|
d.II,b.2,s.223 |
som ei med Lovsang ene er fornøiet,
men krandses skal, med Melk og Honning fodres.
Det er til Salighed -- O Hil Jagannat!
Der kommer han! --
(Jagannats Billed slæbes frem paa dets Vognstillads, fuldt af halv Dyre- halv Menneske-figurer)
at lade af Jagannats
den tunge Fod sig sønderknuse jublende
med alle disse Tusinder som trække.
(Nogle kaste sig under Hjulene)
(O ærer Disses Helgenbeen!) Og det
-- saa siger Brahma -- er en Hellighed,
at give hen sit Legeme til Føde
for Lusene; thi Saadan bliver jo,
liig Vischnu, en belivet Verden . . Vee!
forbandet Den, som dræber een i Skjægget!
Thi veed han, hvilken Sjel, om ei hans Faerfaers,
nu lever i dens Sliim? Men Den velsignet,
som bygger tempelprægtige Gjæstehuse
for Lopper og for Rotter! som til Tæger
sin Skat, betroet en af Brahmas Sønner,
testamenterer! som, for ei at sluge
en Myg, beslører Munden! Hellig og
Velsignet er du, naar du, uden Værge
med Lovsang ædes op af Tigren, muligt
din egen Bedstefa'r. Men helligst er det,
om Enken styrter sig paa Mandens Baal
(thi med den samme Fart hun styrter og
sin Sjel saa iilsomt gjennem Dyrene)
om i hans Grav hun stiger levende,
og stjæler ei fra Brahmas Sønner Arven.
Hvi vil hun leve? Hun maa ei sig gifte!
(Enker kaste sig paa Dødsbaal)
(Saa, bomler nu med Cymbler som til Bryllups!
Se Gnistehvirvlen Helgen-rosenkrands!)
-- Det er en Hellighed, at pine sig;
at bære Armen, mod dens Lyst, opløftet
i treti Aar, 'til som et Horn den staaer;
at gjøre Kinden til et Pilekogger;
|
d.II,b.2,s.224 |
at stege sig ved sagte Ild til Brusk.
Det er en Fryd for alle femten Himle,
naar de paa Jorden see kun Pilgrimsgange,
liig Gnister irrende i brændt Papiir;
naar I hvert Aar fra eders egne Floder
til Ganges løbe, for saa hjem igjen
en Krukke Vand at bære hundred Mile.
-- Nu, hvis I øve disse Hoveddyder:
saa troer med salig Jubel, at bag Graven
(o tænker, hvilken, hvilken Salighed!)
I kunne blive Køer de hellige!
Men, hvis I synde ved at glemme disse
de dyre Bud, I skulle op af Graven
jer reise som langørede Æsler, at
I kunne lære engang høre bedre.
Ja, Hvo, som overtræder disse Bud,
ved Himmel-landsforviisning: ved et Kredsløb,
(o Pulsslag syv og fiirsindstyve Livsgange!)
igjennem Sviin og Luus og Slanger straffes.
Det troe vi, ja saasandt som Vischnu sank
nigange sig i Kjødet for at frelse,
som Fisk, som Skildpadd', da han trak
Nordpolens Bjerg op af et Melkehav!
saa, som et Vildsviin, løfted Jorden op
paa sine Huggetænder op af Dybet: saa
med Hyrdestav isønderknuste Slangen,
der gabed' over Jorden . . ja saasandt,
som at vi troe, at Vischnu, Altopholderen,
var Krishen, der jo fødtes i Madurey,
og blev saa Konge over Hindostan!
Nu, Troende, gjentager Troesbekjendelsen!
Forstaae I ei den Vise!
Folk.
O, gjentag den
for os! Da høre Guderne den heller!
Vi kunne ei; men fromt og ivrigt dreie
|
d.II,b.2,s.225 |
vi Hjulet med de skrevne Bønner, saa,
ved hver en Svingning, Guderne jo faae
en hundred' Bønner.
En præst.
Ja, det kan forslaae!
(Kongehal Kongens Søn -- en Præst -- en Mand.)
Præsten.
. . . Jeg siger: Dens er Magten, som har Kraften. (gaaer)
Kongens Søn.
Du hørte det? Forstaaer du?
O min Konge!
Kongens Søn.
(viser Manden en Dolk.)
Nei bi! du springer over dette Komma.
Gaa, bring min Far (det er hans Fødselsdag)
den Gave fra hans Søn. Han sover nu,
den trætte Olding, hist i Badet, . . Gaa!
(giver Manden Dolken. Han gaaer)
Nu kan Secunderne jeg tælle til
ei Jeg er mere Kongens første Slave,
men alle ere mine. Purpur, kom!
Fugl Phoenix, dal udødelig paa Qvisten,
der ung nu skyder ud paa Thronen . . Fy!
(ifører sig sin Faders Kaabe. Bestiger Thronen.)
der klæber rundtom Kraven Graahaar af
min Fader! (børster Kaaben af)
|
d.II,b.2,s.226 |
Skjønne Purpur! Skjønne Skye,
hvor Magtens Straale blinker! Ha, Jeg skal,
saa høit du rødmer end, dog farve dig
meer høirød! . . Tys, han kommer . ? o jeg hører
jo Øjeblikkets Trin. . .
Manden.
(kommer. Giver knælende Kongens Søn Dolken blodig).
Se, nu min Konge,
min sidste Konges Blod . !
Kongens Søn.
(gjennemborer ham med Dolken)
. . Og her min første Træls!
(Tempel -- Præster -- Folk)
En Præst. (løfter et udmajet Barn op)
Lyksalige Thibet, din Gud er funden!
Se, La sig nu har atter aabenbaret!
Nedknæler for Gud!
(Folket knæler)
Lyksalige Thibet,
som ejer sin levende Gud i sin Midte,
kan kysse og føle og see sin Gud,
og smage hans hellige Levninger! Smager!
(Giver det knælende Folk Kugler af Lamas Excrementer at spise).
O leer ad Hindostan knælende for Koen,
opslikkende Skarnet af Koen! og priser . . .
(Barnet Lama skriger)
. . Vee priser ikke, men jamrer! jamrer!
Thi Gud nu græder for Eders Synder!
Og bygger Klostre . ! Visselululu . .
(Vugger Lama -- Folket hyler)
-- Visselululu -- Ak, Gud er i Graad,
fordi han seer sine Munke nøgne.
(Fremmede Præster, med Slangehuder, Uglehoveder, Øgler o.s.v.
hængende om deres Kaaber komme. Knæle for Lama)
|
d.II,b.2,s.227 |
Fremmede Præster.
Vi vade over den store Ørken,
med bare Been, fra Sibiriens Sumpe,
for Lama, den almægtige Gud,
at hilse paa med rige Gaver . .
En Konge.
Jeg er da Konge, mange Kongers Konge.
Min Krone er en Ring af mange Kroner,
som denne Muur en Muur om mange Stæder.
Dog graaner Haaret under Kronen fort
som under Trællens Hue. Mens mit Scepter
er lige rankt, sig krummer dybt min Rygrad.
Ha, bort med blanke Skjolde, I Drabanter!
Jeg seer mit visne Aasyn -- o . . o . . vee!
den blege Skygge af det stolte Aasyn,
Basunerne paa Kroningsdagen blæste
til Morgenskyer op og Sommersol.
Da i sin Herlighed det brændte . . Huf,
nu hænger det, liig frossen, skrumpen-ind
Melon i rimet Høstens Have gjenlagt,
og ikkun -- det er største Tidens Haan --
herrundt mig synes mine Hoffolks Smiil
(skjøndt vel jeg veed, de ere kun Iistappe)
i Kronens Straaler som Viol og Roser,
som Liliestengler og som Morgendug.
. . Ha, skal jeg visne uden Spoer, imens
min Herlighed dens Ejer overlever,
og er -- forrædersk! -- lige herlig i
min Arvings . . ha, min Arvings! . . Hænder? Ak,
naturligt synes mig, om Verden visnede,
naar Jeg sank i min Storheds Fylde hen;
om Alting standsed' om min Gravhøi i
sit Ringløb; om min Throne sortned, som
mit Askemindesmærke hen, naar dette . . .
. . Ha, om en Træl sit Hoved stak end i den,
den vil dog funkle som min Kroningsdag!
|
d.II,b.2,s.228 |
Ha, Træl! ha, lavest Træl i Trælleflokken,
ifra min Ældste til den yngste Gilding,
det koster dig ei mere end et Dolkstik!
Kjøb dig en Kniv for tvende Skilling; sværg,
naar Høkrens Kone spørger dig, at du
et Sviin vil slagte; gaa og dræb da Kongen!
. . Bort! bort! . . Der maa i alle mine Lande
ei sælges eller kjøbes Staal og Naal.
O bedre dog, at Handel, Vandel standsed,
end at ifra sin Throne Kongen skulde
nødsages kjøbe for sin Storhed bort sin
Indbildnings Skrækkenssyner . . ha,
om Filegransarbeide, bredet ud
paa sammentrukne Øiebrynes Disk,
dog Afgrund fuld af Skrukketrold og Øgler,
og Igler, sugende min Storheds Rødme!
-- Hvad Mærke har vel Jorden om min Storhed,
naar dette Øjes bistre Blik ei længer
kan tvinge den at see den og beundre?
Som Sæbeboble skal jeg briste? -- Ha,
Mig, Tidens skjønneste Eie (i min Kaabe;
thi i min Seng jeg skilnes ei fra Trællen)
Mig, et Aarhundredes høistsvungne Skjoldtegn
(thi, se, af mine Luner Millioner
sig skabe Lyster jo og Dyder og
Samvittigheder, og kun Efterligning
af mine Handlinger er hver af deres!)
en Feber skulde ryste forbestandig
isønder, og en Hoste blæse bort?
Hør, kalde Millioner stemte Munde
mig ikke Jordens Gud? Og denne Røst
snart skulde, som mit Liig, døe hen og stivne?
Og selv Secundet efter Kongens Død
da skulde synes som eensformigt Dryp
i evig Taushed, i en Gravens Hvælving?
Hør, kolde Marmor, Kongen vil . . . ak Marmor,
du Disputator (ak saalangtfra taus)
imod den svadsige Nar, imod mit Hjerte,
der slaaer saa voldsomt under Purpret, mod
|
d.II,b.2,s.229 |
mit hule Ribbeen, som i Bænken Taleren!
-- -- Ak Død, ak Død! Ak Død,
du sortner under Keiserkaaben! under
min Baldachin din Gravensaande hvifter,
som Pestskye under Jordegudens Himmel?
-- Ha den er kun et Stykke Silketøi! --
. . Hvad Tanke? knæle ikke Millioner
fornuftige Sjele, slikke med den Mund,
de fik til en Basun for deres Tanker,
min Fod, og tigge Liv og Fred og Fryd?
Min Baldachin er ikke broget Tøi,
men Nationers sammenspundne Smiil.
Dens Perledopper de Fordømtes Graad,
som vende sig med Hyl fra mig . . Tys! Hyl?
Ha, lære Præsterne mig ei, at Guder
mig gave Millioners Liv og Død?
-- Trods dette, svinder jeg . . jeg svinder,
som Ørknens Sandbjerg . . jeg vil svinde . .
Hvad skal jeg? Raader mig, I Præster! Ak,
en Grav har aabnet sig i Kongens Hjerte!
Jeg føler i mit Ansigt blæsende
de døde Kongers Aske -- vee, min Faders . .
En Præst.
Du Jordens Gud! Du alle Kongers Konge! . .
. . Ja, Han sit Skjold jo lagde paa en Verden?
Hans Hestes Hovslag fede Dales Grøde
til Ørkners Avnedynger bankede?
Hans Ungdomsærgjerrighed opildnede
jo Millioner Spyd: ei Under da
(thi Han har tause Mindesmærker nok) at
hans Minde lever, og det klarest hos
de Tusinder, som slæbte fra hans Vale
sig hjem paa Eetbeen kun med Armestumper.
Men Jeg? jeg blier ærgjerrig paa min Grav.
Hvad gjorde jeg? Jeg vælted mig kun paa
hans Bytte-dynger. Qvinders Sengehimle
|
d.II,b.2,s.230 |
var mine Telte (nu jeg er en brudt,
udkastet Spydstag); og en svalet Elskov
den Frost; -- en frisk og brændende -- den Hede
jeg leed; et Harem var mit Rygtes Tempel.
Der Qvinder kun smaahvisked blandt hinanden,
hvor Phallus, Lingam, Priapus jeg ligned.
Ah, Qvindelæber vare Skjold jeg mødte;
og Qvindeblik de Sværd, jeg brød i Taarer.
. . Nu er den Seir forbi, med den mit Minde.
Er ei min Gravhøi Seiermærket? Ak,
naar Kongen sørger, da han stiger fra
sin Throne ned.
En Præst.
O hold dig der!
Se, med din Storhed, er din Fryd jo evig.
Tro ei, at Dødens Scepter (skjøndt vi nægte
ei, at det ruger selv paa Kongens Hoved)
dit eget mægter knække! Konge, vil
din egen Høihed du foragte? Menneske,
mon om de Helliges Viisdom du vil tvivle? .
Kongen.
Ak, tal, du Vise!
Præsten.
. . Hør, den siger,
at Jordens Konger Konger bli'e i Himlen;
at, som du traadte paa din Faders Throne,
saa . .
. . Tal ei! -- ha! .
Ah, denne Tunge, som
slog Kongens Hjerte vaagent, der skal slumre,
og saa forstenes! Ah, jeg glemte,
at du din Fader dræbte. Se, hvor lige
de hvide Seng-gardiner, da hans Fader
hiin Nat dem splittede i Dødens Kamp,
hans blege Kinder ere!
|
d.II,b.2,s.231 |
(til andre Præster)
Kom, vi maae
ham spaae et hundredaarigt Liv, endskjøndt
Samvittighed er Blygift! Kom, vi gaae
at trøste ham ved Offre . !
(Nogle Præster gaae.)
Kongen.
I forlade
mig sjunken i min Sorg: mit hule Hjerte?
Præster.
Vi gaae, at ofre hundred sorte Øxne
for Kongens Frelse. Se, vi ville maale
med Viisdomsblik din Livsenslængde,
adspørge Guderne, lodkaste, knæle
for lydfuld Støtte.
Kongen.
Gaaer! (til Een af dem) Men bliv du her!
Jeg veed, at jeg kan standse denne Skjebne,
som du mig trued med . . Ja, vel! min Ældste . .
og mine Sønner . . Vee! Offer!
(vrider sine Hænder)
. . Præst! Præst! ha, lærte Du mig ei
hiin blodige Midnats Aften: at mit Hjertes
Tilskyndelser var Guders Villies Røst?
og, at mit Brystes Bølgegange vare
den Snor, ubøielige Skjebne spandt,
og bandt min Lykke til? at den, som elsked
(og jeg var Eders Fostersøn jo) Præsterne,
ei leed af Synd, og var med Præsterne
unddragen Guders Straf? O, siig, om jeg
ei elsked Eder . ?
(brister i Graad)
Siig, hvi straffes da
den Kjærlighed med Taarer? hvi er ei
i denne Stund mig Trøst i Eders Offre ?
hvi Ære ei i Eders Skjæg og Aasyn?
|
d.II,b.2,s.232 |
Du lærte mig, Du svor, at selv i Himlen
steg Bel, Osiris paa sin Faders Throne?
. Vee, lærte Du mig ei, da her min Fader
paa denne samme Throne sad og nikked
af Ælde, saa hans Magtens-kugle tabtes
i Skjægets Bølger, mens jeg stod i Blomster:
at Dens skal Magten være, som har Kraften?
(griber Præsten i Struben)
. . Ha Præst, ha Præst! Hvad lærer du min Søn?
Præsten (skriger halvqvalt)
. . Forbandelse! . .
Kongen (farer forfærdet tilbage)
Vee kommer Himlens
Forbandelse paa dette Hoved alt
paa Jorden . ?
(holder Haanden for Panden. Seer op igjen)
Vel! Ja, -- Vel da, eller Vee!
Dens Magten er, som kan beholde den!
Gaa, bring mig mine Sønners Hov'der -- Alle
fra Førstefødte og til Dieglutten!
Præsten.
Din Villie er de Andres, Alles Skjebne.
(gaaer)
Kongen.
Den var min Faders engang idetmindste,
men en ulykkelig -- nu mine Børns:
Ha var du ikke Præst, da ogsaa din.
(Præsten bringer de Dræbtes Hoveder)
Saa -- stands! ei nærmere! Var det min Ældste?
Var han saa voxen? havde han alt Skjæg?
og kunde faae i Vext det i sit Harem?
Saa han var voxen? Vel! et Hoved lavere!
. . Bring bort! Han ligner mig. Vel, at han nu
er kun en Støtte . ! Gaa! det er en Angst
at tænke paa en Angst; en Sorg at tænke
paa mulig Sorg. Din Farfar ei du hevner,
|
d.II,b.2,s.233 |
hvis ei, hvis ei, hvis ei . . O dog en Sorg . !
Bring bort! Du drypper Blod paa Thronens Fod.
(Præsten bringer Hovederne bort)
Før var min Angst liig Skov af hvinende Træer;
nu er min Sorg liig Ørknen.
Kongers Konge . .
Kongen.
Hvor sært, nu ad det Navn jeg kan ei smile?
Præster.
. . Vi have læst i hundred Offres Indvold.
Oraklet svared': Konge lev som Ørnen!
Kongen.
Nu er min Fryd liig blomsterrige Dal!
Saa skee din Villie! Lad din Villie handle!
Det hevnes ei paa Jord, det straffes ei
af Guderne; thi selv jo disse gav
dig Magten, gjorde dig til Gud paa Jorden.
Kongen.
Ah, Præstens Mund er som Orakelhuler!
Præsten.
Men, Konge, hør med sønligt Øre paa
de Vises Tale: De er' og fra Himlen.
Tro, at i Himlen Himle-kongeriger
for Kongerne beredes. Slaver vente
i Graven krumme . . .
Kongen.
Taler du om Orme?
|
d.II,b.2,s.234 |
Præsten (løfter sin Stav)
Vee, Konge, troer du ei? Da maner jeg
din Fader hid at vidne. Du skal see,
at han i Kaaben end er smykket!
Skaan!
Præsten.
(svinger sin Stav; den bliver en Slange)
Se her er Kraften! Se fra Støvets Høide,
med al Naturen aabnet for vor Fod,
vi see igjennem Himlene til Helved,
den Baggrunds-ild, den Chaos-cirkel uden
om Verdenscirklerne, hvor Sandhed gløder
i Livet frem . . Ha, tro, jeg siger dig:
en Konge bliver Konge. Troer du Præsten
ham salved' for et Døgn? Jeg siger Dig, Du
de Helliges Støtte: Slaver vente krumme
i Gravens Huulvei, hvorigjennem triner
en Konges Høihed majestætisk, for at
fra Stjernethroner Paradiser herske!
Der visner ei din Manddom! men den er
en evig Middagssol, der funkler mellem
en evig Morgenrød af fagre Qvinder,
en evig Aftenrødme-krands af Bægre.
Og hisset vexler det, som her imellem
en Fa'r og Søn: naar Sønnen triner op,
maa Fad'ren vige til en større Himmel,
saa, se omsider -- altfor stort for Tanken --
til Almagt nærmer sig en Konges Magt.
Men, som en Konge saa fremføres af
sin egen Høiheds Kraft: saa Mindet er
liig Stormen i hans Fodspoer legende,
(en Ørken er kun Legeplads for Stormen)
saaat, som fremigjennem Himlene
hans Storhed ruller sig, der bliver dog
en Majestæt tilbage. Dog er Mindet
kun stort iforhold til den Magt, han øved
|
d.II,b.2,s.235 |
i sine Grændser. Saa kan liden Konge,
en Træl for dig, et større Minde eje
end halve Jordens Hersker, om han ikke
sin Vælde øver men fordølger den,
og døer og lever uformærkt som Bonden.
I hvilken Vraa mon Phalaris ei nævnes?
Pygmalion? Herodes? mange Andre,
hvis Grændser vare smaae, men tæmmed dog
med stærke Arme bistre Folk (som Ulve
de holdt ved Ørerne) mod disses Lyst?
Ja selv en Qvinde, Servia, jo voved'
midt paa det frie Romas Torv at kjøre
sin gamle Faders Hjerneskal iknas,
og, smeldende med Pidsken fra Triumfvognen,
de barske Romere spørge: hvad der knasked'?
Vist disse (hvis jeg kjender Mennesker;
thi Sagnet tier) jubled hende fremad,
idet Senatet gjorde sin Undskyldning
for Gaderne ei vare bedre brolagte.
Vist knyed' deres Hjerter; men det er
det høie Kongemagtens Maal at stræbe
mod Overherredømmet over Hjerterne,
som det er Præstens Maal at herske Hjernerne,
og Statens Maal, at begge Magter enes;
men høiest Ideal, naar begge Magter
forenes i en Eneste, som Meroes
Hebræernes og Thibets store Præst.
. . Jeg siger, maaskee knyede Hines Hjerter;
dog blot fordi da Skuet var saa nyt,
at see en Datter rulle jublende
henover Faderens Isse; ja saagodtsom
med Svøber af hans Graahaar hvine; men
(glem ikke denne Viisdom i mit Raad!)
det Vanen er, som skaber Dyd og Last.
Se, Sagnenes lange Rækker vise kun
eet Særsyn, uden Mage, at en Konge
for høit sin Vældes Bue spændte: da
et lidet Folk sig deelte,
til begge Sider skræmt af Kongens Trudsel:
|
d.II,b.2,s.236 |
at, som hans Fader dem med Svøber pidsked,
saa vilde Han dem slaae med Skorpioner.
Kongen.
-- O Han var værd at herske større Rige!
Præsten.
Saaledes saaer en liden Konge i
sit Fodspoer, i sit Gravhul, Mindet; og
det voxer større gjennem Seclerne.
Og Du, de store Kongers Konge, ængstes
for Glemsel, som saa vid en Mark kan saae?
Hvad Magt -- jeg undres -- mon da vel din Fader
(og dog hans Minde runger evigt, som
hans Seires Gjenlyd) viste ved at flyve,
med krigenslystne Mænd vidtover Jorden?
Hvad alle Hjerters Ønsker mon betvang han?
Ved hvilket Aag hans Folk hans Magt mon følte?
Mon snarere for sine Slaver ei
han trællede, ved deres Lyst til Krig
at mætte og beruse? Liden Magt
kan puffe Stenen frem, der er i Farten.
Men endnu større Storhed kan du vise,
men endnu større Minde kan du bygge,
ved tvertmod dine Slavers Lyst at kjæmpe.
De ere dovne, egenkjærlige,
og vante til at gjøre alt med Hensigt
og vante til at æde deres Arbeid.
Thi byd -- og øv din Vælde, byg dit Minde
og derpaa byd du -- dine Slaver støbe
i deres Sved din Phantasies Fostre!
Befal dem gjøre, hvis de ville leve,
et Noget uden Hensigt, uden Nytte!
Befal dem gjøre det Umulige!
Det er: et Noget, som i denne Stund,
som Ugjort, synes os for stort for Tanken;
ja synes selv, naar Secler graane Daaden,
for Efterslægten -- skjøndt den derpaa stirrer,
og selv det føler, og det synes i
|
d.II,b.2,s.237 |
sin Storhed styrte ind paa Øjet, saa
det seer ei Andet (Ørknen ikke for
dens Pyramider) -- som et vist Utroligt,
som Guders Drømmebilleder, der ere,
ved endnu større Under, stivnede
for Evigheden. Byd dit hele Folk
forlade Agrene og slæbe Stene
fra fjerne Bjerge midt i Ørknen hen,
og reise Pyramide-alper, og
opløfte dig et Bjerg paa Enden som
en Obelisk! i Ørknen grave Have,
og skabe Have om igjen til Sletter!
Siig, du paa Jorden, som de Andre, vil
ei have meer din Hauge, men i Himlen;
og flux de skulle hænge den paa Mure;
og dine Palmer flagre over Skyen!
Byd dem at lede Floder op paa Bjerge;
at bygge tusind Mile lange Mure
om Landene; at grave Slotte ud
med tusind Sale under Mulden! -- Se
da Selv, før du i Graven synker, dine
de evige Monumenter! Se, de Andre Fyrster
betvang blot Mennesker, men du Naturen!
Kongen.
Ja, Storhed og Erindring er der og i
Forbandelser.
Din Vinding.
(En Ørken. Folk reise Obelisker og bygge Pyramider)
Kongen.
Gaaer tusind Tusinder til Labyrinthen!
Gaaer tusind Tusinder, et Hav mig graver!
Gaaer tusind Tusinder, gjør' Hav til Land!
|
d.II,b.2,s.238 |
Gaaer tusind Tusinder, opløfter Haugen!
Saa pidsker dem som hvile! Priser Gud,
at Kongen byder Eder ei, ved Sved
og Graad og Blod og al jer Livsensvædske
at dugge Ørknen til et Blomsterbed,
og pløie Bjerge op med Eders Negle!
Ha, ere I der alle? Ere Arnerne
saa tomme nu, som Eders Øren bør,
for mine Bud at høre, være? Ha,
i Takt af Svøbeslager-choret reise
sig sexten hundred tusend Arme, dryppende,
liig Pileqviste nys fra Dammen løftede,
af Sved, for endelig at lægge Kronstenen
paa Kongens Storheds Pyramide-mærke!
Ja Retsaa! Ret!
Lad dem, som døe af Mathed paa Stilladset,
nedstyrtes flux med Svøbeskaftet, som
en Træl forsømmelig imod sin Herre;
men lydig mod Naturen! . . Ha, Naturen,
at ikke den jeg byder! at den ikke
vil lystre, naar jeg siger til Graniten:
opløft dig selv! og til mit Graahaar: sortn!
. . Hør, svoer I ikke, at jeg skulde leve?
Præsten.
Ja Himlens Sandhed svoer det!
Kongen.
Velda! Tvinger
de Fremmede, hvis Hjem min Fader øded',
men drev herind dem selv som Hjorder, tvinger
dem til at ælte Leer! Hvo ei vil ælte
til Solenedgang, gløde Natten over
i Teglets Ovn! Kom, stiger op at see,
om jeg er Jordens Gud! om disse Klippedynger
er' mine Kloder, næsten evige.
(stiger med Præsten op paa Pyramidens Top)
|
d.II,b.2,s.239 |
Præsten.
Du Mægtigste, se hisset nede, skjøndt
paa Bjergehøide over Ørknen, maale
de matte segnende Millioner rigtigt
med Obeliskens Alen ud din Storhed!
Kongen.
Ha, ja, i Længde! men med Pyramider
den ud i Fiirkant, og i Omkreds med
de Have, som jeg byder bruse frem;
i Dybde da med Labyrinther! Ha,
jeg lever jo? Du svoer det? Himlen svoer det?
Vel, større Værker, større Minder reises!
Jeg byder: Templerne flux skulle lukkes,
at Folket ei paa Guderne skal tænke,
før Kongens Lyst er mættet.
Præsten.
Menneske,
Du er beruset af din Storhed. Ha,
jeg mærker nok, vi rummes ikke baade
paa denne Tinde . . vee dig -- hvor du svimler!
(styrter Kongen ned med sin Stav. Folket jubler)
(Tempelhal -- Præster. En sort Oxe)
En Præst (bepletter Oxen)
Se nu er Guden færdig! Ægyptens Sorg
med dette Penselstrøg føg bort. Kom nu,
vi føre ud den nu til Folket, at
det Millioner Glædesblik kan hefte
til Gudens Horn . .
En Præst.
Forgyld det endnu lidt!
(Den Anden forgylder dens Horn)
Ja Synd, at spare Guld til eget Scepter!
Og dette Horn er vort. Nu, kjære Oxe,
|
d.II,b.2,s.240 |
lad see du rækker -- retsom om du vidste
at du er bleven Gud, at du medrette
fra Krybben blev medeet til Himlen løftet,
og tør selv stange Kongen -- majestætisk
din tykke Nakke over Noph, der knæler
og slikker op dit Smuds, til vældigt: Boh!
saa alle Hjerter ryste kan af Fryd.
En Præst.
Vel, før den ud -- Alt Folkets Andagtssuk
i Porten foran dette Helligste
sig drager ud og ind som Trækvind. Før
den først til Nilensby at fodre den
i fiirti Dage op i gyldne Fade,
at feed den komme kan til Memphis! Nu -- ?
(De føre den ud til Folket)
Hil Apis! Apis! Gud!
En Præst.
Ja Jubl Ægypten! Thi du er nu frelst.
Thi Apis kom, vor Gud. Imens vi bade,
en hellig Koe ved Maanens Glands undfanged.
Jubl, frelste, fromme Noph; thi Apis kom
med Gud Osiris's, Pthas Søns, Stjernetegn!
O sku i denne sorte Røg med disse
sølvhvide Gnister Gud-Osiris's Ild!
(Oxen brøler)
O tys! hans Brøl, Ægyptens Festsang! Ha,
hør Guden tordner: "fryd dig frelste Noph!
Sku i dit Tempel Gudernes Fornemste!"
-- Ja Gudernes Fornemste! Se i dette Skum,
som Apis sikler nedad Boven: det,
hvis han i Himlen var, blev nye Stjerner!
Men Verdnernes Materie øder han,
liig gavmild Fremmed, nu paa sine Elskte
blot til et Lystsyn og en kostbar Smag.
. . Ah, ikke Fremmed, men som gavmild Vert . !
Er' vi hans Børn ei, og vort Land hans Eje?
|
d.II,b.2,s.241 |
Osiris pløied først med sine Straaler
op hele Jorden, saa dens fede Dale
hans Furer bleve; Morgenskyer stege
som Blomster vaiende fra Jordens Rigdom.
Men se Osiris, Himlens høie Gud,
sin Yndlingsager valgte; og han pløjed
med hellige Oxer, Mnevis og Onuphis,
Ægypten fra Syene (hvor han hvilte
sit Spand) og ned til Typhons golde Mark:
til Havet, hvor han udsaaer Salt og Bærme.
Men Isis, fulgt af tro Anubis og
Cabirerne, liig hvide Høstfest-børn,
i Gudens Furer gik, og øste ud,
med moderlige Smiil, sit Signehorn,
sin Nil, imens Osiris fulgtes af
Gud Amum, der udkasted Sæden1; Som,
der hypped; Serapis, der høsted',
og i sin Skjeppe gav den saa til Horus.
Men, se, da det af Guder pløiede Land
os Præster givet var til Odeleje,
og I, Misraims Arme, det foragted:
da gyldne Sæd-net vare trukne rundt det,
at Typhons gustne Avinds-aande fange,
der samum-hedrød Flammetunge skjød
fra Ørknens slukne ormestukne Lunger
udover Nophs det liljedækte Hoved,
der speiled sig i Isis's Elskovssmiil
(og deraf skinsyg Typhons Brynde tændtes):
da sank Osiris's Gudesjel i Apis
(se her i Flekkerne hans Guddomsstraaler,
der bryde gjennem Hudens sorte Røg!)
at ei de Dødelige, som han elsked,
saa han ei kunde skilles fra dem, skulde
ved Gudens nøgne Glands forskrækkes, men
Taknemligheden den forblomm'ede Gud
bestandig turde vise . . O bestandig
i Memphis herske han blandt fromme Præster!
|
d.II,b.2,s.242 |
Folket.
Det ske! Det ske! Ja evig!
En Præst.
Saa og Isis
nu tog sit Boe i Buto og Bubastis
som Koen, og sig aabenbared' huld
ved hvereen Hytte: Melkestraalen blev
som Maanens hellig; Koens Horn som Maanen.
Og Pan (thi Alle fulgte med Osiris)
og Pan, den Livets Yngler, Stjernefader,
i Mendes boer i Bukken. Amum blev
i Ammon-No til Vædd'ren. Som blev Løven;
og Serapis blev Slangen; og Anubis
en Hund. Men alle Verdens Guder flagre
os over Hovderne, og svømme i
vor Flod og vore Damme, groe og gaae
paa vore Marker, boe i vore Templer
som Guden Høg, Gud Ibis, Guden Karpe,
Gud Gjedde, Guden Rotte, Guden Kat,
Gud Ulv, Gud Øgle, Guden Krokodil.
(Tempel. En Præst. En Qvinde. En Buk)
Præsten.
Hvad vil du, skjønne Qvinde, her i Pans,
Allivets Tempel?
Qvinden.
O, mit Blod
af Elskov syder til den hellige Buk.
(omfavner Bukken)
O, jeg omfavner Gud! . . Ah, Gud, optænd
din Brynde, din Allivsens Gnist!
|
d.II,b.2,s.243 |
Præsten.
Gaa ind,
og Guden dig forherlige!
(lukker Qvinden med Bukken ind i et Kapel)
(lyttende)
Tys, han fnystrer!
Nu blusser Bukkens Brunst . . Ah, Qvinden sukker! . .
Qvinden.
(kommer ud med Bukken)
Jeg Salige!
Modtag mit Offer. Hellige!
(giver Præsten Offer, og gaaer.)
Nu, stakkels Bukkemads, du lyster Salt?
Men, bi -- en anden Gang skal du faae slikke
smukt efter mig. Du har saa altformange
af disse Elskerinder. -- --
(Ved Nilbredden. En Qvinde med et Barn. En Krokodil)
Qvinden.
Ah, vee! der ligger Guden. O mit Hjerte
er stivnet . . Ak, jeg maa. Ja han er Gud;
thi sligt et Øje har kun Typhon selv,
saa fuldt af Gnister. Sivet hvisler . . ak,
se der! se der! O værdiges at tage
mit Dyreste! ja din Slavindes Dyreste.
(kaster sit Barn til den)
Den knasker . . o!
(skjuler sit Ansigt. Seer op igjen)
Men saae en Præst mig sørge, vist han sagde,
jeg var ei from. Hvad Løn mon da jeg havde?
Se, mæt og mild han vælter sig i Dyndet . .
O stærke Gud, jeg har en grufuld Fryd.
(En Præst kommer)
Se, Helligste, jeg gav til Guden hist
mit Barn!
|
d.II,b.2,s.244 |
Præsten.
Ja Ret, min fromme Qvinde! Har
du end et Barn; hvi giver du ei det?
Da dobles jo din Fryd.
Qvinden.
Jeg har ei flere.
Præsten.
Din Eneste? Det Offer herligt var.
Hvi dandser du da ei af Fryd?
Qvinden.
O jeg
er ikke glad.
Præsten.
Da er du ikke from.
Qvinden.
Vel! jeg vil dandse, og til Cithren synge;
o jeg er stolt; mit Eneste jeg gav
i Guden Krokodilens Gab en hellig Grav.
(En Præst -- Folk)
Vi give Folket Legetøi, at ei
det river Faklen fra os. Hører da,
og gjører saa, velsignede Ægypter,
som nu Bubastis taler fra min Læbe:
"En Fest Ægypten skal mig vie saa:
til hellige Bubastis's Stad Ægyptens
de Mænd og Qvinder skulle seile, og
den store Flod gjenlyde da af Fløiter!
Men Stæderne, de glide saa forbi,
med Skjældsord og med blottet Blusel hilses,
imens Indvaanerne paa Stranden dandse.
|
d.II,b.2,s.245 |
Og den vanhellig for Bubastis er,
som ei beruset er den hele Fest."
-- Bestiger Skibene da Mænd og Qvinder!
Og, til Bubastis's Ære, samler Eder
et Forraad flux af Skjældsord! løfter op,
I Mænd og Qvinder, Klæderne! Afsted!
(Folket gjør saa.)
(Torv. Præster. Æsler. Folk)
En Præst (griber en Rødhaaret)
Se, grib ham! Han er Typhons.
Manden.
Hvad? Jeg er
en Fremmed, som skal gaae tilseils.
Præsten.
Ha, ha!
Ja Stakkel, veed du ei, den røde Farve
er Dødens Smiil for den, som har den (og
du har den) i Ægypten? Nu, ved Smy!
forbandet er du for dit røde Haar.
Det Typhon blæste i din Moders Liv
ind, saa det klæbed til din vaade Skalle,
for saa at mærke dig, naar op du voxed,
til Offer for sig. Ha, du reiste lige
til Offermarkedet, da til Pelusiums
Kornmarkede du søgte vindingslysten.
Nu giv dig! Du har Djævlens Mærke. Hei!
Til ham i Dag vi ofre. Vrid dig ei!
Vil heller du af Folket sønderrives,
end døe for min den øvede Haand,
der dræbte Tusinder, som du, end før
de sukket fik? --
De bundne Offere.
Hengiv dig i din Skjebne, Fremmede!
Fortørn ei Præsten, ellers piner han!
|
d.II,b.2,s.246 |
Kom, klynk med os og med de stakkels Æsler,
der og er Djævlens for den røde Fels Skyld
Se alle vi Trehundred skulle ofres,
fordi vort Hovedhaar er rødt, til Typhon,
som Folket troer er farvet ligeledes.
(To Hære i Slag-orden imod hinanden. Præster ispidsen)
Præster.
Til Sværdet, I, som dyrke Gud Ichneumon,
mod dem som dyrke Crokodilen -- Ha,
et Dyr, et Typhons Djævlefoster! Ha,
De Daarer, Daarer, Daarer! Sparer ei
et Barn i Modersliv! Det har alt syndet;
thi det er rystet af sin Moders Latter,
naar hun sin Ældste til Uhyret gav.
Andre Præster.
Til Sværdet, I, som dyrke Crokodilens
den store Guddom . . frem med Sværd og Fakler
mod dem, som dyrke Rotten -- ha et Dyr,
et Dyr af Dyndet avlet! Sparer ei
et Barn i Modersliv! Det har alt syndet;
thi det er rystet af sin Moders Latter,
naar hun forræderske Ichneumon saae
isøndergnave Crokodilens Æg
(de hellige Verdensbilleder) i Sandet!
Saa kjæmpe vi, mens vore Guder kjæmpe
selv mod hverandre . !
(Kamp)
(En persisk Hær i Slag-orden mod en ægyptisk. Persiske Præster og Kongen i Spidsen)
En Præst.
De Dyr er Ahrimans Forbandede,
som ere Guder her i dette Land.
Ei Lyset skabte dem, men Djævlen yngled
dem i sit Helved frem med Mørket.
Følg da mit Raad . !
|
d.II,b.2,s.247 |
Kongen.
O Præst, du kan befale.
Præsten.
Jeg siger dig, du gjør en Gjerning, som
i Himlen Amschaspands besynge ville,
mens Devs og Ahriman i Helved hyle.
Kongen.
Vel! binder Kat og Ulv og Krokodil
og Rotter sammen foran Hæren! vender
da mod Ægypten disse store Guder;
men følger dem som Tordnen! sender Pile
som vilde Lyn (det følger jo med Guder?)
trygt over disse landsforræderske
Høiguders Rygge!
(Perserne gjøre saa. Ægypterne kaste Vaaben og flye.)
Ha! I Pasargader,
nu øver Eder ene i at løbe
som hist i Susas Jagtlunde! Ret! forfølger!
Men stikker Sværdet ind, og bruger Stokken!
Med Svøbehviin tving Gudekatten til
at hoppe efter dem; og gaae saa frem
og myrder dem i deres Skjulsted! Driver
dem ind ad Thebæs hundred Porte, ind
til Koglerne i Labyrintherne!
Med medisk Kobbernegl vi frem dem klore.
Kun hvad der redder sig i Pthas's Tempel,
er reddet. Ha, der vil jeg slagte Guder,
og holde Seiersmaaltid af Gud Apis,
hvor Præsterne, med Borddug kastet over
de fæle Trolddomskaaber, skal opvarte,
mens udenfore Pøblen snufter efter
den stegte Guddoms fede Lugt. Ah, ah,
jeg vædder, Artabanes, Folket vil
forbitres kun, hvis det er mæt, men føle
en Vellyst, hvis det just er sultent. Ha,
nu frem til nye Slag! Paapasser vel,
|
d.II,b.2,s.248 |
Satraper, at ei Gudernes Geled
blier brudt i Seiersløbet, saa det synes,
naar Gud Kat, Gud Rotte, Gud Faar, Gud Ulv,
Gud Stork, Gud Øgle vandre veent isammen,
som om de for den gode Sags Skyld havde
lagt Fiendskab tilside, og nu sluttet
en hellig Alliance. Saa vi gjøre
dem til hvad Joner kalde .
(Muurtinde i Memphis. Præster. Folk.)
Folk.
Hist sortner, Hvirvelvinden lige, over
den hellige Slette Fiendens Skarer. Ha,
de drive vore Guder foran sig,
og gaae med Sværd i Balgen som til Fest;
men, naar de komme ind i vore Stæder,
da løfte de en Kat i venstre Haand
og dræbe os med Dolke i den Høire,
os Værgeløse. Siig du Vise, Hellige,
skal Nophs ærværdige Tempelpande splittes?
skal Nophs det hellige Altarhjerte knuses
(thi nu til det er Raden) uden Modstand?
Skal vore Agre, vore Qvinder ødes?
og Medens Hovslag -- fælt, at høit det klinger;
men værre dog, at det i vore Diendes
de bløde Lungers suttrende Blodstrøm døves --
Ak! Ak! Thi vore Hænder skjælve . . ak!
O siig os, sværg os, er det Pligt mod Guderne
-- ha, de forraade os! -- at kaste Vaaben
for disse Fiender, flye iskjul og døe?
og, før vi døe, at vide at vi have
til værre Fiender de samme Guder hist? --
En Præst.
Ja -- Alt er tabt. I Dyndet ligger On,
og Solen skinner paa dets brudte Horn.
I de Barbarers Hestes Hovslagsstøv
1 tilbake Betyder, blandt disse astronomiske og physiske Guder, Sommeren. |
| FORRIGE |