|
BARNET
En Fremmed
Siig mig, Amme, siig mig Navnet
paa det underskjønne Barn,
som du holder saa omfavnet?
Ammen
Josef Benjamin, min Herre.
Den Fremmede
Ah! Ja Jøden stikker frem
i den lille Ørnenæse,
|
d.I,b.3,s.41 |
og om Munden kan jeg læse
Slægtens Arveanathem,
at han bliver noget værre
end et døbt sædvanligt Skarn.
Skrækkelig, men sand, er Tanken,
at den Diende, du bærer,
i sit Hjertes første Banken
lave Niddings Slethed nærer
vist som unge
Hugorm Giften bag sin Tunge.
Ve, at ei med Gift beblandet
var hans Moders første Kys,
saa han, før han blev forbandet,
kunde dø . .
Ammen
Min Herre! Tys!
Barnet er et Kristenbarn.
Efter Faderens Velgjører,
som var Jøde, Navn det fører.
Den Fremmede
Hold det fast da i din Arm!
Pige, tryk det til din Barm!
at den lille Engel ei
flyer til Paradiis sin Vei.
Thi (han hedde Seth og Cham,
Moses eller Abraham
-- ligegyldigt!)
thi et saa serafuskyldigt
Aasyn endnu ei jeg saae.
Derfor, Pige, pas kun paa!
Ammen
Herre! tro, det Himmerige,
hvorfra slige
Engle stamme,
er en Moders Hjerte . . .
|
d.I,b.3,s.42 |
Den Fremmede
Amme!
Skal jeg tro, du er Jødinde?
Ammen
Det var første Rang som Qvinde.
|
| BLA BAKOVER |