|
TIL DEN, BUKETTEN KOM FRA
Der er -- det kan jo gjerne være --
meer Guddom, meer serafisk Ære
i navnløs Godhed, ukjendt Dyd,
meer Skjønt i Tak, der ei har Lyd.
Hvad Lyd har min, der ikke kjender
den Haand, som disse Blomster sender?
Saa navnløs er ei Blomstens Duft,
der svinder i den øde Luft.
|
| d.I,b.2,s.308 |
Vel! den beskedne Guddom have
du, naar du vil, navnløse Gave,
at Takken aandes, som til Gud,
paa Maa og Faa i Luften ud.
Men hvis ei vilde Skjebners Naader
men himmelsk Retfærd Verden raader,
da maa min Tak dog komme til
det Sted den skal, didhen den vil.
Var paa et Rosenblad den skreven
og hen med Strømmens Vover dreven,
det burde af den vilde Flod
etsteds opskylles for din Fod.
Velsignelsen, henhvisket, burde
ei Vinden sønderrive turde,
men til dit Hoved bringe den,
som Slør af Sylfer vævet, hen.
Ak, er Du ung som dine Blommer,
da gid en trofast Elsker kommer!
Om kommen gid da blusse med
Blodrosens Ild hans Kjærlighed!
Gid hvad din Lytten Han fortæller
i sværmeriske Sommerqveller
maa være skjønt vidunderligt
som denne Nellikroses Digt!
Hvor spraglet! Hvilke Poesier
dens lukte Knop endnu fortier!
Qg gid din Elskers tause Mund
om nye Skjønsagn drømme kun!
|
| d.I,b.2,s.309 |
Gid din og hans Roman maa komme,
som denne Centifolieblomme,
til at bestaae af Glæde al,
af skjønne Blade uden Tal!
Er Du en Moder, Ubekjendte,
som din Roman forlængst alt endte,
men Ømhed har alligevel
selv for en fremmed Ismael:
Gid dine Børn og Børneætten
da glæde dig, som mig Buketten,
hvis Lyst kun har det ene Savn,
at stum den ikke veed dit Navn.
Jeg Viin paa Blomsterne vil gyde.
Kanskee vil deres Blod da flyde,
Livsgeister stige i dem, saa
de Navnet over Læben faae.
|
| BLA BAKOVER |