|
| d.II,b.1,s.393 |
Philosophen i Fattighuset.
. . Der kommer nogle fulde Folk. Lad os gaae ind, for at
ikke Magistraten skal troe os i Ledtog med dem, men lader os
hænge vore Kjoler og Frakker og Nathuer og Parykker rundt
omkring, for at Helten, om han ei Fienden finder, dog skal finde
Bytte nok, og Lidt for Umagen.
(De hænge slige Sager op.)
Blot ikke disse Folk, som komme skraalende der opad Gaden,
og som jeg troer, ere Matroser, rive dem ned, for vore sid-
skjødede Frakker fange god Vind, seer jeg, og flagre høit som
Seil, hvor Skjødet er sprungen; og paa Land hade Matroserne
Skibet, og ruinere Alt hvad de faae fat paa, som om de havde
deres Skib med Captain mellem Hænder, og kunde raabe: hei,
lad Skuden gaae! Captainen i Raa!
En af Selskabet.
Ja jeg troer med, det er Matroser.
(Man hører Støi og Skraal.)
Philosophen i Fattighuset.
Nei det er skam Magistraten!
(De gaae Alle ind.)
TREDIE SCENE
(Commandanten, Skipper Børre og Magistraten, som rangler med hinanden under Armen,
som fulde Folk, komme.)
Skipper Børre.
Det var yderligt ubehageligt, Hr. Baron, at vi skulde træffe
Magistraten saa svirende.
Commandanten.
Bah! Kryster bliver Helt i Viin; men Helten bliver
en Heros, Cherub, Gud i Blod . .
Chor af Magistraten.
Vi fandt idag
Holloy! en Kyst,
hvor der bugned store Druer,
røde, ja som Friheds Huer,
trinde som et Qvindebryst.
|
| d.II,b.1,s.394 |
Kysten vi fandt,
mens vi foer
under mørke Vedbendflag
paa et Ølkrus rundt om Bord.
. . Hejaja om viden Jord.
Heikomfallerilleralleralle!
vi Frants Dranker vare Alle.
Men det særeste ved Søen
var, at Ebben meer og mere
daled til den tørre Fjære;
men det særeste ved Øen
var, at Øen sank
fra et Domingo til Krakebank,
som forsvandt,
som vi ind paa Landet vandt.
Dalene sank sammen med Canaans Herlighed,
Bjergene i Eldorado fulgte med.
(Ene Magistraten veed,
i hvilken Afgrund Dalen gled,
i hvilken Krater Bjerget skred
med alle sine Druer ned.)
Holloy! vi fandt og vandt idag,
ved Glasse-Trommeslag
ved et Porter-ocean,
fedt som Smør,
i et Purpurdruesløer:
store Druer paa hver Bakke
hang som Frihedshat paaskakke,
Gingerpop
voxed' der som Rosenknop
om Burgunderviin-volcan.
Holloy, dette Land, denne Kyst
var et Gaasebryst.
Commandanten.
Er det en Psalme, som man synge bør i Feldten?
Ha, veed jeg ikke nok, at Sang gjør ikke Helten?
Men denne gjør det her!
(slaaer paa Klingen.)
|
| d.II,b.1,s.395 |
Se Kampens Morgengry!
(drager Klingen.)
Og denne gjør det her!
(tager sig om Munden).
Se Kampens Aftensky!
(Børre slaaer Hvirvel.)
Guds Død, her er jo intet Andet end nogle gamle Frakker . . .
Commandanten.
Velvise Magistrat . . Guds Blod! Ha seer jeg sandt!
En blodløs Val er der . .
Magistraten.
Heifallerilleralle!
Commandanten.
Som Kirken øde her . .
Magistraten.
Men fulde er' vi Alle.
Commandanten.
Snak! Død for Jer og Dem; thi uden Blod jeg vandt.
Skipper Børre.
Hvi slog I ei istad?
Commandanten.
Ja Drab! I dadler sandt.
Her spired Laurer da: nu er den Høst forsvunden.
Et enkelt Øieblik gjør ofte Mine til,
at faae en Laurekrands om Heltens Tinding spunden
paa blodig Hjerterok af blege Fiende-smiil.
Hvor lang Tid til et Mord behøves der da vel?
Et lynligt Øieblik . . . ja med den sløve Tamp
jeg gjennem Ribbene har pidsket ud en Sjel.
Jeg saae den stige op -- ha som af Suk en Damp!
Et Øieblik, og Lauren skygger Heltesyn:
et andet splitter den, som Lynet Tordensky'n.
Jeg skulde troe istad her viste sig Aspecter.
|
| d.II,b.1,s.396 |
En af Magistraten.
Jeg tænker, Hr. Baron, at I mod Luften fægter.
Her er saa øde som om Vinden selv var qvalt,
saa stille som om I her havde seiret alt.
Commandanten.
Ved Lynet og mit Sværd! ei Tid til Complimenter.
Om ikke just et Slag, jeg dog Beleiring venter.
I dette Land man maa af Nøisomhed jo gjøre
en Dyd: sit Sværd i Sved om ei i Blodet smøre.
Skipper Børre.
Seer I Intet? Da forsikrer jeg Eder, at jeg seer den bittreste
Spot baade over den høivise Magistrat og den høiædle Comman-
dant i alt Muligt; og jeg sværger Eder til, at jeg hører, at den
fuleste Mine er den tauseste. Tør Nogen af Jer gaae frem uden
Hjerteklappen?
Commandanten.
Jeg? Marsch!
(løfter Benene op, som om han marscherede, men bliver dog staaende.)
Magistraten.
Nei, Fanden frem; vi ville gaae tilbage
til Laget, som I brød, for Resten ind at tage.
Heihopsa'n! Raadets Stue
staaer ibrand,
staaer i Druers røde Lue.
Ile hver som slukke kan!
Se i Skinkers mørke Røg
synker gammel gothisk Bue.
Spiret selv med Fald maa true
i en Gnistehvirvl af Spøg.
Hei, alting løst:
vore Koners Bryst!
vore Døttres Belter,
Themis Skaaler smelte
i en Flod af Punsch som Guld,
|
| d.II,b.1,s.397 |
der -- Gud veed til hvilken Kyst --
bære kan, som stolte Skuder,
Magistratens Nathuer, Parykker og Puder.
. . heja strømme frem saa fuld,
med saa svulne Vover,
at kun vore Næser,
(ikke vore Hjerner)
som Stormens Stjerner,
funkler over.
Søde Nat kom snart, maaskee
skal du Priapusser see.
Midlertid, mens Dagen blæser
Himlen af Violer fuld,
som Bacchanter kan vi lee:
midlertid af Magistraten
al Forstand
banlyst er i dybest Vand;
kolde Kløgt
ud af Staten
hastigst flygt!
Jurisprudenzen,
Moral og Alt,
Lov og Præst har os fortalt,
tag nu med dig over Grændsen!
(vil gaae).
Skipper Børre.
Høivise Magistrat, vel ei forlader Pladsen?
Høiædle Commandant, jert Sværd er blevet koldt.
Commandanten.
Jeg tænker Krigspuds ud . .
Magistraten.
Her Intet er at see.
Her er kuns lidt Commerce. I kaldte Magistraten
ifra dens Gjerning bort; men gavned' neppe Staten.
Commandanten.
Jeg kaldte jer fra Viin, men skjænke skal Jer Blod.
|
| d.II,b.1,s.398 |
Magistraten.
Ak Intet mod den Fryd, vi nyligen forlod.
Commandanten.
Velvise Magistrat, I Vidner være til
Beleiring . . .
Skipper Børre
(hvisker til Commandanten.)
Lettest skeer den udentvivl ved Ild.
Commandanten.
Ha, hvilket Krigspuds, ha!
Skipper Børre
(hvisker til Commandanten.)
Ja Brand! En liden Gnist
kan ryge Ræve ud. Hr. . . I forstaaer mig vist . .
Commandanten.
Og gjennem Vinduet skal Carabinen strække
sin sorte Strube ind, og dem til Døden vække.
Jeg sværger Eder til ved dette Kaardefæste,
af mine Allierte Vulcanus er den Bedste,
saa Æren lider ei ved ham min Seier række.
(Børre slaaer Ild og rækker ham en tændt Svovelstikke.)
Skipper Børre.
Her, Eders Tapperhed, en Svovelstik ibrand,
som hele Babylon til Grunden rykke kan.
Commandanten.
Hør!
Magistraten.
Gud bevar's for Ild!
Commandanten.
Ved Sværdets Morgenrøde,
skal Ordner pour merites groe frem i dette Øde!
|
| d.II,b.1,s.399 |
Skipper Børre.
Ah, hvilke Soleblik dog Magistraten gjør
ved saa at kige frem indunder Tidens Slør!
Stik an Hr. Commandant! jeg hører Støi derinde.
En oprørsk Strube man ved Røg kan lettest binde.
Commandanten.
Velvise Magistrat, nu kaster jeg en Bombe:
en hellig Fakkel til en blodig Hekatombe
for Slavens Minde, som ifjor for denne Haand,
til Jorden gav sit Støv, til Helvede sin Aand.
Der maaskee Satan har en Tamp saa fiin, saa fiin,
at han kan flekke selv de tynde Aanders Skind.
Ha, nu min Ven Vulcan skal slæbe Seiren frem,
at jeg paa aaben Mark kan siden slagte dem!
Vulcanus kom i Lyn! Ha, Ildens røde Hane
med røgsort Vingeklap for mig skal Seiren bane!
(Børre slaaer Hvirvel.)
Skipper Børre.
Nu gaaer snart Stikken ud!
Ak Naade! Eders Naade!
Lad Naade gaae for Ret! Hvo kan for Ilden raade?
Selv Brandmajoren ei, skjøndt i sin Røghat sort
og Luefjær han kan selv skræmme Satan bort.
Hei, Gaden gaaer jo rundt! Stop, der vort eget Huus
jo kommer ravende imellem Ild og Gruus!
Commandanten.
Vel, Naade gaae for Ret! Det tykkes ogsaa bedre,
at vise Sværdets Magt for disse Statens Fædre.
Os tykkes allerbedst om hvad Jer tykkes bedst.
|
| d.II,b.1,s.400 |
Commandanten.
. . Erklæres altsaa nu Blokaden aaben! Næst
Blokaden kommer Storm, saa Død og Hungersnød,
saa synker Mand og Muus . .
Magistraten.
Men vi dog burde vide,
hvad disse Folk har gjort, hvi de slig Nød skal lide.
Skipper Børre.
Fornuften kommer igjen. Ræsonnement maa døves!
(slaaer en Hvirvel, og skriger under den Magistraten i Øret.)
Hører I? Hører I, spørger Commandanten.
Magistraten.
Ja . . Eders Naade . . Ja . . han talte . . ja vi hørte.
Skipper Børre.
Han paabød Taushed her, mens jeg min Tromme rørte.
Thi Trommeklangen ei forstyrrer Generalen,
naar speculerende han vandrer om paa Valen.
Commandanten.
Først, Skipper Børre, gaa I, og recognosceer.
Og meld ved Trommeslag, hvor Fiendens Styrke er.
(Børre gaaer frem mod Huset.)
Skjøndt ikke altid saa, det muligt torde hænde,
at Fiendens Næver, som hans Tunger, torde brænde
af satirisk Kløe . . Ha, min Garde Landsenknegte
maa komme snarlig her, for efter mig at fegte,
endskjøndt hver Unge veed (paa Barnetunge hæver
sig Heltens Rygte først, og der hans Minde svæver
i skræksomst Majestæt) at Ravnkrogs Commandant
med egen Finger tidt for Døden Riger vandt.
Imidlertid til da vi retirere ville,
til vor Trompeter skal til Mord og Angreb spille.
(gaaer længer tilbage med Magistraten, som viser sig frygtsom.)
|
| d.II,b.1,s.401 |
Hei kom, min tappre Trop, som jeg i min Barakke
(der ligger midt i Byen, men skjult som Røverhul,
saa, naar jeg plystrer, de gaae frem som Orm af Muld)
har lært med Klingekløer høit over Folkets Nakke
paa Knebelsbarte-ving som Glenter flye omkring!
Hei kom, min Trop! min Dunsinaneskov,
der i sit grønne Løv kan skjule Blod og Rov!
Hei frem et muntert Choc!
(plystrer.)
Se, under Lyn af Spær,
der tordner frem min Hær! Den ruller i det Fjerne
som Skyen i Hvirvelstorm; men foran funkler der
som Stormens Dioscur min Lieutenant Sorgens-Stjerne.
(Soldater rykke frem med flyvende Faner og klingende Spil.)
Holdt!
(Troppen standser. Skipper Børre er standset ved nogle Steenhobe,
slaaer en Hvirvel. Commandanten og Magistraten retirere.)
Magistraten
(retirerende.)
Tilbage! Tilbage!
Commandanten
(retirerende.)
Hvem commanderer her?
Naar disse Sværd er hist, jeg commanderer Jer.
Skipper Børre.
Staa vise Magistrat! Her Fare er for Porten.
Staa ædle Commandant! Jeg bringer her Rapporten.
Commandanten
(drager Sværd.)
Tal!
Ak vi ligge her!
Skipper Børre.
Slig Fare høres bør
med draget Sværd og Lov, i Aske og i Slør.
To Batterier hist af Steen mod Himlen kneise
paa hver sin Flanke, hvor de Oprørsbann'ret heise.
|
| d.II,b.1,s.402 |
Som Vaterlands Parnas, som Gjessing murer op
af Sved og Blæk og Dræk, saa rager deres Top.
Se der!
Commandanten.
. . Et Rundetaarn!
Skipper Børre.
Se der . !
Commandanten.
. . Et blodigt Flag!
Magistraten.
Vi intet Sligt kan see, men en Paryk paa Stag!
Skipper Børre.
Sligt Ræsonnement maa qvæles.
(Trommehvirvl.)
Hvad seer I nu? Guds Død!
Vi see et Oprørsbanner,
som Jorden Himlens Syn, fra Himlen Jordens raner.
Commandanten.
Jeg tør ei sige Jer, hvad Rædslers Seculum
sig over Jorden Vei bag denne Klinge baner.
Som Magistraten maa min Tunge være stum!
men, Glavind, grav i Blod, hvad Tid mit Hjerte aner.
Ha Timurs Secler skal min Klinge pløie Rum!
(Børre slaaer Hvirvel.)
Skipper Børre
(til Magistraten.)
Snart skal I Mere see! Tro mig, vor Commandant
har spaaet Døden før, og spaaet stedse sandt!
Snart skal I Mere see . .
Magistraten.
Ak Naade! vi vil læse
en Paragraphus op, som Taarne bort kan blæse!
|
| d.II,b.1,s.403 |
Commandanten.
Ha, Krigen er begyndt!
(Børre slaaer Hvirvel.)
Skipper Børre.
Men først Mandatet frem!
(gaaer hen imod Huset.)
Commandanten.
Ja, først en Paragraph med Klingestaven tydet!
Ja først en Paragraph, som vier Sværd og Spydet,
og gjør til Babylon i Gruus vort Ravnehjem!
Skipper Børre
(nærmer sig de ophængte Klædningsstykker.)
Der hænger Frakker, Parykker, Nathuer -- ja Disse skulle være
Mænd og Fiender. Aftenvinden hvifter i al den Stads. Nu, det
skal være et tøilesløst Oprør. Se Skjorterne ere ligesaa aabne
som Kjolerne.
(slaaer Hvirvel.)
Magistraten
(retirerende.)
Tilbage! Tilbage!
Commandanten.
Hvem commanderer her?
Naar disse Sværd er hist, jeg commanderer Jer!
Ak Naade! Ak og Vee! vi kan ei flye, thi Skræk
i Benet hænger . . Ak vor Commandant er væk!
Bi, tappre Commandant!
Commandanten.
Jeg trækker mig tilbage,
for større Rum at faae, som Tigren myg og krum,
naar jeg skal styrte frem for Seiren hjem at tage.
Tal!
Magistraten.
Ak vi ligge her!
|
| d.II,b.1,s.404 |
Skipper Børre.
Slig Fare høres bør
med draget Sværd og Lov, i Aske og i Slør!
Aabn, Helved, vidt dit Svælg: din hele Flamme-hal
kun blive vil for mig en slikket Muslingskal,
idet jeg tale maa om rasende Giganter,
som Agt ei nære selv for fremmede Gesandter,
for egen Magistrat, for egne Commandanter.
Thi . .
Magistraten.
Ak hvad gjorde de?
Skipper Børre.
Nu, see I dette Been?
Det er jo vel et Been?
Magistraten.
Hvad Andet, kjære Børre!
Skipper Børre.
Man slog det med en Steen . !
Commandanten.
Ha, hele Helved' green
ved saadan uhørt Daad . !
Magistraten.
Ak saadant maa vi høre!
Skipper Børre.
Man regne snarlig kan, hvad de vil Eder gjøre.
Nok! bag de Taarne, som jeg Jer afmalte sidst,
af haardeste Granit, saa høi' at Sky fik Brist,
og Regnbuen sprang ito, i lange, sorte Rader
en Oprørsskare staaer, som myrder hvem den hader.
Commandanten.
Saa flyer til Tyrken jeg: der veed jeg dog, man kan
i Fred og Stilhed slaae ihjel en Borgermand.
|
| d.II,b.1,s.405 |
Skipper Børre.
Hiin Skare hader Alt . .
Commandanten.
. . Den hader mig dog meest.
Skipper Børre.
Men frygter Intet.
Commandanten.
Gid dog Loven alt var læst.
Først Sværdet hvæsses bør, saa bider det jo bedst.
(høit.) Ei nok! men Borgene, som Belgrads røde Taarn
af krumme Sabler og af Tyrkers Maanehorn,
besatte ere fuldt
(afsides.)
af Nathuer og Parykker . .
(høit) af Mænd, som Fjelde op af Hav og Afgrund rykke.
Magistraten.
Vi see dog Intet . . Ak, skjøndt Angsten gjør os gale,
vi troe, I det for stærkt, Hr. Børre lyster male.
Skipper Børre.
Sligt Raisonnement maa gjendrives
(slaaer Hvirvel.)
(Rækker Magistraten et Forstørrelsesglas.)
Saa seer nu gjennem det! Det er det samme Speil,
som mindste Vorte teer som Bjerg paa mindste Feil
(som Helvedes Gevæxt bør kaldes . .)
Hvad I vil
see vi nu ganske grant; ja meget Mere til.
Skipper Børre.
I see Giganter da? Troer gammel Mand!
O gale
Giganterne jo er': de gjør' salto mortale!
|
| d.II,b.1,s.406 |
Commandanten.
Kom frem med Hesten; thi paa Hesten kan jeg væk
jo sprænge, om jeg vil, fra egen klamme Skræk.
Fa'rs Søn
(kommer med Fa'rs Hest.)
Her Hesten er, Papa!
Commandanten.
Se her mit Silhouet!
Fa'rs Søn.
Ja, jeg er Fa'rses Søn.
Skipper Børre.
Jeg lønner Dig for det.
Magistraten.
Tys, Alting stille er. Vi høre Hjertet slaae
i Commandantens Bryst, som Hovslag . .
Quadrupedante putrem sonitu quatit ungula campum . .
Commandanten
(slaaer sig for Brystet.)
En Falk, som klapper op!
Skipper Børre.
Den Stilhed værre er
(som Havblik for en Storm) end om nu skreg Enhver:
"Hei, Magistratens Blod! Det Politie tilkag,
som hvad det svoer igaar, svær', løgnfuldt er, idag!"
Ja Himlen veed . .
Commandanten.
. . Og jeg . .
Skipper Børre.
. . De spilte her et Spil . .
Commandanten.
. . Som Forspil paa en Krig . .
|
| d.II,b.1,s.407 |
Skipper Børre.
. . Der sigted' ene til,
i Folkets Øine Jer til slige Narre gjøre,
som ingen kløgtig Mand bør lyde eller høre.
Og det er rimeligt, som og det er en Pligt:
at den, som siger saa, vil og forsvare Sligt.
Læs derfor Loven op, saa Commandanten kan
med Klingens kolde Staal faae slukt den Oprørs-brand,
som truer slænge bort hvert Hoved her som Gnister!
Commandanten.
Ha, tappre Karle, nu jert Sværd af Skeden vrister!
(Sqvadronen trækker.)
Skipper Børre.
Læs Oprørsloven op!
Magistraten.
For Graad vi ei kan see.
Nu kan vi græde kuns: nys kunde vi kun lee!
Skipper Børre
(tager Flaske og Glas frem.)
Det lader til, høivise Magistrat, at I mangler Aandsnærværelse
i Farens Stund. Naar jeg forsikkrer Jer, at denne Flaske og
disse Glas fandt jeg midtimellem Oprørernes Anstalter, saa ville
I indsee, at Disse ikke forsømme at berede sig til Kamp. Jeg har
taget Styrkens Bæger fra Fienden. Nu har den høivise Magistrat
det, med Guds Hjælp, og den høiædle Commandant, ved sin egen
Hjælp, Styrkens Belte og Hammer. Imidlertid har Oprørerne alle-
rede havt Styrkens Bæger, for -- se efter -- det er kun halvt
fuldt.
Magistraten.
Jammerskade; thi vi behøve det heelt, saa beklemte ere vi.
Skipper Børre.
Det er klart, at da Fienden har faaet Styrkens Bæger først,
saa angriber han først.
|
| d.II,b.1,s.408 |
Magistraten.
Ja det er klart, Gud bedre os! Men vi have dog faaet Styr-
kens Bæger først paa Raadhuset, i Themis egen Hal: vi have
saagodtsom drukket det af Themis egne Skaaler.
Skipper Børre.
Ja, saa bør Magistraten angribe først.
Magistraten.
Ja, Gud styrke os!
(drikker).
Denne Flaske skal forestille en
Politiebetjent; thi vi have deraf faaet en god Rapport. Kluk!
Kluk! Kluk! Disse Glasser skulle forestille Politieassistentere; de
have isandhed hjulpet os, og vi trænge til Hjælp i denne sorrig-
fulde Tid. De ere nu tomme og kraftesløse, da deres Indhold
er borte, som en Spion.
(Kaster Glassene.)
Nu skal vi læse alt hvad
I vil.
(Skipper Børre gaaer.)
Commandanten.
Kom frem min Adjutant, mit gule, lange Blus!
og hal mig op en Eed af Helveds dybe Puts,
som Disses frosne Angst i Vrede smelte kan,
saa de befale mig at myrde Møe og Mand.
Thi sandelig jeg kan mit Mod ei længer binde.
Det flyver paa mit Sværd, som Balgen ei kan finde.
Adjutanten.
Hvad behager Eders Naade?
Commandanten.
Sværg paa, at jeg slog Slaven ihjel.
Adjutanten
(rækker Fingrene iveiret.)
Ja, saasandt hjælpe mig Himlen, han fik Alt hvad Eders Naade
tildeelte ham, og han døde.
Commandanten.
Sværg Magistraten til, at jeg vil slaae Borgere ihjel.
|
| d.II,b.1,s.409 |
Adjutanten.
Ja, saasandt hjælpe mig Himlen og Eders Naade, Hr. Com-
mandanten vil slaae Borgere ihjel.
Commandanten.
Sværg paa, at jeg er tapper!
Adjutanten.
Derpaa sværge Eders Sværd, som Tampen svoer!
(gaaer.)
Skipper Børre
(kommer med en Lygte.)
Saa læs da Loven op om Oprør!
Magistraten.
Vi skal læse
en Lov, som Hjertet kan af Brystet iilsomst blæse.
En af Magistraten
(læser.)
"Aa saa skal dem miste Ære, Liv og Gods
for saadan usæl Krig og saadan blodig Trods!"
Skipper Børre.
Godt læst! Hr. Commandant, nu binder Intet mere;
men ryst paa Valen, Ørn, de blanke Klinge-fjere.
(Trommehvirvl.)
Her, vise Magistrat, er Husets Privileg.
Gjør hvad der bydes Jer af Dagens Norne bleg.
(rækker Magistraten et Papiir.)
Anden Magistratsperson
(slider i Papiret.)
Om alle Engle ned fra Himlen Naade skreg,
jeg sværger Undergang for dette Privileg.
Tredie Magistratsperson
(slider Papiret sønder.)
Ved dristig Negl i Fred man større Seir kan vinde,
end Helten vandt paa Val med Klingen nogensinde.
|
| d.II,b.1,s.410 |
Commandanten.
Ved Helveds hele Magt! et Oprør uden Lige,
som truer Himlens Gud, og Kongen i hans Rige.
Et Choc! Et Choc! Ha Storm!
Fa'rs Søn
(tager Fa'rs Hest i Halen.)
Je suis nu attaché
au queue d'un cheval . .
(Commandanten styrter ind paa Klæderne. Sqvadronen, med Lieutenant Sorgens-Stjerne
i Spidsen, efter.)
Skipper Børre.
Nu røres Trommen der: jeg kan da stikke ind . . .
(gaaer.)
TREDIE SCENE
(Morgenen efter.)
Philosophens Skygge paa Ruinerne.
Nu skulle I Enden paa Historien høre:
Der var en Skjelm, som hedte Børre.
Han spilte Ouverturen til Sørgespil, af
en Dæmon digtet, og spilt paa en Grav
(af Borgerblod lys -- ak Stjerner i den Damp,
som steg ifra Friheds og Æres Urner)
. . . o spillet af Centaurer paa Hovkothurner:
Centaurer, hvis Choragos's tragiske Krands
er blodig Slavetamp,
omspunden af en Hestesvands.
Børre spilte Ouverturen, saa kom der et Choc, et Choc.
Resten af Historien seer Du nok.
|
| BLA BAKOVER |