|
ARCHIV-VISE
Archivaren,
-- Gud bevar'en!
kvæles fast af Støv.
I sit Kjælderlukke
maa med Savn han sukke
mod Pokalen
tømt i Svalen
af det friske Løv.
Udenfore
høje store
Træers friske Suus
trænger til hans Øre.
Ha! han maa dem høre;
han er bunden
dybt i Grunden
under Agershuus.
Nattens Fugle,
Ravn og Ugle
føre bedre Liv.
Frit de kan derude
rundt om Taarnet tude;
men hans Tunge
kan ei sjunge:
den er tør og stiv.
Hvilken Slyngel-
Æsel-Yngel
kan misunde ham,
om han i Madera,
Guldviin fra Frontera
Struben lædsker,
eller vædsker
Støvet med en Dram?
Sine Skroller
vel han holder
i en høj Respekt.
Men hans Sjel og Tunge
hylder Nord, det unge,
om han kvæder
Oldets Hæder,
af sit Støv bedækt.
|
| d.I,b.3,s.108 |
Deraf roder
han Klenoder
for sit Norge frem.
Æressagn han henter
frem af Pergamenter.
Intet heller
han fortæller,
end Alverden dem.
Archivaren
-- Gud bevar'en! --
elsker da sit Støv.
Han i det jo finder
Norges Hædersminder.
I sin Kjælder
boer han heller
end blandt Rankens Løv.
|
| BLA BAKOVER |