|
|
| d.II,b.1,s.270 |
SINCLARS DØD, ET SØRGESPIL I TRE ACTER Fribaarne Søn
af Norge! om Tiden dig vinker i Striden
for Norges Fryd,
Frihed, Frihed -- saa lyd!
Din Møe som Ufri ei meer er skjøn . .
O skamrød er Kinden!
Hun klager for Vinden.
Banneret, naar
det blodige Vinger rundt Norrige svinger
for Norges Pryd,
Carl og Oscar -- saa lyd!
"Levvel min Stella, min favre Vaar!
See Baunen er vaagen
i Midnattetaagen!"
TIL CARL JOHAN, NORGES OG SVERRIGES KONGE
En Vaarqvel Drot! -- jeg vidste ikke, om
Vormens Susen eller Orrenes
slog min Sjel, saa Tanker reiste sig,
liig her en Blaaklokke, her et
hvidskjægget Ax over Engen --
En Vaarqvel Drot! jeg sad ved Vormen, der
gjerne fraader, siden Kringen den
saae, og Kringens Daad udbruser nær
Frihedens Bethlem -- den Friheds,
Carl, hvis Cherub du vil være.
Da saae jeg Elven, liig et blaavinget
Sværd i Flugten, skyde sig gjennem den
kjære Bred, hvor tidt mit Tungsind sig
vugged' paa Vandliljen, liig en
skummel Obaddon paa Stjernen.
Her vajed' Hyben frit og Kløver, saa
hvide Minde jeg paa blodrøde
Val blev liig; men hist paa Bredden der
blaaned' Violer, og Vormen
ligned' ved Gjenskinnet Regnbuen.
|
| d.II,b.1,s.271 |
Jeg tænkte -- Carl, da svang, som Stjerneskud,
(o, dens blanke Vinger sang under
Skyen) sneehvid Svane høit sig fra
Bølgen -- o favreste Søblomst!
favreste Vaarskyens Datter! --
Hvor Kløvren høirød vajed', Norge jeg
tænkte: hist bag Elvens Klinge, hvor
blaaned' tusind smaae Violhjelme,
Gothernes Land, og et sneehvidt
Fredsflag var svævende Svane.
Men Hvad i Vormen, hvorfra Svanen, som
Liljeknop mod Skyen blomstrede?
O Hvem saae jeg da i Elven, hvor
Bredderne speilede deres
Skjønhed, og hilsed' hverandre?
Mit Hjems i søde Tanker svømmende
Hjerte er Vormen: Carl er Scandiens,
Nors og Sveas, liig to Elsktes, der
føle tilsammen, om sortned'
tusinde Bølger imellem.
Dit Hjerte Carl er (o Panscandion,
liig Helleners hist Panjonion!)
Altret for mit Nors og Gothernes
Ømhed: ved indhugne Eed -- en
Drothelts -- Forsoningens Bauta.
Det ofres Harpens første Frugt, som min
Deel, mit Suk i Norges Kjærlighed
-- Carl din Skat! -- Ha Norges Frihed vil
fremgløde lynlige Qvad; men,
var jeg en Træl, jeg taug i min Skjændsel.
|
| d.II,b.1,s.272 |
Personer:
Ragnhild Guldbrandsdatter Seiglestad.
George Sinclar, Anfører for et skotsk Leiecorps.
Sinclars Søster.
Guldbrand Seiglestad, Gudbrandsdøl.
En alderstegen og en ung Gudbrandsdøl.
En svensk Hærold.
En norsk Mand og Kone.
Gudbrandsdøler og skotske Tropper.
Anmærkning:
Ragnhilds Andeel i Katastrophen er grundet paa et Sagn.
(Skotland. Sal i Sinclars borg. Sinclar. Lady Sinclar med en Harpe.)
Lady Sinclar.
Hvad Sang min Broder? Disse Ossians Qvad
fremyngle taageøjet Mismod af
den muntre Harpe.
Sinclar.
O en Vuggesang,
at jeg kan sove. Frem med Visseluller,
den bløde Lænestols Zephyrer,
at jeg kan sove.
(sætter sig i en Lænestol i en sovende Stilling).
Lady Sinclar.
Solen, gode George,
nu midt i Løbet, som en Helt paa Valen,
imellem Norge og det høie Skotland,
der møder den i Luften, naar den trættes,
og har fordøjet Morgenduggen, som
den drak af Norges Blomster, leer
af disse Ord "at jeg kan sove."
Thi -- nægt det ikke -- Solen er jo Sjelen
i hele Jordens Liv, saa alle Væs'ner
|
| d.II,b.1,s.273 |
(undtagen Maanens Ugle og de Øgler,
som slæbe sig kun under Nattens Stjerne)
er Legemet, som viser Hjernens og
de ædle Livsorganers Virken, i
den hele Menn'skeclasses Dagværk; og,
i Dyreverd'nens Sværmen, Blodets og
de mindre ædle Safters Løb.
Sinclar.
Ret! Ja
mit Dagværk er fuldtfærdigt.
Lady Sinclar.
Naar da først,
i Samklang, Sjel og Legeme har fuldt,
til fælleds Væxt, en Dag fordøjet: synker
den Første mat i Drømmeverd'nen hen,
hvor Alt er omvendt, saa den svæver der
blandt Træer med Guldfrugt, rosenrøde Bark
og ravnesorte Mennesker -- liig Solen,
naar Skotlands iisgraaelokk'de Fjelde, som
paa Atlasnakke, har den løftet bag sig,
saa gaaer den søvnig, farvet mat som Kjortlen,
af Kampen levnet paa en Valplads og
af mangen Pladskregn bleget, drømmende
først mellem brune Esqvimoer, over
Amerikas Heder, saa blandt Indianer,
saa sorte selv mod Natten som en Taage,
der driver over Morg'nens lyse Ansigt
som Vredestræk. Da er det Tid at sove:
da kan det store Legem, Dyreverd'nen,
sig sammenrulle, da paa bedre Kræfter
de ædle Dele -- hvide Mennesker --
i Slummer ubevidste sanke, medens
de Nerver, som, ved Lidenskabers Tryk
og kaad Indbildnings Aande, skjælve -- hine
natsorte, abelige Indianer --
|
| d.II,b.1,s.274 |
end vaage, vakte ved det svage Lys,
som Sjelen i sin Slummer spreder, lige
den Sværm af Drømme, hvormed Sjelen leger
jo hver Nat hos hvert Menneske, naar ei
den Kraft har til paa Dagens sande Ting
at virke længer. Og, hvis end en Ulv
paa nordisk Hede kløver Mulmet med
et hylledsaget Spring; hvis Hunden vækker
en bange Fugl fra Grenen, og med Gjøen
den vide Nat opfylder, er det kun
-- thi Dyrene er kun det store Legems
Blodkar og Sener -- som en Muskeltrækning
isøvne. Seer du nu, min George,
en enkelt Nerve og -- i Solens Legem,
de tusind Væs'ners Verden, er du denne --
kan ikke sove ene.
Sinclar.
Jeg -- det er din Mening --
kan ikke sove nu, fordi du synger
og dandser over Gulvet med din Harpe,
fordi nu Tudsen sover, og paa Gaden
-- ja vel i halve Verdens Gader --
i Aberdeen, i dette Øieblik,
Alt tumler sig imellem Stank og Skrigen.
Kort sagt: det er ei Tid . . Ha du min Gud!
det er ei Tid? O lad mig sove nu
omkaps med mine Fædre og det Sværd,
som sover der paa Væggen.
Lady Sinclar.
Solen leer
-- Det har jeg sagt, om Borgemest'ren af
vort Edinburg sin tykke Mave lukker
til Søvn i Lænestolen, høilys Middag.
Men, naar den seer en Yngling Rosenkinden,
mens denne feirer en Skjærsommermorgen,
|
| d.II,b.1,s.275 |
bag doven, skjøndt med Muskler snoet, Albu
begrave, maa den spotte.
Sinclar.
Du er da
dens Straale, naar den spotter.
Lady Sinclar.
Bliv ei vred,
men vaagen; thi jeg ynkes ad dit Mismod,
men leer ad Søvnen, som du tænker parre
med hiint forgjæves, som om Maanen
du vilde, med vidtaabne Øine, byde
ei svulme saa af traurig Spot tætuden
dit Sovekammer.
Sinclar.
Sandt! Jeg hver Nat har
til iiskold Sengefælle Maanen, og
ved Øvelse jeg kjender hver dens Pletter;
thi Lediggang maa Dagens Søvn betale
med vaagen Nat. Dog Lediggang er fri.
Med Paddehatten, som, af Regnen ynglet,
tør, blandt de kaade Blomster, døse under
et gavmildt Solskin, deler den den Dyd.
Den sover, naar den vil, og leger med
hver Arbeidstid, og ødsler i sin Armod
med Viisdoms største Skat. Nu vil den sove!
Lady Sinclar.
Nei, sover I, da vaager Lediggang,
og vegeterer, Æren og hver Kraft
i Sjel og Legem sover.
Sinclar.
Jeg bli'er feed?
Ei sandt min Kitty? Og, hvis Æren banked'
|
| d.II,b.1,s.276 |
med Sværd og Bannerstang paa Døren, vilde
min tykke, salig Faders Læderkøllert
jeg finde altfor trang. Nu -- der var Tid
-- et lækkert, thi det var det sidste, Bid
for Lediggangen, som paa Tiden æder,
og æder Drøv -- at hvile endnu lidt,
til Skrædderen fik flikket ind paa Siden
et Stykke Nyt.
Lady Sinclar.
O der blev mere Tid
til rolig Afsked med det vante Huusliv;
thi siden Broad-Albaines sultne Clan
her gjæsted' sidst med tomme Skræpper, men
med lange Øxenegle, Borgen, og
Notariussen dernæst traadte mellem
vor Faders Liig og vore Taarer, og
med lange Negleøxer hugged' løst,
Hvad endnu hang tilbage, findes ei
saa stor en Lap herhjemme, som behøves
-- ifald nu Dorskhed skal fremyngle Fedme,
som Solskinsveir og Stille fugtigt Græs --
til Sidestykke, men i Byen maae
Forfædrene forskaffe os Credit.
Sinclar.
Ja Armod hører ogsaa til, min Kitty!
Min stakkels Kitty! den er en af dine
Vaarblomster, eller kun det magre Græs,
som dine Dyder blomstre i, og væve
med tusind søde Farver gjennem, og
den Vellugt, disse aande, er dit Lune.
Nu -- lev du! Denne tomme Tid, som een
uendlig Slange, sammensat af tusind
eensbrede, askefarv'de Led, er just
den rette Sommertid for Qvindelivet.
Nu kan du dyrke Krogens tause Harpe;
thi Tid jo ikke mangler, Evner ikke;
|
| d.II,b.1,s.277 |
men hiin opægger disse til en Kamp,
hvori den døer, men disse vende hjem
som seirende Serapher fra en Kamp
med Mørkets Engel, spoliedækte med
Triumphsmiil. Kitty, dyrk nu du din Harpe,
som Foraarsvind Sværdliljens gule Eng,
og opfyld saa med sorgfuld Lystighed
den øde Hal! Saa kan dog Ensomheden
den bedste Harpespillerske for Skotland
opdrage i sin Enkefavn; og Rygtet
vil løgnfuldt, ei bagtalersk, sige: Sinclar,
George Sinclar, denne unge Adelløve,
født eneste i gylden Palmelund,
sin Muskelkloe og Høimod glemmer i
en Vellystsnorken, mens han lytter til
sin Søsters Harpeslag.
Lady Sinclar.
O aldrig var
et Rygte saa sandfærdigt; thi I lytter
til Eders Mismods Klageharpe. Ha,
vaagn op min Løve! Mind din Fader, hvem
-- husk -- Broad-Albaines hundrede Lochabre
istemmed Sangen over, sover i
et blodigt Lagen!
Sinclar.
Giv mig da et Sværd
for hver min Negl! Og, var selv Hellebarder
hvert Broad-Albaines Haar, jeg klipped' af
til iisgraa Skalle. Det var Blomster paa
vor Faders Grav og kjærest Mos.
Lady Sinclar.
Et Sværd
korshvinende, ei Armene ikors
til slige Ord!
|
| d.II,b.1,s.278 |
Sinclar.
Brodeer min Søster! i Eensformigheden
afpræg din Sjels Mangfoldighed paa Silken.
Saa du kan leve; thi ei dine Fingre,
men mine Arme trykker Tiden. O,
foruden Daad, om smerteriig, er Livet
kun Død! Se, jeg er død, endskjøndt jeg aander.
En Alen Silke er din Verden, hvor
du seirer; og de aftenrøde Skyer
befolker du med søde Tanker, som
er de Figurers Sjele, som du gjemmer,
som balsamerte, i din Ramme, liig
en Gud, som skaber nye Former, for
enhver Idee, hans Viisdom fødte. Men
for mig er Heden min Baldyrstol; og
Forfædres Valplads, hvor der Laurer voxed',
hvis Lyngen ikke arved' Odelsret
af Skotlands Clima, Mønstret, som er virket
i Bardens Sange ind med Løvværk.
Lady Sinclar.
Ak,
de synge dem herudenfor ved Porten,
hvor Græs sig kaadt har fæstet fast i Hængslen.
Forbyd Landstrygere sligt Indfald, som,
foruden Spotten, styrrer Herrens Ro
i Borgen.
Sinclar.
Spot er ogsaa med i Følget,
som fast beleirer mig i Borgen.
Først Fattigdom, saa Ørkesløshed, saa
den bittre Spot. O dette er et Liv,
som Hercles vilde ført det uden Arme!
Et Liv, hvis hele Arbeid er at pudse
de arvede Geværer . . Se, hvor blanke!
Og nu, da altsaa Dagens Værk er færdigt,
|
| d.II,b.1,s.279 |
skjøndt Solens neppe er begyndt, jeg kan,
med samme Ret som Trællen, der til Lejet
af første Stjerne vises fra sit Dagværk,
min Træthed mætte. Dette er et Dagværk,
som daglig fremstaaer i det samme Tække,
at pudse denne Rad af Vaaben.
Lady Sinclar.
George,
de tie ikke, skjøndt de strække sig
saa mageligt paa Væggen.
Sinclar.
Hvis de tale,
saa raabe de om Arme, Andet ikke;
men det er Alt, og, uden dette Alt
-- min Faders Clan, hvem Lyngen synger over --
er kun tilbage disse Armes Intet:
Ja godtsom Intet!
Lady Sinclar.
Meer end dette Alt!
Jeg troer, at meer end tusind visne Piber
af Laar og Been er tvende senetunge,
paa begge Sider af et modfuldt Hjerte
fastbundne Arme, liig et Vingepar
paa glødende Cherub. Jeg troer sligt Hjerte,
ligt gyldent Bæger fuldt af Offerblod,
der offrer nogle dyre Draaber til
vor Faders Aske, saa den blomstrer,
meer værd end tusind tomme Hjerneskaller,
hvor Faarekylling piber. Se min Broder!
en saadan Dynge er din Faders Clan;
men din er ei afblomstret: rundtomkring
den voxer om din Borg, og Lueøine
tidt seer jeg mellem Neldehoben, hvor
din Faders Park før vajed'.
|
| d.II,b.1,s.280 |
Sinclar.
Ah du mener
den skidne Hob, som løber, endnu pyntet
med hvide Drengehaar, i daglig Leeg
hernede paa min Landsbyes øde Tomter,
hvor endnu, ved en sjunken Skorsteenspibe,
en Flok af Mødre græde sammen, trætte
af Trætten? O, før laae der her en Rad
af Egetræer og Huse, som mod Himlen
at sende Røgen høiest kappedes,
og lyserøde Tage sluttede
om Slottet som en Rosenkrands. Nu er
det Slot en Hytte, Hytten Muldvarpskud.
Før hver af disse runkne Qvinder, hvide
som deres Lin, som Herrens Banner røde
en muskelsnoet Stridsmand ejed', som,
naar han kom hjem bag seirfuldt Banner, dækked'
sin Arm og Barmens Saar med favre Børn.
Der hang de, liig Vedbendeknopper, som
paa Egegrenen lude. Og det Alt
var da igjen min Faders.
Lady Sinclar.
Ja jeg veed,
de snublede i Kampen, hvor de stode
saa tidt tilforn, og Broad-Albaine traadte
dem haardt paa Nakken, dybt ned under Mosen;
og hjemme mugned disse Mødres Ynder
og Armod lærte disse Børn kun Leeg
og Dovenskab, ei Flid og Arbeid. Men
den Række Vedbendknoppe, Perlesnoren,
som pynted' hine Heltes Arme (nu
faaer Snog det gjøre) er nu bleven
-- du burde lignet dem med Hybenknoppe --
til Rad af Torne. Se, der har vi Tom
og Fergus, med det røde Haar, og David
og Jamie, ham vi høre tidt at puffe
med Nøglebøsse, Jonathan og Jess
|
| d.II,b.1,s.281 |
og Ranald, som i Mørket seer saa godt,
og lange Ralph og William, som i Bugler
sin Moders Kjedel trommer, Enkens Sønner
fra Binachrow. De er' nu næsten Tyve,
og modnes stærkt til Fædres Daad og Styrke.
En Flok paa Femten, Sexten fylder fuldt
i disses Fodspor, Alle buevante,
halsstarrige og tapre, æglesyge,
da Modersmelken -- som, skjøndt Faderblodet
bag Nederlaget standsed', ikke standsed' --
med grønne Galde blandet blev og maled'
i Hines Hjerter uforgjæng'ligt Billed
af hine -- nu nedhugne -- grønne Ege,
de leged' under fordum; og om Stubben har
de svoret, som paa Elsktes Liigsteen, Hevn.
Se her, med disse, blier min Broder til
den hundred'armede Gigant.
Sinclar.
En Bisværm,
som neppe dækker Broad-Albaines Skjold.
O mine Fædres Skjold -- var Leilighed,
saa hang du blankt.
Lady Sinclar.
Ukaldet kommer ikke
-- som Echo ikke uraabt -- hvad du kalder
en Leilighed. Men hver Dag paa det Skjold,
som Sinclarnavnet bar med al dets Hæder
-- godt Ryggen var af Staal -- fremvoxer Rusten.
Sinclar.
Dets Glands er ei fordunklet mere nu
end Morg'nen efter Natten -- o hiin Nat,
da Broad-Albaines Banner Maanen var.
Men Modet fuldt er voxet: som en Sol
bag Nattebølgen, hvor den dvæler frodig,
det venter kun paa Tiden ørkesløst,
paa Tiden, som fremruller Kraften.
|
| d.II,b.1,s.282 |
Lady Sinclar.
Den hænger moden høit paa Venners Arme,
som vente midt i Musklers hvide Blomstpragt,
med Villie stærk som ildrød Ørkenvind,
lidt dyb're, hist og her, i vore Dale.
Sinclar.
Hør Kitty! favre Søster, i vor Armod
din Skjønhed synes mig som Rosen, der
i Mos sin Ynde klæder. Vær da glad
til jeg dit Dække løfter; thi jeg er
din Sol, for kold endnu, mens Morg'nen, taus
om Dagen klarner eller ikke, aander.
Ei stedse denne sjunkne Borg skal være
dit Foraars Himmel.
Lady Sinclar.
Saa Magistren1, som
i Holyrood studerer, hvis han vil
fra Bogen see, maa engang lære, at
den Retfærd, som han glemmer med sit Scepter
uddele selv, kan Adelsmanden, ved
sin Arm, fra Himlen tage ned.
Sinclar.
Nu jag
ei meer min Ro, som modner mine Planer,
som stille lummert Veir, om ikke Solskin,
Melonens Guld. De fraade ikke end
som Fossens Kraft, men stille orme de
sig frem mod Klippen, som en sivklædt Kilde.
Nu troer jeg -- ja ved Gud der glimte Sværd
midt i den sorte Hob, som Lyn i Skyen!
Jeg troer din Roe er endt. Hør en Trompet!
(Støi og Trompetskrald høres udenfor.)
Det tordner nu i Lynets Fodspor. Hør,
og see hvor Klangen ryster Bann'ret ud!
|
| d.II,b.1,s.283 |
Sinclar
(reiser sig og seer ud).
Et fremmed Banner, mægtigt nok, ifald
de trende Kroner, som paa Staalbund flamme,
betyde, at dets Eier bærer dem
paa Hov'det, ei i Lommen.
(Ranald kommer bevæbnet.)
Ranald.
Jeg kan ikke tale, ædle Herre! min Tunge er altfor meget ladt
med gode Efterretninger. Det var nu det Første.
Sinclar.
Nu lyver du Ranald. Din Tunge knytter sig selv i sit Løb.
Et godt Budskab skal dryppe fra Tungen som Honningdraaber,
sagte og seigt, saa at man kan tælle og smage hvert enkelt Gode
ved det hele gode Budskab.
Ranald.
Sandt! Men det er første Gang i mit Liv jeg har været valgt
til Glædesbudskab, som min Moder kan bevidne, der nu sidder
hjemme og græder med det ene Øie -- det som skotter ned til
det Bryst, jeg især betjente mig af som Pog -- af Sorg over at
Ranald skal væk, skjøndt hun gav mig til Fanden igaar, fordi jeg
stak Hovedet igjennem Papiirruden; og med det andet Øie -- det
som vender imod Rokken, naar hun sidder i Gangen; thi der staaer
hun nu med ti andre Kjellinger -- af Glæde fordi jeg har faaet
nye Klæder.
(Trompetskrald.)
Hørte Eders Naade? Det talte bedre end min Tunge, skjøndt
med færre Stavelser. Og denne nye blaa Tartan og denne nye
blaa og guulrandede Hue og dette udøbte Sværd, som skal døbes,
og denne blanke Musket, som jeg skal sværte, og som jeg vil
prøve, naar jeg kommer ud fra Eders Naade -- Alle disse kunne
tale, dersom min Tunge forivrer sig, først og fremst: at idag er
ikke igaar, men alle Gaarsdages Konge, ligesom I nu er Ralphs
og Ranalds og Davids -- og, det har jeg glemt, William har faaet
|
| d.II,b.1,s.284 |
Tromme -- og alle Eders øvrige velmunderede Clansmænds og
sexhundrede andre Karles myndige Oberst. Dette var nu det
Andet. Og det Tredie, om det ikke skulde behage Eder, at jeg,
som Eders ældste og bedste Clansmand -- jeg regner ikke, naar
jeg siger: dygtige Folk, den gamle Indsidder Willie Wilkins, som
brak Benet, da han bar Eders Fader over Digerne ved Inneravin --
om det ikke behager Eders Naade, at jeg, som Eders bedste Clans-
mand, men med nogle andre Venners Hjælp, da Portvagten er
uduelig, aabner Eders Herligheds Slotsport, som vel kan blive
bedre med Tiden. Dette var nu det Tredie. Ha, jeg skal befale
Ralph at pudse Eders Vaaben.
Sinclar.
Gaa Ranald, thi jeg seer det er Hærold
fra fremmed Rige. Men lad Sværmen blive
paa Engen udenfor.
Ranald.
O det er Venner hver Een Eders Naade! at sige naar jeg siger
Venner, da slige Venner, hvis Venskab ikke rummer i Hjertet
alene, men ogsaa tager ind begge Armene og er færdigt at springe
af Fingertoppene -- voxne Folk, saa at de, for alle Tilfældes
Skyld, næsten kunde og burde hedde Ranald Tobias Mac Dunkeld
Mac Sinclar, Allesammen. Jeg vil da, efter min Herres Befaling
søge at aabne Porten, og sige, at jeg hører egentlig til Slottets
Besætning, hvoraf de fleste nu have Permission, kan jeg sige.
Saa kan Hærolden forklare sig, at han saae mig ledig paa Stran-
den igaar i en lidet sømmelig Dragt, hvilken dog bar Eder Naa-
des Vaabenfarve.
(gaaer.)
Sinclar.
Se Lady Sinclar! se min Lediggang
hvor lidet søvnig, da den flygter, som
et Aandepust til evig Død, for tvivlsom
Trompetklang!
(ifører sig Vaaben.)
End trang er ei min Køllert.
|
| d.II,b.1,s.285 |
Lady Sinclar.
Nu søger Æren dig, men spring ei over
din Faders Gravhøi for at gribe den.
(Trompetklang.)
Sinclar.
Vist, hvis jeg kan; men denne Klang er tvivlsom.
Dog altid er den som et Suk, der leder
paa Vei til Æren, hvor den sig har skjult.
(Hærolden og Ranald komme med Følge.)
Hærolden.
I er den unge George Sinclar, Ridder
og dette Slots høibaarne Herre?
Ranald.
Ja
med Guds Hjælp og min Bøsses.
Sinclar.
Ranald, tys!
Saa er det Herre.
Hærolden.
Hilsen da Herr Ridder,
høiædle Sinclair fra de Gothers Konge,
De Venders og de Gothers, Sverrigs Drot,
tredobbeltkron'de Carl!
(Trompetklang.)
Min Konge, tredie Vasaløve, mens
med Kongen Christian af Danmark, som
sit lave Land med Norges Fjeldskjold dækker,
og under dette trodsende beskyder
med Ild og Piil det høie Elfsborg, Han
sig tumler fremmest for sit hele Folk
-- som ildbemanet Løvehoved foran
en Løvekrop med Svands som vrede Nordlys --
for Folkets Vel, for alle Folks Beundring,
|
| d.II,b.1,s.286 |
som hæve sig med Skrig om Skranken, i
en Kongeleeg paa Gøthaelvens Strand,
saa Elven blodigstribet synes liig
et Jaspis- eller purpuraaret Fjeld
af Marmor styrtende i Havet:
Han, for at vriste dette Skjold, som giver
til Fienden Kraft, idet det dækker Angsten,
-- hiint høie Norges Kraft -- af Christians Haand
-- det Skjold, som fanger Løvens hvasse Bid,
skjøndt faldende saa tæt som Stjerneskud,
ufølsomt op -- tilbyder Skotlands Mænd
og Krigerfolk, som sidder ledigt nu
og smager væmmelige Fred, en Laure.
Den hænger høit bag Hav, Nordstjernen nær,
men desto nærmere og Ærens Himmel.
Han, Carl, min Konge, Niende, som blomstrer
paa Morasteen i Upsal, Carl, som har
en Fortids Kongeriger for hver Nagle
af Guld i Skjoldet, byder Skotlands Mænd
og Dig min ædle Ridder -- thi saasnart
jeg med mit høie Hverv, paa Skotlands Strand,
med slaget Banner stod, kom Rygtet med
den første Landvind, og George Sinclair nævned'
som Helt for Daaden, som Kong Carl har æslet
det gjæve Skotland -- vriste Norges Skjold
af Dannerkongens Haand. Saa Carl min Konge
-- hvis Mod er Sverr'ges Skjold, hans bedste Sværd
(et Cherubsværd saa han med Tvende fægter) --
Dankongens Bryst vil søge, det han dække,
som Carl kan med sit Sværd. Se Ridder! se,
den Bane, I maa følge, Carl, min Konge,
med Guld vil strøe; men Sejer udsaaer Gud,
og Hæder Eders Arme høste. Vejen
gaaer over Havet: Kongens Skibe vippe
ved Stranden lystigt for at bære Eder
saa let derover, som paa Falkerygge.
Saa gjennem Norrig: Landet ligger aabent,
som drotløs Throne; thi det hele Folk
|
| d.II,b.1,s.287 |
sig øver i en Fæstning at beleire
og udi Taalmod under Elfsborg (ha
det er, som den hebraiske Bibel i
en Skole, der blier aldrig udlæst) og
den mosgraa, blodbestænkte Skolemester
med Ildriis, svungne over Gøthaelven,
Dag ud Dag ind det Samme prænter. Nu
rødmoss'de Piger, Ødelande hver
med Alnaturens allerbedste Skatte,
og kjødrigt Qvæg er Norges eneste
og smukke Prydelse. Saa ned til Elfsborg,
som nu er Esse stor nok til at gløde
titusind Sværd. Og saa tilbage hjem
til kjære Skotland, rigere paa Alt.
Ved denne Hædersvei, saa guldbestrøet
og seiertækt som Vandring i et Tempel
-- ved dens Begyndelse har alt sit Banner,
paa fjortenhundred' Glavind frugtbart, fæstet
en ædel Skotte, Oberst Munkhaven,
som alt imorgen træder let paa Bølgen,
for tungt paa Norges Hjerte, Thrøndelagen,
at træde, og med faste Trin at kløve
sig Vei til Elfsborg. Nu I ædle Ridder
hvad siger I? En anden Vei staaer aaben
igjennem Norges Ribbeen, Filefjeld,
og Lungen, som de stærke Sønner puster
mod Sverrig ud i hvert et Felttog,
liig Ætnas Hule luende Cycloper,
Gudbrandsdal. Nu grib I, ædle Sinclar,
min Konges Haand, den høie Carls, i denne!
(rækker Haanden frem. Sinclar nøler.)
Ranald.
Der er ingen Tvivl om, at min Herre griber et Sværd naar
Hæftet rækkes ham. Denne Tale, som Hærolden holdt, har for-
gyldt Hæftet noksom.
Sinclair
(rækker Hærolden Haanden.)
Skjøndt jeg i dette . . .
|
| d.II,b.1,s.288 |
Ha, hvad gjør I Sinclar?
Ranald.
Eders rolige Ungdom gode Herre -- som et Banner, der be-
standig har hængt sammenfoldet, og nær var bleven et Mølrede,
men nu slaaes ud i en frisk Morgenvind -- er det nu forbi med.
Eders jomfruelige Ingentingbestillehed voldtages nu, og bliver
frugtbar paa herlige Dage medeet af en vældig Konge, hvem vi
ville ønske: leve! tregange leve!
(svinger sin Hue.)
Sinclar.
Gaa Ranald i min Vaabensal, og tag
til Brug hvert brugbart Stykke; dog undtagen
de gamle Buer, Skinner, Armbrøst, som
vil hænge os i Norges Enerbuske
midt i vor Klavren.
(Ranald gaaer.)
(Til Hærolden.)
Skjøndt tildøde jeg
-- i Dødssøvn idetmindste -- Planer klemmer
i dette Haandtag, som mit Hjerte laae
vel nærmere end Gothekongens Seir:
saa, da de endnu ligne Knopper meer
end Frugt: og, da jeg mættet er paa Fred,
der smager ækelt, som I siger, sværger
jeg nu din Konge, Carl, de Gothers og
de Venders, Huld- og Troskab. Og min Haand
mod Himlen peger, som er Vidnet, at
min Huldskab og min Troskab for din Carl
-- nu og min Konge -- boer i dette Hjerte
og denne Arm!
(Trompetklang.)
Lady Sinclar.
Og inden denne Eed
Beslutning ligger, at jer Søster -- som
I siger er saa smuk, at, hvis hun traadte
|
| d.II,b.1,s.289 |
i Kongens Rigssal, reiste Majestæten
sig op fra Thronen, rakte Hende Sceptret,
hvis ingen Rose var ham da forhaanden --
at Eders Søster, som I tidt har sagt,
I elsked meer end Eders Faders Minde,
ja jevnhøit med jer egen Ære, skal
henvisne eensom paa sin Faders Grav,
blandt Valmublomsterne, som pynte den
med døsig Nikken, for at dysse ham,
der ligger der uhevnet, drømmende
uroligt om sit Nederlag, i Glemsel
om dette, og om, at han har en Søn,
som eget Hjerte glemmer. Vil du glemme,
Du arved' af hans Liv et Mod, og af
hans Død en Hevn? Ak, ødsle disse bort
i fremmed Land, mens . . .
Sinclar.
Om Krigens Lykke -- Kitty
o mød ei disse glade Ord med Taarer --
vil sætte sig paa dette Sværd, imedens
det gjennemflyver Norge, og jeg mægter
til Kongens svare Kamp ved Elfsborg den
paa Odden bringe, som behændig Dreng
til kjærest Pige, Sæbeboblen, fuld
af skjønne Luftsyn paa sin Rørspids: tro da
jeg gjør mig elsket af den, saa den følger
godvillig mig og min opvoxne Clan
igjen tilbage; og med stærken Finger
(den døde Arthur Sinclars Ætlings Klinge)
oprykker Ønsket, som vor Barndom saaed'
i begge vore Hjerter, og det Forsæt,
som snoed' stærkt sig af vor Ungdom, naar
det Frugt har baaret, saa det duer ei længer.
Og den, du veed, er Stammens Hæder og
den Rigdom, som den gridske Broad-Albaine
udvristed' af vor Faders Haand, gjenvunden.
|
| d.II,b.1,s.290 |
Lady Sinclar.
Ja dette Løfte, som du lagde fast,
imens jeg bad og sang derover, til
en Steen paa Graven, som der skulde ligge
til dine Kræfter kunde løfte den
mod Skyen som et Heltemonument,
og rykke lave Mose op og strøe den
med Arvefiendens Haar: det lægger du
bag tusind' Bølger, hvoraf hver En efter
hvert Liv, som svæver over, graadig snapper,
og hver kan sluge tusind Liv: det gjemmes
bag Land og Riger, og tilsidst -- Ha Sinclar
erindr en Søn kun fødtes for at dække
sin Faders Grav med Hæder -- bag den Høi,
som fremmed Land dig skjænker.
Sinclar.
Disse Ord
uskjønne Blomster er fra Qvindehjertet.
Lady Sinclar.
Nei skjønne i en Datters. O jeg veed,
min Fader lugter dem og glædes. Ja
vel mangen Skotte ønskte bedre Sværd,
for dem at meje til en evig Krands
om Graven, som nu skjuler sig bag Heden,
end dit, skjøndt Pligten hviler tyngst paa dette,
og burde -- ei et fjerntfra aandet Løfte,
men det som aander nær i dette Hjerte
og fra hver Vind, som blæser over Graven,
og ryster om vor Faders dyre Aske --
Magneten være som det dreied mod
den Pol, hvor trende Hædersstjerner sidde,
først Hævn, saa Odelseiendommen, saa
den Rang, som skulde dig og mig indfatte
til Smykker i vort Skotlands Kongehal.
|
| d.II,b.1,s.291 |
Sinclar.
Ha lad os ikke skilles ad med Hjerter
end koldere og hvassere end Sværdet.
(raaber ud af Vinduet.)
Hør, Clanens Fane op! Ei se Harnisket
af Drenge skaber Kjæmper! Saml Jer rundt!
Der staaer mit Vaaben. Sku ned Herr Hærold
paa disse Venner, disse Sværdfisktænder,
thi som en Narhval eller Sværdfisk kløver
jeg Havet hen mod Carl; og, naar jeg kommer
til Stranden, reiser jeg som sølverpands'ret
Søløve mig til Gøthalejons Hjælp.
Prøv disse Tænder!
Hærolden
(seer ud af Vinduet.)
Mindre Krigervandt
blev ræd som Barn, der skuer fra en Spids
af Klippen, Havet i en svimmel Dybde,
de tusind Bølger, sine sorte Børn,
til Død mod Klippen jage . . . Eja, nei!
til højest Top med skumhvid Straale naae
og saa, som mættet Brudgom, atter
det frie Ocean at søge, eller
til Bundens Perleleje dukke, for
bag korte Slummer, atter vækkes op
af Havets sortbeving'de Hane, Stormen,
med lynrød Kam, til ny Omfavnelse
med blomsterkrandste Strande.
Sinclar.
Kitty, nu
Farvel! Farvel saalænge til jeg planter
dig paa den Plads, din Bedstemoders Vaar
bestraaled' yndigt, som din Skjønhed har
slig Odel paa, og din Ærgjerrighed
bestandig drømmer saa uskyldigt om,
i Hoffets Have. O din Skjønhed, hvis
jeg ligner den med Blomsten (skjøndt forslidt)
saa burde denne Blomst om Sceptret snoe sig.
|
| d.II,b.1,s.292 |
Levvel! Den gamle Willie Wilkins boe
hos Dig herhjemme, som en Drage ved
min bedste Skat. Men, har Du bedre Lyst,
saa er vor Tantes Dør i Aberdeen
vidaaben, naar du banker, sikkert lukt,
naar Du er inde.
Lady Sinclar.
Du tilmaaler
et Dronningliv saa frit og ubehersket.
(griber i en begeistret Stemning Accorder paa Harpen.)
Kommer du til Norrig, jeg siger forsand,
ret aldrig du kommer tilbage!
Sinclar.
Hvi spaaer du mig Ulykker? O borthex
Ei Sinclars Mod.
(En Sækkepibe høres.)
Eihollah! Sækkepiben
til Bannerets Suk i Vinden svarer med
et halvdeels lystigt, halvdeels sorgfuldt Skrig.
Hvormange er der i min Klinges Kjølvand?
Hærolden.
Med Eders Clan sex hundred' Negle til
i Norges Indvold rode.
Sinclar.
Nu, jeg fører
sex hundred' ikke hjem; men hvo der kommer
har stærk're Arme, mere hærdet Mod,
og Minder, som kan foresynge Modet
ret mangen Daad. Og hvem, som ikke kommer,
han bli'er en tvungen Gjæst i Fiendeland,
som maa ham laane Bolstre til hans Drøm,
den lange, om hans Daad, som Helten ei
i Graven glemmer, liig den Digter, der
ved Nattelampen skriver Vers og følges
af Tanker, fødte frem af Digtet, langt
|
| d.II,b.1,s.293 |
i Søvnen. Thi hiin Helt indslumred jo,
imens han skrev i Fiendebryst og Pande,
med Purpurskrift, sin egen Epopé.
(Sinclar og Hærolden med Følget gaae.)
Lady Sinclar
(hæftig bevæget slænger Harpen bort.)
Gaa! glem din Faders Aske! Spot din Ære,
idet du jager efter fremmed Konges
Æres Skygge! Glem din Søster, som
sin Vaar og Rang med Suk kan feire under
sin Faderbanes Saale, mens sin Skulder
han dækker med min ran'de Odel! Ha
din Meeneed, George, gjør din Søster, som
erindrer den Naturens Eed, som blander
sig i ulykkelige Børns de første Raab,
indfletter sig i Drømmen, smelter sig
i Andagtsbønnens Glød, den: hvile ei
før Odelsgods, de Enge, Fædre pløjed,
de Skove, Fædres Jagtlyd fyldte, rives
af Røvrens Klo -- din Meened gjør din Søster
-- o Sinclar, George -- til din onde Engel.
Klart Anelserne sukke: sidste Sinclar
ifra den Grav, som fylder med sit Muld
hans Faders Banesaar, mens Mordren ruger
med Sværd i Skeden, næsten glemmende,
at det har drukket Blod af Sinclars Hjerte . . .
saa rolig ruger paa hans Eiendom,
for aldrig hjem at komme mere iler.
Og: sidste Sinclar flygter fra sit Løfte
-- at hæve, naar hans Kraft i Hjemmet voxed',
sig Selv som Stammens sidste Qvist, og mig
som Stammens sidste Knop saa høit mod Himlen
som før hans Fædres stærke Grene vajed --
for aldrig hjem at komme mere!
Ha! tregang Vee -- o Rædsler slaae min Barm --
det Hjerte, som vil sælge saa sin Arm!
Ha -- seer jeg ret? -- det Tog et Liigtog er.
Han flyer for aldrig hjem at komme meer!
|
| d.II,b.1,s.294 |
MELLEMSPIL
(Skotland. Strand. I Fjernet øines Sinclars Skibe. Robin og Anne.)
Robin
(svinger grædefærdig sin Hue.)
Farvel Ralph! Farvel Ralph!
Anne.
Troer Du, han kan see din Hat?
Sæt den paa, og lad os gaae
hjem at sige hvad vi saae:
at de seiled alle bort,
gav os Hilsen med. Nu fort!
Ellers henter os paa Veien
ind den lede, sorte Nat.
Maanen skræmmer os paa Heien.
Robin.
Anne, lad os bie her!
Der er ikke koldt i Sandet;
og jeg gjerne vil dig varme,
om du frøs, med disse Arme;
rede dig en Seng i Lyngen,
drive Natten hen med Syngen
til, med lyserøde Fjer,
Morg'nen, pyntet, gaaer fra Landet:
da vi ville see, om hist
Seilet sees. Jeg troer det vist.
Farvel Ralph! Farvel Ralph!
Anne.
Fy, du lange Dreng at græde!
Og jeg ei det mindste græd
dengang Ranald drog afsted.
Hele Toget var jo Glæde:
først Musik og mange Flag,
saa Matrosernes Hurra,
saa Kartovens Sang og Vimplen,
der slikked' Havet, pidsked Himlen.
Var det ei en morsom Dag?
Som St. Hans saa moersom?
1 tilbakeJacob 6te Stuart. |
| FORRIGE |