HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 3. BIND 1842-1845

d.I,b.3,s.177  
PAA KONG CARL JOHANS BEGRAVELSESDAG
Mel. Det gamle Norges Løve skuer (Gøthaleion).



           F
orgjæves skal Kapel og Kiste
                            sig lukke over Carl Johan;
           thi Dødens Graadighed ei vriste
                 Hans Træk ifra mit Hjerte kan.
           Der luer end Hans kjække Øie
                 i min Erindrings dybe Grund,
           der skinner Panden end, den høie,
                 og Smilet leger om Hans Mund.


           Did ei Fortærelsen kan trænge.
                 som slipper ind i Hans Kapel,
           naar Døren hviner paa sin Gjænge
                 til Sørgetoget sit Farvel.
           Thi Kongens Træk i Hjertets Gjemme
                 med Taarer har jeg balsamert,
           og min Erindring ei kan glemme
                 den ædle Skjønhed i ethvert.



           Lad Landets Klokkeklang forstumme,
                 mit Hjerte dog for Ham skal slaa
           saalænge Blod dets Kamre rumme,
                 saalænge mine Pulse gaa!
           Lad Sorgen sine Klæder vende
                 fra Sort til lysende Skarlag,
           mit Hjerte vil dog ikke ende
                 for Carl Johan sin Sørgedag.



           Som Stjernens Gjenskin ei sig bryder
                 i Duggen blot paa enkelt Straa,
           men speilende fra Engen skyder
                 sig tusinddobblet mod det Blaa,
          
d.I,b.3,s.178              saa vil i alle Norges Sjele,
                 o Salige, Du see forklart
           det Billed, jeg har maattet dele,
                 men som jeg har saa tro bevart.


           Dog vil min Kjærlighed jeg maale
                 med Alles i det hele Land.
           Deri jeg skinsyg ei vil taale
                 i Norrige min Ligemand.
           Det er min frie Ringheds Hæder,
                 en Glæde i min Sørgefest,
           en Blomst paa mine Sørgeklæder,
                 at jeg har elsket Kongen mest.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE