HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 3. BIND 1842-1845



LÆNGSEL EFTER LAND

           "O
, Kaptain, hvorhen, hvorhen
           gaaer Seiladsen uden Ende?
           Nye Horizonter spænde
           sig omkring mig ud igjen.
           Briggen alt i rastløs Fart
           susende igjennemlænste
           Hundreder af samme Art,
           kun af Syner ombegrændste.
                 Naar jeg tænkte
           Fjernet endelig beseiret,
           falske Lande ned sig sænkte
           eller tvinte hen iveiret. . .
           Hundred Horizonter runde
                 kom og svunde. . .
           hundred Himles Cirkelbunde,
           for hvem Punktet, hvori mine
           trætte Øines Nervepar
           krydsende sig overskar,
           med en evig Helvedpine
           stedse samme Centrum var. . .
           Hundred Horizonter graae
                       alt jeg saae,
                 med en Grændse
                 falsk som Bugten,
           angste Slange slaaer i Flugten,
          
d.I,b.3,s.192              . . graae, ja til Fortvivlen eense,
           mens -- som Lupens grumme Stik
           krybende Insekt forfølger --
           Zeniths blaa og hule Blik
           stirred paa vort Skib, den Prik,
           synlig knapt paa Havets Bølger.


           O, Kaptain, nu har mod Vesten
           Farten alt saa længe staaet,
           til det synes mig jeg næsten
           er i Sind en Olding bleven,
           skjøndt mit Haar end ei er graat
           og min Kind ei rynkeskreven.
           Mens mit Øie uvilkaarligt
           sig i Regnbuspillet tabte,
           Skummets Sprøit derforud skabte,
           har jeg idetmindste fundet,
           mønstrende med strengen Sjel,
           at mit Liv for største Deel
                       meget daarligt
           er som kastet Skum forsvundet.
           Og mon et Beviis vel bedre
           kræves kan af Bedstefædre
           paa at jeg, tilhavs omdreven,
           oldingviis tilsidst er bleven?
                       Dage mange,
           aaretunge, aarelange,
           bort erindringsløse flydte,
           uden Spor, som Kjølvandsstriben,
           i en Masse sammengydte
           hine sjunkne Skyer liig,
           snigende sig sagtelig, --
           have svalet Panden med
           kolden Alderdomsbegriben
           i dens øde Kjedsomhed,
                       standset Blodet,
           tæmmet selve Utaalmodet,
           skabt det om til sløven Fred.
          
d.I,b.3,s.193              Thi af Havets og de tomme
           Skyers Øde har jeg smagt
           Alderdommens, der vil komme,
           følt den Taage, som vil spinde
           sig om Gubbens nøgne Tinde,
           forud om mit Hoved lagt.


           O, Kaptain, giv mig et Ord!
           Tryk mig med din Haand, den kjække,
           at mig Tanken ei skal skrække,
           at jeg i en Dødningsnekke
           kommen er ved List ombord!
           Styrmand, giv mig din! Kom an,
           Baadsmandsmath og Tømmermand!
           I Matroser, mine Venner,
           rækker mig de brune Hænder!
           dræber med et kraftigt Tag
           Angsten i mit Hjerteslag!
           Thi, skjøndt Daare meer end Synder,
                       dog begynder
           denne Vei med sporløst Fjed,
           denne dumpe Eensomhed,
           fælles, Katakombens liig,
           mægtigt at forfærde mig.
           Her paa Oceanets Steppe,
           saa evindelig ensformig,
           ikke stille, ikke stormig,
           maalløs, da dens Grændser fly, --
           under Luftens dalte Teppe,
           dette blaagraa Himmelhvælv, --
           er det ei, som om Vi selv
           (en fordømt Skindødningskare)
           jordede tilsammen vare
           under samme Tag af Bly? --
           stivt i Stirren paa hinanden
           Sidemand paa Sidemanden:
           Han i Hiins og Hiin i Hans
           Øjes brustne døde Glands,
          
d.I,b.3,s.194              uden Rørelse og Mæle,
           skjøndt med fuldtbevidste Sjele?


           O, en Egg kun af et Skjær,
           Striben af et Fuglevær,
           Ryggen af en liden Holme,
           skjøndt, som yre Hvals og olme
           Kobbes børstereiste sorte,
           i Sekunden atter borte,
           vilde være i min Plage
           nyfødt Verden at opdage
           -- o et Tankens Paradiis,
           hvor den vilde bli'e tilbage,
           Skibet givende til Priis!
                       Brune Tare, Tangens Klase
           vilde være blommet Grønt
           paa Forsmægtendes Oase,
           Himmelens Forsoningstegn.
           Dermed jeg fantastisk skjønt
           Bryst og Pande vilde smykke,
           dem, som Roser efter Regn,
           til min Mund vellystig trykke,
           hilse deres armodsgustne
           bruunbespettede forrustne
           polyplige Blæreknopper
           ømt som Anemonens Dopper,
           der til Stjerner sig udslaaer, --
           som de første Blomstertinter
           der forkynde Nordens Vaar,
           efter treti Ugers Vinter."


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE