|
LYKKEJÆGEREN
(EFTER DET SVENSKE)
"Nei! skal paa samme Pligt min Kraft jeg stedse øde,
liig Dyret i sit Aag fornøjd med afmaalt Føde?
Det egner ei min Sjel, som Jordens Lavhed flyer.
Lad Simpelhedens Barn sin Skygges Lykke prise.
Blandt Ørnene jeg vise
mig vil i høje Skyer." --
|
| d.I,b.2,s.94 |
Velan, dit høje Sind vil krybende sig dølge
i det fornemme Slæb af Majestætens Følge?
i Magtens Forgemak hver Dag Parade staa?
Hvad? til en Skygge blot du vil dig selv forlore,
og trampes af de Store
for blandt dem synes faa.
Hvad Seier, naar tilsidst af naadigt delte Miner,
igjennem hvem Foragt, kun slet tilhyllet, skinner,
en lønner ogsaa dig for spildte Dages Bryd!
End meer, naar af et Vink du nærmes til et Øre,
som vil paa engang høre
Spions og Smigrers Lyd!
Ulykk'lige, forledt til begge dig at lyve,
din Fryd er at faae Lov til højere at klyve
ved Mægtigmands i Smug dig rakte Fingerled.
Men paa hvad slibrig Højd staar ei hans egen Lykke!
Et Vindkast kan den rykke
og din tillige ned.
Til Styrteren du flyer den Faldne at forbande.
Nei, hvor du faldt der stands med Haanden for din Pande,
og læg den paa dit Bryst, og jag din Djævel ud!
Arbejd saa rolig fri, og føl en Mand dig vorden,
naar Brød du faaer af Jorden,
og Naade kun af Gud!
Held hvo ei høit sig smøg, men blev i sine Dale!
Dog bøi dig for det Træ, som gi'er dig Ly og Svale!
|
| d.I,b.2,s.95 |
Vær ei for stolt dertil; det er Fortjenstens Ret.
Fra Krybet lige skilt og fra den Orm som stikker,
ei meer i Haan end Smiger
den Fries Ære sæt!
Miskjend ei for hans Byrd den Ædle og den Vise!
Geniet, om Fornem, dit sande Offer prise!
Men skrig ei, om en Stor dit Værd ei agtpaagav.
Staa opreist som en Mand, og see med harmfrit Øje
de Høje mindre høje!
Da Du er mindre lav.
|
| BLA BAKOVER |