|
MEDECINERENS TROESBEKJENDELSE
Mel. Vil du være stærk og fri, pres de røde Druer o. s. v.
Vil du være fro og fri,
bliv en Medeciner!
Ingen mørk Theologi
da din Hjerne piner.
I Naturens Barm du kan
dig fortrolig hvile,
fryde dig ved din Forstand
uden at fortvivle.
Hvo, som i Naturen ei
saae sig Himlen viste,
|
| d.I,b.2,s.43 |
han er paa den slagne Vei
til en Daarekiste.
Kanskee til en Kirke med
sig forvilder Manden.
Der det fule Vanvid veed
bruges lidt Forstanden.
Blomsten groer paa skjulte Bred.
Ingen vil den kjende.
Men en Medeciner veed,
den er Stjernens Frænde.
Han forstaaer dens Mening kun.
Han et Navn den giver.
Dens Myster paa tause Mund
i sin Sjel han skriver.
Over Eng gaaer Præstekrop.
Græssets Død det volder.
Medecineren ta'er op
disse Guds Hærolder.
Mens i en Nedbøjets Sjel
kold Juristen skjærer,
Døden kun med sin Skalpel
hiin anatomerer.
Han ei ene med sin Kniv
Døden gjennemborer,
men Gud-Skabers Tankers Liv
kjæk han eftersporer;
seer i Gravens mørke Dyb
Himmelen nedsjunken,
finder i det usle Kryb
klare Guddomsfunken.
|
| d.I,b.2,s.44 |
Er det sært, at med slig Tro
ærlig Medeciner
har i Liv og Død meer Ro
end en dum Selvpiner?
at han elske Livet tør?
elske Livets Glæder?
Han, som løftet har dets Slør
er dets fro Tilbeder.
|
| BLA BAKOVER |