|
|
| d.II,b.2,s.8 |
Handlende:
Messias,
Phun-Abiriel,
Ohebiel, himmelske Aander.
Cajahel,
Obaddon, Jordens Aander.
Mand,
Qvinde,
Chor af Aander,
Mennesker.
Anm: Phun-Abiriel betyder en tvivlfuld, dristig
Aand eller Engel; Ohebiel: en Aand, besjelet af en
mild Tilbøjelighed eller Kjærlighed; Cajahel: det dyri-
ske Livs Aand eller Personliggjører; Obaddon: Dødens
eller Forgjængelighedens personliggjorte Kraft.
|
| d.II,b.2,s.9 |
SKABELSEN
(PHUN-ABIRIEL OVER DEN SKYHYLLEDE, DAMPENDE, ØDE JORD)
Ha, lever dette Dynd? Jeg seer det aander.
Er Gud i denne Klump? Skal Den tilbedes?
Se Rummets bugnende Bug! O Hvo besvangred?
O bøier Eder Aander! Ja for en død Gud,
for denne Forraadnelsens øde Triumphport,
opreist -- af Hvem? -- til en Dødens Fest, som snart
begynder med første Græs, der reiser sig
som Livets blomstrende Fane,
med Skabningens stolte Hær
som Offerrækker imidten af Toget,
og ender med vrimlende Ormes
Seirherre-følge.
O bøier Eder, Aander! Hist i Støvet
en Støtte var vor Gud: her er en Klode.
Se Tegn og Tro (det Visse ligger skjult
som Livsblodsdraabe i Evigheds inderste Hjerte)
er endnu Eders Viisdoms Fostermelk!
O bøier Eder, Aander! Eders Viisdom,
som vilde farveløse Uend'lighed
paa Udødelighedens morgenrøde Vinger
igjennemflyve, standser, synker
i dette Morads . . o fra sin Stjernehøide
af denne Klump maa Aanden slæbes ned
|
| d.II,b.2,s.10 |
(thi den kan ei begribe; maa dog tænke,
og dier, naar den tænker, Udødelighedens Barm,
thi Aander kun ved Tænken voxe)
den slæbes ned i Afsinds Dybder . . .
O . . o af denne døde Damp,
der ægger op vort Skarpsind og beseirer,
til Intet splittes -- ak den falder ned
som Dug, som Graad -- en Aands Lyksalighed.
(Ohebiel nærmer sig)
Ohebiel.
Ak tvivlfulde Phuniel, min Sorg!
høje Abiriel, min Fryd!
Phun-Abiriel min Vemods Elskov!
Hvor uden rugende over dampende Kloder, for
Gud at belure -- ja under Livets Undfangelse,
finder min Sorg dig Abiriel?
Ha hvor er Gud? Hans Kraft jeg seer kun, hører
som Støvskyer Verdner suse i Hans Fodtrin.
Flux jeg skuer did, men
seer som forhen Intet.
Ak Intet uden Sporets dybe Hvirvel,
hvori til Afsind, uden at den drukner,
min Aand fordreies. Ha, var ei min Tanke
meer let end jeg, den, mørk som denne Klode,
synlig rulled frem, og
Jeg, som Gud, da skabte.
Ohebiel.
Phun-Abiriel, min Elskov din Grublen vil evig forfølge,
som Faklen, der fordyber sig i Natten,
og, i sin Søgen efter tabte Guld,
gjennemborer selv Midnattens Hjerte, en neddalet Taage.
Ak, neppe-fødte Kloders Damp, er din syge Næring,
din Grublens Dug, saa vidt den groer i sin sorte Skygge.
De skjønne Verdner for Phuniel ere
kun sammenrullede Gaader.
|
| d.II,b.2,s.11 |
De glade Aander og Messias seer i hver
en nyeskabt Jord en Blomstknop kun, som udspringer
hvor, paa sin evige Flugt gjennem Alt, den Almægtige foer,
at dække (o Skyer dens Dug) med Rødme og Vellugt hans Spoer.
Phun-Abiriel.
Hvad Sol fremlokked' mig, en Aand, af Støvet?
en Aand, som blomstrer, mens Evigheder visne?
Ohebiel.
Almægtig Algodhed.
Phun-Abiriel.
Hvad Strøm rev mig hen, som et Frø,
der her til en Knop, og, se, hist
til glindsende Palme henveires i legende Flugt?
O rev mig saa snart gjennem Verdner og bølgende Tid
henimod stille Uendelighed, at hver
Tilværelse syntes en Drøm?
Ohebiel.
Almægtig Alviisdom.
Phun-Abiriel.
Erindringen tog jeg med mig alene.
Ohebiel.
Erindring er al vor Kundskabs Hjerte.
Se derfor i Aanden flammer klart
(et Suk er ei tabt) det første Ord,
han gjemte, som Barn, i sin Moders Øre.
Den Tanke, i duftende Ønsker hyllet,
som, selv da den straalede gjennem Hjertet,
han ikke forstod, staaer i Aanden malt.
Phun-Abiriel.
O da, jeg lever da, som Dyr af Drøv,
af min Erindring?
|
| d.II,b.2,s.12 |
Ohebiel.
Rundt den, som om Hjertet et Legem,
Aandernes Kundskab vil voxe,
til Hjertet -- saa synger Messias --
som Verdnerne svulmer, og Legemet
fylder Guds Belte, Uendeligheden.
Phun-Abiriel.
For mig er Udødeligheden øde.
Se Verdnerne svømme deri som Liig,
-- tys! -- stumme og mørke, de svare ikke.
Ohebiel.
Et Liig en blomstrende Jord!
Dyret, som blusser paa Høien, og seer sin
Yngel i Dalen, Forraadnelsens Orm!
Cajahels Rigdom -- ødsle Algodhed! -- dens Liigpynt?
Dens Skyer Cajahels Graad idet han maa flygte?
. . . O, hvis jeg kunde græde, græd jeg.
Jeg savner Taaren, som min Sorg belyste,
da mig, som Barn, Cajahel ammed',
og gav mig Dyr og Blomsterne til Leeg.
Men Sorgen selv, som skumler sortbleg
igjennem min stjerneklare Skjønhed,
er Aandens -- o en vældig Taare, som
herinden voxer, til, o hvis den kunde!
til den til Intet mig tilbage sprænger.
Phun-Abiriel.
Intet Aanderne (o kun Damp, som
driver blind om det store Hjerte):
lærte af deres Evighed,
uden den stumme Beundring.
Ohebiel.
Kundskab, de Udødeliges Næring,
klar i udfoldede Uend'lighed
er frem for Aanden lagt. Hans Kraft og Kundskab,
|
| d.II,b.2,s.13 |
som Tvillingbørn, der af Omfavnelser
at voxe lige synes, snoe sig sammen
og voxe i hinandens Ild og Lys,
saa Evigheder blive dem for snevre,
som Barnedragt fra Ynglings Skulder glider.
Phun-Abiriel.
O Hvad kan nærme sig gjennem Uendelighed?
Hvad voxe i Evighed uden den Evige?
Er jeg da Gud og I, Aander og Verdner, og Alt?
Ohebiel.
Selv ei, om du løste Obaddons Gaader, Cajahels Vid,
hvis Latter er Dyr, hvis Smiil er Blomster,
blev Phuniel Gud -- o Phuniel,
hvis Vanvid vil Rummet, den Eviges Tankekreds, fatte,
skjøndt Selv kun en enkelt sorgfuld Tanke
af Jordklodens Sjel :(dens Væs'ner):
hvor du i Sandsers Blomster stod.
Dog er den Jord, hvor du fødtes, født
:(kun Gud er ældre end sin Verden):
Men haab af din Udødelighed, som saae,
skjøndt ung endnu, jo Verdner at forgaae!
Phun-Abiriel.
Ohebiel, o du veed af Hvad du siger,
kun det, at du Abiriels Tungsind trøster.
Ohebiel.
Ak Phuniel min Sorg! Abiriel min Fryd!
og Begge, Phun-Abiriel, min Elskov!
-- Ah Sorg og Fryd i samme Bæger mænget
er Elskovs Nectar? -- Bedre, hvis jeg kunde,
jeg Ligegyldigheds bund- og bølgeløse
og lunkne, smagløse Vandflom drak;
O, eller mig i Hadets Galdestrøm
(saa seen og klæbrig, at fra liden Djævels
endmindre Hjerte -- knapt saa stort som Tand
af liden Hugorm -- det kan dryppe ned
fra Jord til Jord, og hele Verden spinde . . .
|
| d.II,b.2,s.14 |
Phun-Abiriel.
. . ja Gud selv om han var at finde
Ohebiel.
. . med Slangetraade rundt: Ja, ha! i slig en Galde
var bedre mig beruse indtil Vanvid,
end gjemme blege Sorg ved Phuniels Tvivl,
som Orm i Blomst, i blussende Beundring,
der voxer, vandet af Ohebiels Vemod,
høit for Abiriels høje Sjel at naae.
Phun-Abiriel.
Ha. Phun-Abiriel kan ei beundre.
Ohebiel.
Beundring er Aanders Kjerlighed.
Phun-Abiriel.
Beundring er et dovent Leje. Fra
dets søvnige Vellugt har Phuniel reist sig
og vaagen han ind i sin Evighed stirrer.
Ohebiel.
End som Morgenens Dæmring er den graa og
fuld af Drømme. O Utaalmod ei trodser
Dagen frem, som bag Bjerget endnu sover,
om tusende Suk end sønderhugged' Taagen.
O stirr ei efter Gud! Vær glad og leeg
som Barn kun med hans Verdners Skjønhed!
Phun-Abiriel.
Min Barndom jeg :(Kloden hist var min Vugge:
der laae jeg blandt Dyr og Planter idrømme)
jeg lagde igjen i Støvet, med Dragten
af blomstrende Sandser vævet for Barnet.
Af gjerrige Obaddon loe jeg, som gjemte
bag Stene og Muld den udslidte Pragt,
jeg rev, da jeg faldt i Rosentorn, sønder,
i Flugten for spraglet Lidenskab fange.
|
| d.II,b.2,s.15 |
Pjalten jeg kasted' som Ormen sin Ham, da
gjennem de trange Skyer :(min Vugges
Teppe, hvor mine Laster gjenklæbed' som
Stanken): jeg krøb som endeløs Slange
ind i den nye Evighed for at
leve af sorte Gaader -- o Flint! min Tand springer -- og
ikke som før af regnbumalt Drøm . . o sød, rosenblød!
Ohebiel.
End er du Barn blandt Aanderne.
Vee, et sygt og klagende!
Phun-Abiriel.
Hvi seer jeg da ei min Fader?
Ohebiel.
Du seer Ham, men kjender Ham ikke,
for spæd til hans Almagt omfavne.
Phun-Abiriel.
O hiin Jord, min Legeplads,
jeg for en Evighed siden forlod.
Mindet, Gravens varigste
Blomst, hvis Blad er graadfulde
Hjerter, hvis Vellugt Berøm, er forlængst
uddød paa min Grav
Ohebiel.
Phuniel -- Taare rundt om Ringen glidende,
o hvileløs! Maal ikke Hvad vi vide
Uendeligt, som har Begyndelsen
:(Tilværelsen): i Enden :(Gud): fastsmeltet.
Vær glad, og troe, det er umuligt,
før, ved at læse i Guds Digt: Verden,
med Kjærligheds høje Lovsang -- glad Hærold
for Hvad dit Skarpsindsøje fandt -- du har
hver Tanke tydet. Ak Abiriels Kraft
vil vide uden at forstaae, endskjøndt
hver Viden først paa Ahnelsernes Vinge,
og saa paa Visheds Skulder hæves frem.
|
| d.II,b.2,s.16 |
Phun-Abiriel.
Er ogsaa Troen foremalet Aander?
(Ohebiel sagde: tro, det er umuligt!
Umuligt, som Messias, Gud at kjende,
endskjøndt Udødeligheden er mit Hjerte?)
Ha, Troen foremalet Aander?
Den regnbufarv'de Solskjerm, som vi bar
engang, som Støvets Konger, lavt over Hov'det,
og som Bedragere helligt svoer paa var
denne rette Himmel? Ret! o Ret, thi ellers
Fornuften fløi sig vild, naar over sig
den saae den frie Himmel, mens den selv
af blodige Sener var til Dybet lænket,
. . O vee de briste ikke før de raadne!
Ohebiel.
Tro, Verden er Guds Tempel: denne Jord
en nyreist Pille, Evigheden Port,
Udødeligheden morgenfarvet Kuppel,
hver Aand en Lovsang, rullende
langsgjennem Evigheden i sin Væxt
ved Kupplens Gjenlyd. O tilbed,
og tro, kun Guden selv er Stemme stærk
nok til igjennem hele Templet runge.
O, naar Han synger, er det Chor
af alle Pillerne (hans Billedstøtter)
af Kupplen, fuld af Aander.
Hør, tyd og istem Hymnen.
Hist engang vi læste tause dens enkelte Ord,
i Støvet, som Dyr og Blomster, skrevne.
Phun-Abiriel.
Kun Hvad jeg veed, jeg troer. Hos Aander
Begreb og Troe er Eet. Hvad vi begribe
det troe vi fast, og lægge det
som funden Skat til al vor Kundskab,
erkjende det for Sandt, og fange saa
:(af Agtelse for den Forstand, som fandt det):
Fornuften under Troen.
|
| d.II,b.2,s.17 |
Ohebiel.
Troe er da
vor Kundskabs Kjerne, og hver Aandskraft
kun det Erobrende for Troen. . .
Phun-Abiriel.
. . Til ingen Gaade -- selv ei den, som er
i Græsstraa gjemt: om al Tilværelse,
og Gaaden: Gud, hvis Knude er mig Selv --
er meer tilbage.
Ohebiel.
Phuniel se,
en udbredt Evighed er den Valplads,
hvor Seiren vindes.
Phun-Abiriel.
Ha, saa lang,
at -- o jeg troer det næsten -- vi maae troe
og sukke: o umuligt!
Ohebiel.
Dog Messias
er som en Seierherre glad. O derfor
skal Haabet være Aanders Troe.
Phun-Abiriel.
Nu skulde -- saa der ei var Strid
paa Afsinds Rand imellem mit Hjerte:
Udødeligheden, fuld af blomstrende Haab,
og Kundskab, min Hjerne, vissen af Tvivls Dunst --
Alvidenhed være min Hjerne, Tanke mit Øje,
saa skarpt, at det kløvned' disse Kloders Knuder.
Dog min Forstand kun faae Skridt lyser foran,
saa svagt som om en Taare var dens Blus.
Selv Phantasien, skjøndt den spænder
et Smiil som lettest Vinge :(skjøndt saa vid, at
en Salighed med alle sine Drømme,
end lettere og skjønnere end en Aand,
kun er dens Pynt, en Krands om Randen,
som Himlens Morgenskyer): daler mat,
|
| d.II,b.2,s.18 |
fortvivlende, som Fugl i Ørken, om
at gjennemflyve alle Evigheder,
som, skjøndt enhver er lys, i saadan Dynge
optaarne sig, at deres Dybde sortner
-- o som en Grav om mig, saa tyk af Blomster,
at jeg i Nat af Vellugt seer mig fangen.
Kun bag mig gaaer min evige Hofmester
Erfaring -- ha, lære Aander af Støvet?
thi i hans Tavle staaer, og han belyser
Alt med sin Fakkel, mindste Handling
og svagest Tanke, som, da hist jeg krøb,
igjennemfoer mig.
Ohebiel.
Se Abiriel,
Alt er paa Tavlen opsat klart: saa let
fra dunklest Følelse til Tusmørktanke,
fra den til Ord, saa let som Morgenvind,
fra det til dagklar Handling du kan regne.
Og Alt, den hele Sum, fra første Skrig
indtil dit Dødssuk, er den første Regning.
Den anden er begyndt og fortsat bag
Obaddons Ryg. Og begge disse Rækker
er al din Viden -- o saa vidt jo kommen,
at Klodernes Afstand for dig er en Tankes Flugt.
Hvorhelst du dig tænker, du er.
Phun-Abiriel.
Dog blier jeg svimmel, træt ved Skuet af
en Evighed fast i Evighed lænket,
saa Leddet ei kan sees -- O ligger det
bag en af disse Perler i Guds Belte?
ha eller i et af Mellemrummene?
Ohebiel.
Speid gjennem Alle, det er Aandens Kald.
Men fandt du Ringens Led, den slet var gjort.
|
| d.II,b.2,s.19 |
Phun-Abiriel.
Jeg trættes. Ha, jeg vil min Tanke
indskrænke til Beundring. Ja, som om,
da hist jeg stirrede fra Mulden,
jeg vilde grave Hjernen ud, fordi
den mægted' ikke Skyerne rumme
og Stjernens Flugt at bøje :(liig Tyrannen,
der ei kan Folkets Frihed og Kraft
fra deres Flugt neddrage til sit Skjul,
og saa fortvivlet sprænger sig i Luften):
Saa Hjernehulen Echo blev for Raab
af tankeløse Jublen og Skræk
om Solskin svømmed eller Torden bølged',
og kun Beundrings salige Blik
stod hjerneløst evigaabent for Alt
:(saa dumt som Ørknens Søe der aldrig
en Klippe viste eller med ensom Blomsters
Skygge leged, men evig kun maler
Skyer eller øde Himmel): .
Ohebiel.
Phuniel! Tvivl, elsker du Sandhed saa beil,
og døe i din Elskov, saa fra den Elskte
du ei dig Selv kan skille! Beil,
som Aandernes Ældste Messias, til Sandhed!
Til Almagten Han ved Beundring beiler,
til Algodhed ved Kjærlighed.
Aanderne see i Messias Gud,
det høje Ideal, sig speile.
Phun-Abiriel.
Da skulde Phuniel, hvis han troede saa,
kun trælle for sin Frihed qvæle, og
at sønderslide sin Personlighed,
og vaske Tanken "Gud" ud af sin Sjel,
og grave kun Messias Billed ind,
og, hvergang han ei følte som Messias,
beskylde sig for Synd.
|
| d.II,b.2,s.20 |
Ohebiel.
O det forbyder
den Ret, som er til alle ligedeelt,
og adler Støv til Guddom, den: at stræbe,
igjennem Banen, som Hvers Frihed bryder
med uafhængig Kraft, hvor bedst ham synes,
at ligne sit og Alles Udspring.
Den Ret er Børns Ret, at hvert Barn
afbilder Faderens Dyd og Kraft i sin
Characters Farveskjær. Vi ere Alle
Guds Børn, ifra den Førstefødte, som
engang i ældste Tid laae svøbt, men nu
og gjennem Evighed for sine Sødskend'
har Rang, fordi han bærer klarest alt
sin Faders Træk i moden Skjønhed,
til Yngste, som, af Sandsers Duft hendysset,
Cajahel dier ubevidst i Græsset
uform'lig end og sløv, knap meer
end varmet Jordklump: saadan Skabning,
meer ulig Gud end timegammelt Foster sin Fader.
Sligt Dyr sin Faders Vuggegave kjender ei engang;
og Nogle see :(fra Mulden har jeg denne Erindring):
et Glimt som blinder Øiet, saa de heller
gjenlukke det for om Straalerne at drømme,
der viste deres Rigdom, og for frit
det rene Lys, de saae, til Regnbuskjær
bag lukte Øje smelte. Aanderne
fuldt kjende deres Arveret: at Hver,
ad selvbrudt Vei igjennem Evigheden,
skal uafhængig :(heraf Selvbevidsthed,
der paa en udspændt Rolighed
afmaler den Lyksalighed, der er
hans Hjertes eiendommelige Digt):
frem mod sin Faders Guddom nærme sig.
Phun-Abiriel.
Glemsel, min Sjels Møl, blev hængende
under Obaddons Vinge; men Uvished,
Aandens evige Orm, fortærer mig.
|
| d.II,b.2,s.21 |
Ohebiel.
Kun svampig Gisning; men ei hærdet
Erfarings Dynge, Aandens Høide, hvorfra,
som fra sin Viisdoms Borg, han overspeider
selv Verdnerne i Evighedens Fjerne,
og fanger Gaaderne og lægger dem
til Borgens Stene, saa dens Ringe voxe
ud gjennem dette Alt og Kupplen hæver
sig gjennem Udødeligheds Himmel rødmende,
fortærer den.
Phun-Abiriel.
Og Vanvid -- min Ohebiel,
saa troer jeg -- taaler ei Uvisheds Kræft,
ifald det slaaer sin fulde Skjønhed ud,
med Luefarve, lummer Vellugtrøg.
Alviisdom eller Vanvid kun er fri
for denne Tand, som dybere sig roder
ind i min Kundskabsskat.
Ha, hvis jeg kunde, hvis det ei en Grif
i Støvet lænket var, jeg Vanvid løsslap,
der rev mig hurtigt hen paa et vinget Smiil
til hvert et Maal, som jeg tænkte mig, og med
Triumphlatter rakte mig sønderplukket
hver Gaade, som jeg pegte paa. O snart
det skulde, i sin Flugt, mig til at troe,
at alle Syner, som os fløi forbi
(endskjøndt dets egen sorte Aande ikkun)
de sande Verdner vare, overtale.
Da sagde jeg, og det for mig var Sandhed,
saa længer ei paa Gisningers lette Broe
imellem Afsind og Viisdom jeg flagred:
at denne Verdnernes Uend'lighed
et Væsens dræbte Krop -- af Hvem da? -- var,
Blodsdraaber disse Kloder, denne Jord
en nys uddryppet Draabe, denne Skyring
hiin Draabes Damp, og alle Liv
kun Orme, som i levret Blodklump leve,
|
| d.II,b.2,s.22 |
Cajahel da en livfuld Raadenhed,
og Gud var Sjelen, som nu over
sit sønderknuste Hjemsted svæver; jeg . . ?
Ha hvad var jeg!
Ohebiel.
Du ei vanvittig, siden
du ei dig Selv kan løse, er. Thi Vanvid
i Verdensdyb med kroget Gisning meder
og fisker op, saa flux det kaster ud,
just Perlen, som det ønsked', raaber: fundet!
skjøndt Alle see kun tomme Krog.
Phun-Abiriel.
Jeg er en Tanke i Gudssjelens Angst
for sine Lemmer sammensamle og
belive dem paany. Se min Ohebiel
den store Gaade aaben som et Saar,
hvor finest Nerve stikker frem, saa du
kan fjernest Muskel røre! Hvis jeg mægted'
at troe som Sandhed dette, var jeg salig:
mit Vanvid hopped' paa elastiskt Been
hver Grændse over, hvor dybt under Viisdom
maae svimle og krybe hen i tusind sunde
og sene Tanker, for en Indgang finde.
Ohebiel.
Det være nok, at Alt om os er godt,
at, som til Overflod, det Godes Farve
og Form er Skjønhed, at, saalangt vi see
Guds Storhed voxer. Vi har Deel i denne,
til Odelarv, saavidt vi kan den fatte.
I Hans Algodhed har du Deel saa stor
som du med egen Godhed dig tilmaaler.
Og du har Deel i hans Alviisdom, hvis
du Selv er viis.
Glød da i Aanders Fryd, der skinner gjennem
den Skikkelse Guds milde Phantasie
os gav, at, som hver Dyd og Kraft fremblomstrer,
|
| d.II,b.2,s.23 |
og, som velvillige Følelser udvælde,
dens Morgenskjær meer favert skulde blomstre,
og Legemet til Kaabe bli'e af Smiil,
altsom vi glemte Mindet om de Laster
(Angst er den blege Røg af Lasten,
som damper op med Sjelen ifra Støvet
og sortner Aandens Skjønhed, og Bebreidelser
som Gnister søndersplintre den saalænge
til Sjelens dybe uslukkelige Spire:
Kraft til det Gode, modnet af
Udødeligheden, frem sig hæver klar):
vi fandt histnede, gjemte som en Skat,
til hvinende Obaddon, Almagts Aande,
dem blæste bort for evig, hvirvled' dem,
med hele deres Støvham, under Støvet,
at Lasterne for Efterkommerne
gjen kunde spire op hvorfra de kom,
og være evige i evig Dødsomvexlen!
Her lyver ikke Formen, som histnede,
hvor Laster funklede og Dyder rustned':
er Aanden god og viis, saa er han skjøn.
Dit Mismod, Aandens Tæring, for du ei
kan løse Selv din egen Gaade :(thi
dens Led er' spredte i Uendeligheden,
i Lænkerad fra største Sol og til
Insectets Vinge): blegner -- Phun-Abiriel
min Kjærligheds Suk! -- din Skjønhed, som
din Fryds blussende Gjenskin skulde være.
O Phuniel min Sorg! Abiriel min Beundring!
Glød i vor Fryd, i svulmende Bevidsthed,
vor Salighed, i Guddom, som Messias!
Vi vide Gud er nær, at nu vor Godhed
er større Deel af Guds Algodhed,
vor Kraft og Indsigt i Alverden
en større Deel af Alkraft og Alviisdom,
end da, beruste af Cajahels Blod,
vi, skygg'de af Obaddons Vinger,
sad sammen, ikke kjendende hverandre,
paa lav're Trin af Guds Throne,
|
| d.II,b.2,s.24 |
og fryded' os som Konger over Tusind
af Dyr og Planter.
Phun-Abiriel.
Se her den sorte Kilde til mit Mismod,
som overskyller salig Evighed:
Jeg er en Aand, en Verdensring af Tanker,
i alle lav're Verdner seer jeg ind,
og læser hver en Tanke, som fremavles
i Sjelene, der vandre rundt paa hver
en Jord i Mulddragt. Men Cajahel,
hvis Tanker ei er Tanker blot, men Liv,
for mig er højere Verden, der er kun
for blinde Tro og vindøjet Phantasie,
ei for Fornuften aaben . . O som hist
jeg svimled, naar jeg over Graven lod
min Tanke flyve. Og endskjøndt jeg er
hvorhelst jeg tænker, naar jeg tænker: Gud,
da er jeg hvor jeg var da Tanken kom,
og døves hen af brusende Verdner.
Hvem tegner Cajahel i Dyret og Blomsten?
Sig Selv? eller Gud?
Ohebiel.
Cajahel er Guds Aande,
som Støvet tilsammen i tusind Former,
men alle Guds Billeder, blæser:
Guds Aande, der, udviftet,
bedugger Rummet med Sole.
Phun-Abiriel.
O Dugdraabe, Verdners straalende Pocal!
De drikke og tumle berusede hen
med Regnbueharpe og Morgenskykrands.
Dyrene ere deres drukne Jubel,
Blomsterne tøileløs Phantasie.
Obaddon følger som Rusens Anger.
Han Regnbuen mejer med stormvinget Lyn,
og fylder de blomstrende Skyer med Pest,
|
| d.II,b.2,s.25 |
opreiser Natten som Dagens
sorgfarvde Gravminde, sætter
Maanen som Urne i hule
Midnat til Minde om Solen.
Ohebiel.
Han er Guds Aande idet den
fra Verden drages tilbage.
Phun-Abiriel.
Obaddon, o den Stinkende?
Han Guds Aande? Heller hans Fiende!
En huul Grav hans Hjelm, han har nedlagt i Striden,
en guul, pestfuld Skye er hans opspændte Bue,
en fuul Røg hans Landse og Raadenhed Pandsret?
Han, sugende hver en Draabe, som randt fra Cajahels Hjerte?
-- O Grav, bundløse Igel!
Sort, skjøndt mæt af Livets Rødme:
Cajahels Livsblod, der formes i Lyset :(som Kilden, der drypper
i tusind Chrystaller frem): til de spraglede Dyr og Blomster!
Er Cajahels Liv, Obaddons Død da Skaberens Aande:
hvor er Hjertet som udaander
Livets flyvende Rødme, og drager
Dødens tunge Damp tilbage?
:(Messias, den herligste Lysgestalt, viser sig ovenover.
Aander følge ham):
Chor af Aander.
Spørg ei, hvor er Gud, som vi tilbad, da
hist vi med Rædsel mod Skyen
saae, og vi sagde: der boer Han!
Verdnerne raabe: her er Han!
Cajahel jubler: her er Han!
Obaddon sukker: her var Han!
Aanderne fylde Evighed med Sang:
Han er her!
|
| d.II,b.2,s.26 |
Ohebiel.
Messias kommer for at døbe
Cajahels første Vaagnen her i
sin Vugge, gynget af sin Gjæring
vildt om i Rummet, med Velsignelser.
Chor af Aander.
O see den nye Tanke i Verdens Digt,
Aanders Beundring!
Messias, da Evighed maaltes til Tid af Cajahels
Smiil og Obaddons
Skygge, den Fødte --
Messias, o Alviisdommens første Ord,
Digtet kan tyde.
Messias.
Guds Ord ere Aander: Aander, som blomstre fra Støvet.
Guds Tanker er Verdner.
Skjult ligger en Aand i dunklest Støvgran, som Ordet
skjult slumrer i Tanken.
Ah. Læberne aabnes, Evigheds morgenrøde Port, og
ud hvirvles Tanken som lysfuldt Ord, som
klangfuld Perle fra Dybets hule Musling.
O mindes, I sammenrullede rislede med Blodet!
Nær qvalt af omspundne Nerver, liig en
sløret Følelse op du steg af Mulden.
Du hang ved en Jord, som ved fulde Barm et Foster
Du mægted' ei Andet end suge,
voxende rød som din Slummer blegned'.
Hvor skifted' din Moder dit Navn for op dig vække!
Hver Morgen hun hvisked' det Navn, hun
digted' med Ømhed dig nyt om Natten.
Hvergang du stivned', raabte din Moder.
Ud foer det nye Navn (Cajahel var Tungen,
rød af Livsdug) ud igjennem Obaddons Been,
de hvide Tænder.
Raabte hun: "Blomst"! O endnu du stivned':
knapt foer en farvet Drøm igjennem dig. Raabte
|
| d.II,b.2,s.27 |
angst hun: "Dyr"! du zittred' . . O Jubel! Hun skreg:
"mit Foster lever!"
"Der, søde Dyr, der har du
smukke Blomster at lege med! Skrig blot! skrig blot!
Ha Lyd, min Vellystskjælven;
Ynglsom Raadenhed heller min Barm end øde Skjønhed!"
Ah du fyldte din Moders Øre med Skrig: hendes Hjerte
uddrak det fulde Øre og mættedes.
"Tal blot! tal blot!" hun hviskede.
"Tys, han tier! Ha, alt min Barm er en Ørken! O søde
Skrig kan du kjede? Mæt med Beruselse
mæt din Moder! Hun visner."
Du stivnede ved hendes Barm.
Hun raabte ind i din Taushed: "mit Dyr! mit Dyr!"
Da pressede ud hendes Angst
af Obaddons Beenport dit skjælvende, sidste Navn.
Hun raabte: "mit Menneske tal!
O lev du min Phantasies det sidste Digt!"
"Der Menneske har du til Leeg
en Flok Smaaesødskende, Blomster og Dyr: blot tal!"
Ah, du førstegang vaagnende reiste dig.
Din Moders Suk daled', gjemte sig
dybt i din sidste Grav.
Den hendes hule Afskedssuk var:
Thi paa Udødeligheds straalfulde Arm, hvor du
nu vugger, bort rev din Fa'r dig fra
Moderens Die -- Ak!
glad var Hun endda fik hendes Kunst
frem af din Beenpjalt en Glemmigejsblomst.
Dens lysblaa Blik paa din Grav er din Moders Taare,
da atter Hun paa sin blomstrende Ring begyndte.
Glem Hende ei; thi du hungrede ei,
og, da den Daad, du fremrulled' først af Talen,
var Barmen beherske, som Die dig gav:
med Vemod sagde hun: "Sorg han mig gjør, men Ære".
Hun, da du raabte: "fra Synskredsen her
til denne rødmer mit Rige -- o bøj, som stumme
|
| d.II,b.2,s.28 |
Træl dig mit Blomster, og skjælv du mit Dyr!"
hun sukked': "neppe den Bedste, men Smukkest er han:
hans Kongedragt stjerneklar Skjønhed, hans Trudsler Vellyd."
Ømhed for Kloden, der ammed' dig op
er Aandens Fædrelandskjærlighed.
Hver Jord har et bankende Hjerte (Cajahel)
I dette Foster staaer det endnu stille.
Obaddon er dens Fordøjelse.
Guds Almagt svulmed', Alviisdommen undfanged'.
Verdner, hans frodige Æt, fødtes og fødes i Evighed.
De die Skjønhed og Styrke af Solene,
som af Algodhedens aabne Bryster.
Hver Jord i sine Væseners Hær har sin Sjel.
Hver en enkelt fornuftig Skabning er Tanke i Sjelen.
Dens Dyr dens Drifter, som mylre i Nerverne.
Planterne ere dens dunkle Følelser.
Ilden dens Rødme, Vand dens Vædsker,
Jord er dens Kjød og Luften dens Aande,
Duggen dens Sved, Skyer dens Uddunstning,
Sommeren dens Maaltid, Vinteren dens Rolighed,
mens den paa Høstens Mættelse tærer,
Vaaren dens vaagne Madlyst: da gløde
Tankerne livligst, Drifterne sværme.
Se, over den yngste Jord
hvælver sig neppebegyndte Evighed,
at de unge Aander opad den fremblomstre kan,
som Druer, der klattre for Palmens Krones Rubin at blive.
Aandernes Rod vi see
dybt under Mulden, vi see dem som blege
Skyggeplanter under Tiden, Evigheds dag-
og natmalte Port, som Cajahel aabner, Obaddon lukker.
Vi see ham nu iblandt os, svimlende
over sin udbredte Udødelighed, Guds Skjød.
Han veed ei, at han den betraadte i
Mulden, før bag sig han nu øiner en frisk Grav.
|
| d.II,b.2,s.29 |
Dog mindes han ikke at savne Noget,
uden en ormstukken Pjalt og Lasterne.
Nu er hans Godhed i Skjønhed, hans Aandskraft i Herlighed klædt.
Hans Laster maae døe her af Sult, da Intet
her kan dem mætte. Selv Mindet Angerens
Tand vil fortære, som bortsmelter under sin Ivrighed selv.
Som en reen Taare han triller tilbage i den Algodes Skjød.
Aander Gud væver af Mulden som Solen Regnbu af Taagen.
Nu igjennem spirale Evigheder
frem han arbeider sig. Foran Indbildningens
Pensel han bruger; bag sig Erindringens Meisel.
Midti straaler Forstanden, liig en Sol, der
springer fra Synskreds til Synskreds og afmaler
Morgenen foran, slæber paa stjernede Midnat.
Verdnerne synes ham vajende Blomster, dog glemmer
ei han de Liljer, som skygged' hans Barndom i Støvet . .
Skjønhed er Ringen, hvor Aanden, som Demanten, funkler,
først naar hans Sjelskraft har afrystet syndløse Lyster.
Disse hverandre maae opsluge her, hvor de ei, som
hisset, i Støvet kan fraadse i blodige Synder
De døe af Hunger, som Slangens Yngel om Aftnen,
hvis Moder vendte ei hjem om Morgnen med Bytte . .
Med Hyl hans Vellyst sig vælter om i hans Indre,
forgiver Hevnlysten, som da dræber den Falske;
hans Ondskab qvæler Misundelsen, døer saa af Sorg.
Nu huler Angerens Tand en Grav for dem alle.
Paa Graven skriver en stum Erindring den Indskrift:
"Ak! en Tilværelse tabt!"
Han stirrer bleg i denne Tanke.
Vemod, Aandens Graad, drypper frem.
Dog Bund i Tankens dybe Helved
|
| d.II,b.2,s.30 |
seer han, hvorfra engang han kan
sig svinge op mod Evigheden,
der hvælver lys sig over hiin Grav.
Hans Helved synker bag ham med et Suks Bragen.
Han seer han var en sorgfuld Tanke, som smelted'
over i Jubel i Verdens Digt, hvor Gud sin Sjel har malt.
O se hans Godhed væver Smiil i hans Skjønhed ind,
hans Kraft den giver Høihed og Glandsen!
Eja, han raaber sig ud til Drot i sin Udødelighed:
Ah, denne Jord er skabt til at bære en Hersker
med fri Villies Scepter, Samvittigheds Retfærdskugle,
Indbildningskraftens Kongekaabe, spraglet
og som Regnbuen skjøn, og med Fornuft,
liig straalende Solkrone, og med Skjønhed,
hans Gudevæsens Hærold paa hans Jord.
Snart vil Cajahel vaagne og udnævne Kongen.
Jorden vil lysne, som hellige
Fakkel i Solaltret tændt, og
Skyen vil vorde den Røg, som
lysblaa fra Off'ret
af dens Velsignelser stiger.
Snart den istemmer Verdnernes:
Priser! Priser!
Chor af Aander.
Priser! priser! lover Gud!
Aanderne kjende Gud af hans Kræfter.
Han lader straale
i Verdners lange, svømmende Række
Algodhed igjennem de dunkle Evigheder,
hvor Selv han er skjult i sin Viisdoms Hellighed.
Ha, og hans Almagt forkynder Ham.
Hver Sol er en flammende Basun,
udstukken fra hans Viisdoms Dyb,
for Verdnerne melde, der zittre af Lydens Vellyst,
Guddommens Nærhed.
Aanderne knæle: Tilbedelse er deres Knælen.
Aanderne offre: Kjærlighed er deres Offer.
|
| d.II,b.2,s.31 |
Aanderne prise: Beundring er deres Lovsang.
Og tænke vi fjerneste Kloder, saa fører
vor Tanke os did, og vi høre
Verdnerne bruse,
høre dem svinge
Gudkraftens Vinge
gjennem det maalløse Rum.
-- Da vor Lovsang er stum.
Se, fjernt de bølge som Enge af Liljer!
Nær vi see dem at træde,
hyll'de i Skyernes Klæde,
med Straalekrands,
som Himlens Præstinder i Offermøedands
om Soles flammende Alter;
høre hvor Kloderne rulle forbi,
høre dem synge
i Fuldharmonie:
"Hvo kunde slynge
i Rummet os ud
uden Almagtens Gud?"
Messias.
Snart -- se, Skyerne briste, de graae Øjebryn
og Lyset vækker Cajahel --
Snart vil denne, den unge Jord
juble uskyldigst i Verdnernes Chor.
:(Cajahel stiger som en herlig Aandeskikkelse op af Jorden):
Cajahel.
Her er Obaddon. Nyskabte unge Liv vær velsignet!
Chor af Aander.
Cajahel velsigner. Vær velsignet.
Cajahel.
Aand unge Jord! Som hellig Urne,
med lysblaae Skyer, der ere Barme fulde
udaf Velsignelser, saa mangefold,
som Livet du skal nære, dig omgiv!
. . O se, den aander ikke, skjøndt
|
| d.II,b.2,s.32 |
selv Livets Aand det byder, thi mod Loven,
der binder mig og Alt, jeg, legende
med Magten, bød. Først Aarsag,
der ligger skjult i Gud, saa Virkning, som
Cajahel leder. O Livsfunke, Lys
kom ovenfra (nær er min Jord et Liig;
og, hvis den aander, aander qvalmt og tungt):
saa skal Cajahels Viisdom Jorden lære
at blive god og skjøn! Bliv Lys! bliv Lys!
:(Skyerne fordele sig. Solen skinner igjennem):
Chor af Aander.
Hil Jordens første Dag!
Cajahel.
End damper Jorden. Ah, den sukker
i Solens milde Favntag som en Brud.
Vær evig viet denne Sol og gjør hans
Omfavnelser saa rige, at han seer
din Frugtbarhed ei hungrig, naar den smager
med fulde Læber hans Velsignelser,
ei heller overmæt; men at den følger,
om den sig vælter frem, af Rigdom tung,
i lige Skridt (som regnfuld Sky en Storm)
hans Kraft, der bruser uafhængig frem!
Da vil han kjæmpe elskovssyg, for Dig
med mere Kraft berige end du kan
til muntert Liv og Smiil forvandle.
Og, som i Qvindens Frodighed og Rødme
(slig En, der er mit Billed paa en Klode)
og Øjeglands en Brudgom vil gjenkende
(og derfor elske hendes Skjønhed meer)
sin egen Kraft i Blomster, vil din Sol
udsaae saa rigt i Dig sit Liv, som om
han vilde for en Evighed befrugte,
og flye saa bort . . O en Omfavnelse
saa sød og rig, som, paa en Klode hist,
hvor Landene, af Yppighed saa kaade,
at vildt de, for hverandre at omfavne
|
| FORRIGE |