| d.I,b.3,s.77 |
 PETER TRESCHOW-HANSON, LÆRER VED KRIGSSKOLEN (I ELEVERNES NAVN) (Mel. Hvo ved, hvor nær mig er min Ende). Før Jordpaakastelsen. Nu er det gamle Hjerte stille, som slog for os, -- nu er det tyst. Bag Dødens Skyggers mørke Skille det straaler nu i saligt Bryst. Til Lysets Aanders Himmerig Hans frie Sjel har svunget sig. Nu da Han bleven er en Borger i Republiken i det Blaa, ham smerte ikke meer de Sorger, som han i Sagas Roller saae. Hist seer han Idealets Digt paa eengang sandt og virkeligt. Dog vil han see fra Aanders Sfære til sine unge Venner ned: Hans Salighed vil ei undvære vor sørgende Taknemlighed. O, engang Han sin Ròs af den fornemme skal i Himmelen. Efter Jordpaakastelsen. I Gravens Dunkelhed forsvunden er nu vor elskte Lærers Leer; men gjennem Grav og Mulm forbunden Hans Sjel med vore Sjele er. I evigt takfuldt Minde har vor Kjærlighed hvad Os Han var. |