|
| d.II,b.2,s.343 |
Jesus, Jesus, du første sande Menneske!
din Fristelses Tvivl
var Phuniels Sukke, din Sejers Smiil
Ohebiels og Abiriels Omfavnelse.
Din Fristelses Suk var din Svimlen,
da Du ene dig saae mellem Jorden og Himlen.
Se nu, du Abiriel, der
dig roligen seer,
hvor du svimlede forhen, og sank, bedøvet
af Cajahels Duft og din Sorg, i Støvet.
Din Sorg var Ohebiels Kjærligheds Klage
ved Sig i Himlen alene at see,
imedens de Elskte, Menneskene,
i Synd og i Blodskyld bleve tilbage.
Forstødt af Himlen (thi endnu spandt
Cajahel rundt dig et Puppegevandt)
du følte dig fremmed, for ophøiet for
den Jord, hvor du boer.
"O, hvor er min Plads i Skabningen? hvor?"
-- Men, snarlig besindet, mod Maalet
dit Blik roligen straaled.
. . Din Abiriel-kraft, din Ohebiel-kjærlighed,
sit Offer, sin Seier jublende veed:
glødende i een
Helligaands Flamme til een
Guddom isammen,
at stræbe den sjunkne Menneskehed
did, hvor du selv staaer, at hæve
-- o som til Himlen at svæve,
med Jorden i din Arm.
(Jesus gaaende gjennem Ørken henmod Palmerne i Synskredsen.)
Jesus.
Hist Palmer . . ah, de Livets Faner!
Liv? Hvad Liv kan boe derunder,
naar hist i Dødens Fodspoer: Ørknen,
Frihed, Sandhed, Kjærlighed,
|
| d.II,b.2,s.344 |
fra Agres lune Lye forviiste,
leire sig i Armods Telt?
Dog Frihed kun som børstet Vildhed,
Sandhed kun som Eenfolds Troe,
og Kjærlighed som teltesnevre
Gjæstmildhed i Ørknen boer
Naturligt vel, jeg Palmer møder
her ved Ørknens Grændseskjel,
men Frelseren, som fra sit Øde
gaaer at frelse Jorden, meer
de synes end de blotte Palmer
(Livets eedoprakte Fingre,
at det med Vand og Græs og Svale,
ei forlader Ørknens Trætte)
-- ja, ja, som nye Himles Piller,
som hans Sejersveis Portal.
(En Mand iler over Sletten)
Hvo er den mørke Skygge hisset
over Sandet dæmrende?
En til sin egentlige Sky-krop
med isammenslagne Vinger
indsjunken Nordenvind? Ah, seer jeg
ret, Johannes? Ak, er da
min Barndoms Rosenkugles Axe
stivnet til et saadant Staal?
ja til Essæerens Skyblik, til et
raggindhyllet Billede
af Oldtids Helliges Troe: at smigre
Himlen ved at haane Jorden?
Johannes, iil ei! Vore Veje
maae ei dele sig . . Johannes!
Min Ven! min Ven! min --
(omfavner Manden inderlig)
Johannes.
(vendende sig om)
-- Jesus?
Kjære!
|
| d.II,b.2,s.345 |
Er det med et saadant Smiil,
at du vil frelse Jorden, Jesus?
Jesus.
Du har glemt mig -- o Johannes!
Johannes.
O -- blot jeg tænkte paa din Moders
Drøm.
Jesus.
Ja den til Liv er vakt.
Johannes.
Og endnu gaaer Johannes, liig et
Spøgels i den fromme Drøm;
men af dit morgenlyse Smiil (det
alle Verdens Aasyns Vimpel)
jeg seer, du er dens sjunkne Billed.
Du til Verdens Liv er vaagnet.
. . Ja Ret! ja Ret! Det var jo kun en
from og fager Drøm, fuldbaaren
af nervespændt, frugtsomlig Qvinde?
Søde Moderblik den fostred;
og tvende Drenges Skuldre (stegne
bævrende som hvide Skum
paa Ungdomsblodet) løfted den af
Modersmilets bløde Vugge,
og viste den for Himlen. Drømmen,
vi til Liv jo svoer at gjøre,
Mig har til en Drøm gjort, saa jeg
veed kun af min Sorg, jeg lever.
Jesus.
O jeg forglemte ei, hvor tidt vor
Tro, med Lytten, Englejubl
i Olietræets Rasl fornam, der
hørte ofte, at vor Ungdom
|
| d.II,b.2,s.346 |
blev Mandens Alvor, naar tilsammen
vi om Frelsen talte.
Johannes.
Ak!
Jesus.
Dit Alvor undres ved at see mit
Aasyns aabne Fryd, da, sidst
vi taltes, vore Hjerter luktes
krampefast ved Jordens Jammer,
og vore Suk tilbage deri
sank som Iisdryp. Vee, at Du
forstaaer mig ei. Kan Seirens Fremglimt,
Helligaandens Straalekrands
fra Letsinds malte Dunsters Flugt ei
skilnes i det Aasyns Smiil,
du plejed selv, og saae fremblomstre?
Jeg til Ørknen vandred jo,
at ruste mig ved svundne Aldres
Viisdom ud til Frelsens Værk.
Tilbage skulde jeg til Livet
med dit Sorgblik gaae, Johannes,
hvis i min lange Eensomhed ei
Frelsens Tanke modnet var.
Men, se, mit Aasyn, sejerlyst, dens
modne Rødme er og Glands,
den blanke Salve, Gud mig salved
med, da Helligaanden sved
indi mit Hjerte Frelsernavnet;
ja i alle Jordens Sprog;
. . Johannes! .
-- O min Mester! Herre!
min Messias, mig tilgiv!
|
| d.II,b.2,s.347 |
Johannes, reis dig! Du est kaaret
(se, din Alvorshu Guds Valg!)
en Støtte i det nye Tempel:
Du Portalet; her har Gud
alt Hjørnestenen, salvet til en
Verdens store Soning, lagt.
Johannes.
Mig nægted Gud sit Lys. Ei redde,
kun advare mægter Jeg.
Kun til den sjunkne Olds Profeters
Skygge kan jeg hæve mig.
Saa gaaer jeg om som Tidens Gjenfærd,
fulgt kun af nysgjerrigt Gys.
Sig alle Hjerter bange vende
fra den levende Urne -- mig.
O, godt maaskee; thi fulgte Alle,
Jordens Liv da stivned til
en Kirkegaard med sorte Kors paa,
uden Blomster, død og taus.
-- Ak, ak! min Sjel og ei mit Legem
sukker ved min egen Bod.
Vee, vee! mit eget Hjerte stille
sørger ved sin stolte Dyd.
Jesus.
Se, Hjertets Fordringer er' milde . .
. . O du kjendte da ei dem.
Ei muldne Viisdoms-ruller er det
nye Tempels Pillerad.
I Menneskehjertet en uvisnelig
Frelsens Sæd jeg saae lagt ned.
Men Blod den gjøded, Suk den kjøled,
saa den spired end ei frem.
Men nu min Læres milde Aande
lokker frem den af dens Muld.
|
| d.II,b.2,s.348 |
Af Livsens-mulden: varme Hjerter,
glimter frem dens Straaleax
som Englehoveder -- o Høst af
Jorden, for en Himmel riig nok! --
Og disse lyse Ax sig bue
til et evigt Tempelhvælv,
hvor Gud i Aand og Sandhed dyrkes:
til en Himmel alt paa Jord.
Af Livets Kræfter Viisdom lærte
jeg, men Sandhed af mig Selv;
thi der jeg fandt: i Menneskets Hjerte,
Himlens, Helveds Grændseskjel.
Johannes.
O, jeg mit Hjerte vilde skabe
til en Himmel; men det blev
en sorgfuld Jord kun, thi jeg føler,
at min kolde Bod-dyd ei
i Himmelen kan øves -- Vee, den
selv mod Jorden vel er Synd?
Jesus.
Nei, nei, Johannes! Sorgens Billed,
mørkn vor Alders drukne Blik!
Da Gud i Os forjetted Frelsen,
(da i Os dens Tanke vaagned):
for Himlens Fordringer at glemme
Jordens, er for Os en Dyd.
En Odeljord er os for liden;
Qvindens Favnetag for trangt;
for vissen er os Jordens Fryd: i
Døden Vi tør smile kun.
Johannes.
O Jesus, du din Ven har trøstet.
Jeg din Guddom saae, Messias,
jo alt fra Barnets Læber straale
over Templets gamle Mestre.
|
| d.II,b.2,s.349 |
Hvor glemte jeg? Jeg saae jo Disses
dumme Graablik sig udvide,
da Viisdomsdybet dæmred under
Barnets muntre Flagger-smiil.
Jeg saae som brudne Tempelkar dem
gabe, da du spurgte: "siig,
er Jovah ikke den, som lille
Theophilos kalder Zeus?
Er Sandhed end ei funden, siden
Folkets Vise trætte end?"
Det Spørgsmaal (ligt en voxen Helt i
Blomsterblades Pantser) ei
paa Barnesmiil sig gynged frem blandt
vise Gamle, hvis det var
ei Gnisten af den Kraft, du følte
til at finde Sandhed selv.
Jesus.
Ja engang, naar min Manddom mægted
hale op den af dens Dyb.
Johannes.
. . 1 Og jeg? jeg glemte, at mit Haab i
dig fremspirede og voxte,
fordi du, efter Jordens Jammers
Mønstring, treen ei mod mig med
Johannes's syge Øje eller
Judas Hevners Pandeskye;
men, se, Triumfens Faner dine
Kinder, Frydens Speil dit Blik!
Jesus.
Ja se dit Haab i Blomster! Ja, mon
Jeg, Marias, Qvindens Søn,
ei knuser Slangens Hoved, som sit
Æg i Adams Hjerte grov,
sin Tand stak ud i Cains Blodhaand,
spruded over Jorden Blod
|
| d.II,b.2,s.350 |
som Ild, og udskjød Suk som Dampe,
da den voxende sig spandt
om alle Jordens Hjerter, suged
ud dem, og sin egen Gift
indtylled i de Tomme, løfted
tusind kronte Hoveders Svælg
vidtover sammenknugede Rov -- O
maa jeg ikke sejerlee,
naar Jeg den træder alt paa Issen,
knusende, og fandt dens Braad?
Se, i min Eensomhed jeg rulled
op Historien, jeg fandt
da Jamrens Kilde gjennem Mindets
Urner rislende, til nu
den overskyller denne Alder.
Se roligt, som med duebløde
Vingeslag, det første Par
henaanded Livet; thi det kjendte
Aandens Kraft og Kjødets ei,
som fosterligen end indviklede
i hinanden laae i Slum
i deres Hjerter, sjunkne nedi
Livets fulde Overflod,
der mageligen (som igjennem
Navlestreng) tilstrømmed Kjødet,
mens i uskyldigt Nybegjær sig
Aanden følte riig og stærk.
Men snarlig mellem Fryd og Kummer,
Trang og Vellyst, Nød og Fylde
blev Mennesket sat, og Hunger jog det
over Jorden, som de maatte
i deres Ansigts Sved nu dyrke.
Smerten vel da vaagen slog
Opfindsomhed, men Smertens Skygge
Vellysts røde Blus forhøjed,
der viste, som det højeste Maal for
Livets Stræben, Ejet af
et Eden (ak, foruden Adams
Uskyld!) hvor al Jordens Vellyst
|
| d.II,b.2,s.351 |
ombølged Een alene, medens
Alle hungred' udenfor.
Opfindsomheden blev da Kjødets
Træl, og Mennesket nedsteg
mod Dyret, da dets Kjød behersked
(o Fordærvelse!) dets Aand,
og tvang den til, med sine Himmel-
Kræfter ene kjæmpe for,
at Kjødet kunde tilfredsstille
sin umættelige Lyst:
i Ro at nyde ene alle
Jordens, alle Dyrets Goder;
ja tvang dens Skarpsind til at see ei
andet Maal for Mennesket.
Da Aanden nu som Træl forente
sig med Kjødet, Sandseligheden
udrusted sig til Herskesyge,
Egennytte og Bedrag.
Som Konger og som Præster delte
disse Vaaben De iblandt sig:
Vor Jords Velsignelse ei længer
Nok for Alle blev, thi disse
alene slugte den; og Ære
Navnet blev paa Graadighed.
At Een med Alt sig kunde mætte,
nogle Faa sig sole i
hans Purpur-lys, sig Millioner
paa den Jord, hvor Alle skulde
i frydfuld Flid (som tog Hvad Jorden
af sin Rigdom gav, som Gave
fra Himlen) og i Kjærlighed
ved hverandres Side leve,
omslæbte nu (dog længer ei end
Stavnets Lænke rak) i Ring
om Hines kronte Vellystdynger,
fattige, med lystent Blik.
Og Armods Hytter, farvde sorte af
Trældoms Suk (liig helved-mørke,
|
| d.II,b.2,s.352 |
udhulede Forbryder-hjerter
under ufortjente Krands!)
nu under lyse Palmer krøbe.
Ja et Vellyst-vanvid (o
med Guddoms Smiger det sig fostred'!)
bød, at disse Millioner
af denne ene Broder skulde
tigge selv det usle Liv,
han lod i Armods-smudset klæbe;
og at døe, naar Død han vinked.
Dog saae de ei i Graven Lænkens
brudte Led; men blot det sidste
i Jordens sorte, kolde Rad; thi
nu (saa lærte Præsten jo?)
en Evighed af røde, hede
under Graven smeddet var
af Djævle: Guder, endnu værre
end de Mennesker, de banded'.
Med Rædsler Præsterne omgave
da Bedraget, saa de Faa
af Dydige paa Jorden skjalv; ja
Faa som Taarer paa et vildt
vanvittigt Ansigt, thi af Folket
efterabedes Herskerens Laster:
Naar Kongen overskylled med sit
Folkes Blod et fremmed Land,
indgrov med Sværdets Blodglød ny
Eje-ret og Slavetegn,
og hylled Himlen, som bestred hans
Ret ved nye Stjerner tee,
som aldrig end hans Hjem bestraaled,
ind i lange Vælter Røg
(de Fredens slagne Arners Spøgelser,
i hvis sorte Skygge nu
iblinde Morderstaalet hvined):
Slaven myrded da og røved.
Sig Folket hævded' Kongens Mønster
til en Lov selv over Loven.
|
| d.II,b.2,s.353 |
Men Kongen mægtede at lade
Aandens Storhed selv og Kraft
sin Udaad gjennemglimre saa at
Skammen for dens smuds- og blod-
besprængte Kaabe Jordens blev,
som ei bedre Pantser gav
den, da den nedlod sig at kjæmpe
Aandens Seir alene: ja,
saa Valens Ribbeen syntes Straaler
i en Glorie: ja, saa
hans Vellyst syntes kun hans Hvile,
kun en naadig Leeg med Jorden:
ja, saa at Folket kaldte sine
Lænker Kongens Høihed; ja
kun vejed denne efter hines
Vægt. Men Folkets Udaad blev
foragtet Skygge kun af Kongens;
Træl, Forbryder samme Navn;
den Majestæt, som Folket, ved sin
Drot at ligne, vandt, blev Skjændsel;
den purpurhængte Throne, Slaven
vandt ved samme Daad som Drottens,
blev blodigt Rettersted -- Ja, Kongen
ogsaa vilde ene Lov
at synde eje. Saa afsindig
Menneskheden var, at Hvad
Naturen selv forbød blev Pligt; og
sig paa grummere Skafotter
end Kongens hævnede Naturen:
paa de gustne Sygeleier.
Og disse Dvergeskygger ville
prale end med Menneske-navn!
Selv Kjødet i sin egen Sejer
over Aanden mat nedsank.
Vel vaaged Aanden end hos Nogle
Nattelampers Hviften liig.
Guder lige synes disse
Urolds vise Mænd, fordi
|
| d.II,b.2,s.354 |
bag dem sig Mindets Fakkel synker:
deres Storhed ei vi fatte,
fordi os synes Tiden mellem
Skabelsen og dem saa kort,
at de ved Menneskhedens Vugge
synes staae som Fosterfædre.
Dog Menneskhedens Barndom gav dem
nok Erfaring; ja saa riig som
min, der samled ind al Tidens
modne Jammer, thi i hver
en Alders Bølge malte Aandens
mørke Skyflugt, dryppende
af Blod og Graad, de samme Sorgspil;
og en Alders Jammer lod
sig efter Kroners Syndeskyld og
Præste-Skjelmeriets Frækhed
bestandig maale: Præsten just saa
frækt bedrog, som med Foragt
han Folket saae af Kongen æltet
nok til Slaver: Kongen just
saa dybt nedknuged Folket, som han
fandt af Præsterne det sløvet.
Men hine Vise mægted ene
i den mørke Bloddamp, i
det Løgnens Mulm at mane frem et
Himlens Glimt, et Frelsens-haab.
Den Kjærlighed (o Aandens Livsgløds
rige Varme stænges skulde
i dette Mørkes Frost?) De lærte,
ene talte eet Lands Sprog,
og var saa snever, at et Bjerg, en
Flod den ikke overskred,
men bag om Grændsen gustned, sortned
hen i Had. Confutses (hør
den Morgenrødens søde Tales!)
klare Kilde mægted ei
igjennem Tartariets Ørken
bane sine Straaler Vei.
|
| d.II,b.2,s.355 |
O Plato (hør det Aftenrødens
dybe, lange Echosvar!)
sit Livsensvæld, istedetfor en
lysklar Draabe sprudle ind
i alle Hjerter, saae sig samle,
kun til Lædskelse for Faa, i
Akademias Marmorbrønd. Og
Moses Sandheden om Gud,
den Ene, redded' kun ved den i
Hadets Staalring fatte ind,
som om vort Folk han slog, at ikke
bort fra deres Tøirepæl
Ibrim, de Vandrere, fra Zion
(vel som Elymais's Høi
og Capitol en Jordens svulne
Syndebylde) skulde flye.
Men klang for voldsomt Menneskhedens
Jammersuk og vilde Latter;
men brød fra Thronen Lyn for blodrødt;
røg fra Tempelaabningen
for qvalmt et Mulm: da vred sig Aanden
i de sammenkrympte Hjerter,
udsukked Ahnelsen: "o vee os!
Noget fattes; dog jeg veed ei!"
Og Aanden gyste, saa den næsten
vaagned, reiste sig, og skreg:
"Jeg -- ha! i Løgn opfostres; efter
Trældomsaag man lader mig
opvoxe, derfor krummes stedse
jeg mod Jorden! Vee, min Dyd
er Synd! O kan jeg vaske nu med
blodig Haand mit Hjerte reent?
igjen mod Himlen rank mig reise?
Ha min Spændkraft bævrer end
. . og Hevn . . af Hevn! . O vee, min første
Retfærdsdaad er ureen selv!"
-- Men, ak, til saadan Tale Aanden
paa sit blodige Leie, med
|
| d.II,b.2,s.356 |
de Taaredopper omhængt, ikke
vaagned. Kun som Rædselsdrøm
den gjennemisnede dens Søvn, og
stympret kom den fremigjennem
den Sovendes isammenbidte
Tænder kun som halve Skrig.
-- Saa vexled Drømmen: Smiil den svømmed
gjennem: Det var Frelsens Haab.
Men atter -- hu et Hyl isøvne!
se Fortvivlelsen sit Blik
(Søvngjængerens farveløse Stirren)
slog saa ilsomt op, som Kornmod
i lumre Mulm: "o vee, min Angest!
Veed jeg? Er min Dyd ei Synd?
Skal jeg til Himlen eller Dybet
vende mig?"
-- "Se, der din Trøst!"
saa peger Præsten kold paa Altret.
Offerblodet flyder. Af
dets Damp paany bedøvet, Aanden
synker i sin Dødssøvn ned.
Med Rusens Mod, til nye Synder
gik fra Altret Mennesket.
-- Johannes, saae du dette Helveds
Baggrund, hvortil Aanden, da
den førte mig i Ørken, drog mig?
Bøjet du mig fulgte . .
Vee!
Jesus.
Johannes!
Johannes.
(hævende sig, vridende sine Hænder)
Israel! Israels Vee!
|
| d.II,b.2,s.357 |
Jesus.
Ak,
Davids Glavind glimter i
dit Øie, Jøde! Menneskets Søn vil
raabe: "Jorden, Jordens Vee!"
Johannes.
Ei kan et Menneskes Hjerte rumme
Jammer meer end eget Lands.
Jesus.
Jo! Jo! Thi Frelserens omspænder
hele Jordens? Skulde Hans
ei favne mere Sorg end Dyngen
mellem Asklons Blodhøi og
den Jordans raadne Grav, det Helveds
blotte, pestsved-blanke Aasyn?
Johannes, Du skal Morgenrøden
vorde: i dens Arme jo
en Himmel hviler . . se, Du Dagens
Fylde: Mig, frembære skal!
Johannes.
O, Jeg er ikke Lyset.
Jesus.
Men om
Lyset Du skal vidne; ja
om Lyset, der hvert jordfødt Hjerte
himmelklare skal. Johannes,
i Guds, min Faders, Navn jeg kaarer
Dig at være Frelserens
Elias -- ja, det nye Riges
Hærold! Jeg dets Krone (ja,
den Ydmyghedens Tornekrone)
sætter paa mit Hoved selv.
Og Golgath -- ja, jeg ahner -- Golgath
(se, hist Høien blaaner, liig
|
| d.II,b.2,s.358 |
de gamle Syndens Aldres sidste
svulne Muskeltrækning! se
den Jordens Sorg opdynget synlig!)
blier min Himmelthrones Trin.
Ja, Jeg Messias er! Erkjend i
Mig da det Guddommelige!
Sku, Jord, i Mig da den Usynliges
Væsen aabenbaret: ja,
i Mennesket, som frelser: Mig, af
Helligaanden, Himlens Villie
igjennemluet, saaat Jeg,
Jeg ja, det Guddommelige
(det Aandens Liv og Mærke: Sandhed,
Frihed, Kjærlighed) igjen
i Menneskenes Væsen (vee, den
Aske, slukt i Blod!) antænder!
. . Ja, Jeg Messias! Sku da, Jord, i
Mig Guds Naades Soningshilsen:
at Gud Selv ofre vil for Jorden!
(Thi jeg hører i min Sjel
Hans Bud: dit Blod besegle Ordet!)
Sku i Mig, Guds Offerlam!
Thi, se mit Blod . . fra Golgaths Altar
rinder sidste Offerblod!
Ja, Jeg Messias! Jeg, som Ørknens
Slange for de Døende,
for Jordens Synde-syge vorder
Syn til Helbred og Gjenfødsel!
Ja deres Hjertesaar til Øine
aabne sig, og skue Guds
Miskundhed, som ei Dybet lod
over Støvets Børn sig lukke;
men tændte en Broders springende Blod
til en Himmels Sandheds Blus;
men planted i et blodigt Kors
Himlens Kjærligheds Rosenqvist
blandt Jordens Tornekvas og Bulmer.
. . Jeg Messias! Over mig
er Helligaanden: Gud ved den
|
| d.II,b.2,s.359 |
mig salved, at kundgjøre Frelsen
for de Arme, Frihed for
de Bundne, Lyset for de Blinde,
løfte Synderens Blik til Haabet,
hans Hjerte binde fast til Troen,
blotte Kjærlighedens Smiil,
og toe saa reent det, at dens himmelske
Fader: Naaden, kan deri
nedskuende sig speile. Ja, ved
Troen frelses skulle Alle:
ved Troen: ved Erkjendelsen
af deres eget Guddomsvæsen,
i Mig, i deres Broder klarnet!
. . Jeg Messias! Ja, udvalgt
af Jorden som af Himlen; thi i
Mig (o sære Lykketræf!
. . ak, Lykketræf? -- vanhellige Navn paa
Guds Alviisdoms Tegn og Træk,
indskrevne i dens eget Dyb!) i
Mig jo Oldets Ønsker sandes
. . Thi Hellas' ei, men Israels Støv,
jo kronforgyldt af Davids Blod,
jeg bærer jo -- som Oldet digted'.
. . Jeg fristedes -- som Oldet digted;
Satan sejerslog jeg da.
. . I Bethlem jo min Vugge stod; og
dette Oldets Sagn var Stjernen,
som leded did de Østens Vise:
De, der liig din Fader og
min Moder (ja og tusind Mødre)
mættede med Drøm og Digt
nedarvet Længsel efter Frelsen.
Se, de kom jo, og tilbad
og ofred, da de just en Nyfødt
funde, idet Moderen
i Vemods Dug ham døbte "Jesus",
og -- mens hendes Modersmiil
om Barnet, som en Straalkrands, lysned --
Hun fortalte dem den Drøm
|
| d.II,b.2,s.360 |
(den, som hun stedse vaagen drømte)
der omfavned hendes Sjel i
Undfangelsens velsignte Time.
. . Underdaad -- som Oldet spaaed,
Messias's Guddomsfinger skulde
blive -- ligger i min Haand.
Thi i min Ørken jeg Naturens
Kræfter gjennemskued. Ak,
det smerter dog, at jeg maa laane
himmelsk Sandhed jordisk Kraft!
. . Og -- hør det sidste Oldets Digt! --
fremstaae skulde en Elias
(saa flux som om ham Hvirvlen gjengav)
ryddende med Stormens Kraft
Messias' Bane, vækkende med
Lynets Slag de Sovende,
at, vaagne, de Messias høre:
Se, Johannes, du Elias!
Som Moses Klippen, slaae du Hjerterne
-- ja til Angrens Kilde pibler!
I den jeg tvetter dem til rene
Helligaandens Altre -- Ja
du (Sukket før min Tale) fremgaae,
liig en Engel for mit Aasyn:
for Gud, som i min Sandheds Seier-
smiil for Jorden aabner sig!
-- -- Gaa! bered mig Veien!
(Johannes ved Jordan. Præster. Folk.)
Johannes.
Hør Røsten raabende i Ørken:
bereder Herren Vei!
Omvender Eder: Himmeriges
Rige alt er nær!
|
| d.II,b.2,s.361 |
Hvis længes I at høre Sandhed,
forbander Løgnen da!
Hvis længes I mod Frihed, løfter
Eders Lænker da!
Hvis væmmes I ved Syndens Smitte,
i Angers Dug jer toer!
Han kommer, som skal Sandhed lære.
Han kommer, som skal Lænken løse.
Han kommer, som med Fred (Guds Naade)
skal salve Eders Hjerter!
Alt Dagen vaagner . . hør dens Hane!
sov ei længer da!
Ved Træets Rod alt Øxen ligger,
hvert frugtløst Træ omhugges skal
og kastes i en Ild!
(Hver, som sit Hjerte aabner ei
-- ligt sædfuldt Blomster -- at
ny Livsensvarme Frelsen i dets
Dyb kan straale ind;
og strækker ikke Armen ud
-- liig frugtbetynget Green --
til Daad, forvises til de gamle
Sløvheds, Syndens Aar:
igjen, som blodbeplettet Minde
fra Jamrens Alder, staaer.)
Ha, troer du frelst dig, Abrams Æt
fordi du siger: Gud er Een?
O denne Sandhed Han, som kommer,
skal give alle Jordens Slægter.
Se derfor Jeg til hele Jorden
(den Jamrens Ørk)
er Røsten raabende: bereder
for Herren Vei igjennem Hjerterne!
Omvender Eder;
thi Himlens Rige stunder nær!
Essæeren rører Folket. Qvinderne
alt græde meer for Mandens Ord
|
| d.II,b.2,s.362 |
end for hans sjunkne Kinder. Mændene
sig slaae for deres Bryst. Han synes
meer farlig for os end de Andre,
der, pludselig som Spøgelser, i Bodserk
fra deres Huler trine frem i Dagslyset;
og troe at dyppe Hjerterne med Hovdet
i Daaben; eller, ved det kolde Dyp,
Fornuften vække i de sløve Hjerner.
Ja Denne -- ha, mon troer du, ved dit Vandmærke
at slette ud vort Brændetegn paa Folket?
(til Johannes)
Hør du (skjøndt latterligt at spørge dig,
der ligner blot et Omrids til et Menneske,
og gaaer i Syndens eller Armods Rustning)
er Du Messias, ham vi Alle vente,
den Israels Hevner?
Johannes.
Nei!
Præster.
End da Elias?
Johannes.
Nei! nei! I Ørknens Skjul, hvorhen,
bag Hvirvelvindens sorte Ryg, den blodige
Prophet undflyede, forlængesiden
hans Been ufundne raadned.
Præster.
Ha,
Hvo er du da?
Johannes.
I hørte? hørte Røsten over
den Jord, I øded til en Ørken, raabende:
bereder Herren Vei!
Omvender Eder,
|
| d.II,b.2,s.363 |
thi Himlens Rige stunder nær!
Han kommer: ja dets Konge; men ved Daab
jeg tvetter Eder rene til at møde ham.
Præster.
Mon mener du Messias? Han skal komme
i Englenes Hærskarer . .
Johannes.
Sikkerlig
ham Himlens Aander signende omringe;
men I ei see dem.
Præster.
. . Ja og med Basuner.
Johannes.
Vist! vist! hans Sandhedsrøst, som knuser Eder.
Præster.
. . Og Herrens Herlighed skal aabenbares.
Johannes.
Ja, i en salig Jord: i Sandhed paa
de Dødeliges Læber, og i Frihed
i deres Vandel, Kjærlighed i Hjerterne.
Præster.
Hvor stort skal Israel blive! Roma, har
du Blod nok at betale Israel?
Naar Hevnens Sværd er mættet, har
da Gojim Trælle nok igjen for Israel?
Johannes.
I ei forstaae? I Blod I skulle døbes!
-- Gaaer, styrter Templet over Eder
|
| d.II,b.2,s.364 |
Hvem mener denne Sværmer? Ikke vor
Messias. Dog -- at ei hans hvasse Tunge,
som spared selv ei Kongen, skal forhaane
for Folket os -- vi ville smigre ham.
(høit)
Ja, vær da hvo du vil, du Hellige!
Døb os i Haabet om den Israels Frelser!
Johannes.
(Et Tordenveir viser sig)
Mon ahne I de røde Lyn, som modnes
i Folkets Hjerter over eders Isser?
Du Øgleæt, hvo lærte dig at flye
den Vredestorden, som dig oversortner?
Mon angre I? Vel! Jeg ei Hjerter kjender.
(døber dem)
Men Den, som kjender Hjerterne, vil komme!
Da vorder Eders Spot (ja, hvis I dækked
med Daabens Hellighed Forhaanelse)
Forbandelse med Rædsels aabne Aasyn.
Jeg døber Eder vel med Vandet til
Omvendelse; men Den, som kommer efter,
med Helligaandens Luekraft skal døbe;
skal tænde i hver Sjel, som ei forhærdedes,
saa selv den Løgnens aabne Aasyn elsker,
sin egen Guddom.
(Jesus kommer)
Hil! Se det Guds Lam der, som bærer ene
Aljordens Synder:
(som ene veed, ved Sandhed at befrie
fra Synd: som frelse vil og døe for Jorden)!
Ak, da med Frelsen i sin Sjel han vendte
tilbage fra sin Eensomhed, jeg kjendte
ham ei; men nu, at han for Israel
kan aabenbares som Messias, er
jeg her, og døber.
Jesus.
Døb mig da, Johannes!
|
| d.II,b.2,s.365 |
Johannes.
Ak, Herre, jeg af Dig skal døbes,
og Du til mig vil komme? -- Nei!
Jesus.
Du Døber,
Det bør mig saa, at styrke og indvie
mig til mit Kald.
Johannes.
Du helliger
min Daab, du Rene!
(døber Jesus. Et Lyn glimter just ovenover.)
Ha, saae I? Sløve Øine, ja I sige:
Vi saae et Lyn. Jeg saae Guds Himle aabnes,
og Helligaanden, som en skinnende Due,
neddale over Ham. O var det ei,
som om Guds Røst fra Himmelen velsigned:
"Se denne er min Søn, den Elskelige,
i hvem jeg haver Velbehag!"
(Jesus. Folk. Præster.)
Jesus.
Vaagn, Aand, du slumrende i disse Hjerter!
Se, Aand, din Herlighed, jeg maner
fra Himlen atter ned i Støvet!
Før Jorden blev i Verden: i Begyndelsen
var du hos Gud i Sandheds, i dit Selvs
Erkjendelse, saa klar og sand, som om
du var Guds Ord, udtalet om dig Selv:
Du er!
og alle Himle svarte: Ja, du er!
Du fryded dig blandt Himlens Aander da
i Sandhed, Frihed, Kjærlighed:
dit eget Væsen, Aand, din egen Guddom.
Thi Gud, ved sin Alviisdoms Sandhed,
|
| d.II,b.2,s.366 |
til Sandhed; ved sin Helligheds
og Almagts Frihed, til Frihed; og
ved sin Algodheds Kjærlighed til Kjærlighed
fremskabte Alt hvad er; og uden Kime
til dette Aandens Liv er intet Liv.
Da, Aand, dit Liv var reent og sandt. Men, se,
for Støvets Farver Himlens Lys du byttede,
du faldt i Støvet ned og glemte Himlen,
dit Fædreland, den Herlighed du kom fra,
endskjøndt dit Liv, du Selv blev Kjødets Lys.
I Blodets Mulm du skinnede; men Mulmet
ei Lyset fatted. Kjødets Liv ei parred
med Aandens Liv sig; men det stred, og Synd
dets Seier var. Dog Kjødets Seier Aanden
forbittred med sin Anger, saa sig blanded
i Syndens Jubel Sorgens Hviin.
Til Anger (liig en undertvungen Kjæmpe,
der blot ved Bid i Seierherrens Fod
sig værne kan) indskrumped Aanden. Ja,
da Kjødets Seir nedbøied Aandens Kraft,
der skjød mod Himlens Sandhed op, til Hang
til Løgn, til Sløvhed, til at bæve for
et Intets Rædsler: ja, da Aandens Frihed
blev Last, og Lasten elskede
sit eget lænkekrandste Billed, Trældom:
da Egennyttens Gab sig aabnede,
hvor Kjærligheden sank: da Synden jubled,
saa Stemmen taug fra Hjertets Baggrund,
hvor nu, som Dommer, blind Samvittigheden
(den forhen klare Aandens Sandhed) sad: --
da tabte Aanden selv det usle Angrens Liv,
det Krampetræk isøvne, og sank hen
i en bevidstløs Glemsel . . Vee!
I nogle Hjerter (skabte til en mildere
Forening med det Himmelske) sig reiste
dog Aanden vàk, og mindedes -- o Jubel! --
Hvad Selv den var, og Hvad -- o Rædsel-vee! --
Hvad disse Millioner vare. Da
|
| d.II,b.2,s.367 |
lød Skræks og Straffens Tale, men ustandset
Fordærvelsens Triumf rundt Jorden runged:
de Vises Ord (i Folkenes sløve Haansmiil,
før de til Hjertet nedsank qvælte) vare
i Folkenes evigrullende Syndejubel
som Psalmens Sela! Sela!
Saa lød jo nys blandt Hine og hiin Aands
Johannes' Tale: Hans, der vidnede
om Aandens sande Liv, om Lyset.
Dog klarned Aanden reen ei frem i ham.
Han Menneskheden bød at standse ved
den Afgrunds Rand, der fører nedimod
de sjeleløse Skabningsrækkers Egne;
men ei den nye Vei han aabned dem.
Han pegede paa Jorden, paa Tilværet:
hans Daab borttvetted Offerrøgens Sod,
der lagde gjennem Aldrene sig paa
de Ord i Hjerterne: "jeg er en Synder!"
Men Himlen ei han blotted: ei Bestemmelsen.
Han Haneklappet, Graaningens Godmorgen,
Han Daggryes Søvneblussen var, men ei
det vaagne Dagsmiil. Dig, du Støvets Aand,
fra sløve Glemsels Dynge, hvor du hviled,
tilbage førte han til Angeren,
som du forlod ved første Altar:
til Angerens sorte Grændsekors mod Haabets
den bugtede Eng med Troens Høi og Fredens
den stille Dal han førte dig, ei længer.
Der standsed han, og vidned høit:
"som, Støvets Aand, fra Uskylds klare Høide
du gled til Angers snevre Dyb, og ned
end dybere igjennem dette til
det Sløvheds Dynd, jeg fandt dig i: ja, som
af mig fra Sløvhed du er ført tilbage
til Anger først -- saa skal en Aand fremstaae
end stærkere end jeg: en Aand, som mægter
at føre dig fra Angeren tilbage
til forne Uskyld!"
Ja, Aanden kommer, klar og høi og stærk,
|
| d.II,b.2,s.368 |
bevidst sit Væsen her som hist i Himlen:
bevidst, hans Væsen er, du Støvets Aand,
din sande og oprindelige Guddom!
Han i et Kjød, som Adams i de første
uskyldige Øieblikke, mildt og ei
opsætsigt imod Aanden, aabenbares
sand Gud, sandt Menneske til Jordens Frelse.
Blandt sorgnedbøiede, syndbestænkte Brødre
i eensom Herlighed han staaer paa Jorden
som var han den Alverdens Guds Eenbaarne.
Ja nævn ham saa, hvis, Sorg, du er taknemlig,
hvis, Anger, Glimt af Haab dit Øie er!
Thi se han er den store Guds Alkjærligheds
det levende Pant, det eneste paa Jorden!
med himmelsk Naades og med Sandheds Fylde
han dækker Jord, din Synds og Jammers Fylde."
Saa ærer Sønnen, som I ærer Faderen:
saa ærer Guds Alkjærlighed i min!
-- Thi Jeg, ja Jeg er Aanden, hvem Johannes
har vidnet om . . Jeg Frelseren, Messias,
I bede om, og Seclers Suk paakaldte!
Ja, Støv, Jeg er din Aand igjen-opklarnet;
thi jeg har Lys nok i mit Indre til
at tænde det i alle Jordens Hjerter:
thi Jeg vil lede dig, du Støvets Aand,
til Evighedens, Salighedens Port,
før end dit Muld paa Gravens lave banker;
thi Jeg (jo eders egen Aand og Blod?)
saa klart mit eget Væsen kjender, at,
naar i dets Guddom jeg det aabenbarer,
da, Millioner, mine Brødre! blotter
jeg eders eget Væsens Guddoms Glands.
Men Det at skue denne, Det er Frelsen!
Min Sjel af Medynk ei (thi Jordens Sorg
med mine Skridt forsvinder) zittrer; men
af Styrke; thi min Seier veed jeg . . Ha,
Du Aand i alle disse morgen- aften-
og Dag- og midnat- malte Hjerter knæle,
1 tilbakeJoh. 1,31. |
| FORRIGE |