HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 3. BIND 1842-1845

d.I,b.3,s.399  
                                          (Anhang.)
EFTERRETNINGEN



           . . . "H
vad rager dig det Kirketaarn,
                 o Efraim, min Mand?
           Lad staae det Luftens Steenskelet!
           Det staaer vel ei saa ganske ret;
                 dog staa i Aar det kan.


           O stirr ei der ved Vinduet,
                 med Armen under Kind,
           ud i den graa Septemberluft!
           I Kamret er der Ambraduft
                 og Lampers Maaneskin.



           Der staaer Divanen. Op til den
                 er Mirjams Harpe sat.
           Kom! Aftnen ville vi forslaa!
           Jeg tager mine Smykker paa
                 ifra min Brudenat.



           Du fletter ind dem i mit Haar,
                 o Efraim, som da,
           snart som en Kvast, snart som en Krands,
           snart spredte ad som Duggens Glands,
                 i Vexel til og fra.



           Og Mirjam hviler ved dit Bryst,
                 og Harpen op til mit.
           Saa Aftnen ville vi forslaa.
           Lad Kristenkirkens Taarn blot staae,
                 og see ei mere did!

d.I,b.3,s.400  

           Hvad gives mere stolt og haardt
                            end dette Spiir, hvis Fløi
           isønderriver bløden Sky,
           der vilde haste over By
                 til Ro paa fjerne Høi?



           Hvor, i den graa Septemberluft,
                 tungsindigt mørk det staaer!
           som om det Rod og Stamme er
           til denne skumle Taage, der
                 saa lavt i Aften gaaer."



           " -- Jeg tæller kun den Kraakeflok,
                 der flyver Taarnet om.
           Den finder intet Fæste der.
           Thi Taarnet ubarmhjertigt er,
                 som Kristnes Kristendom.



           Jeg tæller dem, og tænker paa
                 Hvad nu i Norge skeer.
           Der Jøden ei, som fremmed Gjæst,
           faaer meer end Kragen Fodefæst
                 paa Kirketaarnet der.



           Hvad Folket vil -- jeg ahner det --
                 er allerede gjort.
           I Aften bringer Posten Bud.
           Det banker . . Mirjam, se dog ud!
                 Det banker paa vor Port.



           " -- Det var en Hund, som skrabed paa.
                 Den har ei Huus i Nat."
           " -- Saa luk den ind, saa sandt vi veed,
           at Jehovahs Barmhjertighed
                 ved Himlens Port er sat!

d.I,b.3,s.401  

           "Men Tys! Nu kommer Posten vist.
                            O Mirjam, se paany!"
           " -- Det var en Fugl, som Ruden slog."
           " -- Ve, Mirjam, om du ei den tog
                 da i dit Hjertes Ly!"



           "Men hør! det banker atter paa.
                 Nu kommer sikkert En.
           Nei bliv! Det var mit Hjerte blot,
           der slog, som aldrig det har slaaet.
                 Nu Mirjam, se igjen!"





           . . . Hvor flaggred Mirjams lange Haar,
                 det sorte, vildt og løst,
           da ind hun treen, som om det vil
           det Smertens Budskab dække til,
                 hun bærer ved sit Bryst!



           Nu Efraim har læst det Bud,
                 som Mirjam har ham bragt.
           O mild og stærk er Jødens Gud;
           thi Mandens Vrede sluktes ud
                 ved fromme Tankers Magt.



           Han reiser sig og peger paa
                 det Kirketaarn i Sky,
           hvor Kraakesværmen hakker paa,
           men kan ei Fodefæste faa
                 i Spirets glatte Bly.
          
d.I,b.3,s.402  

           Han tager Mirjams Diadem.
                            Da holdt han i sin Haand
           en Million i Diamant,
           en Melkevei af Perler og
                 Orions Stjernebaand.



           Han tager Mirjams Diadem.
                 "O Mirjam, Hustru, se!
           hiint Kirketaarn vil styrte ned;
           det hælder, men kan reddes ved
                 to Stene eller tre."



           "O send det Hele, Efraim,
                 til Kristenkirkens Præst!
           Kun siig, at der paa Taarnet maa
           for arme Kraaker aabent staae
                 et Hul i Øst og Vest!"


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE