|
VASKERKONEN
Naar jeg seer en Vaskerkone, tænker jeg mig flere agtværdige Egenskaber
forenede: Stræbsomhed og Reenlighed nemlig først og fremst, og dertil Moder-
kjærlighed, Taalmodighed og Redelighed. Uden denne sidste vilde hun nemlig
miste sine Kunder, Taalmodighed er opammet i hendes Bryst af Lidelser og da
ofte af den, at have en drikfældig og uduelig Mand, som hun maa ernære til
Døden løser denne besværlige Byrde fra hendes Side; og er hun Moder, da kan
man maale hendes Moderkjærlighed efter hendes Arbeidsomhed.
Denne hæderlige Næringsvej staaer ethvert flinkt Qvindfolk aaben, Konen
som Enken og eenslig Pige, som vel derved mangengang kunde finde et bedre
Brød end det, der søges ad andre og mørke Veje. Mange benytte ogsaa denne
Næringsvej, og i Kristiania, hvor Klassen af Embedsmænd og unge Mennesker
er saa stor, glider mangen Skilling og Daler gjennem den flittige Vaskerkones
|
| d.I,b.2,s.315 |
glatte Fingre ned i Arbeidsklassens Pung. Dette være Forordene til denne
oversatte Vise om Vaskerkonen.
Paa Blegen hist hvor Elven rinder
Du Konen seer med hvide Haar,
den Flinkeste af Vaskerkvinder,
endskjøndt paa sex og sexti Aar.
Saa har hun stedse svedt og træt
sit Brød i Tugt og Ære ædt,
og udfyldt, mens hun mangt har taalt
den Kreds, som Gud har hende maalt.
For hende har det ogsaa vaaret:
hun elsket har og været gift.
Hun Qvindens Smerteslod har baaret
og i sit Aasyn Sorgens Skrivt.
Sin syge Mand hun plejet har,
ham Fire hun til Verden bar,
tilsidst i Graven ham nedlagt
og ikke Tro og Haab forsagt.
Hun sparet har og tænkt og grundet,
kjøbt Liin og vaaget mangen Nat.
Til Fiingarn har hun Linet spundet,
og i sin Vævestol det sat.
Til Lærred har hun vævet det,
brugt Naal og Sax derpaa saa net,
og med sin Fingers Natteværk
hun syet har sin Dødningsærk.
Den vil hun ei for Alting miste,
forvart i Skriin, paa Æresplads
den er det Første og det Sidste,
Klenodet, hendes Skat og Stads.
I den hver Søndag Morgen klædt
Guds Ord hun mindes mere ret.
Hun lægger varsomt bort den saa.
Snart faaer hun den for evigt paa.
|
| d.I,b.2,s.316 |
Gid jeg, naar Aldrens Sne mig dækker,
som Vaskerkonen har opfyldt,
saalangt som Kraft og Evne rækker,
de Pligter, som jeg har forskyldt!
Gid jeg maa sætte klogt som Hun
Livsbægeret til lysten Mund!
Gid jeg kan see med hendes Fred
Liigskjorten, jeg skal have med!
|
| BLA BAKOVER |