|
|
| d.I,b.2,s.376 |
VED BANKKASSERER PEDER ØVERGAARDS
GRAV,
DEN 27DE OKTOBER 1841.
Før Jordpaakastelsen.
Nu græde Mænd -- o elskte Døde!
nu græde Mænd for Dødens Magt.
Som disse gustne Blades Møde
paa Gravens Rand er Venskabs Pagt.
I frodig Krands de sad som Vi,
nu hvirvles de ad Stormens Sti.
Se Levningen i disse Blade
af Høstens bittre Spottedigt,
Triumfen hvormed den kan hade
hvad Somrens er og Somren ligt.
Den Ham ei kunde elske da,
vi skilles blegnende ifra.
Thi blid var ingen Sommermorgen
som Hans Gemyt; som Hans saa blødt
var Hjertet ei, hvis Glød forborgen
gjør Rosens Aasyns Smiil saa sødt.
Saa mild var ingen Sommerqvel
som Han, vi hulke vort Farvel.
Efter Jordpaakastelsen.
Nu er Hans Sjel saa lys og herlig
som Paradisets Morgengry.
Lad Klagen derfor, vild, men kjerlig,
med disse Høstens Blade fly!
Han, som var vor, er Engles Ven.
Han bliver vor engang igjen.
|
| BLA BAKOVER |