|
|
d.I,b.2,s.103 |
POLITISKE FABLER
(FRITBEHANDLEDE)
ÆSLET OG HESTEN
"O let mig lidt af Kløven, Kjære!
Den er for svær.
Jeg døer! Jeg aarker ikke mere!"
Saa bad et Æsel Hesten.
Men, skjøndt som Fætter nærmere end Næsten,
den negtede det spodsk og tvær.
Endnu et Stykke til, -- da midt i Bakken
blev Æslet liggende og stønned ud.
Og stolte Hest da fik til eget Las
dets hele Kløv paa Nakken,
og dertilmed dets Hud.
-- Tilpas!
Moral:
O Borgere, naar Tryk paa Een mon falde,
det angaaer eder Alle!
I Enkeltmand, som bliver underkuet,
er Hver og En med samme Skjebne truet.
Kun Offre Voldsomheden bytter,
og Aaget kun fra Ryg til Ryg den flytter.
TRÆETS ROD OG TOP
"Hvor herligt hæver jeg mig op,
og speiler mig i Floden!"
-- saa sagde Orretræets Top
med dum Triumf til Roden --
|
d.I,b.2,s.104 |
"Men Du? o hvor foragtelig
du frem i Støvet sniger dig!"
-- "Hvad var du, om jeg ei dig bar?"
var Rodens Svar.
Moral:
Al Fyrstemagt af Folkets er oprunden,
og bør -- som Top af Rod -- af denne være bunden.
Den stammeløse Drot er klog og mere god
end den, der praler med et reent cæsarisk Blod,
som glemmer ei han har
et Folk til Stammefar.
HUNDEN OG FILEN
En Fiil, just paa en Lænke brugt, og slængt
paa Bordet hen, faldt ned, og ubetænkt
den slog en Hund paa Snuden.
Der blev en Tuden.
Den Hund da rasende vil slide den
isønder og ei levne Splint igjen.
Men haarde Fiil: "Giv dig tiltaal!"
kun svarede med et Smiil af Staal --
"Det vil forsanden
Dig koste Tanden!"
Moral:
Hvo mindes her vel ikke Kjøterhadet
mod Flyvebladet?
|
d.I,b.2,s.105 |
HØGEN OG DUEN
En Høg, en Skræk for Luftens Skare,
blev syg, og skreg i Dødens Fare:
"Det er en Straf
-- jeg veed det nok --
for mine Synder, som er svare.
Men slipper jeg blot ud heraf,
da mellem mig og Fugles Flok
fra nu en evig Fred skal vare!"
Knapt sagt, en Due bona fide
strøg klapprende forbi hans Side.
"Kun den endnu!" skreg Høgen i,
og det med Duen var forbi.
Moral:
Saa tryg er Herskereden,
saa evig Freden.
|
| BLA BAKOVER |