HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 2. BIND 1833-1841




I DET GRØNNE1

           F
lyv, fagre Vaar, saa let og glad
           dog ei afsted med alt mit Had!
           Jeg vilde nok min Vrede skjænket
           en skummel Stund, i Hagl nedsænket.


           I Ilingsvejr med Hagl og Sne,
           der knækked blomstfuldt Abildtræ,
           den Time maatte vist henrinde,
           hvori min Harm jeg skulde minde.



           Nu i dit bløde Græs den døer,
           meer blid end mangen Ømhed før.
           Med Vellyst, som i Blodskyl varme,
           døer hen tilgivende min Harme.



           Og vaagned engang min Foragt,
           fik Spotten Lyst at gaae paa Jagt,
           strax brast i Latter mine Smerter
           ad Mygs Musik og Frøkoncerter.



           I Solskin smelter alt mit Nag.
           Sligt Ord er ei i Bølgens Slag.
           Jeg lytter til de Strandens Toner --
           Hvor mildt du, søde Chor, forsoner!

d.I,b.2,s.171  

           Hvor venligt nikker Straa til Straa!
                      Gid Jordens Herre det forstaa!
           Han visner hen og døer som dette
           -- hvi da sin Foraarsfryd forgjette?



           En farvet Straale selv, sig toer
           i Solskin Ormen, mens den snoer
           sig om min Ankel -- arme Sleve,
           troskyldig er du: Du skal leve.



           Der er i denne søde Stund
           ei Draabe Gift i Ormens Mund.
           Mon hine vel mig meer fornærme,
           som krybe henad mine Perme?



           Kom hid til Droslens Bryllupsfest!
           Den synger vildest vel, men bedst.
           Den spotter ypperligt fra Qvisten
           jer Æsthetikler og jer Tvisten.



           O Foraarsluft, hvor sød og let!
           Tro den er Sylfers Aandedræt,
           men bland ei i dens milde Hviften
           det sorte Suk! Det var Forgiften.



           Og du min kjære, hvide Hæg,
           trofaste Ven af Hyttens Væg,
           du laane Vreden ei din Skygge!
           I den tør ingen Sorger bygge.



           Til næste Vaar du skal maaskee
           bestrø min Gravhøi med din Sne;
           kanhænde den i Bægret drysser,
           som jeg, der Brud ei har jo, kysser.

d.I,b.2,s.172  

           Ryst lystigt Perlekronen af,
                      om saa det bli'er du strøer min Grav!
           Gid sjelfuld Ynder af det Skjønne
           gjør den til Græsbænk i det Grønne!



           Der, Uven, sæt dig, om du tør,
           og elsk Naturen meer end før!
           Da skulde du vel ogsaa fatte,
           hvad Bund den i min Cithar satte.



1
  tilbakeNegtet Optagelse i den Constitutionelle, som jeg troede at burde forsyne
med et og andet Bilag til dens forskjellige Paastande om mig.
                              H. W.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE