|
| d.II,b.1,s.224 |
Ho.
Ja ei saa lige
Den sande Grund vi Jer bør sige.
Thi maaskee, fik I den at vide,
I Kongen bad at lade sønderslide
flux alle Tre, istedetfor
vi nu skal hænges i en simpel Snor.
Sylvia
(kommer ud af Gitterporten).
Har I om mig?
Ho.
Nei, tænk ei Sligt.
Ha.
Vi glemme saa vor Ridderpligt?
Hu.
En liden Løgn -- Spøg. Høist undskyldeligt.
Uskyldig Løgn --
Sylvia.
Nei Løgn er styg,
om nok saa liden. Varmet Ryg
den altid dog fortjene kan
til Poenitentse! Men at man
for hverdags Løgn vil Halse knække,
det troer jeg neppe. Maaske blot
en Spøg, som sigter -- godt, ret godt!
til visse tappre Folk at skrække.
(vil gaae).
Ha
(trækker Kaarden. Til Sylvia).
Nei staae! I døer paa Stedet, hvis
I ikke svarer os betids.
Tilgiv mit Ugalanterie
for Galgens Skyld, jeg svæver i.
Hu.
Svar, Skjønne, svar; thi Kongers Harme
beholder længe al sin Varme.
|
| d.II,b.1,s.225 |
Og kategoriskt absolut,
svar, og undskyld mig, Engleglut.
Ha.
Svar, svar, thi ellers eet Minut
skal være nok til bort at røve
de Ynder, som I kan behøve
til Festdragt paa Triumphen, I
skal feire over To.
Ja bi!
Svar nu, Madam! Nu Dødens Skræk
i Sveed mit Sagtmod skyller væk.
Nu, Kongens Lune spiller om
en to-tre dyrebare Liv
med Eders Skjønhed til sin Terning --
-- en gruelig tyrannisk Gjerning --
hav Medynk, Grumme, Svaret giv.
Sylvia.
I Sandhed, med Medlidenhed
Jeg seer, I rase. Vel da, kom
om et Qvarteer at faae Besked.
Af denne Haand I Straae skal drage
om Død og Liv. Kom da tilbage.
(Cavalererne gaae).
Med Fyrsten kommer jo og hans Skygge:
saa mange Narre med krumme Rygge
og tykke Pander men tynde Hjerner;
for Hjerter have de tunge Stjerner.
Og disse Skygger, de lægge sig
imellem Fyrsten og Folket, liig
en Ørken mellem to Paradiser.
Kald disse Hof, kald dem Fyrstens Glands,
som om Rubinæblet Guldløvkrands;
jeg kalder -- hører du Nattergal,
du som i Fuldmaanens Kroningssal,
hvor Natten favner de tause Stjerner,
|
| d.II,b.1,s.226 |
liig Sauls Tungsind sit Harems Terner,
er unge sangfulde David? hør,
Hofharpeslager, Sylvia tør
betitle Hoffolk en Fyrstes Skygge,
en Flok af Ravne, som sikkrest bygge
paa høiest' Tage. Den Skygge slaaer
med Riim og Kulde hver Blomst, som naaer
fra Folkets ydmyge Kjærlighed,
-- det farveløse Resedabed, --
op til det Hjerte, som blusser med
saa høi en Lue paa Purpurthronen
som Folkets Varde -- o ofte slukt
af Smigers Qvælluft -- o ofte lukt
af Fyrstekaaben, og klemt af Kronen.
Ja denne Skygge, den jager bort
hver Daad, som sidder i Fyrstens Port,
og venter ydmyg til den bli'er aaben,
til Fyrsten bliver den vaer i Hoben.
-- Hin fæle Skygge gjør Fyrsten sort
i Folkets Øine, og slaaer sig midt
imellem Fyrste og Folk, saa vidt,
at Ingen af dem kan skimte over
dens brede Ørken, og see hinanden,
som staaer paa modsatte Sider af
det Gab, og stirre udover Randen
af al Fortroligheds store Grav,
hvor Uskyldssukke, og Retfærds Klage
nedsank og vendte ei meer tilbage. --
-- Ah jeg politisere? O
hvis Fyrsten hørte det, han vilde,
at jeg var Qvinde, ikke troe?
Jeg vilde have tiet stille,
hvis ei jeg havde lært at kjende
de trende -- ha -- ha -- ha! de trende
Hofperler af den samme Musling,
en Praler, Spotter, hver en Usling.
Jeg Hoffet dadle? Jeg, som har
selv Hof, stort nok, men ingen Nar,
|
| d.II,b.1,s.227 |
som er saa dybt med Skurken blandet
at man ham ei kan kalde Andet.
Hos mig er Rosen Hofmarschal, --
Violer, Pager uden Tal, --
en Nattergal Minstrel, -- Vedbende
uskyldig Hofnar, som sin Phantasie,
tør følge vildt og slynge i
mit Sind en Gnist, som Latter tænder.
Solsikken Statsraad (thi den vender
sig daglig rundt) og Hyacinthen
min Kammerjunker, Terebinthen
min Mosbænkthrones Himmel --
(Kongen træder frem fra Lunden i Cavaleerdragt).
Kongen.
Ha!
Din Mund, skjøndt fuld af Dadel, er
saa sød som sødest Daddel.
Sylvia.
Ah!
Jeg er forloren. Kom I her,
igjennem Luften, for at fange,
de Ord, mit Lune Luften gav?
Glem dem! Skjøndt Luften fik saa Mange,
saa fandt dog der hvert Ord sin Grav.
Men siden Kongen flytted hid
til Hermitagen, Luften meer
ei aander om din smukke Bolig
saa sund som før, saa reen og rolig.
Du troer det ei? Du leer? Men viid
til Gift den alt forandret er.
Hvad giftigt er i den ei døer,
og Gift var hvert et Ord du talte.
Med Gift du Kongen overmalte
og Kongens Venner i et Slør
af Haan, Foragt og Had du lagde.
|
| d.II,b.1,s.228 |
Sylvia.
O jeg erindrer hvad jeg sagde.
Jeg Kongen selv tør alting sige.
Kongen.
Du er fortabt. Hvad hedder Du?
Du er fortabt. Min stakkels Pige.
Dit Navn er?
Sylvia.
Sylvia.
Kongen.
Sylvia? Nu,
Sylvanens Letsind har Du og.
Du har ei Horn, men stanger dog;
Din Tunge er et Satyrhorn.
Sylvia.
Glem Alting!
Kongen.
Nei du er forloren.
Jeg glemme? Jeg, som selv du seer
er -- blegn ei! -- Hoffets Cavaleer
og Printsens, som er kommen hid
at dele med dig Sommren blid?
(afsides).
Ha, skjøn, Godmodighed og Vid!
(til Sylvia). Kan jeg med begge Ører fulde
af Løgnene, som ædder-tykke hvæse
i dit Forræder-Hjerte, tie still'?
fordølge Løgn, saa fuld af Gift og Ild
og Hidsighed, at Rosenmunden skulde
fortæres som af Kræft, idet den tør,
liig Heroldpage bag et Rosenslør,
med Tænders Sølvbasuner blæse
den ud? -- Om Staten tale -- som om da
ei Kongen kunde løbe fra
|
| d.II,b.1,s.229 |
sin Throne, hvis det engang vilde
gaae efter dine Ord, Sybille?
(afsides.)
O Skjøn-Sybilla kan du spaae
hvordan det Kongen nu vil gaae?
(til Sylvia.)
Sligt glemme? Ja hvis du kunde -- Ja
prøv om din Læbe paa min kan standse
de Ord, som nu er paa Vei at dandse
først fra din Mund i mit Øre, saa
til Kongens Øre, og . . .
Sylvia.
Ak! I maa
for Himlens Skyld ikke Sligt fortælle.
Ak Kongen vil mig . . . . O Gud, jeg veed
ei, hvad han siger, naar han er vred.
Kongen.
En vakker Pige han dig vil skjælde.
Sylvia.
Det maa han gjerne.
Kongen.
Lidt ondskabsfuld --
Sylvia.
O, nei.
Kongen.
Men smuk og dertil naiv.
Kort, du maa offre ham vist dit Liv.
Sylvia.
Ak jeg er angst, skjøndt dit Smiil er godt;
dog Alt, som glimrer, er ikke Guld.
En Hofmand klæder jo Had og Spot
i samme Silke, i Venskabs Smiil
-- i Rosen gjemmer han Gift og Piil.
|
| d.II,b.1,s.230 |
Kongen.
Et Kys, Sylvia, og du er frelst.
Sylvia.
Nei! Nei! Endskjøndt jeg er saare angst,
Jeg veed, at naar I til Slottet kom,
I vilde for Eders Kammerater,
for alle Junkere og Soldater,
en Fangst det kalde, o fy! en Fangst,
saa let som Kirsebær tages . . som . .
(forlegen.)
Kongen.
Jeg sværger. Kys mig, og du er frelst.
Sylvia.
Saa mange Eeder i Dag jeg hørte,
som Vinden atter til Helved førte,
og det fra -- gjet det! fra Eders Venner,
tre Narre, som I vist Alle kjender.
Kongen.
Nægt ei, at du har hans Høihed krænket
ved Spot saa kaad og saa vild, at kun
den var til Jorden og til din Mund
ved Sproget, men ved sin Mening lænket
til Helved. Kys mig og du er frelst!
Sylvia.
Ak jeg er angst.
(afsides.)
Jeg saae dog helst
at han mig Kysset stjal, thi naar
jeg giver eet, ei ti forslaaer;
Snart var det alt for let som Vinden,
snart rørtes Læben ei, men Kinden.
Men stjæler han og jeg er vred,
kan han ei klage, mueligt Mindst
han holde maa for reen Gevinst.
(Kongen kysser Sylvia. Sylvia løber og lukker Gittret efter sig.)
|
| d.II,b.1,s.231 |
Kongen
(raaber efter hende de første Ord.)
Min Sylvia! Nu er du frelst.
Et Vindpust kun, dog saae jeg helst,
at jeg var nødt at plyndre. O
elskværde Blyehed, Kilde klar,
hvor Alt jeg skimte kan paa Bunden!
Det "Nei", som svømmer ovenpaa
og surrende vil Bobler slaae,
det fanges let som blank Forelle,
der stedse vil i Skorpen sprelle.
Ends ikke det; men see i Grunden,
der straaler Perlerne: "Jo" -- "Jo."
Drag op den Skat. Den døer udi et Suk.
En Taabe, sær om han er smuk,
som troer en Pige efter Munden,
og troer, at Alvor nægter ham
det Kys, han beder om i Lunden,
i Eenrum eller Aftenstunden.
Hvad femte Øie seer ei, er ei Skam.
Ah, saadan Glut som Sylvia burde, naar
hun blev en syv og tyve Aar,
en Morgenstund opvaagne smykket
-- Sligt om Tiresias er sagt --
med Manddoms fulde Muskelpragt;
see Barmen ind af Sener trykket,
sig iført Jordens Herskerdragt.
Hun burde af en venlig Fee,
(sligt var et Venskabsstykke) -- rykket
med fuldbevidste Fryd sig see,
til Livets anden bedre Side,
hvor man ei drømme skal, men vide,
ei nydes ene, men skal nyde,
og ei befales blot, men byde:
-- Ah, Sylvia! jeg gav dig heel
min Manddom og min Kongevælde
i Bytte for din søde Sjel.
Du burde, før din Rosenstengel
bag Skyen blomstrer til en Engel,
|
| d.II,b.1,s.232 |
først være Mand, saa du blev hist
en høi Cherub, ei mild Seraph.
Da skulde jeg, naar jeg var Qvinde,
saa smuk og god som Sylvia, vist
-- saasandt jeg og fik Qvindelist
og Viddet, Himlen Sylvia gav --
ved Vid din Herskerstolthed fælde,
ved Smilets Brudeblus, i al
den Fordomsnat, som Fyrstens Sal
indhyller, nok en sikker Stie,
blomststrøet af min Phantasie,
til Sylvius's Fyrstehjerte finde!
(gaaer).
|
| BLA BAKOVER |