HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 1. BIND: - 1830


d.II,b.1,s.56  
ØLLEGAARD FRØKEN
ELLER
ROMANHELTEN
SYNGESTYKKE I 1 ACT

Personer:
Antonio Clairon.

Jochum Satyricus.

Henrik Fætter.

Øllegaard.



1STE SCENE
Antonio med en lang Liste.




   O!
mine søde, romantiske Navne, jeg maa endnu engang op-
regne disse fortryllende Ord, som sætter mig tilbage i hine her-
lige Tider da
Troubadourerne Harpens Strenge slog
Og sang om Ridderne som til det Land uddrog
Hvor Halvmaanen stolt paa Korsets Toppe vajed.
Mens de Fruer troe paa skumle Borge sukked.
Og paa Høneviis i dunkle Celle klukked!
Først du Adelaide, en Provençalerinde, saa Isabelle,
Mathilde, Ida, Jaqueline, Jenny, Amalia, Cathinka,
Rosimunda, Chlotilde, Indiana, Philinde. See hvilke Navne o!
jeg kunde fristes til at tage en Bondepige, naar hun blot heder
et af disse Navne.

   O Ida, Jaqueline, o Jenny, o Cathinka, Prinzesse Indiana, o!
I Kiselinker. O! gjør mig lykkelig!

   Jeg vil fortsætte dette elskværdige Sværmerie. Ved et styr-
tende Vandfald skal hun sidde støttende sit sortlokkede Hoved
til den Alabaster Arm, og der skal Antonio finde hende.



           Ved en Fos i Granernes Skygger
           Hvor Fuglene quiddrende bygger
           Kjerligheds Tempel.

   Og jeg skal skue ind i hendes straalende Øine og deres Ild
skal fortære mig

(Satyricus har listet sig ind.)

d.II,b.1,s.57  

Satyricus.

   Og Fossens regnbuefarvede Støv skal slukke den. Goddag!


Clairon

(tager sig for Hjertet.)

   O! det var, som om man stak en Kniv i mit saarede Hjerte,
naar du falder ind med dine upolerede Talemaader.



Satyricus.

   Nu gaaer du i Giftetanker?


Antonio.

   Ja min Broder! Ja! jeg ønsker at finde min Hjertes Elskede,
min Donna, min Prinzesse, min . .



Satyricus.

   Haa, haa, haa, jeg kan nok mærke du er paa Frieri.


Antonio.

   Aa nei, men forstyr ikke mit poetiske Lune.


Satyricus.

   Som er opvakt ved altfor stor Romanlæsen; men apropos naar
skal Brylluppet staae!



Antonio.

   Jeg har jo ikke erobret nogen endnu.


Satyricus.

   See hvilke Talemaader! Men har du ikke faaet nogen endnu?
Du begyndte dog at gjøre Dækket reent til Entring ifjor Mikkelsmis.



Antonio.

   Ja! jeg var jo ogsaa alt forlovet, men


           O! Jord synk ned i gabende Firmament
           Og skjul dig dybt i Nattens Sørgeklæde
           Thi jeg blev af Lisgen dependent
           Da jeg dog troede hun Isabelle hedde.

d.II,b.1,s.58  

Satyricus.

   O Jammerskade! Naturligt du maatte slaa op da. Hvem kan
vel være tjent med en Lisbeth en Petra en Lise ja lad hende
endog hedde Marie.



Antonio.

   Rigtig min Ven, og derfor er jeg meget nøieregnende ihenseende
til Navnet. Men hvad dem angaae, troer jeg, at du ei stikker
saare dybt i Nomologien.



Satyricus.

   Troer du det? Ja for saavidt jeg ikke er saa naragtig som du
i den Henseende.



Antonio.

   Naragtig? O Himmel! Naragtig?


Satyricus.

   Ja! Jyde! Romanlæsning har reent forvirret dig. Dine Venner
maa forbedre dig.



Antonio

(holder sig for Ørene.)

   Hu, hu, hu. Det klinger for mine Øren, som Natuglens Tuden
paa Klosterruinerne i Maaneskinsnætter.



Satyricus.

   Jeg frygter du er uforbederlig! Adieu.
3DIE SCENE
Henrik og Satyricus.



Satyricus

(kommende ind.)

   Ha, ha, ha, nei nu sprækker jeg, hør nu blot Henrik finder du
nogen Rede deri: Princesser, Donna, Maaneskin, Kling, Klang,
Natugler, Klosterruiner?



Henrik.

   Nei mæn gjør jeg ikke!
d.II,b.1,s.59  

Satyricus.

   Ja! saa lyder Antonios Tale! Kort sagt han gaaer svanger med
den Tanke at gifte sig; men med en som har et romantisk Navn.
Du veed jo at han slog op med den tækkelige Lisgen og det blot
for Navnets Skyld.



Henrik.

   Nei nu har jeg aldrig hørt saa galt før.


Satyricus.

   Jeg sagde ogsaa til ham at det er Narreværk og at hans Ven-
ner maatte forbedre ham.



Henrik.

   Det troer jeg ogsaa; men veed du hvad? jeg gaaer med en
Plan hvorved vi skulle forbedre ham. Du kjender Ølleborg
herover?



Satyricus.

   Ja!


Henrik.

   Hende give vi et Par Skilling forat hun skal spille Frøken
Philinde Rosimunda. Hun sætter sig ved den ensomme Vei han
pleier hver Dag at gaae, med Tørklædet for Øinene, som om hun
sørger. En rørende Historie maae vi lære hende, som hun kan
fortælle ham, og vi lade det da gaae saalænge vi synes forgodt.



Satyricus.

   Jeg skal strax kalde hende ind.

(gaaer.)

4DE SCENE
De Forrige. Øllegaard.



Øllegaard

(neier.)

   Her er jeg.



Henrik.

   Ja det seer jeg nok; har du Lyst at fortjene et Par Marks
Penge paa en skikkelig Maade?

d.II,b.1,s.60  

Øllegaard.

   Hvorfor ikke det Herre?


Henrik.

   Vær nu opmærksom Øllegaard: Du skalst være noget stort,
en Frøken skal du være.



Øllegaard

(grædende.)

   Aa Gud bære mig! en Frøken?


Henrik.

   Jeg seer du er aldeles skikket til den Rolle du skal spille.
Frisk op Øllegaard. Du skal gaae ud ved Tvergangen paa Lande-
veien i Aften Klokken 8 og sidde der og græde i et Væk og
naar der kommer en dybsindig Person med Haanden paa Panden,
og som henvender sig til dig, saa skal du sige du heder Frøken
Philinde Rosimunda, hvorpaa du skal stikke i at græde

(Ølleborg
græder)
Nei græd ikke Ølleborg. Tiden er ikke endnu.

   Naar han spørger dig om din Historie skal du sige, at din For-
lovede Ridder Max er falden i en Tvekamp med en anden Rid-
der, og at du agter at græde saamange Taarer, der er Secunder
i et Aar.



Ølleborg

(grædende.)

   Aa! Herrejemini! hvilken Historie. Men jeg faaer vel derhen.
Jeg har en rødblommet Kjole og en sort Halmhat med Fjeder
i den faaer jeg have paa.

(neier og gaaer.)

5TE SCENE
Satyricus og Henrik.



Satyricus.

   Herligt Henrik; den Pige kan flæbe trods den Bedste; og styg
er hun dertil som Arvesynden!



Henrik.

   Blot han indlader sig med hende?
d.II,b.1,s.61  
Satyricus.

   Det gjør han: det sværger jeg paa. Nei! dertil kjender jeg min
Mand for godt.



Henrik.

   Han skal takke os for Spasen. Men hvad om vi nu forstak
os i Krattet bag hende.



Satyricus.

   Javel! lad os gaa.
6TE SCENE
Ølleborg allene i forantalte Dragt.




   Hillemen hvor jeg seer ud: blommede Kjole og sorte Fjer. Jo
nu er Ølleborg fornem.

(tager sig i Skjørtet og hopper om)
hei hop san
Frøken Rosimunda; hei hop san Ølleborg Budeie . . men helle
Død der kommer han! Lad mig nu see: Ridder Lax og . . men
jeg faaer nu til at græde . . Jeg vil blot lade ham faae see Øinene
thi dem siger Ole Staldknegt ere uforlignelige; ja hartad som
Koeøine.

7DE SCENE
Ølleborg (græder) Antonio med Haand for Panden.



Antonio.



           Hvem sidder der o! en forhexet Fee.
           O! hvilken Yndighed kan ei mit Øie see
           Du er den rette Ziir for disse dunkle Steder:
           Men o Himmel; ja jeg troer saaskam hun græder?
           Min Frøken hvortil disse salte Taarer.



Ølleborg.

   Hu, hu, hu . . . .


Antonio.

   Med deres Øies Glands de mit Sind bedaarer.


Ølleborg.

   Hu, hu, hu . . . .
d.II,b.1,s.62  

Antonio.



           Hvad er Deres Navn? Hvad hedder de min Frue?
                      Er det ei tilladt deres skjønne Ansigt skue.



Ølleborg.

   Hu, hu, hu. Philinde Rosimunda.


Antonio.

   Philinde Rosimunda? Philinde Rosimunda.


Ølleborg.

   Ak ja Herr Kjempe og Herr Ridder.
Antonio.



           Ak disse voxe ei paa Træer i disse Tider
           Nei disse er forbi desværre?



Antonio.

   Min Frøken o fortæl mig Aarsagen til disse skjønne Taarer.


Ølleborg

(grædende.)

   Jeg var forlovet med Ridder Max,

(hulker)
kjerlig Ihukommelse.



Antonio.

   Hrr. Ridder Max eller Maximilian vil Deres Naade sige?


Ølleborg.

   Rigtig Herr Ridder! og han faldt, saaret af fire og halvhundrede
Landse, Sværd og Dolkestød af den vældige Kjempe Grimponius,
og hans Dødsstund vare stive tre Timer, saalænge holdt min
Stemme ham ved Live.

(græder.)



Antonio.

   O Himmel! hvilket Under?


Ølleborg.

   Og nu vil jeg græde saamange Taarer der er Secunder i et
Aar. See blot hvor de triller En, to, tre som store Glasknapper.

d.II,b.1,s.63  

Antonio

(græder med)
paa Knæ.



           Jeg kan ei taale sligt o, pyntelige Frue!
                      Eders Taareflod ei slukke kan min Lue.
           Men kun frisk herop! kom giv mig Eders Haand
           Og vi knytte skal Ægteskabets Baand.



Ølleborg.

   Nei jeg kan ikke.


Antonio.

   O! siig ja, siig ja, siig ja.


Ølleborg.

   Ja.


Antonio.

   Lykkelig jeg er af Hjertet kan du tro. O Philinde Rosimunda!
hvor romantiskt. Kjereste Rosimunda!

(kysser hende) (afsides)
Der lugter
Skam faae mig Fjøs; dog nei det er Ambra og duftende Myrrha!



           Vort Bryllup skal staae i de drømmende Hækker
           Hvor Nattergales Sang til Kjerlighed opvækker
           Under Harpens søde Toner og Kitrinkers Klang
           En yndig Dands skal gaae til Pigers bløde Sang.



Øllegaard

(neier.)

   Takker skyldigst Maansør! Men jeg maa nu; dog svær mig til
og sæt ret Kavaleer Parole i Pant paa at de vil lade mig gaae
ubehindret hvorhen jeg vil. Jeg beder med Taarer. . .



Antonio.

   Gaae I hulde Frøken! Men hvor skal I hen? Jeg maa vide
Eder sikker.



Øllegaard.

   Mine Forretninger paa et vist Sted kalder mig.


Antonio.

   Tillad mig Eders Naade, at paasette Eders runde og skinnende
hvide Fingre denne Ring.



Øllegaard.

   Takker Hrr. Ridder!

(neier og gaaer.)

d.II,b.1,s.64   8DE SCENE

Antonio.



           Min Brud har jeg fundet
                      Et Baand har jeg bundet
           Og en Brudekrands.



           Min Donna hvis Suk
           Gjør dobbelt smuk
           er Rosimunda.



           See hvilken Barm
           See hvilken Arm
           og rødmende Kinder.

9DE SCENE
Henrik. Antonio.



Henrik.

   Ei see goddag! hvor gaaer det.



Antonio.

   Herligt! Charmant! Ridderligt. Skjønt! Deiligt. Ypperligt.


Henrik.

   Nu, nu? Hvordan det?


Antonio.



           En Frøken jeg fandt
           Og flux jeg bandt
           Et Rosenbaand.



Henrik.

   Haa, haa, haa.


Antonio.

   Hun sad her og fældte stride Taarer. Jeg blev rørt og spurgte
hende om hendes Navn; men -- Himmel! da hun sagde hun hedte
Philinde Rosimunda, da tænkte jeg at jeg levede i . . . o! du for-
staaer mig vel! Hun gav mig sin Haand og jeg . . . jeg . . . jeg
d.II,b.1,s.65   var forflyttet til Perlehimlen. De fineste Hænder har hun vel ikke
men hun er idetmindste fjorten Palmer høi, en kongelig Skabning,
blaaeladne Øine, stærkt rødmende Kinder, deiligt Haar, Fødderne
var hun altfor tugtig til at lade mig see, men det sværger jeg dig
til ved Klosterkirkens mosgroede Ruiner at det er de nydeligste
Puselanker der existere. Stemmen var lidt grovladen; men o!
der hører jeg hende! hun synger! af Glæde!
10DE SCENE
De Forrige. Øllegaard.



Øllegaard
med et Melkespand paa Hovedet i en Bondepiges Dragt, syngende.



           Su, lu, lu, lu
           Kua dandser med Bjelder paa
           Saa kommer Bukken graae
           Aa saa alle Soua!
           Su, lu, lu, lu. Su, lu.
           Gaae i Skoven grøn derude
           Og i Luren dygtig tude
           Kommer Kua løbende.
           Su, lu, lu, lu lu
           Kom til mig, Gjedder og Faar
           Hører I ei hvor Koeklokken slaaer
                       Pelle, Pelle Gjeita.
                 Su, lu, lu, lu lu.



Antonio.

   Min Gud! hvad er det! Min Frøken.


Øllegaard.

   Jeg har ikke Stunder at prate med ham Herre. Jeg skal i Fjøset.


Antonio.

   I Fjøset? De spaser min Naadige.


Øllegaard.

   Jeg er ikke nogen Frøken. Man kalder mig Øllegaard Budeie.
Der er deres Ring. Jeg er ikke Rosimunda. Farvel!


           Su, lu, lu, lu.

d.II,b.1,s.66   11TE SCENE
Henrik. Satyricus. Antonio.



Antonio

(med Haanden for Panden.)



           Ha! det sortner for mit svindende Øie
                      Og Sorgen fast mit Mod ned mod Jord kan bøie
           Ha! Philinde! Ha! du falske Rosimunda
           Hvilket grusomt Spøg! Hvor kom da Malicen fra?



Satyricus.

   Hvad? Er I bleven narret?


Antonio.

   Ja skammeligen narret.


Satyricus.

   Det er jer egen Skyld! Lad disse romanagtige Ideer fare, og
I vil see alt med andre Øine.



Antonio.

   Ak ja! Det er min egen Skyld. Forbandet alle Ridderromaner,
Klosterromaner, Spøgelsehistorier, Kjerlighedshistorier! Alle Sieg-
varter, Ambrosier og hele mit Bibliothek skal paa Ilden. Men
jeg frygter at disse overspændte Ideer, som bragte mig til at løbe
efter et romanagtigt Navn, ere alt for faste.



Satyricus.

   Tab ikke Modet! Naar I har forbedret Eder, vil I takke den,
som har spillet Eder dette Puds.

Applaudite.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE