.
Bort! bort!
Du staaer ved samme Afgrunds Rand.
Judas.
Jeg gjør ei -- Jo, jeg staaer ved en, du Djævel!
Men mellem ham og mig, der er et Dyb.
Ha, er du ei Messias, er du Jesus,
den Israels rene Graad: Viis dig! viis dig,
er du Messias! ha, det første Glimt,
min Herre, af din Høihed lyser mig,
at jeg kan finde dybest Dyb til Skjul.
(kaster Pengene til Præsterne)
Der, Djævle, eders brændende Negle, som
mig greb! Ak ja, ja jeg forraadte
uskyldigt Blod!
Præster.
Hvad kommer Os det ved?
Det bli'er din Sag. Du Sølvet har fortjent,
Forræder.
(kaste Pengene til ham)
|
| d.II,b.2,s.452 |
Judas.
(styrtende fortvivlet ud)
Jeg vil døe! O jeg maa døe!
Præster.
Hvad rager det vel os! hahahaha!
(reise sig op)
Nu vide hørende og døve Øren,
at Israels Præster retteligen have
dig, Jesus ifra Nazreth, dømt til Døden!
(Præster. Trælle med Jesus lænket. Folk udenfore den romerske Statholders Bolig.)
Præster.
Hellige Israel, vanhellig denne Fest
ei ved at træde paa den Hednings Dørtærskel!
Raab Hedningernes Høvding ud!
Folket.
Hvad skeer med Jesus? Hvo tør binde Frelseren?
En Træl.
I, see I denne Haand? Den slog ham: og
jeg staaer endnu: Er denne Israels Frelser?
Ypperstepræsten.
Det bedre er, at Een for Folket døer,
end at det hele Folk fordærves.
Præster.
Sandhed!
Du hørte Jovahs Raad, o Israel.
|
| d.II,b.2,s.453 |
Folk.
Hvad
mon mener han? Hans Tale, Israels Præst,
lød lifligt for vort Øre: store vare
hans Gjerninger i vore Øine; de
vor Mund med Roes opfyldte. Ha, Hvad vil du?
Hvor er Pilatus? Sværdet flux maa drages,
hvis ikke glipper Rovet os af Haanden.
Gid Satan hedede den Romers Phlegma!
(høit)
Han bier, forat haane os.
(Pilatus kommer)
Pilatus.
Undskylder: --
min Portia var ei vel. Hun havde drømt
Calpurnias Drøm: hun vaagned skrigende,
da Cæsar sagde "ogsaa Du, min Brutus?"
(sætter sig paa Dommersædet)
Hvad er til Tjeneste? I klage Denne?
Han seer uskyldig ud.
Præster.
Hvis ei han var
Misdæder, ei til Dig vi bragte ham.
Pilatus.
Jeg veed, min Magt I hade. Nu, hvi dømme
I ei ham efter eders Love?
Præster.
Israel!
Ha denne Hedning haaner dig! Du Romer,
du veed jo, Israels Fyrsters Stav er brudt.
Vi tør ei værste Udaadsmand dødstraffe.
Og denne, trods hans blege Mine, er
|
| d.II,b.2,s.454 |
en Saadan; ja den Værste blandt de Værste:
blandt Cæsars Fiender. Han oprører
det hele Folk, forbyder (trods al Folkeret
og Israels Eed) . .
Hvor nederdrægtige!
Præster.
. . at give Cæsar Skat; men lader sig
af dumme Pøbel udraabe som Messias.
Pilatus.
Messias?
Præster.
Ja, det er: til Israels Konge!
Selv, som de Oldets Konger, drager han
omkring og tager Hyldest kun og Gjæstebud
som Skat.
Du svarer Intet? Nu, mehercle!
Du er en Stoiker. Du svarer Intet?
Er du da Konge i Judæa? Nu,
I Præster, svarer Manden: "ja!" Hvad saa?
En fix Idee?
Præster.
Saa fix, at den ham nagler.
Pilatus.
Følg mig da, Mand; thi Disse ville ei
tillade mig at tale.
(Jesus gaaer med Pilatus.)
Præster.
Du hørte, Israel, hvor din Fiende Hedningen
forsvarede partisk den Dømte? Det
han gjorde ene, forat haane dig,
for, nægtende din Bøn, at vise dig,
paa Israels Helg, hvor sjunken er din Magt.
|
| d.II,b.2,s.455 |
Folket.
Ha, gjør han det?
Præster.
Spørg ei! du saae og hørte.
Han klappede den Dømte mildt paa Skuldren,
mens vi paa Jorden stamped. Ja, han vil
din Trældom og din Afmagt vise dig.
Folket.
Det skal han aldrig.
Præster.
Judas Løve, ha
at bede Romas Høg om Benet, logrende!
Folket.
Nei! -- bede?
Præster.
Knurr da Løve!
Folket.
Løven brøler.
Præster.
Ret, Israel, brøl, saa Høgen slipper Benet,
om ei din Sult, blot Lune lysted det.
Reent ud: Brøl: "Jesus døe!" Det gjælder, at
beseire Romeren og Israels Villie.
Vee, Israel, det er længesiden du
en Seier vandt!
Folket.
Ha, Romeren skal ei trodse.
Nu skal vor Villie være tvertimod.
Mens Øjet græder, raaber Munden: døe!
Pilatus.
(kommer med Jesus)
Gaaer hjem, I Jøder! .
|
| d.II,b.2,s.456 |
Hører I,
han jager eder hjem, den Fremmede?
I maae ei træde eders Odeljord.
Nu, trodser ham! imod hans Villie raaber:
døe Jesus!
Folket
Jesus døe!
Pilatus.
Mod dette Folk
Athenens ere som Billeder af Malm
mod Vimpler. Blæser Vinden ifra den Kant?
Ja Præst, jeg mener, at din Kaabe er
nu bleven Æoli Sæk.
Han haaner Alt,
hvad Israels er. Den Israel har dømt
beskytter han; hvis Israel beskytted,
da maalløst var hans Had.
Folket.
Lad Jesus døe!
Pilatus.
I Folk, jeg har i Eenrum talt med Jesum.
Han siger sig at være Konge, men
i Riget, vore hellige Mysterier
forgjæves ville give Grundlov, ja,
i Sandhedens. Nu, deri feiler han;
thi hvad er Sandhed vel? Forresten,
(hvis jeg forstod ham) har han Trællen lært
en Frihed, der har mere Liv end Stoikerens,
og Herskeren at bruge Maadehold.
Hvis man tilbunds i Jesu Lære gaaer,
da finder man den gamle Thales' Perle
|
| d.II,b.2,s.457 |
-- ja, hvis jeg rigtigt saae.
Reent ud: hos dette Menneske jeg finder
ei Skyld.
Præster.
Hvorledes! Er du Cæsars Statholder,
og taaler, at han al Judæa sætter
i Oprør, siden han fra Galilæa
udgik?
Pilatus.
Vel! Er han Galilæer, sender
ham da til Fyrsten. Jeg er glad, hvis jeg
kan eders Sager slippe. Lad ham gjøre
med denne græculus, hvad bedst ham lyster.
(De føre Jesum bort)
(Jesus, Præster, Kongen)
Det er forhadte Gaver Romeren sender.
Han minder mig . . Ha alt er jo forbi?
(høit)
Hvo mindes vel en Dands saalænge? Staa!
staae der med ham! ei nærmere for Alting!
(afsides)
Han ligner ham ei engang: Ham paa Fadet!
Kom nærmere! Han er, ved Himlen, smuk!
og ei forhæsliget ved dette Træk
af Nattevaagen . . ja et græsk Profil,
ei disse Jødeneb, liig Aadselgribbes.
Jeg kunde elske ham som Gorgias.
Dog, disse Præster gloe paa mig -- Hvis fast
de gloe, da smelter Kronen.
Jesus,
-- dog, det er sandt, du er jo Konge? --
høikongelige Broder! Pah,
du Kjærlighedens Majestæt, jeg beder,
se ei alvorligt paa mig! -- ja, jeg beder
dig kjærligst mig forklare lidt i Kjærlighedens
|
| d.II,b.2,s.458 |
Mysterium (du veed, vi Konger tidt
paa Philosophien fuske lidt, imedens
paa Kongedømmet Philosopher fuske)
. . Jeg veed, du er i det Capitel hjemme;
og selv jeg troed, at jeg var det, til
du vakte Skruplerne hos mig, somom
jeg ei forstod at elske.
Er Kjærligheden -- vise Rabbi, hør nu!
og afbeviis mig, om du kan, med Sætninger
meer grundige, ei skarpe som dit Øjekast! --
Er Kjærligheden -- Rabbi, sandelig
din Mine staaer ei i dens Lexicon!
Foragt? mon Dumhed? Nei! Dit Øjes Kulde
er Nattefrosten. Var det end Foragt;
da er jo den i Mine og i Stilling,
fra Moses' og fra Jambres' Dage
den Fægterpositur, en Sprenglærd tager
mod Striderens Udfald? -- Kjærlighed:
den, som beviser i Omfavnelser
sin Sandheds Overvægt mod den, du præker
(dog siden jeg beviser, at der er
ei virkelig Modsætning til imellem
min Kjærlighed og din) . . den ene sande
-- thi alle Nerver raabe jo samstemmige:
jeg hader ikke den, i dette Nu
jeg favner: saaat Livet være maa
en fortsat Kjæde af Omfavnelser,
hvis det skal vorde idealsk, og ei
som Dyrenes, der slaaes, naar de ei yngle --
. . ja, Rabbi, er ei denne Kjærlighed,
som Sværmere troe at brændemærke, ved
at kalde den den dyriske, den physiske;
skjøndt Aanden just er den, der føler Vellysten,
idet den gjennem Kjødets Foraars-Rosensky,
nedsæller som en Straaleregn sin Guddom
. . er denne Kjærlighed ei Aandens Væsen
og Salighed, som den er Støvets?
Hvi skille Støv og Aand ad? Er ei netop
hiin Kjærlighed den sande Harmonie
|
| d.II,b.2,s.459 |
(thi mon i Elskovsøjeblikket Aanden
hoverer over Kjødet?) som os viser
det Verdens-alts Mysterium: den Eenhed,
som er i Alt? -- Ha, har du Svar? --
Hvis Sværmere sige: hisset er et Liv!
hvis En, med raaden Gravlugt i sin Næse,
tør fylde op med slig en yndig Drøm
sin Mund: da maa han lære: Aanden hist
et Legem faaer med Følelse og Vellyst,
ei saadant som du drømmer gjennemskueligt
som Menneskets Øine nu omtrent.
Den er det sande Liv! Den Kjærlighed
det Skabtes Svar til Skaberens: du er!
"ja! ja, jeg er!" -- Ved Cæsars Liv indrømmet!
Allivets Ord? Ved Cæsars Liv, indrømmet!
Men tvende Dialecter lyde dog
i dette Sprog: een Mandlig -- noget haard --
een Qvindlig -- noget blød? . Nu, Rabbi,
se ei saa koldt! bliv ei en skjærende
Accent i dette Sprog, thi jeg forsikrer,
dit smukke Ansigt gjør dig deri til
et vakkert, ja et ret poetisk Ord.
. . Ja hvert et Menneske er (som det er smukt
og stærkt til) deri digtersk Periode;
men hvert et Dyr kun simpel Prosasætning;
ja Sommerfuglepar, naar ynglende
det veires hen, kun to henslængte Udraab:
et "Ei-hollah!" et "Eja-ha!" og andre.
Se Dyrenes Elskovs-prosa skrives paa
Solskinnets rene Blade; dog tør Nattergalen
(kun for sin smukke Sangs Skyld) tegne sig
som Omqvæd paa det mørke Nat-papiir,
hvor Menneskekjærlighedens Poesie,
med Sølvskrift og med rosengyldne Puncter,
sig prenter helst, for klareste at straale.
Dog nægtes ei -- forvirr mig ikke Rabbi! --
at Mange, som i Natten burde lyse,
blandt Fuglenes og Dyrenes Prosa paa
Dagbladet slænge deres Stropher hen.
|
| d.II,b.2,s.460 |
Nu, her er Knuden -- vend blot Øret,
ei Øiet, hid! -- naar vi maae tale Sproget,
(og det er hele Livet tvunget til;
kun fangne Elefanter og Essæer
er' stumme deri) mon ei Dialecten
staaer til vort eget Øres Valg? -- Nu, svar!
. . Du svarer ei? Vel, du forstaaer ei, skjøndt
din Skabning og dit Ansigt siger, at
i alle Tre, som jeg, du burde tale --
Vel! Manden er den haarde Dialect;
dog har han ene ei den rene Haardhed.
For nu at vinde den: at blive til
en dorisk Hymne, knytter han sig selv,
som Periode, til en anden Sætning
af samme haarde Vægt: Mand elsker Mand.
-- Se Mig og Gorgias! -- Er Det ei Sprog-ret?
Men elsker Qvinde Qvinde (thi alene,
som Ord i den Alkjærlighedens Hymne,
er Qvinden kun en Læspen) bliver det
en sapphisk jonisk Sang. Er det ei Ret?
-- Ha, Rabbi, vel vi komme i Disput:
jeg seer, du lider ikke disse Theses.
Du taler blot det rene Attiske.
Vel! der er Vellyd og: det tales blot
i Mands Omfavnelse med Qvinden.
Det halvt er haardt, halvt blødt. O siig os,
du doriske Ord, hvorledes lyder
det joniske, du valgte! Mirjam? Rahel?
-- O der er tusind Slige: Du maa vexle.
Hvis ikke blier dit Liv, din Elskovs-hymne
en tom Gjentagelse af tvende Ord.
Nu vel, studeer det Attiske! Jeg vil
imellem Doriske og Attisk vexle.
Foragt dog ei mit Sprog, vi ere jo
i samme Lærdom Mestre. -- Mester, du?
Du kan jo ikke svare, ei bevise.
Er denne ei den Kjærlighed du lærte,
i Troper ene talende? Hvo tier,
samtykker. Vel, vi ere enige.
|
| d.II,b.2,s.461 |
Se Jesus og Herodes, Fiender
som Majestæter, ere blevne Venner
som Rabbier . . Omvendt -- da reent umuligt!
Ræk Haand, min Broder? Nei? Du blues,
fordi jeg dig beseired i Disputen?
fordi jeg rørte ved den ømme Streng,
bevisende, din Lære om en Kjærlighed,
der viser sig i Dyder, eller hvad
de Tegn nu kaldes technisk, sig til Min
forholder som en luftig Sukken efter
Omfavnelse til denne Selv.
Ja er (som i de Græske Fabler om
Dydshelte) ikke denne Endemaalet,
og Det som Heltens Taalmod gjør saa seiglivet?
En Elskerinde derfor stedse ligger
i Baggrunden. Nu, du lærde Jesus,
erklær dig for Herodes' Lærling; thi
du seer jo klart, at jeg i Ord og Daad
den sande Kjærlighed har lært; men du
har nedstemt i din Lære denne til
Velvillie. -- Fy!
Nu, derfor maa jeg dog Pilatus takke,
som sendte denne Original,
at jeg ham kunde gjøre til Copie
af mig. Gaa nu -- jeg ei fordømmer
saa smukt et Ansigt. Gaa, jeg ei dig dømmer:
thi Vi jo ere enige . . Og derfor
jeg (liig en Doctor, hvem du kan bevæge
til Alting, ved at sige: ja jeg indrømmer!)
forglemmer, at du Kongerne fordømmer,
beskyldende dem for, i deres Mag
(somom man Andet har at gjøre paa
den højeste Top, end hvile?) . . forat have
fremynglet Lasterne. -- Ja gaa! -- Dog bi!
Ifør ham denne hvide Kappe, at
han som Candidatus kan beile og
til Romerens Gunst . . Se Jesu Ryg
er Fredsbrev fra Herodes til Pilatus!
|
| d.II,b.2,s.462 |
(Udenfore Domhuset. Præster. Folk)
En Præst.
Hvor bli'er han af? Jeg frygter for Herodes.
En anden Præst.
Oh, Rabbi Jochanan er med.
Han har et Kors i hvert sit Smiil for Jesus,
fra den Tid Denne ham opvarted med
Fortællingen om den barmhjertige
Samaritan.
En Præst.
Vel nok! Men Kong Herodes
kun leer ad Israels Præsters Sag. Han vil
flux vise, ved at stemme med Pilatus,
at kun hans Had var tvungen Gjengjeld for
den stive Romers Ringeagt.
En Præst.
(Bevægelse iblandt Folket)
Ha -- hvad?
alt Folket splittes. Ja, vi tabe Slaget,
hvis ei Herodes' Lune var til Blod.
Nu! lad saa være; skjøndt vi tabe da
Fornøielsen af Mordets Øjeblik.
En Præst.
Nei, Folket splittes ei. Det stimler sammen.
En Mand.
O store Jesus! Ja, som selv du sagde:
dig tjene Aanderne.
En Præst.
Hvad taler du?
Ha dette er den Blindfødte!
End gaaer du her omkring, Forskudte!
Hvad er det?
Folk.
Judas! Judas!
|
| d.II,b.2,s.463 |
Præster.
Hvad? Judas? I hvilken Kro mon aagrer han,
og lader sig af Skyldneren tractere?
Vi skylde ham ei Noget.
Folk.
(slæbe Judas' Liig frem)
I maae vide,
om Denne kræver Eder.
Præster.
Bort! Ha, Judas?
Folk.
Vi haabe, at han har betalt.
Præster.
Vi byde,
at slænge Aadslet bort i Kulen. Hvi
at vise os den Ækle? . Ho, betalt?
Betalt et uselt Skriin for Penge
til Satan har han kun. Og troer I, Satan
er dummere end en Jøde? Nei han laaner
kun uopsigelige Capitaler,
saa Alt hvad man betaler ei forslaaer.
(Liget slæbes bort)
En Mand.
Dog svar var Angeren.
Præster.
Dog kun Syndens Rente.
Manden.
Og rædsom var hans Død: som om i Taage,
og ei han vidste Veien, famled han
sig frem fra Kaiphas' Huus; med skye Blinken
han saae paa Dem, som vandred ham forbi,
men stirred uden Blinken ind i Solen.
Det lod somom han Templet søgte; thi
|
| d.II,b.2,s.464 |
der standsed han, og lod med dødbleg Taushed
i Templets Kiste falde nogle Penge.
-- Jeg veed ei mere; thi jeg ham forlod,
med Undren over Judas' Gavmildhed,
før han udtællet fik; thi stedse seigere
neddryppet Sølvet. Dog det lod ei til,
han angrede sin Gave, snarere,
somom i Evighed han gjerne tællede,
somom han Noget ønskte at udhale.
En Mand..
Jeg hørte ham at tælle Ni . . ni . . ni
og ty -- ve og -- Tre . . Tre . Tre . . Tre . . di . . ve!
Men Klangen jeg i dette "ve!" ei glemmer.
Det lød som stimled alle de Selvlydende
omkring et "v" i. fælleds Smertes-chor,
som "va, ve, vi, vo, vu, vy, væ,"
isammen til en enkelt Lyd (som dog
til Stamme syntes have Raabet: vee!)
ismeltede; ja en enkelt ny
Vocal ismeltede -- kun Skade, at
den vanskelig kan udtales.
Dog talte . . nei! dog hvined Judas den,
og løb og hvined bort . . jeg fulgte ham,
som Hajen Skibet gabende efter en
Ulykke. Ja jeg fik den. Thi han knapt,
med hundred Alens Forsprang var forsvundet!
bag Skræntningen i Oliehaven, hvor
han Jesus (O, jeg veed det nok!) forraadte,
før -- hu, mit Haar sig reiste, som om der
hans Aand sig skjulte -- jeg ham over mig
saae svævende ophængt i Terebinthen,
der luder frem som Klippens nikkende,
smalhals'de Hoved . . og i samme Nu
han drat.
Det var som skjød den ene Klippe ham
med skarpen Negl hen paa den anden: som
om Klipperne saalænge kun ham greb
til de fik kloret ham; men dog omhyggelige,
|
| d.II,b.2,s.465 |
at ei han skulde døe, før mellem Nelderne
og Tornene og Snoge-rederne
i Dybet; thi, da ned han rasled der,
den qvalte Luft i Lungerne foer ud
i Hyl endda. Ja, Præster, Judas saae jeg
at slide blind i egen Indvold; thi
ham Ravnene forfulgte i hans Nedraslen,
med Klageskrig, som var han dem frastjaalen;
og, flux han naaede Bund, saa var' de der,
og hakked ud (de valgte sig det Bedste,
som de, der naaede Byttet først) hans Øine,
og bar dem endnu levende, ei brustne,
til Klippens Top. Der de nedsvælged dem,
som var de Dugdraaber, og nedfoer efter mere,
men kom til Kamp; thi Dybets Snoge,
med ægget Harm og hungrige, somom
de havde ventet ham, alt boede vrimlende
i Bugen, sprettet op af Klipperne.
I Dødens Øjeblik jeg Judas saae
at hale ud en Slange af sit Hjerte.
De tredve Sekler gav han da tilbage?
Nu faae vi Raad til Synden at udsone,
og det for Intet.
Manden.
Jeg stod som lammet. Dog tilsidst jeg lod
min Trælleflok ham slæbe udifra
de seige Slanger hid. Jeg vil ham jorde.
Præster.
Herr Joseph af Arimathia
spar den Omkostning kun til eders Ven,
til Jesus!
Manden.
I da ville jorde Judas?
|
| d.II,b.2,s.466 |
Præster.
Hvad rage disse Rædsler os?
Af Agtelse for eders Stand, Herr Joseph,
vi hørte kun paa eders lange Snak. --
Dog sandere den Taalmod skyldes heller
vor Kjedsomhed; thi længe vi alt vente
paa skjønnere Scener. Ha, der har vi Helten!
I romersk Dragt? Ha, Folk, i blege Haan?
(Jesus føres indi Domhuset)
Folk.
Hvor bleg . .
Præster.
Ha, Israel raaber ei?
Folk.
Hvor bleg og syg saae stakkels Jesus ud!
Gid meer end Skræk ei ramme ham!
Som Løven
er Folket, feigt og sky (det kaldes Høimod)
naar sig Gazellen krummer bedende;
men rasende, naar Blodet først den seer.
Ha, Israel, du maa see det!
Folk.
Han gjorde aldrig Ondt; nei sandelig,
han gjorde aldrig Ondt.
Præster.
I Utaknemlige,
I saae da aldrig Godt af Præsterne?
Hvo gjør, at end I leve, skjøndt I synde?
mon Præsten ei, som renser? Jovah knuste dig,
hvis over dine Hytters svulne Helveder
ei Templet straaled reent. Men Altret er
den Lod, som holder Ligevægten, saa
I ei nedtynges af jer Synd. Det Vægelsind
|
| d.II,b.2,s.467 |
er eders Vægtstangs Bævren. Derfor vi
tilgive, og afpudse Templet nu
som før: -- se Judas' Sekler, disse Blodpenge,
ei skulle Templet smitte: vi bortgive dem.
-- I prise ei? Er Gavmildhed ei Præstedyd?
(Stillhed)
Mon disse Penge om til blodrødt Kobber
forvandledes? Nei, sandeligen, Sølv
saagodtsom Noget. Dog vi skjænke dem,
at kjøbe derfor Jorden under Skræntningen,
hvor den Forbandede nedbrast,
til Jordeplads for trætte Pillegrime.
Er Dette ikke Dyd? Da gaaer, og priser,
med nazarenisk Vansind, Enken, hvis
Eenskilling eders Mesters Tunge (o,
den stedse-færdige) i høien Ros-klang
uthamre vilde til en tung Talent.
(afsides)
End ei ved Raab betegner Folket, at
det, ledet som af vore Dyders Straaler
vil følge os i Dybet. Ja besynderligt!
Det maa nok have følt de fine Traade
af vort og Judas Sammenvæv, der udflagred,
da sig Synedriets Døre aabned, flyve
sig ind i Øinene. Thi ellers pleier det,
ved Kongers og ved Præsters Dyd forbauses,
som om dem Mennesk-daad var unaturlig.
(høit)
Ha, I stolte Stoddere,
ei see en Dyd i Rigmænds slængte Penge?
Et Smiil af Engelen I ville have
ledsagende den tørre Handling.
(Afsides)
Hvor kommer dette Træk endnu vel fra
den laveste Natur? End, Aand, ei død?
Vi troede, at du herskende dig havde
tilbagetrukket kun i Præst og Konge,
saa disse Andre vare kun, som Fodskamle
som døde Klodse, lette at beherske.
|
| d.II,b.2,s.468 |
Og, da i hvertet Folkets Barn den gjenvaagner:
saa forme vi den jo i Oldets Form,
vi hamre jo, vi støbe i Opdragelsen.
Og dog -- forgjeves! ?
(høit) I Folk!
(afsides)
Ha, Dette lærte du
af Jesus!
(høit)
Folk, vi vide, Du vil have
et Godheds Smiil i hveren Gjerning,
hvis du vil agte den. Vel! Veed du ei,
at denne Judas var vor Fiende;
thi han med Templets Fiende jo vanked,
og det var Retfærd kun (og da ei Dyd)
og hans Samvittighed, der, i dens Vaagnen
som Søvnevandrer, os tilførte Jesus:
Nu, milde og forsonlige, vi ere
som Træet, der henrækker Olieblad
til Judas, den vildfløine Fugl. . Ja, se,
vi, milde og forsonlige, forunde
ham første Plads paa Pilgrimsageren!
Thi han en Pilgrim var, men vandrede
paaeengang efter tvende Veirlys.
-- Mon Præster øve Dyder ei som Jesus?
Ja, siig det nu! Han vilde Os begrave,
med Møllesteen om Halsen, ud i Havet,
os Israels Sonere! Ha, Han hade ei?
Hans Had opsluger Jorden, saa det tyer
til Havet, forat tømme der sin Galde.
Og Vi udsætte os for Himlens Vrede,
af Kjærlighed -- vee! lad os ei udtale det! --
forsørgende med Fader-omhu den,
som Himmelen og Jordens Dyb forstødte.
Vi øve Dyder ei som Jesus! ?
-- Ha, Israel!
Og have vi ei Templet, Jovahs Tempel,
og Jovahs Alter, Jovahs Helligdomme,
Forjettelserne? Ha, mon dette Alt
opholder Jorden ei, saa ei den synker?
Vei Dette, Israel! Har da Jesus Dette?
Hvis end din Kjærlighed -- o vee dig, Israel,
Du troer den er en Favn: den er et Dyb! --
|
| d.II,b.2,s.469 |
hvis end din hule Kjærlighed, opfyldt
med dette falske Skyggebilled af en
Prophet opvejer Hiint, da læg til Dette
den Rad af Israels Oldtids store Aldre.
Mod disse har du Intet uden disse
beruste Øieblik. Ja sandelig
af Jesu søde Taler har du drukket
en Opium-ruus, hvor Vanvids-syner vrimlende
først folde Aldre for dit stive Blik,
af brustne Kroner og af Lænkers Stumper,
liig faldende Gnister, funklende,
af styrtende Altre bævende;
og saa en Alder, fuld af Drømmebilleder,
som forestille frie Folk, der dyrke
(som Jesus kalder) Gud i Aand og Sandhed.
-- Vaagn Israel! hvi en saa farlig Drøm,
naar du i dette Tempels Støtter har
saa fast og skjøn en Sandhed? Vee, du vaagner
ei før vi knække denne blege Valmu,
der skjød saa lumsk fra Skyggen af vort Altar
op til et Menneskhedens Tryllebæger.
Du vaagner ikke før vi Jesu Blod
indsprænge i dit Aasyn; ikke før
vi vise dig i Jesu Hjerne, hvilken
en ækel Saft du skylder dog din Ruus.
Ha Dyd, som Jesus, øve vi; og dog
ei nok? Men Templet eie vi; og har
da Jesus, den forhadte Romers Yndling,
-- ha Israel hørte du? -- et Tempel til
din Lye?
Folket.
O herligt er dog Israels Tempel!
Præster.
Velsignede Israel! Og du skulde taale
at Capitolet, Hedenskabets Throne,
forhaaner det? Vi ere Zions Tunger;
og Tungen veed vel hvo fornærmed Hjertet,
|
| d.II,b.2,s.470 |
og nævner den? Vi nævne Jesus nu
som Israels Tempels, Helligdommens Fiende.
-- Ha, Folk, dit Hoved ryster? Du benegter?
Vel, lave Pøbel, gaa som Præster i
det Allerhelligste! forsøger paa,
at tænde Soningsaltret med din Haand,
med tusind Hænder! O, de ere rene;
thi Arons Stav de rev af Levis Hænder,
og sled af Præstens Skuldre Kaaben, og
de hellige Retfærds-øine af hans Bryst!
Folket.
Ei saa!
Ved Israels Haab, ei saa!
Præster.
Du gyser Israel?
Er Det din Fraaden indmod denne Tærskel,
hvorbag hiin Fremme'de haaner dig; thi han
beskytter Den, vi nævnte Templets Fiende:
din Fiende, Israel? Ja, han sidder nu,
i romersk Dragt, i Ro og Mag, derinde,
og disputerer ved hans Frokost. Ha,
hvis du nu raabte: "Jesus leve!" da
Han stak hans Hoved udigjennem Vindvet
paa Spydsod. Israel, trods ham!
Skrig "Jesus frem!" imod den Romers Ønske,
der fryder sig ved Skuet af, at Israel,
(ja selv de Ypperste) maa, udenfor
hans Vindver, hvor han fraadser indenfor,
paa Festens Morgen-taage tære fastende;
og saa tilsidst, af Solen stegte, med
en hæs, fortørret Røst, naar langt omlænge
han triner ud, Hans Ønske eller Indfald,
foragtende vort eget, hvæse efter.
Saa gaae vi hjem modaftens med den rolige
Bevidsthed, at vi have været høflige
mod Israels Herre.
|
| d.II,b.2,s.471 |
Ha! du Romer, frem
med Jesus! Jesus! Korsfæst, korsfæst din Jesus!
Saa æltes Folket. Masse, æs! gjær, Deig!
(høit)
Ak, ejed du din egen Øvrighed,
den maatte komme da, saasnart du peeb.
Nu hører Romeren Israels Raab, som om
han hørte Vinden pibe . .
Folket.
Frem med Jesus!
Præster.
. . Ja Vindvet lukker han, naar Israel raaber,
som om det var en Nordenvind.
Folk.
Ha, Romer,
Vi slide dig . . Pilatus! frem med Jesus!
Præster.
Se Tyranniets Trods er Haan!
Men Trællens Haan er Trods. Ja trods ham!
Folk.
Vee dig,
Pilatus! Jesus! frem med Jesus! Jesus!
Korsfæst ham -- ha! Han døe, fordi du trodser,
fordi du vil, hvad Israel ikke vil!
Præster.
Ja derfor! Ha, hvo regner, hvorfor Jesus
maa døe? han Romerens og Barbarers Ven,
han Synderes og Tolderes Broder,
han Garizims Ophøjer, Zions Nedtræder!
|
| d.II,b.2,s.472 |
Judæa du -- ha Du kan ei nedtræde
en Galilæas og Samarias Blomst?
Ak nei, en Romers Skjold bedækker den!
Folk.
I gjør os rasende. Pilatus! Vee
vort Had! Ha Jesus! Jesus!
(Pilatus kommer ud med Jesus og Vagt)
Korsfæst! korsfæst! korsfæst!
Pilatus.
Tys! Tys! . Ved Jupiter! .
Folk.
Korsfæst ham!
korsfæst ham, Romer! Det er Israels Villie.
Pilatus.
Foragtelige Sværmere, Taushed, hvor
en Romer byder!
Folk.
Ha, korsfæst ham!
Pilatus.
Ja,
hvis jeg til Israels Hjerte (denne Høipræst)
ham kunde nagle. Bort! Jeg har Cohorten.
Dens Landsestraaler splitte disse Skyer.
I hørte det? bered dig, Israel, til
at døe for Jesus!
Folk.
Jesus døe for os!
Pilatus.
Hvad Ondt har Han da gjort? Herodes ei,
ei Jeg fandt Skyld hos ham, altsom I klage.
|
| FORRIGE |