|
|
d.II,b.1,s.127 |
IRREPARABILE TEMPUS FARCE MED EFTERSPIL AF FORFATTEREN TIL FARCEN "AH!"
Mod Møller Don Qvixot sit hvasse Slagsværd hæver,
og Sancho Panzas Sjel og tykke Nerver bæver;
men Rucio stod still'. Han tænkte vist: lad see,
hvem Slaget gjælder først. Hvem var den klogeste?
See Phantasmer lege med
Rosensmiil bag Silke,
nedentil er Lagnet bred
over Dødningstilke.
Ræddes du min vene Møe
ved at skue Panden
haard og huul, hvor Dage strøe
visnet Haar om Randen?
See en Kniplingskappe skal
Dødninghov'det pryde,
og et muntert Latterskrald
gjennem Huultand bryde!
Kys det Billed Yngling, saa
ei din Læbe brænder:
Tid tør plukke Roser smaae
med de lange Hænder.
Dødshviin tæt skal dækkes med
Børneskrig saa glade:
hvide Been skal graves ned
under Rosenblade.
|
d.II,b.1,s.128 |
Personerne:
En Institutdirectrice.
Moster Mode.
Faster Tid.
Constance.
Cathinka.
Molly.
Rosa.
Thora.
Blære.
Ego.
Stygge.
Maabe.
En Enkemand.
En Officeer.
To Lærere ved
Institutet.
Personerne i Efterspillet:
To Drenge.
En Graverkarl.
Mo'er Thora.
Faster Tid.
FØRSTE SCENE
(En Plads udenfor et Huus, udaf hvilket de fire Damer styrte med Tegn paa overvættes Glæde.
I Baggrunden en Kirkegaardsmuur.)
Institutdirectricen (stikker Hovedet ud af Døren.)
Husker nu paa det Børn . . . . .
Cathinka.
Børn? Vi ere saamæn ikke Børn nu . . . .
Directricen.
Ja derfor maae I takke mig mine Damer, om saa Eders egen
Natur mindede Eder nok saa stærkt. Husker nu paa da, at I
have lært her til Fuldkommenhed, til perfection, Tydsk, Regning,
Liinsøm, Fransk, Orthographie, Broderie, Engelsk, Oeconomie,
Tegning, Fransk-Grammatik, Norsk-Grammatik, Musik, Chresto-
matie, Telemaque, Perlestikning, Skræddersøm, Modersmaalet,
Brøk, Religion, Grammatik, ældre og nyere Historie, Stiiløvelser,
Forstandsøvelser, Geographie, Naturhistorie, Botanik, Chenille-
søm, Plantelære, Jordbeskrivelse, Skrivning, Inden- og Udenads-
læsning og Dands . . . .
Molly.
Og Calligraphie . . .
Directricen.
Rigtig!
Cathinka.
Og hvad der henhører til Fruentimmernetheder . . .
|
d.II,b.1,s.129 |
Directricen.
Rigtig!
Rosa.
Og Skjønskrift og Blomstertegning.
Directricen.
Rigtig!
Cathinka.
Ja glemme vi det, vi have lært, saa have vi jo Characteer-
listerne. Jeg har Udmærket godt med Kors og Slange for enhver
Videnskab.
De andre Tre.
Jeg med!
Directricen.
Rigtig! I ere dimitterede . . Adieu! I ere dimitterede; Adieu!
Pigerne (dandse i en Ring og synge til Kehraus'en.)
Endelig, o endeligt vi saae et Glimt af Dagen,
og den lede Barndom er nu aandet bort med Klagen.
Cathinka.
Nu kan jeg snakke
saa meget og saa dumt jeg vil:
Alle vil takke,
og bukke sig dertil.
Alle.
Endelig, o endelig vi saae et Glimt af Dagen,
og den lede Barndom er nu lagt i Skriin og Lagen.
Constance.
Med Complimenter
nu Beilerhæren stormer hid:
billige Renter
af Ungdom, Skjønhed, Vid!
Alle.
Endelig, o endelig vi saae et Glimt af Dagen;
vi vil glemme Alting nu: at lee bli'er Hovedsagen.
|
d.II,b.1,s.130 |
Molly.
Tusinde Blik nu
vil kjæmpe om min gyldne Priis:
Aha jo fik Du
vel Pæren Zachariis.
Alle.
Endelig, o endelig vi saae et Glimt af Dagen!
Nu de varme Roser lee og spotte Vinterplagen.
Rosa.
Kurve jeg skjænker:
i hvert et Smiil der hænger en:
glindsende Lænker
mit Blik kan slaae igjen.
Cathinka.
Nei stands nu! mit Bryst taaler ikke saa violent en Motion.
Det er en anden Sag, naar der ere Cavaliers med, saa bliver jeg
agilere jo mere Lysene brænde ned i Lampetterne . . stands nu!
Constance.
I Dands maa en Pige aldrig give tabt, om saa en Aare skulde
være paaveie at springe.
Molly.
Ja men det holder jeg med Constance i, naar Cavaliers ere
med. Det er ligesom min Broder, der ikke lader sig mærke
med, at han er syg i to Dage efter de tre Calaser, han har
hver Uge. (De sætte sig paa en Bænk.)
Første Lærer ved Institutet. (kommer, men standser ved Indgangen.)
Ei, Klokken er ikke 9 endnu . . Lad mig nu see . . først
spørger jeg den lille Flinkeste om det Letteste, saa siger jeg,
"det er brav!" saa spørger jeg den dumme Pige fra Landet om
det Vanskeligste, og dersom hun kan det, siger jeg: "det er ikke
rigtigt." Dersom hun saa siger, at der staaer saa i Bogen, siger
jeg: "jeg veed det nok: ja, jeg er ikke enig heri med Forfatteren
|
d.II,b.1,s.131 |
til denne Grammatik. Folk, som ikke forstaae Sproget, skulde
overlade Andre at skrive Grammatiker." Dersom hun ikke kan
det, bliver jeg vred og siger: "De prøver en Lærers Taalmodig-
hed, Mamsel! vel længe: De satisficerer mig aldrig. Hør nu!
skal jeg læse Stedet op for Dem . . . hører De?" Naar jeg nu
har læst det op, siger jeg: "dette er et af de vigtigste Puncter
i den franske Grammaire." Derpaa vender jeg mig til den rige
Grosserers Datter -- naar Klokken, som jeg haaber -- er tre
Qvarteer, og siger: "vil De have den Godhed at repetere det?"
Dersom hun ikke kan, siger jeg: "læs det kun op! det bliver det
samme!" Naar hun er færdig, siger jeg: "Ret, Frøken, overmaade
brav! vær saa god at hilse Fâr og Môr fra mig og takke dem
for sidst." Men -- Guds Død! Klokken er alt over, og jeg
skulde have seet over lidt til . . Det Subjonctif af avoir er noget
Fandenstøi (blader i en Bog, han tager af Lommen.) Men der begynder de alt
at støie, saa Religionstimen er forbi, og der er jo alt Læreren.
(Anden Lærer kommer ud fløitende og hilser den Talende, som gaaer ind. Han seer Pigerne,
og antager en stiv Gang henimod dem.)
Anden Lærer ved Institutet.
Jeg vilde have sagt Eder igaar, at I til imorgen kan tage det
sjette Bud i Forklaringen . . hører I? (Alle Pigerne lee.)
Cathinka.
Vi bryde os ikke mere hverken om det sjette eller syvende
Bud Herr . .
Læreren.
Ah, ja! (bliver meget levende i sine Bevægelser) det er jo sandt, De er traadt
ud af Institutet. Jeg gratulerer Dem, mine Damer! Tillader De
min elskværdige Lærling? Jeg gratulerer . . . (kysser hende og de Andre.)
Cathinka.
Fy skam Dem! De var den kjedsommeligste af alle Lærerne.
Læreren (trækker paa Skuldrene.)
Ja seer De . . . mit Fag . .
Rosa.
Aa, javist! De var ikke saa stræng.
|
d.II,b.1,s.132 |
Cathinka.
Nu gik Læreren i Fransk herudenfor og repeterede sin Lexe
til idag, og overlagde hvad han vilde sige til Enhver.
(Alle Pigerne lee.)
Læreren.
Ha, ha, ha, ha! ja han! Men jeg har hørt et Rygte: Skal der
være bal en masque paa Theatret? Maa jeg have den Ære at
følge Dem did? Jeg kommer just her fra Institutet Klokken 6.
(En Dame neier) Nu Godmorgen! Jeg glæder mig ved at see i Dem
nye Prydelser baade for den aandelige og legemlige Verden. Til-
lader De . . . Vær fortrolig som før med Deres Lærer, nu Deres
Ven og Beundrer. (gaaer fløitende bort.)
Constance.
Der kommer Moster . . ha, ha! hun er saa snild, skjøndt vi
aldrig tør gjøre hende mindste Gran imod; thi da pidsker den
hele Verdens Latter os, som hun har faaet paa sit Partie for
mange Aar siden.
Molly.
Ja, hun kaldes nu Moster over den hele Verden mener jeg.
Men hvorledes skulle vi tage imod hende?
Cathinka.
Lader os staae her en haye og neie tre Gange: først naar hun
kommer paa Hjørnet, saa ved Trappen, og tredie Gang naar hun
kommer ganske nær.
Constance.
Nei, togange kan være nok: først naar . .
Rosa.
Skal vi kysse Moster?
Cathinka.
Nei, det convenerer ikke.
Constance.
Det bliver bedre, at vi sætte os her paa Bænken, og, naar hun
kommer, reise vi os halvt og sige: det charmerer os at see Fruen.
(De sætte sig paa en Bænk. Mode kommer ind meget udmajet, med langt nedskaaren Kjole og en
meget stor Sypose.)
|
d.II,b.1,s.133 |
Alle Pigerne (reise sig halvt)
Det charmerer os at see Fruen!
Fru Mode (seer paa dem igjennem en Lorgnet.)
Ah, Legetøi, og nyt og indenlandsk,
hvormed mit Lune lege kan, som Vinden
med Græsset, vajende paa Kirkegaarden,
saa langt og blegt . . . ah, ret velkommen! kjære!
(kysser Cathinka.)
O, hvilken Vinding for vor Stad!
Cathinka (afsides fra Mode.)
Nei! Fy, det Kys var som at bide i
en raaden Krebs. (tørrer sig om Munden.)
(Mode kysser Constance.)
Constance (afsides fra Mode.)
Nei, den var levende:
jeg følte grant, den beed.
(Mode kysser Molly.)
Molly (afsides fra Mode.)
Ah nei, det Kys
var som at bide i Tangblomster, saa
den Blære fuld af Stank med Klasken brister.
(Mode kysser Rosa.)
O hvilken Plage, som i Gjæstebud
dog ikkun hjemme hører, hvor gjensidig
man er forbunden til at tage væk
hvad Servietten glemmer.
Mode.
Ret enfans!
Jeg hørte hvad I sagde . . . Ret enfans!
Spot skal sig krympe sammen rundt om Læben,
og Øiet lee, imens I kysse; hvilket
dog aldrig maa undlades, om I væmmes.
Husk, Tante vil det.
|
d.II,b.1,s.134 |
Cathinka.
Vi maae dog vise denne Dame, om
ei de Forventninger, som glindse i
vor Barm og svulme der, som Glands og Vellugt
ved Junimaaneds Roser, er' naturlig'.
Har Moster nylig Gøz von Berlichingen
af Oehlenschläger læst? ha, hvor min Sjel
fik Jern, hvor mine Følelser som Staal
høit klang. Jeg troer den trykt i Kjøbenhavn.
Mode.
Mit søde Barn!
Molly.
Nei, den er fra Paris. (ramsende)
Paris ved Seinen har 400,000 Indbyggere og et stort Slot.
Den udfører Bigotterier og Carnaillerier med mere . . .
Cathinka.
Nei Bijouteri- og Quincaillerievarer med mere, vil Du sige
Molly.
Constance.
Du feilede Cathinka da du sagde
hiin Bog fra Kjøbenhavn af Oehlenschläger;
thi jeg har seet den grant paa Tydsk.
Cathinka.
Ha, ha!
Er "Gøz med Jernhaanden" da Tydsk, og skriver
da nogen Anden vel Tragoedier? Hvem
har skrevet Palnatoke, Hakon Jarl?
Og kjender du da flere? Disse tre
Tragoedier man kalder, og Forfatt'ren
en Tragiker. (Mode nikker)
Constance.
Saa maa det vel en anden
Tragoedie være; men den var paa Tydsk.
|
d.II,b.1,s.135 |
Cathinka.
Nei Tragiker er Oehlenschläger ene.
Constance.
Den, jeg har seet, hed: "Gøz med Iishaanden."
Saa hed den oversat.
Cathinka.
Det er jo to.
Men sladr' nu ikke mere.
Rosa.
Skildringer,
paa engang ømme og saa rædselsfulde,
at man maa daane før man faaer seet ud,
har Frøkenen Maria Weber tryllet
i Jægerbruden frem.
Mode.
Charmant, ma fille!
Constance.
Nei Werthers Leiden von den søde Tieck!
Mode.
Ret! Noget have I dog profiteret
af Institutet: nu hos mig I skulle
i Skole gaae.
Cathinka.
Nei, vi vil ikke meer
i Skole gaae.
Molly.
O nei, jeg skulde troe,
vi har perfectioneret os.
Constance.
Ah, hvad skal vi
vel lære mere?
|
d.II,b.1,s.136 |
Constance.
Nei, det seer jeg ikke.
Mode.
I tvinge mig at ælske Eder, I,
I Elskelige! Sætter Eder dog!
Den klæder Jer den Talen om Lectüre
-- som Æsthetik I skulle kalde -- men
erindrer vel at nævne Titlen i
Grundsproget, Auctors Navn og Aarstal med,
og lærer en Replique udenad,
en enkelt Strophe, som I kalde Eders
Yndlingssted, en Gudetanke, Eders
egen Sjels Barn: tre fire Stykker,
Dag ud Dag ind spill'de paa Claveret,
skal hedde Eders Hjertes sande Toner.
Mæt dermed kun Mamas Beundring, som
frem og tilbage flyver paa hendes Aande,
og lad ei Eders Faders Ærgrelse
faae Mæle eller voxe frem, som Vinden
fra Norden, stedse hvinende paa Fjeldet,
hvor Græsset den tillader ei at spire.
Lad Sang og Klang bestandig overdøve
det melancholske Echo af de tre,
de fire Aar, som, klingrende af alle
hans Penge, er' paa Flugten.
Nei, saa skal Manden tænke: "vakre Renter
jeg har dog af min gyldne Sved: Musik
jeg har til Piben Morgen, Middag, Aften,
saa jeg en Æolsharpe eller og
en hamborgsk Daase sparer mig at kjøbe.
Ja Klangen af de Penge har jeg dog
i mit Behold, og Ære, samt mit Huus
af Svigersønneemner propfuldt ganske."
Desuden, kan I Fransk?
Constance.
O, nei!
|
d.II,b.1,s.137 |
Mode.
End Tydsk?
Cathinka.
O nei!
Mode.
Nu vel! n'importe! I lære kun
en Favorit-Sonnette i de Sprog,
til Brug, naar der en Fremmed er tilstede.
Det er det samme som at liste ind
udi en Fæstning fremmed Garnison.
Men endnu Et, hvad Eders Smag angaaer
i Æsthetik, den være streng og kritisk,
men ogsaa fri, og dette røbes bedst,
ved Snakken om Ulysses von Ithacien,
og en Bog, som man Candide kalder,
som og endeel Noveller udaf Clauren.
Constance.
Jeg elsker høilig visse af de sidste.
Cathinka.
Vi fik i Skolen stundom af Candide
smaae Oversættelser. Den var fortræff'lig.
Mode.
Nu nogle generelle Regler til!
Læg Mærke, at I aldrig nogen huuslig
Forretning foretager Eder.
Cathinka.
Ei!
det kan jo Mutter gjøre.
Mode.
Vittighed
maae I partout forskaffe Eder.
|
d.II,b.1,s.138 |
Cathinka.
O
Den har vi lært, og kan for længe siden,
og bedst af alle Ting fra Institutet.
Vi kunne lee til det, vi ellers see,
at gamle Folkes Alvor vækkes ved.
Vi kunne efterabe Folk i Miner,
i Gang og Mæle, hviske til hverandre,
med Øiet heftet fast paa Een, og lyve
vi kan for Spøg; ja, af en sjelden Evne
i vor Natur, vi kunne en Historie
forlænge tre- og firedobbelt, samt
bepryde den paa alle Kanter rundt
med Ansigter, og give den en Hale,
snart liig en Snogs, snart liig en Abes, snart
en Puddels liig, der logrer.
Mode.
Meget brav!
Men lær og nogle Stropher af Peer Paars,
og Wessels Skrifter, som I applicere
ved hver en Leilighed. Desuden mænger
lidt Fransk i Talen med trefjerdedele
af Latter. Sidder stadigt, naar I ikke
ved Speilet eller Flyg'len er, ved Vindvet
paa høinet Sæde, til det bliver mørkt
og samler Stof af Folkets Klædebon
til Vittigheder, naar Kavalierer
til Thevandstid indfinde sig: desuden
ved Nytaarstid, om Vaaren eller og
ved Bryllupper og Fødselsdage skriver
et Digt, en Rad af Vers.
Molly.
Det bli'er umuligt!
Mode.
Hvad Snak? Du kan ei gjøre Vers?
|
d.II,b.1,s.139 |
Cathinka.
O fy!
Fy skam Dig Molly!
Mode.
Kunsten er ei svær.
See Hans gjør Vers, og Damer svede ikke.
Den hele Sag bestaaer kun i at prænte
sig ind en Hoben Viser, og at tage
en Linie saa af hver, og sætte dem
ned paa et Ark, og sætte Titlen over.
Saalidt den Kunst kan kaldes Tyverie,
som det at binde sig en Krands af Blomster,
der voxe op ved Alfarveie. Eller
man sætter Rimene som Regnestykkers
Factorer op, og siden fylder til,
som naar de ubekjendte Størrelser
man finder ud.
Cathinka.
Den sidste Maade har jeg
og engang brugt, og Digtet ogsaa kom
udi et Blad, ja gjorde den Fortune
at blive copieret i et Andet.
Mit Riim i første Vers var "komme, Lomme"
og "skue, Lue." Dernæst "Skygge -- bygge"
og "did og Flid" i andet Vers.
Mode.
Fortræf'ligt!
Cathinka.
Jeg maa bekjende reent ud Mosters Skole
er ret behagelig.
Mode.
Hvad Dragten angaaer:
den pege dristigt paa en evig Sommer,
Skjul Gigt om Vintren med en Sommerhat!
|
d.II,b.1,s.140 |
lad Sneen rase om den bare Skulder,
som spotter ad Lagerthas Haardførhed!
Cathinka.
Nei Moster! sligt vi veed forlængesiden.
Mode.
Heelt vel! men nu de specielle Regler!
Cathinka! Du skal helst i Sind og Tanke,
i Taler, Sæder og Manerer være
særdeles frie. Gaae f. Ex. aldrig
i Kirken og, hvis Nogen spørger, hvorfor,
da svar: "see Stormen synger mine Psalmer
og Stjernehimlen er min Bibel!"
Cathinka.
Ja
ved Gud! jeg gjerne er en Atheist.
Mode.
See her. Du bruger Briller og Lorgnet . .
. . . sæt dem nu paa (tager de Ting af sin Pose.)
Cathinka.
Jeg seer ei.
Mode.
Sæt dem paa!
Du har jo grønne Øine! -- Dernæst skal
Du smukt Aviser læse eller blade
nu lidet hist og her, henkaste dem
og sige "o Lord Cochrane langt fra har
mit Haab, saa tørstigt efter Blodet, lædsket:
hvor er hans Sværd og Seir, hans Klinges røde,
dugfulde Blomst? . . ha Hellas Sukke
hvinende igjennem Søndenvinden!
O, at dette Mod, som qvæles af
en Qvindebarm, liig Heclas fraadige,
|
d.II,b.1,s.141 |
bugtfulde Flamme under Sneen, kunde
fremskyde i haarrige Muskler, som
Lavastrømme, svulmende med Røg paa!
Hvor var mit Sværd? hvor Hjelmen? ha Jeanne d'arc!
Og hvis der Officerer er tilstede --
sær Subalterne -- kan du lægge til:
hvi styrter Nordens Kraft ei fra de høie
Fjelde, liig en Fos af Sværdebølger,
bedækket af de hvide Fjæres Skum,
imod Steendyngen, under hvilken en
uchristelig Despot, med aabent Aasyn,
med Fakler og den hele Liigpomp og
en Sværdemesse, levende begraver
et Folk, imedens, med andægtig Mine
og bortvendt Aasyn, christnede Despoter
de sidste Stene kaste hen paa Graven,
liig Strømpetyven i Peer Paars'es Reise,
som holdt de stjaalne Koster under Kjolen,
og svoer sig ærlig, eller Manden i
Venedig, naar han bag en Maske gik
med Gift i Apothekeræsker til
de Pæstbefængte og de Gispendes
den sidste Aande stjal med deres Guld,
hos dem i Eenrum, mens man udenfor
Kors og Velsignelser flux bag ham sendte.
Ha, Nordens Kraft i Dalen samler sig
og stille staaer . . . et Kjær, der raadner, Ha!
O jeg forbander
min Barm, mit Skjød, som gjør mig til en Qvinde!
Cathinka.
Min Gud da! Moster skal jeg mene med
den hele Tale?
Mode.
Langtfra . . . nei mit Barn!
nei vist! Beundring vil Du vinde;
Dit Bryst man kalder da en høi Aands Tempel,
Din Læbe Purpurskyen, hvorpaa den
|
d.II,b.1,s.142 |
i Dagens Lys fremtriner lig et Solglimt --
Læs Alting Du; men Andre kan Du vigtig
advare snart for een snart for en anden
af disse Skrifter, sigende: sligt kan
ei bide paa Grundsætninger, som mine.
Er Du paa Bal, saa sæt Dig til at læse
hen i en Krog, og allerhelst blandt Herrer.
Hvis Nogen engang siger, han Dig elsker,
da troe ham kun, men giv ham en af disse.
(tager en Kurv af sin Pose)
Der har Du fem! fem nydelige Kurve!
den Ene mindre end den Anden; hvis
du faaer Afsætning paa dem, faaer Du flere.
Men gift Dig ikke førend Disse ere
uddeelte Alle.
Du Constance skal
en Sværmerinde i Religionen,
en Helgeninde være -- hører Du?
Du græde skal, naar det er lyst i Kirken;
blot der du være from.
Constance.
Men, kan jeg dandse
charmante Tante?
Mode.
Ja, naar, efter Dandsen
før Du igjen er engagert, Du heed
og brændende i Kind og Aand afbeder
din Synd paa Knæe i Sideværelset.
Du Rosa skal en følsom Engel være!
Som Leret Vandet, sluge Du Romaner.
Du og Constance skulle nervesvage
og rædde være udi Mandfolkselskab.
For Hunde, Betlere, for Gjenfærd, Skud
og Mørke, døde Fluer, Fingerskaar,
for Tordenveir, for gamle Huse og
for Skov og Vand og Fjelde, Muus og Katte,
|
d.II,b.1,s.143 |
for alle Dyr I begge værer bange!
Du faaer lidt mere bleg Couleur Dig skaffe
-- som og til de Mysterier henhører,
dem jeg forstaaer -- skjøndt ikke jeg kan nægte,
at Institutet dog har Noget gjort.
Der har Du en Lorgnet (giver Rosa en Lorgnet.)
Du Molly stedse
skal have Maven, Munden, Hjernen, Øiet
propfuld' af Latter. Andet du, mit Barn,
behøver ikke! Gjør hvad til Cathinka
jeg sagde, hun med disse skulle gjøre.
(giver Molly en Kurv.)
Nu Damer! efter saa et halvt Aars Tid,
hvis mine Roller kjede Eder, bytter
kun atter om iblandt hverandre, saa at
Cathinka kaster bort Candide for
Jerusalems Riimkrønike: Constance
henskoggrer Dagen: Molly smelter den
i Graad og aander den i Sukke bort.
Hvis I bliver fiir og tyve Aar, saa tæller
igjen tilbage Aarene fra tyve,
og elsker før en Frakke end Talenter,
og Vest og Buxer før et Hjerte, og
en Hat før Kundskab.
Nok! modtager dette
tilsidst (giver hver et lidet Speil), og nu adieu! Et Par cousins,
igaar til Officerer slagne, vente.
Dem og en liden Mand fra Bergen har
jeg lovet en Visit. Adieu! Adieu!
(Pigerne træde i Ring og dandse syngende den bekjendte:
"Skjære, skjære Havre
i det klare Maaneskin" o. s. v.
men, naar de komme til de Ord som løse Dandsen:
"hver ta'er sin, saa ta'er jeg min:
saa faae de andre Ingen"
svinge enhver sig rundt for det lille Speil, hun bærer hængende om Halsen.)
(De fire Cavalerer komme ind, studse og besee Damerne med Seeglas.)
Blære.
Paa Ære! nei, det gaaer ei an, De dandse
saa ene! O tillad mes dames! Tillad!
|
d.II,b.1,s.144 |
Stygge.
Hvor saae man Rosenkrandse uden med
de brune Torne gjennemflettet? see
sortfingret Nat jo griber midt imellem
Plejadechoret! (Cavaliererne nærme sig, men Damerne blive ved at
dandse og ende Dandsen paa samme Maade.)
Ego.
Ei det var som Fanden!
Blære.
Her noget er for os min Ven!
Maabe.
Ja, ja!
Det spænder høit min Sjelskraft -- ja ved Gud!
nu maa jeg hjem at digte, og jeg vender
tilbage med en syngende Petarde
og Verserader, Landser liig, som brænde
med Luespids om disse Damers Barde! (gaaer.)
Blære.
O min Guitar! (gaaer.)
Maabe.
Mon De har seet min Frak?
(vender sig rundt.)
Nu faaer jeg hjem at bytte. (gaaer.)
Ego (nærmer sig til Cathinka. Dandsen standses.)
Hør min Dame!
professor juris vil jeg bli'e til Vaaren.
. . . nu hører De? De staaer mig an . . . ja vel!
kort sagt . . . Men kjender De Musik? . . Ah jeg
er lidt distrait! Nu, jeg Præmisserne
vil lade fare . . . see, der er mit Hjerte . .
(rækker Haanden frem.)
|
d.II,b.1,s.145 |
Cathinka (giver ham en Kurv.)
Nu, gjem det da i den.
Ego.
Hvordan? De mener
ei saa? Det er umuligt! er det Deres
bestemte -- ? ha, hvad tænker . . ?
(afsides.) Er hun gal?
Cathinka.
Saamen min Herre!
Ego.
Agter De da ei
et Hoved og et Hjerte fuldt af Jura?
Talenter for Musik, et kroghvast Vid,
en Lærdom, som skal snarlig -- hvis jeg vil --
iklædes en Professormyndighed?
I seer ei Skjønhed, fiin Opdragelse?
Ha! saae I Bøgerne, jeg havde læst,
I kunde da begrave Eders Stolthed,
saa stor den er, for evig under Dyngen.
Han frister mig. (høit.) Behold den kun min Herre!
Nei hun er gal! (høit.) See mig igjen og græm Dem!
End De da? (til Molly.)
Molly.
Hi, hi, hi! (giver ham en Kurv.)
Ego.
Ha, veed De hvad De gjør?
Genie foragter De og leer af Lærdom:
|
d.II,b.1,s.146 |
De fniser ad en Haand, som svulmer efter
Justitiarens Pen: De vrænger Mund
til Skjønhed, Skarpsind, ja bespotter Hæder,
som voxer frem og overskygger dette.
Nu Deres Stolthed tier: min skal tale.
(Thora, en ung Pige, kommer ud af Huset med Bøger under Armen.)
Cathinka.
Velkommen Thora! vær velkommen!
Nu ryst i Frihed dine Skuldre,
din Nakke, Tungen. Aha ha ha ha!
hvor du seer ud! du din Enfoldighed
har klædt i Simpelhed . . hvad skal de Bøger?
Thora.
Nu skal de lære mig; thi doven Fjas
derinde var Disciplen, mens Alvorlighed,
den ene Time i naragtig Strenghed,
den anden udi streng Naragtighed,
den tredie udi Latter klædt, var Lærer.
Vel, at Opdragelsen og Læren, som
min Mo'er og Fa'er mig gav, var mig saa stærk
en Capital, at disse Aar ei aad
den ganske op; men disses lærde Latter
og latterfulde Lærdom bøied' dem,
som Græsset kun, der reiser sig bag Bygen
fritaandende, for kun saa høit at voxe,
som dets Natur og Spire det tillader.
Pigerne.
O gaae du! gaae du! qvæg dig du i dine
Grundsætninger -- oh, ret et landligt Solskin.
Thora.
Jeg væmmes ved dem. Disse Kegler har
vel Moden dreiet til et Spil for Tiden,
eller Tiden til et Spil for Moden,
eller Tiden til sin egen Moroe. (gaaer.)
|
d.II,b.1,s.147 |
Paa Parole! jeg er meget tapper.
Den -- hør det Gratier og Vind og Luft!
Den er Kujon, ja ret en spytsmurt Feig
-- ha hør det Vidner! -- som ei duelerer
med mig . . ha en, to, tre! Nu bli'er I bange?
I denne Knebelsbart vel hænger Død
i Enden af hvert Haar; og, naar jeg vredes,
saa rykker jeg i den, og med hvert Ryk
udrykker jeg et Haar, en Dødens Dæmons
sortladne Skye, og med hvert Ryk et Liv!
men bli'er ei bange Gratier; thi nu
kun Fromhed sover i den, som en Ungmøes
duunbløde Fingre i en Bjørnemuffe.
Cathinka.
Hvad er da Tapperhed? er vel dens Kjole
i Brystet stoppet med Carteller, eller
med gamle Lapper, som Forfæng'lighedens,
hvis Kjole svulmer?
Officeren.
Ja, af disse To,
min Dame med de Første.
Cathinka.
Spiser den?
Officeren.
Det var et Spørgsmaal om en Egenskab!
Cathinka.
Nei seer De -- posito -- jeg undersøger
nu quæstionaliter og figuraliter --
jo Tapperhedens Væsen, og jeg troer,
den er nu Eders hele Væsen, for
den hersker i Jer Sjel som en Monarch,
hvis Statsraad, nemlig Red'lighed og Retfærd,
Humanitet, Forsigtighed og Fasthed,
|
d.II,b.1,s.148 |
med Hat i Haanden, tier . . . Fy sligt Statsraad,
som blot benytter Munden til at æde,
-- thi disse æde, naar den kongelige
Tapperhed tiltrodser sig, ved Hjælp af
Herolden Pral, et Maaltid hos Kujoner
og Borgere, hvis Smiil som Sølvet glindser,
hvis Viin som Guldet, men hvis Cassa som
en Tromme.
Officeren.
Trommelommelommelommelom!
Ha, en Tromme!
Cathinka.
Fy sligt Statsraad, som
-- uagtet Retfærd svoer retfærdig være,
og Fasthed fast at være o. s. v. --
uagtet Munden hænger fuld af Tænder,
og Strubeskeden slutter godt om Tungen,
og Kjæben kan sig svinge i sin Muskel,
smaamumler, som om dette Alt var muggent,
og skimlende, saa Næsen neppe ahner,
at Tungen i sin elphenbeenbestolp'de,
purpuromhængte Seng, i Fødselssmerter,
sig voldsomt vrider, eller hvad den fødte,
om blot en Masse eller Menn'skeform.
Den mærker ikkun Stanken.
Officeren.
Nei, nei i Dølgsmaal fødte den.
Cathinka.
Aa ja;
men svar mig: Tapperheden spiser? Ja,
det er figurligt.
Officeren.
Ja, som om jeg spurgte
en Dame, om -- thi Dyd er hendes Væsen --
|
d.II,b.1,s.149 |
om Dyden sover, eller, om det er
nu længe siden den sig tog en Luur,
et Maaltid eller og en Tour paa Landet?
Jeg vil da svare.
Cathinka.
Nu da, spiser den?
Officeren.
Ja egen Ære dagligdags, saalænge
den Kost vil vare, men til Gjæstebud,
en Andens Ære, om det saa var ti.
Nu nylig jeg -- men hør nu I Valkyri'er!
slig Frokost havde meget tidligt, men
Guds Blod! saa ufordøielig som Been.
Cathinka.
Den sover? eller blomstrer den om Natten
i røde, gabende Pioner, som
om Morg'nen lige Spindelvæve hænge,
og fare bort, tvertgjennem Sengehimlen
og Tag og Loft, saasnart den Herre gaber?
Officeren.
Nei Fanden heller! den er oppe tidligt,
ved Lys, lyslevende, i blodigt Blomster.
Men ellers, jeg er ei dens Herre, men
dens Rustning blot, dens Festdragt, thi den er
min Herre heller: den er sui compos.
Cathinka.
Taler den?
Officeren.
Ha, ja med Qvinder blidt,
som nu; men ellers er dens Tunge, som
ved Nat, ved Dag, ved Aften, og, som Hanens,
|
d.II,b.1,s.150 |
ved Morgengryet galer høit, en tolvqvarts
Klinge, eller -- om det saa behager --
den plystrer blot -- for ikke Meningen
i mange Ord at søle -- og da er
en Terzerol den lille, runde Mund.
Den Tale er end mere udtryksfuld
end Catilinas, og dens Suk er Skjældsord
og Eder rygende af Svovl.
Cathinka.
Det Sprog
er ei artikulert, men dog man kan
Comitragoedi'er og Tragicomoedi'er
med dette skrive, spille. Men hvad bringer
den til at træde op og tale?
Officeren.
Ei!
som for Exempel -- men tilgiv, de Spørgsmaal
selv graadigste Forfæng'lighed kan mætte --
som, naar En understaaer sig til at glemme
en Rangforordning, saa han ikke Forskjel
paa Folk og Bæster gjør, hvad heller En
sin Hat tør glemme: da er Thesis sat,
og da maa Tapperheden disputere.
Cathinka.
Men i et Slag? mon Tapperheden taler
da med sin Skygge, som igjen med Buske
og Dale, Bjerge, -- hvis det da er Solskin --
i Forbigaaen taler eller . . .
Officeren.
Ei!
da er det ei en simpel Disputats
for Tapperheden, men et Parlament,
hvor Alle i hverandres Munde tale.
|
d.II,b.1,s.151 |
Cathinka.
Men deraf følger og, at Tapperheden
i denne Taletummel, kan de høie
Organer spare, bruge Læben taust,
blot gjøre Miner, som en Talende,
forvrænge Mund og Øine, slaae i Veiret,
og vælte Bænk og Blækhuus.
Officeren.
Ah javist.
Det er sicilianske Krigspuds.
Cathinka.
Og,
naar saa de Andre have udtalt, da
kan dens Organer svulme sammen til
et drøit Finale, saa den synes være
de Andres og sit eget Echo.
Officeren.
Ja!
Cathinka.
Den drikker?
Officeren.
Ha, den lædsker sig kun med
en fremmed Viin og Brændeviin og Blod,
og den i Andres Feighed sig beruser,
og baade naar os Aft'nen overfalder,
og naar vi Morgengryet overfalde.
Cathinka.
Den tænker?
Officeren.
Nei, jo den dog tænker . . ah!
hør nu dens Tanke -- men jeg er en Kriger,
|
| FORRIGE |