HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 3. BIND 1842-1845




MØDRENE



ILDEBRANDEN

           B
yen ifra alle Ender
           midt om Vinternatten brænder.
           Kirketaarnet alt er raset
           glødende fra Høiden ned,
           knusende hvad det ei tænder;
                 Herrens Huus
           lægger Menneskens i Gruus.
           Men som størst Elendighed
           løbe Stormene Kompasset
           under vilde Hyl omkring,
           som om det var dem befalt
           hastigt at forvandle Alt
           til en Askedynge, formet
           rund aldeles som en Ring,
           taarnhøi, skjøndt isammenstormet.


           O en Dommedags-Forvirring
           i de trange Stræder, hvor
           Røg og Flamme stænge for!
          
d.I,b.3,s.336              O Vanvittighedens Irring
           paa den aabne Plads, hvorhen
           alle Reddede sig samle,
           Syge, Kvinder, Børn og Gamle,
           som iblandt hverandre famle
           forat finde Slægt igjen.
           Men det ikke længe varer
           førend Ildebrandens Farer
           trænge kysende derhen, --
           før, som af en Esses Mund,
           som af Blæsebælgens Strube,
           eller Helveds egen Grube,
           Flammen liig en Tunge skyder,
           strygende langs Pladsens Grund,
           ud af en af hine Gyder.


           Til den usle Stadens Rest,
           som endnu i Mørke laae
           paa den anden Pladsens Side,
           Alle, som de kunne bedst,
           derfor skyndsomst flygte maae,
           uden Skjulested at vide:
           Børn, som skrige efter Moer,
           saa hver Moder kaldt sig troer;
           Mødre, raabende paa Navne,
           som de nu med Rædsel savne;
           Krøblinge, som i den dybe
           Sne maa over Pladsen krybe;
           unge Koner, hvis Gebærder
           vise, at med Gru de tænke
           sig den Nat Enhver en Enke;
           Sønner, som paa stærke Hærder,
           vindende Æneas' Ære,
           sine gamle Fædre bære --
           kort i Trængsel vild og tæt,
           uden Skaansel eller Ret,
           hvor Enhver kun træder ned
           hvad der kommer ham til Hindring,
          
d.I,b.3,s.337              og hvor selve Kjærlighed
           synker ned til Selv-Erindring,
           Pladsen blev af Mængden rømmet,
           som mod Byens Forstad strømmed.


           Men i Trængslen i Entreen
           til det snevre mørke Stræde
           tvende Mødre ængstligt lede
           efter sine Børn i Sneen.
           Arm den Ene og Jødinde,
           men den Anden en Grevinde.
           Ifra deres Bryst bortrevne
           vare deres Spæde blevne,
           og nu famlede de Tvende
           om i Vinternattens Blinde
           paa et Lykketræfs Kanhænde
           for de Tabte at gjenfinde.
           Men i Tumlen taber sig
           for hinanden deres Skrig;
           og om Stjernerne faldt ned
           eller Solen vendte om,
           røres ei en Moder, som
           søger om sit Barn, derved.
           Derfor hændte det, at Begge
           skreg paa engang høit af Fryd,
           uden at de kunde lægge
           Mærke til hinandens Lyd.
           Thi i samme Øjeblik
           Hver sit Diebarn i Svøb
           mellem sine Hænder fik.
           Adelsfruen strax tilbage,
           did hvor Ilden lyste, løb
           at hun Feil ei skulde tage.
           Men da Barnets Svøb hun hæver,
           skreg hun: "Fy! Saasandt jeg lever,
           er det Jødeunges Træk!"
           løb og slængte Barnet væk.
          
d.I,b.3,s.338              Men Jødinden, som alt sad
           paa en Trappe sjeleglad
           og den fundne Spæde died,
           hører, nu da Larmen tied,
           ikke fjernt et Barneskrig.
           "Mon paa Pladsen glemt igjen?"
           tænker hun og skynder sig
           med det fundne Barn derhen.
           Og hun mumled mens hun gik --
           "Herren aabnet har mit Blik,
           saa mit Barn, min Spæde, jeg
           fundet har paa Mørkets Vei.
           Skulde Jeg da Hjertet lukke
           for den Moderløses Sukke?"
           Barnet paa den stærktbelyste
           Plads var snart og let at finde;
           men af hvilke Rædsler gyste
           den barmhjertige Jødinde,
           da hun i den frosne Blee
           fik sit eget Barn at see!


           Flux med Begge ved sit Bryst
           knælte hun i Bøn den Fromme,
           priste Gud af Hjertenslyst,
           bøjede sig for hans Domme,
           at Hans Viisdom, som maa kjende
           Hjertets Styrke, havde hende
           To for Een i Naade sendt.
           "Skulde Du, du stakkels Fremmed
           -- sagde hun, med Blikket vendt
           imod Gjæsten blidelig --
           Du, som alt har diet mig,
           atter miste Moderhjemmet,
           som Du alt med Arme smaa
           holder fast og ængstlig paa?
           Nei! Guds Engel var du mig,
           Israels Gud har skikket dig;
          
d.I,b.3,s.339              mens jeg dig til Brystet førte,
                 se da hørte
           jeg min egen Lilles Skrig.
           Havde jeg ei maattet sætte
           ned mig der, for dig at mætte,
           fra mit eget Kjød og Blod
           flyttet havde jeg min Fod.
                 Og desuden
           har den gode Skaber jo
           i de tvende Bryster buden
           Plads i Nødsfald her for To?"


           Strax Jødinden (Judith Navnet
           og hun var en Kræmmers Enke)
           begge sine Spæde favned;
           stod en Stund at overtænke,
           hvilken Vej hun skulde gaae;
           ilte udad Landet saa,
           som om pludselig belivet
           af en Tanke gudindgivet --
           ak kun af et Haab, saa svagt
           i sig selv, som Bregnens Kviste,
           men fordi det var det sidste,
           stjernevist, af Undermagt.
           Langsad Vejen mange Mile
           gik det uden anden Hvile,
           end naar hun sig gav lidt Ro
           for at die sine To.



           Hun erindred, at der boede
           (men for mange Aar tilbage)
           i en Landsby gammel Frænde,
           ikkun engang seet før.
           Didhen, skjøndt hun neppe troede
           ham ilive, vil hun drage,
           sætte sig med sine Tvende
           som en Betler ved hans Dør.
          
d.I,b.3,s.340              Frænden levte, og hvad mere,
           i hans Bryst et Hjerte levte
           fuldt af Kjærlighed til Næsten --
           moden Frugt for Himmelen.
           Simon ei -- som andre Flere
           i et sligt Tilfælde skulde, --
           satte Ansigt op ad Gjæsten,
           som de Tvende mod ham hævte,
           uden anden Tale, end
           sine Øjne taarefulde.
           Alting Judith fandt paa Stedet
           forud som af Gud beredet.


           "Jehova har sendt dig, Frænke,
           -- sagde venligen den Gamle --
           Jeg blier svag, maa snarlig tænke
           paa til Graven frem at famle.
           Derfor være al min Eje
                 Dig anhørig.
           Du, som er saa rask og rørig
           heller kan den Gamle pleje
           og vil røgte Alting bedre.
           Du har Hjerte for de Smaa;
           derfor og for gamle Graa,
           som et Barn nu blive skal.
           Og naar jeg, paa Guds Befal,
           vandrer hjem til mine Fædre
           Dit det Hele være skal."



SAMMENTRÆFFET

           Hen en Tid af sytten Aar
           var i stille Lykke gleden,
           Gamlingen forlængst var heden,
           Judith svag, med hvide Haar.
          
d.I,b.3,s.341  

           Men det Par af raske Drenge,
                      som hun havde fostret op,
           hende ikke meer tillod
           med Arbeide sig at mænge.
           Men for hendes gamle Krop
           Lænestol ved Arnen stod,
           redet ud med bløden Gjænge,
           aabne Arme, Skammelfod.



           Som hun i sit Sæde rokked
           stundom Taarerne sig flokked,
           og da tænkte hun: idag
           kommer vist min Rudolfs Moder.
           Josef mister da sin Broder,
           og jeg faaer et Hjerteslag.



           Paa det fundne Barn opdaget
           først hun havde Navnet stiklet
           paa det Svøb, hvormed det var
           i hiin Rædselsnat omviklet,
           men desuden, at det bar
           om sin Hals et Kors af Guld,
           og hun havde retfærdsfuld
           det i christen Tro opdraget,
           redelig sig selv forsaget,
           at, om Moderen hun fandt,
           ingen Smertesgraad iblandt
           Glædens søde honningfulde
           heed og giftig dryppe skulde.
           Og hvor nødig hun end vilde
           Plejesønnen Selv forspilde,
           havde hun ham dog befalt,
           at han skulde overalt
           Korset grant tilskue bære,
           saa det kunde Ledning være
           for det Moderøje, som
           endnu speidede kanhænde
           over hele Verden om,
          
d.I,b.3,s.342              for det tabte Barn at kjende.
           Rudolf da for Alles Blik
           med sit Kors om Halsen gik,
           saa at Navnet "Rudolf Ridder"
           snart ham fast i Ryggen sidder.


           Da en Dag -- just i sin Stol
           gamle Judith tog et Bad
           i den varme Sommersol,
           mens hun saae hvor Josef mejed
           Græsset ned i Rad paa Rad
           paa den lille Eng, hun ejed --
           da fra Posthuset kom Bud:
           kommen var der en Grevinde
           i en Vogn til tvende Spand;
           men det saae kun ilde ud
           med at kunne efter Ordre
           hende videre befordre,
           thi i Byen var ei Mand
           nogensteds i Huus at finde
           til at være Postillon
           til den nærmeste Station.
           De, som kunde det maaskee,
           vare væk med Sigd og Lee
           for at høste sine Enge;
           men om en af Judiths Drenge
           vilde være nu saa god,
           Alt til Tjeneste da stod. -- --



           "Gaa min Gut! -- var Judiths Svar --
           Det er Ære for din Moder,
           at du agtes for en Karl.
           Gaa og viis dig rask! De Straa,
           som du levner, vil din Broder,
           naar han kommer, gjerne slaae."



           I en prægtig Offenbacher
           sad en Dame og en Dreng;
          
d.I,b.3,s.343              Hun tilaars, men endnu vakker,
           skjøndt af Miner stolt og streng;
           Drengen, sygelig og spinkel,
           i Karethens anden Vinkel
           var i Puder som begravet,
           Mama havde om ham lavet.


           "Nu! -- han peeb -- De To Gallop,
           mens de Andre holde Travet,
           til jeg engang siger Stop!"



           Som befalt af Drengen, jog
           Josef bort med Firespandet,
           saa at Huse, Træer, Landet,
           i Forvirring sammenblandet,
           dem forbi som Skygger drog.
           Neppe Tid nok Josef fik
           til at hilse med et Nik,
           nogle Hundred Skridt fra Byen,
           Rudolf, som sig skyndte hjem,
           neppe synlig gjennem Skyen,
           hvori Vognen rulled frem.



           Men uagtet Støv og Fart
           havde Damen seet klart.
           "Holdt! -- hun skreg og saae tilbage --
           Han er borte . . Holdt! Omkring!
           Ynglingen, vi foer forbi,
           ham jeg strax maa fritte ud;
           Alt indtil den mindste Ting,
           nøje spørgende ransage . .
           O, min Gud! o hør min Bøn!
           med mit Øjes Gjækkeri,
           ideligen feil at tage,
           straf mig længer ei fordi
           Jødebarnet jeg forstødte,
           og lad Ynglingen jeg mødte
           være min fortabte Søn!"
          
d.I,b.3,s.344              "Nu, Mama, hvad er der hændt?"
           -- spurgte Drengen, som forskrækket --
           "Er kanskee en Axe brækket,
           siden Vognen alt er vendt?"


           "Otto, ganske vist jeg troer,
           at jeg saae din ældste Broer,
           min fortabte Førstefødte,
           i den Yngling, som vi mødte.
           Han et Kors om Halsen bar,
           som jeg selv ham gav i Daaben . ."



           "Ah, Mama! maaskee en Nar,
           der vil peges ud af Hoben.
           Rudolf -- hedte han ei saa? --
           om hans Døbekors er fundet,
           er vist død, ei blot forsvundet.
           Mama troer jo selv derpaa.
           Og desuden, sæt, Mama,
           at han endnu skulde leve
           -- som en Bonde kanskee da --
           blev jeg Intet, han en Greve,
           Majoratet gik mig fra . ."
           Hulkende den smukke Pode
           stak i Puden saa sit Ho'de.



           "Stakkels Otto!" sagde Damen,
           mens hun Kjærtegn paa ham ødte,
           som han næsten fra sig stødte;
           men derpaa til Josef vendt:
           "Du med Ynglingen vi mødte,
           syntes meget vel bekjendt."



           "Han og jeg er fostret sammen,
           og han er min Plejebroder.
           Han, som jeg, blev af min Moder
           frelst fra Flammen eller Gaden
           ved den store Brand i Staden
           for en sytten Aar kanskee."
          
d.I,b.3,s.345              "Du er Jøde kan jeg see."


           "Ja. Det vare mine Fædre."



           "O hvor Gud mig vil fornedre!
           Her er Barnet, som jeg kasted
           fra mig i den dybe Sne,
           da jeg udaf Byen hasted.
           Du er Jøde, sagde Du?
           Da hans Plejemoer Jødinde?
           O hvad Ængstelse og Gru,
           som kan gjøre mig vanvittig,
           om jeg nu skal Rudolf finde
           som en Jøde." . .
                             "Nei, min Frue!
           Ængst Dem ikke! Rudolf flittig
           har fra Liden frekventert
           Byens kristne Skolestue.
           Han forlængst er konfirmert."



           "Saa tilbage! Stille Dreng!"
           -- sagde Damen barsk og streng
           til sin Søn, som endnu trodsed
           efter Titelen og Godset,
           begge Dele for hans Øine
           som to fangne Fugle fløine --



           "Sidste Skygge er forsvunden
           af al Tvivlen og Betænkning.
           Tvivl om hvad jeg har at gjøre
           nu min ældste Søn er funden,
           vilde være Djævles Mening
           hvisket stridig i mit Øre,
           paa min Sjel et Mulms Nedsænkning,
           Moderhjertet i Forstening.
           Kudsk kjør til! Gesvindt! Kun frem!
           Til din ædle Moders Hjem!
          
d.I,b.3,s.346  

           Det er kun et ringe Tegn
                      paa min Tak for hvad jeg skylder,
           at jeg hende Skjødet fylder
           med Dukaters Gyldenregn."



           Knøsen svarte ei med andet
           end et let og haanligt Smiil,
           og saa lod han Firespandet
           flyve som en udskudt Piil.



TAKNEMMELIGHED

           Snart en Time udenfore
           Judiths Hytte stod den store
           prægtige Kalesche alt,
           rundt beglo'd af Byens Piger,
           hvoraf Fleer end Een sig piner
           til at gjøre gode Miner,
           indtil pludselig man sniger
           bort sig, næsten taarekvalt.
           Thi det var dem alt bekjendt
           hvad der er med Rudolf hændt:
           at ei "Ridder" meer forslaaer,
           men at Byens Yndling, Alles
           Kammerad maa Greve kaldes,
           og at han som himmelsendt
           fast et Kongerige faaer.
           Haab, i Hjerter længe fredet,
           eller blygsomt nys begyndt
           i en vakker Barm at leve,
           blev en Myg, som Ild har svedet,
           Fnug, som er henblæst af Vinden;
           og de vidste, at Grevinden
           havde paa den unge Greve skyndt,
           for at faae ham med paastedet.
          
d.I,b.3,s.347  

           Alt forholdt sig som de sagde.
                      Josef nemlig Bud paa Bud
           til den skjønne Esther bragde,
           og hun sladdrede da ud.
           "Tænk! o tænk! Saalænge Gud
           lader gamle Judith leve,
           vil ei Rudolf være Greve!"



           Sandt det var. Hvad Rudolf mælte
           blidt og sønligt mens han knælte,
           Moderen i Hjertet skar;
           men den Stolte fandt, med disse
           Smertens Gløder paa sin Isse,
           til hans Tale intet Svar.



           "Skulde Jeg for Hvadsomhelst
           vel forlade nogensinde
           Hende der, den ædle Kvinde?
           Hende, som mit Liv har frelst
           op fra Gaden, ud af Flammen?
           ladet Bryst mig dele sammen
           med sit Barn, som ejed det
           forud heelt med Eneret? --
           som mig har, retfærdig, from,
           i min Moders Tro opdraget,
           skjøndt jeg under Hjemmetaget,
           uanseet Sæd og Skikke,
           lærte bedst min Christendom? --
           Hende, som saa længe nært
           har mig i sit Ansigts Sved,
           saa jeg Moderløse ikke
           nogensinde har undvært
           ømmest Moderkjærlighed? --
           Hende skulde jeg forlade
           nu, da hun er træt og svag,
           og kan trænge til min Spade
           og til mine Armes Tag?
           nu da kanske jeg formaaer
          
d.I,b.3,s.348              ved min Ømhed at forskylde
           lidt af Gjældens store Fylde,
           hvori jeg, og, Moder, Du
           til den gode Judith staaer? --
           Hende skulde jeg forlade
           nu i disse sidste Aar,
           Gud, miskundelig i Hu,
           vil den Dydige forunde,
           ligesom han Træet skjænker
           Tid at fælde sine Blade,
           før han Vintrens Død nedsænker?
           Nei, min Moder! Da Du kunde
           blot mig see med Skam og Smerte.
           Thi da manglede mit Hjerte
           hvad min Broders Dogge ejer
           i velsignet Overflod:
           den Taknemlighed, som vejer
           Godhed op med Liv og Blod.
           Og om Sjelen Tak ei har
           for hvad Godt er oppebaaret,
           men i Glemsel det begraver,
           ligner den kun et Kadaver
           af hvis Bringes hule Kar
           hele Hjertet ud er skaaret."


           Otto havde før sig holdt
           i et Hjørne, suur og stolt,
           af og til af Josef plaget
           med en Mængde Spørgsmaal om
           hvortil vel den Ejendom,
           som gik fløiten, an var slaget?
           om hvad Værd, der stak vel i
           Landskyld, Fæste, Hoveri?
           om til hvilken Hartkorns Tyngde
           sig beløb den hele Jord?
           om fra Øst til Vest, fra Nord
           og til Syd ei Bjerg og Floder
           Ejendommen gjennemslyngde,
          
d.I,b.3,s.349              saa det hele Majorat,
           nu behersket af hans Broder,
           godt fortjente Navn af Stat?
           Men nu sprang ved Rudolfs Ord
           Otto som begeistret frem,
           Armene omkring ham slyngde,
           raabende: "o Bravo, Broder!
           Ve, det Hjerte, som ei Hjem
           er for øm Taknemlighed!"
           til et Blik ifra hans Moder
           af hans Tales Blomster bed.
           Og med skummel Bleghed hørte
           Han derpaa -- den hykkelsk Rørte --
           Rudolf blive saadan ved:
           "Men naar Gud min gamle fromme
           Plejemoder kalder hen
           til det Sted i Himmelen,
           hvor de bedste Sjele komme
           uden Katechesexamen --
           Moder! o da skal jeg haste,
           til dit Hjerte mig at kaste;
           og i kjærligt Levnet sammen
           aldrig mere dig bedrøve.


           Men ifra min Fosterbroder,
           Tvillingbror ved Moderbrystet,
           aldrig jeg adskilles kan,
           -- Det var som et Træ at kløve
           hvoraf friskt man end kan løve --
           Derfor, skal jeg blive trøstet,
           mig til Godset følge Han!
           Ikke sandt, min kjære Moder?"



           "O, Mama! betænk! en Jøde! --
           hvisked' Otto -- "over ham
           ville alle vore gamle
           Ahners Billeder jo gløde
           op til Tindingen af Skam,
           eller ned af Væggen ramle,
          
d.I,b.3,s.350              eller vende sig af Skam,
           i den tunge Gyldenramme.
           Men han tabte Sands og Mæle,
           da han saae sin stolte stramme
           Moder for Jødinden knæle.
           Stenen for den Hjertekule,
           hvori hun sin Grumhed mod
           Judiths arme Dieblod
           havde stedse haabt og tænkt
           indtil Dødens Stund at skjule,
           havde Rudolfs Tale sprængt.
           Da hun af hans sidste Ord
           om Jødindens Søn fornam
           med hvad trofast Kjærlighed
           hendes egen hang ved ham,
           brast den tunge Taushedsgjord,
           som hun havde lagt om Brystet,
           og den Stolte gjennemrystet
           sank for gamle Judith ned.


           "Ve mig, Judith! Samme Nat,
           Du blev Moder for mit Barn,
           havde jeg din Spæde fat,
           greben op blandt Folkes Been;
           men, af Fordoms fæle Aand
           og Fortvivlelse besat,
           hev jeg Barnet, som en Steen,
           ned igjen i Sne og Skarn.



           Lad mig nu da i din Haand
           med et Kys den dyre Eed
           ydmygt angrende nedlægge,
           at jeg skal imellem Begge
           dele samme Kjærlighed!"



           "Mod min Søn? mod Jøden?" sagte
           Judith over Læben bragte.
          
d.I,b.3,s.351              "Judith! ja, imod din Søn!
           Ringe er din Ømheds Løn.
           Lidet er hvad jeg nu loved
           mod den Kjærlighed, dit Liv
           offrer sig alt til dets Ende.
           Blot tilgiv, og paa mit Hoved,
           som mig Gløderne forbrænde,
           læg din Haand og mig tilgiv!"


           Judith først paa Josef saae,
           saa paa Rudolf, saa paa Hende,
           med et Blik de ikke kjende,
           men hvori der Straaler laae,
           som om allerede Aanden
           paa sin Himmelflugt sig voved,
           men dog standsede som svimmel
           ved at see en maalløs Himmel.
           Derpaa famled hun med Haanden
           til hun fandt Grevindens Hoved,
           hvorpaa den neddalte blidt.
           Munden mumled endnu lidt,
           men ei Haanden vil tilbage
           sig fra Damens Hoved drage.
           Og paa eengang med et Skrig
           begge Vennerne opdage,
           at den Gamle er et Liig.



           Angst og Smerte for at blive
           fra sin Plejesøn adskilt,
           Glæde over, at de To,
           Josef Jøde, Rudolf Greve,
           skulde stedse sammen leve,
           uanseet Blod og Tro,
           Saligheden at tilgive
           hjerteligen, fromt og mildt,
           havde altfor stærkt og længe
           paa de svage Livsensstrenge
           i den sidste Time spilt.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE