|
| d.II,b.2,s.421 |
i Eensomhed kan toe sig. Seer I, Dolken,
I rakte mig, jeg slængte evig ind
i Lazars, den Bethaniers, Grav; thi nu
den aaben staaer: et Tempel for
Messias' Kjærlighed -- den jeg vil øve
i Ørken.
Præster.
Esau, did du kommer ei.
Første Stimand.
O vee mig, hvis jeg . . Hu! jeg blev en Morder,
fordi I lærte Had, fordi I gjorde
af Trældom Armod, og af Armod Gjerrighed.
Forbandede! Jeg skulde støde Dolken
i ham, mens Vee han raabte mod Tyrannerne,
dem jeg -- o jeg er ikke Jesus liig --
maa hade? mens han, mild og uforfærdet,
til Qvinden sagde, som hans Fødder salved,
og kyssede, og tørred med sit Haar:
"Maria, du mig salver til min Liigfærd."
-- o dræbe ham i samme Øjeblik
han Lazar gjengav Livet?
Præster.
Lazar? ah,
den nervesvage Sovesyge?
Første Stimand.
Jesus
ham gjengav Livet, Jesus mig gjengav det.
Jeg leved ikke før.
Præster.
Da billigt, at
du døer med ham.
(Stimanden føres bort. Anden Stimand kommer)
|
| d.II,b.2,s.422 |
Anden Stimand.
Jeg traf ham hos Zachæus Tolderen.
Men -- ha fordømt! -- han undslap mig
i Gjæstebuds-stimlen.
Præster.
Hvad Vaaben have vi tilbage?
Hvis Jehu faaer ham ei i Snaren fat,
og slæber ham for Oprørstale under
det kolde Romersværd, der hugger ned,
som Rævesax, flux Noget kommer nær:
da Listens dybe Kogger og er udtømt
forgjæves . . ja til Bunden udtømt, hvis
vort Sende-Bud ei fik ham grebet.
Ah, Jehu!
(En Mand kommer)
Nu, du Levi Søn?
Hvi slog du ham i Fælden strax hos Romeren?
Du kunde slæbt den lille Muus,
som alle Jordens Baand vil overgnave,
herhid til Kattene. Vi skulde leget.
Dog vel han er forvaret i prætorium.
Slig Kjærlighedens Sangfugl Buur maa have;
sligt Lys en Løgt. Ha, Osen af
Hans Blod vil sidde længe i Tibèrs
(den Vildornes) Næsehaar; thi han vil jo,
at Jorden selv tilbede skal hans Billed.
Nu -- gik det ikke saa? Vi tvivle ei,
skjøndt denne Jesus, med sin aabne Mine,
er slu og listig nok.
Leviten.
(rækker frem en Penge)
Oh stille!
Se der er Skattens Penge, Kaiphas!
Præster.
Ha,
ei Fisken beed paa Krogen?
|
| d.II,b.2,s.423 |
Leviten.
Hør, om ikke
jeg fisked rigtigt! Ydmyg ei,
men ligefrem, som faldt det Spørgsmaal løst
mig ind, dog kaldende ham: "vise Rabbi",
jeg spurgte: "Du som taler herligen
og sanddru, uden Frygt for Mennesker,
trælbundne Menneskeheds Sag, siig, er det Ret,
at hele Verden skatter til en Enkelt?
som til Exempel, at vi arme Jøder,
der fredeligen dyrke fjerne Dale,
til Sølv vor Sved maa destillere
og sende Romas Keiser den?"
Han skarpt betragted mig, og spurgte, da
jeg, paa hans Bud, ham viste Skattens Mynt:
"hvis Billed bærer Mynten?" "Keiserens."
"Saa giver Cæsar da hvad Cæsars er,
og Gud hvad Guds er!" Se, det var det Hele.
Men nu -- om Trædskhed, Hyklerie og Svig
og Andetmere, kom en Tordentale,
der snitted mine Øren, men desværre
min lange Næse ei.
Ypperstepræsten.
(stikker Pengen i Tempelblokken)
Der gaae da den
Forbandede!
(Et Bud kommer)
Budet.
I Hellige, I vente?
Men sandelig, før skulde Pharao
igjennem Havet brudt, med Hest og Vogn,
end hid jeg kunde kommet før igjennem
det halve Salems Mængde, der udstrømmer,
kapløbende som Phrat og Tigris, ud
af begge Porte til Bethanien,
at see det Nazreths Lys og Lazar den
udslukte, men gjentændte Lampe.
|
| d.II,b.2,s.424 |
Præster.
Ha!
Budet.
Ja, skubbende mig mellem Mænd og Qvinder,
med Diende paa Armen, Smaaebørn hængende
i Skjørterne, og Drenge, skrigende
afsted paa Kjeppe-foler, Salems Jomfruer,
der glemte Sabbaths-pynten selv og Møens
ærbare Trippen, løbende afsted,
som Ørknens Aseninder (blussende
af Iilsomhed, forsvandt de, Roser liig,
dem Vinden slynger paa de smekkre Qviste,
og bøjer ned udi det høie Græs) --
ja endelig, eet Skridt tilbage skubbet
for hver de to, jeg tog, jeg naaed hid
med -- tomme Hænder.
Præster.
Ha, ved Jacobs Herlighed,
som Tænder i et kræftædt Ansigt staaer
igjen nu Zions Tempel. Alt Bethanien,
den Salems Rosenlæbe, er fortært.
Men Du, hvi greb du ham ei, som vi bød?
Budet.
Skal jeg bekjende: saa -- I hellige Fædre!
som Han, end talte intet Menneske.
Præster.
Vee, Træl!
Nei, skal jeg sige Sandhed,
da var han i Bethanien midtimellem
de store Skarer, der med Taarer hørte
ham tale Kjærlighed i Lazars Huusdør,
skjøndt Qvinder kun ham nærmest stimled om,
vel gjemt saa godt som Arken blandt Cheruber;
thi Folkets Øine lyste, og jeg hørte,
dem hviske mellem sig: "bi! snart Messias,
|
| d.II,b.2,s.425 |
i himmelsk Majestæt fremtræder!"
Hvad var for mig at gjøre da?
Præster.
Du frygted'. Vel, at sige saa, er bedre
end være Galilæer. Dog, du glemte,
at Folket saae Johannes' Blod, og taug.
Budet.
Det elsked ei Johannes. Denne elsker det.
Præster.
Du kjender ikke Folket. Jesus elsker det,
fordi han selv er stegen af dets Bærme,
men dog -- saa haaber det -- ved engang at
afdække himmelsk Glands, vil vise,
at Gud, liig Drot og Præst, foragter ei
det lave Folk; . Er du ei og frafalden,
hvis Galilæeren du ei tør endse,
da dræb os Lazarus (thi Jesus gjorde
ham ei udødelig vel?)
O skulde
jeg stjæle, hvad Messias gav?
Præsten.
Troløse!
du Vankelmodige, hvad siger du?
Jeg sagde, Hellige: ja, jeg skal prøve.
(gaaer)
En Præst.
Gid alle Jesu Venner vare svage,
som denne Træl.
(En Levit kommer)
Der er vort sidste Snøre,
men ogsaa tomt optrukket over denne
Forventningernes krusede Vandflade.
|
| d.II,b.2,s.426 |
Leviten.
Ja Slangen undveeg mig. Jeg spurgte ham,
med hvilken grundet Myndighed han dadler,
at Jordens Slægter dyrke Gud ved Offer?
hvi Offerhandlerne af Templet han
uddrev? Men, se, istedetfor at fange
ham som Forbryder imod Templets Helgd
som Gudsforagter, stod jeg selv beskjæmmet
og fangen ved hans Spørgsmaal: "var Johannes',
den Døbers, Daab af Gud beskikket, eller
af Mennesker?" Jeg turde ikke svare.
Thi under Folkets dumme Blik end gløder
Johannes Blod, som Emmer under Asken.
Hvis "Gud" jeg havde nævnet, da bekræfted'
jeg Jesu Magt; hvis "Menneske" da -- ak
I see mig midtiblandt den Dræbtes Venner . .
hvad skulde jeg? jeg taug, og sneg mig hid.
Ypperstepræsten.
Vi Slangens Hul ved Fakkelskin faaer søge.
Vi ville sende Speidere, at see,
hvor han om Natten hæler: I en usel
afsides Hytte sover vel den Frelser.
Nu, da han seer saamange Pile afskudte
paa sig, og mærker, at vi her staae rustede,
vi alle Jordens Præstedømmers Stridsmænd,
om Templet, tør han neppe trine frem
i Dagens Lys. -- Ha, hvad er det?
Jesus, fulgt af sine Lærlinge og Folkeskarer, rider ind ad Jerusalems
Port op mot Templet.
En Præst.
Han kommer!
Ypperstepræsten.
Ved Templet! -- Ja! Og Folket . .
En Præst.
Er i Jubel.
|
| d.II,b.2,s.427 |
Præster.
Fordærvelse! hvad maae vi see?
Folk.
(jublende om Jesus)
Hosianna!
Sagtmodig og stille,
Zion, din Konge kommer til Dig!
Frels os, Davids Søn!
Præster.
Forbandet den Nat, der undfangede dig,
Forbandet den Dag, der fødte dig!
Disciplene.
O Mester, din Sæd er i Muld:
Den glimtede gjennem Mulmet,
der eddrende ruged og skulmed
om Hjerternes Saar,
da disse vi slynged' den ud.
Den nedsank i dem som
en Balsom: de lukte sig stille:
Den spired -- se nu er det Vaar!
Velsignet vær Messias, i Himlens Navn du kom!
Din Herlighed er nær.
O, Fred paa Jorden, som i Himlen!
Præster.
Forbandet Den, som velsigner dig!
Velsignet Den, som forbander dig!
Folk.
Synderes Forbarmer og Dommer,
Han, som de Arme elsker, Han kommer.
Han, som os elsker, er her! er her!
Trælbundne Armod, ejer du ei
Tegn for din Kjærlighed? Ak,
Palmegrenene hvifte vor Tak!
|
| d.II,b.2,s.428 |
Vajer! hvifter! Blomster spreder!
Se, vi brede vore Klæder,
milde Frelser, paa din Vei!
Hosianna, du Ætling af David! O du, som
kommer i Alfaders Navn, er velsignet
paa Jord og i Himlen! Frels os Davids Søn!
Præster.
Trælle, tør I velsigne, naar Herren forbander?
Disciplene.
Mester, Vi vidt over Landene gik,
slynged din Sæd ud som Lynildens Blik!
Spædeste Troe-spire satte vi Hegn
i vældige Tegn.
Mørket med Straaler vi sloge.
Djævlene -- grumme, som Disse,
der sole (liig klyngede Snoge
i Ormredets Gab) sig i Tempeldør hisset,
i deres Høiheds sidste Skin --
til deres Hulers Inderste droge
hylende ind,
da Vi, dine Sendte,
Raabet paa Menneskens Læber tændte:
Velsignet er Messias! I Himlens Navn han kom!
Fred paa Jorden som i Himlen!
Præster.
Nei Strid paa Jord, til Himmelens Forbandelse,
der gaber over Eder, mættet er.
En af Jesus Helbredet.
Mit blinde Øie aabned sig
for dit milde Blik.
En anden af Jesus Helbredet.
Du Stærke talte til mit Liig:
jeg af Graven gik.
|
| d.II,b.2,s.429 |
En tredie af Jesus Helbredet.
Spedalske Ti vi sad i Stadens Port;
forbandende løb Præst og Broder bort.
Til os du nærmed dig, du Rene.
Nu, reen, dig takker jeg -- alene.
To af Jesus Helbredede.
Se Vi, hiin Rachels, som du frelste,
(Hun, Bethlems Blomst du kaldte); ja den stakkels,
den faldne, men den skjønne, ømme Rachels
arme Mand og Elsker!
Afsindige, i Ørken (som besat
var hver af os af Djævle) vi rased Dag og Nat.
Da ta1te du, Vise -- nu have vi vort Vid.
At takke dig, Frelser, ilte vi hid.
En af Jesus Helbredet.
Barmhjertige, o lad mig takke dig!
Værkbrudden laae jeg haardt paa mine Krykker.
Du bøjed dig -- jeg reiste mig,
med sunde Lemmer, Livets Smykker.
De af Jesus Helbredede.
(rækkende Krykker og Bindsler iveiret.)
Hosianna, du Davids Søn!
Blinde din Mildhed see -- O derfor vi bade om Synet!
Værkbrudne følge dig -- Derfor vi bade om Hilsen!
Lovet, velsignet paa Jord som i Himlen
være den kraftige Kjærlighed!
Frels os, Davids Søn!
Præster.
I Belials Børn, i Synden baarne,
i Straffen levende, døer da i Forbandelse!
Børn.
Hosanna! Davids Søn! Hosanna! Hosanna!
|
| d.II,b.2,s.430 |
Disciplene.
Alt Udsæden blomstrer: o Mester, alt du høster!
Sin Kjærlighed Frelseren Støvet gav hen.
Den vender som Taknemlighed fra Støvet igjen.
Men fineste Duft af din blomstrende Sæd,
men sødeste Smiil af Støvets Kjærlighed,
dog lufter og bølger i disse Barnerøster.
Børn.
Hosanna, Jesus! Hosanna! Hosanna!
Ypperstepræsten.
Forbandede, har du smittet de kommende Slægter?
nedgravet Dragens Tænder i Jorden?
Ha disse de Spædes stammende Fryderaab skulle
forvandles til Vee over dig, naar voxne De ere
nok, for at kunne lide for dig, Forfører, og døe!
Jesus.
Hørte I ei: af Diendes Mund skal du samle dig Lovsang?
Præster.
Ha, Lovsang Du, som berøver de Hellige deres?
Lad Spædes Aande og Synderes Lovsang
da lette Forbandelsen, den som er lagt
med Altrets, med Almagtens Vægt paa dit Hoved!
Jesus.
Vanartens Kilde, du rinder til din Grav!
Fra Himlen Livsens Væld er runden.
Brudt, Mørkets Djævle, er eders Trældomsstav.
I Trældoms Salvere, seer Friheden er vunden!
I Offertempler, golde Træer, visner ifra Grunden!
Præster.
Ha, Jesus, dette er din sidste Seir!
Ved Abram, Disses Lovsang er din Liigsang!
|
| d.II,b.2,s.431 |
Jesus.
Jerusalems Ruiner -- O Vee!
de vorde skal eders Tropæ!
O Stad, Ødelæggelses-Flammen
de Blinde skal seende gjøre!
Dit Brag, naar du styrter isammen,
skal aabne det tillukte Øre!
Jerusalem, Steen ei paa Steen
af denne din Herlighed lades igjen!
Et jordisk og aandeligt Voldherredømme
til Døden skal kjæmpe, i Døden skal stønne
paa dine Ruiner.
Vee! Altret, det Syndernes Bòl-sted, ei længer
vil skjule Jer da: Min Straale sig trænger,
mens Tempel-Gardinerne briste,
i Mørkhedens Dybder ustandselig ind.
-- Ha Præster I eie ei Offre, hvis Røg
kan slukke dens Skin.
Præster.
Eet Offer vi eie dog.
Jesus.
Det er det Sidste!
Templet. Præster.
Ypperstepræsten.
(hærmende)
Hvad gjøre Vi? Hvad gjøre Vi?
Ord-dumme
Skriftkloge! Raadvilde Raadmænd! Ha,
jeg kunde harmes, hvis jeg vidste ei,
at I, istedetforat tænke, høre;
at eders Hoveder (istedetfor
at slaae i Veiret, somom Tanker fremskjød
og letted, visne Capsel liig, det Graahaar)
|
| d.II,b.2,s.432 |
til Andens Plan dog nikke kan med Anstand,
somom den unnaslap jer' egne Hoveder,
og nu I bøie jer, for op at tage den.
Hør da, og nik Enhver til hvad jeg siger:
En kraftig Handling maa betegne,
at Israels Fædre (Fiendskab glemmende)
dog mægte alle Jordens Præsters Sag
at hævde: Vi maae handle, som i Os
Aljordens Præsteskab forenet var:
Ja handle som det sømmer sig i Dødskamp!
Se Kongerne, naar lidet Folk tør knurre,
flux styrte frem som Løverne i Hulen!
-- Vel! nu vi frelse Os og Gojims Præster!
Da Disse holde Israels Præster skulle
for Præsternes Fornemste, som de Høvdinge,
der fægte foran Trodset, medens dette
i Ro kan samle hines Seier op.
Vor Strid i Templets Indre være glemt,
saalænge Fienden stormer paa dets Porte! .
Ak, nær jeg kunde sige: stormer ud
af Altrets Huulhed: thi -- vee Nikodemos!
vee Joseph! veed jeg ikke, at I vare
hos Galilæeren om Natten? Dog
det være glemt! Nu Fred maa være her;
thi intet Mindre gjælder denne Kamp,
som Galilæeren har vakt, end Herredømmet,
vi Præster arved over Sjelene.
Et Oprør da? Nu vel, hvo Oprør gjør,
maa vide, at han spiller om sit Liv.
For Sadducæer, som for Pharisæer,
det fælleds Løsen være: Jesu Død!
Vi derom vare længe enige,
forsøgte alle Vaaben, men de brast.
Selv Djævlene, vi sendte, maatte flye,
og hyle deres Skam, som slagne Hunde,
ud i vort Skjød. Men end en Djævel har vi:
den værste, stærkeste af Alle! Seent
han kommer; thi han ligger dybest
paa Helveds Bund, og triner bly og nølende
|
| d.II,b.2,s.433 |
i Templet, som tilforn den aabne Vold
med Kjækhed turde bruge. Djælens Navn er:
-- Forræderie.
Den Djævel gaaer i Mørke, og behøver
ei andet Lys end sine Tænder -- Ha,
jeg sværger, at de skulle lyse,
hvis vi forsølve dem. Kald Judas ind!
Der er en Mand blandt Galilæerens Venner;
det særeste Naturspil: Støvet haaner,
og smigrer Helvede og Himmel i
den Mand paaengang: Djævlen lodder
ham til sig ved hans Kobber-haar; og, se,
hans kjække Blik en Traad er liig af Himlen
udtrukken af en ædel Steen: hans Djærvhed
er Samson-voxen; men hans Hjerte
en Pengepose, foldet stor som Havet,
og dog barnagtig, liig en Barnemund,
der stedse sulten raaber efter Meer.
I Daadens Øjeblik hans Fasthed er
et springende Staal, men ellers vaklende
en Vægtstang løftet i hans Sjel. Saa jevnt
i den da svæver Himmelen og Helved,
at, ikkun eet Lod Sølv i dette kastet,
flux vipper Stangen . .
(Judas Ischariotes kommer)
. . Ja den vipper!
Hør, gode Jøde, du er Jesu Ven?
Judas.
Saavist, som at I hade ham.
Ypperstepræsten.
Tro ei
det hellige Synedrium til Ondt!
Vil du forraade ham?
Judas.
Ved Himlen -- Nei!
|
| d.II,b.2,s.434 |
Ypperstepræsten.
(ryster en Pengepung)
Foragter Du da Sølv?
Judas.
Nei -- Sølv er Godt.
Ypperstepræsten.
Forraad din Mester -- Sølvet er da dit.
Judas.
Nei! Nei!
Ypperstepræsten.
Du troer da ei, han er Messias.
Judas.
Jo, just fordi jeg troer det.
Ypperstepræsten.
Daare, da
vi kunne jo ei skade ham.
Judas.
Ja saa?
Ja -- sandt! Hvormeget har I der i Pungen?
Ypperstepræsten.
Fuldt treti Sekler.
Judas.
Ak!
Ypperstepræsten.
Hvi sukker du?
Judas.
Det er ei meget.
|
| d.II,b.2,s.435 |
Ypperstepræsten.
Nok til saadan Prøve.
Det er jo kun en Prøve paa hans Høihed.
Judas.
(i Tanker; i samme Tone som Præsten.)
Det er jo kun en Prøve paa hans Høihed.
-- Hu, Treti Sekler Sølv.
Ypperstepræsten.
Ja treti Sekler!
-- Sæt, om vi ville fængsle ham, og saa
sig Fængslets Porte aabned af sig selv;
mon du ei selv da troede fastere?
mon Vi ei selv, Synedriet da troede?
og var du da ei Første blandt Apostlene?
og vandt du ikke treti Sekler Sølv?
Judas.
(gjentagende i samme Tone)
. . Og vandt du ikke treti Sekler Sølv?
-- Der, Herre, er min Haand! Jeg haaber Godt.
Ypperstepræsten.
Du vil forraade ham til os?
Judas.
Forraade ?
Ypperstepræsten.
(afsides)
Ha, at jeg brugte dette Ord til Skurken!
Vel faae Omstændigheder værd han agtes.
(høit)
Du vil da faae ham til os hid? du vil
da overgive os ham, Ven, at vi
hans Høihed ogsaa kunne skue nærved?
|
| d.II,b.2,s.436 |
Judas.
Det vil jeg. Dog maa dette skee om Natten;
thi jeg om Dagen maatte skjælve, hvis
jeg saae hans Øje.
Ypperstepræsten.
Dag? Det Gud forbyde!
Betegn ham blot; begegn ham som en Ven.
Hans Ven -- det bli'er du da bestandig. Se,
betegn ham med et Kys!
Judas.
Det vil jeg -- ja!
Hvor saa det gaaer, jeg tager da Farvel jo
i al Venskabelighed?
Ypperstepræsten.
Du, med et Kys, inat ham da forraader?
Judas.
Ja, med et Kys, (for treti Sekler Sølv)
inat sin Mester Judas vil forraade.
(Jesus og hans Disciple om Nadveren)
Jesus.
Skilsmissen stunder til: den Tid, da Mørket
paa Flugten driver mellem Mig og Eder.
I vide, Det maa skee, at Gud mig kan
forherlige desmeer. I Elskte, da
ei bæve eders Hjerter! Troer paa Gud,
og troer paa mig! Hvis I mig elske, o
da frydes ved, jeg gaaer til Faderen;
thi hist skal Aandens Herlighed fuldkommes;
thi hvad du bød mig -- se, det er fuldført;
thi reen, som jeg udgik fra Skaberen,
hjemvender atter til Alfader jeg.
|
| d.II,b.2,s.437 |
Min Fader, Timen er der -- den du sender.
Mig herliggjør med Kraft, at jeg kan dig
forherlige i Støvet, til det Sidste!
Se Disse aabenbared jeg din Sandhed,
Du hellige dem forevigt i din Sandhed!
Det Ord, jeg lærte dem, det er Guds Sandhed,
og De igjen den aabnede for Verden.
De være dine! (I Disciple, det,
at være Guds, er, levende at føle
sin Pligt, saa Intet sløver denne Vished).
Thi længer ei skal jeg, som Hyrde, vogte
i denne Syndens Verden disse Svage,
hvem Verdens Had omspænder.
Bevar dem i dit Navn, o hellige Fader,
at de i Sandhed, Frihed, Kjærlighed
maa være Eet, som nu jeg sammenknytter dem.
Ei døe de, før de have Nok arbeidet!
Langtfra dem være Fristelser og Tvivl!
Thi Jordens Frelserværk de have arvet;
og vee Dem, hvis -- O nei, I Elskte, nei!
jeg kjender Eder dygtige og gode,
undtagen En, o det fortabte Barn!
(afsides til Judas)
Gjør snart, hvad du vil gjøre! Du!
Ha -- mig? !
Ja Han er mægtig: Han med Faren leger.
Han under Judas, hvad han kan fortjene,
med Vennens Høihed aagrende. Johannes,
hvi gloer han saa, somom det dumme
Blaaøje saae en Slange under Rosen?
Det blier nok bedst at gaae; thi alt et Spørgsmaal
paa Petrus' Næse rider. Qvellen lider.
(gaaer)
Jesus.
Velsign da deres Daad, saa Alle blive
et Eet, et helligt Eet, besjelet af
|
| d.II,b.2,s.438 |
een Helligaand: een Hjord, een Hyrde
(den Tanke om et reenfuldkomment Menneske,
de kalde Frelseren: Speilet, hvori Støvet
kan taale at beskue Guddomsvæsenet)!
Se, ville Støvets Børn hverandre vise
Apostlenes og Christi Broderkjærlighed:
at de i samme Tro og Haab henleve:
at sande Jesu Ords Bekjendere
de ere: at de have gjort mit Væsen
til deres Væsen (som til Blod og Kjød
fordøjet Jesu Ord): at de med Tak
erindre Ham, som lod sit Blod, for dem
fra Løgns, Bedrags og Syndens Trællestand
at frelse; men, at end de broderligen
om Korsets Banner maae tilsammen-holde,
at disse Djævle ei adsplitte dem,
og rive dem tilbage ned i Dybet:
at Jesu Død var sidste Offer, saa
ei længer Offeraltrets Rædsler (den
fremkunstlede Majestæt) forblinder Aanden:
at Aanden ei i Strid med Legemet,
men ømmeligen kalder det sin Broder:
-- da samles de til hellig Nadvere,
at nævne dette Jesu Frelses Løsen:
(bryder Brød og rækker Lærlingene)
Tager dette Brød!
Æder deraf!
Være Det mit Kjød,
Jeg for Eder gav!
Dette som mit Minni gjentager!
(rækker Kalken om)
Drikker dette Bæger I!
Være Pagtens Kraft deri:
Jesu Blod, der flyde skal
til Syndsforladelse for Alle!
Dette som mit Minni gjentager!
|
| d.II,b.2,s.439 |
(Nat. Jesus og Apostlene i en Hauge)
Jesus.
(til Johannes, Jacob og Simon Petrus.)
I Tre, som eders Mester saae forklaret,
I, følger mig; thi I forsage ei,
om Dødsangst end I see mit Hjerte knuge.
O vaager, beder -- eders Mester beder!
(De nedknæle i Bøn)
Ak, er mit Støv saa mægtigt? Held mig, Natten
ei seer, at Frelseren skjælver -- ja jeg skjælver;
thi denne Times hule Helved truer,
at sluge disse Svages Kraft og Haab!
O, Fader, er det muligt, fra mig da
gaae denne Kalk! Dog skee min Villie ei,
men din!
(seer paa Apostlene)
De slumre alt . . Ak, Kummer sløver.
O, mon de ville slumre om mit Kors?
Tabt er da Alt -- min Sorg, min Død forgjæves.
O vee, den Angest er min Smerte!
(vækker dem)
Ak,
I mægte ei en Time med mig bede!
O vaager! vaager! snart Dagværket hviler
paa eders Skuldre ene. Synke disse,
da Vee! da kommer over dem mit Blod
-- ak over dem, jeg elsker! Petrus! ha,
han slumrer alt . . min første Pille mosgroes.
Johannes . . skjul dig Stjerne, som mig viser
hans Øje lukt af Graad, dog slumrende.
Vaagn! vaagn! Jeg sørger over Eder, ak,
I Faderløse! Hvo kan slumre nu?
Ha, var de Hjerter, jeg, som fine Blomster,
opelsket har, af Trældomslyst beruste?
Jeg slog de fineste Blade ud til Vinger.
O, nei Sjels-Kummer har vel hvassest Braad,
men taber den, liig Bien, flux ved Stikket,
|
| d.II,b.2,s.440 |
der svulmer som en Sti, saa Øjet seer ei.
Den saared Eder, kan ei saare mere;
men klapper eder nu isøvn med Skeden.
Men Qvindehjertet -- o min Moder!
er blødt, saa Kummerens Braad ei brydes af,
men atter, atter stikker. Moder, o
forband mig ei, fordi jeg døer! Men vidste
du nu hvad Kamp jeg har med den Natur,
dit milde Hjerte gav mig -- ha,
du vilde sige: "o! hvi lød du ei?
Dit Hjertes Banken var din Moders Raab,
din Angst din egen Moders Hændervriden,
dit Suk din egen Moders vise Raad."
Forglem din Søn! Jeg glemme maa min Moder
i denne Time, fuld af Gravens Aande
og Livets milde Duft, der tumler mig.
-- O, Fader, er det muligt, da borttag
det fyldte Lidelsernes Bæger fra mig:
Dog skee min Villie ei, men Din allene!
Vee, Verdens Latter hører jeg:
det raslende Tilbagefald i Dybet. .
Forhaanelser udbriste fra de Læber,
der nylig signed mig i Zions Porte,
see de Messias døe som en Forbryder,
det falske Billed skuffende,
de malte af hans Høihed, det hans Ydmyghed
kun tjente til at friske op med Olie.
O, Angst, jeg er som det betrængte Vildt:
jeg kan ei flye: fra Galilæa driver
mig Kongen: her staaer Garnet opspændt.
Vee -- vil jeg flye? Jeg vil ei! Jeg vil døe.
Men Smerten? Djævlenes Triumph -- O vee!
den ruller over mig og over Disse.
Og da er alt forbi, da Frelsen var
en Prøve, Suk, ei Daad, da Himlen har
forskudt det arme Støv, da var mit Liv
et Vindpust mod en Skjebnes vandrende Bjerg.
Og dog, hvi var saamegen Smerte i
et Vindpust? Ha, hvi skabtes jeg og leved?
|
| d.II,b.2,s.441 |
Et Spoer i Ørken Livet? Vinden hvirvler -- ha,
det har ei Ret at klage! Støv, hvi gik
du ei de andre Solgrans Bane? Alle
sig hvirvle til et Dyb. Se Det er Verden!
Du maa jo knuses, hvis du gaaer imod.
Ak, tag min Blod-Sved da. Det være nok.
Jeg sender Disse hjem, og byder dem,
at dyrke deres Jord, at gaae i Alles
afmaalte Spoer, at tie og at glemme
den Drøm, en afdød Ven fortalte dem:
jeg beder dem tilgive mig, at jeg
dem vakte, forat -- Skjebne er du sonet?
. . Jeg døer, men henblæs Disse i det Løb,
der hører Støvet til, det stolte Dyr.
-- -- Du lumre Nat beruser,
Du kolde Sved gjør ædru.
Dog er min Sjel ei jevn og rolig. Tys!
Ha komme De? Iskjul!
(standser)
Hvor er det med mig, at jeg bæver for
en Palmes Hvift?
(farer med Haanden over Panden)
Jeg Ondt ei gjorde.
Ak, milde Stjerne, er du sammensvoren
med disse Rædsler? Se, du viser mig,
min Haand er blodig, blot den rørte ved
den Pande, der dumdristig torde haane
den gamle Verdens Gang, og bryde først
en Vei, en nye mod denne Verdens Lære.
O, rive Verdens Synder, som jeg kaldte
ned paa mit Hoved, det tilblods?
Bort! Mennesker bort! jeg intet have vil
med eders Synder. Jeg har Synder selv.
Hver Taare, som min Moder fælder, er
en Synd, der drypper fra min Sjel i Helved,
for at voxe -- ha, I mine Bødler!
i Eders Skikkelser. Forbarm dig Himmel;
og giv mig Lys, hvis Dette er et Blændværk!
-- Min Pande brænder -- er det nu ei Nat?
|
| d.II,b.2,s.442 |
Mit Hjerte bævrer -- er det nu ei Nat?
Et Blændværk? Denne Nat jeg skaber selv.
Den er min kolde Sved, der damper af
min Pande -- ak, den brænder! Denne Dug,
som isner mig om Foden, er jo kun
den Sved, mit Hjerte bævrende afryster?
Og disse røde Lyn
min Pandes Blodsved, som i Luften stiger,
og svæver mig for nær for nær for Øjet.
. . Hvo hylte? en Schakal som fik sit Rov?
mon Jesu Angers-hyl, at han sin Haand
i Satans Gab stak ind for Adams Børn,
der mylrede som Ormene derinde,
at rive ud? Det smerter . . Ha, I Pinere,
hvad Smerter udstudere I inat?
O værer ei for grumme -- jeg vil bede,
og kysse eders Støv; -- men ene for
Marias Skyld . . Jeg lyver -- jeg er Synder.
Hun sover nu som Disse . . Jeg er vaagen . .
Dog veed jeg ei -- en rædsom Drøm det er.
Jeg frygter selv . . jeg skjælver -- O bliv Dag!
Jeg vil ei straffe eders hvide Skjæg,
ei Folk fortælle om det Blod, jeg saae
paa eders Kaaber . . Jordens Konger, I
af Oldet Salvede, tilgiver mig!
men martrer ei! Jeg vil tilsværge Slaverne,
at I medrette ere Lastens Fædre.
Ha, Frihed disse Dyr? Ha Kjærlighed
de Djævle, som mig pine? Sandhed, naar
saa stolte Templer skjønne Løgn basune?
O piner ikke, Præster, kjære Fædre!
Jeg er af Kjød og Blod, lidt rask, dog øm.
O piner ei -- jeg er ei værste Synder!
Ak, stakkels Mennesker, vedbliver kun
at haabe paa Messias: haabe, at
en ny Messias engang komme vil,
naar Mørkets Herrers Grumhed mættet er!
Kald Jesus den ulykkelige Prøve:
-- et Sorgspil (ja en Farce for Ufølsomme)
|
| d.II,b.2,s.443 |
med den Moral, at skjønnere er Haabet
end Virkeligheden! Ja, I sande det,
naar I mit Blods-dryp høre kan og tælle;
naar selv I -- Vee, Hevn raser du?
-- Som Retfærd ras! da er du Hevn.
Men Hevnens Rasen? du er navnløs.
Jeg synded ene. Piin, haan, dræb kun mig! .
Jeg er bedøvet . . .
(bøier sit Hoved)
Messias.
Jesus, du Jordens Messias,
salvet med Himmelens Aanders
hellige Aand: med Iidkraft og Kjærlighed,
Ene paa Jorden syndløs, du er den
Himmelens Elskte og Kaarne:
paa Jorden Gud Faders Eenbaarne!
Jesus.
Min Sjel! Min Sjel du klarner.
Ja, hørte Nogen Frels'rens Angest, da
jeg svarer ham: jeg bærer Jordens Synder.
Kan, Synder, du da svare? du beskjæmme?
Ha, blinde Dommere, ere I Andet end Svøber,
som pidsked alle Jordens Synder paa
eet Hoved sammen? Det er Helveds Avner.
Det bedre Sædkorn og skal falde ud
af eders Hjerter, mine Mordere.
Messias.
O Sandhedens Mester, du staaer
ved Fod af dit Tempel svimlende
ved Høiden at see af dit eget Værk.
Du bæver ved at stige op,
for Krandsen at slaae
om Tempelets Top,
for Korset at fæste derpaa.
Men, Jesus din Graad ei fordunkler
Forklarelsens Smiil som omfunkler,
|
| d.II,b.2,s.444 |
Messias, dit Aasyn, fra dengang du Himlene
hørte nedjuble Seir paa dit Værk.
Jesus kan skjælve. Messias er stærk.
Jesus.
Du taler sandt, min Sjel! Mit Kjød kan skjælve.
Min Sjel maa være stærk. Jeg er Messias.
Ak, nys dog bævede mit hele Væsen,
min Sjel i Oprør zittred med mit Blod;
var det min Sjel, som talte? -- O, min Fader,
du sender dine Engle! Hisset bader
en Stjerne sig i Skyens sorte Flod:
Den er den Trøstens Engel, du mig sender:
den Haabet i mit Hjerte atter tænder:
den Natten jog, og blotted Himlen, hvor,
mens Alt i Mulm og Hvirvel gaaer herneden,
i Almagts Rolighed en Fader boer,
som falder graadfuldt Barn til Sig, til Freden.
(vækker Disciplene)
Opvaagner! nær er Timen, der forraader
i Syndens Hænder Menneskets Søn. Staaer op!
Jeg møder den!
(Judas, med væbnede Trælle, kommer. Jesus gaaer dem imøde.)
Hvem søger I?
En Fakkelbærer.
Oh, Jesus
af Nazreth?
Jesus.
Det er Mig?
(Skaren farer tilbage.)
Hvi ræddes I?
O se Messias! Rædsel er hans Skjold.
Hvad Sværd mon han for Eder har, I Præster?
|
| d.II,b.2,s.445 |
Petrus.
(til de flygtende Disciple)
Ha, Feige, flye I? Petrus blier og værner.
Jesus.
O Svage Nattens Helt, i Daggryet,
omkaps med Hanens Galen mig forraader du!
Judas.
(træder frem og kysser Jesus)
Hil være dig kjære Rabbi!
(Vagten griber ham)
Jesus.
Du med et Kys forraader da din Ven?
(Præster forsamlede i Synedrium. Jesus lænket imellem Trællene. De to Stimænd.
Judas, Petrus, en Pige ved en Kulild. Folk.)
Ypperstepræsten.
Der, Judas! har du dine tredve Sekler. Gaa!
Vi have dig ei meer behov.
(Judas gaaer, tællende Pengene, hen i Baggrunden)
Hid, Esau!
(afsides til første Stimand)
Vidn som din Kammerad, saa er du fri.
(afsides til anden Stimand)
Husk nu! Sværg høit og dyrt, at Denne haaned
Guds Tempel, trued det med Undergang:
saa kan du løbe atter ud om Natten!
(maaler Jesus med Øinene; afsides)
Vi maae forbløffe, gjøre feig ham, ved
at lade ham faae forud skimte Enden.
(afsides til en Træl)
Du, Malchus, giv ham den, Du fik paa Øret,
igjen, saa flux han lukker Munden op.
Trællen.
(afsids til de andre Trælle)
Hans Hellighed kan lide, at vi slaae ham.
|
| d.II,b.2,s.446 |
Trællene.
Den Tjeneste er let.
Hvi stirrer du
paa mig?
Pigen.
Hvi rager du i Kullene,
og seer ei op? Du er en Jesu Ven,
og den, som slog min Kjæreste i Lunden.
Petrus.
Jeg? Jesu Ven? Hør Qvinde troe mig, jeg
ei kjender ham.
En Træl.
Jo, seer jeg ret, da saae
jeg dig i Lunden, ja saasandt, som det,
at Hanen goel nu!
Petrus.
Mand, jeg veed ei hvad . .
jeg er ei -- ha, hvor kan du tale? .
Ved Gud, han var mig ei en Gang bekjendt.
Ypperstepræsten.
I Verdens Folk, seer hid til Zions Hellige!
nedbæver! Døden er i deres Haand
mod hvert et Hoved, som, ligt denne Daare,
tør reise sig mod Præsters Vælde, som
er Himmelens og Helvedes foreente!
I Verdens Præster, seer til Zions Hellige!
Af dem I lære, med opkiltret Arm,
at værne Altrene, at qvæle hver
en Strube, som tør anderledes tale,
end Fædrene I foresang!
Du, Nazreths Jesus, er en saadan Strube,
|
| FORRIGE |