HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 3. BIND 1842-1845


DRØMMESYN

           T
vende Timeglas forbi --
                 og vi hørte
           Egene iland sig rørte,
           susende, med Ord deri,
           som om mange Mænd paa Stranden
           talte sammen med hinanden.
           Egerødderne vi saae,
           Aarer i Agaten lige,
           i den sorte Muld at gaae,
           som bedækkede de hvide
           Klipper, der langs Stranden kneiste.
           Og nedover Klippens Side
           dunkelgrønne Vedbend laved,
           som letflettet Elskovsstige
           mellem to forelskte Geister
           (Hun fra Landet, Han fra Havet)
           efterglemt fra Stevnet, sat
           i den sidste Maanskinsnat.


           Tys! de glade Bølger larme;
           der er Sang i hvad de buldre!
           Naar jeg ned fra Stavnen saae,
           syntes jeg see hvide Arme,
           svaneduunbedækte Skuldre
           jublende at skynde paa . . .
           Tys! et Chor, afbrudt af Latter!
          
d.I,b.3,s.199              Tys! et
"Rule Britannia!
Rule Britannia! Rule the waves!"
           syntes jeg dernedenfra
           i et Chor fra Munde hæves,
           som af Bølger fyldtes atter,
           saa det blev kun en Musik
           søde Brudstykker jeg fik.


           Hvo kan undres, om jeg drømte
                 Nereider,
           syngende om Skibets Sider,
           Liv i Bølgerne, som svømte
           langshenad din
Cliff, Shakespeare,
           hvor du mante hen King Lear?
           . . O der stod den, høi og stor!
           Der til venstre Side stod den:
           Aft'nens første lette Flor
           blaaligt svømmende om Foden;
                 men paa Tinden,
           som nu Aftensolen tændte,
           enkelt Kam skarlagenbrændte --
           o saa rød, som om i Vinden
           gamle Lear deroppe stod,
           ei i Betlerdragten pjaltet,
           men i Kongedragt gestaltet,
           i sin Kaabes Purpurblod.



           Og til høire Haand man saae,
           liig en romersk Muurkorone
           hævet i det blege Blaa,
           Dovercastles gamle graae,
                 tvertsafskaarne
           plumpe Bueskyttertaarne,
                 saa Kastellet
           lignede en sachsisk Krone
           gammeldags, af hamret Jern,
           himmelfalden ned paa Fjeldet
           om dets Tindinger til Værn.
          
d.I,b.3,s.200              Men mod Norden har sig Kent
           lig en rolig Arm udspændt,
           rækkende til hver sin Side,
           i de slanke sølverhvide
           søilesnoede Forelands-Fyre,
           ud et dobbelt Konningstyre,
           fra hvis Spidser, da det bløde
           Nattemulm om Landet dalte,
           (som et Flor, hvori den blide
           Sommernat sin Kummer kvalte
           for den skjønne Dag, som døde)
           tvende Flammeblik frembrøde,
           et i Syd og et i Nord,
           Kastor og hans Pollux liig,
           sjunkne ned fra deres høie
           Himmelstade til vor Jord,
           tindrende som draaberene
                 Ædelstene,
           fattede i Sølverøie:
           En i Rødt, som en Rubin,
           skiftende dog bryder sig,
           fjerntud straalende fra Kysten,
           mens den anden Amethysten
           lignede i blaaligt Skin.


           Længe over Landet svæved
           som et Slør, ved Feers Kunster
           af et blandet Gjenskin vævet
           ifra Himmel og fra Hav,
           rødt fra hiin og blaat fra dette.
           Deraf kom det Violette,
           som bag fine Gaze af
           Engenes og Skoves Dunster
           Landets skjønne Form omgav.
           Taagesløret hvert Minut
           mørkere sin Farve skifted.
           Graasort blev det Violette,
           Nettets Masker mere tætte
          
d.I,b.3,s.201              i det hvide Overdrag.
           Men naar stundom det blev brudt
           af en Nattebriis, som hvifted
           over ifra Beachyhead,
           frem i Aabningerne traadte
           hist og her et enkelt Strøg
           af de hvide Klippebranter,
           som om Spøgelsegiganter
           af en aabnet Tryllegrotte
           eller blaalig Hexerøg
           frem medeet i brudt Geled
           blege som et Maanskin skred.


           Gjennem Natten lyste kun,
           ved et fosforagtigt Glimt,
           forud Bølgers reiste Kamme,
           Fraadens perlehvide Skimt,
           Tænder liig i Havuhyres
           sorte, vidtopspændte Mund,
                 og deragter
           funkled begge Forelandsfyres
                 klare Flammer,
           Øine liig paa Nattens Magter,
           paa Dæmoner tvende, som
           her maa gjøre Nattevagter,
           tvungne af en Størres Dom.



           Da -- jeg veed vel ei hvordan
           Sjelens Virksomhed forhøjet
           og en Slummers Vægt paa Øjet
           samme Stund forenes kan;
           men jeg tænker samme Lov
           for en Sjels og Blomsts Behov:
                 naar det mulmes
           lukker Øiet sig for Hiin,
           mens den dog, som Fugl i Luften,
           friest just sig da bevæger;
          
d.I,b.3,s.202              Blomstens Glød af Duggen dulmes,
                 medens Duften
           svømmer om dens sjunkne Bæger
           endnu mere stærk og fiin . . .
           Da, af Bølgens Surr bedøvet,
           lukte sig mit Øie til,
           og, af Nattemulmet sløvet,
           søvntilslørtes min Pupill.
           Panden paa korslagte Hænder
           laa paa Rælingens Gelænder,
                 men min Geist
           var iland i England reist.


           Lange Rækker Lys paa Kysten
           (Byers Rad ved Aftenstid,
           som sig langs Kanalen snoer
           liig ubrudte Perlesnor)
           maatte vække Reiselysten,
           kalde Geisten skyndsomst did.
           Og nu ilte den afsted,
           meer gesvindt end Elskovsvinket
                 (Telegrafen
           mellem Skiltes Kjærlighed)
           sagtere end Maaneblinket
                 over Graven
           eller Søens Flade træder;
           som en Natfalæne tyst
           lummer Julinat i Haven
           sværmende paa støvgraa Vinger
           under slumrende Syringer,
           alle sine Natteglæder
           nydende af Hjertenslyst --
           ja, saa skynded den afsted,
           værende hvor Tanken tænkte,
           gjennem prægtigskjønne Stæder,
           nu i første Søvn nedsænkte,
           ilende jevnsides med
           Skibet, som derude gled.
          
d.I,b.3,s.203              Gjennem Folkstone, Romney, Rye,
Hastings,
gamle Winchelsea,
           styrede min Geist sin Vej,
           gjennem Brightons stolte Gader
           af Palladser reist af Qvader,
           som et eneste Palæ,
           deelt i tvende lange Rader;
           gjennem Skove, i hvis Dunkle
           saaes mange Øine funkle
           (Vildttyv eller stolte Hjort);
           gjennem Byer, gammeldagse,
           byggede af Britt og Saxe,
           svæved Sjelen tankefort,
           useet som et Mulms Atom,
           fri og uafhængig, som
           om min Vilje var dens Axe.


           Høien Gavl paa hver en Bolig
           nikkede mod den fortrolig,
           som var reist paa Nabohuus,
           som om begge disse Gamle
           hvisked om en Dag at ramle
           begge sammen ned i Gruus.
           William the Conquestor have
           Begge seet; hvorfor rave
           da ei ned i Grunden sammen
           i en sand Fostbroderpagt?
           Hvorfor vente efter Flammen
           eller paa Orkanens Magt? --
           Tæt ved Byen et Kastel,
           med en Muurkrands heel affældig,
           af hvis brustne Skydeskaar
           Efev skyder ud saa vældig
           som de Bugter Boa slaaer. --
           Midti Byens Hovedgade
           har en gammel
Gate

1
sit Stade,
          
d.I,b.3,s.204                    plump og stærk,
           liig et lidet Citadel,
           Fundament for snirkelskaarne
           mindre kegleformte Taarne,
           Sachsers og Normanners Værk. --
           Kronte Konger, steenudhugne,
           næseløse, skimmelmugne,
           (Hesten stundom uden Been)
           førende i venstre Haand
           tredeelt bøjet Liljegreen,
           mens de Sværd i Højren strække,
                 synes trække
           paa det tunge Smilebaand
           ad den Kræmmeræt de skue
           mylre i den gamle By:
           Stok i Haand, ei Spyd og Bue,
           ingen Hjelme, men Parykker,
           eller strikket Bomuldshue,
                 som bedækker
           skrumpne Panders Regnestykker --
           kort den hele Vanslægt vækker
           hine Kongers Smiil paany.


           Stille var der overalt
           i de gamle Byer, stille,
           fromt og stille, saa jeg hørte,
           naar man sig isøvne rørte
           og idrømme der blev talt,
           eller naar derindenfor
                 ømme Mor
           visselulled for sin Lille.



           Men i Brighton celebrerte,
           da min Geist hensværmed did,
           Kjedsomheden just og Synden
           i brillant illuminerte
           Slotte nyen Dags Begynden
           nu ved høje Midnatstid.
          
d.I,b.3,s.205              Der var Adel uden Hæder,
           herlig Viin foruden Glæder;
           der var Guld foruden Lykke,
           Skjønhed uden Uskylds Smykke;
           Venskab, der saa fast bestaaer,
           som den Hud, en Slange kaster;
           Oldinge med Ungdoms Laster,
           Ynglinge med hvidnet Haar --
           deres foraarsløse Sommers
           visne Græs og Syndens Blommers
           tørre henforbrændte Straa,
           som en tidlig Død skal slaa.
           Blinket af dens damascerte
                 blege Lee
           var i matte udfortærte
           Ungdomsøjne alt at see.
           Guldlorgnetterne ei skjule
           kunde disse dødsenshule,
           hvoraf Flamme kun frembrød
           (Flammer, som et Lavas, dulgte)
           naar paa grønne Bord de fulgte
           de Guineer, som rullerte
           til Perdu'et atter lød.
           Fløjelssvøbte, dekorerte,
           perle- og demantbesaa'de,
                 overstrøede
           med bijoux og Braceletter
           (Oh, Hans Høihed, Hendes Naade!
           O, his Lordship and her Grace,
           trinende i en Française!)
           vandred Tyveaarsskeletter
                 om som Døde
           paa de straalende Banketter,
                 paa en Hertugindes Bal.
           . . Ha det herlige Orchester
           blandt de høifornemme Gjæster,
                 mylrende i Hundredtal,
           mægter ikke at fremkalde
          
d.I,b.3,s.206              ved Musiken à la Strauss
           i berømte Brighton-Routs
                 mere Liv
           end om Sommerregn mon falde
           paa forlængst henvisnet Siv.
           -- Intet Under, at jeg da
           skyndte mig ihast derfra,
           som om raskt jeg havde traadt
           midt imellem Orme-Nøgler,
           uforsigtigen geraadt
           mellem Klynger Skorpioner
           og Forviklinger af Øgler,
           mellem Blomsterne fordulgte,
           mens den vilde Jagts Dæmoner,
           onde Magters Kogleri
           mig i Ryggen skarpt forfulgte,
           susende mig snelt forbi.


                 Først jeg standsed
           udenfor en vedbendkrandset
           sammensjunken Sømandshytte.
           O, der maatte jeg vel lytte!
           Thi mit Yndlingsinstrument,
           ædlen Harpe klang derinde,
                 og en Pige
           skjøn og ung, kun Knop af Kvinde,
           sang henrykkende dertil.
           O, da maatte Jeg vel lytte!
           under Løvets Hæng mig snige,
           til hun Sangen havde endt, --
           Jeg, som ei kan Foden flytte
           fra en Kvindes Harpespil,
                 Jeg, som kunde
           Livet bort for Døden bytte,
           naar jeg hen kun maatte blunde
           under Kvindes Harpespil?

d.I,b.3,s.207  

           Døren aaben stod. Derind
                      Maanen kasted skarpt sit Skin;
           og hvor det paa Gulvet faldt
           klarest, som et Sølvernet,
           sad en hebeskjøn Gestalt,
           mere hvid og bleg end det,
           end den alabastne slanke
           Hebestøtte, som hun ligned,
           blegere end Aanders Smerte,
           blegere end Vredens Tanke
           i barmhjertig Engels Bryst,
           naar han -- Han, som helst velsigned --
           straffe skal imod sin Lyst.



           Med en Harpe ved sit Hjerte
           sad den yndige Gestalt,
                 tankebøjet,
           veehensjunken, kummertræt,
           som af sine Sorger kvalt,
           og det Glindsende i Øjet
           viste, at hun havde grædt.
           Ak, saaledes allerede
           i sin Ungdoms første Blomst?
           Atten Aar -- meer var hun ikke.
           Men jeg saae i hendes Blikke
           Taaren svulmende berede
           atter sin Tilbagekomst.



           Læben lydløs sig bevæged,
           som om med en Aand hun talte;
           og med anstrengt Sands jeg saae,
           inden Omrids sølverblaae,
           Skyggen af en Yngling præget
           tydelig sig at gestalte.
           I hans venstre Haand laa Panden,
           men om Pigens Liv den anden.
          
d.I,b.3,s.208              Stundom syntes Hun at hvile
           smilende mod Skyggens Barm,
           høre atter Pulsen ile,
           føle Trykket af hans Arm.


           Skyggen syntes derimod
           svævende paa flygtig Fod:
           fremadbøjet, Blikket vendt
           snart mod Stjernen snart paa Hende,
           som om hver af disse Tvende
           var ham lige vel bekjendt.
           "Francis -- sagde hun -- er her!
           Francis, o du er tilstede!
           Denne søde Gysen ikke
           kan mig Skuffelse berede,
           skjøndt jeg med de dunkle Blikke
           Mulm og Maaneskin kun seer."



           "O,Francis! -- sang Hun -- Francis, bliv!
           Den Stjerne, som dit Øje maaler,
           har ikke Morgenstjernens Straaler,
           der strengeligen, naar den daler,
           tilbage Aanderne befaler.
                 O, Francis, elskte Francis, bliv!



           Jeg synge vil den Sang jeg kvad,
           da du til England kom tilbage
           fra Slaveskibene at jage.
           Min stolte, skjøndt en Jomfrus, Glæde,
           da glemte Kjærlighed at kvæde:
                 kun Fædrelandets Priis den kvad.



           Barmhjertigt lyttede jo det
           til Negren, som i Lænken stønner?
           og Du, iblandt dets bolde Sønner,
           ham at befri var ogsaa dragen --
           Du syntes mig til Ridder slagen
                 for arme Brødres Frihedsret.
          
d.I,b.3,s.209  

           Og derfor hvad Begeistringen
                      og Britterindens Stolthed talte,
           medeet i heden Graad sig kvalte,
           og Englands Priis i Taareflommen
           blev til et hulkende Velkommen:
                 "Velkommen, Francis, hjem igjen!"



           Velkommen nu, o Gysen sød,
           Forsikkringen, at du er nære,
           en Følelse, som om din skjære
           Begravningsdragt mig let berørte,
           som om dens Raslende jeg hørte
                 og Linets Luftning mig omflød!



           Da tindrer Øjet friskt som før,
           og Smilehullerne forsøge
           paany som før som før at spøge.
           Men naar du, Elskte, er forsvunden,
           da stivner alt igjen om Munden . .
           da er det, Francis, som jeg døer.



           . . Men døer foruden andet Liv,
           døer ei som Du, der herligst lever
           naar hid i Maanens Glands Du svæver,
           og atter, naar Dig lyster, stiger
           op mellem Himlens Stjerneriger, --
           o derfor bliv! o Francis, bliv!"



           Da -- nu ikke meer jeg veed
           det Retfærdige og Sande:
           om jeg enten skal forbande
           slige Syners Troløshed,
           eller at min egen yre
           sværmende Indbildningsmagt
           var ei meer sit eget Styre,
           som den burde, underlagt, --
           ikke mægtig meer sig selv,
           end en Dreng paa Baadens Hvælv
          
d.I,b.3,s.210              ud i Fossedraget reven,
           hvirvlende i Cirkler om,
           eller kvæstet Maage, som
           paa ulige lange Vinger
                 stedse svinger,
           med en Dalen i sin Svæven,
           rundt paa vilden Ocean, --
           eller bedre ei deran
           end paa Bladets lille Ø
           Sommerfugl, der ud er dreven
           paa den milevide Sjø.


           Thi hvorledes kunde vel
           just i dette Nu min Sjel, --
           da kun Synet skulde skifte,
           ei forgaae med Taagers Hast
           under Spil af Morgenvinde --
           sin Fornøielse forgifte
           ved at lade det forsvinde,
           som om Sæbeboble brast?



           Thi just nu, da Skyggen skulde
           for sin Elskte synlig blive,
           alle dens Konturer fulde,
           lysende som Maanens Skive,
           skabte som af Stjernes Røg,
           Kysset følbart dog for hende,
           om det end ei kunde brænde
           med forelsket Ynglings Ild,
           men saa blødt, som naar en mild
           fløjelsfiin Provencerose
           henad hendes Læber strøg;
           og da Trykket hun af Armen
           skulde føle dog om Barmen
           med den bløde linde Kraft
           af en ud af Træets Mose
           runden Mistels smækkre Skaft . . .

d.I,b.3,s.211  

           Ak, da saae medeet jeg Aanden
                      reise sig fra Pigens Side
           og mod Døren langsomt glide, --
           Panden, hvilende i Haanden,
           hævede han til et Blik,
           som hun følte, -- ja, thi hendes
           Læbes Zittren røbed det, --
           som Konvolvlens fine Net
           nerverystes og kan brændes
           af en Stjernes Straalestik.
           Blikket, som han Pigen gav,
           tog i Ømhed og i Klarhed
           snelt, med Stjerneskuddets Snarhed,
                 til og af,
           og med det var i Sekunden
           Francis' Skikkelse forsvunden.
           Som af Vindens sammenblæste
           Tegninger i støvfiin Sne,
           var der ikke i den næste
           Spor af Geisten meer at se.



   "Anna, Anna!" -- sagde en aldrende Sjømand som pludselig
traadte ind af en Dør i Baggrunden med en Natlampe -- "En
Seiler kommer om Beachyhead, Strømmen sætter fra Land igjen,
og i Maaneskinnet kan jeg see Tegn, at den vil have Lods om-
bord. -- -- "



1
  tilbakePort.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE