|
FØRSTE SCENE
(Norge. Et Fjeldpas imellem Romsdalen og Gudbrandsdalen. Bjergskotter i hvilende
Grupper. Sinclar i Forgrunden.)
Sinclar.
Nu, endnu ikke? Solen er dog først
paa Fjeldets Flade oppe, som Pocalen
af Guld, der rager op imellem tusind
|
| d.II,b.1,s.301 |
smaae Blomsterfade, honningfyldte, hvormed
den gode Himmel dækker Aasen til
et Gjæstebud for Ragnhilds Lam. Hei Ranald!
(Ranald kommer fra en af Grupperne med en Tiur i
Haanden.)
Ranald.
Her ædle Oberst! Kjender I den Fugl? Hvis dette er en Nor-
mand -- saa have vi dog ikke gjort dette Tog for Intet, for seer I,
Hjernen er ude. Maa jeg rette den an for Eder til Middag, hvis
det ikke er Eders bedre Villie, at vi skulle bryde op?
Sinclar.
Vel! Vel! Hør -- Du har hvasse Øren,
hvori den mindste Hvift i Luften til
en Mølles Brusen males -- lyt, om ei
en Luurklang . . .
(En Luurtone høres.)
Ha, nu godt! Hvor er min Lieutenant?
Ranald.
Et hundred' Skridt herfra fordriver han Tiden med at fiske
Aborrer i det Kjern, vi gik forbi for fire Dage siden.
Vel lad ham blive. Skyndsomst! Eller bring
ham Ordre, at han Mandstugt styrer og
det hele Regiments Commando til
mod Solnedgang jeg kommer, at langs Stien
han vexler Poster, naar Solskyggen vexler
fra hiin til denne Side Fjeldet.
(Luurtonen høres.)
Ah!
mit søde Suk, jeg kommer!
(iler afsted.)
Ranald.
Dette hæse Gedebræg oppe i Fjeldene skulde standse os paa
dette seierrige Tog, om det blev noksaa godt udtrukket? Os?
ved min Faders Been, det skal jeg engang qvæle! Og Obersten
|
| d.II,b.1,s.302 |
befaler, at vi skulle sætte Poster ud, som om vi ikke kunne vogte
os selv i et Land, hvor der ikke er andre Karle end saadanne
som denne Rødkam?
(ryster Tiuren.)
Og dog gaaer han alene i disse
mørke Dybder, hvor, om der ikke lurede Andet, et Echo dog sprin-
ger op af hvert Fodtrin, stærkt nok til at tordne en heel Armee ned?
(nærmer sig en Gruppe.)
Nei han sagde Intet om, at vi skulde lette paa os, til mig, skjøndt
jeg er Oberstens bedste Clansmand, hvilket han ogsaa holder mig
for. Vi ville blive her saalænge til vi blive Grantræer. Og hvad
mig angaaer, saa begynder Hjernen at træes først, da den næsten
ikke orker at tænke paa Andet end paa Søvnen og en Solvæg
og alskens Blødt at ligge paa. Hvad staaer?
(kaster Tiuren frem.)
Spil
om denne Normand?
En Skotte.
Træffe vi saadan En, træffe vi stærkere Vinger og hvassere
Neb. Der maa være store Folk, naar vi først kunne finde dem,
i et Land, der har slige Skovduer. Dick vandt.
(Nogle Skotter komme med en bunden Normand og
hans Kone.)
En Skotte.
Her er en Normand Ranald. Ved Skotland, rød i Kammen!
Ha dit Blod!
Ranald.
Er du en Normand?
Normanden.
Ja af Guds Naade.
Ranald.
Stolt svaret ved Gud.
Nogle Skotter.
Ja stolt nok, for stolt.
Ranald.
Tal ydmygt, for naar Obersten er borte, er Hvermand Oberst,
saalænge -- I veed det nok -- Lieutenanten er paa Post ved
Flasken. Djævelen kan løse ham af, hvis han tørster som han
burde i Heden.
|
| d.II,b.1,s.303 |
En Skotte.
Ja tal derfor ydmygt.
Konen.
Siger du det buxeløse Fant?
Skotten.
Ja dit Land skal klæde os. Vær ydmyg og tag Huen af.
(River hende Huen af, saa Haaret falder vildt ud).
Konen
(giver Skotten et drøit Ørefigen.)
Tvi Skjørtehelt!
Skotten
(drager sin Daggert.)
Ned! Helvede! Ned!
Ranald.
Stille Gil! Var hun ung skulde hun ned. Nu skal hun op;
thi vi ville i al Hast dømme hende som Spion, og Spioner have
Ret til Ophøielse. Hun har udspioneret Gils Mandighed. Hæng
dem i al Stilhed, thi Retfærdigheden skal ikke prale. Mand, følg
din Qvinde i Godt og Ondt!
Skotten.
Naar jeg kommer igjen, skal vi spille om Kjellingens Hue --
nu skal Mosen blive varm Hue nok -- skjøndt den alt var min
Moders, da jeg saae den.
(Nogle Skotter gaae med Parret.)
En anden Skotte.
Dersom jeg vidste, naar det behagede Obersten at sige: Videre!
vilde jeg see, om der var Tid til at gaae lidt tilbage, hvor vi har
luget, for, paa egen Haand, at lede efter Noget nede i Dalen.
Ranald.
Jamie, du vilde før see tvertigjennem dette graa Filefjeld end
igjennem Oberstens Hjerte, naar han ikke lader Mig engang lugte,
naar han troer os pirrede nok af det skarpe Solskin om Dagen
og denne bidende Nordenvind om Aftenen og denne tærende
|
| d.II,b.1,s.304 |
Dugkulde om Natten til med ret Appetit at kunne æde i den fede
Dal, som ligger her tillaaset af disse Fjelde, imod hvilke Buchanans
og Atholes blaae Taarne ere som Lærkereder. Men, naar han
giver Tegnet -- hvis han kommer tilbage fra denne daglige Jagt
paa Fjeldet -- skal vi vise, at han har regnet rigtigt, at vor Mave
er bleven huul og vore Fingre lange af Hunger og fulde af Kløe
af Ørkesløshed.
En Skotte.
Det skal vi. Jeg har Kløe.
En anden Skotte.
Naar vi faae Tegnet, ville vi storme opad denne Stie, som
Rotter opad en Madbodtrappe.
En Skotte.
Det skal vi. Jeg har Kløe i Tæer og Tænder.
Ranald.
Ja, og siden er Intet igjen, for Landet er bredt siden, og vi
kunne løbe fra det ene til det andet Aflukke. Og jeg har svoret
at stoppe den Fløite til, som blæser al vor Fornøielse af dette
Tog og hvert Skridt vi gjøre tilbage, og puster Oberstens Hjerte
enten op i Panden eller ned i Maven, og bøier vore Lochabere
tilbage som rustne Rugax -- Ja jeg har svoret at stoppe den
fast nok til, hvortil en saadan Klump vil være stor nok.
(Lader en
Kugle løbe i sit Gevær.)
Naar det er gjort, som jeg haaber, vel, vil baade
Obersten og I takke mig for at al Opsættelse er lige saa hurtigen
blæst bort som den kom.
(En Pibe høres.)
Nu er Lieutenanten kom-
men fra Fisketouren, hvormed han mader sin Kjedsomhed, uagtet
den er leed af slig daglig Opkog.
(Skotterne bryde op.)
ANDEN SCENE
(Eng foran en Sæterhytte høiere paa Fjeldet imellem Romsdalen og Gudbrandsdalen.
Ragnhild med en Luur.)
Ragnhild.
O bøi dig Klev lidt nedad! Bær ham
et Stykke rappe Høg!
(blæser i Luren.)
|
| d.II,b.1,s.305 |
Ah, letted' Aanden,
idet den drages indad gjennem Luren,
min smukke Elsker gjennem Luften,
og ned i Hjertet gjennem Læben, som
en Seirer, gjennem en rubinkrandst Port,
der aabnes ham til Ære, iler til
sin Throne! Ak i Hjertet! Vist i Hjertet,
som voxet er i trende Dage meer
end før i nitten Somre -- stort som Eden:
et Eden han med sine Cherubøine,
som med en Tordensky, bevander, -- vist
han rummes der, hvor heelt hans Billede,
ja som et Gudelegem stort, kan rummes.
O bær ham Ørn!
(Sinclar kommer.)
Sinclar.
Min Ragnhild! mit himmelske Liv!
(omfavner hende.)
Ragnhild.
O et endnu, to til og tre igjen
af slige Kys, saa dybe, at de drage
din søde Aande op fra Hjertet gjennem
din Munds Sneeklokkekrands af Tænder! Eja! ha!
Er du et Menneske?
Sinclar.
Var jeg en Gud,
saa viede Ragnhilds Kys mig fast til Støvet;
thi, skjøndt de tvende Sommerdage, siden
den Qvæl jeg, ført af Lurens Klang, som af
en Engels døende Sølvvingeslag,
fandt Ragnhilds skovbeskygg'de Ynde,
vandt Ragnhilds smiilbeskygg'de Hjerte,
har ikke Timer havt: er dog hvert Kys,
hvert Vink ifra din Elskov, saadant Vink,
at det bortvinket har al min Erindring,
om at jeg lev'de forhen tyve Aar.
|
| d.II,b.1,s.306 |
Men hvert et Kys er mig et Liv; og, samlet
med Øiekast og Smiil og Trykket af
din Arm og Pulsens Slag og Synet af
din Barm, som bæver under Følelser,
liig Skyen fuld av syngende Serapher,
et mangesidet, fuldtafvexlet Liv.
Hver Afsked er en Død, men salig ved
et Kys, hvor Læben al sin Rosenolie
med Glæde øder. Salig er den Død:
thi -- som Guds Stemme over Sottelejet
til Dyden: træd i Himlens Verdner ind! --
du hvisker, klemmende mig Nakken,
som om en Svane lagde Halsen rundt
til Perlebaand: "kom snart igjen, igjen,
naar Luren sukker sit: igjen, igjen!"
Ragnhild.
Hvor smukt du taler -- ja! og sandt, saa troer jeg --
og Ord vellugtende som dine Lokker,
som Læben, hvorfra de fremblomstred', søde,
som Hjertet gode, der dem gav sin Varme,
og kjære som det Øie, der dem laante
sin Sandhed og sin Styrke. Evig Sorg,
som jeg beklager, skjøndt jeg, naar jeg seer dig,
maa pynte selv min Sorg med Brudesmiil,
at Ragnhilds Læbe just nu er den Seng,
hvorfra et syg'ligt Budskab reiser sig.
Sinclar.
Hvad Ragnhild? Kys mig, og mit Kys skal blæse
sligt Budskab bort, som graadig Larve fra
et Rosenblad.
O siig, hvad Navn, foruden Navnet "Elskte"
der har for mig, som Navnet "Gud" paa Gud,
Betydning nok, jeg skal dig pryde med?
|
| d.II,b.1,s.307 |
Jeg vil dig aldrig kalde Andet end
det Navn "min Elskte" som dit første Syn
-- dengang du løfted' Fløielshatten, og
mig gav den gyldne Skuepenge, og
med hvert et Blik En til, En til for Spillet
paa Luren, som dig lokkede herop --
mig lærte fuldtvel. Men hvad skal jeg sige
min Fa'r? O han vil troe, det var en Trold,
som laante af en Falk sit brune Øie,
af Lyngens Blomst sin Farve for at muntre
en Sætergjente Tiden -- og til alle
de Dalens Gjenter, som vil spørge, naar
de møde mig i Kirken, pyntet med
min Skuepenge, hvad han hedder, som
troloved' Ragnhild, mens hun laae paa Fjeldet,
og Himlens tause Engle kun var Vidner?
For Disse -- ikke for en Eneste,
maa du det Navn, du bærer kun for mig,
"min Elskte" hedde. O hvad hedder du?
Sinclar
(omfavner hende.)
Nu jeg dig kyssed'. -- Ragnhild! løs dit Haar,
at dine søde Træk, som knopfuld Lilje,
kan i dets Solskin svømme! -- glemte du
dit syge Budskap vel? Saa Tusind til,
at det, bedækt af tusind Purpurtepp'ner,
ei reiser sig. Min Ragnhild, hvad jeg hedder?
Ah vist . . din "Elskte" er mit Navn, og det
ei blot for denne Hedes tause Aander,
men for den vide Verden og for hver
nysgjerrig Mine og hvert Spørgsmaal i
den vide Verden. Vel! Du veed, jeg er
paa Reiser nu, at hjemme i mit Land,
som ligger ikke hundred' Mile borte,
og ligner dit med Dal og Fjelde, lige
en Rad af blomsterkrandste Helte, staaer
en Jarleborg, og venter paa min Hjemkomst
med øde Suk. Ah, naar jeg kommer hjem,
|
| d.II,b.1,s.308 |
den lysner op af Sang og Brudefakler
og af min favre Dronnings Smiil til en
udhvælvet Demant.
Ragnhild.
Ja jeg veed, at Elskte
er Jarl, men Elsktes Elskte høj're er:
-- af Kongebyrd, skjøndt Adelen af Ælde
udvortes visnet er, og kun indvortes
beholdt sin Glands. Nu, naar jeg blier din Huustroe
-- thi Jarleblod og Kongehjerte (vist
af Moderen faaer Sønnen Hjerte?) vil
om sine Sønnesønner Fa'rmin sige,
gi'er Kongemod -- saa laaner du mig hvad
af Glands hos mig er rustnet.
Sinclar.
O ja vist!
Og du mig laaner Livet.
Ragnhild.
Hør nu Elskte!
Endnu idag -- hør nu det Budskap, som
du vilde qvæle under Kys! -- idag
kom Bud ifra min Faders Gaard, som meldte,
med Øine ledende i Krog og Vraa
og kjæmpende med Aanden, som i Løbet
sig havde sanket, saa den rummed ei
i Lungen mere, men udstrømmede
i Støn og Hoste gjennem Mund og Næse,
at jeg de vrede Bauner burde lystret,
at jeg, med Hjorden -- hvis jeg leved' endnu,
før Sol gaaer ned, derhjemme maatte være.
Thi -- saa bejamred' han, vor Huusmandsdreng --
en mægtig Fiende, som af Mordbegjær
alt Bytte lader bag sig, til han kan
opsamle Alt, som paa en Valplads, slynger
sig gjennem Landet, som en Drage, under
|
| d.II,b.1,s.309 |
hvis giftopsvulne Bug hvert Græsstraa visner,
saa altfortærende for hvert et Liv,
for Huus og Alt, som faaer sit Tilvær ved
et Menn'skeliv . . . Du blegner?
Jeg frygter ei, thi Fienden troer jeg ei
saa nær som Rygtet, der forfærdede
min Elskovsdal; men jeg ulydig være
imod min Fader frygter. Kjære Du
maa kjæmpe for det Land, som gav dig Ragnhild.
Jeg skal dit Fædreland vel engang reise
en kraftfuld Søn for hvert et Sværdhug, som
din Arm -- ha hver en Muskel, som
(blotter hans Arm.)
et hvælvet Skjold, og Aarer som et Bundt
af Buetarme, og det Hele værd
at vies af et Kys for saadan Sag! --
(kysser hans Arm.)
vil ødsle paa den feige Røverhob.
Ha dette Øieblik! Jeg kjøbte det
bort for min Bryllupsstund.
Ragnhild.
Hvad siger du? Ja, ja, min Elskte, vil
du ikke kjæmpe, er det ikke Frygt
for Sværdet, men at døe fra Ragnhild tidligt,
o altfor tidligt for saa smukt et Liv.
O vel du veed, den Ædle fægter kun
for eget Fædreland.
Sinclar.
Og Æren . .
(afsides.) Forsyn
vend ikke Ragnhilds Øie ned i min
Samvittighed!
Ragnhild.
Tænk saa! Strid ikke! Norrige har Mænd,
som vogte, at vi ikke døe for tidligt
|
| d.II,b.1,s.310 |
ifra hverandre. Og den høie Gud
vil engang sige: "lever for hinanden
et Liv paa Jorden, før I blomstre frem
i Himlen til en Engel, som har gjemt
to Hjerter inden samme Vingepar,
og blander vore Træk i samme Aasyn."
Ei sandt? O sandt!
Sinclar
(griber hendes Haand.)
Ja sandt!
Min Ragnhild er din Ømhed stærk?
Ragnhild.
Saa stærk -- ak hvorfor taler du,
saa bleg, saa himmelkjært et Spørgsmaal? --
at, som jeg siger, som to Liljerødder,
der knytte sig i Støvet, før de række
mod Himlen deres Kalke, at den deri
kan ofre Maanens Dugsølv, Solens Guld:
saa vil vi leve her paa Jorden sammen,
ei længselsfulde efter alt det Mere
og Skjønnere vi vide, at vi blive
hist bag dit Fædrenelands Skyer.
Men kalder Gud os, eller En af os,
saa reise vi os begge Arm i Arm.
Sinclar.
Ja begge, Arm i Arm, sødmundede
Prophet, som om en Rose kunde spaae.
Ragnhild.
Saa følg mig hjem, at ei en Dag skal visne
før den har viist, idet den viser dig,
at den var ikke blomstløs. Følg mig hjem;
thi Røverhoben, med dens Luetand,
som gnistrer foran, Sinclar -- saa ham nævned,
med blodig Finger, Rygtet -- maa nu standse
din tause og forunderlige Vandring,
|
| d.II,b.1,s.311 |
paa hvilken du jo, som du siger, dvæler
snart hist, snart her (blot du ei Fleer end Ragnhild
-- o dumt! tilgiv, jeg vil ei tale --
Tilgiv mig!) -- hvor Guds Almagt og den Skjønhed,
som former hvert af dennes Spor, har stemplet
sig tydeligst i Norge. Thi just der,
hvor Mennesker i Himlens Godheds Spor,
med Bygninger og Agre slæbende
som Findgods bag sig, mylre, vil Fordærvelsen,
som Fossen gjennem aabnet Dalstrøg, styrte
og møde dig og sluge Dig -- thi Sinclar
ved Fakler seer kun, peger kun med Glavind,
og Døden qvæler Sukket hvor han traadte --
naar i en Dal Du standser lyttende
forgjæves efter Ragnhilds Luur. O fly
bag mine Landsmænds Arme, nu og dine.
Sinclar.
Min Ragnhild er din Ømhed? frygt -- jeg frygter . .
(afsides.)
Forbandet Rygtet, som min Aabenhjertighed,
der dvælede forlænge, overrasked'!
Ha saae den ei, i Elskovsdampen, som
i hede Valmuers Glemselstaage, hyllet,
at hvis den ikke tidlig taler, stivner
den hen i hykkelsk Falskhed?
Ragnhild.
Ven, dit Øje
er ikke muntert meer. Bag Øjenhaaret
det ligner neppe meer bag Silkenettet
en nylig fangen Falk. Og Mine, hvis
jeg ikke vidste, jeg dig kunde muntre
-- det veed jeg -- vilde Sorgen svømme i.
Og dette Øieblik er Lynet mod min Løgn,
som løi alt Andet end min Elskov. Ha,
|
| d.II,b.1,s.312 |
det hviner gjennem al min Salighed,
adsplitter den i Støv til begge Sider,
mod Lyset pidsker frem Tilstaaelsen,
der krøb paa dybest Bund paa Bugen,
min Skam belyser, eller al min Ære
som Skam fremviser. O jeg plantede
-- ak, ak! i hendes høie Hjerte Løgn.
Snart veed hun, Løgnen er der, som i Eden
Forføreren, da ned han steeg af Træet,
og løb med al dets Uskyld sikkert gjemt
indunder Vingens sorte Axelhul,
mens Cherubs Sværd -- han loe -- paa tomme Ryg
nedgled og cirkled den med Lynglimts Glorie.
Ragnhild.
Tal ikke hvad jeg ei maa vide, skjøndt
jeg burde vide Alt saa snart og sandt
som du fik vide Ragnhilds ene Tanke,
saa stor og hastig voxet frem som Regnbuen:
at du den Ene var, hvis Skjønhed syntes
med Ragnhilds af den legende Natur
fuldkommen og for evig parret.
Sinclar.
Vel!
Min Ragnhild, vel! bered din Tanke paa
en Prøve gjennem Ilden. Kast den ned,
som sande Demant ned i Hekla! Gid
den ei bli'e Dunst! Frygt ei, men kast den
i Helved, er den ægte.
Ragnhild.
O din Blegnen
til disse Ord, saa blussende? Ak tal!
Seen Red'lighed er reen Ured'lighed.
At smitte saadant Øre med Bedrag!
|
| d.II,b.1,s.313 |
Har jeg ei kysset det og Lokken, som
beskygger denne Indgang ned til Sjelen?
Ragnhild.
Din Sorg er sød. Nu veed jeg, at du græmmer
Dig over vi skal skilles. Du er Mand.
Uredelig? O hist jeg tænkte ikke,
det avindsyge Rygte vilde stige
saa hurtig frem og mørkne som en Skye.
Min Dumhed, liig en blind Cyclope, smedded'
en Lænke trindt om min Samvittighed,
som raabte: "prøv den første Elskov ved
et Glimt af Fiendesværdet!" -- O forgjæves
Sandfærdighed! Nu maa den bryde Lænken,
og flyve op, og see den sidste Elskov
ved Glimt af Fiendesværdet.
(til Ragnhild.)
Siig du elsker mig,
som Jorden Himlen, Jordens Aanderum,
foruden hvilken Jorden blev forstenet
til kulsort Gravsteen over Livet. Ak,
er dette Meget?
Ragnhild.
Ingen Eed
bekræfter saadan Sandhed. Du er syg.
Sinclar.
. . . Som Krebsens Stjerneklo og Bukkens Horn,
af Sol i Sol isnoet, der presser ud
Velsignelsen af Jorden?
Ragnhild.
Mon Ragnhild kyssed uden som til Pant,
at den hun ene kyssed, salved hun
til Kys for hele Livet, eller svoer
sit Livs Fyrste Hyldest?
|
| d.II,b.1,s.314 |
Sinclar.
Klem min Haand,
og siig: jeg er dit Kjæreste og Mere
end Faer og Moer og Fædreland!
(afsides.)
Een Tanke, skjøndt saa let og useet, uhørt,
saa den har endnu Ingen skræmmet, om
dens sidste Flig er dyppet kun i Angst og
i klæbrig Ahnelse, er sort nok til
et Liv, som rører sig omkring os,
som lysfuld Verden sandt, at sværte.
(til Ragnhild).
Er jeg dig kjærere end Fa'er og Mo'er
og Landet, som bar disses Vugge og
hvis Luft dit Liv gav første Næring?
(afsides.)
Saa god En burde ikke see og høre
hvad for en Lastfuld, om hun elsked varmt,
var Iisdryp gjennem hedest Brynde.
Ragnhild.
Du, tal ei ene du! Jeg næsten frygter
Du, i din Fabel-Skjønhed og din Eventyrs-
Nærværelse, beslægtet er med Bjergets
chrystalblaae Huldrer, som du taler med,
for mig usynlige, men for dit Klarsyn
nær staaende, maaskee ved denne Birk.
-- Ah det er Spøg; thi slig en Skabning, vævet
af raske Ungdomsdage -- liig et Marmor,
af Jordens første Sol af Leret skabt --
saa fast, vil ikke i et Øieblik
et Luftpust kunne smelte pluds'lig hen,
om saa du ei af disse -- sandelig
et Jordbarns Arme bandtes fast.
Sinclar.
Mit Liv!
Er jeg dig kjærere end Fa'er og Mo'er
og Landet, som, imellem sine Blomster,
|
| d.II,b.1,s.315 |
din Faers og Moers og dine Fædres Liv
opklækkede, og gav dem Styrke og
sin Rigdom og et Rum til Tumleplads,
før de med en behag'lig Træthed lagde
sig i den mosebløde Gravseng, som
det gjæstevenligt reder paa den Plads,
den samme Plads, hvor det de unge Liv
først fandt og ammed? Er jeg kjærere
-- saa svar oprigtigt, og min Sandhed skal,
om seen, fuldkommen være -- end det Land,
hvis Luft belived Dig, hvis Himmel gav
dig dine Øine, og hvis Sne dig laante
din Skjønheds ene Farve, mens den anden
af samme gaverige Haand i Vuggen
du fik: dens Alperosers Farve?
Ragnhild.
Mand!
Du er mit Fædreland! Om Vinden blotted'
din Arm blandt Pjalter, skjøn den var og kjær
som Marmorfjeldet purpurindbaldyret,
naar blomsterfulde Vedbend og Linbændler
i Luften vugge, visende den Skjønhed,
de let beskygge. Var du arm -- o vel
jeg elsker dig som Finnen, der jo døer
for magre Fjelde, som om Mos var Roser.
Din Skjønhed -- thi dit Legem er kun Skjønhed --
jeg elsker som en Normand elsker Norge,
med alle Landets Elves mørkblaae Aarer,
som nu det sidder med dets gyldne Slør
af Agre, ludende udover Havet, og
med Marmorhjelmens Granqvist vugget vildt
af Himlens høj'ste Skyer. Men din Sjel,
jeg elsker, som en Normand elsker Frihed,
og Friheds Livvagts -- hele Folkets -- Høvding,
den Konge (o jeg synger gamle Sagn)
som drager, liig en Løve, gjennem Landet
for hver en Hyttes Dør den hulde Frihed,
|
| d.II,b.1,s.316 |
der har sit Gudeansigt præget i
-- saa siger Faer -- i hver en Normands Hjerte;
og hvis En glemmer daarligt, at det staaer der,
saa er det stemplet dybt i gamle Runer.
Og troer du ei, saa viid, jeg elsker mig,
og altsaa Landet, som mig laaner Liv!
Thi før jeg sov, og drømmed neppe: før
jeg saae vel Qvæget, sagde det var Qvæg
og intet Mere; nu er det og Græsset,
et Liv fuldtsyngende omkring mig.
Jeg gaaer ei mindste Skridt foruden at
jeg seer dig, skjøndt den Samme, tusinddobblet.
Ja jeg maa hoppe, og mig synes, at
jeg svæver gjennem Luften for ei træde
de skjønne Billeder isønder, som
af hvert et Græsstraa sig udvikle, blot
jeg dvæler der et enkelt Øieblik.
Sinclar.
Jeg troer. Jeg bytted', favre Qvinde,
ei dig for Guds den bedste Engel bort.
Ragnhild.
Min Mand! Du er mit ene Fædreland,
det Land, som jeg befolke skal med Kjæmper,
lig' Jordens Førstefødte Thor og Balder.
Sinclar.
Det Fædreland, Du sagde Ragnhilds er,
vil synke ned, naar Ragnhild døer, som Jorden,
der tryktes skrumpen i sin Afgrund, som i
en Grav, hvorover Stjernerne som Hyldens
Smaablomster nikke, ned, da Guderne,
dens første Folk, sig svang mod Himlen med
et kraftfuldt Spænd.
Ragnhild.
Ja sandt, du døer med mig,
og strøer med ivrig Haand paa Ragnhilds Høi
din Høsts Dage!
|
| d.II,b.1,s.317 |
Sinclar.
Tro! Men ei du synker,
om jeg er død, som Jorden da den sank
og svimled' ned, da Guderne forlod den,
og tog dens Morgendragt, de uskyldsrøde
Vaarmorgenskyer, med sig; thi jeg hæver
dig op med mig, som Herren Christus fordum
opfanged' svimle Jord og vugged' den,
der stivned, af sin Ungdoms Vildhed træt,
til Liv igjen i sine Arme, og
i Hjertets Blodkalk dypped' Vingespidsen, og
paany dens blege Himmel malte med
dens Foraarspurpur, liig et Fyrstebarns
rubinbesprængte Slør.
Du er mit Fædreland, som staaer og døer
med mig, som Jord med Menn'skeslægten! Men
naar vi er' blevne lavere end Græsset,
da blier du dog mit Land som Himlen Aanders:
da følger jeg din Sjel som trofast Tjener
landflygtig Konge. O . . .
Min Husbond og min Herre -- thi det er I
fra den Tid Maanen ikke kunde skinne
imellem vore Hjerter -- troer I? troer I?
Men Norge er min Faders Fædreland,
min Moders Mødreland, og Disse leve
saalænge kun som Norrige er Deres;
og Norge lever kun saalænge det
af slige Mænd og Qvinder prydes, som
en Engel kun er Engelen saalænge,
han gjemmer Dyden, Gud ham pynted' med.
Og disse Tvende, Fa'er og Mo'er, som gav mig
Liv, for at døe i Eders Elskov Elskte!
er' Meer for mig end jeg. Og jeg, som Barn,
maa dyrke Deres Gud; den Dyd, De elske,
jeg elsker; Landet, som de ære, ærer.
|
| d.II,b.1,s.318 |
Thi Landet gav mig Dem, som gav dig Ragnhild;
og uden Norge var jeg ikke Ragnhild,
som kun dit Fædreland, og intet andet,
selv Perleindien ei, Dig kunde skabe.
-- Jeg svarer paa dit synderlige Spørgsmaal
oprigtigt: da jeg holder Fa'er og Mo'er
meer kjær end mig, saa maa jeg elske Hvad
de holde kjærest -- Gud undtagen -- : Norge,
det Gud dem gav af Naade, som en Kurv
i Fødselsgave, fuld af allehaande
Velgjerninger . . . o mere, meer end Hvad
jeg holder kjærest. Og mit Kjæreste
er du mit Fædreland. O var du død:
jeg taalte ei min Landsforviisning.
Saa spørg ei mere om min Ømheds Styrke;
men maal den med din egen Ømhed, som
en Sol, der finder vel sit lange Skin
for kort for Verden, og som derfor drager
de gyldne Maalestænger ind om Aft'nen,
og blegner ved at see et frugtløst Dagværk.
Sinclar
(griber Ragnhilds Haand.)
Mit gode Hjerte, gjem ei Blik af Mistroe!
(afsides.)
Enhver Forhaling vælter frem i Lyset
fra Løgnens Mørke Sandhed:
(til Ragnhild.)
Gjem ei Mistroe,
om jeg har gjemt min Aabenhjertighed
om Navnet, som din Elskte bær' i Verden.
Thi Norge, skjøndt den bedste Deel af Verden,
maa hade det; mit Navn din Kjærlighed
maa skræmme, skjøndt saa ærligt som det Øie,
din Sjel neddykker i, og som jeg kalder
min Elskovs Lykkestjerne. Favre, viid,
for ei med Sorg vor Elskovs Fødselstime
at farve, for at prøve om du elsked'
mig som jeg er, ei endsende om Skjebnen,
|
| d.II,b.1,s.319 |
mig skygged' eller lysned', taug jeg med
mit uheldsvangre Hverv. Ei Reiselyst,
ei Lune -- skjøndt en gunstig Engels Smiil --
mig viste disse Dale. Men et Følge,
med Avindskjold imod din Konge strakt,
i mine Fodtrin sortner. Hør min Ragnhild!
jeg er dit Kjæreste, Du er mit Liv;
men jeg er Sinclar . . .
Ragnhild
(river sig løs.)
Du? . . Ei Graad! O Du?
Sinclar.
Naar jeg min Eed har Gothekongen bragt,
og aabnet Elfsborg Aanderum med Hæren,
som laaner blot til Gjennemtog dit Land,
saa . . .
Du Sinclar? Du? O hvis du ikke løi,
du drog dit Sværd mod mig. Jeg hader Sinclar.
Mit Had -- mit eneste -- det hedder Sinclar.
Og hvis -- hvis Du er ham, laan mig dit Sværd,
saa vil jeg under søde Kys dig dræbe,
og vie dig til mig, naar du uskad'lig
for Norge er. Jeg hader Sinclar
med al min Galde, og jeg vil kun leve
for ham at dræbe; men jeg elsker Den som
staaer her, med hver en Draabe Blod; og Den
jeg døde for, at han maa leve. O
hvis du var Sinclar, holdt du dig ei fra
et Mord, saa sikkert, og saa rigt som Dalens
fornemste Herres Barns.
Sinclar.
Tro, Tid omvælter Alt,
og dækker hvad den nylig viste friskt,
med moset Glemsel. Du vil engang glemme,
|
| d.II,b.1,s.320 |
naar vi vort Liv, som Junos Par af Svaner
Gudindens rosenrøde Karm, fremdrage,
at Skjebnen, legende, et Øieblik
et Sværd imellem vore Læber hvined'.
Ha er det sandt? Du blodig af mit Blod?
Og jeg -- jeg glemme, at du var min Fiende?
-- Ha, ja, jeg troer det! Er jeg ei for svag,
som lover Sligt, idet jeg træder paa
min Faders Vuggejord, som du bemaler
med Enkegraad og Neppefødtes Blod,
end varmt af Moderhjertets? Smit ei Luften,
forræderiske Ord, den Luft, hvis Klarhed
er Gjenskin af de Sværde, som mit Folk
mod Himlens Retfærd strækker, og af Baunen,
som svider ud den sidste Rust af Feighed!
Vee, min Gud!
hvis Ragnhild føder Barn, da bliver det
en vis Forræder. Ha, gaa Skotte! gaa,
at det ei lærer Sligt af Moderhjertet,
der klæber, som ved Trolddom, ved din Hæl,
om du den synked' i min Moders Barm
og traadte i min Faders Haar! O vee
hvis Ragnhild føder Barn, da bliver det
en vis Forræder, som sin Fader dræber,
men elsker Mod'ren, som slig Daad det lærte!
O fly, fly!
at ei jeg siger: kjære Fiende! kjære
min Faders Morder!
Sinclar.
Din Smerte og din Graad, min Ragnhild, som
du blues ved at vise, er mig søde
og stærke Talsmænd, at din Elskov jeg
ilive finder, naar jeg let, og med
en sværdtom Hofte, hid gjenvender for
din Faders Ord med Fred at vinde; thi
han veed: af ærlig Fiende, ærlig Ven!
|
| d.II,b.1,s.321 |
Du er det eneste Klenod, jeg røver
i rige Norge, og et Jomfrumord,
som Himlen signer selv, mit ene Mord.
(vil kysse hende.)
Ragnhild.
Nei bort! Jeg vil ei vie dig til Død
med Kys! men, naar jeg næstegang Dig kysser,
da til tredobbelt Liv! Ja Ridder Sinclar,
naar I har splintret Sværdet, som I rækker
imod mit Hjem, saa kom igjen! Saalænge
I bærer det -- Ha vogt Jer -- vil jeg med
hver anden Norges Svend og Datter søge
at slide det ifra jer Side, om
saa Hjertet fulgte med. Saa gaa med Gud!
Gud være med Jer! Gud forlade!
Jeg beder ikke for Jer; men jeg maa
med Landet synge med Forbandelsen,
hvormed de hvæsse Hevnens Øxe.
Sinclar.
Tro,
jeg vendte om, hvis Æren skreg ei: fremad!
hvis ei en Eed, hvis ene Ende er
i Sverrigs Kongehjerte lænket, drog
mig fremad, fremad!
Ragnhild.
Saa Farvel!
Hvorhelst I møder mig er Haanden Fiende.
Men Hjertet kjender I. Det kan ei lyve.
Sinclar.
Om trende Maaneder, min Ragnhild,
som stat'lig Riddersmand paa snehvid Hest,
med Blomster vajende fra Hjelmen, og
med Sværdet naglet fast i Skeden, hvilken
en Page, pyntet rundt med fredsælt Smiil,
hvori Amorer hænge, og med Sløifer
|
| d.II,b.1,s.322 |
af dine Øines Farve, himmelblaae,
paa bløde Drengearme bærer -- da
min Ragnhild glem, jeg var dit Norges Fiende!
Ragnhild.
Ja da -- endnu engang, min Elskte,
men ikke meer forinden -- naar, som Duen,
blot i jer egen vaabenløse Skjønhed,
som jeg beseirer, I vil komme: da
I træffer mig blandt milde Piger, flux
bered at flette mig for evig ind
i Eders Side. Sig da: Kom min Huustro,
og knæk med dine Fingres Rosenqvist
mit haarde Sværd. Men tro mig, indtil da
har dette Skjebnens vilde Fingergreb
mit Hjerte klemmet til en Staalklump, og
jeg gjemmer mig blandt mine Landsmænds Arme,
og muntrer dem til Slag mod Eders Hoved.
Ak Sinclar! Ragnhild maatte juble, om
en tapper Normands Sværd det Hoved, som
jeg har velsignet, blæste, med
en Nordstorms Hviin, for mine Fødder. Derfor . . .
jeg ønsker det forrædersk, men jeg vil,
i fredsælt Huuslivs froe Omfavnelser
Jer mere ære, og mig glæde inden
saa tappre Arme ved at trykkes til
saa kjækt et Hjerte -- Derfor vær I tapper!
Skaan ikke Ragnhild, om I møder hende
paa Eders Fiendetog med Fiendeblik
og Hjertet bortvendt fra sin Kjærlighed
mod Pligten, som har reist sig som et Fjeld,
en Jutul reiser i en Nattetime
misund'lig lige over Templet, hvor
de første, christne, fromme Klokker sang,
Skaan ei jer værste Fiende -- thi det er jeg --
om Lykken eller Eders Tapperhed
faaer løfte Pladen af min Barm og vriste
det golde Sværd af disse Fingre.
|
| d.II,b.1,s.323 |
Jeg tvister ikke med jer Ære, Sinclar;
jeg beder ei, at I, for min Skyld, nu
skal vende om, og Eders tomme Fodspor
Beskjæmmelsen, at den kan fylde dem
med Spot og Haan, skal levne. Men, min Elskte,
tro, Ragnhilds Liv er netop langt som dit!
Min Fiende tro, at Ragnhild, naar hun saae
Dig bide Græsset paa din frække Bane,
da jubled' hun, og ændsed' ikke, at
Du var saa ung og faver; og hun græd
ei, skjøndt hun saae sin egen friske Vaar,
saa nys begyndt, saa tidlig endt. Thi tro,
jeg vilde ikke med en sorgfuld Ungdom
en Sommerstid din Gravhøi pynte, som
de andre Qvinder deres døde Elskers,
der bøie sig med Hyl og Graad paa Gravens
den ene Side nogle Uger, mens
dem Letsind venter paa den Anden, at
den Sorg forbi maa være. Men i Flugten,
før Du har naaet Skyen, møder Du
en Aand, som blege Roser farvet, som
vil hviske: "Sinclar! kjender Du mig Sinclar?"
-- Nei ikke: "Sinclar!" Dette Navn er Elskovs
Forbandelse! men "Elskte! kjender du mig Elskte?"
(gaaer.)
Sinclar.
Farvel min Stolthed! Skjønne Stolthed, med
sødtlydende Forbandelser, du som,
idet du, klædt i ydmyg Qvindeform,
mod Himlen hæver Dig, i Støvet træder
en Mands Stolthed! Bi . . Farvel min Qvinde!
Tag Sværdet -- det er sløvt og bider ei
et Straa i Norge af! Ha, gaaer Du? Gaa!
og slæb, da Du har Sjelen undertvunget,
mit Legeme som en Tropæ i dine
Zenobia-Trin! Og elsker Du det, naar
det, vaabenløst og feigt som Trællen, males
|
| d.II,b.1,s.324 |
af en Erindring blodrødt -- vel, saa læg det
til skamfuld Slaves Høstdaad ved dit stolte
og liljeknopomvæv'de Hjerte! Eller
-- o endnu bedre! -- en blodgjerrig Flok
af dine Landsmænd lad du spigre mig
som Høgen, til Advarsel, over Porten!
Thi gribes jeg af dine Gribbe, gribes
i aaben Feide jeg, og det saa blodig
-- Du sagde: at Du skammes ved den Feige --
som Feiden er imellem Ulv og Bjørn.
Med djærve Ryk, som en Comet paa Himlen,
der kløver alle Grændser med sit Blus
i vildt, ubundet Løb, mit Banner flytter
jeg gjennem Landet, som dit Mod, men ei
din Arm kan værge. Sinclars Krigerære
skal sidde, som et blodigt Vidne, ved
vor Bryllupshøitid, forestille Skjebnen,
naar Bruden forestiller Himlens Dyder,
Brudgommen Jordens Lidenskaber, samled'
til et Forsoningsmaaltid. Saa Levvel!
(raaber)
Levvel! O hørte Du det? Echo bring
Levvel til Ragnhild!
(gaaer en modsat Vei af Ragnhilds.)
Ragnhild
(kommer tilbage.)
Han raabte. Skal jeg sende ham "Levvel!"
igjennem Luren? Sinclar hører Du
saa det er godt.
(raaber i Luren sagte)
Levvel! Levvel!
Dog ønsker jeg, at Du ei hørte.
O, hørte Du, saa regn det høit; thi det
er sidste Suk, mit unge Liv tør sende.
Mind nu, mit Liv sig vaander i
en Alvorspligts iiskolde Arme
-- o for alvorlig til at stille sig
blandt alle Pligter tidligst frem ved Vuggen!
Mind Sinclar, ikkun vore Pligter stride
-- Min Sinclar mind det -- som to barske Fædre,
|
| d.II,b.1,s.325 |
ærværd'ge begge To, med iisgraat Haar,
der skifte arvet Had! Mind Dig vor Elskov
-- liig disse Fædres Smaabørn, der med Graad
ved Foden sidde under Fædres Lyn,
og qvæle Lysten maae til Leeg og Venskab,
skjøndt de fra første Aar har leget sammen --
Mind blodbekrandste Elsker, at vor Elskov
maa blegne kun saalænge vore Pligter
i deres mørke Farver blusse. Sinclar!
O hørte Du! Min Sinclar! Sinclar!
Hør ei -- jeg burde sagt det -- meer min Luur!
Og, om Du hører den, saa lyt ei; thi
den er Forræder, i en anden Sold
end Himmelelskovs, ikke meer Herold
for søde Timer eller Ragnhilds Længsel.
Den høie Dronning sidder nu i Fængsel
-- min Kjærlighed -- og leger med de Blade,
din Elskov -- Kongen -- skjænkte, før den maatte hade.
Tro ei min Luur! -- O Sinclar gid du hørte!
Og drag dit Sværd, hvis du end eengang vil,
med Hjertebanken, lytte til dens Spil,
som nu maa bære Varsel over Valen.
Nu er den viet Birkene i Dalen
og tause, mændindhyll'de Fjelde, som
med Dvergmaal hilsed', naar jeg sangfuld kom
og satte mig med Luren min alene
saa tankefuld paa lyngbedækte Stene,
og fandt min Verden skjøn, men uden Liv,
før Qvellen, som -- o søde Minde bliv! --
De vogted' mig, og Birkens grønne Sky
mit Luurspil ynded', gav min Barndom Ly.
Nu vil jeg vogte dem. O Sinclar fly
for Ragnhilds Luur! Ha ædle Sinclar tyd
ei "kom!" som før, men "fly!" dens ene Lyd,
som nu -- o hør min Angst -- maa klinge der
hvor Norge arvet Mod i Kampen bær,
og tager det som Seierguld tilbage
af hedest Kamp, paa blodig Stage!
(gaaer.)
|
| FORRIGE |