|
Henrik Wergeland, II. Digterverker: 2det Bind Skabelsen, Mennesket og Messias
|
| d.II,b.2,s.1 |
SKABELSEN MENNESKET OG MESSIAS ET DIGT
N. TRESCHOW,
DR. STATSRAAD, -- I NORGE.
H. STEFFENS,
HØISKOLELÆRER, -- I SCHLESIEN.
FRIHEDENS TALSMÆND,
G. M. DE LA FAYETTE,
HÆRSTYRER, -- I FRANKRIG.
P. A. HEIBERG,
SPROGKYNDIG, -- I FRANKRIG.
KJÆRLIGHEDENS TALSMÆND,
DE SANDE CHRISTI LÆRLINGE
H. N. CLAUSEN,
DR. HØISKOLELÆRER, -- I DANMARK.
N. SCHULTZ,
FOLKELÆRER, -- I NORGE.
OG MIN DYREBARE FADER
N. WERGELAND,
FOLKELÆRER, -- I NORGE.
HELLIGES
MED DEN DYBESTE ÆRBØDIGHED
DETTE DIGT.
|
| d.II,b.2,s.2 |
TIL
DIGTEREN H. STEFFENS
Ved Mjøsen, dit Fædrelands Hjerte, høitbankende under
Heidmarkens fulde Bryster, hvor Helgeøe hænger,
sød som Moderbarmens Rubinkrone, Drengens
Ydunsæble . .
-- Ha, Drengen har sluppet det, mæt som en Gud:
Totn med Haar som Guldax,
Kinden rød som Kløver,
Munden fuld af Honning!
Skjøndt han sin Fader Gudbrandsdal seer
(Han med de blaae og høie Muskler,
skygraae Øjebryn -- Hør Galden
syder gjennem Kringlens Aare!)
har han sig kastet i Græsset,
leende tvertsfor sin Moders
aabne Velsignelse. --
. . Hvor Skreya, Skjærsommersols Herberg med guldrøde, aabne
Skyport, hvor Snoens hvinende Fole og Taagens
Vogn om Natten staaer, for om Morg'nen at skumme
over Mjøsen . .
|
| d.II,b.2,s.3 |
Hvor Skreya sig styrter i Bølgerne -- Steffens! en Birk sig
reiser med duftfuld Susen og hvid, saa jeg tidt i
Mørke synes Stella at skimte . . o hvis jeg
græd ei, hørte
jeg Stellas Latter.
Der sidder en Dreng med en Harpe: hør, ti af dens Strenge
klinge som Vemods Klokker, som Sortdrosles Slag, og
ti som Helved gnistrende hvine, og ti som
Templet runge,
der skjalv af Hymner . . .
Hei! ti som Vanvittiges Latter kan pibe, der rasler
ud gjennem rustne Sprinkler, og ti har en Klang, som
-- Hui Harpens Sarpfos, min Bas! -- som om Norges
Oldtid sprang fra
sin Gravhøi skjoldtækt!
Halvhundrede Strenge? O Stellas gyldne Kongeriger!
Men, tys! de sukke øde som Dalen,
ingen Reisende seer.
Og over alle hersker nu Sorgen,
liig en liderlig Munk.
Thi -- o Gud veed, hvor hun hæver sit Smiils Scepter,
som Straalen mildt, der løber, zittrende af Fryd,
blandt Blomsterne om, de Solens Undersaatter,
at melde: nu kommer Han, Sultanen!
Ah, deilige Øine, en Engels, en Stjernes Herskers
himmelblaa Tunik,
i hvilken en Vraa (som Galliens Cæsar paa Elba)
bortødsles din hulde Majestæt?
Halvhundrede Strenge? Stellas gyldne Kongeriger!
|
| d.II,b.2,s.4 |
Men Thronen staaer øde, og under
et Havs Anarchie de jamre.
Vel, Stella, som fri Tomyris,
hersk over hylfuld Ørken.
Saa tom, at ei Dvergmaal boer der,
selvom dit Navn du raabte.
Ak, eller du boe i din egen
Oase, som stolt Zenobia!
Se, Øinene friske Kilder,
Munden en fuld Terebinthe!
Se Kinden en Palmelund, som
glindser i Morgenrøden!
Men -- hvidner det ei i Østen?
Kjære, o speid fra Taarnet!
O se, er det Støv fra Ørken,
eller Ægyptens Storke?
Med Flodsivets mætte Slanger
fede de sig om Høsten.
Ha, vee! Legioner komme.
Riimhvide Dage komme.
Din Barm under Aaget blegner.
Hjertet som overvunden Fane hænger.
Tænderne -- o Palmyras Søiler briste! --
de skrangle som flygtende Vogne.
Møllene summe op: nu er det stille!
-- Ak, hvor er Stella? Her er min Harpe,
med een brusten Streng!
|
| d.II,b.2,s.5 |
I Himlen -- o neppe et Piilskud fra Skreya, et Spring fra
Birken, hvor nu jeg sidder . . fra Skreya, der synes en
Albu udstukken mellem opkiltrede Skyer,
saa Stjernerne foer, som et Armsmykke,
opad i Farten . .
Se Toten, hin blussende Dreng, vil den løfte til Himlen!
Hoijah, hvor Mjøsens Moderhjerte skvulper, og Barmen med
Helgøes Melkeknop øser af Angst ud al sin Vellugt.
O, Rosensky, du vil beruse kun
Østerdals Tungsind. --
-- I Himlen, saa nær som et Piilskud fra Skreya,
faaer jeg min Harpe heel igjen.
Den ene, den brustne der Stella mig rækker,
knælende fletter Selv den ind.
Og leende siger hun: "Kjære, se, her er
Strengen jeg stjal histnede, hist!
Og løb med min Fangst, saa i Luften den peeb. Du
fulgte med ængstligt Skrig min Spøg.
Vi løb -- o uforsigtige Leeg paa en Kirkegaard,
saa begge vi snubled' i en Grav."
. . "Stille! stille Stella! -- saa vil jeg afbryde --
jeg fandt dig jo i din Flugt.
Evighed er vor Medgift
Messias til Salighed vier os.
Vi iføre os Guddom til Bryllupsdragt.
Serapherne spille. Vi dandse igjennem den lyse
Udødelighed!"
Se, min Vemod blier Fryd; min Fryd Sang under Birken,
Nu er et Alter den hvide Bark; Løvet Forsoningsrøg.
Ha, Sang! Sang, her hvor et Par af
Ørne, som nær have Redet gjemt, susende svale mig!
|
| d.II,b.2,s.6 |
Hvad Sang? Jord, eier du Noget,
værd at fortælle til Himlen?
Thi her, hvor Skyerne knæle,
Jord, du er vorden et Dyb kun.
Thi her, hvor Himlen er aaben,
Jord, du er vorden et Helved.
O vee, vee Stella jo boer der!
Jord, du er vorden en Himmel.
Himmel over, Himmel under? Helved ei heller
finde da Plads paa min Tind!
-- Bort da Furie-muse! bort Stella, som tryller
Sangen til Hviin om! ja tidt opfoer jeg med Rædsel; thi
Fingren, legende -- ja, saa tænkte den -- glad, liig
svævende Svane paa Bølgen, med venlige Strenge,
iisned paa eengang blandt hvislende Snoge, og Du
hvidnede, skraslende, favre Trolddom, i Krogen! --
Nei! min Tind hedder "Roe" var den en Landseod end.
Højere er den end Thronen;
kneiser i Underjordsfængsler;
Armod kun er dens ærværdige
Moslag om Foden.
Der Stjerner nærme sig -- søde Angst! de komme
som kneisende Engles bugnende Seil . . se i Dybet
gabe aabne Hjerter . . selv Purpuret revner . .
Skikkelser udvrimle,
med Djævlesvandse med Engleøine
. . vrimle i Skjaldens Blik, som Fnug i Lysstraalen:
Selv Blomsterne hæve sig opmod mit Øie (o se den
Mos-bloms Himmelhvælv!) op at jeg skal dog see deres Sjele.
Ormen spinder sig rundtom min Fod udaf Lyngen
. . se dens snelle Bugten
en Engels Kamp for at udslaae Vingen!
-- O store Alt, du Norges Fjeldes Knælende!
|
| d.II,b.2,s.7 |
. . O store Alt, du bruser -- skulde du ikke
være et stille Skjold om det rolige Hjerte,
Herkles Muskler liig om hans svævende Gudblik?
Hvi da . . Angst! o Angst!
jeg synes at drukne; thi Altet,
Jeg vilde skille mig fra,
bruser igjennem min Harpe, som gjennem Chaos' glødende Port
og hvirvler mig bort, som et Fnug, til Fnug.
O Steffens, du Norges bortblæste Laurblad,
o Treschow, der ophang herhjemme din Krands, i hvis Skygge
de gothiske, lyse Øine funkle,
svaler min Pande med signende Hænder:
de Laurbær hvorefter den brænder.
|
|