|
| d.II,b.1,s.295 |
Robin.
Ja!
Men jeg græder -- skjøndt blot Vinden
egentlig mig svider Kinden --
blot for Sinclar -- stolte Herre,
nægted' mig der med at være;
og han sagde, jeg var liden,
og fik bie smukt til siden.
Er det ikke Skam hu! hu!
(hulker.)
Anne.
Er du stor da, synes du?
Robin.
Hvor langt troer du de er nu?
Se igjennem Fingersprække
om du øiner Ralphes Snekke!
Troer du de er' mange Mile?
O jeg hører ikke Tom
paa sin Pibe længer spille.
Gid en Storm dem drev herom!
Ak jeg kan dem ikke skille
meer fra hvide Maager.
Anne.
Dumme
Dreng, kan hvide Maager rumme
Sinclar og sexhundred' Mænd?
Mon de hørte eller saae
Stenens Pladsk i Bølgen blaae?
Var jeg med, jeg skulde bære
-- bort og gjerne hjem igjen --
stolten Sinclars Hjelm med Fjere,
naar han svedig foran gik;
gjerne Toms's Trommestik,
Ralphs's Randsel -- gjerne Mere.
Siig, hvorlangt Du troer de ere?
|
| d.II,b.1,s.296 |
Anne.
Kom nu! Aftensgrøden bier.
Den blier kold, men heed blier Mo'er.
Hun i Nøkkens Vold os troer.
Husker Du, at Riset svier?
(Lady Sinclar i Sorg kommer.)
Ah se Lady! buk dig Robin!
Lady Sinclar.
Ei bløde Dreng! saa fisker du med Graad
i Øiet Krabber?
Jeg?
Anne.
O lee I Lady!
En Sinclar lee? Ha alle onde Aander
i hine Seil maae blæse!
Anne.
Gode Lady, Robin græd
(nu Rob da! see mig ei saa vred,
fordi jeg Ladyen beretter
den Sorg, som Perlekrandsen fletter
om Øiet) ei for Vinden sved,
men for Ridder Sinclar nægted'
denne Dreng, som gjerne fægted',
om han kunde, med at følge,
til sin Grav bag Bjerg og Bølge.
Hvor Sandhed vaagner lys paa Barnets Tunge,
hvis spæde Aande dog er stærk nok til
at løfte Tidens Teppe, bag om hvilket
den strenge Skjebne træder med Cothurnen
|
| d.II,b.1,s.297 |
en Grav hvori de synke Alle! Ak
min Sorg er vis, endnu ei født til Verden,
men svulmer alt i Moders Liv.
(til Børnene.)
Min Dreng,
du bli'er en dygtig Mand. Boer ei din Moder
ved Enden af det Vildnis, som er adlet
med Navn af Sinclars-Park!
Robin.
Jo; og Ralph, som drog afsted
i jer Broders Tog, min Bro'er.
Jeg fik ikke følge med,
skjøndt jeg dyrt Herr Sinclar svoer,
med min lille Buesnor
mange Sinclars Fiender, høie,
muskeldækte, voxne, bøje
ned til deres Fædres Jord.
Lady Sinclar.
Det er tungest Kamp for Kjæmpe
sligt et Mod med Taalmod dæmpe.
Hør nu Robin: skal jeg vise,
hvor du salig dig maa prise,
at du var en Puppe liden
dengang Sinclar drog i Striden,
at Herr Sinclar var saa streng,
at han jog dig stakkels Dreng,
da du vilde hvæsse Modet,
brune Kinden, kjøle Blodet
i hans Bannerskygge sval.
Thi i hver en Norges Dal
vugger Kløv'ren paa en Val;
under hvert et Hyttetag
sukker Øxen efter Slag;
Pigens Barm er Morderhule,
hver af hendes Fingre skjule
|
| d.II,b.1,s.298 |
lysten Dolk bag Rosenblad;
Oldings krumme Ryggerad
som en Armbrøst kraftigt springer
(som den gjorde i hans Vaar)
ligeud, naar Ljaa han svinger,
dryppende paa hvide Haar,
naar i Norge Uven staaer.
Anne
(stiger op paa en Steen.)
Lille Robin, Røslynggrene,
med de hvide Hjelmefjere,
plant imellem disse Stene!
De din tappre Clan skal være,
Du maa være Sinclar selv,
Søen her en iilsom Elv,
løbende langs Norges Bjerge,
som et krummet, staalblaat Værge.
Denne Steen, hvorpaa jeg staaer,
Norges Fjeld, som Stjernen naaer.
Thi Stene maae nu være Bjerge,
da Kjæmperne er ikkun Dverge.
Jeg en Norges Pige er
-- Kald mig Ragnhild eller hvad
nordisk Navn i Mindet sad --
Dette Sand en Blomstereng,
hvor hun reder Fienden Seng.
Kom nu Sinclar med dit Spær!
Jeg vil bryde det som Qviste,
Sværdet fra din Muskel vriste
ha -- med denne blotte Haand!
var det end som Luen hvæsset.
Hjelmen, trods dens Laas og Baand,
vil jeg kaste henad Græsset.
Maaskee ligger Hov'det i,
afbrudt som en Rosenknop.
Destobedre! raabe vi.
-- Sinclar reis din stolte Trop!
(Robin sætter Lyngqviste irad bag sig.)
|
| d.II,b.1,s.299 |
Lady Sinclar.
Lille Sinclar, reis din Clan,
som maa hjælpe med dit Sværd
vise du er Navnet værd!
Store Sinclar grib nu an!
Kom min Elsker, saa bruun om Kind,
med Munden saa rød som det Purpurspind
om Sommerfugls Skjærsommerkaabe!
Kom Sinclar! Sinclar!
Robin
(til Lyngqvistene.)
Stands min Hær! Staa i Geledet!
Hviil Geværet! Herren veed det,
hvorfor I ei stille staae.
Ah I Vinden skylde paa.
(afsides.)
Mon gammelt Kjendskab Anne lærte,
engang at tale reent fra Hjerte?
Jeg vil dog nær til hende gaae,
at jeg kan see hvad Smiil kun knytter
om sine Ord, og, om hun bytter,
i Hjertet Sinclar om med Robin.
(gaaer Anne nærmere.)
Ak, min Elsker, jeg troer forvist,
et bloddugget Sværd er din Rosenqvist
en Krigerflok Brudgommens Følge.
Kom Sinclar! Sinclar!
Jo hendes Smiil er ganske reent;
og det er klart, at jeg er meent,
om hun mig anderledes nævner
for Løiers Skyld --
(nærmer sig Anne.)
|
| d.II,b.1,s.300 |
Se min Elsker, min Arm saa blød
er Sværdet, mit Haar er min Guldhjelms Glød,
et Slør mit eneste Pantser!
Kom Sinclar, Sinclar!
Nu er det Robin -- det er klart.
Nu vil jeg fange i en Fart
den Anne, som dog blier den sande,
om Navne hun vil tusindblande!
(springer op paa Stenen og omfavner Anne.)
Se min Elsker, min Arm saa blød
vil grave dig Graven i Fjeldets Skjød,
og strøe den rundt med dit Følge!
Kom Ravne, Ravne!
(støder Robin ned af Stenen, saa de falde begge omkuld i Sandet.
En Vind blæser Lyngqvistene overende.)
Lady Sinclar.
O dette var et Sørgespil, som kunde
i Nøddeskallen ligge; men for mig
en chaosopfyldt Verden, hvor dog blot
til Helveder er Emner, er det blevet
at tænke paa. Et Sorgspil, udtænkt af
en Dæmon vist, men af uskyldigt Barn
fremsagt og spillet. Kom nu Smaae!
-- ha ligge I og lee derovenpaa
i Gresset? -- Aftenvinden blæser.
(De gaae.)
|
| BLA BAKOVER |