|
|
| d.II,b.2,s.198 |
igjen da Vidløshedens Tomme, indtil,
naar Gravens Bog sig aabner, Jordens Kundskab
en Verdensviisdom bliver.
-- Saa lærte Manden Mennesket at male
dets Tanker af i Tale og i Digt:
og lærte det at give Talen evig
paa Jorden Lyd i Tegn og Skrift og Farver.
Som Tankens Tunge blev da Griffl og Pensel:
saa gav han Følelsen i Fløiten og
i Plecteren dens Tunge; og han lærte
at gjøre Jublen tryllende i Fløiten,
og i dens Vildhed nøgen-skjøn paa Cymblen;
at gjøre Jammeren melodisk-sød
(saa den ei gjorde Hjertet ligt et Aasyn
fortrukket, men, om sorgfuldt end dets Træk,
dog regelmæssigt) ved at sende gjennem
Citharen Klagesukket.
-- Saa lærte Manden sine Sønner da:
den Mandens Æt, som blev de Vises Kaster,
og ligned Folkenes Hjerner. Men fordi
nu Disses Kundskab voxte fra en Nød
til Verdnens Størrelse, hvor midti laae,
som Kjernesolen, Kundskab om sig Selv
og Gud -- fordi de lærte Mandens Viisdom:
Calenderen og Stjernens Flugt at maale,
og Jordens Vei, og Livets skjulte Kræfter,
(saa Syge knælede paa deres Vei,
og de bød Halte gaae og Blinde see,
i Ilden gik, og aade Slangens Gift)
Udtydningen af Livet, Gravens Haabs
den Regnbu-broe imellem Tilværelsens Dyb
og Bestemmelsens Høide, og saaledes
at kige fra det ene Liv og til
det andet gjennem Gravens Hvirvelhorn:
saa kaldte Folkene dem "Hellige".
Men Manden, som af disse kaldtes Fader
(Han som til Folkenes Fosterfædre danned dem)
af Menneskene bleve nævnet da "den Helligste",
"al Jordens Viisdoms Ophav." Hør, da lød
|
| d.II,b.2,s.199 |
hans Navn i Jordens Tungemaal som helligst:
som "Hermes, Menou, Zerduscht, Jo og La,
og Buddha, og Confutse, Moses, Mimer."
Messias.
Denne Alder Mennesket kalder Sølvets Alder.
Vee snart den falder
i Offerblod ved Altrets Fod!
Vee, Slavers tunge Aandepust
med Ir den dækker snart og Rust!
Snart skal den, fuld af Kobberofferknive
og Krigskobberhorn, til Kobberalder blive.
Tyranners Jernsceptre saa ville rage
frem af Jernaldrens tunge Dage,
hvor Kronerne ere det eneste Guld.
Thi Den, som bær' Krone -- o sløve Menneskeaand,
som selv sig slutter i Slavebaand,
for engang, naar Lænkerne groe for dybt,
saa Smerten vækker, at finde sig sammentrukket,
vanvoxen, vanvittig i Throne-lukket! --
iblandt Millioner er ene fri.
Vee, af en Qvinde fød,
Han gjør sig til Gud i Muld,
behersker sin Broders Liv og Død,
ja Tankefostre i Hjertets Skjød,
halvfødte Suk, og Tusinders Smiil han former
alt eftersom hans eget om Læben sig ormer,
sin Kaabe med Blod han forgylder,
og Millioner Slaver knæle og hylde,
slikkende Broderblodet af
hans Kaabe og hans Kongestav.
Som Præsten kalker af Folkets Hjerner
op Altrene (Sandhedens mørke Skygger),
og atter igjen med kilden Skræk
for Tempelvægges dunkle Træk,
for Troldoms-qviste og Afguds-stjerner
|
| d.II,b.2,s.200 |
de tomme Hjerneskaller fylder:
saa Kongerne Folkets Nakker binde
isammen, og deraf (hvert Folk et Bundt)
de Throner bygge.
. . Vee, se, snart kneise paa Jorden rundt
vel tusinde Throner (de Frihedens Gravminder)!
Vee, Friheden solgt til Tyranner!
-- Abiriel! Abiriel, hvor er din Kraft?
Deler du døsig Lastdyrets Roe?
fryder dig fro at du tør
aande og sole dig dog som før?
Vee, Sandheden til Bedragere forraadt!
-- Abiriel! Abiriel, i Muld og Nat!
Dit Legem er krumt i Despoters Lænke?
Din Aand i sløv Uvidenhed skal
stirre sig dum paa en Tempelhal?
forbydes at tænke?
befales at troe?
indvendig fortæres af Laster,
mens udvendig Aag om dig Herskere kaste?
Vee -- Konger og Præster isammensvorne!
Frihed og Sandhed forlorne!
Stirr da, ulykkelige Menneskehed,
i flygtende Aarhundreders stinkende Fjed!
stirr over dampende Vale!
gjennem rygende Tempelhalle!
over sjunkne Throner!
gjennem brustne Kroner!
over Aarhundreder, høinende over
sovende Slaver
Lænker og Been, Monumenter og Grave!
gjennem Aarhundreder, der kaste,
liig sorte Volde, sig
om nye Vildfarelser, gamle Laster!
Og skimt da Et, som bryder gjennem lyst,
med Straaler om sit Hoved (første Aar,
|
| d.II,b.2,s.201 |
det reiser rødmende fra Jordans Kyst)
idet det stiger over Dynger af
Aarhundrede-brødrenes Liig,
saa ned de synke, og evig bort,
som Støv af Grav,
den fule Stank af Trældoms Laster
ryger sort!
Da, støvklædte Abiriel, er
din Jammer sin Ende nær:
da fore de onde Tiders Fylde staaer;
dog er den Tid kun bedre Tiders Vaar.
Da løfter Eder Millioner!
Abirieler, Aander stærke,
bag Fortids Grave og Mindesmærker
haster at Aaget kaste!
Da skræmmer med brudte Lænkers Rasl
de blege Tyranner fra deres Throner:
de Brødre, som Tusinders Frihed tvinge
ind vilde inden en Krones Ringe!
Da bryder Svøben! da knækker Spydet!
da knuser Altret, hvor Præsten bød,
og Blodet af Eders Afkom flød!
da lyser med Fakler i de Orakler,
hvis Huler vare det Mulms Cisterner,
der overskyllede Eders Hjerner!
O Menneskehed,
knæl da, Broder ved Broder, ned!
bryd da, Læbe med Læbe, ud:
"Himlen meer ei deles efter
Altrenes Qvadrater; Jorden kløves
ei og røves meer ei af Tyranners Sceptre.
Blodige Kroner, Bøddelstaal,
Trældomsfakler og Offerbaal
glimte meer ei over Jorden:
gjennem Præstemulm, gjennem Kongetorden
|
| d.II,b.2,s.202 |
Frihedens Morgenrøde,
Sandheds lyse Dag
straaler under Himlen, nu eet Tempeltag;
daler ned paa Jorden,
nu eet Altar vorden
for Brødrekjærlighed.
Jordens Aander gløde
i friske Hjerter nu:
Frihed er Aanders Hjerte, Sandhed Aanders Hu!
Jordens Aander alle
ned i Støvet falde
den Evige paakalde:
hver sin Thronehimmel i sin egen Pande har,
hver i eget Hjerte har Alter og Offerkar:
Drot er Hver for Jorden, Præst er Hver for Gud!
Mænd.
Vist Kongen er den rigeste: ene rig,
og alle Andre Fattige.
Vist Kongen er den frieste: ene fri,
og alle Andre Trælle.
Vor Eiendom er Hans; vor Frihed fik
han jo i Arveskat af vore Fædre.
Vi kunne da ei klage, thi som Trælle
vi fødtes jo? Men dog blandt Folket
Vi have meest tillaans af Kongens Naade.
Men dog blandt Folket, denne Ørken
af bøjede Nakker, Nakken højest hæve Vi.
Vi eje meest (og ere da de Bedste)
hvis Laant er Ejendom. Vi ere frieste:
ja, hvis Tilladelse er Frihed.
Nu, lad Selvherskeren vor Rigdom tage!
Nu lad os være kun hans første Slaver!
bør Vi da ei fra Folket tage igjen?
til vore Trælle gjøre Folket? Ellers
jo Vi, paa hvilke Kronens Gjenskin falder,
som trælle som i Ly bag Kongekaaben,
|
| d.II,b.2,s.203 |
og klippe Stykker af den til at dække
vor egen Armodsbrøst med, vare lige
med den, hvis Svedsmuds gjøder Agren; thi
da vare Alle lige usle Trælle.
Nu -- Folkets Nakker ere stærke -- nu
de skulle være vore og Kongens Trælle!
Nu med det ene Øje vil vi true,
og med det andet, vendt mod Kongen, smile.
Nu med den halve Mund vi ville byde,
og med den anden smigre da og lyde.
Paa Folket ville vi os hævne, saa,
naar Kongen slaaer os, saa gaaer Slaget
fra Øre til Øre gjennem hele Landet
til Bondens Svinehyrde: naar Han griber
i vore Punge, saa skal Grebet gaae
fra Pung til Pung til Svinehyrdens Drengs.
Som i een Takt, naar Kongen løfter Sceptret,
vi løfte Svøber, som hans Slags Echo.
Og dette Chor skal døve Folkets Vid
og Sands, saa Naboe Naboes Suk ei hører;
og sløve Folkets Kraft og Trods og Tanker.
Naar Kongen tvinger Folkene at bygge
omkring ham tyve Mure, ville Vi
og tvinge det os Borge op at mure
paa Fjeldene som Ørnereder, og
paa Sletten Herregaarde. Og naar Kongen
tør øve blodig Dom paa hvem han vil
i hele Folket, saa vil Hver af os
nu tage Haands- og Hals-ret over Alle,
hvis lave Hytter krybe under Borgen.
Naar Kongen tager vore Møer og Qvinder
saa ville vi, hvor Lysten peger, vælge
blandt Folkets Hustroer og Døttre; da
hver tugtig, ubrudt Ægtestand skal synes
som givet af vor Naade til en Trøst.
Men, at ei Folkets Kraft fra Dalene
skal svulme op mod Borgene, Vi ville
(som Kongen holder Hær, og føder den
med Landets Sved og Naboelandets Blod,)
|
| d.II,b.2,s.204 |
Huusknegte holde, slaae en Landserund
om Borgene, og væbne Folket af,
og vænne det til nikkende at gaae
med senestærke Armepar ikors
bag Ploven, Aare ud og Aare ind,
paa laante, hjemstavnsbundne Mark, imens
Vi ville stedse staae i Vaaben, med
et hundred Sværd mod hvert et blottet Bryst,
der tør lidt tungere aande end isøvne.
Naar Kongen lyster Krig (for, naar han vender
hjem kjølig, finde Frillens Favntag varmere)
Vi ville styre Blodets Strømme med
Commandostave. Og, naar Folket er
indbanket Troen om, at Adelsblod
(som rundet af Guds eget Hjerte)
er meer ætherisk end dets eget tykke,
saa synes selve Den, som misted' Armen,
at saadant Saar er intet mod den Rift
vor Finger fik i Kampen.
Saa slutte Vi, med Staalbryst imod Staalbryst,
en Ring om Thronen, saa vi kue den
-- det er vor hemmelige Pagt -- da den
jo kneiser i vor Midte (skjøndt til Kongen
Vi sige, at Vi er' hans Værn mod Folket)
og blandt os Selv vi keise Thronens Ejer;
men udadvendt er Ringen imod Folket
-- det er vor aabenlyse Pagt -- saa vi
mod Folket ligne Klipperader, der
beskytte rige Dale (engang Havbund)
mod Havets magtesløse Mukken.
Saa Vi afsondre os fra Folket,
der synker ned som Bærme, men Vi blive
den stærke Viin, og Kongen med hans Magt
vel svømmer over os, men kun som Skum.
Og Folkene kalde os med Buk og Bæven:
"Satraper, Krigerkaster, Rajahs, Fyrster,
Dynaster, Optimater, Aristokrater,
Patricier, Lensherrerne og -- Adel."
|
| d.II,b.2,s.205 |
Mænd.
Vi vide, at den store Lærers Røst
ei hørtes udenfor hans Hule, hvor
Vi sadde ved hans Fod og lytted'. Nu
er Hulen bleven Templer, og de ydmyge
Disciple, som sig skulde sprede ud
blandt Folket for at lære hvad de hørte,
og træde saa, med Issen bar, tilbage,
er' blevne infulerte Præstekaster.
Som før Vi udenfore Mest'rens Hule,
i vore Templers Forhal Folkene knæle,
og vente, at vi Præster dog engang
udtrine ville for at lære dem
hvad Mesteren vor Redelighed betroede,
at vi igjen det skulde give Folket
ufalsket, simpelt som han Selv det gav;
kort, Hvad er Ret at gjøre og at lade,
for rolige at leve, og med Dyd
at bære Sorg og Glæde, og hvad Pligter
Tilværelsen de skylde og Bestemmelsen.
Men -- lad dem gabe udenfore evigt,
til Mundene blive Dumheds aabne Flab!
lad Folkenes Hjerner gotte sig med Gjetning
(den ufordøieligste Føde, som
udspyes og igjen til Drøv indhumpes)!
De ligne Fugle, snappende efter Luften,
mens vore Kroer bruse fulde ud!
Lad Folkenes Hjerter i Forstandens Mulm
af Skræk og sløve Fryd omdrives evigt,
som Morild, der af Ilden kun har Skinnet
i Havets Nat.
Vi ville gjemme Hvad af Mest'rens Viisdom
vi os erindre inden denne Kreds,
og drive Enehandel dermed dyrt.
Vi skrække Folket fra den enfolds Sandhed
ved den Mysterier at kalde, og
indhylle den i Tegn. Naar Folket fordrer,
Vi pege da paa disse Hieroglypher
med et Betydnings-smiil, og give dem
|
| d.II,b.2,s.206 |
da Optog, Sange, Dandse og Musik.
-- Se denne Skal kan Folket pille paa
til evig Tid! Og det vil evigt pille,
med Bæven skjøndt for at det Inderste
skal briste ud, og saa i Luften
vanhelliges eller svinde ind til Intet.
Thi Vi isammensvorne skulle sværgende
belære selv graahaarede Jordens Børn,
at dette Inderste (det Allerhelligste,
hvis Liv de troe med deres Stirreblik
at skimte sig bevægende bag Teppet
-- ah, det er vore egne Skygger jo?
og, naar de høre Noget, vor Røst kun?
Men, se, naar disse Troendes Bønners Aande
det Hemmelighedens Slør bevæger selv,
saa synes de at see en Gud sig røre;
og vi da raabe: salige Troe, du saae det!)
. . Vi skulle lære, at den indre Viisdom
er os af Himlens Aander foresjungen:
er, under Hemmeligheds Slør og fire Øine,
af Verdnernes almægtige Gud fortalt:
at den er Aabenbaring.
Men dog, at denne Aabenbaring blev
os saa betroet (som et Lugte-æg,
der vandrer rundt fra Næse og til Næse,
som Bedstemoders rare Tractement,
men ei maa aabnes) at vi skulle vogte
den for nysgjerrige, gudløse Blik;
men prente Folkene ind, at just dens Kraft
og Hellighed (som Troldoms-lægemidlets)
bestaaer i dens ukrænkte Hemm'lighed:
at Vi, som eie denne Aabenbaring,
hvem Gud sin Viisdoms Planer har meddelt,
som vogte den, derved alene hellige,
ukrænkelige ere og ufeilbare.
Vist ville Folkene snart sig føie i
at lugte Hvad de ei maa see og smage!
Snart ville de sig nøie med at amme
en Tro i deres Hjerner, liig en vandig
|
| d.II,b.2,s.207 |
uhyre Kaal, men luge Tanker op;
og troe, at netop sjeldne Sandhedsglimt
er Salighedens Kornmod i det lumre
og kjære Sommermørke over Hjerternes
nedbøj'de Grøde.
Men Folkenes Underdanighed, den vi
som deres tause Tak betragte -- ah,
mon ei de bør Os takke vel, fordi
Vi sløve deres Hjerner, aande Mulm
om deres Sjele, saa de see ei fuldt
den Jammer, som dem knuger? Hvis de saae
den simple enfolds Sandheds lette Veie
(med Friheds luftige Palmer mærkede)
til Roe (som er jo al den Lykke, Støvet
kan stræbe efter her) og Dyd (som er
jo al den Stolthed, al den Pragt, som Støvet
kan stræbe efter her -- saa lærte Mestren)
og saae paa disse Stylter i Sorgens Ørk
mod Himmelen: da bleve Alle lige,
da blev jo Trællen vor og Kongens Lige:
da bleve Alle Præster jo og Konger.
Thi, trods de tykke Bind og bugede Ruller,
er Sandhedskjernen liden, let at døie;
og, vikles Hamsen, Basten, Skallen af,
vel mindre Tand end Huggetand naaer Melken.
Ha, Vi, som mangen Mest'rens Lærdom glemte,
og mangt et af hans Tegn, hvori han vilde
den gjemme evigt, har forglemt at tyde,
og knapt Calenderen nu mægte stave,
Vi skulde fremstaae nu godvillige,
med Blusels-mine, til et Regnskab for
det dumme Folk, og sige: "vi har glemt,
og anden Hjælp ei vide end at bie
til atter Mestrens Lige fødes?" -- Ha!
Mon bedre ei med Jordens Kræfter prale
(med Plante-Læge-Stjerne-videnskab)
og sige: "Himlens Kraft i vor Haand er!
Nu troer, I Folk: det er jo Underværker!"
Mon Vi, som ind i Mest'rens Hule traadte,
|
| d.II,b.2,s.208 |
som traadte op blandt Stjernerne paa Fjeldet,
nu skulde træde ned igjen blandt Mængden?
forene med de Svage os, naar Konger
selv skjælve for det Dække, som vi ryste?
os bøje med de Blinde under Aaget
vi see, fordi de ere vore Brødre?
Mon bedre ei at sammensværge os
med Herskerne, at dele Magten; ja,
belive den med Skin af Guddoms-hellighed?
forgude Statens Stiftere som Kirkens?
forgude første Drot som første Præst?
Da Folkene -- hvis de engang mærke, at
den Herskermagt, som sidder dem paa Nakken,
og kuer dem fra Barnsbeen, er alene
et Skin mod deres egen stive Kraft, --
dog stedse Kroneskinnet skulle see
med Ærefrygt, ved Himlens Bifald herliget.
Med Adelen Vi ville Konger skabe,
men ene (som i hemmeligt Fabrik
for falske Myntnere) Vi skabe Guder.
Bør slige Mestre Ærefrygt ei skattes?
og Templer over Kongeborgen?
og Tiender og Offre ydmygt bringes?
Se, uden Mestrens Viisdomslære, bliver
Guds Eenhed altfor stor for Folkets Tanker,
hvis Krebsekløer og Øine af vi bryde,
som frem de voxe! -- Nu, Vi Mestrens Gud,
som Phantasien lyster, ville dele
i tusind Andre, farvede efter Landene.
Saa bliver Hindus-Gudehimlen yppig
som Indiens Skove; og Ægyptens broget
som Nils Affødninger; og Persiens simpel
som Dag og Nat, paa ene Side lys
som Schirvans Rosendale, paa den anden
saa mørk som Caucasus; Chaldæas, som
dets naphtaflammende Dale, skræksomt luende;
liig taagestore Urals rimede Tinder
sig reise Skythiens Gudeformer; og
|
| d.II,b.2,s.209 |
saa riigtbegudet bliver Afrens Himmel,
som Sumperne i Libyen beslangede;
saa iiskold, øde Esqvimoens, som
hans Iismark; og Hellenens liig et Luftbilled
af Drue-øerne og hans Marmorklipper.
Saa dele Akhar vi i Brahma, Vischnu
og Chiven; Zeruane-Akherene
i Ahriman og Ormuzd; og Alfaudur
i Odin og i Loke; Eloah
i Jehovah og Satan . .
i hveren Hjerne Disse atter ud
i tusind' Mindre, indtil hveren Selv,
der synes sig den Mindste og afhængig
af Alle; og jo da den frygtsomste
og letteste at hæve op og tæmme.
Da blive Millioner Guders -- o
end ejer Stoffet, Stjernehimlen og
Naturens Kræfter, flere Gude-emner --
uhyre Drømmeskikkelser vor Hær,
der ligger rolig i sin Skyleir kun
saalænge Folket knæler ned med Offer.
Og foran Gudeleiren, hvor vi byde,
Vi lægge, som en Skandsegrav, et Helved
(saa mørkt, at intet modigt Blik tør skinne,)
af Djævle fuldt, der gribe efter hver
en Dyd og Last, der hærder sig mod Os.
Saa være disse Djævle vore Bødler!
De skulle klore af og svide bort
hver Tanke, som, liig seige Græs, sig reiser
trods Afgudsbilledernes tunge Trin.
Saa reise vi en Moisasoor mod Brahma,
en Typhon mod Osiris, Ahriman
mod Ormuzd, Satan imod Jehovah.
Men, som vi skjænke hveren Troe en Himmel,
saa skjænke vi den og et Helved, malt
med Landets Farver. Sikkert da --
naar Himlen, fuld af vore Guder, over
hvert Hoved, Helved under Foden gaber,
af vore Trælle-Djævleskræmsler fuldt;
|
| d.II,b.2,s.210 |
og dog ilive Folkene føle sig --
de skulle troe, at de imidten svæve
paa vore Bønners Aande, vore Hænder.
Hvo knyer, ham slippe vi, og raabe over:
"forbandet du!" Hvo tvivler, vil sig troe
fortabt og ude af hiin Ligevægt.
Men alle slige Trodsige forvises
til Helved eller Ringløb gjennem Dyrene.
Saa vi belive Alt som skrækker Folket,
som strækker Horn og Kløer igjennem
dets Dumheds Mulm, og gjøre det
meer skrækkeligt. Thi før Naturens Ting
(saa troede Folkene, og vare da
som Børn imellem Gløder) syntes blot
som faste Gab, der slugte blot den Dristige,
som kom dem nær; men nu angribe de;
thi vi dem give Vinger, Plan og Vrede.
(Saa troe De nu, og ere da
som Børn imellem vingede, halsede Luer.)
O føielige Folk, som altid gaae
et Skridt fremvid're end vi flytte Foden!
Thi, skjøndt vi spinde mystisk Væv om Alt,
som Tusmørkringen rundt om Natten
de gyde atter derom Skyer af Rædsel,
(som Børn, der, skjøndt en Spøgelsefortælling
i Nerven gyder Gysen, dog forøge
dens Rædsler, naar de selv den gjenfortælle) . .
Se, naar paa Dragens Stjernebilled Vi
henpege, vælge de til Gud den Drage,
som vælter sig for deres Fod i Dyndet!
Mon selv ei disse lære os at gjøre
Symbolerne til Guder? O, vi skulle
den gabende Lettroenhed nok made!
Ja, om den studser end ved vore Skrækoffre,
og snapper efter Veiret i vor Bloddamp,
de skulle troe, at slige Rædsler (som
naar Moder kaster Barn i Molochs Glofavn)
Beviis paa disse Guders Storhed ere,
der vandre om med Præsterne i Templet,
|
| d.II,b.2,s.211 |
og ledes ned ved Præstehaand til Folket;
ei Opspind, ikke Præstebud alene.
Og disse slørbedækte Rædslers Skygge
vi male i vort Væsen og vor Dragt!
Vor mørke Pande er som Rædslen og
vort Skjæg dens Slørslæb; maalte Skridt
vi flytte frem som Stjernerne: ja, se,
som Himmelen vi farve vore Kaaber,
besprænge dem med Stjerner, hænge rundt
om Slæbet Bjelder (Sphæresangen) Dyr
(Allivet) Amuleter (Livets Kræfter):
Infuler bære vi som horn'de Maaner;
paa Brystet Solens Ring af Diamanter;
i Haanden Offerfakler, Trolddomsstave:
ja, de betegne, at vi skue ind
i Verdens Gang, i Livets Dyb og Kræfter,
og ere Folkenes Hyrder, -- Se da her
en aandig Adels Purpur, Staal og Plade!
En aandig Adel, stærkere end den Anden,
da blive jo den store Mesters Lærlinge?
Thi hersker Kongens Adel (Korn den maaler,
som Hjerter vi) med Konger end i Spidsen
vidtover bøiede Nakkers stille Hav:
vi Stormen jo beherske, som kan male
det ned i Kongegrave-hvirvler, røre
det i Schafot-skyhoser over Thronen;
og Strømmen, som det driver. Thronerne,
hvis de hiint Ocean vil dybt beseile
til os med Bøn maae skatte, som en Skipper
paa Stranden knæler ned for Stormen, og
paa Reisen seer med foldet Haand mod Skyen.
Men hvor vi ei med aaben Magt tør herske,
Vi ville liste os krumbøiede
paa Pilgrimsgange op til Herredømmet.
Og Ingen ahner: at et Scepter er
i høire Haand hos den, som med den Venstre
sin Ryg hudfletter.
Vor Stat er ordnet da: en aandig Adel,
som Folket troer oprunden af Guds Hjerne:
|
| d.II,b.2,s.212 |
se Dommersæderne og Talerstole
dens Borge ere over Folket! Templer
er Statens Hovedstæder, hvor vi kaare
en Ypperstepræst til Konge, ja til Gud.
Vor staaende Hær Afguderne, og Djævle
er' stedse færdige Bødler. Skjebne- og
Guds-domme er vor Lovbog (saa vi faae
til Retfærds-vægtstang egen Villie). Og
de Bud, vi lade udgaae, ere Spaadomme,
som sendes fra Oraklets sorte Kamre.
Vor Stats Skat Offer er og Tiende.
Den Lydighed, vi fordre, Overtroe.
I Meroe ved Nil vi ville vise
først Jorden Mønstret for vor Stat. Den snart
i Ganges, Tanais, Phrat og Jordans Floder
sig speiler. Saa paa Jorden vi os dele
som Brahminer og Schamaner, Talapoiner,
som Bonzer, Lamaer og Mager, Aser,
Leviter, Aruspexer, og som -- Præster.
Folk.
Da Faderherredømmets Birkeriis,
da Faderpræstedømmets Hyrdestav
udblomstrede i Kroner og Tiarer:
da, liig brolagte Stene, alle Hovder
indunder Thronerne og Altre lagdes.
Nu reise sig da Nogle, sigende:
"i Os er Guld"; og Andre reise sig,
og løfte Thronerne paa deres Skuldre,
og sige: "der er Jern i Os og Kobber";
mens Andre reise sig og sige: "se
i Os er Lys, Demanter vore Sjele!"
Men Vi, som simple Graasteen, i vort Leie
maae blive liggende at trædes paa.
Ha, Hvad der levnes os i Skjødet maa
vort eget Armepar ei vogte? Ha,
Vi tør ei med de tusind Munde knye?
Vor Tunge ei, vor Mave kun tør sukke.
|
| d.II,b.2,s.213 |
Os Konger skatte nu med Ørnekløer;
og, under disse, røve os de Mægtige
(de Borgefalke); Præsterne os tiende,
som sorte Krager snigende sig ind
i vore Huse. Ei vort Arbeid hviler;
ei dynger sig vor Løn; utalte flyde
i Jordens Furer vore Svededraaber.
I Dommerens Vægtskaal ligge gyldne Lodder.
Den Armes Klage er kun Spindelvæv;
og sønder trykkes han, som Spindlen, naar
den kryber fra sin Krog.
Vel, lad os dog de Store efterligne!
Hvi skulle vi da Alles Mindste være?
Vi ville støde ud de Armeste
til Evigtids Foragt i skidne Kaster:
paa dem Vi træde, som paa os de Andre!
O bedre dog, i liden Telteklynge
at leve under haarde Fader-riis, og,
skjøndt voxne, kaldes Patriarchens Børn,
end, til eet Verdensfolk isammensmeltede,
dog være kun een Flok Ulykkesbrødre!
Ha, er det Trøst, sin egen Jammer læse
paa Broders Aasyn, Millioner Brødres?
Hvad? Ha, hvo ejer Styrken? disse hundred
Satraper der, hvis vege Muskler knapt
i Elskovslegen kunne holde Frillen,
om hende urørt, frisk fra Faderens Dal
ved leiede Trælle de lod hente? De,
hvis Fingre ere blege af at rode
i Drenges kolde Tarme! disse Hundred?
Ha, eller Millionerne, hvis Arme
er' hærdede til Pleiler, og hvis Pjalter
er' lige sultne Gab, hvis Fingre ere
af Harven hærdede til Harvetænder,
hvis Ryg af Svøbeslag til Æselshuder?
Men -- se, der sortne de paa Sletten ned
med lange Spyd -- hvad Glimt af vore Knive?
af dem vi skjære Brød til vore Børn med? --
med seglbesatte Vogne, lige Skyer
|
| d.II,b.2,s.214 |
med Stjerner rundt, med Taarne-elefanter,
hvis Raserie er Herrens Tapperhed,
hvis Snabler er Tyranners strakte Arme!
. . De ægge dem fremover vore Hovder . .
Ak, kunne vore Øg mod disse stampe?
Paa Æselryg er Bondens svungne Kniv
en sløv og latterligen udrakt Tunge.
Med Pleiler kunne Borge tærskes ned?
O, marvløs skjøndt, bevæbnet Arm er stærk!
Og, lyde sammen tyve Suk fra Dalen
(thi sukker enkelt Mund da lee de blot,
og lade Bødler slide Tungen ud,
og sætte saa den Stumme, Blodige
i Gabestokken foran Borgeport):
da ruller frem Tyrannernes unge Æt,
krigsmodig før den arver Fædres Laster
med Borgene, i blanke Rytterrækker
bag Bueskytterraderne, de hverve
af vores Udskud; og de tvinge flux,
mens deres Trælle brænde vore Hytter,
de staalbepandsrede Hingste til at vade
i vore Qvinders Blod; og, naar de tøgre
de svedte Heste, vide de ei om
det Hvide rundt om Boverne er Skum
-- o eller vore Børns Hjernemarv.
. . O vee almægtige Kjærlighed -- du er,
endskjøndt vor eneste Fryd vor største Svaghed!
Hvi avle vi dog Trælle? hvi opdrage
Forbrydere vi mod deres Menneskeadel!
Vi troe, at Kjærlighedens Roser groe
paa vore Mosevægge . . ha, vi yngle,
som Oxerne i Stalden, for de Stolte!
De sælge vore Børn som Kalve, og
som Stude gilde de og slagte dem.
Ha, se, naar Leeg de Stolte lyster, flux
til Leegplads vælges vore Agre; og,
naar Strid dem lyster, jage de os frem
imellem sig, og række af vort Blod
op Haanden til Forlig. O Jammer, Jammer!
|
| d.II,b.2,s.215 |
Saa blæse fælleds Klager Millioner
isammen, ligsom Hvirvelvinden Ax.
Hvad Trøst? hvad Trøst? Vor egen Læbes Klage
da synes tusinddoblet jo af Echo?
Men største Jammer er: vi vide ei
hvorledes vel Ulykkers Aag skal bæres;
om, naar vi disse bitre Sorger smage,
vort Ophav skal forbandes eller takkes.
Thi, skjøndt vi vide Trældom uretfærdig,
i Templerne den læres dog som Dyd,
og Præsten fylder Himlen med Despoter.
-- Ja, om vi knæle end, og øse i
hans Skjød vor Sved, og kaste vore Børn
i Ilden, faae vi dog til Løn alene
(saavidt hans Sang og Mumlen vi forstaae)
en skræksom Ahnelse, at vore Lænker
igjennem Graven løbe, at de smedes
paany i Helveder, ja selv maaskee
tilbage slæbe os til Jordens Vee!
Nogle blandt Folkene.
Hvad? Vel! Levvel du vore Fædres Vugge,
du Jord, som avled' os -- ak nu vor Stedmo'er!
Vi, trætte af at trælle uden Løn,
Vi, kjede af at svede og at bløde
for nogle Faae af vore Brødres Lyst,
Vi lægge Agrene, (af Fædres Sved
bedugg'de, da de dem fra Skoven vandt)
igjen tilbage til de Stores Valplads,
til Dyrehaver, til Leilændingsgods,
til Hvad de lyste. Men Vi tye til Havet,
nu glade ved at være slupne ud
af Jordens blodige Gab. Vi ville da
ved Jordens store Floder sætte os
i Stæder sammen; vælge selv hvad Scepter
skal reise over vore Arner sig;
dog saa at Alle derom Fingre snoe.
|
| d.II,b.2,s.216 |
Saa aabner eder først, I Hellas's Fjorde,
der ligne Tunger prisende Jordens Skjønhed,
som Mennesk'hedens Tilflugt -- o for Fristater!
Saa bærer os, I Joniens Øer,
du sønderplukte Rosenkrands -- o vi
dens Knopper samle, knytte atter sammen!
Saa skjuler, Libanons Skræntninger, vor Flugt
fra Despotiets Sletter! Libyens Syrter,
ei under vore Handelsstæder synker!
Misund os, Jord, ei dine mavre Rev!
misund os ei at pløie golde Hav!
Snart skulle vore frie Stater yngle
om Strandene et frie Staters Forbund;
og vore Handelsstæder Plantestæder,
der græde ei, om end af Jorden de
forstødtes ned til Havet. Snart da skal
det første Seil fremyngle Seil som Sneflokke,
og, Glimt i Glimt, de lyne over Havet.
Vor Kløgt skal spinde inden vore Volde
Aljordens Rigdom; og, da Alt vil herske,
ved List vi amme Sløvhed op iblandt
de trællebundne Folk (blot hyppe den;
thi den har alt som Snerregræs dem omspændt)
og hos Tyrannerne Forfæng'lighed
(blot deres Stolthed kruse lidt og folde).
Vi ville kostbart Legetøi opfinde,
tillokke, snyde Narrene, belee dem,
Tyrannen lære Pragt, ophænge Purpur
som Lokkemad og Krambodmærke. Se,
vi stikke under Schythens Næse Kryder
fra Indien, og smøre Celtens Læbe
med Joniens Viin, og gjøre Kornet, som
er Melken, ham Naturen har bestemt,
for Gothen vammel mod sinesisk Urt.
Vi ville bringe vore Bramseil fyldte
med Sydens Vellugt til de kolde Strande;
indbilde Sydens Folk, at Nordens Peltse
er under deres Sol nødvendigt Smykke.
|
| d.II,b.2,s.217 |
Men medens Jordens Skatte strømme saa
igjennem vore Handelsstæder, skyller
en Rigdom op sig under Borgernes
klæbrige Hænder. Og vi binde da
med gyldne Lænker Folkene til os;
men deres Sukke standse mod vor Muur,
hvorinden og paa Havets store Torv
vor Frihed vi i Eenrum ville nyde,
mens Slaver Haan, og Konger Trods vi byde.
Mænd.
Ha, ha -- I som vil bore Eders Fristater,
som Medædere indi Dynastierne,
jer Frihed i det lille Indelukke
vil være liig ubændig Tyr i Tjor.
Vi Adel, hvis jert Tag os tækkes, kryber
indunder med; hvis ei, er' eders Guldstykker
en Sæd, hvorfremaf Hersk're ville spire.
I hade Kongenavn; men blandt Suffeter,
Senat, Consuler og Archonter,
Ephorerne, Pakicierne, Dommerne,
et Scepter-neb sig reiser vel i Tiden;
hvad eller midtblandt Pøbelen sig hæver
en Kongeørn, der Nebbet fuult holdt skjult,
til høit nok, for at strække Halsen ud,
og klappe ud med Vingerne, han var
paa Folkets Aande hævet. Længe kydsk
og smekkerformet er ei Eders Frihed;
thi Vindesyge er dens Bug og Tænder;
og da, naar den er bleven næsten mæt,
Ærgjerrighed, dens Geilhed, bruser op,
og Sceptre reise sig. Mon yngles da
den gamle Yngel ei, som de vil flye?
Hvor langt mon kom I ved at gaae iring?
|
| d.II,b.2,s.218 |
Mænd.
I ville flye fra Jorden? Kunne I
fra Himlen flye vel eller Helvede?
De gabe over, under hvert jert Skridt.
Vi Præster maae da følge, forat lede,
som Aruspexer, Disse sikre frem.
I kunne flye Tyrannerne; thi kun
i eders Kappe hæfte Disses Sceptre.
Men Os I flye ei, thi vor Krumstavs-hage
er haget ind i Eders Hjerter. Se,
Comitiens Bevægelser er kun
Augurens Aandes Hvift! lad Rigdom da
og Lediggang en Adel føde, og
udruste denne mod jer Frihed; eller
lad hver en Stodder holde sig for Konge,
og troe, naar han sin Stemme giver hæst,
Stikpengene, hans krumme Næve holder,
er billig Skat kun til hans Myndighed!
Det er os ligegyldigt (ja desbedre,
saa blive vi alene Adel) thi
vor Bisag er jo Kampen imod Frihed
(de gjerne leve maae som bedst de synes,
og have Sandsernes og Legems Frihed)
men, se vor Hovedsag er Kamp imod
den Aandens Friheds Sjel: mod Sandhed selv.
(En Valplads foran en brændende Bye)
En Konge.
Er Seiren vor? Er Marken reen?
En Høvding.
Kun ei for Blod.
Kongen.
Ha, ha! Det er
min blomstrende Hæders-piones Dug.
|
| d.II,b.2,s.219 |
En Høvding.
Hist flye de Sidste.
Kongen.
Vel! er Marken reen,
saa dræber Fangerne!
(Valpladsens Saarede jamre sig)
Ti stil! Forbandet!
Om man ei kjæmpe kan iro -- naturligt --
saa kan man ei engang iro jo seire?
Saa dræber ham der vælter sig paa Knæstubben,
og rækker -- haaner du? -- sin Armstump op,
og griner stygt paa Seiersdagen, nu
da Kongen tog et Land, og traadte sønder
et Folk i Jordens Afkrog. Hei -- Musik!
Døv Disses Skraalen, Cymbler! Blæser ud,
Basuner, Disses Livsensaande, fuld
af Jamren for en gammel Fa'er, en Mo'er,
en Brud, et Barn og andet Hjemgods . . Ha,
forbandet, at en Halvdeel af min Hær
paa Valen, Seirens purpurhængte Vugge,
i Blod sig vælter! Den skal døe, som ei
kan Seirens Vellyst nyde: Den, som blander
med Jammersuk sin Konges Jubelskrig!
Saa! -- Jeg ei hører deres Klynken mere;
men hæst de aabne Saar i Øret skrige . .
Bort! slæng dem bort! -- Hvis I ei kunne fægte,
naar høit mit Banner hvisker om, med Skyen
en Seir, som venter mig: hvis ei I kunne
medeengang sprøite ud alt Eders Blod
i hvertet Ansigt, som ei, stivt af Rædsel,
ligt Solsikblom, sig vender hvor jeg gaaer:
Hvis ei I gaae med Smiil i Døden paa
mit mindste Vink -- saa døer for Øxen forud!
Jeg vil ei, naar jeg kommer hjem i Landet,
i Eder see Forbandelser paa Krykker
opstumprende. Hvi er da Krigens Storhed,
trods denne Spydglands, disse Cymblers Klang
(der, hvis den kunde males, maatte males
|
| d.II,b.2,s.220 |
med Solens Straaleglands) ei reen, ublandet?
Fy, Pesten yngler under blanke Bann're!
Fy, Jammerskrig forstyrre Kongens Jubel!
Fy, raadden Kjødlugt blander Laurens Duft!
-- Bort slige gustne Tanker! Hvirvler Cymbler!
Hærolder, raaber: "Hil du store Konge!"
Ha, seer med Fryd, I Overlevende,
(thi glæder Eder, at I dele tør
et Syn, der fryder Kongen!) skuer hist
mit Seiersfestblus flammende mod Skyen!
Se, Byens Spire ere Askeskygger!
Se, Staden er ibrand en Rose liig,
der i mit Fodspor høirød bøier sig!
Hvad hviner? Er det Gnister? Qvindeskrig?
Mon Smaaebørns Klynken, naar paa Spyd de falde
som Silkebolde? eller, naar de hæves
ved Benene, for saa mod Stene knuses?
Vel! Stad og Land er Priisgods. Skjænder! brænder!
I Oldings-Sølvhaar tørrer Eders Sværd!
Og krænker mellem Luer døde Qvinder!
Gaaer, pidsker Havets Ryg, der løfted op
min Bro, da tvende Verdener jeg vilde
isammensmelte! Hav, som Jord, skal være
min Træl; thi er ei Jeg da Jordens Gud?
og Havet er jo Jordens myge Træl?
Mit Smil beliver; og mit Bryn jo dræber?
Ha, fører Folkets Levning ud ifra
de øde Arner! Dog til Fædreland
jeg skjænker dem en fjern og øde Ørken,
at blande sig med dennes vilde Folk.
Men fører Fremmede her ind paa Tomterne!
-- Det er at rykke op et Folk medrode!
. . I ømme Jer? Ha, er det Eders Fædre,
I myrde? Eders Døttre, som I skjænde,
idet I qvæle dem? og Eders Børn,
som skrige, naar I knuse dem? I tænke,
at dette Folk end aldrig Jer fornærmed?
at vide Ørkner støved mellem Eder?
Jeg siger jer, at Disse, som nu vaande
|
| d.II,b.2,s.221 |
sig i min Hevn, fornærmed blodigt mig:
Thi kom de vel og knæled? kom de vel,
forinden Jeg dem tvang, og bragte mig
al deres Velfærd? Deres Blod og Skrig,
som Lyn og Torden, komme ene da
paa Kongens Hoved! Gaaer, I Bøddeløxer!
Betaler Jeg Jer ikke for at myrde?
Opfostrer Jeg Jer ikke for at myrdes?
Uddrag med Sang og Spil, min Hær! og dø
med Tak, naar Kongen fører dig i Døden!
Thi har ei Præsterne jer lært, at leve
af Kongens Villie, døe for Kongens Villie,
I Mælende? og synde for hans Villie?
og segne, eller leve af hans Naade?
En Præst.
Hør, Brahma sidder paa min Tunge! -- knæler!
(Folket knæler)
Guds Aand i mine Lunger blæser -- ofrer!
(Folket ofrer)
Hør, Brahma er -- han Selv er i min Tale!
Han hviler paa min Læbe, som hans Billed
paa Blomsten Comala i Havet, i
min Viisdomstales brusende Ocean.
Ha, Vischnu, Altophold'ren, er i min
Velsignelse; og Chiven, Altfordærveren,
er sortnende i min Forbandelse,
i min og mine Brødres, i Brahminens!
Mon I, I lave, skidne Kaster -- ha,
mon I er' værdige at høre Brahma?
Har I idag jer badet trendegange?
(afsides) (Saa faaer et simpelt Mestrens Viisdomsbud
sin Majestæt ved Overdrivelse.)
Har I i helligt Kopis væltet Eder?
og salvet Eder ind med helligt Skarn.
|
| d.II,b.2,s.222 |
Folket.
Vi ei arbeide, men vi bade os.
Vi tale ikke, men vi bede.
En Præst.
Salige!
Saa hører, I Rettroende og Salige!
Saa flokker jer om Shastas Viisdomsdyb,
som tørstige Fugle; men, naar nippende
I række Nebbene op, da hvæser ud,
(liig hellige Gjæs) Foragt imod de andre,
de tre og fiirsindstyve Hindu-secter!
og hviner Had mod Fo's og Buddhas -- ha,
dem giver Forsmag paa Fordømmelsen
alt nu da i Forbandelser! Saa følger
da Brahmas Finger i min Tunge -- se,
til Brahmas Skjød! Hør, Brahma lærer Eder:
"Det er fortjenstligt først og fremst at ære
Brahminerne (det første Livsensdryp)
af Brahmas Hjerne), som at spytte paa
og haane Parias. Og til Salighed
at bygge Klostre kneisende som Gates,
for os Brahminer -- o de ydmyge
Gudstempler -- og for tusinde Fakirer
(de Fattige paa Guld, paa Frelse Rige)
at der for Eder mange kunne bede.
Fortjenstligt, om I bygge op Pagoder,
af Røg og Billeder og Altre fulde,
for Brahma, Vischnu, Chiven og Bhavani;
for Gungo (Ganges Guddom) og for Sustee;
for Lukee, Vischnus; Drugah, Chivens Hustru;
for Kalleka, der sprang af Drugahs Øje;
for Kartik (Chivens yngste Søn); for Sursutee,
(den Brimah, Guds, og Birmanees Datter);
for Solen; Moonshee-Tagooran (Gudinde
for Slangerne); for Kissen-Tagoor (der
nedsteg fra Himlen forat fælde Kjæmper,
hvis Fodtrins Støv formørked' Hindostan);
for Jagannat og Kakaveda, Lingam
|
| FORRIGE |