|
|
| d.I,b.2,s.82 |
EN AF BYRONS HEBRÆISKE SANGE
Jeg saae dig græde; de Taarer klare
fra Øinenes Blaa frembrød.
Jeg saae det, tænkte de Øine vare
Violer besprængte med Duggen sød.
Jeg saae dig smile. Glimre
aflod Safiren brat.
Hvor dog dens Straaler skimre
imod dit Øies mat!
Hvor Solens Herlighed skinner mildnet
igjennem Aftenens Slør.
Sig Natten nærmer; dog purpurildnet
er Horizonten endnu som før.
Dit Smiil saaledes giver
tungsindigste Sjel sin Fryd,
og af dets Solskin bliver
i Hjertet igjen en Glød.
|
| BLA BAKOVER |