|
|
| d.I,b.2,s.200 |
POESIER
DEN ELSKTES SLUMMER
Hun slumrer . . Tys! Hun slumrer.
Ei meer de bløde Fingre besvare mit Haandtryk.
Liig Qvisten, af hvide Roser for tung,
i yndig Skjødesløshed de hænge.
O Den, der, let som Vinden,
det fine Rosenskjær turde kysse, som Hjertet
i hver en Fingerspids aander ud,
de balsamineklare og smekkre!
Mit Blod, hvi er du vildest
just nu, da ingen Synd er som den, at hun vaktes,
just nu, mens Evas yndigste Barn
tør frit omsværme i Paradiset?
Nu er paa Flugt i Himlen
den skjønne Sjel -- Blot Englene ikke den fange!
Da blegned hun lidt efter lidt som Blad
paa Blad af Maanedsroserne falde.
Da Skjønheds egen Farve
blev Dødens Bleghed . . Yndige Død, jeg tilbad dig;
den graadige Grav jeg trygled; din Grav
blev, søde Rædsel, i mine Arme.
Lad Skjønhed blive jordet
hvor ei den kunde leve! O salige Elsker,
den lever, den aander jo ved din Barm!
Mit Hjerte vugger under dens Roser.
|
| d.I,b.2,s.201 |
Kun kort paa Flugt i Himlen
er Pigens Sjel, for der at opdage de Blomster,
den lyster at vise Billedet af
imorgen i de straalende Øjne.
Thi snart, som Tanken vexler,
de dunkles af Hyacinthers Bruunviolette,
og snart Cynoglossens sortnende Blaa
og snart Kjærminders Lys de gjenspeile.
Hvor tidt, liig Barnet efter
Nymfæen under Vandet, jeg speided i Øjet!
Hvor himmelskt et Foraar blommed deri!
Saa blaaligt tindred Edens Violer.
Ve mig, af Hjertets Banken
min Skulder skjælver, hvortil hun hælded sit Hoved.
Hun drømmer sig vist paa grønnende Høi,
og hører Alfer hamre derinde.
Meer let end ellers svæver
henover Hendes Øienlaag, livlige Drømme!
Thi under dets fine, melkblaa Emalje
er Perler gjemte, Smykker for Engle.
I frie Fantasier,
en Aandeverdens boltrende Sommerfuglesværme,
jert fineste, herligst glimrende Støv
nedover hendes Øjenhaar ryster!
Dog vil det ikkun være
som Regn i Hav; thi under de Buer sig hvælve
to dunkelblaae Himle bugnende af
meer fagre, tankehjertede Drømme.
|
| d.I,b.2,s.202 |
O saa som Hun, der slumrer,
maa Kjærlighed see ud hos den døende Nonne,
der Jorden og Muligheder af Synd
forlod og seirrig stiger tilhimmels.
Og saa er Skjønheds Aasyn
i Tale med Engle! Elskov, saa er du uskyldigst,
saa Yndighed yndigst, Indsøen liig,
der ogsaa slumrer, naar den er fagrest.
Da speiler dybt sig Solen
som bedre Verdens Gjenskin paa Drømmerskens Ansigt;
da zittrer dens Speil af Børnenes Leeg
som disse Smiil om Drømmerskens Læber.
O, at jeg vidste Drømmen,
som, liig en flortynd Sky over Himmelens Ansyn,
fløi rødmende over Jomfruens Kind!
Vist, som Hun drømmer Englene digte.
Hvor yndig den maa være!
Thi Munden aabnes halvt, den at kalde tilbage,
og Brynenes dunkle Straalenet har
sig sagte løftet, for den at fange.
Hun slumrer, end Hun slumrer.
O vaager med mig, Himlens Hellige, vaager!
Thi engang imellem Eders sin Røst
jo skal min søde Drømmerske blande.
MED EN BOUQVET
Den har ei Sjel, som ikke troer,
Naturen er en aaben Bog,
at Mossens blege Klippeflor
saa vel som Rosen har sit Sprog.
|
| d.I,b.2,s.203 |
Det kjender Du, min Elskte, vel.
Du Drømmen seer i Klokkens Bund.
Du fatter Liljens tause Sjel
og Ordene fra Rosens Mund.
Lad da din skjønne Fantasi
blandt Somrens Blomster sværme om!
For Hende, Blomster, taler I!
Hun er jo selv saa favr en Blom.
Paa Morgenrødens Høie groe
kun Roser lige hendes Kind,
paa Lysets Bjerg, hvor Engle boe,
kun Liljen reen som hendes Sind.
Og ikkun hist, hvor Dagens Blaa
frembryder som en Kilde klar,
saa fagre Blaavioler staae
som hendes søde Øienpar.
|
| BLA BAKOVER |