|
SAMME SCENE
Sylvia.
Jeg hører alt, de Parkens Hjorte
med Trudsler, Skrig, og Eeder skræmme.
Det ærgrer mig at være hjemme,
at Han, som Kysset stjal, er borte.
Ak hvis hans Kys ei havde hjem
i saadan Hast mig blæst, saa vilde
mit Knæe i Støvet dybt, for dem,
som Skjæbnen truer nu saa ilde,
ham bedet Kongen at formilde.
Det vilde han vist ei mig nægte.
Jeg troer ei han var fuldt saa slem
som hine Tre. Dog Skinnet veed
jeg jo som oftest er ei ægte.
Han var dog mild. Nei -- ikke vred.
Hans Øie var dog fromt. O nei!
ei blidt, men slemt ei heller. Om
hans Mund ei lumske Smiil sig bølged
-- nok skjelmske Smiil; dog ikke som
om de et værre Hjerte dølged!
det er dog godt, de lyve ei.
|
| d.II,b.1,s.233 |
Hans Pande klar og aaben og
-- jeg vil ei nægte -- syntes klog,
skjøndt den var fri for Rynker. Dog
en Djævel, selv i mindste Fure
i mindste Øiebrynets Krog,
kan, fæl som Asmodæus, lure,
og som en flittig Edderkop,
i mindre end en Time spinde
slig Væv paa Letsinds Regnburok,
at man det hele Liv har nok
i kun det halve op at vinde.
Om god, han var dog nok letsindig, --
om smuk, dog djærv, -- om vittig, vindig.
(staaer eftertænksom.)
Ak, lad ham være! Om hans Mine
ei fuldt saa løgnfuld var, jeg troer,
jeg bad ham neppe -- skjøndt ei for
min egen Skyld det var, om jeg nu bad --
ham lægge gode Ord for Sine;
Thi, skjøndt han vist ei elsker En
af dem, er hver hans Kammerad.
Nu, han er borte, faaer jeg see
at hjælpe ud mig selv af Nøden,
at redde mig ifra de Tre,
og dem da og maaskee fra Døden.
(Ha, Ho, og Hu kommer.)
Ha.
Her er jeg. Helvede er bagenfor.
Hu.
Her er jeg. Helvede og Døden flyer
igjennem Mismods brustne Skyer.
Her er jeg. Haabet nu sit Smiil fornyer
og kaster leende det Tungsinds Flor,
der Hjertet hylled ind, som Nat en Grav,
og nøgen -- som en Venus sprang fra Hav,
der fødte hende udi Perleskjødet,
mens Sydens Vind, som over Lybien gløded,
|
| d.II,b.1,s.234 |
var Huld-Gudindens Vuggesang --
det træder frem, kun svøbt i Smiil,
dumdristigt nok, det griber efter
Amorens sukbeving'de Piil
(dit Øies Vaaben, Læbens Smykke
lig Solens Glimt i Morgenrøden)
for den, med Afsinds Hercleskræfter
dybt i sin dybe Barm at trykke.
Sylvia
(viser dem en liden Æske.)
I Herrer! I maae vove Døden.
Ha.
Oah!
Hu.
Oah!
Sylvia.
Til Døden svorne,
vælg Kongens, eller min, som nu
det synes rettest Eders Hu --
Hvis jeg skal være Eders Norne,
Pandoras Æske . . .
Ha.
Ha Pandor . .
Pandoras Æske?
Ho.
Stille, Bro'er,
Afbryd ei Nornen, naar hun griber
sin Sax, og Traaden just afkniber
der, hvor den netop nu skal briste!
Ha.
Bør unge Folk da Livet miste?
Sylvia.
Nei gamle Laster. Hør mit Svar!
To kan jeg ei fra Døden vriste.
|
| d.II,b.1,s.235 |
Ha.
Triumph! Guds Torden!
Hu.
Døden var
alt krøben ind i mine Aarer,
drak Blodet ud, men fyldte Taarer
og Iis i dem. Mit Hjerte staaer
nu blomstrende i fuldskjøn Vaar.
Ho.
Ha, ja, paa Bunden dybest i
Pandoras Æske, fuld af Nød
og Undergang og Sorg og Død
i saadan Rigdom som opfunden
er af en Djævels Phantasie,
laae Haabet dybest skjult paa Bunden.
Sylvia.
Her er da trende Piller. To
indhyller i sig evig Ro.
Gift! Gift! Ha Pest og Død! et Gran,
af det, som vulgo Rottekrud benævnes --
et Gran, som Fjer i mindste Myggevinge,
kan selv en Herkules nedtvinge,
er nok for Samson.
Hu.
Eja! Vee,
et tredeelt Livshaab mig kun levnes.
Sylvia.
Ja, det er Terningkast. En Mand,
hvis Livsværk er at døe og døde,
tør ikke ned i Graven see?
I som for mig vil Fanden møde?
|
| d.II,b.1,s.236 |
Ha.
Jeg? Ja -- ja -- Gift! Pest! Død!
Sylvia
(rækker ham Pilleæsken.)
Nu spiis!
Ha.
Hvem ta'er af Fandens Snus en Priis,
og det er Arsenik, ved Alt,
om Daasen selv, som I, var malt
med Morg'nens Farver? Man jo heel
og holden nyser ud sin Sjel
paa saadan Priis! Nei! nei!
Sylvia.
O fy!
Vel, jeg vil ikke Eder tvinge
til stille Død, ifald I lyster
at foretrække Bødlens Klinge,
som maaler Eders Pralerie.
Ha, vil I lade Galgen bryste
sig med Jer Ungdom under Sky?
Ho.
Fra Haabet til Fortvivlelse at flye?
Hertugens fæle Malerie
af Steilescenen for mit Øie staaer
saa klar, for Sind og Sands saa nær,
at alt omkring mig lutter Galger er,
og at jeg stedse hører Bødlen slaaer.
Det gjør mig og paa Giften sulten -- Ha!
(tager Pillerne op af Daasen.)
De veie eens?
Sylvia.
Ja paa et Haar.
Ho.
Eensfarv'de alle, veed jeg? ja!
(peger paa en Pille.)
Den tager jeg, det Centnerpund
|
| d.II,b.1,s.237 |
som enten mig til Himlen vipper
ha! eller ned i Helveds Bund;
som Ørnen falsk Skildpadden slipper
fra Skyen paa en Klippe ned. --
Vel, lad os ned til Stygis Bred
som gamle Venner Arm i Arm
paa samme Djævels-Vingekarm
da ride, slæbes eller svæve.
Kun Een af Os sig gjen kan hæve
med Underblomsten, som der groer,
tilbage til den kjære Jord.
For Een af Os --
Ha.
Jeg være -- Ha,
Jeg være paa slig Vandring med?
Ved Æren, som paa dette Sværd
(trækker Kaarden.)
med tusind Helteskygger sidder,
jeg Giften smager ei! En Ridder
at døe af Mavesyge? Ha!
Hvem hugger? -- er det ærlig Færd?
Hvem slaaer med Hug og naar med Stik
-- er dette Riddersfærd? -- Kolik?
Ho.
Vel! træk, træk begge!
(drager sin Kaarde. Ha stikker sin ind.)
Død og Liv
imellem vore Klinger svæver.
Nu træk! fald ud! Men hold jer stiv
thi, falder I, ei Bøn saa sød,
at den gjør selve Satan blød,
ifra jer Nakke Eggen hæver!
Ha.
Jeg fægter ei --
Ho.
Saa fægt i Galgen
med Veir og Vind og Slud og Regn
og Pøbel-Spot! Husk hvad du er?
|
| d.II,b.1,s.238 |
Ha.
Ved Alt, jeg veed det: Cavaleer!
Jeg myrde Kamerader? Troer
du der er Skjersild til, min Broer?
Og troer du, for slig Daad da blegn!
Nei heller rustn, mit Sværd, i Balgen,
end jeg i Broders Bryst det slibe!
(afsides.)
Saa slemt kan Fanden selv ei knibe.
Sylvia.
En Dames Bud, som Døden byder
af lutter Lune -- dog undtagen
naar saa fortvivlet synes Sagen
som Eders synes mig og Jer --
er Skam for hende; dog det pryder
den ridderlige Cavaleer,
som uden Hensyn Budet lyder.
Ha.
Ei nu, ved Underverdnens Ild,
Hvor to af Os maa blive Gløder!
Tag Pillen!
Sylvia.
Vælg nu som I vil.
(gaaer bag Gitterværket, som hun lukker.)
Vælg, eller denne Sværdod støder
al Feighed og Betænkning ud
af Eders Hjerter, saa de skulle
af sultne Orme blive fulde.
Det gjelder paa den ene Side
i Stilhed blot i Græsset bide,
men paa den anden Liv og Brud.
(gjør Angrebstegn, de Andre bæve tilbage.)
Hu.
Et Sværd i Lungen iisnende? Uhu!
er piinfuld Død i samme Nu.
|
| d.II,b.1,s.239 |
To Piller Rottekrud -- een Hvedemeel!
der er de tre. Og denne Ene
kan jo tilfalde mig som Deel.
Et fælt Hazardspil? Sandt! dog værre ei
end Pesten, naar i Adiabene
den tager To af Tre og gaaer sin Vei,
dog leve Folk der, Ja, de Rene
sig levende i Paradiset mene;
Fabriker dundre der, og Damascenersværd
(at Døden ei skal herske der alene
men overalt) man smeder der,
og sender vidt om hist og her.
Vel! Jeg, da Ondt maa være -- holder bedst
at vælge, fremfor Sværd og Galge, Pillen.
Ho.
Ret, bid blot -- ikke see og lugt
og slik paa ædiksure Frugt!
Hu.
Dog, var her en Doctor og en Præst,
var det -- jeg Døden snød -- i Sandhed godt.
Den første gav mig Antidot,
imens den sidste læste i Postillen.
Ho.
Saa snød den første Døden, men
den Anden -- bedre -- Djævelen.
I alle Engles Navn da kjæmp
nu, Mave, kjækt mod Giften, dæmp
dens Lavastrøm, at den ei flyder
igjennem Hjertet, ikke syder
for vildt i Aaren. Ak! Ak! Ak!
Hvem er i saadan Time glad?
Gid hun i dybest Helved sad,
og aad blot Gift og Taarer drak!
|
| d.II,b.1,s.240 |
I siger Intet?
Ha.
Ak, hvem taler
i saadan Time? Gid hver Møe
hver Apotheker maatte døe
af Gift og Pest og Helvedsqvaler!
Det siger jeg!
Ho.
Hu, staae mig bi!
Saa skal han, skal han Pillen smage!
Ak Angst er Offrets salte Kage,
som trykker stolte Nakke ned;
Salt før, den saltes meer i Sveed.
(høit.)
Det siger jeg!
Ven, staae mig bi,
saa tvinge vi ham Pillen ind.
(Ho og Hu gjøre Angreb paa Ha, og bemægtige sig ham.)
Guds Blod er Lynild! I vil putte?
I putte? Ha! Mord! Fred! Fred! Fred!
ved Tordenskyen, Cherubens Kutte,
og Djævlens Eeder: Hvirvelvind!
Prøv Pillen først! Ja prøv den I!
Prøv først, saa skal jeg . .
Ho
(brydende med ham, holder Pillen i Veiret).
Munden op
Karnaille! Munden op!
Ha -- va! --
Mord! Gift! Fy!
|
| d.II,b.1,s.241 |
Hu.
Hvor er Pillen!
Ha
(rallende paa Jorden).
Stop!
Moer D -- raab -- Trerraa -- a! --
(de slipper ham, han falder død ned).
Hu.
Han fik ei Pillen. Djævleblendt!
Ho.
Ei Djævleblendt! Thi seer I efter,
saa finder I, ei bedre Kræfter,
end Skræk kan Gift hos Feige have.
Hu
(bøier sig ned og seer paa Ha).
Ja, Himmel, han er langt nok sendt.
Ho.
Gid du saa langt, ei læng're, følge!
Thi dyb're Helved ei der er,
end det, som slugte denne her.
Nu slug!
Ak ja!
Ho.
Dit Ansigts Sveed
er Skummet over Carons Bølge.
Ha vil du ei? Bedrager, æd!
(trækker Kaarden).
Nu slug!
Hu.
Ah ja! Paa eengang da!
Tillykke da! Bedrager ha!
(vil stikke ham med Kaarden).
See saa! Tal ei! O Liv Farvel!
Farvel hvert Haab med Farvespil!
(Ho synker om i Græsset).
|
| d.II,b.1,s.242 |
Hu.
Han døer. O faaer jeg bedre Held?
Ak alle Engle fang min Sjel,
hvis den min Ungdom troløs vil
henkaste til et raaddent Spil
for sultne Orme, som skal pille
mit Hjerte ud. O Stille! Stille!
(Synker om i Græsset. Sylvia aabner Gitteret og kommer ud.)
Hvor listig? uden Skin af Liv
Han lod sig falde død og stiv?
Han stønned godt, og godt han ralte;
List eller Feighed gav hvert Støn
en god Accent. Staae op, du Søn
af Mars! Ligg til jeg bringer hjem --
om saa du vil -- Pardon for dig og dem.
List er vel Feigheds Søster; men jeg seer,
at List og Taushed, Pralerie og Skrig
her underlig forener sig
i samme Mund -- Min Herre, ikke meer!
Staa op!
(afsides).
Ha, gaaer jeg, vil han reise sig
og vist snigmyrde begge.
(rusker i Ha).
Kjære staa
dog op! Ha! Himmel! Himmel! blaa
hans Læbe er, og Skummet sidder paa.
(slaaer Hænderne sammen).
Ved Himlen, -- gode Himmel! Himmel!
(rusker i Ho og Hu).
Hei vaagner! vaagn! Din Broder døer!
(forlader dem og seer paa Ha).
Hvem kunde tænkt! Ak døe af Skræk?
Hvem døer af Skræk? Er sligt hørt før?
O frels mig! O! er Pillen væk?
(seer i Æsken).
Nei Gud skee Lov! Ak var jeg død!
O var han her, jeg saae i Dag!
Ei løi hans Blik, hans Sjel var blød,
hans Smiil uskyldigt som den første Dag,
der hvælved sig om Jorden rød.
|
| d.II,b.1,s.243 |
Han hjalp mig. O hvad Rædsel rammer!
dog veed jeg ei, hvad jeg forbrød.
Hvad tænker Himmelen. O Jammer! Jammer!
Hvad tænker Himmelen, som denne Jammer! . . .
(Kongen træder frem i kongelig Dragt).
Kongen.
Ha Mord ved Kongens Gaard? --
Ak! Kongen
Og du -- Og I! O reent uskyldig
(knæler).
uskyldig . . Helligst.
Kongen.
Trende Mord!
Uhørt! useete Syn at see
en Djævel i Seraphens Form og Dragt,
bag Himmel-Øie Helved lagt!
Uhyre Sag!
Sylvia.
Ved Himlens Helligste!
Kongen.
Tre Mord? Ha! troer I, tomme Ord,
som Løgn henveirer let fra Tungen,
kan blæse bort Mistanken fuld og gyldig?
Sylvia.
Ved Eders Retfærd, ved min . . . . .
(brister i Graad).
Kongen.
Graad?
O Falskheds Pynt, naar fuldberaad,
bevidst den frem i Lyset træder.
|
| d.II,b.1,s.244 |
Thi Falskhed skammer sig at gaae
med sine dagligdagse Klæder
blandt smukke Dyder. Derfor maae
hun Flitterstads sig hænge paa
lidt Graad, lidt Smiil, hvad det kan være,
naar nødt hun er i Lys at staae.
Tidt med Triumph -- Sligt Tosser ære --
hun til sit skidne Hul gjenvender,
og voxer saa, at, naar Dødssangen hviner,
kun Djævelen sit Kjelebarn gjenkjender.
(afsides).
Ak Sylvia græder! Ha, du skjønne Last!
var Angeren reen, mit Retfærdssværd det brast.
(høit).
Et skjørt Beviis er lette Miner,
som, om de end i Dag af Sorgen
og af Samvittighedens Meisel, Skræk,
indstivned til Gorgonens Træk,
dog vilde sikkert visne væk
i Ligegyldighed i Morgen,
hvis Fyrsten aanded paa dem med sin Naade,
og ikke taalte smukke Kinder vaade.
Sylvia
(reiser sig stolt).
Din Naade trygler jeg dig ikke af
men Retfærd kun, som Himlen Fyrsten gav,
at skifte lige ud til alle
fra Armodskrybben op til Rigdoms Halle.
Hvad skal jeg dømme? Selv jeg hører
og seer hun bød dem Gift; og dog
reen Uskyld hendes Forsvar fører.
Hvert Suk et Cherubsværd, som slog
for hendes Uskyld. Himmel, gjør mig klog!
Medea var vel skjøn, men denne Pige
er skjønnere, men grummere tillige.
(høit).
Hør Pige, du min Retfærd forekom;
Thi disse vare Dødsens. Dog
det forekommer ei din Dom.
|
| d.II,b.1,s.245 |
I Morges Majestæten du
ved Spot har krænket. Dog du leed
en Straf, du kommer vist ihu.
Dernæst -- her er Nemesis vred,
om tusind Elskovsguder græd --
tre Beilere du Gift har givet,
paa det at, skilt ved dem, du Livet
med elsket Fjerdemand, kan nyde,
som dig skal pryde, lyde, yde.
Thi Helved har ei Daad saa sort,
at Elskov, for i Ro at fraadse
den Elskte og sig selv med bort,
ei kjøber den. -- Ja, for at vinde
en Krog, hvor den kan krybe hen
og Søvn og Ro og Ruus kan finde,
den største Last af Helved trodser,
og største Dyd af Himmelen.
Sylvia.
Ei Gift -- ei Elskov! -- Gift? Forvidt
tillader Himlen Kongen feile.
Gid Eders mørke Retfærd speile
sig vilde i mit Hjerte. O
saa vilde den ei forud troe
saa meget Ondt, men dømme viist
som Eders store Dommer hist.
Ak, Eders Majestæt vil I --
vil I Jer hævne nu, fordi
i Dag jeg talte altfor frit?
O tro mig, Ha er død af Skræk,
og disse drømme Dagen væk.
Kongen.
Umuligt, han som tage vilde
en Fæstning med Cavalerie.
Sylvia
(viser ham Pilleæsken.)
Ei Gift! ei Gift! see her! o see!
der ligger een. Der var kun tre.
|
| d.II,b.1,s.246 |
Kongen.
Hvor veed jeg det?
Sylvia.
Jeg veed det jo.
Kongen.
Du Daare, hvem kan Synden troe?
Sylvia
(med bristende Stemme.)
I troer mig ei? Ak ned jeg svælger
nu Eders bittre Ord.
Guds Blod!
Ha Sylvia, du ei forstod
mig ret. Du døer -- o Himmel! O
jeg troer, jeg troer, vil evig troe!
O Rasende! Ak, ei du veed,
Hvad Kongen kan -- Lev! jeg vil glemme!
kun Hjertet skal i Sagen dømme.
Sylvia.
Beviser det Uskyldighed?
O jeg er glad. --
Kongen.
Ja Haabløshed --
Sylvia
(synker om i Græsset.)
Ei Gift -- kun Drømme -- Drømme -- Drømme --
Kongen.
Hollah! min Krone for en Læge --
en Magus, som kan Døden tæmme.
O skjøn som død, o favr, skjøndt bleg!
Kun Liv, og hun paa Thronen steg.
Sligt Dødsbeviis maa være gyldigt,
Hun levede og døde vist uskyldigt.
|
| d.II,b.1,s.247 |
Jeg lever skyldig, ha blodskyldig, fuld
og tung af Blodskyld segner jeg i Muld.
Mit Øre løi, mit Øre sveg,
da de paastod, at høre, og at see
at saadan Haand som denne -- Kys!
(kysser Sylvias Haand).
Og Kys, og Kys -- besmitted sig. O Vee!
Ak endnu varm og rosenskyet! lev,
O søde Sylvia, o lev, o lev!
Ak stod du op, du Dronning blev!
Ha, kunde jeg dog kysse op din Aand,
jeg kyssed' Giften bort ud af din Haand.
Nu balsamert og purpursvøbt du skal
som Snefried-fagre i Haarfagers Hal
min Dronning være.
Gys, gys, gys!
Hvad seer jeg der? Han vaagner, Tys!
Ha Helved kogler!
Ho
(fantaserende, reiser sig op).
Pik paa Laaget!
Pik, sultne Orm! Pik rask! pik! pik!
Boer ind! boer ind! du finder ikke Noget.
En Ravneflok jo hele Klumpen fik.
Vær ei misundelig, thi Vinden vel
frastjæler Ravnene den halve Deel.
Slug Morian-Ravn! du sorte Nar,
troer du jeg føler til dit hvasse Næb,
fordi du foer med mig saa slemt afsted
og Lungen tusindfold istykkersled,
og Kloen lige ind til Hjertet kneb.
Dog tænkte jeg, at Helved værre var.
Jeg mindes jeg for det paa Jorden skjælved.
|
| d.II,b.1,s.248 |
Kongen.
Ak, Afsind!
Hu.
Ei! Er Konger selv i Helved?
Ho.
Ja Skam! og det i al sin Pragt.
Jeg kjender dig --
Ho.
Er du og saavidt bragt?
Jeg seer det nok, at det er Luer alt
det røde Fløiel, hvormed du er malt.
Hu.
En overmaade herlig Vinterdragt.
Dog neppe den behøves her,
hvor Rosen staaer i Sommerskjær.
Men jeg forstaaer, du blot besøger
den, som og vi, -- og har forladt vort Hjem,
vort Helvede.
Ho.
Ja vist, han spøger.
Din Krone gnistrer. Hui, ja du var slem!
Din Kaabe er da nok dit Folkes Blod!
Og disse fyrstelige Diamanter
Retfærdigheds og Uskylds Taareflod,
som under din og Thronens Fod
useet og søndertraadt og ufølt randt der,
hvor du som jordisk Hersker stod.
Kongen.
Ruus eller Afsind plager dem.
|
| d.II,b.1,s.249 |
Hu.
Den Kaabe, du med Stolthed drager,
er viid opblæst af Folkets Klager.
Ho.
Vel dig. Din Søn dig vist nok gav
Te-Deum og en Æres-Grav.
Os Stakler -- Midnatshimlen huser
-- dog ei os selv, men kun vort Leer;
heelt er vort Væsen som du seer --
Det skader ei. Men hvis vi vilde
paa Retterstedet spørge, hørte
vi, hvor i Vinden Hjulet suser,
(en smuk Veirmølle, hvor vort Kjød
for Ravne males til en Aftensgrød,
der lagde du, Tyran, mig ud
da jeg var død af Rottekrud)
Og hvis en Ræv ei i sin Snude førte
ned i sit Hul vor Askekrukke,
at ingen Krager meer deraf skal plukke,
men at han selv til Frokost den kan pille,
vi hørte Vinden i den spille.
Det skjærer os i Sindet lidt;
der færdes vi da ikke tidt.
Her spøge vi som oftest, hvor
en Dame, Aarsag til vor Henfart, boer,
endskjøndt vi nu, hun være nok saa smuk,
kan see paa hende uden Suk.
Kongen.
Et Underværk, han død sig troer.
Ho.
Og det er her. Tal, har du her at gjøre?
Saa maa vi kjæmpe. Viid, din Kongerang
paa Jord var lidt, hos Kloge kun en Klang,
som tidt i Øret uharmonisk sang;
Her er den Intet! Kan du høre?
|
| d.II,b.1,s.250 |
det er vel sært, men er dog saa,
en Geist kan føle, slaaes og slaae.
Skjøndt jeg paa Jorden Hofmand var,
Er jeg for lidt Antipathie
til Herskere ei ganske fri.
Hu.
Jeg med Forundring mærket har,
at jeg kan føle; om det gjaldt --
(jeg seer jo Kaarden) kan vi fægte.
Og at jeg hungrer kan jeg ikke nægte.
Maaskee han løi den Præst, som har fortalt,
at Helved var et Kjøkken fuldt af Gryder,
hvor Satan Syndere i Svovel syder?
Maaskee kun Tørst og Hunger er den Straf,
som Syndeflekkerne skal slikke af.
Ved Alt jeg havde nok fortjent lidt Mere --
Ja Meer end glohed Hunger, glohed Tørst.
Hør mine Synder! Dog regn du op først.
Ho.
Jeg tier indtil Satan selv begynder
Examen -- da jeg hyler nok: jeg Synder!
Hu.
Jeg feiler, her vi spøge blot vi to.
Ha, seer jeg ret, saa er I Herren Ho,
og da kan I deri nok have Ret,
opregne Synderne er ei saa let.
Ho.
Ja rigtigt nok. Og du er Hu? Jeg kjender
dig nok igjen.
Hu.
Siig, troer du, at i Ild
Jeg, du og hver en Synder brænder?
|
| d.II,b.1,s.251 |
Ho.
I Helvede? Ja, indtil man bekjender.
Hu.
Da flux jeg Alt bekjende vil.
Dog brænder jeg i flere Aar,
før hver en Svarsynd jeg opregnet faaer.
Ho.
Bedst at begynde strax, saa faae vi Lov
at spøge, hvor det lyster os. Jeg til
min Tumleplads nu vælger denne Skov.
Hu.
Ja vel! Hør Ven! nu ingen Ting, som før,
den Tid vi roded' her i denne Muld,
Glands, Ære, Hofgunst eller Guld,
vort Venskab hylle kan i Grav og Slør.
Ho.
Ja sandt! Nu kan vi Venner være.
Jeg haded' dig paa Jorden, skjøndt min Mund
paastod, jeg elskte ret af Hjertensgrund.
Hu.
Isaafald Ven, vi lige ere.
Ho.
Jeg haded' Fyrsten, fødte op hans Naade
med Smiger. Dog mig Hævnen naaede,
den skjulte Væxt jeg agted ikke paa,
(saa frem den sprang som en krumrygget Tiger,
der udi Vellugtkrattet lumsk sig sniger)
da Kongens Naade voxte saa,
og syntes trives godt af det jeg gav,
af Løgn, Bedrag, og vammel Smiger.
Dog saae jeg, Fyrstegunst staaer paa en Grav,
om Virakskyer dens gyldne Blommer bære.
|
| d.II,b.1,s.252 |
Hu.
Isaafald Ven! vi lige ere.
(til Kongen).
Ha leved du, du kunde heraf lære!
(til Ho).
Besynderligt at Ha er borte,
Han tigger Peder vel i Himlens Porte?
Ho.
Hans Urne ligger der isønderslagen.
I Helved er han Selv for længe siden.
Hu.
Lad os til Helved svæve ned, at Tiden
ei gaaer med Tant: Vi kan jo spøge siden
i Sol- og Maaneskin. Nu Prinds! kom med!
Ha Luen, seer jeg, ret tilgavns dig sved;
du vandrer jo endnu i Flammelagen.
Ho.
Til Helved ned, at Djævelen kan svide
de gamle Sjeleflekker hvide!
Hu.
Vi komme karske, rensede igjen.
Kom Konge! Du kan nok til meer Ild trænge;
(blot for os Selv har vi at bøde, men
du for enhver af disse smaa Tyraner
som suge ud, i Ly af Fyrstens Banner
og paa din Regning, fordi du ei saae
de Klagende, de Arme og de Smaae)
Følg med; du til et Svovlbad nok kan trænge.
Naar vi saa komme luttrede igjen,
da kan vi, efter Tykke, Himmelen
besøge, eller ogsaa Jordens Enge.
(de gaae).
Kongen.
Vee! er der Gift saa graadig, at den meer
end Livet, selv Forstanden kan opæde?
-- Bort fremmed Sorg, her nok af Kummer er!
|
| d.II,b.1,s.253 |
lad dem en tabt Forstand oplede!
Min hele Mandskraft, at jeg ikke mister,
Hvad jeg tilbage har, med Sorgen tvister.
Nu vil jeg bære bort min blege Glæde,
min hyldeblomstrende min smukke Kummer,
ak, begge i een Liljeknop i Slummer.
O kunde du, o Sylvia i Himlen
see al min Sorg for Sylvia paa Jorden,
see, hvor min Ømhed sig i Natten klæder,
see, hvor jeg pynter ud dit elskte Liig
med Elskovs Taarer, og med Fyrste-Hæder
Ak, vilde det i Himlen glæde dig? --
(tager Sylvia i Favnen)
Ligg Gode! Guden har jo Engle hentet,
og tomt, men skjønt igjen staaer Monumentet!
(bærer Sylvia ud).
|
| BLA BAKOVER |