|
SANKT JODOKS BRØD
Engang en hellig Juleaften kom,
for ret sin gamle Tjeners Dyd at prøve,
Vorherre selv til Hellig Jodoks Dør,
og bad, som Betler, om et Stykke Brød.
"Giv, sagde Jodok til Huusholderen,
giv ham, min Ven!" "Jo, give?" svared Denne;
"ak, ædle Herre, kun eet Brød vi har.
Hvad bli'er der saa til os og vore Hunde?"
"Giv kun!" blev Præsten ved, "giv kun den Stakkel.
For Os og Hundene vil Gud nok sørge."
Huusholderen da greb sin Kniv, og delte
i fire, netop lige, Stykker Brødet,
gav Tiggeren det ene, mens han sagde
ei altfor blidt: "eet Stykke er for Dig,
for Jodok eet, og eet for mig og eet
for Hundene." Da smiilte mildt St. Jodok,
og Betleren gik med sit Stykke bort.
Det leed om lidt, da kom Vorherre, i
end uslere Gestalt, igjen, og bad.
"Giv, sagde Jodok, giv ham kun mit Stykke.
Gud vil for mig alligevel nok sørge".
|
| d.I,b.2,s.276 |
Og tredie Gang, end mere arm og sulten,
vor Herre kom igjen og bad om Brød.
"Giv," sagde Jodok til Huusholderen,
"giv ham dit Stykke, gode, gamle Ven.
Gud vil for dig alligevel nok sørge."
Og, blødgjort af sin Ærefrygt for Jodok,
Huusholderen gav Tiggeren sit Stykke.
Da kom, som lam og blind og næsten nøgen,
for fjerde Gang Vorherre foran Døren.
"Giv," sagde Jodok, "giv ham Hundens Stykke.
For den alligevel vil Gud nok sørge,
som jo bespiser Ravnene og Ormen."
Huusholderen gav ham det sidste Stykke;
men neppe havde Betleren vendt Ryggen
før det fra Himlen lød: "stor er din Tro!
Du Jesu sande Efterfølger, stor!
Og dig skal times som du troet har."
Huusholderen til Vindvet gik, da -- se!
til Flodens Bredde lagde fire Skibe,
med Brød og Frugt og Viin og Olje ladte.
Den gamle Tjener ilte glad derned;
men ingen Skipper fandt han, men paa Stranden
en snehvid Fane vajede, hvori
med gyldne Skrifttræk flammed disse Ord:
"Han, der bespiser Ravnene og Ormen,
har disse fire Skibe sendt til Jodok,
som Ham idag fiirgange har bespiist."
|
| BLA BAKOVER |