| d.I,b.3,s.78 |
 VED SORENSKRIVER OLE SEMS GRAV DEN 20DE JANUAR 1843. Var Sørgekrandsen eviggrøn, som slynger sig over din Urne, hedenfarne Ven, den ligned' da i varig Friskhed den, som om Hans elskte Navn Erindringen i vore Hjerter evigen forynger. Ak, Savnet klager, skjøndt det bør erindre, at af den Ædles Hjerte straaler frem, saasnart det brister, Ærens Diadem til Aandens Kroning i de Frelstes Hjem, mildt lysende i Gravens stille Indre. Nu spreder det i Glands sig om din Pande, og Palmer skyde af den brudte Stav, naar Vi, der samledes omkring din Grav, hvor, du, o Sem, var ædel, mild og brav, og hvor Du elskedes, i Graad maa sande. |