HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 1. BIND: - 1830



1STE SCENE
Frands og Lene.



Franz

(omfavnende hende.)

   Du uforlignelige Skjelmsmesterske, du har gjort dine Sager for-
treffeligt; hvor meget har du importeret?

d.II,b.1,s.48  

Lene.

   Tyve Daler blot; men han skal ikke slippe med det.


Franz.

   Tak du forsynlige Huusmoder!


Lene.

   Tys lille Mand! Comedien er forbi, Tragedien er tilbage. Kuns
gode Miner Frands; om en Time slipper vi ham, men han pines
haardt den Stakkel, da han hverken tør røre sig eller hoste,
skjøndt Støvet, som blev opvakt ved din ubarmhjertige Bankning
og Rullen udover Trappene pirrer og stikker ham i Halsen.



Franz.

   Ha, ha, ha! du stakkels Skjelm hostede engang, da jeg hamrede
paa Tønden; men jeg lod, som om jeg troede noget sprak, og
hamrede derfor hurtigere paa!



Lene.

   Gaae nu Frands til dit Arbeide; jeg gaaer til mit.
2DEN SCENE
(Tønden staaer udenfor Porten, en Jøde kommer gaaende speculerende.)



Jøden

(med Fingeren paa Næsen.)

   Ja, ja, so schal das være . . . so; altso ein hundert und firge-
tive Thaler bli'er Profitten . . . . Lidet noch für ein ehrlicher
Mand . . . .



Moses

(stikker Fingeren af Tøndehullet.)

   A . . . A . . A . Hjelp . . . . Bruder Ephraim . . . A . . . A . . .


Ephraim

(forskrekket.)

   Was ist das . . . . o Himmel . . . Beelzebub . . . ach . . .
Gott naade mir arme Sünder!



Moses.

   Ephraim! vær nicht bange; ich bin nich ein Devel oder andert
sodant Pak, ich bin Moses, ich bin ihre Sidemann in Sinagogen.
Hjelp mich doch Bruder!

d.II,b.1,s.49  

Ephraim.

   Hvordan bist du kommen in so traurige Umständen Moses?


Moses

(hoster.)

   Skind dich blot, ich qvæles auf Stev und Øldunster; kjøb blot
dette Fad hvad det so schal koste, kjøb det og send det til mit
Haus . . . . du schal det nicht vertrüden!

(hoster.)



Ephraim.

   Ja wohl Mussiør, naar du vil give mich eine passende Lohn,
som . . aber . . . hvordan . . . ?



Moses.

   Naar ich bin kommen hjem, schal ich erzähle alt

(grædende.)
Ver
Gottes Skild, so kauf det af Mester Frands.



Ephraim.

   Der kommer han.
3DIE SCENE
(Frands. De Forrige.)



Frands

(i Nathue og Tøfler.)

   Goddag Hrr. Ephraim, hvad fører Jer hid til min Port. Vær
saa god at træde ind.



Ephraim.

   Nei Tak Meister! Mit Ærinde var at afschakre jer dette Fad;
hvad er wohl Prisen?



Frands

(laconisk.)

         Hundrede Daler.


Ephraim.

   Hundert Thaler? I bist doll Meister; fiir hundert Thaler skulde
ich kaufe halbhundert slige Fade.



Frands

(tørt.)

   Gjør hvad I vil Fâr! vi lære af jer Jøder at skrue Prisen op
og iøvrigt vil I ikke kjøbe Fadet, saa lad det staae!

d.II,b.1,s.50  

Ephraim.

   Ich gebe jer Ti?


Franz.

   Nei!


Ephraim.

   Tive?


Franz.

   Ikke en Døit mindre.


Ephraim.

   Tredive?


Franz.

   Jeg har jo sagt jer, ikke en Døit mindre.


Ephraim

(venlig.)

   Für Venskabs Skild Frands? Det Fad staaer mich særdeles
an, ellers gav ich nich mere end fem Thaler, das versikkrer ich
Eder, und ich bin doch ein ehrlicher Mann.



Franz.

   Kan være? men mellem os bliver ingen Handel. Adieu

(gaaer.)

4DE SCENE
Ephraim. Moses.



Moses.

   Ver Gotts Skild, so giv ham den hundert Thaler, giv to hun-
dert . . . ich bin dog Mann für at betale dig igjen

(hoster)
A . . .
a . . a, ich creperer.



Ephraim.

   Nu ja, som I vil Mussiør

(raaber)
Frands, Frands . . .

5TE SCENE
De Forrige. Frands.



Frands.

   Hvad Godt? har I betænkt jer?

d.II,b.1,s.51  

Ephraim.

   Ja! siden das ist so dirt, so muss der være noget ved det; her
er Pengene; ich skal afhente Fadet.



Frands.

   Tak skal I have; eller kanskee jeg skal lade det trille til jer?


Ephraim.

   Nein Mester.


Frands.

   Javel! Adieu

(gaaer.)

6TE SCENE
Ephraim. Moses.



Ephraim.

   Ich droer bestemt, at han veed at du ligger her, ellers kunde
han nicht holde det Fad so dirt; aber naar du bist kommen hjem,
so kann du hevne dich.



Moses.

   Das kann ich nicht! mit Renomee vilde da gaae verlirt; aber
skynd dich nu, og læg Halm i Vognen, at dette verdømte Fad
ikke skal riste som da Frands trillede det ned über Trappene,
so ich foer als ein Bold fra den ene Side til den Anden. Skynd
dig nu.

(Ephraim gaaer.)

7DE SCENE
Franzes Værelse. Lene og Franz.



Franz.

   See her Lenemoer er Penge til fire Peltse og det er dit Værk
kjære Kone!



Lene.

   Endnu er det ikke nok! vi maa have hundrede Daler til.


Frands.

   Hvorledes det?
d.II,b.1,s.52  

Lene.

   Tril nu Fadet op og sæt et Andet istedet som Hr. Ephraim
atter maae kjøbe.



Franz.

   Nei det er da rigtig alt forgalt! dog jeg vil prøve.


Lene.

   Sæt det varligt ind; thi ellers er jeg bange han kreperer
(de gaae.)

8DE SCENE
Ephraims Stue. Fadet staar der.



Ephraim

(banker med en Øxe Bunden af.)

   Nu schal ich befrie dich Ven Moses fra dit Fængsel; du
schnakker ikke ach du bist wohl ikke død . . . . meine Geld,
meine Geld

(Bunden gaaer af)
a -- a -- a -- hvor bist du Moses . . . . ach
det har været den skindbarliche Devel . . . . ich vil gaae til
Frands . . . . han maae verkläre mich das.

(gaaer.)

9DE SCENE
Udenfor Frandses Port, Tønden staaer der. Ephraim og Moses i Tønden.



Ephraim.

   Ich schal, so sandt ich bin ein ehrlicher Jude lehre den Spids-
bub Frands . . . ja.



Moses.

   Ach wai mir, wai mir. A -- a -- a. Ephraim, Ephraim, hjelp
mich, ich crepirer.



Ephraim.

   Aa gaa Fanden i Vold du Devel vill du mig endnu engang
bedragen.



Moses.

   Hør nu Bruder!


Ephraim.

   Gid Fanden høre po din Sirenesang; aber meine Geld schal du
mich schaffen.

d.II,b.1,s.53  

Moses.

   Ich bin Moses und ingen Bedrager; thi mens du var borte, so
bittede den Erzspidsbube Tøndene om, so at du fik den Tomme,
und ich -- ich blev liggende her, verladt af Alle, færdig at døe
af Støv og Hede . . . . a . . . a . .

(hoster)
a . .



Ephraim.

   Ich kan nicht droe det.


Moses.

   Du schal fo hundert Thaler, hvis du vil kaufe dette Fad und
see selv til at det kommer i dit Huus.



Ephraim.

   Ja, so schal ich preve; aber . . . Gott hjelpe dich, hvis du
narrer Ephraim andengang; du schal fo ligge der in fire Timer
til. Aber . . . Apropos, wo lang hast du ligget her?



Moses.

   Ach i 3 Timer vist.


Ephraim.

   Stakkels Moses!

(raaber).
Hey Franz.

10DE SCENE
De Forrige. Franz.



Ephraim.

   Hvorfor ombittede I Tønderne Franz? Jeg kunde oberlevere
Jer til Retten for slig Fremfærd.



Franz.

   Da I havde betalt mig saavel, saa gav jeg Eder det bedste Kar,
jeg havde.



Ephraim.

   Det kunde I have ladet være for det Fad stod mich særdeles
an. Aber wo wiel will I have for dette Fad.

d.II,b.1,s.54  

Franz.

   Samme Priis.


Ephraim.

   Ach mein Gott, hvor I er unverschammet.


Franz.

   Lad af at ærgre Eder Monsjeur Ephraim. Fadet er jo ikke
endnu Eders.



Ephraim.

   Slaa dog lidt af

(afsides.)
Siden det gaaer po Moses' Kappe, so
kan det være mich ligemeget; desuden under ich den gamle Knark
den Udgift.



Franz.

   Bestem jer nu Ephraim.


Ephraim.

   See der er de Penge; men svær mich til at I ikke vil ombytte
Fadet.



Franz.

   Jeg sværger.


Ephraim.

   Und hvis I gjør det, so schal I udbetale mich Pengene.


Franz.

   Javist. Adieu.

(de gaae.)

Dækket falder.



Epilogus og Epiloga træder frem.

                                                   -ù--ù-ùù


           Man heraf ogsaa lære kan
           Til Koner ikke komme,
           Den Rige bliver fattig Mand,
           Og Lommer blive tomme.
          
d.II,b.1,s.55              Hvormegen Viisdom finder man,
           Ei i Qvindens Hoved?
           De vise ofte meer Forstand,
           End man af dem sig loved.


           Af dette nu vi lære og,
           At hædre slige Qvinder,
           Som narred sligt et sølle Skrog;
           Dog man ei Slige finder,
           Blandt Ider, Liser, Guster her,
           Som denne Kone ene,
           Og findes de; man saa dem ær,
           Som denne fixe Lene!

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE