|
d.II,b.2,s.126 |
og Træer kun Mos af altformegen Fedme)
der voxed' op det Ene af det Andet,
jeg nu begriber, er hver enkelt Deel
af dette Alt, af samme Dyb udrunden,
at Jeg og Du af alle Skabninger
de Bedste ere . .
Eva.
Liv! Ja Du den Bedste!
Jeg veed dog vist, jeg blive maa den Næste.
Adam.
Nu veed jeg klart, at Tanken "Ensomhed"
der syntes mig kun som en dunkel Hule,
er hele denne Jord, naar du var borte.
O, skjøndt saa vid -- se, større jo end Solen!
se hele denne Dal, der toer i Søen
sit Skjønhedsbilled, Sletten indtil Skoven,
og Skoven, Skyens Vugge, reist mod Bjerget,
der blaaner fjernt som Luftens fulde Kilde! --
jeg synes . . o hver Aare reiser sig
saa høit, som om den vilde splitte sig
i andre Ti; dog blive heel som før . !
. . at Jeg i Dig har Dalen med dens Søe
og Sletten, Skoven, og de fjerne Fjelde,
af Væsener fuld som Jeg og Du.
Eva.
Jeg stirrer i dit Øje, og jeg seer
en Himmel fuld af dine Øjne . . O,
de synke gjennem mine ned i Skjødet,
og vælde ud af Barmen saa i Slag,
og ud i disse Ord fra Munden. . . Ah . !
Adam.
(de omfavne hinanden stadigen.)
Jeg hører begge dine Bryster tale.
Eva.
Ak, Dine svare . . Tys!
|
d.II,b.2,s.127 |
Adam.
O, dobbelt Liv!
Eva.
Ah, fulde Liv! mit Skjød og Barm nu synes
at være Himlen, der i Stjerner brister.
Adam.
Mit Blod mig synes rigt nok til at sprudle
Liv i hvert Sandkorn over Jorden, saa
de bleve Hoveder som mit.
Eva.
Hvi lærte
du mig din Ensomheds-tanke? Vee mig,
var du ei her, saa var jeg øde -- o
som om der var en Flod, der fandt ei Havet,
men, som et spidset Horn, randt ud i Sandet,
liig hovedløse Orm! Hvem standsed' da,
og løste op i søde, milde Taager
mit Blods Zitren? Ei den lodne Løve!
ei Luftens Bundfald her i dette store,
bekrandste, himmellukte Livsens Bæger,
den kolde brusende Bølge!
Adam.
Dobbelt Liv!
Jeg er ei ene. Jeg er Mand, og Du
Mandinde.
Eva.
Ja Mandinde! O hvor skjønt!
Jeg elske vil mit Navn, fordi at Mand
(som da Du skabte Navnet "Hun" af "Han")
er Kjernen deri, som det Bedste Du
er i det Ene, som vi Tvende danne nu.
Adam.
Om Havet fra sin Afgrund reiste sig
saa høit som Stormen for at sluge dig,
Mandinden, Landets bedste Grøde: saae du,
|
d.II,b.2,s.128 |
at disse Arme bedre Bolværk var
end dette Forbjerg, om du ene stod
paa himmelhøie Strand og kunde see
paa Havets Fræsen ned og Stormsky-flod.
Ha, hvi er Mandens Arme stærke skabte
undtagen for at vogte sin Mandinde,
sin Fryds Sødme, sit Livs Rødme?
Eva.
Ah, se min Barm er sammenslagne Arme
der favne om mit Liv: hvi skabtes da
mit Armepar undtagen for at favne
min Mand, mit andet Liv, som jeg kan see?
Adam.
O fast! o fast! -- Vee, hvis jeg tabte . . !
Eva.
Du er som jeg mig tænker Selv forskjønnet.
Din Livsvarme (thi jeg varmer mig ved dig)
som Flammen blusser om min Glød. O, naar
jeg i dit Øje seer, mit Blik maa funkle,
som om du gav det Straaler. O det er
som om jeg i en Afgrund sank af Ild,
og aanded' dog. Hvor sært, jeg frydes meer
i Mandens Fryd end i min egen?
Adam.
Vee,
hvis jeg ei favned med min Arm dig fast,
og du blev tabt: en Deel af mig da brast.
Thi du er Been af mine Been og Kjød
udaf mit Kjød, i samme Form og Leje
i Jorden dannet. Jeg som Førstefød
er kun dit Prøvestykke. Dette siger
din Skjønhed rødmende, som om den blues
fordi den er for skjøn.
Eva.
Ak, Solen turde
(for af saamange Mænds Blik ei fordunkles)
|
d.II,b.2,s.129 |
ei danne Fleer end Een af slige Mænd
i Jordens varme Skjød; men Hvad der blev
af Frugtbarhed igjen i Formen danned'
Den ud i Løver, Hingste og i Ørne
og alle Markens Dyr, til af det Sidste
den lille Kolibri blev skabt. Og nu
se Manden, rustet med sin Kraft, alene!
Adam.
O een Mandinde formed Solen kun
(for ei at see sin Morgensky at blegne)
men Hvad der levnedes af Frugtbarhed
i Hendes Form i Jordens milde Skjød,
Den danned' ud i Luftens vingede Blomster,
en Sommerfugle-hær, og sidste Rest
blev Jordens Blomster. Og jeg skuer nu
Mandinden, pyntet med sin Skjønhed, ene.
Eva.
O Livsvarme! min Barm mig synes lunken Muld:
o som en Jord af Dug og Blomster fuld!
Men hver en Draabe et Mandens Øje er,
et Menneskehoved hver en Blomme der,
en Skulder hvert et Blad, hver Knop en Barm,
og hver en Qvist mig synes Mandens Arm.
Adam.
O Livsvarme! min Lænd mig synes som en Ring
af dalende, zitrende, bugnende, varme Skyer,
som Himlen, der maa briste med Velsignelse,
som med en lunken Regn.
Eva.
O vi har Fryd
for mange Liv som os! Vee, vi er' ene
med al vor Overflod! O, skjød sig Liv
ifra Mandindens Muld mod Mandens Himmel,
naar dens Velsignelses Aande varmed' hiin!
De skyde sig igjennem denne Taage
af søde Suk, der, lysnet kun af Kys,
|
d.II,b.2,s.130 |
er eneste Hud imellem vore Hjerter,
imellem dit, min Sol, og mit, din Jord!
Thi -- o jeg føler, som mit hele Legem
er Jorden liig, saa er mit Hjerte deri
den Form og Lejet ligt i Jordens Skjød,
hvori af Solen Mennesket blev dannet.
Af denne Elskovsdamp fra vore Aarer,
den flyde sammen til en Livsensstrøm,
en Regnbue snoer sig mellem vore Hjerter
af Liv som mig, af Liv i Liv iflettet
af Øjne blaae, af Lokker gule, saa
de blege Panden, som de skinne paa . .
. . Jeg ahner, Det Mandinden er forjettet.
Messias.
Mandindens Ahnelse (o Cajahel,
en Guddom hylles atter i dit Mulm!)
er hiin Ohebiels Spaadom om den Elskov,
der lindrer støvbedækte Aanders Smerte:
"For Himlen hist de kunde Begge
her mellem Barmene en Himmel lægge.
Og snart bli'er den Himmel, hvor Armene ere Lag
af Skyer om Barmenes hvælvede Dag,
af Smaaehjerter fuld, af Huld af deres Huld,
hvor Aander, lige deres, drømme sødt i Muld."
(Eva under et Træ med et Barn ved Barmen.)
Eva.
Todobblet er min Fryd!
Thi se, du søde Eng, se her min Dreng!
-- O dine Blommer høine sig med Flammeøine
høit nok for at kige og see
det lille Mandens Billed ligge
ved Moderbarm og lee!
|
d.II,b.2,s.131 |
Todobblet er min Fryd!
Thi, høie Himmelhvælv, se Manden selv!
Og Bjergenes Plataner, Dalenes Bananer,
ludende i Fjernet I har
jo seet (som hver en Himlens Stjerne)
hvor liig han er sin Fa'r?
Todobblet er min Fryd!
Thi, se, en Dreng jeg har og Drengens Fa'r;
og Qvinden nu er vorden riig som Alt paa Jorden!
Tør du spotte Qvinden nu, Hind?
Din kronte Kalv omkaps med Vinden
skal bære Drengen min.
Todobblet er min Elskov!
I Barnets søde Smiil jeg engang til
maa elske Den, som signer Qvinden, saa hun ligner
Nattens melkestjernede Barm:
O tæt som Stjerner Qvinden gjerne
vil vugge Børn paa Arm!
Todobblet er min Elskov!
Ak, er mit Hjertes Sjel, som før, saa heel?
Thi, sært, at nu iblunde Løven røve kunde
Manden, mens jeg sover -- jeg troer?
Men sov, mit Barn, ved Hjertet! over
dig vaager vist din Mo'r.
(Adam kommer flyende for en Løve.)
Adam.
Hjælp! O.!
(Eva flyer med Barnet. Løven griber det.)
Eva.
Mit Barn! mit Barn!
(Angriber Løven modigt, og river Barnet fra
den. Løven forfølger Qvinden.)
Adam.
O Qvinden døer!
(Angriber nu Løven kjækt, og fælder den
med en Green.)
|
d.II,b.2,s.132 |
Eva.
Nu veed jeg, hvi min Elskov (før saa tryg)
da den til Barnet delte sig, blev Angest.
Adam.
(hoverende over Løvens Aadsel.)
Ha, Løven død for Manden!
Hvor er Løvens Tand?
O en Leeg, som Stenen,
glattet rund paa Stranden
af det stride Vand.
Tungen, nys saa hvas og rød,
som det Lyn, der Skyen brød,
hænger som fra Grenen
mygt og blegt et Blad.
Skjælv, flammemalte Tiger!
Se, for Manden, liig
knaset Græskar, ligger
Den, som i dit Rede
kunde knuse dig!
Bærer Manden Løvens Hud,
snart da kan han slukke ud
med sin Kølles Vrede
hede Tiger-brand.
(ifører sig Løvens Hud.)
Knæl, Elephant, i Støvet!
Store Qvælerorm,
dine vide Bugter
som en Taage kløves
af min Kølle-storm.
Seer dog, Mand i Løvehud
bleven er Allivsens Gud!
Skjælver, Dyr, i Flugten!
Mit er Eders Blod!
(gjennemborer Løven med en Steen.)
|
d.II,b.2,s.133 |
Du vilde Bøffel-pande
er ei Løve-bryst:
Hornet maa du stikke
(det skal du faae sande!)
ned i Mulden tyst.
Seer dog, Mand i Løvehud
bleven er Allivsens Gud!
Mandens Sværd skal drikke
Panther-hjertet ud!
(svinger Køllen.)
Se Mandens Kølle stærkest
Klo og Slangebugt!
Den i Blod af Løven
har for Livet mærket
Skræk og Død og Flugt.
Seer dog, Mand i Løvehud
bleven er Allivsens Gud:
Horn og Tand er sløve -- (hviner med sit Flint-sværd.)
Hviin! -- mod Mandens Sværd!
(Det tordner.)
Eva.
Ak, Manden, Løvens Herre, skjælver . !
Adam.
Vee
os! . . Himlens Vrede . .
Eva.
Frels mit Barn! ak Sol,
o frels mit Barn! Vee døer du Selv . ?
(Tordenveiret mørkner Solen.)
Adam.
Den sorte,
vredladne Sky, der engang qvælte mig,
da førstegang den, som en doven Fugl,
fløi over mig; og, som med ildrødt Neb,
i Skoven ledte efter Adams Hjerte,
har slugt den, og vil sluge os.
|
d.II,b.2,s.134 |
Eva.
Hvor finder
mit Barn et Skjul?
Adam.
I Løvens Hule jo
tør Mandens Styrke lægge trygt sit Barn?
Eva.
Se Fuglen har et Rede, men mit Barn
har intet andet Ly end denne Barm.
Adam.
Vi tør ei flye til Løvens Hule; men
her, hvor vi staae, vi knæle ned og dække
med Støvet vore Hoveder! Thi hvad skjuler
og redder os for Himlen? Himlens Vrede
kan knuse Den, som knuste Løven.
(Det lyner. De knæle, omfavnende hinanden.)
Eva.
Knus ei mit Barn!
Adam.
Knus ei Mandinden!
Eva.
Jeg give vil det Bedste, kun ei Drengen.
Adam.
Jeg give vil det Bedste, kun ei Qvinden.
Eva.
Fortørner Jeg da Himlen? Maanen kommer
frem, skjøndt det skulde være Dag, indhyllet
i Nat, og smelter Stjernerne til Lyn,
for -- vee mig! vil du Barnet røve bort
fordi du ikke frugtbar er som Qvinden?
Se, var en Andens Barn, jeg haded det:
Men Dette er min egen søde Smerte,
og Mandens halve Liv, og denne Pryd
-- saa arm er jeg -- maae begge Bryster dele.
|
d.II,b.2,s.135 |
Adam.
Fortørner Jeg da Himlen, siden Solen
sig skjuler i sin mørke Galde? Ha
-- fordi jeg Løven slog, og gav den ei,
der saae min Sejer, af mit Bytte?
Eva.
Se, gode Maane, for mit Barn jeg giver
Dig Skovens bedste Frugter og fra Engen
de skjønneste Blomster! Snart en Natravn skal
til Dig med deres Vellugt flyve!
Adam.
Se
Du store Sol, for mit og Qvindens Liv
jeg giver Dig den stærke Ørknens Løve
og Slettens Tyr, liig en omstyrtet Nat!
Eva.
(har reist et Altar, hvorpaa hun lægger
Frugter og Blomster.)
Himmelske, hellige Maane! Du, som forsoner
selv Nattens Mørke med Dagens Lys,
saa Nattergalens Toner
besynge deres Fred,
mens Selv du, en Taare lignende,
vemodig feirer din Seir . .
. . Du i din Ensomhed Alt Velsignende,
o skulde Du ei røres ved
en Moders bange Gys?
Himmelens drømmende Smiil, du flygter? men skinner
dog sidst paa Altret, jeg her dig gav.
Se der en Mo'r du finder
iknæ, med Graad paa Kind!
Med Dugøine blege, smilende
Smaaeblommer see paa Dig;
klarere Øine har Barnet, hvilende
ved Moderbarm, naar Maanens Skin
har tørret Taaren af.
|
d.II,b.2,s.136 |
Adam.
(lægger Løven og en Tyr paa et Altar.)
Sol, Dagens Hjerte, Dybets Blod,
der spænder dine Aarer fra Skyens Fugl til Muldens
Rod,
Du Livsens Straaleflod
(Ha, se i den er Ørn i Sky Sprudlesly,
Elephant og Løven Vover, som med Bragen rulle over,
Mennesket det hvide Rav, skummende høiest paa
Livsens Hav,
hvor alle Hjerter ere lunkne
Draaber ned i Dybet sjunkne!)
. . Sol, Himlens Hoved, se Jordens Hoved,
se Manden, Løvens Herre, selv
(liig usel Myre, der slæber Alt
til Tuen, skjøndt selv den af Hunger er qvalt)
sig til dit Altar bandt som Træl!
Se, Manden til dit Altar drog,
(thi nu, som Ørknens Løve, vil Manden æde hvad
han slog)
det Bytte som han tog!
Naar, Sol, du lugter Ofrets Røg, blaa og sød,
lægger du din Tordenkølle ned i Havets dybe Bølge,
saa sig Manden reise tør atter op saa høi som før.
Se, Ofrets milde Vellugtskyer
følge Dig hvorhen du flyer!
Sol, stedse i Offerrøg skal du dale!
Den Aftenrødme, Du aander ud,
Du blande skal (som et naadigt Svar
før Jorden sit Soningssuk udaandet har)
med Offerdamp, Du Mandens Gud!
(Solen staaer klar.)
Eva.
Ofrer du til Solen Blod,
Dagens varme Dug:
Jeg vil bringe Maanen Dug,
Nattens svale Blod.
|
d.II,b.2,s.137 |
Adam.
Mæt af Ofrets søde Damp
svulmer Himlens Bug:
Tordnen gaaer ei meer saa lavt
der hvor Altret stod.
Eva.
Disse Æblers Aftenrødt,
disse Liljers Duft
mætter Maanen, saa den snart
straaler fuld og hvid.
Se, mit Offer Solen fandt
gjennem Sky og Luft!
Bjergets Palmers Aftensuk
lokker den nu did.
Se (som Qvinden favner mig
under Palme-tag,
naar, af gyldne Frugter krum,
jeg til hende gaaer)
. . Se, saa over Solen hist
smukke Sommerdag
bløde, røde Skyers Arm
huldt isammen slaaer.
Se, mit Offer Maanen fandt
gjennem Skyers Dyb!
Se hun triner stille frem,
vogter Sol og Kryb!
Taus hun lægger søvnig Jord
til sit fulde Bryst,
saa den vaagner ikke, men
dier det saa tyst.
Rosen slukker ei sit Blus
ud i Maane-nat;
men den folder endnu halvt
ud sin Purpurskat.
|
d.II,b.2,s.138 |
Seer du ei, at Dybets Fisk,
Jordens søde Grøde
lever ikke ene af
Sol og Morgenrøde?
Se, de faae af Maanen jo,
naar den skinner fuld,
af dens stille Straalemelk
Fylde, Duft og Huld!
Hvergang Du dit Armepar
over Jorden strækker,
førend du dit Moderbryst
hele Livet rækker:
hvergang Armene du slaaer
om din Barm, saa vid
som om du til Diebørn
samled Stjerner did:
(thi de flye mit Øie jo,
naar du straaler klar):
da skal Qvinden række Dig
Blomster-offerkar;
i dit Altars Skyggeroe
maale fro din Væxt;
der mit Barn skal voxe op;
der vil Qvinden boe.
Adam og Eva.
(Stjernerne bryde frem.)
Og hver en enkelt Stjerneglød,
den Solens lyse Børneflok, vrimlende af Maanens Skjød,
skal see et Offers Død.
Se Mennesket, Selv Guden liig, guderiig!
-- Dog det bedste Offer bløde skal for Solens Første-
fødte:
Morgenstjernen, hvis gyldne Stav reder for Natten
Rosengrav:
den blanke Morgnens Gud, som kommer
liig Vaarviol før Dagens Sommer,
og byder Skyerne fæste Dagens
|
d.II,b.2,s.139 |
violblaa Vei, hvor Solen gaaer,
fra Østens Hav til Bjerg i Vest;
men høist den hvælves med Straalefæst,
hvor Solens Altar og Manden staaer.
(De reise Altar for Stjernerne.)
Adam.
Vee, vee! Det falder tungt mig paa mit Hjerte,
og presser ud dets fulde Fryd som Sved:
mit Haab var Røg; hvi bygged jeg min Roe
paa Røgskyer, som ei bære kan et Sandkorn?
Ha, kan jeg skabe mig en Himmel af
en Oxemaves Damp? Se Aftensvalen
jo kaster ned mit Offers sidste Aande,
skjøndt jeg den troede drukket ind af Solen,
og nu Moradsets Huler sluge den,
og Tudser varme sig -- o, som om Solen
forskjød min Gave. Dog den nedsteg klar
som blussende af Fryd . . o eller Stolthed,
som om den giver mig sit Smiil og Livet
for Intet. O, hvi tænker jeg, ved Blodets
høitgnistrende Fakkel see min Angstes Gaade:
see Gud, som i Allivsens Kilde, Solen,
(som her i dette Hjerte Adam) boer, mens jeg
er flyttet til dens Udløb ud i Graven?
Hvi frydedes jeg, da, ved min egen Aands
Uvidenhed, jeg fandt der kunde være
i Verden Mænd, hvis Aander ikke stirred'
i noget Dyb, som jeg i mindste Blomst;
og gav dem Navnet: Guder? O hvad hjælper
da Guderne at give Hvad de eie,
og gav mig kuns tillaans? Ha, Skræk! i denne Stund,
i denne Jordens Fedme, med min Styrke
jeg synes selv, jeg er en Flue paa
en Guds nedfældte Bytte, hvor endnu
han ruger med sin Kølle.
Eva.
O fortørn
ei de alseende Guder! Se, om Dagen
er Solen over os, om Aftnen stiger
|
d.II,b.2,s.140 |
han ned paa Bjerget for vor Dags-daad regne;
og, hvis den ham behager, den at male
paa favre Aftenrødme; hvis den synes
Ham ond, paa svullen Mulm; og Morgnen viser,
om Han vil straffe eller vil forsonet
det hele Regnskab i Himlens Blaa udslette!
Om Natten seer jo Maanen, eller og
dens Sky-harm taler til os gjennem Stormen,
hvis ei den, ikke nænnende at straffe,
i Regnen brister! Og, se alle Stjerner
jo stirrer efter hvert af vore Skridt!
Adam.
. . Ha! . Dog jeg føler,
at Noget ulmer paa mit Hjertes Bund,
som kunde, om det lysted (skjøndt det synes
mig kun et lidet kulsort Nøste af
en fiin, uendelig Edderkoppetraad,
hvis Ende useet gaaer i Dybet) haane
det store Solens Guddomslys, og tvinge
min egen Haand til Maanen at besudle
med Dynd og Muld af dette samme Altar,
den reiste op til et Forsamlingsted
for Jordens Suk til Maanens Guddom
. . ja, ofre til mig Selv al Jordens Fedme,
men slænge hen til Stjernerne, af Naade,
de levnte Been og Horn . . ja, om det lysted'.
-- Jeg ejer da en taagedunkel Villie,
der svømmer nu, fordi det lyster, nederst
paa Bunden af mit Blod, men -- ha, jeg føler --
vel kunde til det Skyuhyre svulmes
op af en stormstærk Kraft . . Ha, lad den stige!
Jeg prøver den . !
(omstyrter Solens Altar.)
Eva.
Vee, Du i Kamp med Solen?
Hvad gjør Du? Afsind! Solens Torden kommer . !
Ak, Manden øder Jorden . !
(brister, knælende, i Graad.)
|
d.II,b.2,s.141 |
Adam.
Qvinde, har
Du ingen Villie? O min Fryd er stor;
thi se min Villie har min Angst betvunget!
Ha se den Stærke! Villien Mandens Gud!
Hvi værner ikke Solen om sit Altar?
Jeg give kan og tage.
Eva.
Guderne
dog Kraften have. Se din vilde Villie,
om den nu lysted Himlen sønderplukke
som Duen, maatte dog, fortvivlet i
sin Skam, sig Selv i Dybet sønderslide.
Det mægte Guderne, men ville ei.
Ak, knæl og bed! Ei elsked Guder Jorden,
hvis de ei agtede dens bedste Liv,
og meest da naar det ydmyg trygler . . Ak!
Dog see vi, at de elske mindste Siv,
saa stolt det vugger over Jord sit Blomster.
O, skjul dig! Kommer Sol, og seer din Gjerning,
da døer du vist. Men -- se, at Qvinden har
sin Villie, om den træller under Mandens! --
(reiser sig.)
ød Maanens Altar: Jeg vil døe med Dig!
ød Stjernens Altar; thi mit Barn maa døe!
Min Mand, som gav mig Livet, tog det bort;
Et Liv mit Barn maa tabe, jeg et kort.
Adam.
Gid det var ugjort! gid, nu gjort, tilgivet!
Jeg vil ei mere Hvad jeg vilde nys.
Jeg blues over Hvad var nys min Stolthed,
saa selv min Angest smelter med
dens iiskolde Sved-svampe. Ak, det trøster mig,
at Solen ikke saae min Daad. Dog blues
mit Hoved for mit Hjerte, saa det ei
vil give dette Haab, i Hjertet avlet,
et Rum, men ud det flyde maa -- som Graad.
(brister i Graad.)
|
d.II,b.2,s.142 |
Eva.
Ak, Solen var ei Gud, hvis ei den var
saa god som stærk. Se, jeg vil ofre Maanen
mit Haar af Sorgens Farve for din Sorg.
(afskjærer sit Haar, og lægger det paa Maanens Altar.)
Her lægger jeg din Sorg paa Altret! Tro,
at Maanen i sin Taushed vil for Solen
din Udaad gjemme!
Adam.
Ha, Mandens Liv! se, Manden har et Større,
et endnu Stærkere, som omsnoer hans Hjerte,
o Stærkt, saa det den tøileløse Villie
til Intet, til en Taare, bleg paa Flugten,
o til et Suk, der maa sig give tabt,
kan klemme sammen.
(reiser Solens Altar igjen.)
Jeg er da fri som Gud, kan skjænke Guden
af Mit igjen, for hvad Han skjænker mig.
Se, Manden bliver gavmild og stormodig,
og ei en hykkelsk Tyv, en bunden Smigrer!
Thi Offerdyret, bundet paa mit Altar,
dets sorte Blod, der ryger fra min Arm
mod Solen, skal for Guderne betegne,
at Mennesket sit sande Offer bringer:
at med sin bedste Kraft han har betvunget
og qvalt og bundet over Hjertets Altar
sin stærke, skyuhyre, onde Villie,
saa den ei, som den kunde, vil sig reise
til Haan mod Gud, men knæler ydmyg ned.
Men det, at Offerdyret være maa
af Jordens Bedste (se, en kulsort Tyr,
der glindser jo som Natten!) skal betegne:
at Villien, som han til et Offer lod
er Menneskets Hjertes herligste Klenod.
Thi Manden frydes meer end frygter i
sin Villies Rasen, om den svulmed end,
og blæste fuld af Haan selv Himmelen,
og øded i sin Vildhed Jorden; thi
dog Manden følte stedse, Han var fri.
|
d.II,b.2,s.143 |
Men -- Menneskets Guddom! -- se, vi er saa frie,
at vi med selvskabt Fromhed ofre tør
en Deel af vor Frihed, og være frie som før!
Messias.
Mennesket, ved første Synd,
sig Selv at kjende har begyndt.
Abiriels Kraft
ikke er i Manden tabt;
thi -- som om han vidste,
denne Kundskab er den sidste,
inderst bleven
Aanden skreven
i dens Evighed,
saa kun gjennem eget Væsen
(lysnende gjennem Livene)
Aanden Gud kan see --
stirrer, gjennem Muld og Blod,
Han sit Hjertes Dyb imod,
og med Taarefakkel ned
luder Han i Syndefaldet,
om han der sig Selv kan see;
men finder kun dets Dybde ved
dets Gjenlyd af hans Vee.
Sit Hjertes Barnealder, Uskyldigheden,
hans Vemod kalder et lukket Eden.
Hans første bevidste Taare er
en Cherub med blinkende Glavind der.
Ved første hans Friheds Greb
han synes som en Storm ham rev
henover en Hede i Hvirvel og Nat.
Ved første Syndens Syn,
da først han ahner,
at ond for Jorden, af Himlen forhadt
han blive kunde:
han seer sig som reven hen iblunde
ad Stormens Baner
af vrede Lyn,
|
d.II,b.2,s.144 |
og vaagned nu ved Braget
da Edens Port igjen blev slaget,
nøgen, i en Ørk forladt.
Dog fjernt, hvor hans Synskreds synker sig
ned paa hans Grav, i hvis Mulm hans Liig,
det blege i Lin, er et Maaneskin,
han stedse skimter
et Udødeligheds-haab.
Han kalder det Livsens Træets Top,
med Vugger til Rodbul, Grave til hvalte
Blade, med Taaredug malte,
hvornedgjennem Verdnerne glimte.
Han seer det, liig rødmende Skykrands, rage
over hans bøiede Dage.
Han seer i sin Sjel i den ranke og blanke
Livspalmes Læ
voxe det qvistede Kundskabens Træ,
med snoede Daadsgrene, Erfarings Mose paa,
Ordbladerasl og Tankeqvisteqvasl,
med Kummertorn og Glædefrugt,
med Drømmeranker og Lysters svulmende
Giftæbler i Smiilblade gyldent ulmende,
halvt lyst, halvt mørkt, halvt giftigt, halvt sundt,
af Sandsers Duft ombølget rundt,
og glimrende heelt af Vemodsdug
at stræbe i vilde Rankeflugt
med kroget Top til Himlen naae.
Og Villiens Friheds Bølgegange
i sin Sjel, han tænker liig
en skjøn som giftig, listig Slange,
der om hans Sjel, hiin Kundskabspalme, slynger sig,
og klemmer ham til Frugterne at sanke
med uvis Angst, med skjælvende Lyst;
thi ei han veed, hvad Frugter hiin
Slanges Gift gav gyldent Skin:
han staaer med Rædsel for
de vildsomme Qviste (hans egne Tanker)
han veed ikke hvem han skal plukke af dem,
som visne og skyde saa tusindfold frem;
|
d.II,b.2,s.145 |
om ikke en Slange han greb for en Qvist
med flammende Frugter, han veed det ei vist.
Dog, mens af Kundskabens Træ han bryder,
i Sløvheds Vandgrene gaaer det ei ud,
i Vanvids hvinende, stormbøiede Skud,
det ei forgroer.
Men som en kraftfuld Stamme skyder
det jevnt sig med Livsenspalmen op,
til, som en Seirskrands Begges Top
fra Graven bryder.
Da modnes Frugten af Kundskabens Træ,
der blomstred i Livsenspalmens Læ,
da modnes til Sundhed og Styrke hans Viden,
der gjærende blomstrede frem under Tiden.
Han seer, at hans Liv derneden
var kun et Haab om Udødeligheden;
at al hans skjælvende Viden og Vælgen
det Onde og Gode, han tænkte, imellem,
var Gnist kun til den Kundskab klar
om Ondt og Godt, som da han har,
som da, ligt levende Træ, sig spreder
gjennem Himlene,
som da er Sjelen, der beliver
hans Udødelighed.
(Tvende Brødre. Første Broder (Cain) staaende bevæbnet. Anden Broder
(Abel) liggende i Græsset i en indhegnet Eng.)
Første Broder.
Hvi ligger du i Græsset? Vil du være Lam?
Anden Broder.
Se, denne Eng er min!
Første Broder.
Ja, din? Hvo gav dig den?
Anden Broder.
Jeg kjøbte den af Skoven for en Uges Sved.
Nu gi'er mig Engen Hvile for sin lune Fred.
Kom, hvil paa mine Blomster!
|
d.II,b.2,s.146 |
Første Broder.
Reis dig!
Anden Broder.
Gaa da bort!
Første Broder.
Gaae bort? Gaae bort af Jorden? Er ei denne Eng
saavel en Deel af Jorden, som den svale Skov?
Ha, Hvo vil mig og Fuglen og den vilde Bøffel
forbyde Plads paa nogen Plet af vide Jord?
Du troer, at dette Gjærde er Lov for dit Bedrag?
Thi Jorden, som skal være fri, som alt dens Liv:
en Skov med slige Sletter, som den, i sit Spil,
til Fad og Skaal og Leie Dyret skjenke vil,
hvor hvert et Liv kun eier Rummet, hvor det staaer,
ei videre i Breden end Arm og Hornet naaer,
(saa Hunden Hjortens Fodspor flux til Arvdeel faaer,
og Mammuth Meste eier, saalænge til en Løve
-- ha, eller Mandens Søn vil ham hans Rige røve)
. . thi Jorden du bestjal, og Livet du bedrog,
da Træerne du mejed, om Engen Gjærde slog.
Hvad Fugl kan synge her i denne lumre Ørk,
som du fra Skovens Skygge til Solens Brand forraadte?
Kan Bøfflen, fri som Stormen, og som Skyen mørk,
bag disse Gjærder løbe, som du om Jord vil snoe?
Ha, Gjerrige, du kan jo nyde ei dit Rov:
du æder jo ei Græsset, du fra Bøfflen tog?
Den frie Løves Moder selv ei være fri,
men ligge bar og skaldet, lænkebunden i
de Volde, som om hende din feige Kløgt vil snoe?
Ha, vil du plyndre Jorden? Skal Træet ikke groe?
Anden Broder.
Se, jeg om Blomsten værner! Er den ei Jordens Barn?
Jeg pynter jo kun Jorden.
Første Broder.
Lad Blomst og Træet kjæmpe
om hvem der høiest mægter op mod Solen klyve!
|
d.II,b.2,s.147 |
Lad Eng og Skoven kjæmpe uden Skranker om
hvo Jorden vel skal vinde!
Anden Broder.
Med Skoven kjæmper jeg
for Blomsterne, thi ellers den Strid er lige ei.
Se, derfor jo med taksomt Smiil, ydmygelig
de neje, og de krumme sig paa min Seiersvei.
Første Broder.
Erhverv ved Sved (dit Sølv) dit Eje, men din Ro
erhverve du med Blod (dit Guld); og, vil du spare,
for dig lad Løven med sit Blodguld da betale
den Plads, hvor Foden hviler, den Skygge, Nakken svaler.
Anden Broder.
Min Fader har jo sagt: vi, som mod Solen see,
selv lyse jo som Solen, som Skoven lodne ei,
med Tænder ei som Raanen, ere ikke Dyr;
men Jordens høie Herrer, om Himlens Trælle her.
Første Broder.
Ja Jordens Væs'ners Herrer! Jorden selv er fri.
Ja Blodets frie Herrer, som Løven er med os!
Ja Livets høje Konger. Løven er vor Træl,
saalænge vi tør søge ham i hans aabne Ørk,
og lege med hans Tunge, som din spæde Søster
med Rosenbladet, og i svulne Løvepande
indfure Herskerbudet: ned i Støv, og dø!
Se, vil du være Livets Konge, dine Arme
da være fire sammensnoede Tigerrygge,
da være over Livet et Bøddeltrællepar!
Men Jorden maa du dyrke, ære hendes Væxt.
Som Mand, i Skoven finder du dine Blommer just:
din Løve-Purpurrose, din Panther-Hyacinth
og Tigerens Sværdlilje, Giraffens Rankeflugt
og Elephant-Melonen . . Se her din Dyrehave!
Men flyer du feig bag Volde (da Selv en bunden Træl)
da er dit Rige lidet, dit Gjærde Grændsen da,
du selv en Havre-løve og høist en Blomster-drot.
|
d.II,b.2,s.148 |
Anden Broder.
Ak Livet skal jo lee; der ellers var ei Liv.
Er Luften ikke vid nok uden til vor Aande?
Er Jorden ikke bred nok uden til vor Fod?
Første Broder.
O, se dog over Jorden; se, det ene Liv
sin Rod har i det Andets Aadsel! se, et Liv
sig blussende ei reiser (se Livsens Bølgegang!)
medmindre Et maa synke! Men øverst dog i Kjæden
af disse Gab i Gab er Manden flettet, saa
hans Led i Graven synker, hans Gab af Døden sluges,
de store Guders hule Orm, som knuger Alt.
Anden Broder.
Du kjæmper med dit Spyd kun for dit eget Liv,
og for i Fred at hvile i den vilde Skov.
Du Livet vige byder hvor dit Fodtrin lyder.
Hvad udenfore er den øde Ring omkring dig
Du kalder: til din Lyst en Dyrehave kun.
Se, dette Gjærde kalder jeg min Landse-ring,
som jeg har spændt imod Enhver, som bryder ind,
og æder mine Blomster, styrrer mig min Roe.
Jeg vinder større Sejer: mit eget Liv og Fred
jeg vinder da som Du, og mine Blomsters med.
Første Broder.
Hver Blomst er skabt til Føde; thi Dyret leve skal
med Fryd til Døden kommer ihvorhelst-ifra.
Vel, ej da du din Eng; men uden Gjærde, thi
skal den din Sejer nyde, saa maa den være fri.
Se, vogt med dine Arme Byttet! Kan du ei,
da flye du til din Moder! lad hende vogte dig!
(begynder at rive Indhegningen ned)
Anden Broder.
O skaan! Jeg selv det fletted jo, og det er mit.
Første Broder.
Forsvar det da, du Hersker, hvis det skal være dit.
|
d.II,b.2,s.149 |
Bøi Tyrens Horn isammen, naar den vil storme ind!
Med Løvetænder plant du om Vangen Gjærdering!
Sæt Elephantens Tænder op som Hegnets Port!
Jeg lover dig, slig Indgang vil skræmme Andre bort!
Anden Broder.
Lad være! Riv dog ikke ned din Moders Ly!
Første Broder.
Se her i disse Arme er hendes Hegn og Ly.
Anden Broder.
Hun frygter jo for Skoven? Hid maa hun ofte fly.
Første Broder.
(lader være at rive mere ned)
Min Moder? Ha, du lyver! Hid end hun tyed ei;
thi jo min Fader vogted hende stedse vel:
Jeg laae paa hendes Skjød jo i en Parderhud.
Ha, Svage, Tungen er dit Sværd, dets Od en Løgn!
Skjøndt som en Qvindes Arme sløv, den rakte dog
(i Moders Taarer hvæsset) mit Hjertes Vuggekrog.
Vel, Hegnet staae at vogte min Moders Barm, imens
jeg borte er at mede med Landsekrog paa Arm
de røde Løvehjerter i Skovens grønne Dyb.
Men denne Eng er min, og disse Blomster skulle
min Svededraabe drikke, din dovne Aande ei.
Saalænge der sig reiser Arm og Tand og Horn,
som ei du mægter bøje, du ejer Intet her.
(driver sin Broder ud. Forældrene (Adam og Eva) komme til.)
Faderen.
Hvi trætte I om Jorden?
Moderen.
O, du vilde Cain!
Ah, se den fromme Abel gjør Skoven blid og tam!
Anden Broder.
Ak, Mo'r, min Broder haaner din Søn, som elsker Dig!
Han øder Engens Krands, som jeg har flettet Dig.
|
d.II,b.2,s.150 |
Første Broder.
Min Moders Vrede er din Styrke . . ha du Svage!
en Qvindes Tunge . . .
Moderen.
. . Den, som gav dig først dit Navn.
Første Broder.
. . En Qvindes Tunge, skjøndt min Moders, er din Arm?
Se, med min Faders Styrke, min Faders Fader Solen,
der skabte Jorden (denne min Moders Moder) fri,
og, som dens Manddomstegn, lod Skoven groe for Manden
saa høi og fri som Han, jeg hevne vil mod Denne,
der blotter Jorden, for at klæde den i Lænker,
forbyder Skovens Moderarme bære Livet
og die sine Fugle ved den hvide Sky.
Hør, om der i hans skjønne Ørken lyder Sang?
Der springer bag hans Volde ingen Draabe Liv.
Og i hans skabte Ørken (det Bytte, som, hvis ei
det vexles skal blandt Hænder, forsvares maa med Magt)
Gazellen ikke fnystrer, som i den frie Ørken,
den Solen meiet har med sine Straaler til
en Vindens Springebane, en Gjenlyds-bund i Hvælvet,
der udspændt er saa stort for Løvens Brøl at rumme.
Hvad bliver da tilbage for Mandens Lyst og Styrke,
naar Qvindens svage Sønner (ha, som om vel de fik
en blød og svampet Qvindebarm til Hjerte i Brystet?)
tør kappes i, med Havet, med dorske fule Sang,
at æde bort af Jorden Jordens frie Skov,
hvis Toppe Jægrens Nakke hæve med sig op?
Faderen.
Ha, Cain har Ret! Thi dybe Skov var Mandens Vugge.
Platanens Susen vakte mig først jo under Palmen.
Moderen.
O, Abel har Ret! Thi bløde Eng var Qvindens Vugge.
Blaaklokken nikked, slog mit Øjelaag: jeg vaagned.
|
d.II,b.2,s.151 |
Faderen.
Ja, Hvo har Ret? Skal stedse, saalænge Solens Straaler
min Jord vil' over Dybet bære, Sønnens Viisdom
beskygge i sin Høide Faders simple Kløgt? . . .
Moderen.
. . Vel som hans Kinder, o de Abels høje Blomster,
sig skyde over Moders blege, sjunkne Barm? . .
Faderen.
. . Da sidste Ætlings Viisdom maa vorde Guders liig . . .
Første Broder.
Siig, om mit Spyd sin Frugt ei bøjer for din Fod?
Og ofrer ei min Skulder, som var min Fa'r min Gud?
Moderen.
. . Vel Jordens Skjød han finder for snevert da og lavt . .
Anden Broder.
Siig, gjør jeg ei dit Skjød af Frugter gyldent meer?
Mon ei i Sved jeg toer mig, som om jeg vilde tvette
den Smerte bort, Du sagde, min Fødsel voldte dig?
Faderen.
. . Først kaared jeg i Løvehud mig Selv til Blodets Herre,
forbedred' Solens Værk, der Armen gav ei Klo,
da jeg med Flintesværdet brød hvassest Tand og Horn,
og knuste under Køllen Mammuths Snabel-slange.
Sig kruste Vindens sorte Pile i min Pelts,
da, som Allivsens Herre, Manden traadte frem
som Hjort og lodden Løve, alt som det lysted ham.
Jeg arved Tigrens Hule. Der slog ei Haglen Barnet;
Men Ilden laae imidten logrende og tam.
Men, se, hvor Sønnens Viisdom tør sin Faders Kløgt
til Enfolds første Stigetrin vise hen i Mørket!
Thi Cain med Kastespydet styrer Dyrets Løb;
det flyver foran Sværd og Kølle som et Neb:
han danned Buen efter Ørnens spændte Vinger;
med Buens Piil han haler jo Falken fra dens Sky?
|
| FORRIGE |