|
FARVEL
O! hvad hørte vi ikke igaar?
Just for første Gang Lærken iaar,
og den sang: det er Vaar.
Poppelen hænger af Fryndser alt fuld,
Aspenes Stilke
med sølvergraae Silke
&bmrep; og Bjerken sprætter i Grønt og i Guld &bmrep;
Ifra Høiderne Bækkene komme.
Hør de buldre som Pauker og Tromme!
De melde Vaaren i Anmarsch er
med en talløs prægtig Blomsterhær.
Skulde I da kun vor Moder see
peltsklæd, sturen i Arnens Læ?
Nu hendes bittre Tid er omme,
nu hun besprænger
-- Heisa! -- Lier og Vænger
rigt med Konvallers Snee. --
|
| d.I,b.3,s.429 |
Nu hun Eder vil trykke i Favn;
Hun vil lægge med Blomster hvert Navn,
Eders elskede Navn;
bygge for Eder en Løvhytte sval,
Tepperne flette
paa grønnende Slette;
&bmrep; i Bærret fylde en Glædespokal &bmrep;
Hun vil synge i susende Qviste,
at hun Eder vil ingentid miste;
og har hun Eder ei i sin Arm
da hun klage vil i Bølgens Larm.
Elskte lov os for vor Moders Vee,
at hun Eder skal snart gjensee!
Ei hun for længe Savnet friste!
Siig, at I kommer
ja! ja! endnu i Sommer,
Elskte det skee! det skee!
See hist Svanernes skinnende Skyer!
De alt komme; men Elskte I flyer,
den Bytning er dyr. --
Trækfugle kjære! dog ikke forglem
Veien, I lærte
til Norriges Hjerte!
&bmrep; Der har hun lavt Eder Rede til Hjem &bmrep;
Hvor I gaa hun med Signen omspænder
Eders Vei med usynlige Hænder. --
Et Land har Moderens stærke Haab,
der er Fryd i hendes Taarers Daab.
Før vi Svaneflokkens Sydflugt see,
liig en Flaade med Seil som Snee
Elskte formild Farvellets Smerte,
siig at I kommer
ja! ja! endnu i Sommer
Elskte det skee! det skee!
|
| BLA BAKOVER |