HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 3. BIND 1842-1845

d.I,b.3,s.323  
BLODET



BARNET
(Rachel, en liden Jødepige under en Hybentorn. Legende Børn længer henne. Et af dem,
et Christenbarn, Charlotte, kommer hen til Rachel).



Charlotte



           L
ille Rachel, kom nu! kom!
           Nu gaaer Legen atter om.
           Elle, melle, dig fortælle!
           Panter ned i Kurven sælle.
           Leon strax skal holde Dom.


Rachel



           Ak, du skulde bare vide
           hvad jeg nys har maattet lide
           just af Leon, just af Ham.
           O en altfor bitter Skam!



Charlotte



           Hvad? Du græder? Du som har
           saadant Halsbaand af Koraller:
           hver, paa hvilken Solen falder,
           som en Draabe Blod saa klar?



Rachel



           For en enkelt Draabe Blod,
           af din Fingerende trykket,
           vil jeg lægge hele Smykket
           som et Offer for din Fod.
           Thi, Charlotte, seer du, da
           Legen nys begyndte, sagde
           Leon, som os Navn tillagde
          
d.I,b.3,s.324              og som tælled til og fra:
           "Det er sandt, vi allerede
           har jo Sidsten i vor Kjæde:
           Rachel Jødepige der,
           thi af værre Blod hun er."
           Derfor, kjæreste Charlotte,
           sneg jeg mig til dette Sted
           under Rosenbuskens Grotte
           for at finde Taarens Fred.


           Men Det nager -- o Det nager!
           og det slette Blod det jager,
           saa at hver min Fingerende
           synes bankende at brænde.
           Dybt det maatte mig jo krænke
           saa at være Sidsten født.
           Siig, hvad skulde jeg vel tænke
           om mit Blod? var det ei rødt?
           ei som Andres klart som Viin?
           dygtigt til mig at belivne?
           ikke den af Gud mig givne
           milde Livsensmedicin?
           Derfor, kjæreste Veninde,
           for at Ro jeg dog kan finde:
           gjør som jeg -- det smerter ikke --
           Du en Torn i Fingren stikke
           til en Draabe Blod frembryder,
           som mig strax da overtyder
                 om mit eget
           mere mørkt er eller bleget,
           og med Smykket jeg dig pryder
           for den ene Draabe Blod,
           som du Rachel overlod.



Charlotte



           Gjerne, gjerne! Se jeg trukket
           har en Torn saa skarp og lang
           som et Sværd til Biens Kaabe.
          
d.I,b.3,s.325              Een, to, tre! Paa samme Gang!
           Een, to, tre! Jeg har alt stukket,
           og se der! der er en Draabe!


Rachel



           Kan du skjelne den fra min?



Charlotte



           Nei umuligt.



Rachel



                             O hvad Glæde!



Charlotte



           Lige, som en kløvt Rubin!



Rachel



           O Charlotte, tag min Kjæde!



JOMFRUEN

Rachel



           Kom, Charlotte! Man kan miste
           i Salonnen Veir og Sands.
           Lad os sammen bort os liste
           blot fra denne ene Dands
           til det inderste og sidste
           af de stille smaa Gemakker,
           hvor man saa fortroligt snakker
           og man gjerne kunde døe,
                 sans adieu,
          
d.I,b.3,s.326              stille hen i Sofakrogen,
           ikke efterspurgt af Nogen,
           medens Dandsen fyrigst gaaer
           og sin Høide Ballet naaer.


           For den Dands, Du kanskee taber,
           denne Haarnaal være din
           med sin funklende Rubin,
           fuld af stærke Egenskaber.
           Den kan Blik og Hjerter trække,
           Kjærlighedens Ild opvække,
           Feil og Hæsligheder dække.
           Talismanens Trylleri
                 ligger i
           den naturlige Magi:
           Herrerne, om ormeblinde,
           ville ved et Blik udfinde,
           at Rubinens Ejerinde
           har en Tønde Gulds Værdi.
           . . Mindes Du, engang som Børn
           saared vi os med en Tjørn,
           for den Tanke bort at tvinge,
           som saa rædsom for mig stod:
           nemlig at mit Jødeblod
           mod de Andres var for ringe?



Charlotte



           Ah, javist! Da Rygtet fik
           den Fortælling at berette,
           at en Jødepige kjøbt
           havde Blod ifra en Døbt,
           blæste det sig op og gik,
           Alt i Raseri at sætte;
           og, som Flamme blæst i Stry,
           flux i Oprør kom vor By.
           "Hep! Hep! Hep!" jeg kan erindre
           lød fra Alles Struber da;
           og jeg husker, at jeg fra
          
d.I,b.3,s.327              vor Altan saae Fakler tindre
           hist og her i Pøbelbølgen,
           som sig vælted gjennem Staden,
           samt at Vinduer jeg hørte
           klirre alt som Vinden førte
           Lyden did fra Jødegaden.
           Kort -- en rasende Forfølgen
           af den Bagatel opstod . .


Rachel



           Ti dermed, o min Veninde!
           Ved min Ammes raske Fod
           og forsigtige Fordølgen
           kunde jeg blot Frelse finde;
           men min gamle stakkels Far,
           rystende og svag som Sivet,
           -- ve mig! -- maatte lade Livet
           ved sin Ejendoms Forsvar.
           Ve mig da, at jeg ei lod
           dit, Charlotte, og mit Blod
           ubeseet i Aaren rinde,
           hvori Gud har stængt det inde!



           Ve, at hvad jeg dengang hørte
           af en Dreng mig saa forførte
           til en Barnestreg, som blev,
           skjøndt uskyldig, til det Hvift,
           der i Klippens høje Rift
           rasende Lavin løsrev.



           Men, Charlotte, men -- men -- men
           nu, nu har jeg hørt det Samme,
           ei af Drengen sagt igjen,
           men af gamle Æresmænd:
           at mit Blod er mig tilskamme --
           sagt med alle sjeldne Mærker
           paa Uegennyttighed,
           saa at deres Ord derved
          
d.I,b.3,s.328              i Betydning sig forstærker
           til en Dom, der sønderknuser
           hvert et Haab, mit Hjerte huser,
                 liig den smukke
           Sommerfugl i Urnens Lukke.
           Leon . .


Charlotte



                 Leon! Hvad?



Rachel



                             Min Gud,
           hvor forfærdet du brød ud!



Charlotte



           Oh, jeg husked -- havde glemt,
           at jeg var af Leon buden
           til en Polka -- Det er slemt.
           Men, Veninde, desforuden
           veed Du ei, at jeg forleden
           Livets Terningkast har vovet
           og med Leon mig forlovet?
           Hvad, du blegner? . .



Rachel



                             Det er Heden,
           og jeg sov kun slet inat.
          
(Afs.)
O mit Hjerte, o hvor mat,
           o hvor usselt, at det, efter
           saa ulægeligt et Stød,
           ei kan samle alle Kræfter
           i sin usle Klump af Kjød,
           forat briste og at skjænke
           dog den Sorg en værdig Død,
           som paa Livet ei tør tænke!
          
(Høit).

           Nei, Charlotte, hør min Grund,
           hvorfor jeg tilbagekalder
          
d.I,b.3,s.329              fra vor første Barnealder
           hiin ulykkelige Stund.
           Jeg det Samme hørt har atter,
           og af Mænd, som Verden troer,
           Mænd, hvis Ord Alverden skatter
           som en Dom og Rettesnor,
           at mit Blod er saa forskjelligt
           ifra Andres, saa vanhelligt,
           at jeg ei maa tænke paa
           -- hvad de andre Piger kunne --
           efter Hjertets frie Grunde
           Den at vælge, der skal faae
           Legeme og Hjerte som
           en evindlig Ejendom.
           Leon, o det smukke Guld
           paa en Skal, som ei er fuld! --
           Mønsteret for Kavalerer
           udi Sæder og Manerer. .
           Denne Leon, en Nevø
           af min Faders Handelsven
           af min gamle Herr Formynder,
           talte meer om Himmelen
           og den Salighed at dø,
           end om Penge og om Ynder,
           saa jeg tænkte: Rachel, funden
           her er Manden for dit Hjerte --
           En, som spørger ikkun om
           hvad der boer i Hjertegrunden,
           ei om Troen Fædre lærte --
           ret en Mand af ædel Færd,
           fordomsfri, en Elsker, som
           elsker mig for eget Værd!
           Mistro ei engang jeg følte,
           da jeg mærked, at han nølte,
           udflugtsfuld og uforklarlig,
           med sin Fader at betro
           Baandet, som forbandt os To,
           som om netop han var farlig.
          
d.I,b.3,s.330              Men engang, da jeg fik høre,
           min Formynder var tilstede,
           tvang jeg ham mig did at føre,
           hans Velsignen at udbede.


           Ind vi styrted Begge; men
           Leon, Han den Ømhedsfulde,
           Leon, som jeg tænkte skulde
           tage allerførst tilorde,
           knæle bønlig, som jeg gjorde,
           Leon stod forknyt igjen,
           mens hans Faders Knæ jeg alt
           favnende med Kys bedækte.



           Op de Gamle sprang forskrækte,
           og jeg fra min Himmel faldt.
           Taus og rød min Elsker stod
           som en arm bodfærdig Synder.
           Endelig, da efterhaanden
           han fik samlet sig lidt Mod,
           frem han en Forklaring stammed,
           mens han snapped efter Aanden,
           hvoraf klart nok jeg forstod,
           at der i vor Kjærlighed
           var en enkelt Ting, hvorved
           han sig for sin Fader skammed.



           Men hvad han, min feige Frier,
           i Befippelsen fortier,
           af hans Far jeg høre faaer,
           som naar man det aabne Saar
           i en giftig Edder bader.
           I mit Hjerte og mit Sind,
           er det brændemærket ind.



           "Hvad -- udbrød min Elskers Fader --
           Hvad, min Søn, at Du kan bære
           for dig Selv saa liden Ære?
          
d.I,b.3,s.331              Heller vil jeg see dig død,
           ja at betle for dit Brød,
           end at Du, saa vakkert Skud
           af patricisk, christen Rod,
           skulde søge dig en Brud
           af et saa vanhelligt Blod . ."


           Meer jeg hørte ei og saae.
           Da mit Liv tilbagevender,
           hjemme hos mig selv jeg laae
           med et Brev i mine Hænder,
           hvori Leon koldt undskylder,
           at han ikke havde tænkt
           paa den Art af Blod som fylder
           mine, Jødepigens, Aarer,
           og som os adskiller strengt.
           "Kjærligheden -- endte Brevet,
           der, saa koldt det var, var skrevet
           (stod der) under hede Taarer --
           "Kjærligheden kun bedaarer;
           men hos kloge Folk, hos Somme,
           Forhold, Hensyn, Andres Domme
           gjør dens Regimente omme."



           Leons Onkel, min Formynder,
           Brevets Overbringer, Alt
           at bekræfte strax begynder,
           til paany, jeg ved hans Eeder
           om den Sags Umuligheder,
           i en Afmagts Arme faldt.



Charlotte



           Stakkels Rachel! Det er slemt.
           Men . .



Rachel



                 Hvad "Men"? Oh, jeg forstaaer!
           Ogsaa Du mit Blod foragter.
          
d.I,b.3,s.332  

Charlotte



           Slige Tanker jeg forslaaer.
                      Kommer en, at den blier glemt,
           stræber jeg af alle Magter.



Rachel



           Glemt? Oh Tak! O Den, der kunde
           stoppe sin Erindrings Munde!
           Den, som salig kunde glemme!
           Men jeg stedse maa fornemme
                 Blusels Brande
           paa min Kind og paa min Pande.
           Glemme? Glemmer Træet Skaaret,
           som det fik i Ungdomsalder?
           Arret staaer der til det falder
           for sin Øxe hundredaaret.
           Glemme? Det kan ikkun Vandet;
           thi hvor stærkt den faldne Steen
           jager Ringe imod Landet,
           døe de atter een for een.
           Men et Menneske? O Lyst,
           om det kunde saa betvinge
           Blodets Svallens vilde Ringe,
           naar man stener grumt dets Bryst!
           Men det skeer ei her, men hist,
           at et Menneske kan ende
           i Forglemsel al Elende --
           hist hvor (o for sandt og vist
           den Retfærdighed jeg haaber
           af den Gud, hvorpaa jeg troer!)
           Alle faae, istedetfor
           Blodets mørke seige Draaber,
           samme Ætherstrømme lette,
           som til evigt Liv i Slag,
           med unævneligt Behag,
           Aandens unge Hjerte sætte.
           . . . O, mig lyster stærkt at yde
          
d.I,b.3,s.333              Offeret af alt mit Blod,
           forat hist jeg Fred kan nyde,
           naar det fælles Bedre flyde
           skal ifra min Hjerterod!
           O mig lyster stærkt at see
           end engang mit Blod, mit eget,
           om det skiftet har kanskee,
           om det bleven er meer bleget,
           al dets Farve visnet bort,
           eller om dets Lét er steget
           ifra Høirødt og til Sort,
           om jeg det igjen kan kjende
           som den Draabe, klar og rød,
           der udaf min Fingerende
           under Tornestikket flød.


           Men en Draabe maa jeg have,
           ei fra Fingerspidsen da,
           men en Draabe ligefra
           Bunden af mit eget Hjerte,
           netop den som er en Gave
           af min Moders Modersmerte --
           den, som alt i hendes Skjød
           i mit Bryst urolig flød
           og som Hjertet fyrig tvang
           til at sætte sig i Gang.



Charlotte



           Stakkels Rachel! Lad det gaae,
           da det nu er engang saa.



Rachel



           Hvad er saa? Oh! jeg forstaaer.
           Giftig Draabe i mit Saar.
           Dog med Vilje ingenlunde.
           Oh nei vist! Det Medynk var;
           og en Balsam mere sød
           aldrig laae paa Hjertets Bunde.
          
d.I,b.3,s.334              Thi den er dets Taare klar,
           Kjærlighedens rene bedste
           Afdryp, gjemt i Hjertets Skjød
           for den kummerfulde Næste.


           Men den maa i Saaret gydes
           uden at den Hjertevee,
           som skal læges, kan den see;
           thi naar aabenbar den ydes
           ikkun i Dens Saar, som lider,
           brændende den værre svider.
           Den Medlidenhed tilskue
           er mod Kjærlighedens rene
           fulde Honningdraabe sød
           grove Sirup, som alene
           kan til Skjænk for Armod due,
                 kun til Gave
           for Elendighedens Mave,
           ikkun for den ydre Nød.



Charlotte



           Rachel! Jeg vil ei dig nøde;
           men, som Du nu er, Du ikke
           Venners Medynk bør forstøde.



Rachel



           O, de Ord, som saa beklage,
           dybere i Hjertet stikke
           end den Naal, du der kan tage.
                 
(Borer Rubin-Haarnaalen i sit Hjerte.)



Charlotte

(Drager Naalen ud.)



           Rachel! o hvor netop stukket!
           Kun en enkelt Draabe Blod
           sidder der hvor Naalen stod,
           og sig Saaret alt har lukket.
           Rachel! den er deilig rød,
           som om Perle var ophedet,
          
d.I,b.3,s.335              frisk som Rosenknoppens Glød.
           Rachel, hør dog! Draaben, gledet
           fuld ifra dit Hjerte, funkler
           saa Rubinen den fordunkler.
           Du har seiret og beviist.
           Intet har dit Blod forliist.
           Jubl, saa hele Verden veed det!
           . . . Rachel! Men hvor tyst Du er?
           Himmel! Rædsel! hvad jeg seer!
           Rachel, Rachel død paastedet!
                       
(Flyer forfærdet.)


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE