HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 2. BIND 1833-1841



d.I,b.2,s.50  
MEDECINERENS KJÆRESTE
SANG
(VED DET MEDECINSKE ØVELSESSELSKABS LAG 12TE DECBR. 1835)

(Mel. Gubban Noah, & c.)



           &bmrep; T
il Bengalen &bmrep; stod min Ungdoms Hu.
                            Paradisets Sommer
                 jo i fulde Blommer
           &bmrep; staaer om Ganges &bmrep; prangende endnu.


           &bmrep; Havet ruller &bmrep; over Perler der.
                 Luften Vellugt hvifter.
                 Efter gamle Skrifter
           &bmrep; straaler Landet &bmrep; af Demanters Skjær.



           &bmrep; Paa en engelsk &bmrep; Indiefa'r didhen!
                 Gjerne sleed jeg ilde
                 blot Captainen vilde
           &bmrep; af mig sætte &bmrep; paa Cap Comorin.



           &bmrep; Som ved Stjerners &bmrep; Lys paa fremmed Hav,
                 til Golconda styrer
                 muntre Eventyrer
           &bmrep; ved Demanters &bmrep; Skin sin Vandringsstav.



           &bmrep; Der som hjemme &bmrep; strax jeg være vil:
                 fylde mine Lommer
                 med Aladdins Blommer,
           &bmrep; og mit Øre &bmrep; med Sylfiders Spil.

d.I,b.2,s.51  

           &bmrep; Saa jeg tænkte &bmrep; i et fattigt Land,
                            saae i mørken Bølge,
                 vilde Vinden følge:
           &bmrep; den, som blæste &bmrep; henmod Hindostan.



           &bmrep; Men den samme &bmrep; Vind, som Sukket bar,
                 ogsaa uden dette
                 lader Seilet lette
           &bmrep; fra Britannien &bmrep; paa min Indiefa'r. --



           &bmrep; Saa paa Stranden &bmrep; var min Tanke liig
                 Piletræ, der over
                 Dammens dovne Vover
           &bmrep; maa forgjeves &bmrep; evigt strække sig.



           -- &bmrep; Da en Qvinde &bmrep; viste sig -- hvor smuk! --
                 Om hun kom fra Vandet,
                 Luften eller Landet
           &bmrep; veed jeg ikke &bmrep; ; -- kanskee fra mit Suk?



           &bmrep; "Staaer din Tanke" &bmrep; -- sang hun -- "unge Mand!
                 ud i vide Verden:
                 viid, din Kraft da er den
           &bmrep; Indiefarer &bmrep; som dig føre kan!"



           &bmrep; "Frihed er dit &bmrep; Seil, du Ungersvend!
                 Naar du det kan heise,
                 da lyksalig Reise
           &bmrep; til Bengalen &bmrep; og Brasilien!"

d.I,b.2,s.52  

           &bmrep; "Men du, Yngling, &bmrep; selv det vinde maa;
                            ja du selv maa spinde
                 hver en Traad og Tvinde
           &bmrep; til det Bramseil &bmrep; i din stolte Raa."



           &bmrep; "Jeg vil lære &bmrep; dig den Kunst, min Ven,
                 som dig aabner Verden.
                 Kunsten -- nu! det er den:
           &bmrep; Gjør dig nyttig &bmrep; for Enhver og Den.



           &bmrep; "Men Bengalen &bmrep; har nu sin Fakir,
                 og Brasilien flere
                 Munke ei kan bære,
           &bmrep; derfor er det &bmrep; bedst du Doctor bli'er."



           &bmrep; "Verden bugner &bmrep; af unyttigt Gods:
                 slemme Advocater,
                 voldsomme Soldater
           &bmrep; alle Steder &bmrep; findes som hos os."



           &bmrep; "Men en Doctors &bmrep; frie Kunst ham gjør
                 overalt velkommen;
                 midti Hedendommen
           &bmrep; sit Paulun han &bmrep; frit udspile tør."



           -- &bmrep; Da jeg skulde &bmrep; nu see Pigen an,
                 som saa nemt mig lærte
                 faae hvad jeg begjærte,
           &bmrep; ja den nemme &bmrep; Vei til Hindostan:

d.I,b.2,s.53  

           &bmrep; Ak! da var det &bmrep; jo min egen Brud.
                            Da jeg hende favned,
                 Indien ei jeg savned.
           &bmrep; Al dets Rigdom &bmrep; straalte hun jo ud.



           &bmrep; Ei har Indien &bmrep; sligt Demantklenod
                 som min Elsktes Øje.
                 Persiens Rosenhøje
           &bmrep; ligne ikke &bmrep; hendes Kinders Blod.



           &bmrep; Ei den Ynde &bmrep; have Indiens Feer,
                 som de søde Drømme,
                 der i Øjet svømme,
           &bmrep; naar henover &bmrep; Havets Speil hun seer.



           &bmrep; Indiens Perler &bmrep; ere graae imod
                 hendes Stjernepande,
                 hvor i Bad sig blande
           &bmrep; Engles Tanker &bmrep; med en Evas Blod.



           &bmrep; Hun skal være &bmrep; da mit Hindostan.
                 Did min frie Viden
                 bringer mig med Tiden.
           &bmrep; Skaal for Kunsten &bmrep; som saa meget kan!


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE