HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 3. BIND 1842-1845




RØST I ØRKNEN

           C
hristenfolkets Hjerter skulde
           være varme Julebrød,
                 honningfulde,
           Nok for hele Verdens Nød,
           om den kommer som en Gjest;
           Rosenkviste i dem stukne
           som til hellig Glædesfest.
                  -- Ve! ve!
           Iis de ere, Klumper Sne,
           Stene, i hvis Rivter sprukne
           boer saa fæl en Mørkets Vrimmel,
           og hvis Blødhed kun er Skimmel,
           skjøndt som Fløjel til at see.




           Folkets Pander skulde være
           klare, gjennemsigtig skjære,
           som det Lys, det melkehvide,
           hvor en Stjerne frem vil bryde;
           og dets Aasyn, o saa blide,
           talende, velsignet milde,
           som om de Velkommen vilde
           hele Verden kjærligt byde.
          
d.I,b.3,s.382                     -- Ve! ve!
           Sorte Regnetavler bæres
           paa det ædle Sted tilsyne,
                 talbeskrevne
           mellem begge Øjenbryne;
           og af Sorger fuldtberuste,
           Laster, som vanvittigt lee,
           vildt med Træk isønderrevne,
                 sønderknuste,
           Folkets Aasyn tatueres.




           Kjærlighedens Ild udslukkes,
           som naar Blomster Farven tabe.
           Hjerterne i Folket lukkes
           som en Gjerrigs plumpe Skabe.
           Mellem Menneskene bliver
           det uhyggeligt i Landet,
           som for Vandreren, der driver
           ensom om i Byens Gader,
           hvor hvert Lys, et efter andet,
           slukkes i dens Vindurader.
           -- Han vil raabe: O giv Ly!
                 Hvem vil høre?
           Det er klogest du kan gjøre:
           Ryst din Saale, Mand, paany!
           Skoven søg, ei denne By!
           Vilden Gran vil give Ly,
           ligesom man finder hos
           Tyrker og Barbarer større
           Brødreømhed end hos Os!





           Som det var med Ham, der ene
           vandred i den øde By,
           fulgt kun af sit Echos Gny
           fra de traadte Gadestene, --
           o saa er det med den Digter,
          
d.I,b.3,s.383              som fra Himlen faaet har
           Olje til de tomme Kar,
           og sit Kald ei troløs svigter,
           leflende til Verdens Lyst;
           men slaaer an i Harpetonen
           Klangen af Guds egen Røst,
           Stemmen fra Religionen
           om de over glemte Pligter
           steentillukte Hjerters Brøst.
                 Ve! ve!
           Alle, Alle have baaret
           Uskyldskrandse Løftets Dag
           under Herrens Tempeltag,
           Krandse visne inden Aaret:
           Kvinderne rundt Hovedbaandet
           frisken Krands af Roser hvide,
           som af Purpur kun beaandet;
           Mændene den Dag forvist
           dog paa deres venstre Side
           stukken ind en liden Kvist.
           Men det Løfte, som de gave
                 fuldtbevidste
           og med klar og hørlig Stemme,
                 var at gjemme
           Alle indtil deres Grave
           Hjertet friskt, som Krands og Kviste
           vare Høitidsdagen ud,
           da de stode frem for Gud.




           O dengang med skyldløst Øje
           saae I Gud, hvorlunde Han
           favned Dybet og det Høje,
           at Insektet uden Navn
           inden samme Armes Spand
           sværmed, snoed sig og krøb,
           hvor de stolte Stjerner løb
           gjennem Fjernets dybe Favn.
          
d.I,b.3,s.384              Og I syntes, at I selv
           maatte favne Verdens Hvælv,
           Jordens Liv og Himlens Kloder,
           at I følte denne Lykke
           ved til eders Barm at trykke
           hvert et Menneske som Broder.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE