|
MØDRENE
ILDEBRANDEN
Byen ifra alle Ender
midt om Vinternatten brænder.
Kirketaarnet alt er raset
glødende fra Høiden ned,
knusende hvad det ei tænder;
Herrens Huus
lægger Menneskens i Gruus.
Men som størst Elendighed
løbe Stormene Kompasset
under vilde Hyl omkring,
som om det var dem befalt
hastigt at forvandle Alt
til en Askedynge, formet
rund aldeles som en Ring,
taarnhøi, skjøndt isammenstormet.
O en Dommedags-Forvirring
i de trange Stræder, hvor
Røg og Flamme stænge for!
|
d.I,b.3,s.336 |
O Vanvittighedens Irring
paa den aabne Plads, hvorhen
alle Reddede sig samle,
Syge, Kvinder, Børn og Gamle,
som iblandt hverandre famle
forat finde Slægt igjen.
Men det ikke længe varer
førend Ildebrandens Farer
trænge kysende derhen, --
før, som af en Esses Mund,
som af Blæsebælgens Strube,
eller Helveds egen Grube,
Flammen liig en Tunge skyder,
strygende langs Pladsens Grund,
ud af en af hine Gyder.
Til den usle Stadens Rest,
som endnu i Mørke laae
paa den anden Pladsens Side,
Alle, som de kunne bedst,
derfor skyndsomst flygte maae,
uden Skjulested at vide:
Børn, som skrige efter Moer,
saa hver Moder kaldt sig troer;
Mødre, raabende paa Navne,
som de nu med Rædsel savne;
Krøblinge, som i den dybe
Sne maa over Pladsen krybe;
unge Koner, hvis Gebærder
vise, at med Gru de tænke
sig den Nat Enhver en Enke;
Sønner, som paa stærke Hærder,
vindende Æneas' Ære,
sine gamle Fædre bære --
kort i Trængsel vild og tæt,
uden Skaansel eller Ret,
hvor Enhver kun træder ned
hvad der kommer ham til Hindring,
|
d.I,b.3,s.337 |
og hvor selve Kjærlighed
synker ned til Selv-Erindring,
Pladsen blev af Mængden rømmet,
som mod Byens Forstad strømmed.
Men i Trængslen i Entreen
til det snevre mørke Stræde
tvende Mødre ængstligt lede
efter sine Børn i Sneen.
Arm den Ene og Jødinde,
men den Anden en Grevinde.
Ifra deres Bryst bortrevne
vare deres Spæde blevne,
og nu famlede de Tvende
om i Vinternattens Blinde
paa et Lykketræfs Kanhænde
for de Tabte at gjenfinde.
Men i Tumlen taber sig
for hinanden deres Skrig;
og om Stjernerne faldt ned
eller Solen vendte om,
røres ei en Moder, som
søger om sit Barn, derved.
Derfor hændte det, at Begge
skreg paa engang høit af Fryd,
uden at de kunde lægge
Mærke til hinandens Lyd.
Thi i samme Øjeblik
Hver sit Diebarn i Svøb
mellem sine Hænder fik.
Adelsfruen strax tilbage,
did hvor Ilden lyste, løb
at hun Feil ei skulde tage.
Men da Barnets Svøb hun hæver,
skreg hun: "Fy! Saasandt jeg lever,
er det Jødeunges Træk!"
løb og slængte Barnet væk.
|
d.I,b.3,s.338 |
Men Jødinden, som alt sad
paa en Trappe sjeleglad
og den fundne Spæde died,
hører, nu da Larmen tied,
ikke fjernt et Barneskrig.
"Mon paa Pladsen glemt igjen?"
tænker hun og skynder sig
med det fundne Barn derhen.
Og hun mumled mens hun gik --
"Herren aabnet har mit Blik,
saa mit Barn, min Spæde, jeg
fundet har paa Mørkets Vei.
Skulde Jeg da Hjertet lukke
for den Moderløses Sukke?"
Barnet paa den stærktbelyste
Plads var snart og let at finde;
men af hvilke Rædsler gyste
den barmhjertige Jødinde,
da hun i den frosne Blee
fik sit eget Barn at see!
Flux med Begge ved sit Bryst
knælte hun i Bøn den Fromme,
priste Gud af Hjertenslyst,
bøjede sig for hans Domme,
at Hans Viisdom, som maa kjende
Hjertets Styrke, havde hende
To for Een i Naade sendt.
"Skulde Du, du stakkels Fremmed
-- sagde hun, med Blikket vendt
imod Gjæsten blidelig --
Du, som alt har diet mig,
atter miste Moderhjemmet,
som Du alt med Arme smaa
holder fast og ængstlig paa?
Nei! Guds Engel var du mig,
Israels Gud har skikket dig;
|
d.I,b.3,s.339 |
mens jeg dig til Brystet førte,
se da hørte
jeg min egen Lilles Skrig.
Havde jeg ei maattet sætte
ned mig der, for dig at mætte,
fra mit eget Kjød og Blod
flyttet havde jeg min Fod.
Og desuden
har den gode Skaber jo
i de tvende Bryster buden
Plads i Nødsfald her for To?"
Strax Jødinden (Judith Navnet
og hun var en Kræmmers Enke)
begge sine Spæde favned;
stod en Stund at overtænke,
hvilken Vej hun skulde gaae;
ilte udad Landet saa,
som om pludselig belivet
af en Tanke gudindgivet --
ak kun af et Haab, saa svagt
i sig selv, som Bregnens Kviste,
men fordi det var det sidste,
stjernevist, af Undermagt.
Langsad Vejen mange Mile
gik det uden anden Hvile,
end naar hun sig gav lidt Ro
for at die sine To.
Hun erindred, at der boede
(men for mange Aar tilbage)
i en Landsby gammel Frænde,
ikkun engang seet før.
Didhen, skjøndt hun neppe troede
ham ilive, vil hun drage,
sætte sig med sine Tvende
som en Betler ved hans Dør.
|
d.I,b.3,s.340 |
Frænden levte, og hvad mere,
i hans Bryst et Hjerte levte
fuldt af Kjærlighed til Næsten --
moden Frugt for Himmelen.
Simon ei -- som andre Flere
i et sligt Tilfælde skulde, --
satte Ansigt op ad Gjæsten,
som de Tvende mod ham hævte,
uden anden Tale, end
sine Øjne taarefulde.
Alting Judith fandt paa Stedet
forud som af Gud beredet.
"Jehova har sendt dig, Frænke,
-- sagde venligen den Gamle --
Jeg blier svag, maa snarlig tænke
paa til Graven frem at famle.
Derfor være al min Eje
Dig anhørig.
Du, som er saa rask og rørig
heller kan den Gamle pleje
og vil røgte Alting bedre.
Du har Hjerte for de Smaa;
derfor og for gamle Graa,
som et Barn nu blive skal.
Og naar jeg, paa Guds Befal,
vandrer hjem til mine Fædre
Dit det Hele være skal."
SAMMENTRÆFFET
Hen en Tid af sytten Aar
var i stille Lykke gleden,
Gamlingen forlængst var heden,
Judith svag, med hvide Haar.
|
d.I,b.3,s.341 |
Men det Par af raske Drenge,
som hun havde fostret op,
hende ikke meer tillod
med Arbeide sig at mænge.
Men for hendes gamle Krop
Lænestol ved Arnen stod,
redet ud med bløden Gjænge,
aabne Arme, Skammelfod.
Som hun i sit Sæde rokked
stundom Taarerne sig flokked,
og da tænkte hun: idag
kommer vist min Rudolfs Moder.
Josef mister da sin Broder,
og jeg faaer et Hjerteslag.
Paa det fundne Barn opdaget
først hun havde Navnet stiklet
paa det Svøb, hvormed det var
i hiin Rædselsnat omviklet,
men desuden, at det bar
om sin Hals et Kors af Guld,
og hun havde retfærdsfuld
det i christen Tro opdraget,
redelig sig selv forsaget,
at, om Moderen hun fandt,
ingen Smertesgraad iblandt
Glædens søde honningfulde
heed og giftig dryppe skulde.
Og hvor nødig hun end vilde
Plejesønnen Selv forspilde,
havde hun ham dog befalt,
at han skulde overalt
Korset grant tilskue bære,
saa det kunde Ledning være
for det Moderøje, som
endnu speidede kanhænde
over hele Verden om,
|
d.I,b.3,s.342 |
for det tabte Barn at kjende.
Rudolf da for Alles Blik
med sit Kors om Halsen gik,
saa at Navnet "Rudolf Ridder"
snart ham fast i Ryggen sidder.
Da en Dag -- just i sin Stol
gamle Judith tog et Bad
i den varme Sommersol,
mens hun saae hvor Josef mejed
Græsset ned i Rad paa Rad
paa den lille Eng, hun ejed --
da fra Posthuset kom Bud:
kommen var der en Grevinde
i en Vogn til tvende Spand;
men det saae kun ilde ud
med at kunne efter Ordre
hende videre befordre,
thi i Byen var ei Mand
nogensteds i Huus at finde
til at være Postillon
til den nærmeste Station.
De, som kunde det maaskee,
vare væk med Sigd og Lee
for at høste sine Enge;
men om en af Judiths Drenge
vilde være nu saa god,
Alt til Tjeneste da stod. -- --
"Gaa min Gut! -- var Judiths Svar --
Det er Ære for din Moder,
at du agtes for en Karl.
Gaa og viis dig rask! De Straa,
som du levner, vil din Broder,
naar han kommer, gjerne slaae."
I en prægtig Offenbacher
sad en Dame og en Dreng;
|
d.I,b.3,s.343 |
Hun tilaars, men endnu vakker,
skjøndt af Miner stolt og streng;
Drengen, sygelig og spinkel,
i Karethens anden Vinkel
var i Puder som begravet,
Mama havde om ham lavet.
"Nu! -- han peeb -- De To Gallop,
mens de Andre holde Travet,
til jeg engang siger Stop!"
Som befalt af Drengen, jog
Josef bort med Firespandet,
saa at Huse, Træer, Landet,
i Forvirring sammenblandet,
dem forbi som Skygger drog.
Neppe Tid nok Josef fik
til at hilse med et Nik,
nogle Hundred Skridt fra Byen,
Rudolf, som sig skyndte hjem,
neppe synlig gjennem Skyen,
hvori Vognen rulled frem.
Men uagtet Støv og Fart
havde Damen seet klart.
"Holdt! -- hun skreg og saae tilbage --
Han er borte . . Holdt! Omkring!
Ynglingen, vi foer forbi,
ham jeg strax maa fritte ud;
Alt indtil den mindste Ting,
nøje spørgende ransage . .
O, min Gud! o hør min Bøn!
med mit Øjes Gjækkeri,
ideligen feil at tage,
straf mig længer ei fordi
Jødebarnet jeg forstødte,
og lad Ynglingen jeg mødte
være min fortabte Søn!"
|
d.I,b.3,s.344 |
"Nu, Mama, hvad er der hændt?"
-- spurgte Drengen, som forskrækket --
"Er kanskee en Axe brækket,
siden Vognen alt er vendt?"
"Otto, ganske vist jeg troer,
at jeg saae din ældste Broer,
min fortabte Førstefødte,
i den Yngling, som vi mødte.
Han et Kors om Halsen bar,
som jeg selv ham gav i Daaben . ."
"Ah, Mama! maaskee en Nar,
der vil peges ud af Hoben.
Rudolf -- hedte han ei saa? --
om hans Døbekors er fundet,
er vist død, ei blot forsvundet.
Mama troer jo selv derpaa.
Og desuden, sæt, Mama,
at han endnu skulde leve
-- som en Bonde kanskee da --
blev jeg Intet, han en Greve,
Majoratet gik mig fra . ."
Hulkende den smukke Pode
stak i Puden saa sit Ho'de.
"Stakkels Otto!" sagde Damen,
mens hun Kjærtegn paa ham ødte,
som han næsten fra sig stødte;
men derpaa til Josef vendt:
"Du med Ynglingen vi mødte,
syntes meget vel bekjendt."
"Han og jeg er fostret sammen,
og han er min Plejebroder.
Han, som jeg, blev af min Moder
frelst fra Flammen eller Gaden
ved den store Brand i Staden
for en sytten Aar kanskee."
|
d.I,b.3,s.345 |
"Du er Jøde kan jeg see."
"Ja. Det vare mine Fædre."
"O hvor Gud mig vil fornedre!
Her er Barnet, som jeg kasted
fra mig i den dybe Sne,
da jeg udaf Byen hasted.
Du er Jøde, sagde Du?
Da hans Plejemoer Jødinde?
O hvad Ængstelse og Gru,
som kan gjøre mig vanvittig,
om jeg nu skal Rudolf finde
som en Jøde." . .
"Nei, min Frue!
Ængst Dem ikke! Rudolf flittig
har fra Liden frekventert
Byens kristne Skolestue.
Han forlængst er konfirmert."
"Saa tilbage! Stille Dreng!"
-- sagde Damen barsk og streng
til sin Søn, som endnu trodsed
efter Titelen og Godset,
begge Dele for hans Øine
som to fangne Fugle fløine --
"Sidste Skygge er forsvunden
af al Tvivlen og Betænkning.
Tvivl om hvad jeg har at gjøre
nu min ældste Søn er funden,
vilde være Djævles Mening
hvisket stridig i mit Øre,
paa min Sjel et Mulms Nedsænkning,
Moderhjertet i Forstening.
Kudsk kjør til! Gesvindt! Kun frem!
Til din ædle Moders Hjem!
|
d.I,b.3,s.346 |
Det er kun et ringe Tegn
paa min Tak for hvad jeg skylder,
at jeg hende Skjødet fylder
med Dukaters Gyldenregn."
Knøsen svarte ei med andet
end et let og haanligt Smiil,
og saa lod han Firespandet
flyve som en udskudt Piil.
TAKNEMMELIGHED
Snart en Time udenfore
Judiths Hytte stod den store
prægtige Kalesche alt,
rundt beglo'd af Byens Piger,
hvoraf Fleer end Een sig piner
til at gjøre gode Miner,
indtil pludselig man sniger
bort sig, næsten taarekvalt.
Thi det var dem alt bekjendt
hvad der er med Rudolf hændt:
at ei "Ridder" meer forslaaer,
men at Byens Yndling, Alles
Kammerad maa Greve kaldes,
og at han som himmelsendt
fast et Kongerige faaer.
Haab, i Hjerter længe fredet,
eller blygsomt nys begyndt
i en vakker Barm at leve,
blev en Myg, som Ild har svedet,
Fnug, som er henblæst af Vinden;
og de vidste, at Grevinden
havde paa den unge Greve skyndt,
for at faae ham med paastedet.
|
d.I,b.3,s.347 |
Alt forholdt sig som de sagde.
Josef nemlig Bud paa Bud
til den skjønne Esther bragde,
og hun sladdrede da ud.
"Tænk! o tænk! Saalænge Gud
lader gamle Judith leve,
vil ei Rudolf være Greve!"
Sandt det var. Hvad Rudolf mælte
blidt og sønligt mens han knælte,
Moderen i Hjertet skar;
men den Stolte fandt, med disse
Smertens Gløder paa sin Isse,
til hans Tale intet Svar.
"Skulde Jeg for Hvadsomhelst
vel forlade nogensinde
Hende der, den ædle Kvinde?
Hende, som mit Liv har frelst
op fra Gaden, ud af Flammen?
ladet Bryst mig dele sammen
med sit Barn, som ejed det
forud heelt med Eneret? --
som mig har, retfærdig, from,
i min Moders Tro opdraget,
skjøndt jeg under Hjemmetaget,
uanseet Sæd og Skikke,
lærte bedst min Christendom? --
Hende, som saa længe nært
har mig i sit Ansigts Sved,
saa jeg Moderløse ikke
nogensinde har undvært
ømmest Moderkjærlighed? --
Hende skulde jeg forlade
nu, da hun er træt og svag,
og kan trænge til min Spade
og til mine Armes Tag?
nu da kanske jeg formaaer
|
d.I,b.3,s.348 |
ved min Ømhed at forskylde
lidt af Gjældens store Fylde,
hvori jeg, og, Moder, Du
til den gode Judith staaer? --
Hende skulde jeg forlade
nu i disse sidste Aar,
Gud, miskundelig i Hu,
vil den Dydige forunde,
ligesom han Træet skjænker
Tid at fælde sine Blade,
før han Vintrens Død nedsænker?
Nei, min Moder! Da Du kunde
blot mig see med Skam og Smerte.
Thi da manglede mit Hjerte
hvad min Broders Dogge ejer
i velsignet Overflod:
den Taknemlighed, som vejer
Godhed op med Liv og Blod.
Og om Sjelen Tak ei har
for hvad Godt er oppebaaret,
men i Glemsel det begraver,
ligner den kun et Kadaver
af hvis Bringes hule Kar
hele Hjertet ud er skaaret."
Otto havde før sig holdt
i et Hjørne, suur og stolt,
af og til af Josef plaget
med en Mængde Spørgsmaal om
hvortil vel den Ejendom,
som gik fløiten, an var slaget?
om hvad Værd, der stak vel i
Landskyld, Fæste, Hoveri?
om til hvilken Hartkorns Tyngde
sig beløb den hele Jord?
om fra Øst til Vest, fra Nord
og til Syd ei Bjerg og Floder
Ejendommen gjennemslyngde,
|
d.I,b.3,s.349 |
saa det hele Majorat,
nu behersket af hans Broder,
godt fortjente Navn af Stat?
Men nu sprang ved Rudolfs Ord
Otto som begeistret frem,
Armene omkring ham slyngde,
raabende: "o Bravo, Broder!
Ve, det Hjerte, som ei Hjem
er for øm Taknemlighed!"
til et Blik ifra hans Moder
af hans Tales Blomster bed.
Og med skummel Bleghed hørte
Han derpaa -- den hykkelsk Rørte --
Rudolf blive saadan ved:
"Men naar Gud min gamle fromme
Plejemoder kalder hen
til det Sted i Himmelen,
hvor de bedste Sjele komme
uden Katechesexamen --
Moder! o da skal jeg haste,
til dit Hjerte mig at kaste;
og i kjærligt Levnet sammen
aldrig mere dig bedrøve.
Men ifra min Fosterbroder,
Tvillingbror ved Moderbrystet,
aldrig jeg adskilles kan,
-- Det var som et Træ at kløve
hvoraf friskt man end kan løve --
Derfor, skal jeg blive trøstet,
mig til Godset følge Han!
Ikke sandt, min kjære Moder?"
"O, Mama! betænk! en Jøde! --
hvisked' Otto -- "over ham
ville alle vore gamle
Ahners Billeder jo gløde
op til Tindingen af Skam,
eller ned af Væggen ramle,
|
d.I,b.3,s.350 |
eller vende sig af Skam,
i den tunge Gyldenramme.
Men han tabte Sands og Mæle,
da han saae sin stolte stramme
Moder for Jødinden knæle.
Stenen for den Hjertekule,
hvori hun sin Grumhed mod
Judiths arme Dieblod
havde stedse haabt og tænkt
indtil Dødens Stund at skjule,
havde Rudolfs Tale sprængt.
Da hun af hans sidste Ord
om Jødindens Søn fornam
med hvad trofast Kjærlighed
hendes egen hang ved ham,
brast den tunge Taushedsgjord,
som hun havde lagt om Brystet,
og den Stolte gjennemrystet
sank for gamle Judith ned.
"Ve mig, Judith! Samme Nat,
Du blev Moder for mit Barn,
havde jeg din Spæde fat,
greben op blandt Folkes Been;
men, af Fordoms fæle Aand
og Fortvivlelse besat,
hev jeg Barnet, som en Steen,
ned igjen i Sne og Skarn.
Lad mig nu da i din Haand
med et Kys den dyre Eed
ydmygt angrende nedlægge,
at jeg skal imellem Begge
dele samme Kjærlighed!"
"Mod min Søn? mod Jøden?" sagte
Judith over Læben bragte.
|
d.I,b.3,s.351 |
"Judith! ja, imod din Søn!
Ringe er din Ømheds Løn.
Lidet er hvad jeg nu loved
mod den Kjærlighed, dit Liv
offrer sig alt til dets Ende.
Blot tilgiv, og paa mit Hoved,
som mig Gløderne forbrænde,
læg din Haand og mig tilgiv!"
Judith først paa Josef saae,
saa paa Rudolf, saa paa Hende,
med et Blik de ikke kjende,
men hvori der Straaler laae,
som om allerede Aanden
paa sin Himmelflugt sig voved,
men dog standsede som svimmel
ved at see en maalløs Himmel.
Derpaa famled hun med Haanden
til hun fandt Grevindens Hoved,
hvorpaa den neddalte blidt.
Munden mumled endnu lidt,
men ei Haanden vil tilbage
sig fra Damens Hoved drage.
Og paa eengang med et Skrig
begge Vennerne opdage,
at den Gamle er et Liig.
Angst og Smerte for at blive
fra sin Plejesøn adskilt,
Glæde over, at de To,
Josef Jøde, Rudolf Greve,
skulde stedse sammen leve,
uanseet Blod og Tro,
Saligheden at tilgive
hjerteligen, fromt og mildt,
havde altfor stærkt og længe
paa de svage Livsensstrenge
i den sidste Time spilt.
|
| BLA BAKOVER |