HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 2. BIND 1833-1841


VED BORGERFESTEN I EIDSVOLD
29DE SEPTEMBER
Mel.: For Norge Kjæmpers Fødeland.



Før Talen.

           O
pstanden er den gamle Nor,
                 den stærke Frihedskjæmpe.
           Ei Tid og Grav, hvor Mindet boer,
                 hans Ild har mægtet dæmpe.
           Den gnistred stødt i Ætens Blod;
                 men ud i fulde Flammer slog,
                 da paa Eidsevjathing opstod
                 med Hast den gamle Kjæmpe.


           Som en Volcan af Mulden Han
                 i Æten er opstanden;
           Haarfagers Krones gyldne Rand
                 paany omstraaler Panden.
           Med Thorleifs Lag i Mannaring
                 han sidder paa sit gamle Thing;
                 St. Olafs Øx, den Seirens Ving,
                 er ikke langt fra Handen.

d.I,b.2,s.18  

           Kong Barfods røde Vaabenkjol,
                            Den gyldne Løve mødte
           hans Øie strax. Hakoners Stol
                 i Throndelagen glødte.
           Det gamle Maal i Dalen klang,
                 de gamle Klipper endnu hang,
                 Tre Alen end var Manden lang,
                 af gothisk Let den Fødte.



           Han kjendte sig saa grant igjen.
                 End stod den gamle Hytte.
           Ham tyktes i hver Ungersvend
                 see Einar Thambarskytte.
           Saa langt som før i Havet svam
                 Ledandisnæs og Statland fram.
                 Kun undred det med Sorrig ham
                 hvi Iisland vilde flytte.



           Stirr ei udover Havet saa!
                 Paa Skum du Hu ei fæste!
           Did af din Stormhat, mens den laae
                 paa Høi, dens Fjedre blæste.
           Sku vide Opland, høie Thrand,
                 det seilomperlte Rogaland!
                 Og døv med Rødningsøxens Klang
                 hvad Ondt de Vaager hvæste.



           Herhjemme er jo alt som før
                 du gik indunder Højen.
           Dit Haab staaer fremst i Tidens Dør;
                 den gamle Sorg er fløjen.
           I Fædrekraft det Fædrenord
                 opstod som Guld uskadt af Jord;
                 og paa dets Frisinds første Ord
                 det Frihed sprang af Bøjen.

d.I,b.2,s.19  

           Normanna-Aand, hil i dit Hjem!
                            Tag ind de gamle Sæder!
           Gaa atter paa dit Althing frem,
                 og i Kong Carls Geleder!
           I Østens Skodd end Jetter boe.
                 Da værne Gothen vak sin Ro!
                 Normænd, den Asathor mod dem
                 er Fædres Kraft i Eder!



Efter Talen.

           Nordmanna-aanden ei opstod,
                 igjen at gaae tilhvile.
           End fylder vilde Jothuns Blod,
                 og Bjarmen hvæsser Pile.
           Da tør han ikke sidde qvar,
                 og anden Ro ei Aanden har
                 end seilende Ørns, som Skyen skar
                 paa spændte Vingers Hvile.



           Svæv stil saa over Kongens Børn!
                 bedæk det dyre Rede!
           I Skyen mød den kløvte Ørn,
                 og Jothunbjørn paa Hede!
           Da regner Blod af Luften ned,
                 da rødmer Sne, Iis damper heed;
                 thi det var Nordens Kraft som stred
                 for Drot og Land at frede.



           Men selv mens Bann'ret hænger paa
                 sit Spyd som Blomst der slumrer,
           mens endnu ei i Torneaa,
                 den Skjebnebrønd, det skumrer --
           endnu, ja før Carlidens Sværd
                 fremst flyger i den Sejersfærd
                 som Blivets Lyn foran vor Verd
                 igjennem Taager lumre --

d.I,b.2,s.20  

           Mens Fredens Manna sidder paa
                            Carls Spiir, og Oscars Klinge
           end hænger stille som den blaa
                 forelskte Dues Vinge --
           Nordmanna-aand, endda til Strid
                 mod Jothunsind og Jothunid!
                 End Jetter tør fra gammel Tid
                 herhjemme Huus sig tvinge.



           Af Jothunmulm Uvidenhed
                 er født -- ei blot paa Fjeldet,
           men midt paa Vangen lys og bred
                 den Jette djærv har tjeldet.
           Det træge Sind er Jætteblod,
                 der gaaer som Dynd fra Hjerterod.
                 Det bruser Gothernes imod
                 saa raskt som Fossevældet.



           Til Dødsenskamp, skjøndt uden Blod,
                 Nordmanna-aand mod Jette!
           Da du forsvandt, den fule Rod
                 sig videnom udbredte
           En Jette gram er Borgertvist,
                 Tørhænde findes her og hist
                 jothunske Trælsind -- ha, forvist
                 mod dig de Vaaben smedte.



           Med Østens Jothunæt i Pagt
                 som gamle Frænder gangne,
           midt paa hiin Kampens Dag med Magt
                 de bryde ud som Fangne.
           Derfor Nordmanna-aand du før
                 Forræderne tilintetgjør!
                 Med hine østenfor din Dør
                 i Pagt de ere gangne.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE