HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 2. BIND: SKABELSEN, MENNESKET OG MESSIAS

d.II,b.2,s.75   MENNESKET
(PHUN-ABIREL I MORGENDÆMRINGEN. MENNESKEPARRET ENDNU SLUMRENDE)



Phun-Abiriel.



           S
e Nattens Ahnelse om, at der er en Dag,
                      er denne søde Morgendæmring.


           Saa lysner Phuniels Sjel, blot han tænker sig
           (og nu han seer) en salig Skabning.



           O, som om Himlen sine Øjebryn,
           de seraphfarvede Morgenskyer
           (Aanders Leje) letted'.



           Drømmene vil den speide, som om Natten
           i Stjernetræk krydsed' den
           vildt og sært igjennem.



           Ha, denne Salige, som drømmer her
           i Paradiset, Jordens Hjerte!
           Som Barn ved Moders Barm han hænger,
           og ødsler med dens Rigdom.
           Han ejer Alt: der er ei Blomst paa Jorden,
           som knæler ei som hans Slavinde.
           Ak, arme Phuniel, Hvad ejer du?
           Ha hvor er disse Verdners Ejermand?
           Du kan ei plukke Stjerner, om det lysted':
           for Denne her er Blomsten Stjerne.
           Og Løvens Brøl, som han kan tæmme, er
           en Torden. Ha, han synes sig en Gud!
           Vil du ei lette dine Øjebryn,
           og see dig om, og tænke paa at nyde,
           du Lykkelige, fuldt din første Drøm,
           som dig Cajahel giver, skjøn som Sandhed?
           Og, spredende din Søvn, din Sjels Tusmørke,
           beskue stolt dit Riges Glands, din Dag?
           Og stirre ind i Natten, din Skatkiste?
          
d.II,b.2,s.76              Thi Stjernerne Ham synes Ejendom,
           som Renter, Han forlystes ved at tælle;
           men faaer, i deres Sted, Forskrivning
           paa Guds Udødelighed. Han seer,
           at Stjernerne ei vilde vises ham,
           hvis de med ham ei var forbundne.
           Dog har jeg tællet, men forgjeves;
           og drives stedse fremad, skjøndt jeg ønsker,
           at kunne standse, slaae en Streg, og skrive
           derunder: endeløse Rækker og saa videre.
           Min hele Vinding er den Viden, at
           mig Verden ejer, og jeg ikke den,
           saa jeg min Form og Mig faaer selv tillaans.
           Ak Vellyst boer i min Erindring,
           som visnet Roses Duft om Qvisten svæver!
           Jeg mindes, da jeg var en Støvblomst, hvor
           min Nerve skjalv, som denne Rørmigikke,
           der her med Vellyst kaster ud sin Sæd
           i Jordens lunkne Skjød, og drømmer om,
           ved lutter Balsaminesæd befrugte
           den hele Dal, saa Spire ei af Græs
           og fremmed Urt tør krænke dens
           Personligheds Mangfoldighed.
           Det er min Plage, at jeg maa erindre
           min fordums Nøisomhed: da jeg var glad,
           hist engang manet til et Dyr, som jeg
           saa elsked, at jeg bar dets Navn (som Denne
           nu bærer Navnet "Menneske") og, skjøndt
           en Aand tidobbelt stærkere end Adams,
           dog slæbed' syngende det om.
           Jeg saae med Fryd mig dybt i Kjød begravet,
           af Nerver spunden om, i Blod at druknes.
           Dog saae jeg Himlen altid aaben over;
           og Nerven rørte mine Følelser
           som Havfruharpe, der mig lokked' opad,
           naar Blodets Hvirvelstrøm mig førte nedad
           til Bundens Dyr i Skabningshavet.
           Ha gik det nedad, da Erindring var
           forlængst tilbage lagt: jeg Selv,
          
d.II,b.2,s.77              i doven Taage opløst, svæved over
           min Grav, som dennes raaddne Damp;
           faldt ned som Regn, og, som en Draabe parred'
           mig med et Muldkorn, avled' saa en Blomst.


           Ha, bedre, Phuniel, en Verdens Konge
           (om Liljer kun for Stjerner, Roser kun
           for Sole, støvbedækte Følelser
           for Aanders lyse Kraft den har) at være,
           end Undersaat i Aandeverdnen. Træt
           jeg er af evig Tænken, af at stirre
           frem i Uendelighedens sorte Baggrund.
           Men Sandserne i Adams unge Legem,
           iflettede hverandre, Phuniels Træthed
           et Leie byde som af Blomster, der
           indhylle Søvn i bløde Blade, og
           i Vellugt Drømme. Menneske,
           laan mig din Krop, Cajahels Triumphport,
           igjennem hvilken Aander gaae til Støvet,
           og Orme krybe ind i Himlen!
           Jeg vil, som i en Grav, mig strække deri
           (som Bien her, der træt af sig at tabe
           ved evig Flugt i vide Luft har hyllet
           sig, balsamert med Vox, i Rosen ind) . .
           Jeg vil ved Nerveklang og Blodets Surren
           forglemme Hvad jeg var, og nu begynde
           ny Evighed. Dog vil jeg, at jeg ei
           min Dydkraft, Aandens Værdighed, skal glemme,
           i Sandsesøvnen mig anstrenge, saa
           det synes skal, som Loven stod i Hjertet,
           som gamle Træk indhugget; og, hvis sig
           Fornuften finder nogen Kundskab, som
           om det var Gjenerindring.
           Modtag med Hjerteblomst og Lungeflag,
           der hvifter i Cajahels Livsluft, mig,
           du skjønne Legem! Og, du lille Aand,
           som boer der, fly til Nerverne og Hjernen,
           naar Phun-Abiriel, din store Broder,
           en mægtig Aand, med Eder blander sig,
          
d.II,b.2,s.78              for Menneskeslægten at igjennemleve.
           Ah, frygt ei for, at du vanhelliges!
           Da kan du gribe Sceptret over Jorden,
           og mane Himlens Verdner ned i Tanken.
           Ha vær mit Tilflugtsted, du skjønne Legem;
           thi Phuniel fra Himlen er landflygtig!
           O lille Barneaand, som sover her
           i denne Liljevugge, som Cajahel
           har ophængt under Morgenskyen,
           jeg lægger mig hos Dig; thi Phuniel
           er sorgfuld, skjøndt en Himmel er hans Leie,
           Udødelighed hans Dragt.
           Ah troer du, at din Uskyld bli'er besmittet,
           fordi jeg engang laae hos Last i Støvet,
           i Seng meer smuk end Adams Legem,
           trak Selvbedrags Gardine for, at ei
           den Glemselssøvn, jeg vilde nyde efter,
           forstyrres skulde af den Sol, som frækt
           (hvor kom den fra?) med lange Straaler efter
           mit Hjerte greb. Ak, da jeg vaagned',
           jeg smittet var med Sorg. Nu reen jeg lægger
           mig ned i Adams Legems Jomfruleje.
           Jeg snoer mit Alvor, som en haarbruun Arm
           om snehvid Barnehals, om Adams Fromhed.
           Og Begge drikke vi Forening
           af samme Hjerte. Du, som nu du er,
           ved Stjerneskin skal herske her
           i dette rosenkronte Liljerige,
           og kaldes Drøm. Mod Solen jeg skal stige,
           og kaldes Tanke. O, jeg høre vil,
           og mores ved dit Æolsharpespil!
           Med Smiil, min lille Broder, taaler
           jeg, at du krydser sært med Maanestraaler
           og Regnbuskjær min høje, faste Gang,
           og styrrer kaad min tause Roe ved Sang,
           saa underlig, at jeg ei nogen Stemme
           i Choret kan gjenkjende eller glemme.
           Du nynner sødt ved Suk om salig Jord;
           jeg qvæder høit om Himmelen i Ord.
          
d.II,b.2,s.79              Dit Sprog er eens i alle Zoner,
           faae Ord, men mange Toner.
           Din Tunge Hjertet er, som ejer kun
           eet Sprog paa hele Jorderund;
           men Dialecterne i hvert et Bryst
           forskjelligt Echo giver for din Røst:
           de sukke eens ei, naar du raaber: Vee!
           og skralde eens ei, naar du raaber: le!
           Se Qvindebarm, hvor bløde Nerver stimle
           isammen, lyse Skyer liig til Himle,
           skal blive Dig den bedste Høresal.
           Men Tankens vil da blive Himlens Hal.
           Du farve skal ihast Hvad jeg saa seent
           udbilder i den hvide Hjerne reent.
           Du blæser fyrigt i min tunge Harpe.
           Hvor Eftertankens Meisel grov for skarpe
           og dybe, yndeløse Træk,
           med bløde Pensel mildner du dem væk.
           Men Begge vil vi trofast bilde ud
           af Stjernetræk og Blomstersmiil en Gud.


           Vær, Jord, mit Hjem; thi Phuniel
           fra Himlen er landflygtig!
                                         
(Solen staaer op.)

                             Solen ud
           sin Vellystaande hvifter over Jorden.
           Hvor sødt for Manden (thi jeg seer hver Straale,
           som gylden Pensel, Purpurskyer drage
           som Slør om Menneskets favre Lemmer)
           at gjennemglødes af saa milde Luer,
           hver Morgen, til ny Livsdag, medens
           de tause Nattens Drømme, naar de ville
           sig snige ud i Luften eller og
           i Haaret, mødes midt i Øret af
           den kaade Fuglesang, saa hovedkulds
           de styrtes ind igjen!
           Han vaagner! Tys! Da var forsilde,
           naar Adam med Bevisthed engang sansed',
           og saae sig Selv, slig Dverg, som nu han er,
           alene inden Brystværn, Tindingskranken,
          
d.II,b.2,s.80              at blande i hans Tankers lille Kreds
           mit hele Liv, som tusindtunget Lyn,
           der skyder ned, og Skoven blotter, som
           i Mørket stod som Mulmets Kjerne.
           Da kan jeg ei mit Hvilested erobre.
           Da fik i Himlen mit Tungsind et Forsvundet,
           istedetfor paa Jord et Fundet.
           Jeg Englen, som i denne Lilje sover,
           voldtage kan, men ikke myrde.
           O den vil elske mig. Jeg giver den
           jo Guddomsrang i Himlen som paa Jorden:
           til Himlen Arveret, paa Jorden Herskermagt.
           Du maatte jo for Løven skjælve? Ha,
           nu skal du tøile Elementer. Ilden
           vor Sengs Drabant, og Stormen Herold,
           og Dampen Iilbud, og Skyen Skjold,
           og Havet skal du for dit Leje finde,
           som Hædersharpe, som krum Slavinde.
           O stem den op i hvad Tone du vil:
           Slavinden maa dandse: med nedsænkt Skjold
           maa bag dig knæle din Stormherold,
           og Ilddrabanten det Bryllupsspil
           maa lystre og slynge i Takt sit Lyn.
           . . Hør Harpen i Havet, Trianglen i Skyen!


           Jeg synder ikke mod dig: hvis jeg synder,
           jeg synder mod mig Selv. Ha, Dyr,
           jeg bringer dig en Aand til Morgengave,
           saa naar du vaagner, du den finder
           som Demant i dit Hjertes Barnekurv.
           Jeg tør da vel med Ret bestige
           den lille Engels Jomfruleje; og
           naar jeg saa smuk en Søn kan avle, som
           Forstand, og saa saa smuk en Datterlil,
           som Phantasie, jeg tør vel parre mig
           med dig i Hjerneskallens Liljevugge?
           Og troløs flyer jeg ei, og lader dig
           som Enke eller krænket Møe tilbage.
           Du boer i Hjertet, jeg i Hjernen;
          
d.II,b.2,s.81              men Blodet løber Bud imellem os,
           skjøndt Begge under samme Tag. Og tidt
           paa Tungens Forhall, Øjets Altan,
           Vi, for Alverden, mødes og omfavnes.
           Du faaer min Rigdom: Udødelighed.
           Jeg faaer din Medgift: Roe.
           Min lille Engel, alt i Drømme du
           fortrolig bliver med min Kjærlighed,
           saa naar du vaagner, mens dit Hjerte svulmer
           som op af Livsundfangelse, du giver
           mig mine Kjærtegn flux igjen, som om
           du alt mig kjendte, eller som om du
           ei kjendte meer dig Selv igjen . . O jeg
           saa rigt af dine Drømmekys blier elsket,
           at jeg ei Selv mig kjender meer igjen.
           Da begge vil vi ahne, at vi ere
           Meer end os Selv.
           Min Phantasie skal, hvis den Lille sørger,
           saa iilsomt rundtom svinge Hjertet,
           og spinde paa den Rok en Bryllupsdragt
           (saa favr som Straaleserk om Solen)
           og pynte ham med den, saa hvert et Suk
           kun bliver Hvift i Støvets Folder.
           Jeg Billedet af Himlens Herlighed,
           af Stjernefrugt og Skyblad, Dyreblom
           og Planteknop: af hele Livets Træ,
           der Roden, sort som Snog, i Muld nedsank,
           men Stammen gjennem Evigheder, blank
           som Stjernerader, snoer mod Toppen, der
           er rød i Guds Udødeligheds Skjær,
           skjøndt Ingen denne Livsenslue seer,
           der lokker Blomst af Mulden frem
           og Aand igjen af Blomsterhjem . .
           . . sligt Billed vil jeg flette i min Væv.
           Med den jeg kjøber Hvile i dit Hjerte,
           hvor nu du ligger sammenrullet, som
           i Blomstknop liden Vellugtsky. Jeg skal
           dig bære med mig tidt, til Gjengjeld,
           til Himlen, for at vise dig en Skat
          
d.II,b.2,s.82              at drømme over, saa du synes riig,
           om overmodig Løve spotter dig,
           og, som mod arme Dyr, dig viser Tænder.


           Vær Phun-Abiriels Hjem da, Menneske;
           thi Phuniel fra Himlen er landflygtig!

(Phun-Abiriel forsvinder i Adam.
Adam vaagner og springer op.)



Adam.
(seende forskrækket imod Himmelen.)



           Lys! Luft!

(Messias og Aander komme.)



Messias.



                 Phuniel, Tvivl, fra Himlen forsvunden,
                 har sig til Jorden bunden.
                 Manden fik sin fornuftige Sjel
                 i Phun-Abiriel.



Aander.



           Ohebiels Skjønhed blegner.



Adam.
            
(seende mod Jorden.)



           Jord! Mørke !



Ohebiel.



           Phun-Abiriel? Hvor? O Vee!



Messias.



           Hvor vil han rase, Abiriel,
                 naar Sener ham stramme
                 til Ribbeenspæl
                 i Hjerteflamme,
           hvor Frihed og Guddom til Aske synker?



Ohebiel.



           Ohebiels Vemod den Aske dynker,
                 saa atter Abiriel vil
           mod Himlen slaae, som Violesmiil,
                 en Aandvinge op.

d.II,b.2,s.83  

Adam.
            
(seende mod Solen.)



           Ha, Ild! Lys! Ild!

(holder forskrækket Haanden for Øinene.)



Ohebiel.



           Vanvittige Phuniel . . Vee! sig igjen
           kjender ei mere i Himmelen.



Messias.



           Han ind sig har spunden
           (den høje Aand) ind i Adams Krop.
           Saa fast er han bunden,
           at mere han ei
           kan følge den gamle Aandevei,
           hvor Stjernerne skygged, som Hvidtornhæk,
           Hans Løb imod
           Gud som ham Evigheds Port oplod,
           hvor Solen løb som en Perlebæk,
                 og viste hvor
                 den evige Vei sig snoer.



Adam.
            
(seende sig forbauset om.)



           Jeg seer. Jeg er!



Ohebiel.



           Ulykkelige Phuniel, som sig Selv
           har levende begravet!



Messias.



           Se, i den trange
           Hjerneskal kan han ei Verden fange!
           Ikke han finder
           Rum til de gamle Minder,
           som banke paa Hjertet . . O, kom de ind,
           de maatte snart ud i Veir og Vind
           fra det qvalme Kammer,
           hvor opimod Spiret Blodet flammer:
           de fik ei nynne hvad gjerne de ville:
                 en Sang saa stille
          
d.II,b.2,s.84              om Himmelhjem ved den Stjernestrøm,
                 forladt med Foragt.
           Der turde vel vaagne en vældig Drøm
                 i Taare,
           (liig Aanden selv, der ud sig har strakt
                 paa Adams Baare)
           om Guddomskrone i Støvet skudt,
           om Aandevinge af Snogtand brudt,
           om Aand, som snoed til Ribb og Been,
                 til Støv og Steen,
                 med Aarebast,
           vanvittig sin Frihed fast.


Ohebiel.



           Ak Aandeselvmord!



Adam.



           Tys!



Ohebiel.



           "Tys" han skreg. O vist han hørte
           Himlens Skræk, Ohebiels Kummer.
           Kan han mindes i sin Slummer?
           Abiriel! Abiriel, o kom tilbage!
           spræng det svage
           Ribbeensfængsel!
           Hør -- o vee! -- Ohebiels Længsel
           sukker qvalt
           under Himlen høi og hvalt!
           Dybere, dybere er min Sorg
           (thi den Evigheden tømmer,
           og maa tænke, hvor du drømmer:
           Skræk dens Mine, og dens Sprog
                 evig Klage)
           end det Tungsind, som dig drog
           gjennem Vanvids Hvirvel ned,
           for i hule Ormeborg
           finde Phuniels svundne Fred.
           Ak, hvor skal min Sorg faae Rum?
                 hvor et Dyb?
          
d.II,b.2,s.85              Abiriel er bleven Kryb:
           jeg maa blive Stenen stum.
           Endnu seer jeg ned paa dig,
           endnu er jeg ikke falden.
           Ak, Abiriel, saae du mig,
           visnet i Udødeligheden,
                 taarebleg
           i Aanders lyse Vrimmel,
           kun beundre Ormeleeg
                 derneden,
           kalde den en livfuld Himmel
           -- ak fordi jeg veed, jeg fandt
                 min Abiriel deriblandt:
           . . Ha, du sprængte Hjerneskallen,
           kom tilbage stille, som
           om du fra et Fængsel kom,
           krum og bleg
           som om du fra Sotseng steg.
                 Hil Abiriel,
                 Held Ohebiel,
           hvis Du kom
           stille, taus og bleg og from!
           Kort blev Ormens Kroning:
           evig vor Forsoning.
           O, vi skulde Begge tye
           under samme Vingelye.
           O, vi skulde glemme,
           at een Dag du ei var hjemme;
           men forvildede dig bort;
           kom dog hjem ad samme Port.
           Turde da din Stolthed forskyde
           Hvad min Ømhed turde byde?
           Dristige Abiriel,
           med Smiil, som røde Morgen,
           af din Sjel jeg tvetted Sorgen.
           Ha, da saae du i min Sjel,
           at min Ømheds Ungdom falder
           sammen med min Barnealder,
           da ved Livsens Træets Rod
          
d.II,b.2,s.86                    paa den fjerne store Klode
                 vi sprang ud,
                 som tvende Skud,
           som Cajahel sammensnoede,
           med støvfuld Blom og Blad af Blod.


Adam.



           Tys ! Jeg hører . . Ha!



Ohebiel.



           Phun-Abiriel! hør! hør!
           Se! Ak Øjet er et Slør
           Øret er en Grav for trang
           for Aandesang.
           Vee, er Guddomsfunken
           saa dybt saa dybt i Mulden sunken,
           at den ei kan hæve sig,
           Tomme over et Liig?
           Vee, med Orm og Midd maa knytte
           Broderskab i samme Hytte?
           Prøv da, om igjennem Taaren
           du kan øine over Baaren
           Himlen du forlod saa brat,
           for at boe i Muld og Nat,
           for for Blodskum Stjerner bytte!
           Prøv, om gjennem Taareskimt
           du kan faae et iilsomt Glimt
           af den blegnende Seraf
           ved din Grav.



Adam.



           Syng, syng, Fugl! Drossel! Ha Liv! Alt!



Ohebiel.



           Ak saa sløvet,
           at han sandser kun i Støvet
           Ormesprang og Fuglesang,
           Æblesødme, Blomsterlugten!
           Ahner ei den høje Mening
           (Guds og Støvs Forening)
          
d.II,b.2,s.87              som er lagt i Æblesødt,
           Fuglesang og Nellikrødt,
           Ormens Vriden
           op mod Lyset gjennem Støvet,
           som en Aand igjennem Tiden
           snoer sig op mod Stjerneløvet!
           Ha, jeg synes i Mandens Øje
           see den høje
           Phun-Abiriels Vingeslag!
           . . Ak, det er min Fryd paa Flugten.


Adam.
            
(Det tordner.)



           Ha tordn! en Sang! Lystig!



Messias.



           Livsblodets Surren og Nervens Klang
           vil døve Phuniels Erindrings Sang.
                 Han har sin Guddom stænket
                 med Synd:
                 Han har sin Frihed lænket
                 til Dynd.
           Se Mandens Kraft er et Liigslør over
           en Aand, som sover.
           Ha, dybt i Grunden
           nedsank hans Kræfter.
           Ak, dybt fra Bunden
           han griber efter
           de høje Verdner, han fordum saae,
           og kunde naae.
           Han øiner dem nu fra sin lave Tue
           som gyldne Fluer.
           Fortvivlet flagrer hans Tanke op,
           og fritter og leder,
           og synes at kjende de gamle Steder;
           men Dyret, han slæber i sine Fjed,
           brøler igjennem Nerver og Aarer:
           kom ned! kom ned!
           Ha, da synker den ned i Taarer.

d.II,b.2,s.88  

Ohebiel.



           Ak, som en Taare faldt Phuniel ned
                      fra Himlen i Støvet.
           Han stiger gjen op som et Suk.
           Forband ham ikke: han var bedrøvet!



Adam.



           O Lyn, Lyn! Ak smukt! En Blomst i Skyen!



Ohebiel.



           Se, trods sit Dække
           kan han ei djærve Abiriel stække!
           Med Hænder smaae,
           troer Han, han Himlen favne maa.
           Obaddons Lyn
           troer Han, at plukke som Blom fra Skyen.



Messias.



           Dybt ifra Grunden
           Han griber efter
           sin Guddoms Kræfter,
           som om han har dem i Solen glemt,
           eller forsigtig bag Stjernen gjemt,
           og blot besøgte beskeden,
           i sparsom Sørgedragt
           (dreven til Sligt af Nysgjerrigheden)
           en Grav derneden:
           den Ormelegeplads, hvor Selv,
           som Orm, sig vrider Abiriel.
           Vee, han sin Frihed har lagt
           bort med Foragt!



Ohebiel.



           Ak, du Forbandelsen alt har sagt!
           Ha, tag den tilbage:
           Sorg kan forsage.
           Ak, Han forsaged, og lod
           den Frihed, som var ham i Himlen for trang,
           i Been klemme ind;
          
d.II,b.2,s.89              den Himmel, hvis Salighed blev ham for lang,
           synke i Blod;
           Skjønhed af Stjerneskin
           bytted' for Pjalter af Aske og Muld;
           sin Guddomsrang
           grov Han i Ormehul.
           Himmelens Stjerner han ei forstod;
           men herfra i Støvet
           saae han igjennem Blommen og Løvet
           (Cajahels Stjerneflod)
           saae han igjennem Spindelvævflor
           Insectets Sjel, og under Muld
           for dybt ei Roden foer,
           og klart i Bjerget Han saae hvad Guld
           sig under Havet snoer.
           Ak, Cajahels Pragt
           blinked' og vinked', dufted' og lufted',
           da sank han bedøvet
           -- ei med Foragt
           for Himlen, sig Selv og Gud --
           i Støvet,
           og sluktes ud.
           Ak, nu han kjender ei Blomsterne der
           mere end vi kjende Stjernerne her.


Messias.



           Med samme Uro Han vil
           sig vælte paa Rosens svale Ild,
           som før blandt Verdnerne . . Ha,
           se mellem Krybet saa angst han sig snoer,
           som før mellem Aandernes Chor!
           Paa Jorden fra Jord
           han higer til Himlens Riger.



Ohebiel.



           Fryd naar han stiger
           did hvor han higer:
           hvor Han kom fra.

d.II,b.2,s.90  

Adam.
            
(Lynet splitter et Træ.)



           Ha Død! Jeg døer!

(kaster sig bedrøvet ned.)



Messias.



           Priis en Algodhed! Bedøvet
           Phun-Abiriel irrer i Støvet,
           som Orm i en Grav:
           (Skyen hans Laag, Regnbuen hans brudte Stav).
           I hvert et Menneske vil
           Phuniel dampe, Abiriels Ild
           flamme fra Tunge, gnistre fra Øje
           (det Blus og Gnist,
           som slaaer fra Hans Hjerteurne hist)
           mod Længsel-hjemmet, de Himle høje.
           Men se, naar Mindesteen,
           som Altar, pranger med hule Been
           i skyteppet Hal, hvor Obaddon feirer
           sin Sørgefest
           (Ak der hvor Abiriel har trængt sig ind,
           som vanvittig Gjest,
           og sidder i Mulden ved Ormen næst)
           . . . da vil Phuniels Damp
           (Sorgen og Tvivl,
           der sortnede her hans Aandesmiil
           -- hans Aandelegem -- og hisset ryger,
           og Rynker i Panden stryger,
           som Støv paa Banner i Kamp)
           kvæles bag Mos og Cypresseløvet,
           hvor Nattevind,
           snoet i Maanens Horn,
           borer sig hvirvlende ned i Støvet,
           og finder Hjertet, hvor Phuniel sad
           ved Ormefest,
           som fremmed Gjest,
           beruust i Blod, vanvittigglad . . .
           finder det nu, som et Askekorn,
           og splitter det da,
           og slynger det ud,
          
d.II,b.2,s.91              og bort det veirer . . .
           Saa lidet det er,
           faaer Skyen og Havet sin Part enhver;
           men Abiriel faaer Gud!
           Ha, som den lyse, unge Seirer,
           nøgen og reen fra Blod og Støv
           -- selv Panden fri
           for Kronen, thi
           hans Blik er et dugget Laurbærløv --
           gaaer Han fra Kampen,
           fra Phunieldampen,
           fra Natteliv under Hjertelampen . .
           kaster Beenhvirvelstaven,
           gaaer saa rank
           og sejerblank
           igjennem Triumphporten: Graven . . .
           finder sig atter i Himmelhaven,
           hvor rundtom funklende Solepalmer
           (hvis Fuglesang er Aandepsalmer)
           staae dunkle Siriusalmer,
           rosenmilde Planeter,
           rankevilde Kometer
           -- priser! -- de klynge sig op hver Een
           efter Melkeveigreen . .
           op, for at finde en Top, hver Een,
           med Dyrblommer paa
           og Aandeduft,
           med Insectblade smaae
           og Livsensluft.
           Saa seer du igjen
           i Himlen din Ven.
           Som Barn Abiriel kommer igjen,
           at die Himlens Bryst,
           med Stjernemelkeknop,
           naar først Obaddon op
           har første Adams Svøbslør løst.
           Men Aandebarnet i Himlen vil
           voxe i Kraft og Dyd og Smiil,
           som Abirielsjelene stimle frem
          
d.II,b.2,s.92              fra Adamshjerter mod Himmelhjem
           Hver Menneskeaand,
           løst fra Blodslør og Ribbeensbaand,
           vil blive en Tanke i Hans Fornuft.
           Naar Jorden er øde,
           og Alle døde,
           i Himlen Abiriel vi fuldvoxen møde.


           Ak Qvinden . . . Hvad er Hun? -- En Sandseduft,
           saa Han, beruset af Lugten,
           maa svimle i Flugten
           mod Aandehjem . .
           . . en Fugl, som synger,
           saa Han maa lytte,
           og knapt kan flytte
           sin Vinge frem . .
           . . af Barmeknoppe og Hofteblad
           og Læbeblomme en Krandserad,
           der rundt sig slynger
           Abiriel, saa
           Han Himlen knapt tør stirre paa.
           Men frygter Graven (af Kjærlighed
           til Qvindedyret, som slæber ham ned)
           og hader Obaddon, som toer hans Skarn
           (Cajahel kalder det Pragt, fordi
           han Purpursmiilbaand har knyttet i)
           som døber i Graven det Himmelbarn . . .
           Han hader Døden, og knytter Skræk,
           med Vanvids Ranketræk,
           fra Stjerne til Stjerne,
           i Ranketræk, hvor raadne Been
           er Qvist og Green,
           hvor hule Hjerne
           er vilde Rose,
           og Hjertet Valmu, saa huul og fuul,
           og Knokler Knop . . .
           Han seer sin Qvinde, sin Hjertenslyst,
           med Jomfruskjød, og med Moderbryst,
          
d.II,b.2,s.93              som andre Dyr, under Tjørn og Mose
           at tye iskjul.
           Ak, Skjødet, lugter han, stinker op
           (som nys til Brystet,
           saa stærkt Han krysted',
           at ti Abirieler ud han rysted')
           Ak, Orme vrimle
           i Barmens Himle
           (der sank ei sammen nys
           for tusinde solvarme Kys . .
           der nys ei brast,
           om hele Livet sig suged' fast)
           Han Bægret seer tømt,
           som nys af Cajahels Velsignelser flød,
           hvor Barmen var brusende Gjær,
           og Øjet Draaber, og Kys var Skum,
           og Skjødet var Kraften i Drueskjær . . .
           O saa han beruuste sig, til han saae
           den Dal, hvor han laae,
           var et Himmelrum.
           Han troer, han har drømt
           om Liv og Latter,
           men vaagnede nu et Secund,
           for at see den Rædsel, og saa i Blund,
           til Glemsel og Død,
           for at raaddne i Taarer, sig vende atter.
           Han seer den Rædsel: sin Qvindes Liig
           som Dyret segne, som Blomsten visne.
           "Nu er hun borte med Barm og Skjød
           og Hjertebanken (den Stemme sød)
           Slig Rædsel vel venter mig:
           snart er jeg død!"
           Den Tanke gjennem hans Hjerte isner.
           Ei mere han veed,
           at Dyret arver en Evighed,
           at Selv han den ejer, og kan den see
           bag Gravhøjens lille Tropæ.
d.II,b.2,s.94  

Ohebiel.



           Ak, der ligger Qvinden
                      -- Forræderinden,
           som maa forraade til Dyr og Muld
           Abiriel her i Puppeskjul;
           som maa med Smiil hans Salighed
           slæbe i Dybet ned,
           igjennem sit Skjød (som om
           Abiriel igjennem en Morgensky kom
           ind i en Skabelses lunkne Mulm,
           hvor tusind Abirieler smaae,
           som Duft i Rosenknop, laae,
           for op at springe, og fylde en Himmel,
           som Aandevrimmel
           paa Stjerneskyer,
           saa, om hans Personlighed flyer,
           Hver af de Smaae den i Barneblik
           atter fangen fik,
           og atter Abiriels Evighed fornyer)
           Ak Abiriels Himmel, fuld
           af Vand og Muld,
           vil gjennem Æten styrte brat
           i Qvindens Dyre-nat.



           Gid Qvindens Skjød var lukt!
           Ak, i Rosendyb ulmer,
           paa Liljehøi svulmer
           Cajahels Frugt!
           O vee, om Denne her, saa blank,
           som smeltet af Snee og Morgenrøde,
           jomfrulig-øde
           i Graven sank,
           og lod Abiriel sidde igjen,
           som Enkesvend:
           Hans Tungsind maatte meer tungt end før
           (med Enkemandssorg og brustent Haab)
           som sukvinget Graad fra Slør
           da vende tilbage igjen
           til mig og Himmelen.
          
d.II,b.2,s.95              Og seer Han tilbage til Støvet,
           Han seer bag Løvet bedrøvet
                 den Qvindes Grav,
           som Blomme var om hans Vandringsstav
                 (det Ormesvøb,
           hvori han landflygtig fra Himlen løb)
                 Han seer den Grav,
                 som med Børnekinder
           han vilde omvinde Rosenminder
           (som rundt om Nathimmel Aftenrøde)
                 saa mørk og øde,
                 som Skjær i Hav.


           Men hist, se, den sorte Qvinde
           klemmer en sort Abiriel inde
                 i Barmens Hvælv,
           saa buget ud som Natten selv:
                 Med Læbe, saa fuld
                 som Maanehjul,
           og Tænder, der brænde i Nat og Blod,
                 som Stjerneflod,
           belyser hun geile Abiriel,
           som ødsler i Dyrebug sin Sjel!
           Og se den Gule! og hist se en Rød!
           O Alle har Barmen saa hvalt og spændt!
           O Alle i Øjet har Bryllupsblus tændt,
           og Bryndeglød og Livsdamp sød
           og Nervespil
           i Rosenbladharpe i Qvindeskjød,
           som svarer i zittrende Triller til
           Cajahels Tordenstød
           igjennem Muskelskyen, som
           har spunden sig høje Abiriel om;
           og svarer som Tempelfløitesang
           til Hjerteklokkens høje Klang,
           Cajahel slaaer i Mandebarms Dom.



           Ak Alle har en Abiriel funden!
           Ak Alle ødsle ham bort i Lunden!
          
d.II,b.2,s.96              Han favner et Dyr (fordi i Form
           det ligner ham Selv, som Orm en Orm)
           og frem af det Favnetag
           (som Skyer af Nat og Dag)
           et Afkom mylrer, og ned sig roder
           i Mulden: af Æten Enhver
           dybere roder sig end sin Broder:
           jo Yngre jo mere liig sin Moder.


                 Af gule Qvindemorgen
                 til gule Sorgen,
                 af hvide Qvindedag
                 til blege Nag,
                 af røde Qvindeqvel
                 til røde Skam,
                 af sorte Qvindenat
                 til sorte Hyl Abiriel
                 er bunden sløv og tam.



           Slipper han engang, brister hans Leer,
           (ak det voxer, som Skud fra Roden,
           som vilde Hybenkrat ved Floden,
           i Phuniel-æten frem i Tiden,
           for hvergang en from og liden
           Abiriel jeg gjenvunden seer
           med Barnesmiil og Aandeskjær!)
           . . . Slipper han engang, brister hans Leer,
           med aaben Skræk han i Himlen seer,
           at Han idrømme parred sig
           med et Dyr ham Selv ei liig,
           at Qvindeøiet (hans Himmel før)
                 var Ormeslør
           at Qvindesmiil (hans Stjernehær)
                 ei meer er værd
           end Fuglefjer og Puppeskjær:
                 saa mildt det hvifter
           kun Slangeskjælglands om vilde Drifter,
           at Qvindeskjød (hans Udødeligheds-Haab)
           var Mulddynge kun, saa lunken og kaad,
          
d.II,b.2,s.97              at Qvindestemme (hans Viisdoms-raad)
           var dumme Skrig og vilde Raab.
           Han seer i Himlen, at Qvinden ei
           kan følge Abiriels Vei:
           saa langt fra ham, som Dybets Rod
           fra Stjernekrandsen, han forlod,
           hun ligger tilbage i Muld og Blod.
           Vee, Vee, han seer, han fandt ei Sjel
           i Qvindebarm (endskjøndt han troede,
           at, indstængt der, en Høiaand boede)
           saa fri og høi som Abiriel.
           Manden blev arm, Qvinden blev riig,
                 dengang han parred sig.
           Vee, naar han elskovsvarm vil flye
           til Moseseng og Palmelye
           (i Epheufryndser er Nattergal
           en Harpe, ophængt i Bryllupshal,
           hvis Tunge klinger ved
           den mindste Aande, som Sky slaaer ned)
           Guddom fra Aanden Dyret stjal:
           Qvindens Slægt
           hænger sig fast med sin hele Vægt
           af Blod og Been,
           saa Phun-Abiriels Flugt bli'er seen.
           Før Jorden brister
           i Støv og Dugg,
           de Aande-gnister,
           som Qvindedyret (o som for Spøg)
           i Skjødet lister,
           men gjemmer vel
           i Aske-bug
           i Melke-røg,
           og nærer Varmen
           i Ly af Barmen,
           ei samles sammen i Graven til
                 Abiriel.
           Naar Jord er øde,
           og alle døde,
           i Himlen Abiriel vi fuldvoxen møde.
          
d.II,b.2,s.98              O vee hvad Kamp,
           naar Slægten blandes, saa ei Forskjel
           du finder paa Dyr og Abiriel,
           paa Qvindehjerte og Mandesjel,
           naar Aandefyret
           sig dukker taaligt og døsigt ind
           i Dyrehjerte,
           naar meer ei Dyret
           ved lave Jord vil kjendes ved,
           foragter Blomsten, som vugger nær,
           men skotter til ukjendt Stjernehær,
           og troer, hver Stjerne
           dets dumme Smiil nok suger gjerne,
           og sukker forfængelig: "Jord, min Smerte!
           Himmel, mit Haab,
           hør gjennem Graven mit høie Raab"!
           . . naar Qvinden tør raabe til Manden: "ti!"
           . . til Manden, som nu
           i sit Øie viser
           den høie Abiriels Vingespidser:
           "vor Slægt er den samme: jeg Blod har som du:
           som du er jeg fri.
           Se dette Bryst?
           Din Kummers Lyst!
           Din Svagheds Trøst og Stav!
           Men en Engels Grav!
           Ha, jeg er til Himlen bunden,
           men nu et Særsyn kun i Lunden . .
                 Tilbed mig Mand,
           saa viser jeg dig mit Fødeland!
           O paa et Smiil
           føres du did, hvis jeg vil"!
           . . . O vee da hvad Kamp
                 i det samme Hjerte,
           som huser Aanden, der daled' fri,
           af Kjærlighed til Støvet, i
           de svale Skygger, for Ro at finde
           i Hjertehytte,
           for Sandhed engang med Drøm at bytte
          
d.II,b.2,s.99              i Ly derinde . .
           . . O vee da hvad Kamp
           med Drifters Lyn og Sandse-Damp
           . . O vee hvad Kamp for Aanden, som fandt,
           at Evigheden for sagte randt,
           med blinde Dumhed og Svaghed halt
           (der Hundrede Øine paa Ryggen har malt,
           saa først, naar den faldt,
           den Synden seer i dens Hul med Latter,
           og kryber fremad, og falder atter)
           til hvem Abiriel i Aarespand
           er spændt for Hjernens Muslingskal,
           (der ruller frem paa fulde Hjerte)
           at slæbe den frem til Gravens Rand!
           . . O Begge vil rode i
                 hans aabne Smerte!
           Naar Saaret har blødet,
           og al sin Lægekraft (Taaresaft) ødet,
           og lukt sig svullent om Brodd og Piil:
           den halte Svaghed da løber til
           en Plasterdoctor med vigtigt Smiil:
                 thi Phantasi'en,
           som spinder af Graaddugg en Regnbu fiin,
           og væver af Latter sin Smerteliin;
           og Dumhed vælger da ud iblinde
           et Plaster blandt det Ragerie,
           den Kingelvæv, han bedst kan finde:
           . . Ha snart Forgift
           han binder rundt om den Hjerterift!
           . . Det brænder derinde . .
           fortvivlet Krybet
           et Helved huler af alle Kræfter,
           tæller de Taarer, som faldt i Dybet,
           og iler efter.
           . . O eller han hvælver
           et Helved forneden, en Himmel oven,
           og midtimellem dem begge skjælver;
           sit Hjerte klæber,
           som Mos til Steen, han fast til Loven.
          
FORRIGE
NESTE