|
OMEN ACCIPIO
Nu blev mit Huus velsignet:
en Svale fløj derind,
saa snar og glad som Tanken,
der gjennemfoer mit Sind.
De Begge kom fra Himlen.
Lod sig min Tanke see,
den guldblaa var som Svalen,
eller hvid som Sne.
Og Mage kom med Mage.
Det var et Varsel meer.
Thi noget Godt ei kommer
alene, siges der.
Uskyldighed og Ømhed
just søgte sig et Hjem.
Held Dig, min nye Hytte,
at Du behagte dem!
|