|
|
d.II,b.2,s.75 |
MENNESKET
(PHUN-ABIREL I MORGENDÆMRINGEN. MENNESKEPARRET ENDNU SLUMRENDE)
Phun-Abiriel.
Se Nattens Ahnelse om, at der er en Dag,
er denne søde Morgendæmring.
Saa lysner Phuniels Sjel, blot han tænker sig
(og nu han seer) en salig Skabning.
O, som om Himlen sine Øjebryn,
de seraphfarvede Morgenskyer
(Aanders Leje) letted'.
Drømmene vil den speide, som om Natten
i Stjernetræk krydsed' den
vildt og sært igjennem.
Ha, denne Salige, som drømmer her
i Paradiset, Jordens Hjerte!
Som Barn ved Moders Barm han hænger,
og ødsler med dens Rigdom.
Han ejer Alt: der er ei Blomst paa Jorden,
som knæler ei som hans Slavinde.
Ak, arme Phuniel, Hvad ejer du?
Ha hvor er disse Verdners Ejermand?
Du kan ei plukke Stjerner, om det lysted':
for Denne her er Blomsten Stjerne.
Og Løvens Brøl, som han kan tæmme, er
en Torden. Ha, han synes sig en Gud!
Vil du ei lette dine Øjebryn,
og see dig om, og tænke paa at nyde,
du Lykkelige, fuldt din første Drøm,
som dig Cajahel giver, skjøn som Sandhed?
Og, spredende din Søvn, din Sjels Tusmørke,
beskue stolt dit Riges Glands, din Dag?
Og stirre ind i Natten, din Skatkiste?
|
d.II,b.2,s.76 |
Thi Stjernerne Ham synes Ejendom,
som Renter, Han forlystes ved at tælle;
men faaer, i deres Sted, Forskrivning
paa Guds Udødelighed. Han seer,
at Stjernerne ei vilde vises ham,
hvis de med ham ei var forbundne.
Dog har jeg tællet, men forgjeves;
og drives stedse fremad, skjøndt jeg ønsker,
at kunne standse, slaae en Streg, og skrive
derunder: endeløse Rækker og saa videre.
Min hele Vinding er den Viden, at
mig Verden ejer, og jeg ikke den,
saa jeg min Form og Mig faaer selv tillaans.
Ak Vellyst boer i min Erindring,
som visnet Roses Duft om Qvisten svæver!
Jeg mindes, da jeg var en Støvblomst, hvor
min Nerve skjalv, som denne Rørmigikke,
der her med Vellyst kaster ud sin Sæd
i Jordens lunkne Skjød, og drømmer om,
ved lutter Balsaminesæd befrugte
den hele Dal, saa Spire ei af Græs
og fremmed Urt tør krænke dens
Personligheds Mangfoldighed.
Det er min Plage, at jeg maa erindre
min fordums Nøisomhed: da jeg var glad,
hist engang manet til et Dyr, som jeg
saa elsked, at jeg bar dets Navn (som Denne
nu bærer Navnet "Menneske") og, skjøndt
en Aand tidobbelt stærkere end Adams,
dog slæbed' syngende det om.
Jeg saae med Fryd mig dybt i Kjød begravet,
af Nerver spunden om, i Blod at druknes.
Dog saae jeg Himlen altid aaben over;
og Nerven rørte mine Følelser
som Havfruharpe, der mig lokked' opad,
naar Blodets Hvirvelstrøm mig førte nedad
til Bundens Dyr i Skabningshavet.
Ha gik det nedad, da Erindring var
forlængst tilbage lagt: jeg Selv,
|
d.II,b.2,s.77 |
i doven Taage opløst, svæved over
min Grav, som dennes raaddne Damp;
faldt ned som Regn, og, som en Draabe parred'
mig med et Muldkorn, avled' saa en Blomst.
Ha, bedre, Phuniel, en Verdens Konge
(om Liljer kun for Stjerner, Roser kun
for Sole, støvbedækte Følelser
for Aanders lyse Kraft den har) at være,
end Undersaat i Aandeverdnen. Træt
jeg er af evig Tænken, af at stirre
frem i Uendelighedens sorte Baggrund.
Men Sandserne i Adams unge Legem,
iflettede hverandre, Phuniels Træthed
et Leie byde som af Blomster, der
indhylle Søvn i bløde Blade, og
i Vellugt Drømme. Menneske,
laan mig din Krop, Cajahels Triumphport,
igjennem hvilken Aander gaae til Støvet,
og Orme krybe ind i Himlen!
Jeg vil, som i en Grav, mig strække deri
(som Bien her, der træt af sig at tabe
ved evig Flugt i vide Luft har hyllet
sig, balsamert med Vox, i Rosen ind) . .
Jeg vil ved Nerveklang og Blodets Surren
forglemme Hvad jeg var, og nu begynde
ny Evighed. Dog vil jeg, at jeg ei
min Dydkraft, Aandens Værdighed, skal glemme,
i Sandsesøvnen mig anstrenge, saa
det synes skal, som Loven stod i Hjertet,
som gamle Træk indhugget; og, hvis sig
Fornuften finder nogen Kundskab, som
om det var Gjenerindring.
Modtag med Hjerteblomst og Lungeflag,
der hvifter i Cajahels Livsluft, mig,
du skjønne Legem! Og, du lille Aand,
som boer der, fly til Nerverne og Hjernen,
naar Phun-Abiriel, din store Broder,
en mægtig Aand, med Eder blander sig,
|
d.II,b.2,s.78 |
for Menneskeslægten at igjennemleve.
Ah, frygt ei for, at du vanhelliges!
Da kan du gribe Sceptret over Jorden,
og mane Himlens Verdner ned i Tanken.
Ha vær mit Tilflugtsted, du skjønne Legem;
thi Phuniel fra Himlen er landflygtig!
O lille Barneaand, som sover her
i denne Liljevugge, som Cajahel
har ophængt under Morgenskyen,
jeg lægger mig hos Dig; thi Phuniel
er sorgfuld, skjøndt en Himmel er hans Leie,
Udødelighed hans Dragt.
Ah troer du, at din Uskyld bli'er besmittet,
fordi jeg engang laae hos Last i Støvet,
i Seng meer smuk end Adams Legem,
trak Selvbedrags Gardine for, at ei
den Glemselssøvn, jeg vilde nyde efter,
forstyrres skulde af den Sol, som frækt
(hvor kom den fra?) med lange Straaler efter
mit Hjerte greb. Ak, da jeg vaagned',
jeg smittet var med Sorg. Nu reen jeg lægger
mig ned i Adams Legems Jomfruleje.
Jeg snoer mit Alvor, som en haarbruun Arm
om snehvid Barnehals, om Adams Fromhed.
Og Begge drikke vi Forening
af samme Hjerte. Du, som nu du er,
ved Stjerneskin skal herske her
i dette rosenkronte Liljerige,
og kaldes Drøm. Mod Solen jeg skal stige,
og kaldes Tanke. O, jeg høre vil,
og mores ved dit Æolsharpespil!
Med Smiil, min lille Broder, taaler
jeg, at du krydser sært med Maanestraaler
og Regnbuskjær min høje, faste Gang,
og styrrer kaad min tause Roe ved Sang,
saa underlig, at jeg ei nogen Stemme
i Choret kan gjenkjende eller glemme.
Du nynner sødt ved Suk om salig Jord;
jeg qvæder høit om Himmelen i Ord.
|
d.II,b.2,s.79 |
Dit Sprog er eens i alle Zoner,
faae Ord, men mange Toner.
Din Tunge Hjertet er, som ejer kun
eet Sprog paa hele Jorderund;
men Dialecterne i hvert et Bryst
forskjelligt Echo giver for din Røst:
de sukke eens ei, naar du raaber: Vee!
og skralde eens ei, naar du raaber: le!
Se Qvindebarm, hvor bløde Nerver stimle
isammen, lyse Skyer liig til Himle,
skal blive Dig den bedste Høresal.
Men Tankens vil da blive Himlens Hal.
Du farve skal ihast Hvad jeg saa seent
udbilder i den hvide Hjerne reent.
Du blæser fyrigt i min tunge Harpe.
Hvor Eftertankens Meisel grov for skarpe
og dybe, yndeløse Træk,
med bløde Pensel mildner du dem væk.
Men Begge vil vi trofast bilde ud
af Stjernetræk og Blomstersmiil en Gud.
Vær, Jord, mit Hjem; thi Phuniel
fra Himlen er landflygtig!
(Solen staaer op.)
Solen ud
sin Vellystaande hvifter over Jorden.
Hvor sødt for Manden (thi jeg seer hver Straale,
som gylden Pensel, Purpurskyer drage
som Slør om Menneskets favre Lemmer)
at gjennemglødes af saa milde Luer,
hver Morgen, til ny Livsdag, medens
de tause Nattens Drømme, naar de ville
sig snige ud i Luften eller og
i Haaret, mødes midt i Øret af
den kaade Fuglesang, saa hovedkulds
de styrtes ind igjen!
Han vaagner! Tys! Da var forsilde,
naar Adam med Bevisthed engang sansed',
og saae sig Selv, slig Dverg, som nu han er,
alene inden Brystværn, Tindingskranken,
|
d.II,b.2,s.80 |
at blande i hans Tankers lille Kreds
mit hele Liv, som tusindtunget Lyn,
der skyder ned, og Skoven blotter, som
i Mørket stod som Mulmets Kjerne.
Da kan jeg ei mit Hvilested erobre.
Da fik i Himlen mit Tungsind et Forsvundet,
istedetfor paa Jord et Fundet.
Jeg Englen, som i denne Lilje sover,
voldtage kan, men ikke myrde.
O den vil elske mig. Jeg giver den
jo Guddomsrang i Himlen som paa Jorden:
til Himlen Arveret, paa Jorden Herskermagt.
Du maatte jo for Løven skjælve? Ha,
nu skal du tøile Elementer. Ilden
vor Sengs Drabant, og Stormen Herold,
og Dampen Iilbud, og Skyen Skjold,
og Havet skal du for dit Leje finde,
som Hædersharpe, som krum Slavinde.
O stem den op i hvad Tone du vil:
Slavinden maa dandse: med nedsænkt Skjold
maa bag dig knæle din Stormherold,
og Ilddrabanten det Bryllupsspil
maa lystre og slynge i Takt sit Lyn.
. . Hør Harpen i Havet, Trianglen i Skyen!
Jeg synder ikke mod dig: hvis jeg synder,
jeg synder mod mig Selv. Ha, Dyr,
jeg bringer dig en Aand til Morgengave,
saa naar du vaagner, du den finder
som Demant i dit Hjertes Barnekurv.
Jeg tør da vel med Ret bestige
den lille Engels Jomfruleje; og
naar jeg saa smuk en Søn kan avle, som
Forstand, og saa saa smuk en Datterlil,
som Phantasie, jeg tør vel parre mig
med dig i Hjerneskallens Liljevugge?
Og troløs flyer jeg ei, og lader dig
som Enke eller krænket Møe tilbage.
Du boer i Hjertet, jeg i Hjernen;
|
d.II,b.2,s.81 |
men Blodet løber Bud imellem os,
skjøndt Begge under samme Tag. Og tidt
paa Tungens Forhall, Øjets Altan,
Vi, for Alverden, mødes og omfavnes.
Du faaer min Rigdom: Udødelighed.
Jeg faaer din Medgift: Roe.
Min lille Engel, alt i Drømme du
fortrolig bliver med min Kjærlighed,
saa naar du vaagner, mens dit Hjerte svulmer
som op af Livsundfangelse, du giver
mig mine Kjærtegn flux igjen, som om
du alt mig kjendte, eller som om du
ei kjendte meer dig Selv igjen . . O jeg
saa rigt af dine Drømmekys blier elsket,
at jeg ei Selv mig kjender meer igjen.
Da begge vil vi ahne, at vi ere
Meer end os Selv.
Min Phantasie skal, hvis den Lille sørger,
saa iilsomt rundtom svinge Hjertet,
og spinde paa den Rok en Bryllupsdragt
(saa favr som Straaleserk om Solen)
og pynte ham med den, saa hvert et Suk
kun bliver Hvift i Støvets Folder.
Jeg Billedet af Himlens Herlighed,
af Stjernefrugt og Skyblad, Dyreblom
og Planteknop: af hele Livets Træ,
der Roden, sort som Snog, i Muld nedsank,
men Stammen gjennem Evigheder, blank
som Stjernerader, snoer mod Toppen, der
er rød i Guds Udødeligheds Skjær,
skjøndt Ingen denne Livsenslue seer,
der lokker Blomst af Mulden frem
og Aand igjen af Blomsterhjem . .
. . sligt Billed vil jeg flette i min Væv.
Med den jeg kjøber Hvile i dit Hjerte,
hvor nu du ligger sammenrullet, som
i Blomstknop liden Vellugtsky. Jeg skal
dig bære med mig tidt, til Gjengjeld,
til Himlen, for at vise dig en Skat
|
d.II,b.2,s.82 |
at drømme over, saa du synes riig,
om overmodig Løve spotter dig,
og, som mod arme Dyr, dig viser Tænder.
Vær Phun-Abiriels Hjem da, Menneske;
thi Phuniel fra Himlen er landflygtig!
(Phun-Abiriel forsvinder i Adam.
Adam vaagner og springer op.)
Adam.
(seende forskrækket imod Himmelen.)
Lys! Luft!
(Messias og Aander komme.)
Messias.
Phuniel, Tvivl, fra Himlen forsvunden,
har sig til Jorden bunden.
Manden fik sin fornuftige Sjel
i Phun-Abiriel.
Aander.
Ohebiels Skjønhed blegner.
Adam.
(seende mod Jorden.)
Jord! Mørke !
Ohebiel.
Phun-Abiriel? Hvor? O Vee!
Messias.
Hvor vil han rase, Abiriel,
naar Sener ham stramme
til Ribbeenspæl
i Hjerteflamme,
hvor Frihed og Guddom til Aske synker?
Ohebiel.
Ohebiels Vemod den Aske dynker,
saa atter Abiriel vil
mod Himlen slaae, som Violesmiil,
en Aandvinge op.
|
d.II,b.2,s.83 |
Adam.
(seende mod Solen.)
Ha, Ild! Lys! Ild!
(holder forskrækket Haanden for Øinene.)
Ohebiel.
Vanvittige Phuniel . . Vee! sig igjen
kjender ei mere i Himmelen.
Messias.
Han ind sig har spunden
(den høje Aand) ind i Adams Krop.
Saa fast er han bunden,
at mere han ei
kan følge den gamle Aandevei,
hvor Stjernerne skygged, som Hvidtornhæk,
Hans Løb imod
Gud som ham Evigheds Port oplod,
hvor Solen løb som en Perlebæk,
og viste hvor
den evige Vei sig snoer.
Adam.
(seende sig forbauset om.)
Jeg seer. Jeg er!
Ohebiel.
Ulykkelige Phuniel, som sig Selv
har levende begravet!
Messias.
Se, i den trange
Hjerneskal kan han ei Verden fange!
Ikke han finder
Rum til de gamle Minder,
som banke paa Hjertet . . O, kom de ind,
de maatte snart ud i Veir og Vind
fra det qvalme Kammer,
hvor opimod Spiret Blodet flammer:
de fik ei nynne hvad gjerne de ville:
en Sang saa stille
|
d.II,b.2,s.84 |
om Himmelhjem ved den Stjernestrøm,
forladt med Foragt.
Der turde vel vaagne en vældig Drøm
i Taare,
(liig Aanden selv, der ud sig har strakt
paa Adams Baare)
om Guddomskrone i Støvet skudt,
om Aandevinge af Snogtand brudt,
om Aand, som snoed til Ribb og Been,
til Støv og Steen,
med Aarebast,
vanvittig sin Frihed fast.
Ohebiel.
Ak Aandeselvmord!
Adam.
Tys!
Ohebiel.
"Tys" han skreg. O vist han hørte
Himlens Skræk, Ohebiels Kummer.
Kan han mindes i sin Slummer?
Abiriel! Abiriel, o kom tilbage!
spræng det svage
Ribbeensfængsel!
Hør -- o vee! -- Ohebiels Længsel
sukker qvalt
under Himlen høi og hvalt!
Dybere, dybere er min Sorg
(thi den Evigheden tømmer,
og maa tænke, hvor du drømmer:
Skræk dens Mine, og dens Sprog
evig Klage)
end det Tungsind, som dig drog
gjennem Vanvids Hvirvel ned,
for i hule Ormeborg
finde Phuniels svundne Fred.
Ak, hvor skal min Sorg faae Rum?
hvor et Dyb?
|
d.II,b.2,s.85 |
Abiriel er bleven Kryb:
jeg maa blive Stenen stum.
Endnu seer jeg ned paa dig,
endnu er jeg ikke falden.
Ak, Abiriel, saae du mig,
visnet i Udødeligheden,
taarebleg
i Aanders lyse Vrimmel,
kun beundre Ormeleeg
derneden,
kalde den en livfuld Himmel
-- ak fordi jeg veed, jeg fandt
min Abiriel deriblandt:
. . Ha, du sprængte Hjerneskallen,
kom tilbage stille, som
om du fra et Fængsel kom,
krum og bleg
som om du fra Sotseng steg.
Hil Abiriel,
Held Ohebiel,
hvis Du kom
stille, taus og bleg og from!
Kort blev Ormens Kroning:
evig vor Forsoning.
O, vi skulde Begge tye
under samme Vingelye.
O, vi skulde glemme,
at een Dag du ei var hjemme;
men forvildede dig bort;
kom dog hjem ad samme Port.
Turde da din Stolthed forskyde
Hvad min Ømhed turde byde?
Dristige Abiriel,
med Smiil, som røde Morgen,
af din Sjel jeg tvetted Sorgen.
Ha, da saae du i min Sjel,
at min Ømheds Ungdom falder
sammen med min Barnealder,
da ved Livsens Træets Rod
|
d.II,b.2,s.86 |
paa den fjerne store Klode
vi sprang ud,
som tvende Skud,
som Cajahel sammensnoede,
med støvfuld Blom og Blad af Blod.
Adam.
Tys ! Jeg hører . . Ha!
Ohebiel.
Phun-Abiriel! hør! hør!
Se! Ak Øjet er et Slør
Øret er en Grav for trang
for Aandesang.
Vee, er Guddomsfunken
saa dybt saa dybt i Mulden sunken,
at den ei kan hæve sig,
Tomme over et Liig?
Vee, med Orm og Midd maa knytte
Broderskab i samme Hytte?
Prøv da, om igjennem Taaren
du kan øine over Baaren
Himlen du forlod saa brat,
for at boe i Muld og Nat,
for for Blodskum Stjerner bytte!
Prøv, om gjennem Taareskimt
du kan faae et iilsomt Glimt
af den blegnende Seraf
ved din Grav.
Adam.
Syng, syng, Fugl! Drossel! Ha Liv! Alt!
Ohebiel.
Ak saa sløvet,
at han sandser kun i Støvet
Ormesprang og Fuglesang,
Æblesødme, Blomsterlugten!
Ahner ei den høje Mening
(Guds og Støvs Forening)
|
d.II,b.2,s.87 |
som er lagt i Æblesødt,
Fuglesang og Nellikrødt,
Ormens Vriden
op mod Lyset gjennem Støvet,
som en Aand igjennem Tiden
snoer sig op mod Stjerneløvet!
Ha, jeg synes i Mandens Øje
see den høje
Phun-Abiriels Vingeslag!
. . Ak, det er min Fryd paa Flugten.
Ha tordn! en Sang! Lystig!
Messias.
Livsblodets Surren og Nervens Klang
vil døve Phuniels Erindrings Sang.
Han har sin Guddom stænket
med Synd:
Han har sin Frihed lænket
til Dynd.
Se Mandens Kraft er et Liigslør over
en Aand, som sover.
Ha, dybt i Grunden
nedsank hans Kræfter.
Ak, dybt fra Bunden
han griber efter
de høje Verdner, han fordum saae,
og kunde naae.
Han øiner dem nu fra sin lave Tue
som gyldne Fluer.
Fortvivlet flagrer hans Tanke op,
og fritter og leder,
og synes at kjende de gamle Steder;
men Dyret, han slæber i sine Fjed,
brøler igjennem Nerver og Aarer:
kom ned! kom ned!
Ha, da synker den ned i Taarer.
|
d.II,b.2,s.88 |
Ohebiel.
Ak, som en Taare faldt Phuniel ned
fra Himlen i Støvet.
Han stiger gjen op som et Suk.
Forband ham ikke: han var bedrøvet!
Adam.
O Lyn, Lyn! Ak smukt! En Blomst i Skyen!
Ohebiel.
Se, trods sit Dække
kan han ei djærve Abiriel stække!
Med Hænder smaae,
troer Han, han Himlen favne maa.
Obaddons Lyn
troer Han, at plukke som Blom fra Skyen.
Messias.
Dybt ifra Grunden
Han griber efter
sin Guddoms Kræfter,
som om han har dem i Solen glemt,
eller forsigtig bag Stjernen gjemt,
og blot besøgte beskeden,
i sparsom Sørgedragt
(dreven til Sligt af Nysgjerrigheden)
en Grav derneden:
den Ormelegeplads, hvor Selv,
som Orm, sig vrider Abiriel.
Vee, han sin Frihed har lagt
bort med Foragt!
Ohebiel.
Ak, du Forbandelsen alt har sagt!
Ha, tag den tilbage:
Sorg kan forsage.
Ak, Han forsaged, og lod
den Frihed, som var ham i Himlen for trang,
i Been klemme ind;
|
d.II,b.2,s.89 |
den Himmel, hvis Salighed blev ham for lang,
synke i Blod;
Skjønhed af Stjerneskin
bytted' for Pjalter af Aske og Muld;
sin Guddomsrang
grov Han i Ormehul.
Himmelens Stjerner han ei forstod;
men herfra i Støvet
saae han igjennem Blommen og Løvet
(Cajahels Stjerneflod)
saae han igjennem Spindelvævflor
Insectets Sjel, og under Muld
for dybt ei Roden foer,
og klart i Bjerget Han saae hvad Guld
sig under Havet snoer.
Ak, Cajahels Pragt
blinked' og vinked', dufted' og lufted',
da sank han bedøvet
-- ei med Foragt
for Himlen, sig Selv og Gud --
i Støvet,
og sluktes ud.
Ak, nu han kjender ei Blomsterne der
mere end vi kjende Stjernerne her.
Messias.
Med samme Uro Han vil
sig vælte paa Rosens svale Ild,
som før blandt Verdnerne . . Ha,
se mellem Krybet saa angst han sig snoer,
som før mellem Aandernes Chor!
Paa Jorden fra Jord
han higer til Himlens Riger.
Ohebiel.
Fryd naar han stiger
did hvor han higer:
hvor Han kom fra.
|
d.II,b.2,s.90 |
Adam.
(Lynet splitter et Træ.)
Ha Død! Jeg døer!
(kaster sig bedrøvet ned.)
Messias.
Priis en Algodhed! Bedøvet
Phun-Abiriel irrer i Støvet,
som Orm i en Grav:
(Skyen hans Laag, Regnbuen hans brudte Stav).
I hvert et Menneske vil
Phuniel dampe, Abiriels Ild
flamme fra Tunge, gnistre fra Øje
(det Blus og Gnist,
som slaaer fra Hans Hjerteurne hist)
mod Længsel-hjemmet, de Himle høje.
Men se, naar Mindesteen,
som Altar, pranger med hule Been
i skyteppet Hal, hvor Obaddon feirer
sin Sørgefest
(Ak der hvor Abiriel har trængt sig ind,
som vanvittig Gjest,
og sidder i Mulden ved Ormen næst)
. . . da vil Phuniels Damp
(Sorgen og Tvivl,
der sortnede her hans Aandesmiil
-- hans Aandelegem -- og hisset ryger,
og Rynker i Panden stryger,
som Støv paa Banner i Kamp)
kvæles bag Mos og Cypresseløvet,
hvor Nattevind,
snoet i Maanens Horn,
borer sig hvirvlende ned i Støvet,
og finder Hjertet, hvor Phuniel sad
ved Ormefest,
som fremmed Gjest,
beruust i Blod, vanvittigglad . . .
finder det nu, som et Askekorn,
og splitter det da,
og slynger det ud,
|
d.II,b.2,s.91 |
og bort det veirer . . .
Saa lidet det er,
faaer Skyen og Havet sin Part enhver;
men Abiriel faaer Gud!
Ha, som den lyse, unge Seirer,
nøgen og reen fra Blod og Støv
-- selv Panden fri
for Kronen, thi
hans Blik er et dugget Laurbærløv --
gaaer Han fra Kampen,
fra Phunieldampen,
fra Natteliv under Hjertelampen . .
kaster Beenhvirvelstaven,
gaaer saa rank
og sejerblank
igjennem Triumphporten: Graven . . .
finder sig atter i Himmelhaven,
hvor rundtom funklende Solepalmer
(hvis Fuglesang er Aandepsalmer)
staae dunkle Siriusalmer,
rosenmilde Planeter,
rankevilde Kometer
-- priser! -- de klynge sig op hver Een
efter Melkeveigreen . .
op, for at finde en Top, hver Een,
med Dyrblommer paa
og Aandeduft,
med Insectblade smaae
og Livsensluft.
Saa seer du igjen
i Himlen din Ven.
Som Barn Abiriel kommer igjen,
at die Himlens Bryst,
med Stjernemelkeknop,
naar først Obaddon op
har første Adams Svøbslør løst.
Men Aandebarnet i Himlen vil
voxe i Kraft og Dyd og Smiil,
som Abirielsjelene stimle frem
|
d.II,b.2,s.92 |
fra Adamshjerter mod Himmelhjem
Hver Menneskeaand,
løst fra Blodslør og Ribbeensbaand,
vil blive en Tanke i Hans Fornuft.
Naar Jorden er øde,
og Alle døde,
i Himlen Abiriel vi fuldvoxen møde.
Ak Qvinden . . . Hvad er Hun? -- En Sandseduft,
saa Han, beruset af Lugten,
maa svimle i Flugten
mod Aandehjem . .
. . en Fugl, som synger,
saa Han maa lytte,
og knapt kan flytte
sin Vinge frem . .
. . af Barmeknoppe og Hofteblad
og Læbeblomme en Krandserad,
der rundt sig slynger
Abiriel, saa
Han Himlen knapt tør stirre paa.
Men frygter Graven (af Kjærlighed
til Qvindedyret, som slæber ham ned)
og hader Obaddon, som toer hans Skarn
(Cajahel kalder det Pragt, fordi
han Purpursmiilbaand har knyttet i)
som døber i Graven det Himmelbarn . . .
Han hader Døden, og knytter Skræk,
med Vanvids Ranketræk,
fra Stjerne til Stjerne,
i Ranketræk, hvor raadne Been
er Qvist og Green,
hvor hule Hjerne
er vilde Rose,
og Hjertet Valmu, saa huul og fuul,
og Knokler Knop . . .
Han seer sin Qvinde, sin Hjertenslyst,
med Jomfruskjød, og med Moderbryst,
|
d.II,b.2,s.93 |
som andre Dyr, under Tjørn og Mose
at tye iskjul.
Ak, Skjødet, lugter han, stinker op
(som nys til Brystet,
saa stærkt Han krysted',
at ti Abirieler ud han rysted')
Ak, Orme vrimle
i Barmens Himle
(der sank ei sammen nys
for tusinde solvarme Kys . .
der nys ei brast,
om hele Livet sig suged' fast)
Han Bægret seer tømt,
som nys af Cajahels Velsignelser flød,
hvor Barmen var brusende Gjær,
og Øjet Draaber, og Kys var Skum,
og Skjødet var Kraften i Drueskjær . . .
O saa han beruuste sig, til han saae
den Dal, hvor han laae,
var et Himmelrum.
Han troer, han har drømt
om Liv og Latter,
men vaagnede nu et Secund,
for at see den Rædsel, og saa i Blund,
til Glemsel og Død,
for at raaddne i Taarer, sig vende atter.
Han seer den Rædsel: sin Qvindes Liig
som Dyret segne, som Blomsten visne.
"Nu er hun borte med Barm og Skjød
og Hjertebanken (den Stemme sød)
Slig Rædsel vel venter mig:
snart er jeg død!"
Den Tanke gjennem hans Hjerte isner.
Ei mere han veed,
at Dyret arver en Evighed,
at Selv han den ejer, og kan den see
bag Gravhøjens lille Tropæ.
|
d.II,b.2,s.94 |
Ohebiel.
Ak, der ligger Qvinden
-- Forræderinden,
som maa forraade til Dyr og Muld
Abiriel her i Puppeskjul;
som maa med Smiil hans Salighed
slæbe i Dybet ned,
igjennem sit Skjød (som om
Abiriel igjennem en Morgensky kom
ind i en Skabelses lunkne Mulm,
hvor tusind Abirieler smaae,
som Duft i Rosenknop, laae,
for op at springe, og fylde en Himmel,
som Aandevrimmel
paa Stjerneskyer,
saa, om hans Personlighed flyer,
Hver af de Smaae den i Barneblik
atter fangen fik,
og atter Abiriels Evighed fornyer)
Ak Abiriels Himmel, fuld
af Vand og Muld,
vil gjennem Æten styrte brat
i Qvindens Dyre-nat.
Gid Qvindens Skjød var lukt!
Ak, i Rosendyb ulmer,
paa Liljehøi svulmer
Cajahels Frugt!
O vee, om Denne her, saa blank,
som smeltet af Snee og Morgenrøde,
jomfrulig-øde
i Graven sank,
og lod Abiriel sidde igjen,
som Enkesvend:
Hans Tungsind maatte meer tungt end før
(med Enkemandssorg og brustent Haab)
som sukvinget Graad fra Slør
da vende tilbage igjen
til mig og Himmelen.
|
d.II,b.2,s.95 |
Og seer Han tilbage til Støvet,
Han seer bag Løvet bedrøvet
den Qvindes Grav,
som Blomme var om hans Vandringsstav
(det Ormesvøb,
hvori han landflygtig fra Himlen løb)
Han seer den Grav,
som med Børnekinder
han vilde omvinde Rosenminder
(som rundt om Nathimmel Aftenrøde)
saa mørk og øde,
som Skjær i Hav.
Men hist, se, den sorte Qvinde
klemmer en sort Abiriel inde
i Barmens Hvælv,
saa buget ud som Natten selv:
Med Læbe, saa fuld
som Maanehjul,
og Tænder, der brænde i Nat og Blod,
som Stjerneflod,
belyser hun geile Abiriel,
som ødsler i Dyrebug sin Sjel!
Og se den Gule! og hist se en Rød!
O Alle har Barmen saa hvalt og spændt!
O Alle i Øjet har Bryllupsblus tændt,
og Bryndeglød og Livsdamp sød
og Nervespil
i Rosenbladharpe i Qvindeskjød,
som svarer i zittrende Triller til
Cajahels Tordenstød
igjennem Muskelskyen, som
har spunden sig høje Abiriel om;
og svarer som Tempelfløitesang
til Hjerteklokkens høje Klang,
Cajahel slaaer i Mandebarms Dom.
Ak Alle har en Abiriel funden!
Ak Alle ødsle ham bort i Lunden!
|
d.II,b.2,s.96 |
Han favner et Dyr (fordi i Form
det ligner ham Selv, som Orm en Orm)
og frem af det Favnetag
(som Skyer af Nat og Dag)
et Afkom mylrer, og ned sig roder
i Mulden: af Æten Enhver
dybere roder sig end sin Broder:
jo Yngre jo mere liig sin Moder.
Af gule Qvindemorgen
til gule Sorgen,
af hvide Qvindedag
til blege Nag,
af røde Qvindeqvel
til røde Skam,
af sorte Qvindenat
til sorte Hyl Abiriel
er bunden sløv og tam.
Slipper han engang, brister hans Leer,
(ak det voxer, som Skud fra Roden,
som vilde Hybenkrat ved Floden,
i Phuniel-æten frem i Tiden,
for hvergang en from og liden
Abiriel jeg gjenvunden seer
med Barnesmiil og Aandeskjær!)
. . . Slipper han engang, brister hans Leer,
med aaben Skræk han i Himlen seer,
at Han idrømme parred sig
med et Dyr ham Selv ei liig,
at Qvindeøiet (hans Himmel før)
var Ormeslør
at Qvindesmiil (hans Stjernehær)
ei meer er værd
end Fuglefjer og Puppeskjær:
saa mildt det hvifter
kun Slangeskjælglands om vilde Drifter,
at Qvindeskjød (hans Udødeligheds-Haab)
var Mulddynge kun, saa lunken og kaad,
|
d.II,b.2,s.97 |
at Qvindestemme (hans Viisdoms-raad)
var dumme Skrig og vilde Raab.
Han seer i Himlen, at Qvinden ei
kan følge Abiriels Vei:
saa langt fra ham, som Dybets Rod
fra Stjernekrandsen, han forlod,
hun ligger tilbage i Muld og Blod.
Vee, Vee, han seer, han fandt ei Sjel
i Qvindebarm (endskjøndt han troede,
at, indstængt der, en Høiaand boede)
saa fri og høi som Abiriel.
Manden blev arm, Qvinden blev riig,
dengang han parred sig.
Vee, naar han elskovsvarm vil flye
til Moseseng og Palmelye
(i Epheufryndser er Nattergal
en Harpe, ophængt i Bryllupshal,
hvis Tunge klinger ved
den mindste Aande, som Sky slaaer ned)
Guddom fra Aanden Dyret stjal:
Qvindens Slægt
hænger sig fast med sin hele Vægt
af Blod og Been,
saa Phun-Abiriels Flugt bli'er seen.
Før Jorden brister
i Støv og Dugg,
de Aande-gnister,
som Qvindedyret (o som for Spøg)
i Skjødet lister,
men gjemmer vel
i Aske-bug
i Melke-røg,
og nærer Varmen
i Ly af Barmen,
ei samles sammen i Graven til
Abiriel.
Naar Jord er øde,
og alle døde,
i Himlen Abiriel vi fuldvoxen møde.
|
d.II,b.2,s.98 |
O vee hvad Kamp,
naar Slægten blandes, saa ei Forskjel
du finder paa Dyr og Abiriel,
paa Qvindehjerte og Mandesjel,
naar Aandefyret
sig dukker taaligt og døsigt ind
i Dyrehjerte,
naar meer ei Dyret
ved lave Jord vil kjendes ved,
foragter Blomsten, som vugger nær,
men skotter til ukjendt Stjernehær,
og troer, hver Stjerne
dets dumme Smiil nok suger gjerne,
og sukker forfængelig: "Jord, min Smerte!
Himmel, mit Haab,
hør gjennem Graven mit høie Raab"!
. . naar Qvinden tør raabe til Manden: "ti!"
. . til Manden, som nu
i sit Øie viser
den høie Abiriels Vingespidser:
"vor Slægt er den samme: jeg Blod har som du:
som du er jeg fri.
Se dette Bryst?
Din Kummers Lyst!
Din Svagheds Trøst og Stav!
Men en Engels Grav!
Ha, jeg er til Himlen bunden,
men nu et Særsyn kun i Lunden . .
Tilbed mig Mand,
saa viser jeg dig mit Fødeland!
O paa et Smiil
føres du did, hvis jeg vil"!
. . . O vee da hvad Kamp
i det samme Hjerte,
som huser Aanden, der daled' fri,
af Kjærlighed til Støvet, i
de svale Skygger, for Ro at finde
i Hjertehytte,
for Sandhed engang med Drøm at bytte
|
d.II,b.2,s.99 |
i Ly derinde . .
. . O vee da hvad Kamp
med Drifters Lyn og Sandse-Damp
. . O vee hvad Kamp for Aanden, som fandt,
at Evigheden for sagte randt,
med blinde Dumhed og Svaghed halt
(der Hundrede Øine paa Ryggen har malt,
saa først, naar den faldt,
den Synden seer i dens Hul med Latter,
og kryber fremad, og falder atter)
til hvem Abiriel i Aarespand
er spændt for Hjernens Muslingskal,
(der ruller frem paa fulde Hjerte)
at slæbe den frem til Gravens Rand!
. . O Begge vil rode i
hans aabne Smerte!
Naar Saaret har blødet,
og al sin Lægekraft (Taaresaft) ødet,
og lukt sig svullent om Brodd og Piil:
den halte Svaghed da løber til
en Plasterdoctor med vigtigt Smiil:
thi Phantasi'en,
som spinder af Graaddugg en Regnbu fiin,
og væver af Latter sin Smerteliin;
og Dumhed vælger da ud iblinde
et Plaster blandt det Ragerie,
den Kingelvæv, han bedst kan finde:
. . Ha snart Forgift
han binder rundt om den Hjerterift!
. . Det brænder derinde . .
fortvivlet Krybet
et Helved huler af alle Kræfter,
tæller de Taarer, som faldt i Dybet,
og iler efter.
. . O eller han hvælver
et Helved forneden, en Himmel oven,
og midtimellem dem begge skjælver;
sit Hjerte klæber,
som Mos til Steen, han fast til Loven.
|
| FORRIGE |