HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 2. BIND: SKABELSEN, MENNESKET OG MESSIAS

SKABELSEN
del 3
d.II,b.2,s.59              der skulde melde Alting) gjøre til
           bestukken Træl, Han maatte kaldes ene
           et Dyr, og agtes ene for et Dyr,
           og, skjøndt han Broder var, dog bøje Nakken.
           Dog gaa han opreist som et Scepter,
           thi her er Han dog Enehersker!
           Hans Styrke være kun Udholdenhed,
           der alle Zoner vil erobre! Hans
           Samvittighed, som hist, ei klart Begreb,
           men Følelse kun (Sjelens Nerve) være!
           Som Vellyst bæve den ved Godt og Skjøndt,
           og lære saa Fornuften Hvad er Pligt:
           ved Ørknens Syn den krympes sammen:
           ved Syn af Død og Smerte maa den sukke;
           og, i sin Sammenkrympen, vælter om
           Erindrings Kurv (hvori er lagt et Billed
           af hvert et sundt og livsfro Dyr, han saae,
           og Exemplar af hvert et Ax, han fandt)
           og vifter ved sit Suk: "saa bør ei være!"
           den Vellugt ud, som inden Kurvens Rand
           (af digtfuld Bildekraft bemalt med Former,
           som Sundhed, Skjønhed, Rigdom skal betyde)
           sig bølgede som Drøm bag Rosenkind.
           Da pirres, ved saa skjærende et Syn,
           som Ørknens Nat og Engens Morgen, Sjelen.
           Han tænker: "hist bør Palmer være Stjerner,
           og til en Melkevei jeg leder Kilden,
           og gjør Cisternen midti til en Maane."
           Og Smerteskrig mod Sang, Liiglugt med Blomsterduft
           er Hvirvelstorm, som gjennem alle Sandser
           sig trænger ind og reiser Eftertanken
           som Nordlys blussende i dette Chaos,
           saa, flagrende over Modsætninger,
           den til det Rette, til den sande Pol,
           magnetisk bøjer sig.
           Fra Sjelens indre Helligdom
           fremtriner Alvor da som Ypperstepræst,
           mens Villien, med dens tusind Drifter, knæler
           som Drot og syndfuldt Folk i Sandse-Forhall,
          
d.II,b.2,s.60              hvor Øjet er i dette Øjeblik
           en nedvendt Fakkel, Ørets Cymbel tier.
           Og Alvor griber da Hvad Eftertanken
           omslyngede som Bedst blandt tusind Andet
           med Mammuthsnabe1 og iveiret rakte . .
           Han rykker op den Pol, hiin Nordlystanke
           fandt Fæste paa i hiin Forvirringsnat,
           da hans Erfaring (let som Vedbend, der
           ombandt hans Barndoms Drue, og med denne
           jevnaldrende) brat blæste overende
           -- dog kun for til en mandig Eeg sig fæste --
           og sætter den som Demant midt i Skjoldet,
           han holder over hine Knælende,
           saa høit, at de som Lyn i Tordensky
           den see, og bæve. Da hiin Følelse,
           som aabnede det Hele ved sit Suk
           og Nerverysten, trøstfuld reiser sig
           (idet hun ved sin Jomfruskjønhed, dobbelt
           tiltrækkende i Vemods Enkeslør,
           halvt troer letsindige Villie og hans Flok
           af vilde Drifter at bestikke) og
           med Smiilgriffel og med Taarers Æsevand
           i Alvors-Skjoldet ridser hun:
                 "se Pligtens Tavle!"
           Nu Bud udgaaer til Villien allerførst,
           som, hvis han overtales, rider om
           i alle Aarer, og som Høvding byder
           det hele Legems Muskler reise sig,
           og, med en Gud, en Ætling af dets Sjel
           (dets Kongestamme) Opfindsomhed i Spidsen,
           at kjæmpe for den Pligt, som nys er funden.
           Thi saadan Seir er Trin til Himlen vundet,
           hvor foran gaaer Samvittigheden med
           sin stedse stigende Sejerssang;
           og Frygten, som forfulgte, Sult og Pest og Trang
           fra Ørknen flyer for den blomstrende Fred,
           som Mennesket sender Cajahel ned!
           Se da den Kamp begyndt, hvor Sjelen byder,
           (dog som i frie Raad, hvor Alt har Stemme
          
d.II,b.2,s.61              fra kløgtig Kraft og til bestukne Dorskhed)
           hvor Hjertet er Musiken, Kroppen lyder!
           Ah, da det klinger i det hule Fjeld,
           og Malmen springer som dets Hjertevæld!
           Hør Manden hamrer! Gjennem mørke Skov
           for lyse Eng han baner Vei med Plov.
           Og Ørknen blomstrer, hvor han træder; ned
           sig gyldne Agre bøje i hans Fjed.
           Af Ulven lærer Han, at han kan boe
           bag Ulvevams i Snee og Snoe.
           Han efterligner Løvens Tand i Staal,
           og slukker saa med Sværd dens Tunges Baal,
           Ham Tigerryg blier Mønstret til en Bue,
           som spænder sig med Pilens Kobberlue.
           Som Crocodilens Svands Han Pantsret smedder,
           og gaaer i Kamp og slaaer og redder
           Cajahels Liv, der gjerne til den høje
           Beskjermer nu, som Offertog, sig føje,
           og underkaste Liv og Kraft hans Lov,
           for farlig Frihed i den vilde Skov.
           Da, naar (endskjøndt sin Kraft han seer som Flammen
           til Askekul og Støv at synke sammen)
           han skimter Eng og Liv og hører Sang
           (hvor før fra Gab og Ørken Døden sprang)
           saa langt paa Jord han flyttede sin Fod,
           og offrede sin Moder Sved og Blod . .
           -- da Følelsen, som lærte ham ved Graad
           og Frygt og Pest og Hunger al hans Daad,
           ei krymper sig i kolde Suk, men ud,
           som Aftenhorizont i Purpurskrud,
           den folder sig, og byder ham fra Gud:
           at give Kroppen Orlov til at leire
           sig ned paa Gravmos for i Ro at feire,
           med høi Bevidstheds Lovsang, slige Seire.
           O bliv da Menneske! Cajahel vil
           i Engleform indaande Blodets Ild.
           Din Aand fra Gud i Slummer rolig
           med Støvet parres, vænnes til sin Bolig!
           Saa, naar du vaagner (skjøndt du er en Lav
          
d.II,b.2,s.62              blandt dem, som hist paa andre Kloder
           bevidste ere Gud i Støvets Grav;
           men dog du fød er store Aanders Broder)
           du griber kjæk din frie Villies Spær.
                             
(et hvidt Menneskepar udvikler sig slum-
                        rende i Mulden.)

           Hilsæl mit Tempel med dit Marmorskjær,
           som spunden ud af Sol og sneehvid Skye!
           Ah snart din Sjel som Hymner ud vil flye
           paa Sandserne -- o did hvorfra den kom;
           men vende, som fortryllet, atter om,
           til Hjernekupplen bøjer sig i Muld,
           og mister Øieglar og Haarets Tag af Guld.
           O om et Jevndøgn aabner du dit Tempel,
           (hvor nu i Søvnen Drifter vanke om,
           som Trælle ordnende i Hallen tom
           til Fest før Klokken lyder i den høje Dom)
           og raaber ud: "Jeg er!" (dit Gudestempel)
           Med dette Valgsprog aabne du, og ende
           din Livsfest, naar ei Sandseblus meer brænde,
           og Hjertet bliver kun en hulet Nat!
           Og redd det med dig, som den bedste Skat,
           du fandt i Templet, da det styrted' brat!
           Det er dit Løsen hvor du end maa flye,
           naar bag dig daler Gravens raadne Skye.
           Hilsæl Cajahels Skabnings kaarne Drot!
           Hilsæl du høje Marmel-Aandeslot!
           (Ak lille vel for anden, bedre Jord!
           Dog stort for denne. Større Aand ei tør
           vanzire sig ved saadant Nerveslør,
           og være Gjæst ved saadant Ormebord.)
           I Farver deler jeg den Herskerstamme:
           se Denne her er lys som Dagens Flamme,
           som spunden ud af Sol og Skyens Snee!
           Men -- hvor Obaddon under Maanens Lee,
           som søvnig Høstarbeider, sidder stille --
           fra lunken Muld en saadan Tempelpille
           sig reise kulsort som den lummre Nat,
           det skygger nu hans Fødselsstund saa mat,
          
d.II,b.2,s.63              som om den aarked' ei sin Stjerneskat!
           Ah sort, som om til Kul hans Hud var brændt,
           som om hans Blod for hedt jeg havde tændt.
           Og -- se Obaddon kommer hisset bag
           Tusmørkets tynde, flagrende Flag! --
           sig i den ene Horizont en Rød,
           som Morgnen, hæve frem af Jordens Skjød!
           Og under denne anden Synskreds (hin,
           som bærer gule Maaneblomst paa Kind)
           den fjerde Hersker trine frem, saa guul
           som taaget Maaneblus, af Jordens Skjul!
(Cajahel og Obaddon vexle.)



Messias og Aanderne.



           Gud seer, at Alt er godt.



Obaddon.



           Obaddon hilser Mennesket. Ha vel
           jeg under dig dit Blod og Qvindens Skjød.
           Min hule Pestsky ei skal hungre: med
           din Skjønheds Aande vækker du dens Madlyst.
           Hevn er din Tand. Den bliver aldrig mæt.
           Og Rovbegjær din Klo. Den vild ei farer.
           Og Raserie din Muskel, aldrig træt.
           Og Falskhed Sniggift: dræber eller tæmmer
           som Egennytten byder. Hil min Træl!
           Du faaer nok Kløer i din tomme Haand,
           naar Løven paa dit nøgne Hoved drypper
           sin Fraade. Frygt din Kløgt bevæger.
           Og Løvens Aadsel lærer klart nok, at
           der er ei Grændser for din Vælde sat.
           Ha Hest, hvor er din Lyst med Hedens Sky
           omkaps, til Halens Svøbeslag, at flye?
           Du maa med blodig Mund din dovne Bøddel
           om i hans Fængsler slæbe for din Føde.
           Og mellem hver af disse Herskerstammer
           en Borgerkrig for Herredømmet; og
           i hver en særskilt Stamme Borgerkrig
           om Hvem, der eje skal de Andres Frihed
          
d.II,b.2,s.64              og Liv, og laane Begge ud for Trældom
           og Renter af Sved og nu og da et Mord
           til Skuespil, som lærer alle Andre,
           at Liv og Luft og Mad er Naadeskjænk
           -- men ei af Gud, men af den Ene --
           og lærer dem at tye iskjul, at ei
           den Eneherskende skal see et Hoved,
           som kunde vække Raabet: "kom du frem!"
           Vel, lad der være Fred paa Jorden,
           og Tigren nære sig af Rosenhonning,
           og sove under samme Busk med Lammet,
           Hyænen bade Tand i Liljers Dug,
           indtil de lære først af Førsten dræbe!
           Jeg bytted' ham ei bort for alle Rovdyr:
           hans List er stærkere end alle Slanger.
           Dog -- se Obaddon er ei grusom --
           lær ei, Hyæne, om du af din Første
           Exemplet seer, din Broder sønderslide!
           Hvert Liv med Skræk Tyrannen hilse!
           Se Armen snoet rundt med Muskler,
           Sølvlænker lige! Se hans Øjebryn
           korslagte Sværd: Tyrannens Rustnings Lyn!
(Cajahel og Obaddon vexle.)



Cajahel.



           Du har velsignet ham (skjøndt ærligt ei).
           Det sikrer ham -- af samme Grund som Ravnen --
           et hundredaarigt Liv. Jeg takker.
           Din Spaadom: at Hans Retfærds Palmestok
           (omslynget af sød Samvittigheds Vedbend)
           udskyder sig i Vredens vilde Tjørn
           (det er dog tilladt, hvor ufrugtbar Jord
           fremægger Tornene, naar flux med Hyben
           og Vellugt sones gnistrende Torn)
           og saa i Hadets snigende Tyde,
           med Hevnens brede Skyggeblad, og dette
           i Mordets Bulmeblomme (Vee hvad Frugt?)
           . . Den Spaadom er kun tomme Luftspeils Træk,
           du drager over Menneskets mørke Galde,
          
d.II,b.2,s.65              og hvor du maler kun en bagvendt Verden.
           O dette sortegrønne Haab: hans Galde,
           er Igel sort, som hænger under Hjertet,
           just for at suge hver en Skarphed bort!
           Han er Forsørger, ikke Ødelægger.
           Som bedste Skib Han seiler modig, med
           Fornufts Lantern i Masten, foran alle
           de Liv, som fare, med Muskelsnor og Vinge
           og Aarefinne, under fredsomt Flag!
           Han seiler foran gjennem alle Skjær
           (Gravhøjene) og, naar en Pestsky kommer,
           med Hvirvelryg og hule Lynhals,
           for op igjennem denne, Snekkernes
           Blodreeb og Marvmast suge, lader Han
           Signaler gaae til hele Følget, og,
           ved Røg af Baldrian og Moscus, splitter
           Han hele Skyen, og Han kjæmper mod
           de Røversnekker, som med Kloekjøl og
           med Tandegallion, og brugende
           den samme Vind (Cajahels Livsaand) søge
           at skjære noget Seil af Flaaden bort.
           O nær Han redder Alle, saa de først
           bag lykkelig Seillads, med Top og Tavl,
           ved Maalet synke ned i Gravens Malstrøm;
           men hvers Besætning springer op paa Stranden,
           og kalder denne: "nye Verden", og
           dens Hav "det stille Hav", og bygger sig
           af nytopdaget Straaletræ et nyt
           og bedre Skib med højere Mast og skjønnere Flag
           (saa fiint et Hjerteflag og Barmseil, at
           de ogsaa der i stillere Luftning hvifte,
           og svæve lettere paa lettere Bølge.)
           -- Saa mildt et Blod, der strømmer ud, som Stjerner
           fra Gud, fra Menneskehjertet, og som banker,
           som Stjernestraalerne paa Himlen, under
           den hvalte Kind, det skulde trættes af
           sin stille Flugt paa Nervers Svanevinger?
           og, for at ende denne Ro, med Magt
           sig styrte, som i Raserie, nedover
          
d.II,b.2,s.66              de stille Muskler, rivende, som Fossen,
           Alt bort fra Fred til Kamp? O skede saa,
           brast Livets Harpe: Musklerne er Buen,
           hvor Nerverne er spændte ind som Strenge,
           og Blodet siler gjennem dem som Vinden,
           saa Velbehag, Livsfølelse er Sangen!
           Slig Harpe har hvert Dyr: fra Ham til Orm.
           (Hos Fuglen lyde Tonerne tilsammen
           som Fløite -- o fra Ørns-Basunen til
           den lille Svales Pibe -- hos Insectet
           Mundharpelyd, hos Ormen Rørhvisl:
           hos Markens Dyr som Cymbel og som Tromme
           -- saaledes da i Mammuth som Gongon,
           hos Hingst og Løve som en Trommehvirvel --
           Den døde Muld: fra kolde Steen og til
           det lunkne Leer, med Træ og Blomst og Græs,
           er korte eller lange Stands i Choret)
           Men Dyret hører blot sit eget Spil,
           og naar det hos en Lige lyder
           gjensvarende i Stemmen, som dog blot
           er Gjenklang fra det indre Spil, og giver
           dets Grundtakt an (saa, om af Sygdom
           det nedspændt er, maa Stemmen klynke,
           om opspændt høit af Frygt, maa Stemmen hyle)
           Og friske Hingstehvrinsk og dorske Ornegrynt
           og Løvebrøl og Drosselsang og Gribbehviin
           og Humlesurr blot giver an den Tone
           og Takt, Livsharpen der er spændt i.
           Men Hingstepauk ei Tyrstrompet forstaaer;
           men, lyder lige Klang -- Eja den svarer.
           Og lyder (er det nu en Hingst og Hoppe)
           Livsharpen eens, da stemmes begge sammen
           (og deres Samklang prøve de ved Stemmen)
           til Avlingsdaad, til Æden eller Hvad,
           som Grundklang deres Hvrinsken angav.
           Saa Dyret er en Harpe blot, der ryster
           af egen Klang. Men Mennesket forstaaer
           og er Tilhører af sin egen Livsharpe,
           og modulerer som ham lyster (thi,
          
d.II,b.2,s.67              om Hunger eller Smerte krymper sammen
           hans Nervestrenge, saa de tone vildt,
           og Hjertecymblen, Tarmenes Trompet
           ham giver Hviin for Sang, saa bryder Han
           ei ud i vilde Skrig, men stemmer dem
           ved Arbeid, Taalmod og Opfindsomhed).
           Han fatter hele Verdenschoret, som
           Cajahels Aande ryster. Hver en Røst
           Han hører klart og skilner mellem,
           saa Øjets Trille, Hjertets Klokke Han
           forstaaer hos alle Dyr, og bringer dem
           i Samklang ved at værne, som Choralmester,
           om deres frie Slag (saa Ørnbasunen
           formeget ei med Duefløiten blandes
           og døver den, men runger frit iblandt
           de lange Rader Høg-Hoboer) thi
           der Alt maa høres.
           Se her den Hvide med sin Bue styrer
           fra Egen sit Chor af Ulv og Qvæg af Ørn og Drosl!
           Se her den Sorte med sin Bue styrer
           fra Palmen sit Chor af Løve og Gazell, Crocodil
                                   og Svane!
           Se her den Gule med sin Bue styrer
           fra Cedren sit Chor af Tiger og Kameel, Schakal
                                   og Paafugl!
           Se her den Røde med sin Bue styrer
           fra Mahagonyen sit Chor af Klapprer og Colibri,
                                   Condor og Lama!
           Og vilde Gud et saadant Harperige
           til Konge give umelodisk Hjerte,
           som ikke følte i sin høje Klang
           en Harmonie med svagest Ormesang?
           I Menneskehjertet Viisdom er vel længste
           (med Herskervillie, som med Staal, omvunden)
           Medlidenhed dog ei den mindste Streng.
           Og, naar han Skabningsharpens Klang forstaaer,
           som bruser rundt ham, vil han sønderrive
           en Streng, som Mislyd har ei (som om Panther
           i Svaneredet kom)? Ha, sønderrive Alle,
          
d.II,b.2,s.68              for at hans Harpe kunde lyde ene?
           Ja ene; thi, om Han blev Ødelægger,
           saa ingen Stemme klang, hans eget Liv
           da blev en børnløs Enkes Hyl. O Han
           ei river af et Blad, for ei forstyrre
           det Hele, hvis det ei er visnet, og
           Cajahel der sin Farvesang har udspillet!
           Hans egen Livsharpes bløde Toner ville
           ham lære Mildhed i hans Herredom.
           Se, i hans Legems bløde Vuggedragt
           har Gud kun mindste Aandebarn lagt.
           (Thi, som Gud tænkte Aanden, skabte jeg).
           Her er ei, som paa andre Kloder, i
           et ildigt Legeme en Gnistesjel
           (end hedere end smeltet Guld i Luen).
           Mit Menneske blot synger, grubler ei.
           Det Højeste, hans Sjel sig hæver til,
           vil Indsigt blive af sin egen Ringhed.
           Hans smaae Sorger sidde i hans Støv,
           som Mos paa gammel Bark. Naar Dette falder,
           da falde ogsaa Hine ned som Fnug.
           Hos Mennesker med større Sjel de snoe sig,
           som Afsinds Slanger, Kummers Scorpion,
           om Legemet, men lægge Æg i Sjelen,
           saa selv i anden Verden de udklækkes
           i sorte Nag, i vrimlende Fortvivlelse . . .
           Ah Slige, som, fordi de see, de ei
           er den Almægtige, til Gjengjæld eller Hevn,
           fordi de Herredom maae selv erkjende,
           de andre stakkels Liv med Steenaag dybt
           i et Morads af Blod og Sved (hvor Angstskrig,
           som Ravne, svæve over) trykke ned.
           Vee Slige, som, for ei at avle flere Trælle,
           udøse deres Blod og Sæd, og slide vildt
           i Senerne, som lænke dem til Støvet,
           og splitte ad med fraadig Lidenskab
           den Tankering, som fæster evigt til
           den ubekjendte Hersker dem, saa vidt
           (ja hvis de kunde) den blev splittet ad
          
d.II,b.2,s.69              til Fnug af Intet.
           Vee, naar en Slig i næste Øjeblik
           (naar Raseriet indelukker sig
           i Hjertet, da det saae sig selv i Guds
           den aabne Himmel, og blev ræd) blier vaer,
           at heel han staaer end, hvor han stod, at Himlen,
           som før, har samme Smiil, at i sin Kamp
           han var som Træet, der i Bølgen dukker
           sig op og ned, men bliver lige heelt:
           saa digter han sig frem en Afgrund, hvor,
           naar Dødens Tand har overgnavet Lænken,
           der holder ham imellem den og Himlen,
           i drejet, piinfuld, svævende Bevægelse,
           Han ene, uafhængig (ja hvis Han
           den Værste blive kan, med vildest Hær,
           anført af Dristighed, af Lidenskaber)
           kan herske, og hvor Alt er dannet omvendt
           til Spot mod Himlen og den Jord, han saae.


           Hvis slig sig Selv fortærende en Sjel
           er til, er tænkt i Tid af en Algodhed,
           da fandt den ei sit Udtryk i slig Skabning
           som Menneskets, hvis bløde Linier vise,
           at saadan Sjel ei damper indenfor,
           men, at af fugtigvarme Følelser
           (saa runde i hverandre flettede
           som Kind og Hage) Sjelen vævet er.
           Hvis Han var skabt med Vinger, og dog sat
           i Skyens Buur, paa denne Verdensqvist,
           da kunde spaaes, at han, utaalmodig
           ved saa at hænge, vilde plukke
           sig Selv og Hvad han fandt isønder.
           Men se, Han gaaer jo under lavest Træ,
           og sover under Busken med sin Mage!
           Hvis Galde var hans Blod (ei dette lette
           som Solskin) hvis hans Kind var skarp
           (ei denne hvalte Morgensky) hans Pande
           var sort (ei denne glatte Svanevinge)
           og Øjet rødt (ei dette Dueblaa)
          
d.II,b.2,s.70              som Gnist i Kindens Røg fra Læbens Ild,
           og Næsen huul Volcan: da spaa ham Ondt!
           da spaa Cajahel Død, Obaddon Seir!
           Da spaa min Jord: du blive øde Borg!
           da spaa min Skabning: Skræk; og Himlen: Sorg!
           Men nu er Skjønhed jo hans Dragt,
           og da bør milde Viisdom være Pragt,
           som lille Demants klare Stjerneskin
           paa Fløjelskaabe og paa Hermelin.
           Han dræbe ikkun naar han maa, og tæmme
           kun Frihed, naar han bør, og ei for ei at glemme,
           at mindste Vinge hæves indenfor
           hans Vældes Grændsers vide Trællesnor,
           at fjernest Hjerte dog er hans Klenod
           og fjernest Aare er hans Riges Flod!
           Han veed jo selv, at svag er han som vældig;
           og, at hans hele Legems Glands er kun
           en mølædt Kappe, heel affældig:
           en Honningdugg i Gravens aabne Mund.
           Du meest ved ham, Obaddon, vil opfylde
           dit Kald: ved Offerliig din Guddom hylde.
           Hans Lunge aaben staaer for Pestskypust:
           Se Kinden er kun Svindsots røde Rust.
           Hans Hjerte er kjelent i Nerveserk;
           -- en Kummer? der ligger det stolte Værk,
           med øde Hjertekul: Læben sort
           er Ormenes raaddne, sjunkne Port,
           og Øjesaphiren, hans Herskerkugle,
           er bleven et Korn for Ravn og Ugle.
           -- Ha vaagn imorgen, Jorddrot! Jeg vil
           til Minde skjænke dig Obaddons og
           Cajahels Elskovs Billede i Ild.
           Se der er Døden sort og Livet rød
           indsluttet, som i Ring, i samme Glød!
           Se deri er Fortæreren og Livet
           (din Fa'r og Mo'r) dig sammenslynget givet!
           Gjem Ilden! Den er vel din bedste Træl;
           dog, at den blier din Herre, vogt dig vel!
           Din Moders Barm i Dagens Hvælv du seer;
          
d.II,b.2,s.71              i Solen Moderhjertet, naar det leer;
           i Dyrevrimlen hendes fulde Skjød,
           i Blomstervrimlen hendes Melkeflod.
           I Natten og i Muld og døde Steen
           du seer din Faders Bryst og Kjød og Been.
           Og se i den Volcan, som fræser frem . . .
           (saa lys i Natten og saa sort i Dag --
           en Fredensstøtte mellem vore Flag!
           Se Dagen natnes af dens Røg og Aske,
           og Flammens Fingre Natten hvid kan vaske!)
                       
(en Volcan bryder ud af et Bjerg i Synskredsen.)

           . . . Obaddons og Cajahels Ægtehjem!
           Ja, under Jorden, i dens Hvælv af Ild,
           der staaer vor Ægteseng med Luepill:
           de grønne Høje, som er ovenpaa
           er Teppner, som i bløde Bølger gaae:
           Volcaner ere gyldne Fryndsetoppe . . .
           . . et Jordskjælv? ha, da svulme vore Kroppe
           i en Omfavnelse, som ryster til
           Skyharpens høje Elskovs-Harpespil.


Messias.



           Menneske vaagn! Din trofaste Sol
           vækker dig op paa din Konningestol,
           den Høje med Palmesmaragder i Ring,
                 med Skybaldachin.
                 Paa Morgnens Rubin
                 og Aftnens Corall
                 bæres din høje Hall.
           Den rystes af Tordenens Cymbelslag.
                 (Du hviler rolig)
           Den bæver af Lynilds Basunebrag.
                 (Du raaber: "et Tempel er nu min Bolig!")



           Slut fra dig Selv og fra Alt,
           som rører sig rundt af Cajahel malt,
                 fra Verdner, som vrimle
                       i høje Himle,
          
d.II,b.2,s.72                    fra Leviathan og Kryb
                       i dybest Dyb,
                             til Gud!
                 Din Sjel skal lære
           dit Øje en Tolk, din Tunge en Hærold være.
                 Saa bryde de ud
           (den henrykte Sjel, den sangfulde Mund,
           det straalende Blik . . . o forskjellige kun
           i Takt ei i Sang) . . . Saa bryde de ud
                       i treenigt Chor:
                       "Se Gud er stor!"


           Af Fugl under Sky og i Skov
           lær du din Høitidslyd:
           "Gud være Priis og Lov!
           I ham for alle Dyr er jo Fryd;
           for mig er Fryd og Ære!"
           Glem ei, du er Støv!
           Glem ei, du er mere end Støv!
           At Solene ere dig Vei til dit Hjem,
           de viftende Stjerner din Hjemstavns Løv,
                 ei glem!
           Din Throne bestig!
           Skabningen hilser dig.
                 Fuglen i Sky
           kan fra din Arm ei flye.
           Hvalen i Havets Hule
           kan sig ei skjule.
           Vel maa han mærke
           paa Stranden den Stærke.
           Mammuth iknæ? Løven paaflugt?
           Eja han flyer for et Menneskes Lugt.



                 Sceptret, du ryster
           (ah du troer, hvor dig lyster)
                 bøjes af Gud,
           snart op, snart ned, snart ind, snart ud.
           Fornuft er Spæret, du strækker paa Jord,
           og Villien er Viinløv, som vildsomt snoer
                 sig rundtomkring
          
d.II,b.2,s.73              med Blomster og Duft,
           som Stjerner i Luft
           fra Dyb og til Evigheds højeste Ring.
           Men Vinden (Guds Forsyn) alene fri,
           rasler og bøjer og griber i
                 de lette Ranker
           (saa deres Frihed er blot en Leeg
           af Vindpust, som kom, eller Vindpust, som veeg:
                 de Skjebnespil,
           som gjør, at du ejer ei noget: Vil)
           De Rankeblade, som Seil og Flag,
           af Vinden bøjes med Takkeltag
           (Og krummes Bølgen om Bov og Speil,
           det synes de fulde og mætte Seil
                  -- gaaer Farten end galt --
           som om de havde just Vinden befalt)
           Og Spæret, som laae i de vilde Ranker
           (skjøndt tungt af Tanker,
           som røde og gule og hvide Demant
           om Greb om Stok om Top og Kant)
           som Mast paa Bølge
           maa Seilet følge,
           (der følger Vinden)
           i Dybet synke og Stjernen slaae,
           om Vinden fylder nu Seilet saa.


                 Lad din Fornuft
           bølge i Hjertets Blomsterduft!
           Som Solen, der fletter i Sky sig ind,
           og blander med Regnbuedunst sit Skin,
           og ødsler ei altid med Middagskraften,
           men Dugmorgen skjænker og Vellugtaften.



                 Hersk, hersk over Dyret og Alt,
                 Cajahel i Støvet har støbt og malt!
                 Hersk over Jord!
                 Vær Betydningen i dette Ord
                 i Verden: Guds Sprog,
                 i Verden, Guds Monolog!
          
d.II,b.2,s.74                    Hersk over Dyrene, og
                 over det første Dyr: dig Selv!


Chor af Aander.



                 Hersk over Dyret og Alt,
                 Cajahel i Støvet har støbt og malt!
                 Hersk over Jord
                 Vær Betydningen i dette Ord
                 i Verden, Guds Sprog,
                 i Verden Guds Sprog til sig Selv!
                 Hersk over Dyrene, og
                 over det første Dyr: dig Selv!

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE