|
TIL SOGNEPRÆST HESSELBERG, PAA HANS
HUSTRUS BEGRAVELSESDAG
O Mand og Præst! af Gud Du prøves
i Troens Trofasthed idag.
I Kamp med Død og Sorg Du øves.
Nu tæller Gud Dit Hjertes Slag.
Lad slaae, men som et Sejersværk!
Du sejrer, thi din Tro er stærk.
I sidste Smiil, som over Kinden
din elskede Alette gled,
imellem Englen og Christinden
forsvandt den sidste Forskjel med.
Det er jo Dødsmysteret, Præst?
Det er, det er; Du veed det bedst.
Thi vende frejdig Du tilbage
til Huset, som hun har forladt,
for ind sin Plads i det at tage,
som over Stjernerne er sat.
Der venter hun paa Dig og dem,
som sørge i dit øde Hjem.
|
| d.I,b.3,s.119 |
Og naar din egen Læbe blegner
med ømt Farvel til Dine hen,
med fromme Kors hun den betegner,
og kysser Livet frem igjen.
"Alette," hvisker da din Mund,
saa glad som i din Bryllupsstund.
Og Himlenes Serafer komme,
en Højtidskrands de bringe med;
et Barneansigt af hver Blomme
vil smile frem i søden Fred.
De ligne dem, hun dig har bragt,
og ved dit Faderhjerte lagt.
|
| BLA BAKOVER |