HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 2. BIND: SKABELSEN, MENNESKET OG MESSIAS

MENNESKET
del 3
d.II,b.2,s.126              og Træer kun Mos af altformegen Fedme)
           der voxed' op det Ene af det Andet,
           jeg nu begriber, er hver enkelt Deel
           af dette Alt, af samme Dyb udrunden,
           at Jeg og Du af alle Skabninger
           de Bedste ere . .


Eva.



                       Liv! Ja Du den Bedste!
           Jeg veed dog vist, jeg blive maa den Næste.



Adam.



           Nu veed jeg klart, at Tanken "Ensomhed"
           der syntes mig kun som en dunkel Hule,
           er hele denne Jord, naar du var borte.
           O, skjøndt saa vid -- se, større jo end Solen!
           se hele denne Dal, der toer i Søen
           sit Skjønhedsbilled, Sletten indtil Skoven,
           og Skoven, Skyens Vugge, reist mod Bjerget,
           der blaaner fjernt som Luftens fulde Kilde! --
           jeg synes . . o hver Aare reiser sig
           saa høit, som om den vilde splitte sig
           i andre Ti; dog blive heel som før . !
           . . at Jeg i Dig har Dalen med dens Søe
           og Sletten, Skoven, og de fjerne Fjelde,
           af Væsener fuld som Jeg og Du.



Eva.



           Jeg stirrer i dit Øje, og jeg seer
           en Himmel fuld af dine Øjne . . O,
           de synke gjennem mine ned i Skjødet,
           og vælde ud af Barmen saa i Slag,
           og ud i disse Ord fra Munden. . . Ah . !



Adam.
            
(de omfavne hinanden stadigen.)



           Jeg hører begge dine Bryster tale.



Eva.



           Ak, Dine svare . . Tys!

d.II,b.2,s.127  

Adam.



                             O, dobbelt Liv!



Eva.



           Ah, fulde Liv! mit Skjød og Barm nu synes
                      at være Himlen, der i Stjerner brister.



Adam.



           Mit Blod mig synes rigt nok til at sprudle
           Liv i hvert Sandkorn over Jorden, saa
           de bleve Hoveder som mit.



Eva.



                             Hvi lærte
           du mig din Ensomheds-tanke? Vee mig,
           var du ei her, saa var jeg øde -- o
           som om der var en Flod, der fandt ei Havet,
           men, som et spidset Horn, randt ud i Sandet,
           liig hovedløse Orm! Hvem standsed' da,
           og løste op i søde, milde Taager
           mit Blods Zitren? Ei den lodne Løve!
           ei Luftens Bundfald her i dette store,
           bekrandste, himmellukte Livsens Bæger,
           den kolde brusende Bølge!



Adam.



                             Dobbelt Liv!
           Jeg er ei ene. Jeg er Mand, og Du
           Mandinde.



Eva.



                       Ja Mandinde! O hvor skjønt!
           Jeg elske vil mit Navn, fordi at Mand
           (som da Du skabte Navnet "Hun" af "Han")
           er Kjernen deri, som det Bedste Du
           er i det Ene, som vi Tvende danne nu.



Adam.



           Om Havet fra sin Afgrund reiste sig
           saa høit som Stormen for at sluge dig,
           Mandinden, Landets bedste Grøde: saae du,
          
d.II,b.2,s.128              at disse Arme bedre Bolværk var
           end dette Forbjerg, om du ene stod
           paa himmelhøie Strand og kunde see
           paa Havets Fræsen ned og Stormsky-flod.
           Ha, hvi er Mandens Arme stærke skabte
           undtagen for at vogte sin Mandinde,
           sin Fryds Sødme, sit Livs Rødme?


Eva.



           Ah, se min Barm er sammenslagne Arme
           der favne om mit Liv: hvi skabtes da
           mit Armepar undtagen for at favne
           min Mand, mit andet Liv, som jeg kan see?



Adam.



           O fast! o fast! -- Vee, hvis jeg tabte . . !



Eva.



           Du er som jeg mig tænker Selv forskjønnet.
           Din Livsvarme (thi jeg varmer mig ved dig)
           som Flammen blusser om min Glød. O, naar
           jeg i dit Øje seer, mit Blik maa funkle,
           som om du gav det Straaler. O det er
           som om jeg i en Afgrund sank af Ild,
           og aanded' dog. Hvor sært, jeg frydes meer
           i Mandens Fryd end i min egen?



Adam.



                                   Vee,
           hvis jeg ei favned med min Arm dig fast,
           og du blev tabt: en Deel af mig da brast.
           Thi du er Been af mine Been og Kjød
           udaf mit Kjød, i samme Form og Leje
           i Jorden dannet. Jeg som Førstefød
           er kun dit Prøvestykke. Dette siger
           din Skjønhed rødmende, som om den blues
           fordi den er for skjøn.



Eva.



                             Ak, Solen turde
           (for af saamange Mænds Blik ei fordunkles)
          
d.II,b.2,s.129              ei danne Fleer end Een af slige Mænd
           i Jordens varme Skjød; men Hvad der blev
           af Frugtbarhed igjen i Formen danned'
           Den ud i Løver, Hingste og i Ørne
           og alle Markens Dyr, til af det Sidste
           den lille Kolibri blev skabt. Og nu
           se Manden, rustet med sin Kraft, alene!


Adam.



           O een Mandinde formed Solen kun
           (for ei at see sin Morgensky at blegne)
           men Hvad der levnedes af Frugtbarhed
           i Hendes Form i Jordens milde Skjød,
           Den danned' ud i Luftens vingede Blomster,
           en Sommerfugle-hær, og sidste Rest
           blev Jordens Blomster. Og jeg skuer nu
           Mandinden, pyntet med sin Skjønhed, ene.



Eva.



           O Livsvarme! min Barm mig synes lunken Muld:
           o som en Jord af Dug og Blomster fuld!
           Men hver en Draabe et Mandens Øje er,
           et Menneskehoved hver en Blomme der,
           en Skulder hvert et Blad, hver Knop en Barm,
           og hver en Qvist mig synes Mandens Arm.



Adam.



           O Livsvarme! min Lænd mig synes som en Ring
           af dalende, zitrende, bugnende, varme Skyer,
           som Himlen, der maa briste med Velsignelse,
           som med en lunken Regn.



Eva.



                             O vi har Fryd
           for mange Liv som os! Vee, vi er' ene
           med al vor Overflod! O, skjød sig Liv
           ifra Mandindens Muld mod Mandens Himmel,
           naar dens Velsignelses Aande varmed' hiin!
           De skyde sig igjennem denne Taage
           af søde Suk, der, lysnet kun af Kys,
          
d.II,b.2,s.130              er eneste Hud imellem vore Hjerter,
           imellem dit, min Sol, og mit, din Jord!
           Thi -- o jeg føler, som mit hele Legem
           er Jorden liig, saa er mit Hjerte deri
           den Form og Lejet ligt i Jordens Skjød,
           hvori af Solen Mennesket blev dannet.
           Af denne Elskovsdamp fra vore Aarer,
           den flyde sammen til en Livsensstrøm,
           en Regnbue snoer sig mellem vore Hjerter
           af Liv som mig, af Liv i Liv iflettet
           af Øjne blaae, af Lokker gule, saa
           de blege Panden, som de skinne paa . .
           . . Jeg ahner, Det Mandinden er forjettet.




Messias.



           Mandindens Ahnelse (o Cajahel,
           en Guddom hylles atter i dit Mulm!)
           er hiin Ohebiels Spaadom om den Elskov,
           der lindrer støvbedækte Aanders Smerte:
                 "For Himlen hist de kunde Begge
           her mellem Barmene en Himmel lægge.
           Og snart bli'er den Himmel, hvor Armene ere Lag
           af Skyer om Barmenes hvælvede Dag,
           af Smaaehjerter fuld, af Huld af deres Huld,
           hvor Aander, lige deres, drømme sødt i Muld."



(Eva under et Træ med et Barn ved Barmen.)



Eva.



           Todobblet er min Fryd!
           Thi se, du søde Eng, se her min Dreng!
           -- O dine Blommer høine sig med Flammeøine
           høit nok for at kige og see
           det lille Mandens Billed ligge
                 ved Moderbarm og lee!
          
d.II,b.2,s.131              Todobblet er min Fryd!
           Thi, høie Himmelhvælv, se Manden selv!
           Og Bjergenes Plataner, Dalenes Bananer,
           ludende i Fjernet I har
           jo seet (som hver en Himlens Stjerne)
                 hvor liig han er sin Fa'r?


           Todobblet er min Fryd!
           Thi, se, en Dreng jeg har og Drengens Fa'r;
           og Qvinden nu er vorden riig som Alt paa Jorden!
           Tør du spotte Qvinden nu, Hind?
           Din kronte Kalv omkaps med Vinden
                 skal bære Drengen min.



           Todobblet er min Elskov!
           I Barnets søde Smiil jeg engang til
           maa elske Den, som signer Qvinden, saa hun ligner
           Nattens melkestjernede Barm:
           O tæt som Stjerner Qvinden gjerne
                 vil vugge Børn paa Arm!



           Todobblet er min Elskov!
           Ak, er mit Hjertes Sjel, som før, saa heel?
           Thi, sært, at nu iblunde Løven røve kunde
           Manden, mens jeg sover -- jeg troer?
           Men sov, mit Barn, ved Hjertet! over
                 dig vaager vist din Mo'r.

(Adam kommer flyende for en Løve.)



Adam.



           Hjælp! O.!

(Eva flyer med Barnet. Løven griber det.)



Eva.



                 Mit Barn! mit Barn!

(Angriber Løven modigt, og river Barnet fra
den. Løven forfølger Qvinden.)



Adam.



                 O Qvinden døer!

(Angriber nu Løven kjækt, og fælder den
med en Green.)

d.II,b.2,s.132  

Eva.



           Nu veed jeg, hvi min Elskov (før saa tryg)
                      da den til Barnet delte sig, blev Angest.



Adam.
            
(hoverende over Løvens Aadsel.)



           Ha, Løven død for Manden!
                 Hvor er Løvens Tand?
                 O en Leeg, som Stenen,
           glattet rund paa Stranden
                 af det stride Vand.
                 Tungen, nys saa hvas og rød,
                 som det Lyn, der Skyen brød,
           hænger som fra Grenen
                 mygt og blegt et Blad.



           Skjælv, flammemalte Tiger!
                 Se, for Manden, liig
                 knaset Græskar, ligger
           Den, som i dit Rede
                 kunde knuse dig!
                 Bærer Manden Løvens Hud,
                 snart da kan han slukke ud
           med sin Kølles Vrede
                 hede Tiger-brand.

                  
(ifører sig Løvens Hud.)



           Knæl, Elephant, i Støvet!
                 Store Qvælerorm,
                 dine vide Bugter
           som en Taage kløves
                 af min Kølle-storm.
                 Seer dog, Mand i Løvehud
                 bleven er Allivsens Gud!
           Skjælver, Dyr, i Flugten!
                 Mit er Eders Blod!
                             
(gjennemborer Løven med en Steen.)

          
d.II,b.2,s.133              Du vilde Bøffel-pande
                 er ei Løve-bryst:
                 Hornet maa du stikke
           (det skal du faae sande!)
                 ned i Mulden tyst.
                 Seer dog, Mand i Løvehud
                 bleven er Allivsens Gud!
           Mandens Sværd skal drikke
                 Panther-hjertet ud!
                             
(svinger Køllen.)

           Se Mandens Kølle stærkest
                 Klo og Slangebugt!
                 Den i Blod af Løven
           har for Livet mærket
                 Skræk og Død og Flugt.
                 Seer dog, Mand i Løvehud
                 bleven er Allivsens Gud:
           Horn og Tand er sløve --

(hviner med sit Flint-sværd.)

           Hviin! -- mod Mandens Sværd!
(Det tordner.)



Eva.



           Ak, Manden, Løvens Herre, skjælver . !



Adam.



                                   Vee
           os! . . Himlens Vrede . .



Eva.



                 Frels mit Barn! ak Sol,
           o frels mit Barn! Vee døer du Selv . ?

(Tordenveiret mørkner Solen.)



Adam.



                             Den sorte,
           vredladne Sky, der engang qvælte mig,
           da førstegang den, som en doven Fugl,
           fløi over mig; og, som med ildrødt Neb,
           i Skoven ledte efter Adams Hjerte,
           har slugt den, og vil sluge os.

d.II,b.2,s.134  

Eva.



                             Hvor finder
                      mit Barn et Skjul?



Adam.



                       I Løvens Hule jo
           tør Mandens Styrke lægge trygt sit Barn?



Eva.



           Se Fuglen har et Rede, men mit Barn
           har intet andet Ly end denne Barm.



Adam.



           Vi tør ei flye til Løvens Hule; men
           her, hvor vi staae, vi knæle ned og dække
           med Støvet vore Hoveder! Thi hvad skjuler
           og redder os for Himlen? Himlens Vrede
           kan knuse Den, som knuste Løven.

(Det lyner. De knæle, omfavnende hinanden.)



Eva.



                 Knus ei mit Barn!



Adam.



                 Knus ei Mandinden!



Eva.



           Jeg give vil det Bedste, kun ei Drengen.



Adam.



           Jeg give vil det Bedste, kun ei Qvinden.



Eva.



           Fortørner Jeg da Himlen? Maanen kommer
           frem, skjøndt det skulde være Dag, indhyllet
           i Nat, og smelter Stjernerne til Lyn,
           for -- vee mig! vil du Barnet røve bort
           fordi du ikke frugtbar er som Qvinden?
           Se, var en Andens Barn, jeg haded det:
           Men Dette er min egen søde Smerte,
           og Mandens halve Liv, og denne Pryd
           -- saa arm er jeg -- maae begge Bryster dele.

d.II,b.2,s.135  

Adam.



           Fortørner Jeg da Himlen, siden Solen
                      sig skjuler i sin mørke Galde? Ha
           -- fordi jeg Løven slog, og gav den ei,
           der saae min Sejer, af mit Bytte?



Eva.



           Se, gode Maane, for mit Barn jeg giver
           Dig Skovens bedste Frugter og fra Engen
           de skjønneste Blomster! Snart en Natravn skal
           til Dig med deres Vellugt flyve!



Adam.



                                   Se
           Du store Sol, for mit og Qvindens Liv
           jeg giver Dig den stærke Ørknens Løve
           og Slettens Tyr, liig en omstyrtet Nat!



Eva.
            
(har reist et Altar, hvorpaa hun lægger
                  Frugter og Blomster.)



           Himmelske, hellige Maane! Du, som forsoner
                 selv Nattens Mørke med Dagens Lys,
                 saa Nattergalens Toner
                 besynge deres Fred,
                 mens Selv du, en Taare lignende,
                 vemodig feirer din Seir . .
           . . Du i din Ensomhed Alt Velsignende,
                 o skulde Du ei røres ved
                 en Moders bange Gys?



           Himmelens drømmende Smiil, du flygter? men skinner
                 dog sidst paa Altret, jeg her dig gav.
                 Se der en Mo'r du finder
                 iknæ, med Graad paa Kind!
           Med Dugøine blege, smilende
                 Smaaeblommer see paa Dig;
           klarere Øine har Barnet, hvilende
           ved Moderbarm, naar Maanens Skin
           har tørret Taaren af.

d.II,b.2,s.136  

Adam.
            
(lægger Løven og en Tyr paa et Altar.)



           Sol, Dagens Hjerte, Dybets Blod,
           der spænder dine Aarer fra Skyens Fugl til Muldens
                                         Rod,
                 Du Livsens Straaleflod
           (Ha, se i den er Ørn i Sky Sprudlesly,
           Elephant og Løven Vover, som med Bragen rulle over,
           Mennesket det hvide Rav, skummende høiest paa
                                   Livsens Hav,
                 hvor alle Hjerter ere lunkne
                 Draaber ned i Dybet sjunkne!)
           . . Sol, Himlens Hoved, se Jordens Hoved,
                 se Manden, Løvens Herre, selv
                 (liig usel Myre, der slæber Alt
                 til Tuen, skjøndt selv den af Hunger er qvalt)
                 sig til dit Altar bandt som Træl!



           Se, Manden til dit Altar drog,
           (thi nu, som Ørknens Løve, vil Manden æde hvad
                                   han slog)
                 det Bytte som han tog!
           Naar, Sol, du lugter Ofrets Røg, blaa og sød,
           lægger du din Tordenkølle ned i Havets dybe Bølge,
           saa sig Manden reise tør atter op saa høi som før.
                 Se, Ofrets milde Vellugtskyer
                 følge Dig hvorhen du flyer!
           Sol, stedse i Offerrøg skal du dale!
                 Den Aftenrødme, Du aander ud,
                 Du blande skal (som et naadigt Svar
                 før Jorden sit Soningssuk udaandet har)
                 med Offerdamp, Du Mandens Gud!

(Solen staaer klar.)



Eva.



           Ofrer du til Solen Blod,
                 Dagens varme Dug:
           Jeg vil bringe Maanen Dug,
                 Nattens svale Blod.

d.II,b.2,s.137  

Adam.



           Mæt af Ofrets søde Damp
                            svulmer Himlens Bug:
           Tordnen gaaer ei meer saa lavt
                 der hvor Altret stod.



Eva.



           Disse Æblers Aftenrødt,
                 disse Liljers Duft
           mætter Maanen, saa den snart
                 straaler fuld og hvid.



Adam.
            
(Solen synker.)



           Se, mit Offer Solen fandt
                 gjennem Sky og Luft!
           Bjergets Palmers Aftensuk
                 lokker den nu did.
           Se (som Qvinden favner mig
                 under Palme-tag,
           naar, af gyldne Frugter krum,
                 jeg til hende gaaer)
           . . Se, saa over Solen hist
                 smukke Sommerdag
           bløde, røde Skyers Arm
                 huldt isammen slaaer.



Eva.
            
(Maanen stiger.)



           Se, mit Offer Maanen fandt
                 gjennem Skyers Dyb!
           Se hun triner stille frem,
                 vogter Sol og Kryb!
           Taus hun lægger søvnig Jord
                 til sit fulde Bryst,
           saa den vaagner ikke, men
                 dier det saa tyst.
           Rosen slukker ei sit Blus
                 ud i Maane-nat;
           men den folder endnu halvt
                 ud sin Purpurskat.
          
d.II,b.2,s.138              Seer du ei, at Dybets Fisk,
                 Jordens søde Grøde
           lever ikke ene af
                 Sol og Morgenrøde?
           Se, de faae af Maanen jo,
                 naar den skinner fuld,
           af dens stille Straalemelk
                 Fylde, Duft og Huld!
           Hvergang Du dit Armepar
                 over Jorden strækker,
           førend du dit Moderbryst
                 hele Livet rækker:
           hvergang Armene du slaaer
                 om din Barm, saa vid
           som om du til Diebørn
                 samled Stjerner did:
           (thi de flye mit Øie jo,
                 naar du straaler klar):
           da skal Qvinden række Dig
                 Blomster-offerkar;
           i dit Altars Skyggeroe
                 maale fro din Væxt;
           der mit Barn skal voxe op;
                 der vil Qvinden boe.


Adam og Eva.
            
(Stjernerne bryde frem.)



                 Og hver en enkelt Stjerneglød,
           den Solens lyse Børneflok, vrimlende af Maanens Skjød,
                 skal see et Offers Død.
           Se Mennesket, Selv Guden liig, guderiig!
           -- Dog det bedste Offer bløde skal for Solens Første-
                                         fødte:
           Morgenstjernen, hvis gyldne Stav reder for Natten
                                   Rosengrav:
           den blanke Morgnens Gud, som kommer
           liig Vaarviol før Dagens Sommer,
           og byder Skyerne fæste Dagens
          
d.II,b.2,s.139              violblaa Vei, hvor Solen gaaer,
           fra Østens Hav til Bjerg i Vest;
           men høist den hvælves med Straalefæst,
           hvor Solens Altar og Manden staaer.
(De reise Altar for Stjernerne.)



Adam.



           Vee, vee! Det falder tungt mig paa mit Hjerte,
           og presser ud dets fulde Fryd som Sved:
           mit Haab var Røg; hvi bygged jeg min Roe
           paa Røgskyer, som ei bære kan et Sandkorn?
           Ha, kan jeg skabe mig en Himmel af
           en Oxemaves Damp? Se Aftensvalen
           jo kaster ned mit Offers sidste Aande,
           skjøndt jeg den troede drukket ind af Solen,
           og nu Moradsets Huler sluge den,
           og Tudser varme sig -- o, som om Solen
           forskjød min Gave. Dog den nedsteg klar
           som blussende af Fryd . . o eller Stolthed,
           som om den giver mig sit Smiil og Livet
           for Intet. O, hvi tænker jeg, ved Blodets
           høitgnistrende Fakkel see min Angstes Gaade:
           see Gud, som i Allivsens Kilde, Solen,
           (som her i dette Hjerte Adam) boer, mens jeg
           er flyttet til dens Udløb ud i Graven?
           Hvi frydedes jeg, da, ved min egen Aands
           Uvidenhed, jeg fandt der kunde være
           i Verden Mænd, hvis Aander ikke stirred'
           i noget Dyb, som jeg i mindste Blomst;
           og gav dem Navnet: Guder? O hvad hjælper
           da Guderne at give Hvad de eie,
           og gav mig kuns tillaans? Ha, Skræk! i denne Stund,
           i denne Jordens Fedme, med min Styrke
           jeg synes selv, jeg er en Flue paa
           en Guds nedfældte Bytte, hvor endnu
           han ruger med sin Kølle.



Eva.



                                   O fortørn
           ei de alseende Guder! Se, om Dagen
           er Solen over os, om Aftnen stiger
          
d.II,b.2,s.140              han ned paa Bjerget for vor Dags-daad regne;
           og, hvis den ham behager, den at male
           paa favre Aftenrødme; hvis den synes
           Ham ond, paa svullen Mulm; og Morgnen viser,
           om Han vil straffe eller vil forsonet
           det hele Regnskab i Himlens Blaa udslette!
           Om Natten seer jo Maanen, eller og
           dens Sky-harm taler til os gjennem Stormen,
           hvis ei den, ikke nænnende at straffe,
           i Regnen brister! Og, se alle Stjerner
           jo stirrer efter hvert af vore Skridt!


Adam.



           . . Ha! . Dog jeg føler,
           at Noget ulmer paa mit Hjertes Bund,
           som kunde, om det lysted (skjøndt det synes
           mig kun et lidet kulsort Nøste af
           en fiin, uendelig Edderkoppetraad,
           hvis Ende useet gaaer i Dybet) haane
           det store Solens Guddomslys, og tvinge
           min egen Haand til Maanen at besudle
           med Dynd og Muld af dette samme Altar,
           den reiste op til et Forsamlingsted
           for Jordens Suk til Maanens Guddom
           . . ja, ofre til mig Selv al Jordens Fedme,
           men slænge hen til Stjernerne, af Naade,
           de levnte Been og Horn . . ja, om det lysted'.
           -- Jeg ejer da en taagedunkel Villie,
           der svømmer nu, fordi det lyster, nederst
           paa Bunden af mit Blod, men -- ha, jeg føler --
           vel kunde til det Skyuhyre svulmes
           op af en stormstærk Kraft . . Ha, lad den stige!
           Jeg prøver den . !

(omstyrter Solens Altar.)



Eva.



                       Vee, Du i Kamp med Solen?
           Hvad gjør Du? Afsind! Solens Torden kommer . !
           Ak, Manden øder Jorden . !

(brister, knælende, i Graad.)

d.II,b.2,s.141  

Adam.



                             Qvinde, har
                      Du ingen Villie? O min Fryd er stor;
           thi se min Villie har min Angst betvunget!
           Ha se den Stærke! Villien Mandens Gud!
           Hvi værner ikke Solen om sit Altar?
           Jeg give kan og tage.



Eva.



                                   Guderne
           dog Kraften have. Se din vilde Villie,
           om den nu lysted Himlen sønderplukke
           som Duen, maatte dog, fortvivlet i
           sin Skam, sig Selv i Dybet sønderslide.
           Det mægte Guderne, men ville ei.
           Ak, knæl og bed! Ei elsked Guder Jorden,
           hvis de ei agtede dens bedste Liv,
           og meest da naar det ydmyg trygler . . Ak!
           Dog see vi, at de elske mindste Siv,
           saa stolt det vugger over Jord sit Blomster.
           O, skjul dig! Kommer Sol, og seer din Gjerning,
           da døer du vist. Men -- se, at Qvinden har
           sin Villie, om den træller under Mandens! --
                                   
(reiser sig.)

           ød Maanens Altar: Jeg vil døe med Dig!
           ød Stjernens Altar; thi mit Barn maa døe!
           Min Mand, som gav mig Livet, tog det bort;
           Et Liv mit Barn maa tabe, jeg et kort.



Adam.



           Gid det var ugjort! gid, nu gjort, tilgivet!
           Jeg vil ei mere Hvad jeg vilde nys.
           Jeg blues over Hvad var nys min Stolthed,
           saa selv min Angest smelter med
           dens iiskolde Sved-svampe. Ak, det trøster mig,
           at Solen ikke saae min Daad. Dog blues
           mit Hoved for mit Hjerte, saa det ei
           vil give dette Haab, i Hjertet avlet,
           et Rum, men ud det flyde maa -- som Graad.

(brister i Graad.)

d.II,b.2,s.142  

Eva.



           Ak, Solen var ei Gud, hvis ei den var
                      saa god som stærk. Se, jeg vil ofre Maanen
           mit Haar af Sorgens Farve for din Sorg.
                       
(afskjærer sit Haar, og lægger det paa Maanens Altar.)

           Her lægger jeg din Sorg paa Altret! Tro,
           at Maanen i sin Taushed vil for Solen
           din Udaad gjemme!



Adam.



           Ha, Mandens Liv! se, Manden har et Større,
           et endnu Stærkere, som omsnoer hans Hjerte,
           o Stærkt, saa det den tøileløse Villie
           til Intet, til en Taare, bleg paa Flugten,
           o til et Suk, der maa sig give tabt,
           kan klemme sammen.
                       
(reiser Solens Altar igjen.)

           Jeg er da fri som Gud, kan skjænke Guden
           af Mit igjen, for hvad Han skjænker mig.
           Se, Manden bliver gavmild og stormodig,
           og ei en hykkelsk Tyv, en bunden Smigrer!
           Thi Offerdyret, bundet paa mit Altar,
           dets sorte Blod, der ryger fra min Arm
           mod Solen, skal for Guderne betegne,
           at Mennesket sit sande Offer bringer:
           at med sin bedste Kraft han har betvunget
           og qvalt og bundet over Hjertets Altar
           sin stærke, skyuhyre, onde Villie,
           saa den ei, som den kunde, vil sig reise
           til Haan mod Gud, men knæler ydmyg ned.
           Men det, at Offerdyret være maa
           af Jordens Bedste (se, en kulsort Tyr,
           der glindser jo som Natten!) skal betegne:
           at Villien, som han til et Offer lod
           er Menneskets Hjertes herligste Klenod.
           Thi Manden frydes meer end frygter i
           sin Villies Rasen, om den svulmed end,
           og blæste fuld af Haan selv Himmelen,
           og øded i sin Vildhed Jorden; thi
           dog Manden følte stedse, Han var fri.
          
d.II,b.2,s.143              Men -- Menneskets Guddom! -- se, vi er saa frie,
           at vi med selvskabt Fromhed ofre tør
           en Deel af vor Frihed, og være frie som før!




Messias.



           Mennesket, ved første Synd,
           sig Selv at kjende har begyndt.
           Abiriels Kraft
           ikke er i Manden tabt;
           thi -- som om han vidste,
           denne Kundskab er den sidste,
                 inderst bleven
                 Aanden skreven
                 i dens Evighed,
           saa kun gjennem eget Væsen
           (lysnende gjennem Livene)
           Aanden Gud kan see --
           stirrer, gjennem Muld og Blod,
           Han sit Hjertes Dyb imod,
           og med Taarefakkel ned
           luder Han i Syndefaldet,
           om han der sig Selv kan see;
           men finder kun dets Dybde ved
           dets Gjenlyd af hans Vee.
           Sit Hjertes Barnealder, Uskyldigheden,
           hans Vemod kalder et lukket Eden.
           Hans første bevidste Taare er
           en Cherub med blinkende Glavind der.
           Ved første hans Friheds Greb
           han synes som en Storm ham rev
           henover en Hede i Hvirvel og Nat.
           Ved første Syndens Syn,
                 da først han ahner,
           at ond for Jorden, af Himlen forhadt
                 han blive kunde:
           han seer sig som reven hen iblunde
                 ad Stormens Baner
                 af vrede Lyn,
          
d.II,b.2,s.144              og vaagned nu ved Braget
           da Edens Port igjen blev slaget,
           nøgen, i en Ørk forladt.
           Dog fjernt, hvor hans Synskreds synker sig
           ned paa hans Grav, i hvis Mulm hans Liig,
           det blege i Lin, er et Maaneskin,
                 han stedse skimter
                 et Udødeligheds-haab.
           Han kalder det Livsens Træets Top,
           med Vugger til Rodbul, Grave til hvalte
           Blade, med Taaredug malte,
           hvornedgjennem Verdnerne glimte.
           Han seer det, liig rødmende Skykrands, rage
                 over hans bøiede Dage.
           Han seer i sin Sjel i den ranke og blanke
                 Livspalmes Læ
           voxe det qvistede Kundskabens Træ,
           med snoede Daadsgrene, Erfarings Mose paa,
           Ordbladerasl og Tankeqvisteqvasl,
           med Kummertorn og Glædefrugt,
           med Drømmeranker og Lysters svulmende
           Giftæbler i Smiilblade gyldent ulmende,
           halvt lyst, halvt mørkt, halvt giftigt, halvt sundt,
           af Sandsers Duft ombølget rundt,
           og glimrende heelt af Vemodsdug
           at stræbe i vilde Rankeflugt
           med kroget Top til Himlen naae.
           Og Villiens Friheds Bølgegange
           i sin Sjel, han tænker liig
           en skjøn som giftig, listig Slange,
           der om hans Sjel, hiin Kundskabspalme, slynger sig,
           og klemmer ham til Frugterne at sanke
           med uvis Angst, med skjælvende Lyst;
           thi ei han veed, hvad Frugter hiin
           Slanges Gift gav gyldent Skin:
           han staaer med Rædsel for
           de vildsomme Qviste (hans egne Tanker)
           han veed ikke hvem han skal plukke af dem,
           som visne og skyde saa tusindfold frem;
          
d.II,b.2,s.145              om ikke en Slange han greb for en Qvist
           med flammende Frugter, han veed det ei vist.
           Dog, mens af Kundskabens Træ han bryder,
           i Sløvheds Vandgrene gaaer det ei ud,
           i Vanvids hvinende, stormbøiede Skud,
                 det ei forgroer.
           Men som en kraftfuld Stamme skyder
           det jevnt sig med Livsenspalmen op,
           til, som en Seirskrands Begges Top
                 fra Graven bryder.
           Da modnes Frugten af Kundskabens Træ,
           der blomstred i Livsenspalmens Læ,
           da modnes til Sundhed og Styrke hans Viden,
           der gjærende blomstrede frem under Tiden.
           Han seer, at hans Liv derneden
           var kun et Haab om Udødeligheden;
           at al hans skjælvende Viden og Vælgen
           det Onde og Gode, han tænkte, imellem,
           var Gnist kun til den Kundskab klar
           om Ondt og Godt, som da han har,
           som da, ligt levende Træ, sig spreder
                 gjennem Himlene,
           som da er Sjelen, der beliver
                 hans Udødelighed.


(Tvende Brødre. Første Broder (Cain) staaende bevæbnet. Anden Broder
(Abel) liggende i Græsset i en indhegnet Eng.)



Første Broder.



           Hvi ligger du i Græsset? Vil du være Lam?



Anden Broder.



           Se, denne Eng er min!



Første Broder.



                 Ja, din? Hvo gav dig den?



Anden Broder.



           Jeg kjøbte den af Skoven for en Uges Sved.
           Nu gi'er mig Engen Hvile for sin lune Fred.
           Kom, hvil paa mine Blomster!

d.II,b.2,s.146  

Første Broder.



                 Reis dig!



Anden Broder.



                 Gaa da bort!



Første Broder.



           Gaae bort? Gaae bort af Jorden? Er ei denne Eng
                      saavel en Deel af Jorden, som den svale Skov?
           Ha, Hvo vil mig og Fuglen og den vilde Bøffel
           forbyde Plads paa nogen Plet af vide Jord?
           Du troer, at dette Gjærde er Lov for dit Bedrag?
           Thi Jorden, som skal være fri, som alt dens Liv:
           en Skov med slige Sletter, som den, i sit Spil,
           til Fad og Skaal og Leie Dyret skjenke vil,
           hvor hvert et Liv kun eier Rummet, hvor det staaer,
           ei videre i Breden end Arm og Hornet naaer,
           (saa Hunden Hjortens Fodspor flux til Arvdeel faaer,
           og Mammuth Meste eier, saalænge til en Løve
           -- ha, eller Mandens Søn vil ham hans Rige røve)
           . . thi Jorden du bestjal, og Livet du bedrog,
           da Træerne du mejed, om Engen Gjærde slog.
           Hvad Fugl kan synge her i denne lumre Ørk,
           som du fra Skovens Skygge til Solens Brand forraadte?
           Kan Bøfflen, fri som Stormen, og som Skyen mørk,
           bag disse Gjærder løbe, som du om Jord vil snoe?
           Ha, Gjerrige, du kan jo nyde ei dit Rov:
           du æder jo ei Græsset, du fra Bøfflen tog?
           Den frie Løves Moder selv ei være fri,
           men ligge bar og skaldet, lænkebunden i
           de Volde, som om hende din feige Kløgt vil snoe?
           Ha, vil du plyndre Jorden? Skal Træet ikke groe?



Anden Broder.



           Se, jeg om Blomsten værner! Er den ei Jordens Barn?
           Jeg pynter jo kun Jorden.



Første Broder.



                             Lad Blomst og Træet kjæmpe
           om hvem der høiest mægter op mod Solen klyve!
          
d.II,b.2,s.147              Lad Eng og Skoven kjæmpe uden Skranker om
           hvo Jorden vel skal vinde!


Anden Broder.



                             Med Skoven kjæmper jeg
           for Blomsterne, thi ellers den Strid er lige ei.
           Se, derfor jo med taksomt Smiil, ydmygelig
           de neje, og de krumme sig paa min Seiersvei.



Første Broder.



           Erhverv ved Sved (dit Sølv) dit Eje, men din Ro
           erhverve du med Blod (dit Guld); og, vil du spare,
           for dig lad Løven med sit Blodguld da betale
           den Plads, hvor Foden hviler, den Skygge, Nakken svaler.



Anden Broder.



           Min Fader har jo sagt: vi, som mod Solen see,
           selv lyse jo som Solen, som Skoven lodne ei,
           med Tænder ei som Raanen, ere ikke Dyr;
           men Jordens høie Herrer, om Himlens Trælle her.



Første Broder.



           Ja Jordens Væs'ners Herrer! Jorden selv er fri.
           Ja Blodets frie Herrer, som Løven er med os!
           Ja Livets høje Konger. Løven er vor Træl,
           saalænge vi tør søge ham i hans aabne Ørk,
           og lege med hans Tunge, som din spæde Søster
           med Rosenbladet, og i svulne Løvepande
           indfure Herskerbudet: ned i Støv, og dø!
           Se, vil du være Livets Konge, dine Arme
           da være fire sammensnoede Tigerrygge,
           da være over Livet et Bøddeltrællepar!
           Men Jorden maa du dyrke, ære hendes Væxt.
           Som Mand, i Skoven finder du dine Blommer just:
           din Løve-Purpurrose, din Panther-Hyacinth
           og Tigerens Sværdlilje, Giraffens Rankeflugt
           og Elephant-Melonen . . Se her din Dyrehave!
           Men flyer du feig bag Volde (da Selv en bunden Træl)
           da er dit Rige lidet, dit Gjærde Grændsen da,
           du selv en Havre-løve og høist en Blomster-drot.

d.II,b.2,s.148  

Anden Broder.



           Ak Livet skal jo lee; der ellers var ei Liv.
                      Er Luften ikke vid nok uden til vor Aande?
           Er Jorden ikke bred nok uden til vor Fod?



Første Broder.



           O, se dog over Jorden; se, det ene Liv
           sin Rod har i det Andets Aadsel! se, et Liv
           sig blussende ei reiser (se Livsens Bølgegang!)
           medmindre Et maa synke! Men øverst dog i Kjæden
           af disse Gab i Gab er Manden flettet, saa
           hans Led i Graven synker, hans Gab af Døden sluges,
           de store Guders hule Orm, som knuger Alt.



Anden Broder.



           Du kjæmper med dit Spyd kun for dit eget Liv,
           og for i Fred at hvile i den vilde Skov.
           Du Livet vige byder hvor dit Fodtrin lyder.
           Hvad udenfore er den øde Ring omkring dig
           Du kalder: til din Lyst en Dyrehave kun.
           Se, dette Gjærde kalder jeg min Landse-ring,
           som jeg har spændt imod Enhver, som bryder ind,
           og æder mine Blomster, styrrer mig min Roe.
           Jeg vinder større Sejer: mit eget Liv og Fred
           jeg vinder da som Du, og mine Blomsters med.



Første Broder.



           Hver Blomst er skabt til Føde; thi Dyret leve skal
           med Fryd til Døden kommer ihvorhelst-ifra.
           Vel, ej da du din Eng; men uden Gjærde, thi
           skal den din Sejer nyde, saa maa den være fri.
           Se, vogt med dine Arme Byttet! Kan du ei,
           da flye du til din Moder! lad hende vogte dig!

(begynder at rive Indhegningen ned)



Anden Broder.



           O skaan! Jeg selv det fletted jo, og det er mit.



Første Broder.



           Forsvar det da, du Hersker, hvis det skal være dit.
          
d.II,b.2,s.149              Bøi Tyrens Horn isammen, naar den vil storme ind!
           Med Løvetænder plant du om Vangen Gjærdering!
           Sæt Elephantens Tænder op som Hegnets Port!
           Jeg lover dig, slig Indgang vil skræmme Andre bort!


Anden Broder.



           Lad være! Riv dog ikke ned din Moders Ly!



Første Broder.



           Se her i disse Arme er hendes Hegn og Ly.



Anden Broder.



           Hun frygter jo for Skoven? Hid maa hun ofte fly.



Første Broder.
            
(lader være at rive mere ned)



           Min Moder? Ha, du lyver! Hid end hun tyed ei;
           thi jo min Fader vogted hende stedse vel:
           Jeg laae paa hendes Skjød jo i en Parderhud.
           Ha, Svage, Tungen er dit Sværd, dets Od en Løgn!
           Skjøndt som en Qvindes Arme sløv, den rakte dog
           (i Moders Taarer hvæsset) mit Hjertes Vuggekrog.
           Vel, Hegnet staae at vogte min Moders Barm, imens
           jeg borte er at mede med Landsekrog paa Arm
           de røde Løvehjerter i Skovens grønne Dyb.
           Men denne Eng er min, og disse Blomster skulle
           min Svededraabe drikke, din dovne Aande ei.
           Saalænge der sig reiser Arm og Tand og Horn,
           som ei du mægter bøje, du ejer Intet her.

(driver sin Broder ud. Forældrene (Adam og Eva) komme til.)



Faderen.



           Hvi trætte I om Jorden?



Moderen.



                                   O, du vilde Cain!
           Ah, se den fromme Abel gjør Skoven blid og tam!



Anden Broder.



           Ak, Mo'r, min Broder haaner din Søn, som elsker Dig!
           Han øder Engens Krands, som jeg har flettet Dig.

d.II,b.2,s.150  

Første Broder.



           Min Moders Vrede er din Styrke . . ha du Svage!
                      en Qvindes Tunge . . .



Moderen.



                 . . Den, som gav dig først dit Navn.



Første Broder.



           . . En Qvindes Tunge, skjøndt min Moders, er din Arm?
           Se, med min Faders Styrke, min Faders Fader Solen,
           der skabte Jorden (denne min Moders Moder) fri,
           og, som dens Manddomstegn, lod Skoven groe for Manden
           saa høi og fri som Han, jeg hevne vil mod Denne,
           der blotter Jorden, for at klæde den i Lænker,
           forbyder Skovens Moderarme bære Livet
           og die sine Fugle ved den hvide Sky.
           Hør, om der i hans skjønne Ørken lyder Sang?
           Der springer bag hans Volde ingen Draabe Liv.
           Og i hans skabte Ørken (det Bytte, som, hvis ei
           det vexles skal blandt Hænder, forsvares maa med Magt)
           Gazellen ikke fnystrer, som i den frie Ørken,
           den Solen meiet har med sine Straaler til
           en Vindens Springebane, en Gjenlyds-bund i Hvælvet,
           der udspændt er saa stort for Løvens Brøl at rumme.
           Hvad bliver da tilbage for Mandens Lyst og Styrke,
           naar Qvindens svage Sønner (ha, som om vel de fik
           en blød og svampet Qvindebarm til Hjerte i Brystet?)
           tør kappes i, med Havet, med dorske fule Sang,
           at æde bort af Jorden Jordens frie Skov,
           hvis Toppe Jægrens Nakke hæve med sig op?



Faderen.



           Ha, Cain har Ret! Thi dybe Skov var Mandens Vugge.
           Platanens Susen vakte mig først jo under Palmen.



Moderen.



           O, Abel har Ret! Thi bløde Eng var Qvindens Vugge.
           Blaaklokken nikked, slog mit Øjelaag: jeg vaagned.

d.II,b.2,s.151  

Faderen.



           Ja, Hvo har Ret? Skal stedse, saalænge Solens Straaler
                      min Jord vil' over Dybet bære, Sønnens Viisdom
           beskygge i sin Høide Faders simple Kløgt? . . .



Moderen.



           . . Vel som hans Kinder, o de Abels høje Blomster,
           sig skyde over Moders blege, sjunkne Barm? . .



Faderen.



           . . Da sidste Ætlings Viisdom maa vorde Guders liig . . .



Første Broder.



           Siig, om mit Spyd sin Frugt ei bøjer for din Fod?
           Og ofrer ei min Skulder, som var min Fa'r min Gud?



Moderen.



           . . Vel Jordens Skjød han finder for snevert da og lavt . .



Anden Broder.



           Siig, gjør jeg ei dit Skjød af Frugter gyldent meer?
           Mon ei i Sved jeg toer mig, som om jeg vilde tvette
           den Smerte bort, Du sagde, min Fødsel voldte dig?



Faderen.



           . . Først kaared jeg i Løvehud mig Selv til Blodets Herre,
           forbedred' Solens Værk, der Armen gav ei Klo,
           da jeg med Flintesværdet brød hvassest Tand og Horn,
           og knuste under Køllen Mammuths Snabel-slange.
           Sig kruste Vindens sorte Pile i min Pelts,
           da, som Allivsens Herre, Manden traadte frem
           som Hjort og lodden Løve, alt som det lysted ham.
           Jeg arved Tigrens Hule. Der slog ei Haglen Barnet;
           Men Ilden laae imidten logrende og tam.
           Men, se, hvor Sønnens Viisdom tør sin Faders Kløgt
           til Enfolds første Stigetrin vise hen i Mørket!
           Thi Cain med Kastespydet styrer Dyrets Løb;
           det flyver foran Sværd og Kølle som et Neb:
           han danned Buen efter Ørnens spændte Vinger;
           med Buens Piil han haler jo Falken fra dens Sky?

FORRIGE
NESTE