HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 3. BIND 1842-1845




HARDANGER

           G
ives Sted paa Jorden, hvor
           gammel Kummer, ved at stemmes
           i Naturens blide Toner,
           kan bedøves og forglemmes, --
           hvor sig Had med Had forsoner, --
           hvor usalig Lyst til Synder
           dæmpes, Lidenskaben tæmmes,
           Løven liig i Barnets Snor,
           kun ved Syn af Egnens Ynder,
           Tanken om en Guds Nærvær
           i Naturens Majestæt,
           i hans Almagts Høihed klædt,
           og ved Følelsen af Freden,
           der er over Egnen gleden
           som et paradisisk Skjær,
           som en Glories Straaleære
           hvormed Høj og Tinde pranger:
           -- da forvist det Sted maa være
           i det deilige Hardanger.


           Gives Sted paa Jorden, hvor
           gudløs Last, som kommer did
          
d.I,b.3,s.309              flygtig, ved et vildt Tilfælde,
           bliver from medeet og troer . . .
           Sted, hvor en fortvivlet Anger
           føler klart sin Skabers Vælde,
           men ei Giften af sit Bid
           mere Hjertet at fortære:
           -- o da maa vel Stedet være
           i det deilige Hardanger.


           Gives der paa Jorden Sted,
           hvor, om tvende Fiender mødes,
           uvilkaarligen de nødes
           til at standse sine Fjed
           og udrække Haanden begge,
           venlig Arm i Arm at lægge,
           slagne af den søde Fred
           i Naturens Herlighed . .
           hvor Forfængelighedsflammen
           synker i sin Aske sammen,
           og Erobrer, hvis han kom,
           om med Blusel vilde vende,
           retsom bange forat skjænde
           hellig viet Tempeldom . . .
           hvor Naturen taler Trøst:
           Fjeldet som den issehvide
           børnekjære Oldefader,
           der sin gamle Favn oplader,
           Dalen med en Moders blide
           uforglemmelige Røst,
           Elven som en trofast Sanger,
           der vil Hjertet atter lære
           gamle Toner, svunden Lyst:
           -- o da maa vel Stedet være
           i det deilige Hardanger.



           Ak, om saa livsaligt Sted
           findes paa vort Jorderige,
           hvor i blaanende Geled
          
d.I,b.3,s.310              Alper frem af Dalen stige, --
           hvor ved den krystalne Bræ
           blomstrer snehvidt Abildtræ,
           medens i en Snefonns Spoer
           vilde Rose lystigt groer, --
           hvor en Kilde først sin Sang
           kun mundharpespæd begynder
           murmlende blandt Mos og Stene;
           men saa under Orregrene
           fra sin Afdal ud sig skynder,
           dreven af ungdomlig Trang
           til med Hoveddalens Ynder
           i sin Glands sig at forene;
           og, liig David Harpeslager,
           fra en Hyrde bleven til
           Dalens Konning ved sit Spil,
           stolt og mægtig gjennemdrager,
           under tordnende Befalen,
           alt sit skjønne Rige, Dalen . . .
           ja, hvor findes saadant Sted:
           Majestæt og Yndighed
           i en inderlig Forening,
           hvor ifra den hvide Fonn
           brede sig i vid Forgrening
           Fagerliers grønne Baand, --
           hvor de blide Bakkehæld,
           som forbinde Fjord og Fjeld,
           glide ud i løvbekrandste
           grønne Odders Fryndserad,
           der sig speile som i Bad,
           hvor de synes halvveis standste,
           saa de ei forentes med
           Fjordens anden skjønne Bred,
           og hvorfra et Hyttehjem
           titter mellem Birke frem,
           fra hvis Tag, med mild Betoning
           over Alt, en Røg fremblaaner,
           og det hele Synet laaner
          
d.I,b.3,s.311              af et Offer og Forsoning --
           o hvor findes saadant Sted,
           disse løvbekrandste Tanger
           med den fromme Hyttes Fred,
           uden i din Herlighed,
           underdeilige Hardanger?

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE