HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 2. BIND 1833-1841


EVENTYR OM RINGERIGE

   D
er var en Tid, da Alt levede. Nu synes selv Blodet at
blive koldere i Aarene, og meget er forlængst dødt, som engang
levede, elskede og kjæmpede for sin Kjærligheds Valg. Hjerter
brændte da i Afgrundene, Øine tindrede fra Stenene, Elvene vare
som lunkne Blodaarer, Bakkerne bevægede sig som Muskler,
og Højderne reiste sig over Dalene af Forelskelse i deres Skjøn-
hed. Bakkerne, Dalene, Styrtningerne, alle Landenes Former, ere
Minder om disse lidenskabsfulde Kjærlighedshistorier, uden hvem
det nærværende Liv ikke skulde have været til.


   Ringerige og Hadeland ere to Søstre gifte med hver sin Bro-
der: Ringerige med den højsindede Hallingdal, og Hadeland med
trohjertige Valders. Man vil nok sige, at Land ligger imellem;
men denne gamle Svend er en Huusven efter gammel Skik, d. e. en
Fostbroder, som har sit Ophold ved Randsfjordens lange Bord,
bedækt med en blaa, sølverfryndset Silkedug, som Huusfruen paa
Hermanrud, der beværtede Halfdan hin Svarte saagodt, ikke havde
d.I,b.2,s.404   Magen til. Men med Ringerige, den yngste og yndigste af Søstrene,
er det en Historie.
   Begge Brødrene hørte med det hele Land Rygte om Møens
Fagerhed. Valders sendte sin raske blaaskjærfede Svend Beina,
Hallingdalen et heelt Gesandtskab af Elversvende med Beilerbud;
men intetsteds kunde de trænge igjennem. Gyrihaug, en gammel
gjerrig Knark af en Frænde, som selv vilde besidde den Fagre,
rugede med arglistig Skinsyge over hende, og bevogtede enhver
Adgang med sine Fjeldkjæmper, saa trofaste og fastsluttede i Ræk-
ken somom han alt havde omspændt sin Frænke med sine egne
Arme.

   Hvad kunde hun da andet end at indhylle sig i Tyrifjordens
blaa perlestukne Gevandt? Men det bævede under hendes Suk.
Den skaldede Beiler blev stedse mere paatrængende. Med mørke
Blik betragtede hans bredskuldrede Kjæmper Jomfruen, som turde
give deres Herre Afslag.

   Hun sad indhyllet i sine Slør, lyttende efter kjærligere Beileres
Bud, hvorledes den heftige Beina og Hallingdalens Elversvende
forgjæves, som murmlende Fosse, trættede og kjæmpede udenfor
med den iversyge Vagt. Da bad Møen til Alfader, og han sendte
Thor, sin Søn, Styrkens Gud og Hallingdalens Ven, forat befri
hende. Tredobbelt Kraft lagde han for Vennens Skyld i sit Lyn,
og svang det mod Kjæmperaden paa Maa og Faa hvor det kunde
ramme som bedst.

   Virkningen var Styrkens Guds. Tilbage bævede Gyrihougen
selv; tilbage did hvor den endnu med sin skaldede furede Pande-
skal rager over Ringerige. Tilbage veeg Kjæmpekredsen did
hvor Fjeldene endnu indringe Dalen. Jublende brød Beina og de
øvrige Beilerbud ind. Frit hævede sig for første Gang det jom-
fruelige Ringeriges Barm, det yndige Hole, og Tyrifjordens Ge-
vandt nedrullede fra de Yndigheder Verden turde see.

   Virkningen var Styrkens Guds. Lynslagets dybe Spor er Krog-
kleven: en Sti havde aabnet sig, som førte til den Fagre. Thor
agede den selv første Gang, bringende Beilerbud fra Hallingdalen,
sin Ven. Beinas Vrede, brusende i "Munkefossen," røbede hvad
Svaret var, som lettede Ringeriges Barm, det yndige Hole, end
højere. Han faldt, som man siger, af Ivrighed i Hønefossen "med
Hovedet gjennem Døren." Hans Herre var af et godt Gemyt og
d.I,b.2,s.405   havde Ærbødighed for Gudernes Vilje, d. e. for det Skete. Han
kastede sine Øine paa den ældre Søster, og fandt Yndigheder,
han ikke før havde fundet, og Valders lever nu forlængst ligesaa
godt og fornøjeligt med sit Hadeland, som den lykkelige Hallingdal
med sit yndige Ringerige.
                  Anmærkninger.
      Den Mundart af Hallingmaalet, som her, under en i Egnen indfødt og i dens
Mundart særdeles kyndig Students Korrektur, er brugt, er den i Hoveddalføret
gjængse, hvorimod de Prøver af Hallingmaal, som findes i "Samlinger til det
norske Folks Sprog og Historie, 4de og 5te Bind," synes at være fra en af de
højere Afdale, hvor Lyden af "a" og "æ" er den gjængse istedetfor den her
brugte "o" og "e." Valdersvisen er fra omtrent midt i Dalen.
      Devegge, en Gaard tætved Næs Kirke i Hallingdalen. Paa den findes den
mærkelige Alderdomslevning "Deveggestuen," som beskrives i Topografisk Jour-
nal 30te Hefte og omtales i Krafts Norges Beskrivelse 2det Bind Pag. 221. Den
er efter Sagnet opført af en landflygtig skotsk Prindsesse, "Fru Belju," som her
boede med sin Mand, Grev Klemet. Den beboes endnu. -- Brusteinen, en stor
Steen ved Gaarden Frøsager i Næs Præstegjeld, som Sagnet angiver er væltet
did den ligger af Jetterne. -- Skogshorn, et højt Fjeld mellem Hallingdal og Val-
ders. -- Sagnet beretter, at den mystiske Forbindelse imellem Devegge-Stuen
og det Horn, som hører til dens Inventarier, ikke blot gik saavidt, at en indre
Uro drev en Tyv, som havde stjaalet det, til at bringe det tilbage, men at ogsaa
en Ejer af Gaarden, som tog det med sig til en anden Ejendomsgaard, blev af
samme Følelse dreven til at bringe det tilbage, da han havde hørt om Tyven.
      Etnaelven. En af de største Elve i Valders. -- Nøsekampen, ligesom Huga-
kollen, Bitihorn o. s. v. mærkværdige Fjelde i Valders. -- Vinsterfly, den største
af Fjeldsletterne, (Flyerne) strygende over mod Gulbrandsdalen. -- Dynnastenen
Stenen paa Gaarden Dynna i Gran paa Hadeland, en af Landets mærkeligste
Runestene, baade formedelst sine indhugne Figurer af Heste, Mænd o. s. v. og
formedelst sin rørende Inskription, der omtrent tydes som i Visen.
      Hermanrud en Seterplads paa Vestsiden af Randsfjorden, hvor der i Grun-
den findes Spor af at en betydelig Bygning har staaet. Der skal en Huusfrue
have boet i Halfdan hin Svartes Tid, og hos hende skal han have drukket sit
Juleøl saa godt, at det, sandsynligt nok, bidrog sit til at denne Æresmand paa
Tilbageveien over Isen kjørte Livet af sig i Røkenvigen paa den anden Side
Fjorden.
      Strax ved Indtrædelsen i Ringerigets Hovedbygd danner Beina-Elven Munke-
fossen, og lidt nedenfor Hønefossen. Gyrihougen og det terrassedannede Hole
er bekjendte for enhver af Ringerigets talrige Besøgere.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE