|
| d.II,b.1,s.326 |
ANDET MELLEMSPIL
(Skotland. Sinclars Hal. Lady Sinclar i en tungsindig Stilling. Robin og Anne
legende paa Gulvet.)
Lady Sinclar.
Er jeg hans mørke Aand? hans mørke Aand,
som banded' ham? Forbandelse udsaaed'
i Trinene, han vendte fra den Hevn,
som hans og mine Fædres skumle Aander
med Suk henpeged' paa -- o altfor iilsomt
imod et fremmed Land, og agted saa
en Konges Ære meer end egen, skjøndt
vi selv er' Konge i vor egen Barm?
Jeg banded' ikke, ønsked' ham ei Ondt,
fordi han laante ei det Hjerte, som
en ondskabsfuld Natur har byttet feil
fra Mandehærde i en Qvindeside,
først Øre for dets Suk og saa sin Arm.
Ak, banded' jeg, og var min Hevn ei Retfærd
-- thi Broad-Albaine er død: den store Gud
sin Bøddel Djævelen har givet ham
for fuldt at exseqvere -- ikke Retfærd,
saa viis et Tegn, at jeg kan bøde, hvis
ei dette Liv, hvis Dagligdags er Tungsind,
hvis Glæder Vemod og hvis Gjæstebud
en sorgfuld, gammel Sang, er Bod! Ha Bod?
Er ikke Armod, -- Glemsel, saaat Sjelen
før Kroppen døer, og, at jeg synes død
for Verden, skjøndt jeg rører mig endnu,
ei Straf, ei Bod? Ja Verden har fuld Ret:
Er her ei min Liigkiste? og min Skjønhed
maa frugtløs døe, som Hundredbladerosen,
der Bondehybnen i dens rige Eenfold
misunder? Thi det onde Rygte, hvis
Tvetunges ene Tunge ødelægger
saamange Bryllupsfeste, som den anden
formaaer at stifte, siger Skotlands Mænd,
at Lady Sinclar bag sit glatte Bryst
|
| d.II,b.1,s.327 |
en Hær af vilde Mænd foruden Arme
har skjult. Ha dette -- hvilken Spot! --
opvoxer vel blandt Folk, for Broad-Albaine
fandt Vei til Helved uden just at gaae
indunder Sværdets skarpe Aag? Og Sligt
vil sige: Lady Sinclar har et Hjerte
for høit og tankerigt og retfærdkjært.
Det kaldes blodkjært, da en Qvinde har
ei Lov at handle, ikke Lov at tænke.
Ei Lov at tænke? Ja, hvis Qvinden engang
en herlig Tanke fanger, røver Manden
den flux -- som Lairden, naar han overrasked'
en Krybeskytte, Hjorten, denne fælded'.
Javist for frit og elskende endmere
en hendød Hæder end en Skam, som snorker
paa Trælleviis et friskt, rødmosset Liv,
er Lady Sinclars Hjerte for de Fleste
af Skotlands Adelsungdom, der blot tænker
paa sammenmugget Gods, som Orner -- naar
de tykke bli'e som Fad'ren -- med en Soe
paa solbar Møgdyng, døse Livet hen,
tilfredse med den Arv af Hæder, som
de skimlet fik fra Fad'ren, som den tog
lidt friskere ifra sin Fader og
saa videre til, som en Stjerne eller
en sølvblank Lilje, vi den finde spire
indunder gamle Dages Taagebue,
paa Tiptiptiptipoldefaders Grav.
Hvad eller, som ulykkelige George,
de tjene fremmed Brød, og leje ud
for Penge deres Tapperhed, og samle
i fremmed Høvdings Fodspor hvad af Ære
han vil tilslænge dem. O fordum! . . .
. . . . Ja dengang
fik Børnene i Arv dog altid Hæder
og Rang, som voxede i hvert et Led;
og Skotlands Barder vied' deres Geist
til Slægterne med yppig Blomsterlænke
|
| d.II,b.1,s.328 |
at knytte i hinanden, fra den Tid
da Ossians gyldne Strenge kløvede
et Sekels Mørke, til den Tid, som saae
hver Sanger selv, og hvormed hver En slutted'
-- som med Rubinlaas -- hine Regnbuelænker,
de slyngede om hvert et Adelsbarns
Vaarhimmel, at, naar dette voxed',
de Barder, som sig samled' i hans Trin
-- som Klang hvor Sværdet foer -- igjen fra ham
nyt Led til Kjæden kunde flette.
Nu -- ha nu! . . .
(holder Haanden for Øinene.)
Stakkels Lady Sorg vist har.
Robin.
Dumme Pige, hvis saa var,
maatte jo vor Lady græde.
Da forbi var al vor Glæde,
og vi kunde ikke lege,
Nul og Streg paa Gulvet strege.
Kom nu Anne, pas dit Spil!
Sæt dit Nul hvorhelst du vil,
Jeg skal flytte nemt min Streg.
Anne.
Nei, se Lady bli'er saa bleg.
(sætter sig til Spillet).
Lady Sinclar.
Jeg døde -- thi et nedtrykt, uselt Liv
er Tegn, at Himlen vil ei vi skal leve --
hvis ei min Ungdom, som dog Himlen har
lidt Skjønhed skjænket, gjemte i sin Blomstkalk
et Haab, som liden Sommerfugl, at engang
-- om jeg saa var Medea, var der Hæder
i Jason være -- vil en modig Beiler
|
| d.II,b.1,s.329 |
iblandt Ruinerne mig søge. Da
-- om denne Ahnelse har faret over
George Sinclars Liig (hvis Sjelen kan
vidt flyve over Land og Hav) og Skjebnen
min Broder tugter, for han glemte hvad
Naturen burde lært ham, og som engang
Magistren lærte ham i Stilebogen:
den Sandhed:
beneficium, qui accepisti, celerrime repende!
-- Da den, som dette Legeme behersker,
til Gjengjeld for det skjønne Herredom,
skal herskes af mit Hjerte og den Plan,
som sukker under tunge Byrde af
en Dobbeltbarm. Og Sinclars Datter skal,
om Sønnen visner i en fremmed Dal,
ved Huusbonds Sværd din Fædreodel vinde.
Om Navnet døer: dets Ære Verden finde,
forladt af Manden, reddet af en Qvinde!
Anne.
Nu er Lady atter glad.
Robin.
Ak, du aldrig stille sad!
lad os finde noget Andet,
som meer muntrer Lady op!
Anne.
Husker du vor Leeg ved Vandet?
Robin.
Da du viltre Tøs mig jog
ned af Stenen, saa jeg slog
reent tilblods min Albutop.
Anne.
Lady sørger, som jeg troer,
for sin unge, døde Bro'er.
|
| d.II,b.1,s.330 |
-- Ak jeg siger død! Det randt
mig paa Tungen, om ei sandt;
skjøndt han nok at døe fortjener,
som saa vildt fra Lady foer.
Robin.
Hør nu Anne, hvad jeg mener!
For at trøste Lady, vil
vi hans Hjemkomst, i et Spil,
hende vise. Du maa være
Lady selv; jeg Sinclar er.
Blade tager jeg til Fjere,
og en Tidselpisk til Spær.
Naar jeg nu da kommer ind,
maa du, som det Søster sømmer,
kysse smukt din Broders Kind.
Jeg din Mund. . . .
Anne.
Din Nar! du drømmer.
Gaa nu bare, skal vi see
om ei Lady da vil lee.
(Robin gaaer.)
Lady Sinclar.
Min George, paa din uheldstrøede Bane
ei fleer Bebreidelser jeg sende vil,
om du har glemt, af hvem du modtog først
Velgjerninger -- som efter Alder have
paa Gjengjeld Krav -- og da jo, først af Alle,
med Mod og Blod bør løses.
Anne.
Gode Lady se nu hid
min og Robins Kappestrid,
hvem af os der først kan drage
liden Blomstergnist af Fryd
fra sit Hjerte -- Tys en Lyd! --
forat pynte Eders Dage.
|
| d.II,b.1,s.331 |
Jeg skal sige Jer, han troer,
jeg vil kysse ham som Bro'er;
men Pyt! den lille Rob skal græde.
Giv nu Agt, det blier en Glæde!
(Robin kommer ind med Blade om Hovedet og en Tidsel
i Haanden, trampende i Marschtakt, vendende sig
og vinkende, som om Nogen fulgte.)
Robin.
Saa En -- to -- tre! Saa En -- to -- tre!
Ret Eder nu! og lad mig see,
I langs med Væggen, for min Søster
(peger paa Anne.)
-- den høje Dame der -- Jer bryster
som tapre, exercerte Karle,
der komme fra at slagte Jarle.
Thi Jarle -- Jeg maa vide det, som kommer
fra Toget, der har nedtraadt Norges Sommer --
tro mig min Søster! var hver Mand,
som var, før jeg did kom, i Norrigland.
Ak, Søster, du er bleven smuk
-- om muligt smukkere end sidst --
Fornam Du ei med Østenvinden Suk?
Min Kjære, jo du gjorde vist.
(Vil omfavne Anne, men hun støder ham fra sig.)
Anne.
Væk! væk! Du som forlod
din Søsters Graad, din Faders Aske,
for fremmed Konges Fjed at vaske
i fredkjært, fremmed Blod!
Ha se Dig om! Se dig tilbage,
om du kan finde endnu Een,
af dem du lokked' bort at drage,
for hjem at komme uden Been.
Nej alt det Følge, som du troer
staaer bag dig, er i fremmed Jord.
|
| d.II,b.1,s.332 |
Vanvittig kommer du -- kun fulgt
af Skygger, blege, sønderrevne,
som midt i deres Vaar er blevne
for fremmed Sværd paa fremmed Val --
tilbage i din Faders Hal.
O bedre, at og du var dulgt
dybt bag en nordisk Fyrregreen!
Gaa, gaa, og find igjen de Been,
som du fra Fædrelandet stjal,
mens de i skjønnest Blomster stod,
i Liljekjød og Rosenblod!
Lady Sinclar.
Ha tie! tie!
Robin
(kaster Pynten og sin hele Rolle.)
Anne, jeg blier næsten ræd.
Jeg vil ikke lege med.
Det var ikke aftalt, at
du nu skulde være vred,
give mig saa slem Besked;
men, at, naar jeg tog dig fat,
skulde du, med venligt Hil,
til et Kys din Læbe spidse.
Saa i din Velkomst først blev fundet
bedste Lod og højest Vundet
i det hele Lykkespil.
Ja det loved' du tilvisse.
Lady Sinclar.
Ha, hvilken skummel Aand har sat sig paa
de Smaaebørns Tunge, som paa guldrød Stol
den sorte Pythia? Gaaer Børn, at ikke
jer ørkesløse Phantasie uskyldig
skal male mig en Spaadom, hvis Betydning
min sørgelige Genius udlægger
for klart og altfor snart. Gaaer i Jer Seng!
|
| d.II,b.1,s.333 |
Har jeg -- min Gud! ved mine bitre Ord,
dengang min Broder (som dog er mit Hoved,
Guds Haand for dette værgeløse Hoved),
blind valgte, mod mit Raad, en anden Vei,
som førte fjernt fra Fædreland og Hvad,
der var hans Pligt: sin Stammes Hæder i
dens gamle Hjem, sin stakkels Søsters Vel,
der sidder som vemodig Sortdrosl ene --
har mine -- Gud! de bitre Ord indviet
mig til hans onde Engel? Har en Djævel
indblæst en Gnist af Ønsket i min Sjel,
at George maatte bøde? Ha saa straf!
Min Gud, bliv ved at straffe, som du har
begyndt med Smaaebørns Tunger mig at pidske,
at pidske min Samvittighed iveiret,
som sønderrivende, blodstænkt Hyæne.
Men hvis du naadig er -- lad mig ei høre
med Øret (død jeg tidsnok faaer det vide)
de Ahnelser, som taust, med Vampyrtand
og Blik, som natlig Morders Fakkelbrand,
og Gjenfærds-Vingeslag, mit Hjerte bide!
|
| BLA BAKOVER |