|
SUJETTER FOR VERSEMAGERE
SNEKLOKKENS ROMAN
Ak, kunne ogsaa Blomstre være vanvittige? Med hvilket
sygeligt blegt Smiil staaer Sneklokken der paa sin grønne lille
Plet midt i Sneen!
|
| d.I,b.2,s.420 |
"Jeg venter paa Rosen, min Beiler, Sommerens Søn. Han
har sat mig Stevne her. Jeg kunde ikke vente. Jeg er kommen
for tidlig; men han vil nok komme."
"Stakkel! du maa have drømt det under Snelagenet. Han vil
ikke komme. Han er Sommerens rige Søn, men du den fattige
Vinters Datter."
"Saa er det; dog siger mit Hjerte mig, at han vil komme
Han har Guld og Fløjel for os begge. Han talte til mig, og
nævnte denne Plet."
Tre Dage dvælede Sneklokken, zittrende i den kolde Vind.
Men hun følte den ikke mere end Enebærbusken; thi stedse
tænkte hun: "nu kommer han og trykker mig til sit glødende
Hjerte." Den fjerde bøjede hendes Hoved sig; thi hendes Haab
begyndte at vakle; den femte bedækkede en graa Bleghed hen-
des Kinder, thi Tvivl begyndte at nage hendes Hjerte; den sjette
kunde Ingen gjenkjende den Fagre; thi hun tvinede hurtigt under
Tanken, at hun nu alligevel var for hæslig til at elskes af Rosen;
og den syvende var hun ikke mere, thi hendes Hjerte var brustet
med Troen paa den Elskede.
Hvil sødt, smukke Sneklokke! Din Roman var saamangen
stakkels Piges: simpel, men rystende nok til at knuse et Hjerte
og en Tilværelse.
Udpaa Sommeren kommer Rosen, som en Ridder i Guld og
Fløjel. Han veed af Intet; men vilde lee, om han hørte Sne-
klokkens Historie, og fortælle den for Georginerne og Narcisserne
og sin Brud, den kongelige Lilje.
Men se, hvert Foraar kommer jo Sneklokken igjen paa sin
Plet. Skulde hun engang have blusset af Liv før Rosen bedrog
hende eller hun maaske selv bedrog sig med Indbildningen om
hans Kjærlighed, og den blege, jeg talte med, og som jeg saae
forsvinde, kun være Gespenstet, som hvert Aar gjenopliver sin
ulykkelige Lidenskabs Historie?
|
| d.I,b.2,s.421 |
HISTORIKEREN MUNTHES SORTE KAT
O vidunderlig deilige sorte Kat, hvorfra kom du, letsvævende
som en Taage, sagte somom du vilde betro mig en Hemmelighed?
Ak ja, den sørgelige, at din Herre havde forladt Dig. En Oriental
vilde kalde dig Nattens Diamant; en ufordærvet Hedning vilde
dyrke dig som en formummet Dæmon; men Jeg troer, at Du selv
er en Fee, omfortryllet til en Kat af en overlistig skinsyg Med-
beilerske, eller en Prinsesse fra et fjernt Land, forvandlet til
hvad du synes at være formedelst et Forræderi i Kjærlighed.
Brudens Handsker ere ikke hvidere eller blødere end dine
Poter; Jomfruens Haand ikke uskyldigere; thi skulde der engang
være Blod paa dem -- hvem har da beregnet alt det, Roserne have
maattet udgyde forat pryde Skjønheden? Topasen og Smaragden
lyser ikke som dine Øines Speile af gjennemsigtigt Guld; Steen-
kullets friske Brud er mat imod din glittrende Sorthed, der lige-
som er oversprængt af et Regnstøv af knuste Perler.
Ak! saaledes lister Døden sig omkring os paa lydløse Fødder.
Saaledes stryger den med troløs Venlighed, mild som et Pust, de
fagreste Kinder; saaledes forfølger den os overalt med stirrende
Øine, i hvis gule Flammer et sort Glødpunkt af Begjærlighed
tindrer frem som en uforbrændelig liden Djævel i Helvedes Luer.
I Graven maa det være somom der paa den Dødes Bryst ligger
en Kat, stirrende i Mulmet med fosforskinnende Blik ind i det
brustne Øje, gjennemskuende hans syndige Hemmeligheder, knu-
gende tung som en Marmorløve, indtil de vise sig een for een,
uden Lyd i de rædselsfulde Miner.
Kun een gjemmer den Døde mellem de sammenbidte Læber:
kun een Hemmelighed, som han vil søge at skjule for det gyselige
|
| d.I,b.2,s.422 |
Blik, for de Kløer, der ligesom gjennemrage hans Indre. Det er
den, hvorom han fortvivler; den han ikke tør røbe med en Mines
Zittren forat Katten paa hans Bryst ikke skal forvandle sig til
en Slange og stikke sit Hoved ind i hans Hjerte.
Men endelig efter tusinde Aar, i Sekunden da han ikke mægter
længer at bevare sin Hemmelighed under det qvalfulde Tryk, da
den vil forraade sig for det utaalelige Blik -- endelig, i denne
Sekund faaer han Luft i et Skrig. Den Albarmhjertige hører det.
Paa eengang er det somom Himmelhvælvet revnede overalt under
indstrømmende Floder af Lys. Det knugende Uhyre flyer. Dø-
dens Mellemrum er forbi. Aanden forlader sit Liig, og stiger op
mellem de Himmelske, hurtig som den stjernelige Draabe fra
Kildens Bund forener sig med den skinnende Overflade. Bjerge
skulde han bære i sin Flugt.
Vidunderlige Kat! du gjør mit Hjerte blødt med din milde
Strygen mod min Kind. Du sørger. Din Herre har forladt dig,
men hans Ven har fundet dig som en kjær Huusgud i et Tem-
pels Ruiner. Stryg dig fortrolig mod min Pande, som du gjorde
imod hans; thi maa du ikke da elektrisere hans Aand med nogle
af disse Funker, den udsprængte over Sagaernes gamle mørke
Ruller?
Der Geächtete.
|
| BLA BAKOVER |